Skip to main content

Full text of "Aarbøger for nordisk oldkyndighed og historie"

See other formats


fft 




1131. 



AARBØGER 



FOR 



NORDISK OLDKYNDIGHED OG HISTORIE, 



CDGIVNE AF 



DET KONGELIGE 
NORDISKE OLDSKRIFT-SELSKAB. 



1869. 



KJOBENHAVN. 



I COMMISSION I DEN QYLDENDAXSKE BOGHANDEL 

THIELES BOGTRYKKERI. 



MAY V 2 O 1974 



Dl 

A/é 

IU1 



INDHOLD AF AARGANGEN 

1869. 



Side 

J. J. A. Worsaae: om nogle norske Oldsagfund 1. 

J. Kornerup: gamle danske Landsbykirker med Tvillingtaarne . . 13. 

Konr. Gislason: de ældste Runeindskrifters sproglige Stilling . . 35. 

O. Rygh: om den ældre Jernalder i Norge 149. 

J. Kornerup: om den tidlige Middelalders Trækirker i Danmark. . 185. 

J. J. A. Worsaae: om Mammen-Fundet, fra Hedenskabets Slutningstid 203. 

A. D. Jørgensen: historisk-topograflske bemærkninger" 219. 

Benedict Grøndal: Orme og Ormegaarde i de nordiske Oldskrifter 228. 

Sophus Bugge: efterslæt til min udgave af Sæmundar Edda . . . 243. 

R. H Kruse: et Bidrag til Limfjordens Historie i det Ilte Aarhundrede 277. 

A. D. Jørgensen: Svolderslaget og tidsregningen i den norske 

kongerække 283. 

R. Jensen: Ljomur, et færøisk, gudeligt kvad 311. 

L. Zinck: om de sidste Aars Opdagelser af forhistoriske Mindes- 
mærker til Belysning af Menneskeslægtens tidligste Optræden 
i Indien '. 339. 

T. Hinde nburg: Bemærkninger i Anledning af den internationale 
archæologiske Kongres i Kjøbenhavn fra 27 August til 3 Sep- 
tember 1869 369. 

/ Texten findes følgende Afbildninger: 

S. 19. Tveie-Merløse Kirke; S. 20-23. Færløf Kirke, Langhusets vestlige 
Ende, Plan; S. 25-27. Væ Kirkes oprindelige Udseende, Løn- 
kammer mellem Taarnene ; S. 28-29. Magleby Kirkes Taam, 
Grundtegninger af Taarnets forskjellige Stokværk; S. 31 og 33. 
Broager Kirke, Hal under Taarnet. 

- 198. Sidestykkerne fra Døren i Romb Kirke (ved Lemvig). 



S. 208. Bane af en Jernøxe hørende til Mammen Fundet. 

- 211. Runesten ved Kirk Braddan paa Øen Man. 

- 343-363. Gjennemsnit af Terrainet ved Madras; Stenredskaber fra St. 

Acheul (Fig. 8) og fra Lateritelaget i Indien (Fig. 2-7); Gravstue 
i Distriktet Coorg (Fig. 9) og andre Stenmindesmærker i Indien 
(Fig. 10 og 11). 



Til dette Bind høre Tavlerne 1 — 9 med Afbildninger af 
Gravstedet ved Mammen og forskjellige der fundne Gjenstande. 

Disse Tavler saavelsom de i Texten indsatte Figurer ere 
kemityperede af Herr J. Magnus Petersen. Farvetrykkene ere 
udførte i Thieles Bogtrykkeri. 



OM NOGLE NORSKE OLDSAGFUND. 

BEMÆRKNINGER VED FREMLÆGGELSEN I OLDSKRIFTSELSKABET (DEN 6te 

FEBRUAR 1866) AF MEDDELELSER FRA PROFESSOR O. RTGH OG RECTOR 

HENRICHSEN. 

VED J. J. A. WORSAAE. 



ijet af de interessanteste Forskningsæmner i den nor- 
diske Archæologi er unægtelig Spørgsmaalet om Nordens 
første Bebyggelse og om vore Forfædres Indvandring. Tid- 
ligere har man isærdeleshed holdt sig til skriftlige Kilder 
og af dem søgt paa forskjellig Maade at uddrage, hvor- 
ledes vore Forfædre ere komne hertil, og hvilke Folkestam- 
mer det var, som indtil da havde beboet vort Norden. 
Efter Sammenstilling af inden- og udenlandske Kildeskrif- 
ters Beretninger og efter Undersøgelser af sproglige For- 
hold, af Folke- og Stedsnavne m. M. troede man længe at 
maatte blive staaende ved det Resultat, at vore Fædre vare 
med Odin indvandrede enten fra Østen eller maaske snarere 
fra Syden, og at de først vare komne til Mælaregnene eller 
til de frugtbare gammeldanske Lavlande, men ikke før se- 
nere ned i Tiden høiere op mod Norden til Klippeegnene i 
det nordlige Sverige og i Norge, idet de ved deres Frem- 
rykning allevegne underkuede de tidligere Indbyggere eller 
fortrængte dem til det yderste Norden. 

Det vil dog erindres, at de sproglige Undersøgelser 
endnu vare meget ufuldkomne, at de fremmede Kildeskrif- 
ters Beretninger om vort Norden ere faa og usikkre, og at 
vore egne skriftlige Kilder kun have en forholdsviis ringe 

Aarb. i. nord. Oldk. og Hist. 1869. ■ 1 



OM NOGLE NORSKE OLDSAGFUND. 



Alder. De gaae, som bekjendt, ikke tilbage til den heden- 
ske Tid; de indeholde rigtignok Sagn, som kunne hidrøre 
fra en ældre Periode, men som man ikke særlig tør bygge 
paa, naar Talen er om at tilveiebringe historiske Kjends- 
gjerninger. Saameget er i ethvert Tilfælde klart, at selv 
de allerældste af dem ikke indeholde den fjerneste Antyd- 
ning af, hvor tidlig den første Bebyggelse af de nordiske 
Lande er foregaaet. Det var derfor et overordentlig vig- 
tigt Fremskridt, da man for tredive til fyrgetyve Aar siden 
for Alvor begyndte at undersøge vore egne Oldsager og 
Mindesmærker, for af dem muligviis at erholde samtidige 
og paalidelige Vidnesbyrd om Gangen i Nordens Bebyggelse. 
Af de skriftlige Kilder og af lappiske eller finske Folks 
Tilstedeværelse endnu i det yderste Norden havde man for- 
længst dannet sig en bestemt Forestilling om, at Finnerne 
og Lapperne havde været Nordens Urbeboere, og at der 
efter dem var kommet keltiske eller galliske Folkefærd, som 
ligeledes havde et stort Herredømme i det vestlige Europa, 
i Frankrige og England, og at først efter dem de egentlige 
Nordboer, som besatte de skandinaviske Lande, vare ind- 
vandrede hertil. Det var da en Selvfølge, at man, strax 
efter at have begyndt at undersøge Oldsagerne og Mindes- 
mærkerne, ikke kunde frigjøre sig fra dette, saakaldte hi- 
storiske System. Man søgte at lempe Udbyttet af Old- 
tidsmindernes Undersøgelse efter hvad der eengang var an- 
taget og efter hvad der almindelig lærtes i de historiske 
Lærebøger; man havde ikke Mod til at bryde dermed og til 
at sige, at et sligt System var fuldkommen utilstrækkeligt 
til at forklare de virkelige Kjendsgjerninger. Man ansaa 
tilmed endnu feilagtig Oldsagerne og Oldtidsmindesmærkerne 
i de nordiske Lande for at være omtrent eens over hele 
Norden, og man havde derfor aldrig saa snart opstillet 
Omridsene af Steenalderen, Broncealderen og Jernalderen, 
førend man strax vidste at føie en nærmere Forklaring der- 
til, idet man sagde, at Steenalderen hidrørte fra Urbebo- 



OM NOGLE NORSKE OLDSAGFUND. 6 

erne : fra Finner og Lapper, Broncealderen fra Kelterne og 
Jernalderen fra de skandinaviske Nordboer. 

Det var ikke alene Historikere, der hyldede denne An- 
skuelse, navnlig i Norge R. Keyser og P. A. Munch, men det var 
ogsaa Oldforskere selv, der iøvrigt i mange andre Retninger 
vare frie for historiske Fordomme. Men ikke nok med at man 
bearbeidede de archæologiske Resultater efter det tidligere 
»historiske« System; de nævnte norske Forfattere gik snart 
endnu langt videre og opstillede en heel ny Theori for Nordens 
og især Norges Bebyggelse af den skandinaviske Folke- 
stamme. Paa samme Tid som de optoge det nyeste archæo- 
logiske Resultat , at Mindesmærkerne og Oldsagerne fra de 
forudgaaede Tidsrum, fra Steen- og Broncealderen, vare 
langt færre i Norge, end i det øvrige Norden, erklærede de 
nemlig, i Særdeleshed dog efter Undersøgelse af de »hi- 
storiske« Kilder, at Indvandringen til Norge i Jernalderen 
ikke, som tidligere paastaaet, kunde være foregaaet fra 
Syd mod Nord, men omvendt fra Nord mod Syd; at den 
egentlige norrøne eller norske Folkestamme var kommen 
fra det Indre af Rusland, sidst fra Bredderne af det hvide 
Hav, og var gaaet nord over den skandinaviske Halvø; 
den første Deel af Stammen havde formeentlig bosat sig i 
Hålogaland (den høie, hellige Lues Land), et Land, der 
senere i de norske Traditioner spillede en stor Rolle, ogsaa 
som Følge af at det var det første norske Land, der var 
blevet bebygget at Nordmændene; den næste Stamme, der 
kom og fandt Hålogaland befolket, gik længere mod Syd 
ned til Egnen om Throndhjem, og den tredie Stamme igjen 
gik op i Fjordene, hvorfra den bredte sig ud over Norge 
ad to forskjellige Veie: den ene ud over Dovrefjeld gjen- 
nem Guldbrandsdalen længere mod Syd og den anden langs 
Norges Kyster. Det saaledes indvandrede nye Folk af 
Nordmænd skulde da ikke have truffet andre Beboere i 
Norge, end omvankende Finner, som opholdt sig paa de 
høieste Fjelde, levende af deres Rensdyr, og som aldrig 

1* 



4 OM NOGLE NORSKE OLDSAGFOND. 

forlode de høieste Sneemarker, uden naar deres Rener 
trængte til at drikke af Havvandet, da de saa begave sig 
fra Fjeldsletterne ned til de mere aabne Søkyster. Man gik 
nemlig ud fra, at der ikke havde existeret nogen egentlig 
Steenalder langs med Norges Kyster, men at de Steen- 
sager, som fandtes der, navnlig de som vare af Flint, 
maatte alle være indførte fra andre Lande til Norge, hvor Flin- 
ten ikke havde hjemme, saa at der altsaa ikke fra Steen- 
oldsagerne kunde hentes noget Vidnesbyrd om, at der i hiin 
tidlige Tid havde været nogen egentlig Befolkning der. 
Ligeledes paastod man, at Norge ikke havde havt nogen 
Broncealder, som Danmark, hvor Mindesmærker fra Bronce- 
alderens Tid findes, i saa overordentlig stor Mængde, men 
at de faa Mindesmærker i Norge fra den Periode kun hid- 
rørte fra Fremmedes korte og tilfældige Besøg. Ja, man 
gik endog saa vidt, at man sagde, at de Nordmænd, der 
saaledes vare komne fra det hvide Hav forbi Nordpolen ned 
ad Norges Kyster, vare de første Folk, der havde bragt Jernet 
hertil Norden, og at Jernet paa denne Maade var tidligere 
kjendt og benyttet i det nordlige Norge, end i den sydlige 
Deel af Norden: i de gammeldanske Lande. Da tilmed 
denne Bevægelse af de norske Stammer fra det indre Rus- 
land til Norge skulde være begyndt omtrent fem hundrede 
Aar før Christus og i det Hele have varet et Par hundrede 
Aar, maatte følgelig Jernculturen ved Nordmænd være ble- 
ven indført i Norge omtrent tre hundrede Aar før Christi 
Tid. Fra Norge skulde endvidere denne nye Jerncultur i 
Forbindelse med den nye norske Befolkning senere være 
gaaet mod Syd og Vest, deels til Sverige og deels nedover 
de danske Øer, især til den jydske Halvø, hvor de skan- 
dinaviske Nordmænd kom til at udgjøre Herskerstammen 
ligeoverfor de der indvandrede og bosatte »tydske« Goter. 

Det er disse Paastande, som med den allerstørste 
Iver og Styrke have været forfægtede i Norge, og som 
endog ikke langt tilbage, omtrent for en Snees Aar siden, 



OM NOGLE NORSKE OLDSAGFCND. O 

spillede en vis Rolle selv i de nyere politiske Bevægelser, 
da det fra Norge blev gjort gjeldende, at den danske Be- 
folkning af nordisk Rod egentlig var oprindelig norsk, det 
vil sige forsaavidt Herskerstammen angik, hvorved man 
vilde søge at forklare forskjellige Kjendsgjerninger selv i 
den nyeste danske Historie. Imidlertid have Erfaringerne i 
Norge ved Gravfund, Fund paa Kyster og Fjelde, faaet en 
meget større Udstrækning, end nogensinde før, men disse 
Erfaringer have rigtig nok i ingen Henseende været heldige 
for det nye norske System om Norges Bebyggelse. Dette 
System var, tiltrods for L. K. Dad's Protester, næsten 
blevet en Troessag i Norge; det var indført i de vigtigste 
Skolebøger, og det er først ganske nylig, at Grunden under 
det er begyndt i Norge selv at vakle stærkt. Hvad det 
saaledes angaaer, at man har paaberaabt sig, at der paa 
de høieste Fjelde endnu skulde forefindes Vidnesbyrd om 
Lappernes tidligere Tilstedeværelse der, idet store Dyn- 
ger af Rensdyrknokler, som aabenbart hidrørte fra Rens- 
dyr, der vare spiste, skulde godtgjøre, at Finnerne 
havde draget om der med deres Rener, da er en saa- 
dan Dynge i de sidste Aar undersøgt af Nicolaysen, som 
har Tilsyn med Norges Oldtidsminder, og han har op- 
lyst, at disse Rensdyrknokler hidrøre fra Middelalderen, 
fra Rensdyrskytters Ophold paa de høie Fjelde. Derved 
har altsaa Theorien om Norges første Bebyggelse paa de 
høieste Fjelde faaet et meget stærkt Stød. Dernæst har 
det ogsaa viist sig, at der i Dalene og langs Kysterne i 
Norge findes flere Steensager, end man forhen har troet. 
Jeg skal ikke videre dvæle ved, at der heelt oppe ved 
Stavanger og Bergen er funden Flintesteenssager af en 
Størrelse, der endog undertiden overgaaer de største Flinte- 
steenssager, som kjendes i Danmark, blandt Andet en 
Flintkniv, der er ikke mindre end sytten Tommer lang, 
medens den største, som endnu er truffen her i Danmark, 
hvor ellers nogle af de anseeligste Steensager ere forhaan- 



6 OM NOGLE NORSKE OLDSAGFTJND. 

den, ikke synderlig overstiger femten Tommer. Men der 
er iagttaget flere Omstændigheder, som synes at tyde paa, at 
Steensager maae være forarbeidede, idetmindste stundom, i 
Norge selv, og at de ikke alle skyldes hiin ovennævnte 
Forbindelse med sydligere Egne, idet der nemlig er .truffet 
Slibestene til Huulmeisler af den Art, som Bønderne op- 
rindelig antoge for forstenede Laarbeen af Kæmper, fordi 
de saae ud som store Knokler. Hvad der endnu bestem- 
tere godtgjør, at Steensager ere forarbeidede i Norge, er 
et mærkeligt Fund, der i 1863 blev gjort af daværende 
Lector (nu Professor) Rygh, Bestyrer af Oldsagsamlin- 
gen i Christiania. Han havde faaet Underretning om, at 
der paa Jæderen, sønden for Stavanger, nogle Miil fra 
Kysten ved en Sø, fandtes en heel Deel Skjærver af Flinte- 
steen og deriblandt Stykker, der viste Spor af Bearbeidelse. 
Han tog derfor til Stedet, hvor han saa en meget stor 
Strækning omkring Søen bedækket med Flintstumper. Det 
var ganske tydeligt, at der her havde været ligesom et 
Værksted for Forarbeidelsen af Steensager i en meget fjern 
Oldtid. Han opsamlede en Mængde Prøver deraf til Mu- 
seet i Christiania, og da han var her ifjor, havde han 
den Velvillie, at overlade enkelte af dem som Sammen- 
ligningsgjenstande til vort oldnordiske Museum. Blandt 
disse Stykker ere nogle smaae af de saakaldte Flintkjer- 
ner eller Flintblokke, hvoraf Flintflækker ere udhuggede; 
ved enkelte af disse har man begyndt at danne lige- 
som et lille Skaft, for at kunne binde dem paa et længere 
Rør eller en tynd Stok og saaledes benytte dem som Pile. 
Det er ganske mærkeligt, at der ved disse Sager, som 
utvivlsomt ere forarbeidede paa Stedet, findes Flintskjærver 
og smaae naturlige Flintstykker i en saadan Mængde, at 
det er ganske klart, at Forarbeidningen er foregaaet af 
Materiale, taget paa Stedet selv, saameget mere som det 
er en særegen Art Flint, bestaaende af overordentlig smaae 
Stykker. Ifølge en (senere) Meddelelse af Professor Toreli, 



OM NOGLE NORSKE OLDSAGFUND. 7 

skal der, efter Udsagn af Fiskere paa Jæderen, ikke sjel- 
den under Jæderens Kyst opfiskes endog temmelig store 
naturlige Flintestene. Ved Siden af, at der kan være ind- 
ført en heel Deel Flintsager fra de sydlige Egne til Norge, 
seer man altsaa, at Folk i Norge i Steenalderens Tid have 
benyttet de faa Stykker Flint, de have havt, til, idetmindste 
enkeltviis, deraf at danne Redskaber. Vi have her i det old- 
nordiske Museum, navnlig fra Magleø ved Aamose, lignende 
smaae Flintblokke og Flintpile, der ere tildannede efter det 
samme System, som de smaae Stykker oppe fra Jæderen. 
Dette Jæder-Fund er vel endnu enestaaende i Norge, men 
der kan neppe være Tvivl om, at der efterhaanden ved fort- 
satte Undersøgelser vil kunne komme lignende Ting for 
Dagen. Det er ogsaa ganske interessant, at man har truf- 
fet flere Steensager i Jernalderens Grave i Norge, hvor de, 
som stundom hos os i Danmark, navnlig i Grave fra Bronce- 
alderen, sikkert tildeels have været nedlagte som en Slags 
Amuletter, som Erindringer om en ældre Tid. Men mærke- 
ligt er det, at man i Norge saagodtsom ikke hidtil har 
opdaget Grave fra Steenalderen, men væsentlig kun løse Old- 
sager af Steen. Af en Oversigt over foreliggende Medde- 
lelser og Beretninger fra Museerne i Christiania og Bergen 
ved Lector Rygh og Rector Henrichsen og ikke mindst af 
den udførlige Fremstilling, som Rector Henrichsen velvillig 
har meddeelt os af Alt, hvad der findes i Museet i Bergen 
i Forbindelse med en statistisk-geografisk Udsigt over Fun- 
denes Udbredelse, turde det klart fremgaae, at Steensager, 
og navnlig de større , ere i Norge forsvindende op ad 
mod Norden; saasnart man kommer op i Throndhjem 
Stift eller nordligere, blive Steensager ganske overordentlig 
sjeldne og ere da ikke af Flint, men af andre Steenarter, 
navnlig af Skifer, og tildeels af noget andre Former. Det 
selvsamme Resultat med en bestemt Aftagen fra Syd mod 
Nord, viser sig ved Broncesagerne. Medens saagodtsom 
ingen Grave ere fundne fra Steenalderen i Norge, er der 



8 OM NOGLE NORSKE OLDSAGFUND. 

vel truffet Grave fra Broncealderen, men kun paa de yder- 
ste Kyster i den sydvestlige Deel af Landet, netop især paa 
Jæderen ved Stavanger, hvor Skeletter fandtes liggende i 
Steenkister, iførte Dragter, og ved Siden af dem Bronce- 
vaaben og Smykker, der ganske stemme med, hvad vi have 
i Danmark fra Bronceperioden. I Lighed med det oven- 
for omtalte Værksted for Forarbeidelsen af Steensager 
paa Jæderen, er der i Norge ogsaa undertiden funden 
større Samlinger af Broncesager; saaledes etsteds i Chri- 
stiania Stift tyve til tredive Landsespidser af Bronce og 
flere andre Gjenstande, som synes at tyde paa, at Bronce- 
sager ligeledes kunne være blevne forarbeidede i Norge selv. 
Dette vil være saameget mindre overraskende, som der for 
adskillige Aar siden temmelig høit oppe i Sverige, i Dals- 
land, i en Egn, der dengang neppe kan have været ryddet 
for Urskov, blev fundet en heel Deel halvfuldendte Bronce- 
sager tilligemed Metal, der endnu ikke var smeltet, hvilket 
tydelig viste, at det var Dele af en Metalarbeiders For- 
raad, som her vare blevne nedgravede. Det synes ogsaa 
at fremgaae ved en nærmere Sammenligning mellem de 
Broncesager, der ere fundne endnu høiere oppe i Sverige 
og her hos os, at der er enkelte smaa Nuancer, og at alt- 
saa Broncesager ligesaa godt kunne være forarbeidede hist 
oppe mod Norden, som her nede i Danmark. Men i 
det Hele vise Broncesagerne i Sverige som i Norge en 
ganske bestemt Aftagen fra Syd mod Nord, om de end ere 
talrigere i Nord-Sverige, end i det nordlige Norge. Naar 
man nemlig fra Syden af nærmer sig op ad imod Thrond- 
hjem, vil man snart for Norges Vedkommende naae Bronce- 
sagernes yderste nordlige Grændse; thi drager man videre 
mod Nord op til Lofoten, vil man neppe længere træffe 
Spor af Broncesager eller af nogen særlig grundfæstet 
Broncealders Kultur, hvilket fortjener dobbelt Opmærksom- 
hed, da den Formodning er bleven udtalt, at der i Lofotens 
nærmeste Omegn mulig kunde have været anlagt et Tempel 



OM NOGLE NORSKE OLDSAGFCND. 



af phønieiske Nybyggere, fra hvem Broncealderens Kultur 
og Frembringelser formentlig havde udbredt sig i videre 
Kredse*). Efter hvad norske Forfattere have antydet er det 
endog meget tvivlsomt, om Lofotens Fiskeri, for hvis Skyld 
disse fjerne Egne saa tidlig formeentlig spillede en anseelig 
Rolle, har været opdaget eller særlig benyttet allerede ved 
Broncealderens Begyndelse. 

Gaae vi dernæst over til Jernalderen, saa maatte vi, 
hvis den oprindelig norske Hypothese om Nordmændenes 
Bevægelse fra Nord mod Syd skulde være rigtig, vente at 
finde de ældste Sager fra Jernalderen nordpaa i Norge og 
de yngste mod Syd. Men just det Omvendte finder Sted. 
Man har endnu aldrig i Norge været istand til at opvise et 
eneste Stykke fra Jernalderen, ældre end Christi Fødsels 
Tid eller ældre end de Sager, der ere komne frem hos os 
i Danmark i de romerske eller halvromerske Fund saavel- 
som i de store Mosefund i Slesvig, Nørrejylland, Fyen og 
paa Bornholm. Derimod see vi, at disse i Danmark saa 
meget udbredte halvromerske Fund ogsaa fremtræde hyppig 
i det sydlige Norge, baade inde i Landet og paa Øerne 
under Kysterne, t. Ex. paa Karmøen,; de fortsætte sig 
op forbi Stavanger og Bergen, men tabe sig jo nærmere 
man kommer op mod det Land, der skulde have været 
Nordmændenes oprindelige Bopæl: Hålogaland, hvor der 
overhovedet hidtil næsten aldeles ingen Gravhøie eller Old- 
sager ere opdagede fra den hedenske Tid. Paa lignende 
Maade stiller Forholdet sig mellem de sparsommere halv- 
romerske eller ældre Jernalders Fund i det nordlige Sverige 
og de ulige talrigere tilsvarende Fund i Danmark, som ved 



*) Inden dette Foredrag er bleyen trykt, har Rector Henrich- 
sen udgivet Sammendrag af sine ovennævnte Meddelelser i 
»Nogle Bemærkninger om Stenalderen i Norge«, 
Bergen 1866. 20 Sid. 8vo. og »Nogle Bemærkninger om 
Broncealderen i Norge«, Bergen 1867. 16 Sider. 



]0 OM NOGLE NORSKE OLDSAGFUND. 

sin sydligere Beliggenhed jo aabenbart ogsaa laa nærniere 
ved den nye Kulturs Vugge i Landene mod Syd (eller Syd- 
ost?). Det er imidlertid ganske interessant, at til Trods 
for, at der saaledes forekomme færre, ja gjerne noget 
yngre Oldsager fra den ældre Jernalder i Norge, end her 
hos os, er der adskillige ret mærkelige Oplysninger, som 
ville fremgaae ved Sammenligning mellem de norske og 
de danske Fund fra den Tid. Jeg skal her kun minde om, 
at Rector Henrichsen har sendt Afbildninger fra Bergens 
Museum af en egen Art Oldsager, med Hensyn til hvilke 
der har været megen Tvivl om, hvorledes de have været 
anvendte. Det er de saakaldte væverskyttelforraede Stene, 
paa hvis Midte man seer et Slags Rille. Rector Henrich- 
sen oplyser, efter et mærkeligt Gravfund, at de maae have 
været anbragte i Broncekapsler paa Læderbelter og formeent- 
lig have været anvendte til derpaa at hvæsse Prene. Det 
er en Sag, der nok turde fortjene nærmere Opmærksom- 
hed og Drøftelse. 

Men medens der forresten igjennem Undersøgelser af 
Oldsager og Mindesmærker stadig fremkomme bestemte 
Kjendsgjerninger for, at Bebyggelsen af Norge ikke, hvad 
der jo ogsaa i og for sig er unaturligt, skulde være fore- 
gaaet ved en Bevægelse fra Nord mod Syd, er det 
ret betegnende, at nylig en Nordmand, den fortjente 
Eilert Sundt, som, ogsaa af Interesse for dette Spørgsmaal, 
har bereist det gamle »Hålogaland«, har sluttet sig til 
Daa's tidligere Tvivl om den yndede Indvandringstheories 
Holdbarhed og navnlig til Tvivlene om, at Nordmændenes 
første Nybygd i Norge nogensinde kunde have været der*). 
Han tilbragte flere Maaneder i Landet paa Reiser fra den 
ene Bygd til den anden og fra den ene Fjord til den an- 
den, men kom allevegne til den Erkjendelse, at Bebyggelsen 



k ) « Helgeland, den ældste norske Bygd?« i »Folkevennen«, 
13de Aarg. Kristiania 1864. S. 117—145. 



OM NOGLE NORSKE OLDSAGFUND. 11 

aabenbart niaatte være foregaaet ved en successiv Indvan- 
dring fra Syd mod Nord. Han forvissede sig om paa Ste- 
derne selv, hvor overordentlig vanskeligt et Land det er at 
leve i for Folk, der ikke næsten i Aarhundreder have stu- 
deret dets Natur og lært dets Særegenheder at kjende, og 
hvorledes Nordmænd, der endog i vore Dage komme derop 
med alle de Hjelpemidler, som Civilisationen frembyder, 
saare let ville kunne synke ned i Armod og Elendighed, 
netop fordi Naturen er saa haard. Han har gjort opmærk- 
som paa, at en af de allerbedste Bygder i Landet indtil 
den allerseneste Tid har været dækket med fuldstændig Ur- 
skov, og at den kun er bleven opdyrket paa den Maade, 
at een eller anden Nybygger, tvungen af Nøden, er gaaet 
derop og lidt efter lidt har ryddet et Stykke Land og saa- 
ledes aftvunget den skarpe Natur et tarveligt Underhold. 
Disse Iagttagelser af en anseet Mand, der selv har kunnet 
anstille Undersøgelser, maatte selvfølgelig vække overordent- 
lig Opsigt i Norge, saa meget mere som han gjorde gjel- 
dende, at det var ufatteligt, hvorledes endog flere Stammer 
af Nordmænd i den fjerne Oldtid skulde kunne være naaet 
fra det hvide Hav omkring Norges farlige og vilde nordlige 
Kyster til »Halogalands« øde og golde Kyst, hvorledes de 
skulde kunne have ernæret sig der og hvorledes de over- 
hovedet skulde kunne være indvandrede med et saadant 
Kjendskab til Fiskeri og Seilads, som Landets Natur nødvendig 
strax kræver af dets Beboere. Det bestemte Resultat, hvor- 
til Eilert Sundt saaledes kom, at Alt, hvad man før har skre- 
vet om, at dette Land var Nordmændenes oprindelige Hjem- 
stavn, er urigtigt, og at Bebyggelsen der som i Norge i det 
Hele synes at være foregaaet, hvad man kunde vente, ved en 
gradeviis Bevægelse fra Syd mod Nord, stemmer i en mær- 
kelig Grad med Udbyttet af de seneste og bedste archæo- 
logiske Undersøgelser. Alle Omstændigheder tyde ogsaa 
mere og mere hen paa, at en hel ny, fastere Grundvold vir- 
kelig er i Begreb med at blive lagt for Nordens Bebyggelses- 



12 OM NOGLE NORSKE OLDSAGFUND. 

historie paa Ruinerne af de ældre saakaldte »historiske« 
Theorier. Men det gjelder endnu mere, end forhen, om at 
Forskerne i de nordiske Lande arbeide sammen, for at op- 
lyse de saa vigtige Forhold mellem Landene indbyrdes og 
disses Forbindelser med det øvrige Europa, og det gjelder 
fremfor Alt om, at Forskerne ikke gaae ud fra overleverede, 
løse Theorier om Finner, Kelter, Goter, Skandinaver o. d., 
men kun fra de Holdepunkter, som samtidige Oldsager, 
Mindesmærker og, for Jernalderens Vedkommende, tillige 
Runeindskrifterne yde. I denne Henseende vil Keyser's og 
Munch's lærde »historiske« Theori om Norges Bebyggelse kunne 
tjene som en lærerig Advarsel for Fremtiden, medens det dog 
heller ikke vil kunne nægtes, at netop denne yderliggaaende 
Theori har bidraget Sit til omsider at klare den simple, 
naturlige Sætning, at Indvandringerne til vort Norden i 
Reglen til alle Tider ere foregaaede fra Syd og Øst, og 
at de tidligste Indbyggere, (til hvilke man indtil Videre 
neppe tør regne de Lapper eller Finner, hvis Efterkommere 
nu leve i det yderste Norden), have, ialtfald til at begynde 
med, sat sig fast i de mere frugtbare og let tilgængelige 
sydlige og sydøstlige Dele af Norden, hvorfra de først have 
trukket sig op i de vilde, klippefulde, med Urskov bevoxede, 
nordlige Strækninger, da der ikke længere mod Syden var 
tilstrækkeligt Underhold for dem. 



GAMLE DANSKE LANDSBYKIRKER MED TVILLING- 

TAARNE. 
AF J. KORNERUP. 



X aa den Tid , da man i Danmark begyndte at opføre 
Landsbykirker af Sten, det Ilte og især det 12te Aar- 
hundrede, var der for de allerfleste af disse mindre Kirke- 
bygninger fastsat en bestemt Grundform, som man gjerne 
fulgte med Troskab, saa at man kun undtagelsesvis afveg 
fra den. Kirken blev inddelt i tre Hovedafsnit: Lang- 
huset, Menighedens Plads, Choret, Geistlighedens, og 
den halvrunde Chorslutning, Alterets Plads. Dertil 
indskrænkede man sig, og vi kunne endnu hist og her især 
i Jylland finde næsten uforandrede Prøver paa. hine Kirke- 
bygninger, som af Bønderne benævnes: »kullede» Kirker, 
fordi de savne det Parti, som paa Afstand er det mest 
fremtrædende ved vore Kirker, og som i Forbindelse med 
vore Bakker, Dale og Skove giver det danske Landskab 
sit eiendommelige hjemlige Præg: Taarnet med de tak- 
kede Gavle. Det er en bekjendt Sag, at de allerfleste 
af vore Taarne først ere blevne føjede til Kirkerne to til tre 
Aarhundreder efter disses Opførelse, ligesom det ogsaa er 
sikkert, at de ere bestemte til Anbringelsen af Klokker, 
for at disse fra deres høie Plads med de store Lydhuller 
bedre kunne tone ud over Bakke og Dal og kalde Menig- 
heden til Herrens Hus. 

Dog findes der undtagelsesvis enkelte meget gamle, 
med Kirken jævnaldrende Taarnbygninger; men disse Byg- 
ninger udmærke sig da ogsaa fremfor de andre temmelig 
plumpe Taarne ved mere maleriske Former og ved Forhold, 



14 GAMLE DANSKE LANDSBYKIRKER MED TVUXINGTAARNE. 

der staae i bedre Overensstemmelse med det Oprindelige 
end hine. Medens næsten alle de yngre Taarne i deres 
Grundrids danne en regelret Firkant, der voxer ivejret som 
en tung Masse, foroven dækket af et Tag med Gavle, der 
følge den samme Retning som Langhusets og Chorets Gavle 
og saaledes gjentage disse med Ensformighed, er derimod 
hine gamle Taarnes Grundrids en aflang Firkant, hvis smalle 
Sider ligge i Nord og Syd med Gavle paa disse Sider og 
altsaa med Tagryggen tværs for Langhusets. Enhver, der 
har set saadanne Taarne f. Ex. ved Aasum, Tryde, 
Dalby, Nosaby, Fjelkinge og Herrestad Kirker i 
Skaane , ved He og Bjerring i Jylland, Tirsted 
paa Laaland eller ved Knudsker, Rø, Østermarie, 
St. Ibs eller Bodilskirken paa Bornholm, vil indrømme 
deres store architektoniske Fortrin. Taarntagets Retning 
bryder her paa en smuk Maade ved sin Modsætning Li- 
nierne i Langhusets og Chorets Tage. Naar man ser Kir- 
ken fra Syd eller Nord, viser Taarnet sig rankt og smalt 
og behersker ikke, saaledes som de yngre Taarne, Langhuset 
paa en uforholdsmæssig Maade. Betragter man derimod 
Bygningen fra Vest, viser Taarnet en bred, mægtig Forside 
med en rundbuet Hovedindgang. Nederste Afdeling i Taarnet 
danner da en anselig Forhal (Fig. 4), som med en eller flere 
Buer staaer i Forbindelse med Langhuset og paa en ganske 
anderledes konstnerisk Maade smelter sammen med dette, 
end de senere tiløgede, forstyrrende Vaabenhuse. Det er 
fra denne brede, høitidelige Forhal, at disse Taarne have 
deres Oprindelse. I de ældste Kirker i Syden var der ofte en 
noget lignende Forhal, som dog sjældent voxede op til en over 
Skibet sig hævende Bygning. Denne Forhal »Pronaos», »Nar- 
thex«, havde sin særegne Bestemmelse og var navnlig Lærlinge- 
nes, »Katekumenernes«, Plads. Disse vare Hedninger, som 
lode sig korse og derefter tik Tilladelse til at være tilstede ved 
de hellige Handlinger, uden at de dog endnu maatte deltage i 
dem. Senere var Forhallen bestemt for de Bodfærdige og 



GAMLE DANSKE LANDSBYKIRKER MED TVILLINGTAARNE. 15 

fik tillige en særegen Betydning derved, at Døbefonten an- 
bragtes der, hvilket skulde minde om, at Daaben var det før- 
ste og vigtigste Skridt ved Indtrædelsen i Christi Kirke. Ved 
Opførelsen af Taarne ovenover denne Hal havde man væsentlig 
til Hensigt, at frembringe et høitideligt og mægtigt Indtryk, 
ligesom det ogsaa synes, som om man tillige undertiden paa 
denne Maade har villet danne et fast Kastel, hvorhen Menig- 
heden kunde tye i Ufredstider og forsvare sig, naar Kirkens faa 
og snævre Døre vare tilstængede; thi Opgangen til Taarnet var 
fra først af altid inde fra Kirken. Naar vi imidlertid have 
paastaaet, at Taarnet væsentlig var opført til Prydelse for 
Kirken, er det, fordi det synes klart, at disse ældre Taarne, 
som Talen her er om, aldeles ikke fra første Færd have 
været bestemte til at bære Klokker. Ved flere af dem 
staae derfor endnu paa Kirkegaarden Klokkestabler eller 
Huse af Træ eller Bindingsværk, i hvilke Klokkerne hænge. 
Vi skulle senere se, hvor heldigt det vilde have været 
for Stentaarnene , om man havde ladet Klokkerne forblive 
i disse Træstabler. Kirkeklokker vare endnu i det 12te 
Aarhundrede temmelig sjældne i Danmark især ved Landsby- 
kirker. De ældste med Aarstal betegnede Klokker hos os 
gaae derfor ikke længere tilbage i Tiden end til Begyndelsen 
af det 14de Aarhundrede. Saaledes er der i St. Knuds 
Kirke i Odense en Klokke med følgende Indskrift: 

* o ; r«x i OLORia i xp« ; vctni : avH i pxaa 4« ah.no i oiiuano i TRauano nap 

paDanoto 

nsi, 

Det er: O rex glorie Christe veni cum pace -f- anno milleno 
treceno Adam. »Adam« betegner udentvivl Klok- 
kens Navn. Uagtet den sidstnævnte Linie af denne Ind- 
skrift er mig uforstaaelig, med mindre den muligen skal 
betyde Navnene: Peder Oto, synes det dog klart, at 
Klokken er fra Aaret 1300, og er den saaledes sik- 



16 GAMLE DANSKE LANDSBYKIRKER MED TVILLFNGTAARNE. 

kert den ældste bekjendte Klokke i Danmark*). Jeg har 
været heldig nok til at finde en^ anden meget gammel Klokke, 
hvis Indskrift er meget tydelig, nemlig i Aunede Kirke 
ved Nakskov. Den bærer Aarstallet 1324 og er nu vistnok 
den næstældste, efterat det er oplyst**), at Klokken i 
Kirkehelsinge, der tidligere antoges at være fra 1319, i 
Virkeligheden er fra 1359. Vore fortrinligste Klokker til- 
høre imidlertid en langt senere Tid og ere navnlig støbte af 
en enkelt berømt Klokkestøber: Johannes de Fastenoive, 
der arbeidede her i Landet i Kong Hanses Tid. 

De ovenfor meddelte Bemærkninger om enkelte Taarne 
fra det 12te Aarhundrede med aflang firkantet Grundrids 
kunne i det Hele ogsaa gjælde om den eiendommelige Gruppe 
af Landsbykirker, som vi her nærmere ville henlede Op- 
mærksomheden paa: Kirkerne med Tvillingtaarne; thi 
disse Taarne, som alle tilhøre den tidligere Middelalder, ere 
i nær Slægt med hine og danne, ligesom de, forneden en 
bred hvælvet Hal , der ligger tværs for Enden af Langhuset 
og som oftest springer udenfor dette i Breden, (Fig. 4.) Hallen 
aabner sig ind imod Langhuset med tre eller fire rande 
Buer, der bæres af Søiler eller firkantede Piller. Paa de 
indadvente Buer, med Søilerne som Støttepunkter for Hjør- 
nerne, hvile to smaa Taarne. Man har kaldet dem Tvil- 
lingtaarne, fordi de forneden danne en Helhed, der først 
deler sig i to Dele ovenover den meget omtalte Forhal. 
I det gamle Danmark (med Skaane og Sønderjylland) kjen- 
der man i Alt otte saadanne Tvillingtaarne; men af disse 
ere kun tre nogenlunde bevarede i deres oprindelige Form; 
de fire ere mere eller mindre ødelagte, men have dog be- 
varet deres underste Dele med tydelige Spor. af den tidligere 



*) Den ældste bekjendte Klokke i Frankrig er Klokken i Taarnet 
i Abbediet Moissac fra 1203. Viollet le Duc: oDiction- 
naire de l'architecture francaiseu III, 283. 

**) Fenger: Kirkehist. Saml. II. 



GAMLE DANSKE LANDSBYKIRKER MED TVILLINGTAARNE. 17 

Architektur; det ottende derimod, det i Hyllinge, er spor- 
løst forsvundet. 

Hyllinge Kirke i Voldborg Herred, et Par Mil Vest 
for Roskilde, har en meget høi Beliggenhed og hører ifølge 
sin Grundform og sit Materiale utvivlsomt til Egnens ældste 
Kirker. Den er bygget af store »Fraadsten« og har en 
Chorrunding, et firkantet Chor og et Langhus, i hvis vestre 
Ende der indtil Aaret 1761 stod et Tvillingtaarn , hvilket 
man paa Grund af Beliggenheden maa have kunnet se me- 
get vidt omkring. Dette Taarn har, som ovenfor berørt, 
ikke været bygget til at bære Klokker, og Ringningen med 
de senere der ophængte Klokker i Forbindelse med en uden 
Tvivl mangelfuld Bygningsmaade blev ødelæggende for Tvil- 
lingtaarnet, som ved det nævnte Aar styrtede sammen. Det 
hedder nemlig i Kirkens »Liber daticus« : «Anno 1761 den 
3die Marts overgik Hyllinge Kirke den ulykkelige Hændelse, 
at da der blev ringet med Klokkerne over en Mand af 
Kirke Hyllinge, som med flere druknede ved Lyngby Færge, 
faldt begge Kirketaarne, som den forhen var ziret 
med, lige over Kirkens Hvælvinger, hvorved fem Mennesker 
bleve ihjelslagne« *). Af den Tid, i hvilken Nedstyrtningen 
foregik, kunde man ikke vente, at de to Taarne atter skulde 
være blevne reiste. Et simpelt lavt Murstenstaarn , der 
ikke indeholder det mindste Spor af den tidligere maleriske 
Taarnbygning, betegner nu Stedet for dette forsvundne 
Mindesmærke. 

Den mest bekjendte af alle vore Kirker med Tvilling- 
taarn er udentvivl Fjennesløvlille. Denne Kirke hører 
til de ældste paa Sjælland, og dens Tvillingtaarn, der efter 
Sagnet er opført eller som det synes snarere indbygget i 
Kirken i Anledning af Absalons og Esbern Snares Fødsel**), 



*) Trap s Danmarks Beskrivelse I, 191. 

**) C. Molbech: »UDgdomsvandringer i mit Fødeland«, 1811. 
Side 302. 

Aarb. f. nord. Oldk. og Hist. 1869. 9 



18 GAMLE DANSKE LANDSBYKIRKER MED TVILLINGTAARNE. 

kan derefter henføres til Aaret 1128. Det maa med Hen- 
syn til Sagnets Ælde og Troværdighed her erindres, at det 
allerede i det 16de Aarhundrede er bleven optegnet af 
Morten Pedersen, Abbed i Sorø. Ovenover den vestlige 
Hal var der i Fjennesløvlille, ligesom i nogle gamle sak- 
siske Kirker, et lille Galleri, som stod i Forbindelse med 
Langhuset ved runde Buer med smukke Søiler. Allerede i 
det 16de Aarhundrede fandt der paa Grund af Brøstfældig- 
hed en Ombygning Sted af de to Tvillingtaarne , der for- 
andredes til et enkelt uregelmæssigt Taarn; men endnu 
minde to prægtige Søiler af sleben Granit, maaske de 
skjønneste i Danmark, om hine Taarne og deres Oprin- 
delse. Da Fjennesløvlille Kirke er nøie beskreven og af- 
tegnet*), anser jeg det for overflødigt, her nærmere at 
skildre den. Det samme gjælder om Tveie Merløse 
Kirke ved Holbek. Men da sidstnævnte er den eneste 
Kirke med Tvillingtaarne, der er helt bevaret i det nu- 
værende Danmark, hosføies her er ny Afbildning (Fig. 1). 
Worsaae har medrette bemærket, at Taarnene i Merløse i 
Hovedsagen give os den bedste Forklaring paa, hvorledes 
de berømte Taarne i Fjennesløvlille have set ud, uden at 
han dog derfor tør antage, at disse Taarne i Enkelt- 
hederne have været eens, da navnlig dét særegne Mate- 
riale i Merløse, Fraadstenen, ogsaa har foraarsaget en sær- 
egen Form af Taamspidserne**). 

I det samme Værk (Danske Mindesmærker, 2det Hefte) 
findes beskrevet en tredie Kirke, der utvivlsomt fordum har 
havt et Tvillingtaarn : Uvelse i Nordsjælland. Det er en 
lille, meget pyntelig Murstenskirke i Rundbuestil, der dog 
sikkert er yngre end de tre ovenfor nævnte Kirker. Det 



*) J. J. A. Worsaae: »Danske Mindesmærker«, 2det Hefte 

1862, med Tegninger af Heinr. Hansen. 
*) Sammesteds. 



GAMLE DANSKE LANDSBYKIRKER MED TVILLINGTAARNE. 



19 



synes, som om en Ombygning af øverste Stokværk i Taarnet 
allerede har fundet Sted i Middelalderen. 



Fig. 1. 




Tveie-Merlese Kirke. 



De to skaanske Kirker, som jeg i det Følgende vil søge 
at fremstille, turde derimod endnu være mindre bekjendte, 

2* 



20 



GAMLE DANSKE LANDSBYKIRKER MED TVILLINGTAARNE. 



uagtet Professor Brunius i sin « Skånes Konsthistoria« har 
givet en sagkyndig og omhyggelig Beskrivelse af dem; de ere 
saa mærkværdige, at de vistnok fortjene en Beskrivelse ogsaa 
fra en anden Haand, og de maa som henhørende til denne 
sjældne Gruppe af gamle danske Mindesmærker her tages med. 

Fig. 2. 




Tvillingtaarnet i Færlof. 

I den klassiske Egn ved Helgeaaen, hvor fordum Knud 
den Store maatte kæmpe en haard Kamp med den norske 
Olaf og den svenske Anund Jacob, møde vi et ikke ube- 
tydeligt Antal gamle danske Mindesmærker. Ved Fjorde 
og store Aaløb fandt Landets tidligste Bebyggelse især 



GAMLE DANSKE LANDSBYKIRKER MED TVILLINGTAARNE. 21 

Sted, og vi træffe der nogle af vore ældste Kirker. Dette 
er ogsaa Tilfældet ved Gudenaaen og Kongeaaen. Blandt 
Mindesmærkerne ved Helgeaaen fremrager allerede paa lang 
Afstand en eiendommelig, høi, kneisende Bygning: Tvilling- 
taarnet i Færlef (Fig. 2). 

Færløf Kirke, som antages opført tidligt i det 12te 
Aarhundrede, er en anselig Bygning af kløvede Graasten 
med smukke Kvadre i alle Hjørner og Buer. Selve Kirken 
har den for den ældre Middelalder sædvanlige Grundform 
med Langhus, firkantet Chor, Absis og halvrund Triumf- 
bue, paa begge Sider af hvilken der ses høie hvælvede 
Nicher til Sidealtere. Tværs for Langhusets vestre Ende 
ligger det med Kirken jævnaldrende mærkværdige Tvilling- 
taarn. Dette Taarn, der paa hver Side springer næsten 2 
Alen udenfor Langhusets Mur, er mod Syd og Nord kun 8 
Alen bredt, medens den vestre Side er næsten 20 Alen med 
den anselige Høide fra Jorden til Tagets Ryg: 43 Alen. 
Taarnet bestaaer af tre Afdelinger eller Stokværk. Det ne- 
derste Stokværk optages af en bred Forhal, hvortil der har 
været en Hovedindgang fra Vest. I denne Hal har upaa- 
tvivlelig Døbefonten tidligere staaet. Rummet er foroven 
dækket med tre Tøndehvælvinger, der deles ved tvende 
svære Rundbuer, som have deres Hvilepunkter i Øst og Vest 
og bære de indadvendte Mure af et Par Tvillingtaarne. 
Imod Langhuset aabner Hallen sig med tvende store Rund- 
buer, der adskilles af en firkantet Midtpille (Fig. 3). Bu- 
erne deles atter ved Søiler af Granit med Tærningkapitæler. 
Opgangen til Rummet ovenover Forhallen har tidligere været 
indefra igjennem en muret Trappe i Taarnets søndre Mur. 
Nu sker den ad en Trætrappe igjennem et Hul i Hvæl- 
vingen. Første Stokværk har tre ligestore Rum, som ved 
rundbuede Gjennemgange staae i Forbindelse med hverandre 
og bedækkes med et Bjælkelag. Det mellemste har en 
Lysaabning imod Vest og en imod Øst; men der bemærkes 
ikke her noget Spor af et Galleri som i Fjennesløvlille, 



22 



GAMLE DANSKE LANDSBYKIRKER MED TVILLINGTAARNE . 



da nemlig den mellemste Afdeling af Taarnet ligger høiere 
end Langhusets flade Loft, hvorved Muligheden for et Gal- 
leris Anbringelse bortfalder. Det tredie Stokværk bestaar 
af tvende smaa firkantede Taarne af omtrent 10 Alens 
Høide. Disse Taarne omgives udvendig af en fremtrædende 
rund Baandliste og have mod alle Sider Lydhuller med 
pyntelige Midtsøiler og Tærningkapitæler. Destoværre har 
man i nyere Tider forkludret dette mærkværdige Tvilling- 
taarn ved at drage et fælles Tag hen over begge Taarnene 



Fie. 3. 




Langhusets vestlige Ende i Færlof. 



og deres Mellemrum for at kunne ophænge Klokkerne i 
det sidstnævnte. Ved denne Forandring og ved en grov 
Overkastning med Kalk har man berøvet Bygningen en stor 
Del af dens maleriske Virkning. Hvad der imidlertid van- 
skeligere lader sig raade Bod paa, er den Brøstfældighed, 
som navnlig det søndre Taarn lider af, og som man har 
søgt at bøde paa ved Anbringelsen af Ankere og Jernbaand. 
Denne Brøstfældighed, som lader befrygte, at ogsaa dette 



GAMLE DANSKE LANDSBYKIRKER MED TVILLINGTAARNE. 



23 



Taarn engang vil synke i Grus, staar muligen i Forbindelse 
med en Feil ved Sammensætningen, idet nemlig Smaataar- 
nenes indre Hjørner ikke hvile lodret paa de to Søiler, som 
de burde, men paa Buerne, som ogsaa derved ere blevne 
noget trykkede (Fig. 4). Der kan ikke være nogen Tvivl 
om, at Taarnet skades meget ved Ringningen med Klok- 
kerne, som burde flyttes til en Klokkestabel. Derved kunde 
ogsaa Taget forandres, saa at Taarnene igjen fik hvert sit 
Tag. For os vilde det unægtelig være af Vigtighed, at et 
saa sjældent Mindesmærke fra vor Fortid kunde blive be- 
varet. 



Fig. 4 




Plan af Færlof Kirke. 



Ikke langt syd for Færløf, tæt ved Christianstad, alt- 
saa ogsaa i Helgeaaens Nærhed, laa den gamle berømte 
Stad Væ, der i Middelalderen var en anselig By med flere 
Kirker og Klostre, indtil den i Christian IVs. Tid ødelag- 
des ved en Ildebrand, hvilket gav Anledning til at Kongen 
paa en Maade lod Byen flytte, idet han anlagde Christian- 
stad en halv Mil derfra. Opførelsen af Mariekirken i Væ 
gaar tilbage til det 12te Aarhundrede. 

I Aaret 1170 stiftede Erkebiskop Eskil med Kong Val- 
demar Is. og Dronning Sophies Understøttelse et Præmon- 



24 GAMLE DANSKE LANDSBYKIRKER MED TVILLINGTAARNE. 

stratenser-Kloster i Væ*). Paa den høitidelige Forsamling, 
som samme Aar holdtes i Ringsted i Anledning af den hel- 
lige Hertug Knud Lavards Skrinlæggelse , udstedte Biskop 
Simon af Odense et Brev, hvorved han skjænkede Stedet 
Væ, som han hidtil havde besiddet, til Præmonstraten- 
serne**). Den første Abbed hed Gilbert og var en Ud- 
lænding, maaske en Munk fra det berømte Kloster Pre- 
montré i Frankrig (?). Det maa formodes, at han har ledet 
Opførelsen af Mariekirken. At denne er bleven bygget un- 
der den første Abbed, synes at fremgaae af et Brev, som 
Erkebiskop Absalon, Eskils Eftermand, udstedte otte Aar 
efter, hvori han indrømmer Abbed Tobias af Væ og Brø- 
drene dér Væ Kirke med alt dens Tilhørende, for at den 
skulde udgjøre et Abbedi for Præmonstratenser-Ordenen. 

En usædvanlig Konst og Omhu er anvendt paa denne 
Bygning, der er opført i den rene Rundbuestil af smukt 
tilhugne Sandsten. Den har en ret anselig Brede og er 
anlagt med et Langhus, Chor og Chorrunding, hvilken sidste 
er smukt prydet med Halvsøiler og en Rundbuefrise (Fig. 5). 
Lige til Aaret 1810 hævede der sig foran Langhusets ve- 
stre Ende to prægtige Taarne. Munkene havde ved Op- 
førelsen af disse to Taarne, der gave Bygningen Lighed med 
en lille Kathedralkirke , lagt an paa at give den et mer 
end almindeligt anseligt Ydre. Det var ellers ikke sæd- 
vanligt, at Klosterkirker havde Taarne. Sorø Kloster 
har saaledes aldrig havt noget Taarn. At Taarnene' i 
Væ alene have været bestemte til Prydelse for Kirken, 
ikke til Klokker, fremgaar deraf, at man i den senere 
Middelalder byggede et klodset Klokketaarn op til Lang- 
husets søndre Side, hvorved desværre Indtrykket af hele 
Bygningen i høi Grad forstyrredes. Tvillingtaarnet i Væ 
har været delt i tre Stokværk, af hvilke nu kun de tvende 



*) E. Pontoppidan: Annales eccl. Dan. I, 423. 
*) Daugaard: »Om de danske Klostre«. Side 156. 



GAMLE DANSKE LANDSBYKIRKER MED TV1LL1N0TAARNE. 25 

Fig. 5. 







■S ii X i te Iv Ål 



DmniEnnna : 1 ! i 

•m.jiwi-- 
niinm >, > 



fjign 


»tørø«\4. 




LlHx_ 
[Hi 

■■ ■■•• " - 

: 1 .- i 


■ '1 






1 




li ■ i -i-i 


i HH 


f^ 


n ""i ;^ 



Wl^^iilttlllDIIIIM 

'wiiiiIM^ ih. -"JiiBiMri* 

NpipuuiimiHtiSx-'iiiHifr s 
NfT rr Vi 

NClUllllllUJl 

mmm 
; EinniiinDBj": 



I ^-^-g- 



& 



£ 



V» Kirke« oprindelige Udseende. Oprids fra Ost. 



JfOFU 



26 GAMLE DANSKE LANDSBYKIRKER MED TVILLINGTAARNE . 

underste ere tilbage. Til Forskjel fra de øvrige Tvilling- 
taame begyndte disse strax nede ved Jorden med to smaa 
firkantede mørke Rum, til hvilke der har været Indgange 
fra en imellem Taarnene liggende mindre Forhal. Denne 
Forhal har imod Vest en prægtig rundbuet Portal med 
Søiler og Kapitæler, hvilke sidste prydes med udhuggede 
Fugle, Dyr og Blade. Hallen dækkes af en Tøndehvælving 
og staar i Forbindelse med Langhuset ved en stor Rund- 
bue. Til Taarnenes første Stokværk kommer man op inde 
fra Langhuset igjennem en Trappe i den tykke Mur og 
træffer atter her to smaa mørke Kamre, der ved Døre "staae 
i Forbindelse med et Kammer ovenover Forhallen. Dette 
lønlige Kammer synes at have været bestemt til Bøn og 
Betragtning, thi indad imod Kirken bemærkes en Alter- 
niche og paa hver Side af den Lysaabninger med ranke 
Midtsøiler (Fig. 6). Igjennem disse Lysaabninger har man 
altsaa paa en noget lignende Maade som i Fjennesløvlille 
kunnet se ned i Kirken. Paa Væggen over Alternichen 
ser man Levninger af en fin Kalkpuds med Malninger. Det 
maa her erindres, at man i 1854 i Chorrundingen i Væ 
Kirke opdagede et udentvivl med Bygningen samtidigt Kalk- 
maleri i byzantinsk Stil, fremstillende, som sædvanligt i de 
ældste Kirker, Herren i Høisædet, omgiven af Evangeli- 
sternes symbolske Dyr*). Mariekirken i Væ undergik mange 
uheldige Forandringer i Tidens Løb men blev værst mis- 
handlet i Begyndelsen af vort Aarhundrede, et Tidsrum, 
der i en særlig Grad savnede Følelse for Middelalderens 
historiske Mindesmærker. I 1810 brændte Væ Kirke. Da 
dens Tag skulde fornyes, fandt man det mageligst at ned- 
bryde Overdelen af begge de smaa Taarne og drage Resten 
ind under et stort fælles Tag. I Lunds Universitetsbiblio- 



*) J. Kornerup: «Ora nogle i danske Kirker opdagede Kalk- 
malerier. « Aarbøger for nord. Oldkyndighed og Historie. 1868. 
Side 49. 



GAMLE DANSKE LANDSHYKIRKER MED TVITUNGTAARNK. 



27 



thek findes en gammel Tegning af Kirken før Branden, hvil- 
ken Tegning jeg har benyttet i Forbindelse med mine egne 
Tegninger til at give et Oprids af Bygningen fra Øst, saa- 
ledes som den omtrent maa have set ud i Eskils og Absalons 
Dage (Fig. 5). Skjøndt den omtalte Tegning her er benyttet 
til det Øverste af Taarnene, maa det dog bemærkes, at det 



Fig. 6. 




Lonkammer imellem Taarnene i Væ. 



er muligt, at denne Del af Bygningen allerede tidligere har 
været underkastet Forandringer, og at de oprindelige Taarn- 
bedækninger have været temmelig lave Tage, der fra alle 
fire Sider løb op i en Spids som en Pyramide. 



28 



GAMLE DANSKE LANDSBYKIRKER MED TVILLINGTAARNE. 



Kig. 7. 



Efterat de fleste Tvillingtaarnes høie Alder oftere er 
bleven fremhævet i ovenstaaende Bemærkninger , staar det 
dog endnu tilbage at omtale to noget yngre Kirker med 
Tvillingtaarne , af hvilke dog den ene egentlig kun har et 
Tvillingspir. 

Den ene af disse er Mag- 
lebyKirke paa Møen. Selve 
Kirken er en Murstensbyg- 
ning i Rundbuestil, opført om- 
kring Aaret 1200, og har 
i en senere Tid faaet Cho- 
ret ombygget. Omtrent midt 
i sidste Halvdel af det 13de 
Aarhundrede er der for- 
an Langhusets vestre Ende 
tilbygget et anseligt Mur- 
stenstaarn med aflang firkan- 
tet Grundrids men foroven 
tvedelt (Fig. 7). At dette 
Taarn er en senere Tilsæt- 
ning til den oprindelig taarn- 
løse Kirke, ses tydeligt ind- 
vendigt, hvor man nemlig 
baade opdager Langhusets 
gamle vestlige Gavl og be- 
mærker, at Taarnet ikke er 
i Murforbindelse eller i een 
Støbning med Langhuset. 
Dets hele Stil udviser tyde- 
ligt, at det henhører til Overgangstiden imellem Rundbue- og 
Spidsbue-Stilen. Dette Taarn bestaar nu af tre Afdelin- 
ger, men har muligen tidligere havt fire, idet den mellem- 
ste vistnok har været delt ved et Bjælkelag. Taarnbyg- 
ningen har en Høide af 38 Alen og en Brede af 15^ Alen 
mod Vest. Mod Nord og Syd er det kun 10 Alen bredt. Naar 




Magleby Kirkes Taarn. 



GAMLE DANSKE LANDSBYKIRKER MED TVILLINGTAARNE. 



2<> 




man udefra betragter denne Bygning, der har været over- 
pudset med Kalk og malet med rød Farve, er det kun med 
Nød og Neppe, at man kan opdage Delingen af det Øverste, 

som i en senere Tid er byg- 
ir a t aJ Fi &- 8 - 
get sammen. Ved Indtræ- 
delsen i den nederste Afde- 
ling (Fig. 8 No. 1), Forhallen, 
der har Indgang fra Vest og 
ventelig er bleven benyttet 
som Daabskapel, aner man 
ikke heller, at en Tvedeling 
tidligere har fundet Sted for- 
oven, da der nemlig ikke her, 
som ved de andre Tvilling- 
taarne, findes Søiler som Bæ- 
rere for de smaa Taarnes 
indre Sidemure og Hjørner. 
Man ser kun en bred Hal, 
der ved en trykket Spidsbue 
aabner sig ind imod Kirkens 
Skib. I søndre Murs Tyk- 
kelse fører en Trappe, der 
tidligere har havt sin Dør 
indvendig i Forhallen, op til 
næste Afdeling No. 2, som er 
temmelig mørk og meget høi. 
Tværs over dette Rum, i en 
Høide af omtrent 20 Alen 
over Taarnets Fod, bemærkes en usædvanlig svær Hoved- 
bue (x), 6 h Alen bred, med Hvilepunkter i Vest og Øst. 
Naar man dernæst ad en Stige naar op i tredie Afdeling No. 3, 
ser man først ret den tidligere Form ; thi her deler Taarnet 
sig i tvende firkantede Kamre, hvis indre Mure bæres af 
den omtalte brede Rundbue, en hel eiendommelig Bygnings- 
maade. Det er høist paafaldende, at Mellemrummet imel- 




Grnndtogning af de forskjellige Stokværk 
i Magleby Taarn 



30 GAMLE DANSKE LANDSBYKIRKER MED TVILLINGTAARNE. 

lem begge de smaa Taarne kun har havt den ringe Brede 
af 1 Alen 4", en væsentlig Forskjel fra de ovenfor om- 
talte Taarne, som tydeligt viser, at den gamle Tradition 
om disse Bygningers Indretning her er gaaet tabt. Det 
altfor snævre Mellemrum ved Tvillingtaarnet i Magleby er 
et architektonisk Misgreb, hvorved den maleriske Virkning 
af Bygningen i høi Grad er bleven forringet. I Mellem- 
rummet imellem Smaataarnene ser man, at Sammenbindingen 
først er udført i en sildig Tid med smaa nyere Mursten 
og kun en Stens Mur, hvorfor det ogsaa vilde være over- 
ordentlig let, igjen at adskille Taarnene. Denne Forandring 
vilde væsentlig kun udkræve Tagets Ombygning fra et til 
to Tage. Det er imidlertid sandsynligt, at Taarnene tidli- 
gere have havt høie spidse Spir, der ere voxede op fra 
fire Gavle ligesom Broager Kirke. Man har ikke i Kirke- 
bøgerne nogen Efterretning om, naar Taarnene ere blevne 
sammenbyggede; men i det nordre Taarnkammer bemærkede 
jeg paa Muren en Mængde sorte Stænk, som ved Skrab- 
ning viste sig at være af smeltet Bly, et umiskjendeligt 
Tegn paa, at en Brand har fundet Sted. Naar man der- 
næst lægger Mærke til de Aarstal, der med Murankere 
ere anbragte udvendig paa søndre Side af Taarnet, nem- 
lig 1699 og 1765, maa man formode, at et af disse Aars- 
tal betegner Tiden for Branden og Taarnenes Sammenbyg- 
ning. Med Hensyn til selve Taarnbygningen, lever der endnu 
paa Møen et Sagn om, at Magleby Kirke skal være bygget 
af tvende Søstre, hvilket netop sigter til den tidligere tve- 
delte Form. Den «ene af disse Søstre skal have heddet 
Gunild, og en Bakke sydost for Magleby: »Gunildsbakken« 
betegnes som Stedet, hvor hendes Borg har staaet. 

Forinden disse Meddelelser sluttes, maa endnu for Fuld- 
stændigheds Skyld omtales Tvillingspiret i den bekjendte 
Broager Kirke i Sundeved*) (Fig. 9). — Den gamle 



") J. P. Trap: Beskrivelse af Slesvig, II, 369, 371. 



GAMLE DANSKE LANDSBYKIRKER MED TVILLINGTAARNE. 



31 



St. J or gen s Kirke i Broager omtales allerede i et 
Dokument fra Aaret 1209; men største Delen af Kirkens 
mægtige Taarnbygning med de tvende Spir tilhører upaatviv- 



Fig. 9 




Broager Kirke. 



lelig en noget yngre Tid. Denne Taarnbygning, hvis Grund- 
rids er aflang firkantet med de smalle Sider i Syd og Nord, 
danner en hel Masse, der først foroven deler sig i 8 murede 



32 GAMLE DANSKE LANDSBYKIRKER MED TVILLINGTAaRNE. 

Spidsgavle, hvorfra de store ottekantede Spir stige ivejret 
til en betydelig Høide (vel omtrent 60 Alen) og ses langt 
borte over hele Sundeved og langt ud paa Havet. Den ydre 
Form minder om lignende Kirker i Tydskland. Som et 
Exempel kan man nævne Kirken i Lugau i Preussen*). 
Taarnet i Broager har fire Afdelinger. Den nederste af 
disse danner som sædvanligt en stor Forhal, som tidligere 
har havt Indgang fra Vest. Forhallen deles ved to svære 
Rundbuer i tre Afdelinger, af hvilke de to yderste ere be- 
dækkede med Korshvælvinger, der skjære sig i Kanter 
(»Grader«) uden Korsbuer (»Ribber«) og følgelig ere fra en 
temmelig gammel Tid, senest det 13de Aarhundrede. Den 
mellemste Afdeling har ifølge tilbageværende Levninger 
havt en Tøndehvælving med Hvilepunkter i Øst og Vest. 
Alle tre Afdelinger af Forhallen have staaet i Forbindelse 
med Langhuset ved halvrunde Bueaabninger, af hvilke den 
mellemste endnu har smaa Nicher til Vievandet ved begge 
Sider. Ved Betragtningen af hele Anlæget i denne smukke 
Forhal (Fig. 10) med de svære Tværbuer, som dele den, 
er det aldeles slaaende, at Taarnets hele underste Afde- 
ling, som synes ældre end de øverste Dele, fra Begyn- 
delsen af maa have været beregnet paa Opførel- 
sen af et tvedelt Taarn, ligesom de ovenfor beskrevne. 
Enten maa man da under Opførelsen have opgivet denne 
Tanke eller allerede i den senere Middelalder ombygget det 
Øverste. Taarnmurene have ovenover Forhallen tre for- 
skjellige Tilbagespring i Muren, hvorved denne efterhaanden 
fortyndes opefter. Paa disse Tilbagespring hvile svære Ege- 
bjælker. I selve den øverste Del under Spirene hænge in- 
gen Klokker. Disse bleve i 1650 nedtagne og ophængte i 
et Klokkehus, fordi man frygtede, at dette svære Taarn, 
der tilsyneladende er saa stærkt, men som ikke desto min- 



*) Adler: « Mittelalterliche Backsteinsbauwerke des preussischen 
Staates « II. 



GAMLE DANSKE LANDSBYKIRKER MED TVILLINGTAARNE. 



33 



dre allerede dengang havde Revner, skulde skades ved Ring- 
ningen. Den vestlige Forside af Taarnet er i 1804 bleven 
beklædt med raat tilhugne Graastensqvadre, som fastholdes 
ved en Mængde Jernankere. Oprindelig er baade Kirken 
og Taarnet opført alene af store røde Mursten , men har 
ved en uklædelig Hvidtning tabt overordentlig meget af det 
tidligere maleriske Præg. Om Kirken i Broager gaa der 

Fig. 10. 




Hal onder Taarnet i Broager. 



to forskjellige Sagn, af hvilke det ene ligner det bekjendte 
om de to Taarne i Fjennesløvlille. Det andet fortæller der- 
imod, at Tvillingspiret skal være bygget af to Søstre. 

Medens saa megen anden menneskelig Virksomhed er 
sporløst forsvunden i Tidens Strøm, har den kirkelige Byg- 
ningskonst efterladt sig faste Spor. Blandt disse staa de 
maleriske Kirkebygninger med Tvillingtaarne som Vidner 

Aarb. f. nord. Oldk. og Hist. 1869. 3 



34 GAMLE DANSKE LANDSBYKIRKER MED TVILLINGTAARNE. 

om det kraftige Liv, som bevægede sig i Danmark i det 
12te Aarhundrede, Valdemarernes berømmelige Dage. En- 
hver, der har nogen Følelse for vor Historie, ser derfor med 
Sorg, naar saadanne Bygninger ved indre Mangler synke i 
Grus, men med Harme, naar de ødelægges ved Menneskenes 
Uvidenhed eller Lyst til Forandring. Naar vi tænke paa 
Nedbrydelsen af de skjønne Taarne i Væ, Eskils Stiftelse, 
eller paa Mishandlingen af det herlige Tvillingtaarn i Færløf, 
maa vi vistnok harmes; men se vi hen til, at Fjennesløv- 
lille Kirke endog i den nyeste Tid har modtaget en Istandssæt- 
telse*), hvorved dens gamle Kampestensmure bleve overklinede 
med brun bornholmsk Cement og dens Tage dækkede med 
moderne Tagsten, tør vi vistnok ikke lade vore Venner hin- 
sides Sundet noget høre. Og dog er Fjennesløvlille, nær- 
mere undersøgt, et af vore mærkeligste danske Mindes- 
mærker. Hele det underste Stykke af Asger Rygs Taarn- 
bygning med Granitsøilerne staar der endnu. 

Skulde vi dog ikke en Dag komme saavidt, at Fjen- 
nesløvlille Kirke atter bliver befriet for sin moderne Kjole 
og de tvende Taarne atter komme til at løfte sig midt i det 
rige, sjællandske Landskab, for paany at minde os om 
Axel og Esbern Snare?**) 



) J. J. A. Worsaae: »Fjennesløvlille Kirke« i »Danske Mindes- 
mærker« 2det Hefte 1862, Side 11. 
**) Efterat dette Foredrag var holdt, men inden dets Trykning, 
har Folkethingets Finantsudvalg, vistnok til stor Tilfreds- 
stillelse for Alle, som interessere sig for vore Mindesmærkers 
Bevaring, udtalt sig for, at en fuldstændig Istandsættelse af 
denne Kirke skal foretages. 



DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE 
STILLING. 

AF KONR G1SLASON. 



.Torsøg paa at løse de Gaader, de saakaldte 'tydske', 'angel- 
saxiske', 'gothiske', 'oldnordiske', 'ældre' eller 'ældste' Ru- 
ner (Sophus Bugge i 'Tidskrift for Philologi og Pædagogik' 
VII 21 l) frembyde, maae naturligviis have noget, efter Om- 
stændighederne større eller mindre, Værd for enhver, hvis 
literaire Interesser berøres af slige Undersøgelser, ogsaa 
naar han ikke selv kan deeltage i disse. Nærværende Li- 
niers Forfatter befinder sig for Tiden i dette Tilfælde. Ikke 
desraindre maa det være mig tilladt ligesom i Forbigaaende 
at fremsætte en eller anden Bemærkning, yttre en eller 
anden Betænkelighed. 

De Indskrifter, jeg her har for Øie, ere de, Professor 
Sophus Bugge har gjort til Gjenstand for Tydning i 'Tidskr. 
f. Phil. og Pæd.' VII 211—252. Det er ikke min Hensigt 
at udtale mig om Enkeltheder, enten for eller imod. Uden 
et omfattende og dybt Studium af Runeliteraturen i videste 
Forstand at gaae ind paa omtvistede Punkter vilde være et 
frugtesløst Arbeide. Det første Ord i den første Indskrift 
hos Bugge (Guldhornindskriften) kan tjene til Exempel. 
Intet synes naturligere i og for sig, end en Ordforbindelse 
som EK HLEWAGASTIR HORNA TAWIDO JEG hvis 
Navn er LÆGJEST GJORDE DETTE HORN, og dens Til- 
ladelighed synes ligefrem given i Tilladeligheden af Apposi- 
tion overhovedet. Hertil kommer nu en særegen Omstæn- 
dighed. Paa en Runesteen vilde det i det Væsentlige 
komme ud paa eet, enten der stod HLEWAGASTIR RUNOR 

3* 



36 DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 

WARAIT LÆGJEST INDHUGGEDE DISSE RUNEB eller 
EK HLEWAGASTIR RUNOR WARAIT JEG LÆGJEST 
INDHUGGEDE DISSE RUNER. I Indskriften paa Guldhornet 
stiller Sagen sig anderledes. HLEWAGASTIR HORNA 
TAWIDA betyder kun LÆGJEST GJORDE DETTE HORN, 
uden den fjerneste Antydning af, hvem der har gjort Ind- 
skriften. EK HLEWAGASTIR HORNA TAWIDO betyder 
derimod LÆGJEST GJORDE DETTE HORN OG INDGRAVEDE 
DISSE RUNER. Men saavidt jeg veed vil Professor Ste- 
phens, der vistnok til Punkt og Prikke kjender alle for 
Dagen komne Runeindskrifter af det ældre Slags, ikke lade 
en saadan Construction gjelde. Der er da vel ikke andet 
for, end at vente indtil der opdages en Indskrift, eller dog 
snarere flere Indskrifter, hvor der med almindelig anerkjendt 
Nødvendighed maa antages at staae den første Persons Pro- 
nomen med et umiddelbart tilføiet Personnavn som Appo- 
situm. Det ligger imidlertid i den Stilling, jeg her tillader 
mig at indtage, at jeg slutter mig til Bugges Læsning i 
Eet og Alt. 

Af nærliggende Spørgsmaal er der kun eet, jeg paa 
dette Sted kunde ønske at berøre. Jeg har hos Forskjellige 
troet at bemærke en vis Tilbøielighed til at finde Vers hvor 
der efter mit Skjøn kun foreligger Prosa med Alliteration, 
uden Rhythmus, uden Spor af poetisk Sving i Udtryk eller 
Tanke, uden Skygge af Konst. Saaledes hedder det hos 
Prof. Bugge (Tidskr. VII 222) 

'Ek Hlewagastir Holtingar 
'horna tawido 
'er et rigtig dannet Par Verslinjer, og at den rythmiske 
'Form virkelig er tilsigtet, styrkes derved, at Indskriften 
'paa den ene Side af Tunestenen indeholder to Par Vers- 
'linjer'. Men har denne Indskrift paa Tunestenen virkelig 
Versform? Desuden — den blotte Omstændighed, at een 
Indskrift er i Vers, medfører naturligviis ikke, at en anden 
ogsaa er det, selv om de begge vare forfattede paa eet og 



DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 37 

samme Sted, i een og samme Anledning, af een og samme 
Person. Endog Alliterationen i Guldhornindskriften er kun 
lidet 'iørefaldende' og synes uægte. Den er desuden til- 
fældig, i det mindste saavidt jeg kan see. Hvis nemlig 
Indskriftens Forfatter virkelig hed Hlewagastir, hvis han var 
en Søn af Holta, hvis han havde forfærdiget en Gjenstand, 
der iblandt hans Sprogfæller almindelig kaldtes horna, og 
hvis han vilde udtrykke alt dette paa den korteste og lige- 
fremmeste Maade: hvorledes kunde han saa undgaae en 
Art Alliteration? At HORNA TAWIDO er en rigtig pro- 
saisk Ordfølge, synes at fremgaae bl. A. af Varnum-Ste- 
nens RUNOR WARITU. Havde imidlertid Guldhornindskrif- 
tens Forfatter havt nogen Anelse om, at man i denne Ind- 
skrift vilde see et poetisk Forsøg, havde han, for at und- 
gaae dette, rigtignok kunnet sætte TAWIDO foran HORNA 
(jf. Tune-Stenens WORAHTO RUNOR); men vilde det 
have hjulpet ham? Vilde man ikke ogsaa i et 

Ek Hlewagastir Boltingar tawido horna 
see et Par Verslinier? Riimstavenes Antal er uforandret, 
og Haandskrifter saavel som Udgaver kjende 'visufjorSungar', 
hvis Hovedstav findes i næstsidste Stavelse, f. Ex. Voluspå 
(Munchs Udg. af den ældre Edda Strophe 27, Bugges 
Udg. Str. 6): 

ginnheilog go5, 

ok um pat gættusk ; > 
og Skirn. 38: 

nær pii å pingi 

munt enum proska. 
I øvrigt er det ikke min Mening, at den anførte Sætnings 
prosaisk magre Indhold ikke kunde indklædes med lige- 
fremme Ord i en poetisk Form — 

Hljegestr Hyltingr 

horn of gerdi 
er f. Ex. et umiskjendeligt Afsnit af en bekjendt Vers- 
rhythmus og danner en rigtig oldnordisk < visufj6r5ungr', hvis 



38 DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 

Tilblivelse viser sig som tilsigtet derved, at 'of er ind- 
skudt. 

Men jeg skal ikke forfølge dette Spergsmaal videre. 

Hovedsagen for mig er i nærværende Tilfælde dette: Paa 

hvad Udviklingstrin staaer Sproget i de Indskrifter, Prof. 

Bugge 1. c. har forklaret, og som, naar Istaby-Stenen 

medtages, i Alt indeholde 46 Ord, Gjentagelser iberegnet, 

nemlig: 

Guldhornets: EK HLEWAGASTIR HOLTINGAR 

HORNA TAWIDO. 

Tune-Stenens I: EK WIWAR AFTER WODURIDE 

WITADAHALAIBAN WORAHTO 
RUNOR. 
II: ARBINGA SINGOSTER ARBING- 

AN Ol>LINGOR DOHTRIR DAL- 
IDUN (AFTE)R WODURIDE 
STAINA. 

Varnum-Stenens: UB AR HITE HARABANAR (WI)T 

IAH EK ERILAR RUNOR WARI- 
TU. 

Berga-Stenens: FINO. SALIGASTIR. 

Etelhem-Spændets : M(I)K M(A)R(I)LA W(0)RTA. 

Tanum-Stenens: PRAWINGAN HAITINAR WAS. 

Himlinghøie-Spændets : HARISO. 

Istaby-Stenens: AFATR HARIWULAFA HAHJ- 

WULAFR HAERUWULAFIR 

WARAIT RUNAR I>AIAR. 
For de Læseres Skyld, der ikke maatte have Prof. 

Bugges Afhandling ved Haanden, skal jeg tillade mig at 

anføre hans Oversættelser af disse Indskrifter. 

Guldhornets : Jeg Légest Holtes Son gjorde Hornet. 

Tune-Stenens I: Jeg Viv gjorde Runer efter (Krigs-) 

Kammeraten Vodurid. 
II: Arvingernes ældste Arvinger Odlingas 

Døtre (satte) efter Vodurid Stenen. 



DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 39 

Varnum-Stenens : Over Hit ristede vi to: Ravn og jeg 

Jarl Runer. 
Berga-Stenens: Finna. Salgest. 

Etelhem-Spændets: (Marila gjorde mig.) 
Tanum-Stenens: Den (Stenen) blev kaldt Thravinges. 

Himlinghøie-Spændets: Hersa (Qvindenavn). 
Istaby-Stenens : Efter Herjulv ristede Hodulv Hjorulvs 

Son disse Runer. 
Jeg skal dernæst gjennemgaae de Momenter, der, med 
Hensyn til Indskrifternes sproglige Stilling, indtage en 
fremragende Plads derved, at de stille sig paa bestemte 
Standpunkter i de gothiske Sprogs Udvikling. 

I. tiothisk Standpunkt. 

A. Gothisk er, som bekjendt, det eneste Sprog i 
hele den gothiske Classe, der intet veed af egentlig 
Oralyd at sige. Heller ikke Indskrifterne have Omlyd. 
Til Jævnførelse hermed maa jeg bemærke, 1) at en ikke 
engang strengt gjennemført Overgang af A til E er den 
eneste Omlyd, der findes i Oldsaxisk; 2) at det Samme 
gjelder om Oldhøitydsk, naar der sees bort fra, at man 
her finder EU for AU og (omtrent fra det 10de Aarhun- 
drede af; see Grimm grammatik I 3 112) IU for U, samt 
at det sidste Element i Diphtongen AI almindelig omlyder 
det første til E (saa at AI bliver til El, vistnok, ligesom 
i Oldnordisk -Nyislandsk, ikke alene graphisk, men ogsaa 
phonetisk); 3) at i Oldnordisk f den ved I og J bevirkede 
Omlyd ( — jeg taler her hverken om Omlyd ved V eller 
Omlyd ved U — ) deels ikke overalt trængte igjennem, deels 
i nogle af de Tilfælde, hvor den trængte igjennem, først 
forholdsviis seent synes at være bleven fast. Man sammen- 
ligne i sidstnævnte Henseende 

BARU BRIMLOGS RYRl 

BRUN VEDR AT SIGTUNUM, 



40 DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 

hos Arnorr jarlaskåld i det Ilte Aarhundrede, med 
BEZT ERTU BRO TIL ÅSTAR 
BRYN 1>6 AT TORGENG SiNIZ, 
i et Digt, der synes at være fra Midten af det 13de Aar- 
hundrede (snarest fra omtr. 1260), nemlig Liknarbraut 
(Strophe 35). Som et Exempel paa, at Omlyd ikke er ind- 
traadt i Oldnordisk overalt hvor den skulde ventes, skal 
jeg her blot nævne DROTTINN, senere DROTTINN, (samt 
det af DROTTINN afledede DROTTNING), jævnført med 
oldfris. DROCHTEN, oldsax. DR0HT1N, oldhøit. TRUHTIN 
— overfor det omlydte oldengelske DRYHTEN. Til dette 
DROTTINN, DROTTINN, DROTTNING kan man føie Til- 
navnet GOLLINGR (468 ad Njåla 20) og lignende, for her- 
med nærmest at sammenligne Guldhornets HOLTINGAR. 
Grunden til, at U i -WULAF1R (Istaby) ikke er omlydt, 
kunde søges i, at A er indskudt imellem U og det følgende 

I. OHINGOR (?), Tune II, uden Omlyd, er endog mindre 
paafaldende, end den store Mængde uomlydte masculine og 
feminine Stammer paa -INGA, der dannes af stærke parti- 
cipia praeteriti (saasom LOTN1NG Æresbeviisning , KOSN- 
INGR Valg, HAFNING Hævning) eller i Liighed dermed 
(saasom SMURN1NG Salvelse). At DOHTRIR, Døttre, Tune 

II, endnu har været uden Omlyd, da Assimilationen ind- 
traadte (d. e. da DOHT- blev til DOTT-), fremgaaer af 
oldn. D05TTR (senere D03TR - i Følge en særegen Lyd- 
lov; jf. BLATR for HLÅTTR Latter, SLÅTR for SLÅTTR 
nyslagtet Kjød, NÆTR for NÆTTR Nætter). I øvrigt er det 
ufornødent at dvæle videre herved, eftersom den ved I eller 
J bevirkede Omlyd af andre Vocaler end A (som ovenfor 
anført) fremtraadte forholdsviis seent i de gothiske Sprog 
overhovedet. Hvad nu selve det ikke til E omlydte A an- 
gaaer, saa frembyde Indskrifterne Exempler derpaa i føl- 
gende Ord. TAWIDO (Guldhornet) og DALIDUNf 1 (Tune 
II); jf. saadanne a) oldhøitydske Verbalformer som: GIZA- 
UUETIZ (tinctum), Ilte Aarhundrede; UNFRAUUIT, KEUN- 



DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 41 

FRA LUE, KAUNFRAUUIT, det første af UNFRAWJAN 
(UNFREWJAN), de to sidste af GAUNFRAWJAN (GAUN- 
FREWJAN), alle tre Exempler fra det 8de Aarhundrede; 
QUALIT, af QUALJAN (QUELJAN); SALIT, af SALJAN 
(SELJAN), 8de Aarhundrede; FARSALIT, afFARSALJAN 
(FARSELJAN), 8de Aarhundrede; TUAL1T og DWALIT, 
af TWALJAN (TWELJAN), 11— 12te Aarhundrede; GI- 
TUALIT, af GATWALJAN (GATWELJAN), 9de Aar- 
hundrede; UUARIT, af WARJAN (WERJAN), 8de Aar- 
hundrede; P1UUARIANTEM, af PIWARJAN (PIWERJAN), 
8de Aarhundrede ; DAN1T og DHANIT, af DANJAN (DEN- 
JAN), 8de Aarhundrede; GIZAM1T, af GAZAMJAN (GA- 
ZEMJAN), 9de Aarhundrede; ZAT1T, af Z AT JAN (ZET- 
JAN), 8de Aarhundrede; P1LAKIT, af PILEKJAN (BILEG- 
JAN), 8de Aarhundrede; ARUUACHIT, af ARWEKJAN, 
8de Aarhundrede ; (i) oldsaxiske som : SAGIS (dicis) , ved 
Siden af SEGIS; samt SAGIT (dicit). l'RAWINGAN 
(Tanum), ARBINGA og ARBINGAN (Tune II); jf. Stam- 
merne: VANINGJAN (Skim. 37; cf. Lex. poet. h. v.); 
ARMINGJAN (Stakkel) i Oldnorsk-Nyislandsk; ARFINGJAN 
(Arving) oldnordisk, (cf. svensk ARFVINGE), ved Siden af 
oldnordisk- nyislandsk ERFINGJAN. HARI- (Istaby) og 
HARISO (Himlinghøie); jf. oldhøitydsk HARI (Hær), 8de 
Aarhundrede; osv. De stærkeste Exempler paa Ikkeomlyd 
synes for øvrigt HARI- (Istaby), S ALI- (Berga), -GASTIR 
(Guldhornet) mig at frembyde. Med SALIGASTI- (Berga) 
sammenligne man ellers oldhøit. SELIHUS, SALIHUS og 
saa fremdeles, men især det oldhøitydske Mandsnavn SALI- 
GAST. 

t Og jeg kan dog her, saavel som i nærværende Bemærkninger 
i det Hele taget, kun have det oldnordiske Bogsprog for Oie 
og maa see bort fra de i flere Henseender mere alderdomme- 
lige oldnordiske Indskrifter (Indskrifterne med de yngre Runer). 

f 1 DALIDUN! Hvad betyder dette Ord? og hvoraf kommer det? 
Var denne Indskrift (Tune II) fuldstændig bevaret, og hvis 
det af Prof. Bugge formodede Indhold deri var hævet over 



42 DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 

al Tvivl i det Hele, saa at kun DALIDUN var dunkelt, 
kunde man fristes til at tænke paa den Art af secundair 
Roddannelse, der bestaaer i, at en aaben (d. e. paa en Vocal 
udlydende) Rod lukkes med en Consonant, f. Ex. JU — JUG 
jungere, STA — (goth.) STAD stare, MA— (gothisk-oldnordisk- 
nyislandsk) MAT metiri, FLU (for PLU) — (oldnordisk-ny- 
islandsk) FLUT fluere, LU (cf. gr. Xveiv) — (gothisk) LUS 
perdere, STA — (oldindisk) STHAL stare, PA — (oldindisk) 
PAL servare, og man kunde falde paa at see i DAL- en 
Forlængelse af Roden DA, oprindelig DHA, portere. I Over- 
eensstemmelse med Bugges Gjetning vilde da Meningen være 
SATTE. De Tune II nævnte Personer anskaffede og opstil- 
lede Stenen , medens en fra dem forskjellig Person , ført af 
Savnets eller Pligtens Bud, indhuggede Hovedindskriften. Dog 
nok herom. Vanae 

Finguntur species ! 

B. Feminine Stammer paa ON (for AN) danne i Gothisk 
Nom. sing. ved at bortkaste Stammens Udlyd (N) -f det 
tilhørende Casussuffix, saa at den nævnte Casus kommer 
til at endes paa (Stamme BRINNON for BRINNAN, 
Nom. sg. BRINNO, Feber), medens de øvrige gothiske Sprog i 
Stedet for dette O sætte enten A (Oldhøit., Oldsax., Oldnord.- 
Nyisl., Nyfærøisk, Nynorsk, Svensk) eller E (Middelhøitydsk, 
Nyhøitydsk, Middelnederlandsk og tildeels Nynederlandsk, 
Oldengelsk, Oldfrisisk; jf. Dansk), for saavidt dette ikke 
bortfalder (som almindeligviis i Nynederlandsk; jf. Nyengelsk). 
I Liighed med Gothisk frembyder Berga-Stenen FINO og 
Himlinghøie-Spændet HARISO. Men hertil maa bemærkes, 
at man ikke kjender Qvantiteten af O i disse Ord, og er 
det <= O, saa staae disse Indskrifter allerede herved paa 
et yngre Trin, end Gothisk. Desuden viser N (for NN) i 
FINO en Tilnærmelse til den senere Runeperiode, medens 
HARISO, deels ved Indskydning af I deels ved Udskydning 
af J (see nedenfor), synes at røbe en Sprogart, der er 
yngre og blødere end Gothisk. 

C. Maaskee med Undtagelse af nogle endnu levende syd- 
tydske Sprogarter, hvor Dualen i al Fald har opgivet sin 



DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGUGE STILLING. 43 

særegne Function, er Gothisk selv det eneste gothiske Idiom, 
der kjender Dualis i Verbum. Ogsaa Varnura-Stenen me- 
nes at frembyde en saadan Dual i Ordet WARITU. Men 
selv om dette forholder sig rigtig, saa kan WARITU, som 
et Hele betragtet, ikke maale sig i Oprindelighed med et 
gothisk *VRITU, eftersom i hiint Forlyden WR befinder 
sig i en aabenbar Oplosningstilstand. 

II. Gothisk-oldhøitydsk Standpunkt. 

A. B i Indlyd mellem to Vocaler og svarende i Regelen 
til en oprindelig aspireret Labialmedia, dog ogsaa undertiden 
til en oprindelig (fælles-japhetisk) Labialtenuis , er iblandt 
de gothiske Sprog eiendommelig for Gothisk og Hnityd.sk. 
Et bekjendt Udtryk for Brød hedder saaledes som Dat. sing. : 
oldeng. HLÅFE, nyeng. LO AF (plur. LOAVES), oldnordisk- 
nyisl. HLEIF(I), nynorsk LEIVE, middelsvensk LE VI, i 
nysvenske Dialekter LEF, dansk LEV; derimod gothisk 
HLAIBA, oldhøit. HLAIBA (ogsaa HLAIPA), middelhøit. 
LEIBE (og LAIBE), nyhøit. LAIBE, med hvilke Former 
det labiale Lydtrin i Tunestenens HALAIBAN stemmer 
overeens. 

II. Gothisk og Oldhøitydsk forandre feminine A-Stammers 
Udlyd (A) til O i Gen. sing.: goth. Stamme BIDA (Bøn), 
Gen. sing. BIDOS; oldhøit. Stamme BETA, Gen. sing. 
BETO; — afvigende fra andre gothiske Sprog, der (for 
dette 0) enten have Å (som Oldsaxisk: Stamme BEDA, 
Gen. sing. BEDA) eller A (Oldnordisk-Nyislandsk) eller E 
(Middelhøitydsk , Nyhøitydsk, Middelnederlandsk, Nyneder- 
landsk, Oldengelsk, Oldfrisisk), for saavidt denne Vocal 
ikke bortkastes, som i Svensk (foran det tilføiede S; jf. 
Dansk og Engelsk). Til Gothisk og Oldhøitydsk slutter sig 
Tune II ved sit Ol»LINGOR (hvis -OR, for saavidt R an- 
gaaer, staaer imellem begge de nævnte Sprog, medens O 



44 DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 

maaskee er = O og følgelig af en mere secundair Natur, 
end det tilsvarende gothiske og oldhøitydske O). 

C. Gothisk og Oldhøitydsk forandre ligeledes feminine 
A-Stammers Udlyd (A) til O i (Nom. og) Acc. plur.: goth. 
Stamme BIDA, (Nom. og) Acc. plur. BIDOS; oldheit. 
Stamme BETA, (Nom. og) Acc. plur. BETO. At Nom.- 
Acc. plur. af denne oldhøitydske Ordstamme tilfældigviis 
ikke synes at forekomme i Formen *BETO, men kun i 
Formen BETA, gjør her intet til Sagen. Til hiint O svarer 
i Oldsaxisk Å (BEDÅ). Derimod findes A i Oldengelsk 
(SACA), Oldfrisisk (SAKA, SEKA), Oldnordisk (SAKAR; 
dog i Oldnordisk ogsaa med Svækkelse af A til I, som i 
Nyislandsk — altsaa SAK IR), men E i Middelhøitydsk 
(SACHE); hvorimod Forholdene have forandret sig i de 
øvrige gothiske Sprog. — Ogsaa her have Indskrifterne størst 
Liighed med Gothisk og Oldhøitydsk, idet Varnum- Stenen 
frembyder Acc. plur. RUNOR, hvor -OR i øvrigt giver 
Anledning til de samme Bemærkninger, som i OPLINGOR 
(her ovenfor Side 43 ly-sa). 

III. Clothisk - oldsaxisk Standpunkt 

indtager IAH (Tanum) ved sit A. See nedenfor. 

IV. Gothisk-oldhøitydsk - oldsaxisk. 

k. Stammer paa A, der staae som første Led i et Com- 
positum, beholde tildeels dette A, skjøndt med synlig Af- 
tagen, i følgende gothiske Sprog: 1) Gothisk, som: FRI(J)A- 
PVAMILDAI (fdoarogyoi, FIGGRAGULP (oldn. FINGR- 
GULL) daxxvhog, VEINATRIU fyneXog, ALÉVABAGMS 
eXaia; 2) Oldhøitydsk, som: AHAWAZZAR ulimpha amnis* 
(Graff I pag. Ixiii, Sg. 193), CHLAGALICHEMO flebili (i 
GI. Monseenses, der ikke bruge Å for O i Gen. sing.), 
TAGADINC "diecula", WEGANEST og WEKANEST (old- 



DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STUXING. 45 

nord. VEGNEST; — nyis]. VEGANESTI er naturligviis 
uægte Sammensætning) ( viaticum\ WECAWISO "praevius", 
GRABASTETI "sepvlturam"; 3) Oldsaxisk, som: AHA- 
STROME flumini (sikkert ikke AHÅSTROME; jf. det til- 
svarende oldengelske ægte Compositum EAHSTREÅM mare), 
WARALlKO caute, DAGATHINGI (Cod. Cott.) = old- 
heit. TAGADINC medens de øvrige gothiske Idio- 
mer, i slige Tilfælde, forandre eller bortkaste et saadant A. 
Hvad nu det paa Guldhornet forekommende Compositum 
HLEWAGASTIR angaaer, saa er det dannet ganske efter 
samme Princip, som de nysanførte gothiske, oldhøitydske 
og oldsaxiske Ord og stemmer, med Hensyn hertil, navnlig 
overeens med FRI( J)Al>VAMILDAI og ALÉVABAGMS, især 
med det sidste. Man kunde sige, at HLEWAGASTIR 
maatte hedde HLIUGASTS paa Gothisk, i Overensstem- 
melse med MUMAGUS; at dette var et Tegn paa, at Go- 
thisk ikke kunde taale, som første Led i et Compositum, 
en uforkortet Stamme paa VA, med en umiddelbart fore- 
gaaende kort Vocal; og at HLEWAGASTIR altsaa var for- 
gothisk i sin Sammensætning. Men hertil kan man svare, 
at HUMAGUS ligesaa lidt er i Stand til at godtgjøre Umulig- 
heden af et gothisk *MVAMAGUS, som GUl*BLOSTREIS, 
GUDHUS, ere i Stand til at godtgjøre Umuligheden af 

GUDAFAURHTS, GUDALÅUS, GUPASKÅUNEI. 

Tune I-II synes (i WODU-) at frembyde Exempel paa 
Svækkelse af Udlyden i en A-Stamme, der staaer som første 
Led i en Sammensætning. See nedenfor. 

B. Det saakaldte svage Perfectum ind. sing. 3. Person 
1) beholder det oprindelige -A a) i Gothisk, som VAtJRH- 
TA (Marc. 6 21 ); b) i Oldhøitydsk, som: WORHTA; c) i 
Oldsaxisk, som: WARHTA; 2) forandrer det til -E a-b) i 
Oldengelsk og Middelhøitydsk , som: WORHTE; c) i Ny- 
høitydsk, som: WIRKTE; d) i Middelnedertydsk, som: 
NERDE servavit; e) i Nynedertydsk, som: BROCHTE 



46 DE ÆLDSTE RrNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 

(== nyhøit. BRACHTE); f-g) i Oldfrisisk og Middelneder- 
landsk, som: WROCHTE; h) i Nynederlandsk , som: 
POCHTE; i-j) i Oldnordisk og ældre Nyislandsk, som: 
ORTE; k) i Middelsvensk, som: *ORTE (jf. Rydqvist 
I 33); 1) i Nysvensk, som: VIRKADE; m-n) i Middel- 
dansk og Nydansk, som: (nyd.) VIRKEDE; o) i Nynorsk, 
som: STYR(K)TE roboravit; 3) forandrer det til -I a-b) i 
Oldnordisk -Nyislandsk, som: ORTI; c) i Middelsvensk, 
som: *ORTI (jf. Rydqvist I 33); d) i Nyfærøisk, som: 
ORKTI eller YRKTI (Hammershaimb : Færøisk sproglære 
g 15 — AnO. 1854 Side 263 nederst); 4) bortkaster -E 
(for -A), t. Ex. a) nndtagelsesviis i Middelhøitydsk , som : 
KUNDET nunciavit (Grimm gr. I 2 953 3 ), MINNET dilexit 
(Grimm gr. F 959 37 ); b) tildeels i Nynedertydsk, som: 
HADD, og HARR eller HAR, (= nyhøit. HATTE); c) 
undertiden i Nynederlandsk, som: WROGT; d) i Nyengelsk, 
som: WROUGHT; e) i Nyfrisisk, som: HlRD og KJÅRD 
(K. J. Lyngby: Om Nordfrisisk g 51); f) undertiden i dansk 
Poesie som : HÆVED ; 5) borkaster ikke alene -E (for -A), 
men ogsaa den foregaaende Dental, altsaa hele Endelsen, 
eller, med andre Ord, hele det til Endelse fortættede op- 
rindelige *DHADHATA, f. Ex. a) tildeels i Nynedertydsk, 
som: BROCH (== nyhøit. BRACHTE); b) i Nynederlandsk, 
i daglig Tale i visse Verber, som: KON (for KONDE) 
potuit; 6) bortkaster hele Endelsen med samt Slutningen 
af Verbets (Stamme og) Rod, f. Ex. a) i Nynedertydsk, 
som: SÅ dixit; b) i Nydansk, som: SA' (for SAGDE 
dixit). Med 1 stemmer A i WRTA (Etelhem) overeens. 

C. Den Hovedafdeling af de saakaldte svage Verber i de 
gothiske Sprog, man kunde kalde JA-Classen (til Adskillelse 
paa den ene Side fra en Al-Classe, paa den anden Side 
fra en Å-Classe), beholder (til en vis Grad) i Perfectum 
det oprindelige AJA (det er: en oprindeligere Verbalstammes 
Udlyd A -f det causative JA), sammendraget til I i følgende 



DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 47 

Sprog: 1) Gothisk, som: SALIDÉDUN; 2) Oldhøitydsk, 
som: SALITUN (cf. Particip. FARSALIT traditus); 3) Old- 

saxisk, som: QUELIDUN medens de øvrige guthiske 

Idiomer udstøde hiint I (undtagen for saavidt Oldengelsk 
maaskee i enkelte Tilfælde har opbevaret det i Form af E). 
I Bibeholdelsen af I stemmer Guldhornets TAWIDO og 
Tune-Stenens DALIDUN overeens med 1 — 3. 

D. Med Hensyn til A er UBAR (Varnum) gothisk- 
oldhøitydsk - oldsaxisk. 

V. Gothisk- oldhøitydsk - middelhøitydsk Standpunkt. 

Herpaa staaer UBAR (Varnum) med Hensyn til sit U. 

Yl. Gothisk-oldenge lak-middelengelsk. 

De urgothiske Elementer P og D, naar de staae i Ind- 
lyd, enten imellem to Vocaler, eller umiddelbart efter R, 
(andre Tilfælde vedkomme os ikke her, og, strengt taget, 
ikke engang det sidste af de to her anførte) behandles i 
de gothiske Sprog paa følgende Maader. I> 1) holder sig 
uforandret i Gothisk (BROPAR frater, VAIRPAN fieri), 
Oldengelsk (BROPOR, WEORPAN), Middelengelsk (BRO- 
PER, BROMR; WURPEN), Oldnordisk (BROPIR, VERPA), 
Middelsvensk (BROPIR, VÆRPA, VARPA), ældste Middel- 
dansk (især i Runehaandskriftet af Skaanske Lov, f. Ex. 
EPE juramento 14; see endvidere Thorsens Udg. af 'Er. sæll. 
Lov' Fortalen Side 9); 2) bliver til D i Oldsaxisk (BRO- 
DAR, BRODER; WERDAN), Oldengelsk (BROdOR, WEOR- 
DAN), Oldnordisk-Nyislandsk (BR0D1R, VERDA); 3) kan 
blive til DR i Oldnordisk (jf. mine Frumpartar Side 76, 
samt AnO. 1858 Side 136 Note 6 ); 4) bliver til R (ved 
Assimilation) i Nynedertydsk (WARREN fieri); 5) bliver 
til DH i Oldhøitydsk (BRUODHER [— BRODHAR vilde 
være en Art rectificeret Skrivemaade], UUERDHAN; i al 



48 DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 

Fald i ældste Oldhøitydsk, især i Oversættelsen af en Deel 
af Isidors Tractat De nativitate Domini), Middelsvensk, 
Middeldansk; 6) bliver til TH i Oldhøitydsk (BRUOTHER, 
WERTHAN), Oldsaxisk (*BROTHAR, WERTHAN — i 
det mindste forekommer WARTH), Middel- og Nyengelsk, 
Oldfrisisk (BROTHER, WERTHA), Middeldansk (BRO- 
THÆR, WARTHÆ fieri) ; 7) bliver til D i Høitydsk (old- 
og middelhøitydsk BRUODER osv., nyhøit. BRUDER; old- 
høitydsk WERDAN, middel- og nyhøitydsk WERDEN), 
Oldsaxisk (*BRODER, *WERDAN), Middel- og Nyneder- 
tydsk (BRODER; WERDEN — WEERDEN), Middelneder- 
landsk (BROEDER, WERDEN), Nynederlandsk (BROEDER, 
WORDEN), Oldfrisisk (BRODER, WIRDA), Nyfrisisk 
(BROWDA frater, Lyngby gg 16, 30), Nydansk (BRODER, 
VORDE), Nysvensk (BRODER, VARDA), Nynorsk (LIDER 
membra), Færøiskf, Oldnordisk (f. Ex. de første 6 Blade 
af 677; see Frumpartar xciii — xcv), ældre Nyislandsk (BROD- 
IR, VERDA; — her er naturligviis overaltf 1 kun Tale om 
Lydbetegnelsen); 8) bliver til T i Oldhøitydsk (BLUO- 
TES, PLOTES, sanguinis; WURTI factus es), Middelhøi- 
tydsk (BLUOTE sanguini, WURTEN fiebant), Nyhøitydsk 
(BLUTES sanguinis), Nynorsk (VERTA fieri); 9) bliver 
til V i Færøisk (i det mindste skrives f. Ex. BRØVIR 
fratres Færeyinga-saga 5 „ 14 go?]5 15 14 f 2 ); 10) bliver til 
J i Færøisk (LIJURf 3 articvlus — overfor nyisl. LlDUR, 
goth. LIKJS); 11) bortfalder i Middelhøitydsk (SCHAT 
nocet), Nynedertydsk (BROOR frater — ogsaa BROR; 
WEREN fieri), Middelnederlandsk (* BROER frater, BLl- 
SCAP for BLIDESCAP Grimm gr. I 2 495 8 ), Nynederlandsk 
(BROER frater), Oldfrisisk (BROER frater), Færøisk (f. Ex. 
i Færeyinga-saga — BRØIRNm ol ddeXqpoi 20 u 27 „, 
BRØIRNAR rovg dåekcpovg 19 7 f 4 ; VERUR — overfor nyisl. 
VERDUR - fit Fær. 114 9 f 5 ), Nynorsk (SKAE damnum; 
BROR frater; VERA, f. Ex. ver'e du heime i kveld? = 



DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 49 

nyisl. verflur J)ii heima i kvold? bliver du hjemme i 
Aften?), Nysvensk (BROR frater), Nydansk (BROER frater). 

D 1) holder sig uforandret i Gothisk (R AUD AI 

(Qv&Qa éqv&Qoi, HARDUS durus), i visse Tilfælde i Høitydsk 
(oldhøit. GUODÉRU — ellers GUOTÉRO og GUOTÉRÅ osv. 

— ayat%; RODÉRO egv&Q«; SKEIDAN, middel- og ny- 
høitydsk SC HEIDEN, separare), Oldsaxisk (*RODUMU rubro, 
•HARDUMU duro), Middelnedertydsk (HÅRDE dure), Ny- 
nedertydsk (GODEN, GAUDEN, bonus), Middelnederlandsk 
(RODEN rubro, HAERDE duriter), Nynederlandsk (ROO- 
DEN rubro, HARDEN duro), Oldengelsk (READUM rubro, 
HEARDUM duro), Middelengelsk, Nyengelsk (HÅRDEST 
durissimus), Oldfrisisk (RÅDA rubro, HERDE valde), Old- 
nordisk (f. Ex. de første 6 Blade af 677; see Frumpartar 
xciii— xcv), ældre Nyislandsk (RAUDUM rubro , HORDUM 
duro), Færøisk (BORDA mensarum; jf. Haromershaimb i 
AnO. 1854 Side 243), Nynorsk (Ivar Aasen: Norsk Gram- 
matik 1 864 g 33), Nysvensk (RODE rubros, HÅRDE duros), 
Nydansk (RODE rubros, HAARDE duros); 2) bliver til 
P i Oldnordisk (RAUI»A rubros, HARI>A duros), Middel- 
svensk (ROl»A rubros, HARlW duros), ældste Middeldansk 
(især i Runehaandskr. af Skaanske Lov, f. Ex. AT BARN 
YFIR LIFH SIN FAHJR ÆLLÆR MOPOR 14; see end- 
videre Thorsens Udg. af 'Er. sæll. Lov' Fortalen Side 9); 
3) bliver til D i Oldnordisk -Nyislandsk (RAUDA rubros, 
HARDA duros), Middelsvensk (RODA rubros, HARDA 
duros) f 6 ; 4) kan blive til DR i Oldnordisk (FADRER pater; 
jf. mine Frumpartar Side 76, samt AnO. 1858 Side 136 
Note 6 ); 5) bliver til DH i Oldhøitydsk (sjelden; AR- 
SCAIDHAN separatus), Middelsvensk (r6dH A rubros, H AR- 
DHA duros), Middeldansk (WARKUNNÆDHE vitio non 
vertebat, crimini non dabat; jf. ignoscere); 6) bliver til 
TH i Oldhøitydsk (sjelden; FATHER pater) , Nyhøitydsk (i 
visse Tilfælde, som: ROTHEM rubro), Nyengelsk (FATHER 

Aarb. f. nord. Oldk. og Hist. 1869. 4 



50 DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 

pater), Middeldansk (GOTHÆ dya&oi, HØRTHÆ avdivi); 
7) bliver til T i Høitydsk (old-, middel- og nyhøit. VATER 
pater), Nydansk (i visse Tilfælde, som: HØRTE audivi), visse 
nynorske Sprogarter (SPURTE — for SPURDE — quae- 
sivi); 8) bliver til V i Nyfærøisk (GOVIR dya&oi)f 7 ; 9) 
bliver til J i Nyfærøisk (BYJUR imperat)i s ; 10) bortfalder 
i Middelhøitydsk (i visse Tilfælde, som: TRIT calcat) , Ny- 
nedertydsk (VAAR pater, MOOR eller MOER mater), Mid- 
delnederlandsk (MOER mater), Nynederlandsk (VAAR eller 
VAAR pater, MOÉR mater), Oldfrisisk (FAER pater, MOER 
mater), Nyfrisisk (see Lyngby g 29), Nynorsk (FA'IR pater, 
MO'IR mater, OR'E to Qtjfia), Nyfærøisk (Hammershaimb i 
AnO. 1854 Side 243 5 -io), Nysvensk (FAR pater, MOR 

mater), Nydansk (FA'ER pater, MO'ER mater). 

D som Indlyd i Ordene TAWIDO (Guldhornet), DALIDUN 
(Tune II), WITADAHALAIBAN (Tune I), WODURIDE 
(Tune I og II), i Forbindelse med P i OPLINGOR (? Tune II) 
og i HAPUWULAFR (Istaby), synes at vise Overensstem- 
melse med Gothisk og med Old- og Middelengelsk. 

f Hammershaimb i AnO. 1854 Side 243 'Når' d 'enkelte steder 
'på Norderøerne endnu udtales, har det mistet sin bløde lyd; 
'der siger man saaledes : doydi for doydi, døde' ost. Her 
er sikkert ikke alene Tale om 5 for d, men ogsaa om 5 
for p, skjøndt der tilfældigviis kun anføres Exempel paa den 
første Art af 5. 

f 1 hvor ikke Andet udtrykkelig bemærkes. 

f 2 BRØVIR synes dog ikke at falde ind under Regelen hos 
Hammershaimb AnO. 1854 Side 242 — 243 'd udtales norden- 
'fjords som v . . . efter O, U og il, f. ex. *". . gédir, gode; 
'ludltr, en båderulle; bildir, boder'. 

f 3 'Som j udtales' å . . . 'efter i, i, y og y, f. ex. . . . lidur, 
*et led; ydur , det vrimler; lidur , det lider; byéur, byder'. 
Hammershaimb AnO. 1854 Side 243. 

t 4 I Følge BRØVIR ddelyoi (Note f 2 ) skulde man, som det 
synes, vente BRØVIRNIR ol adeXcpot (osv.). Skulde Ude- 
ladelsen af V være en Følge af Ordets Forlængelse? Eller 
skulde BRØVIR og BRØIRNIR tilhøre — enten forskjellig 



DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 51 

Udtale indenfor een Dialekt, eller forskjellige Dialekter? Det 
hedder nemlig hos Hammershaimb l. c. 'På Syderøen høres' 
d 'aldrig i udtalen (i alt fald kun som et svagt stød eller 
'beånding); her går det altså heller ikke ved i og u over 
•til j og v\ 

•j- 5 Jf. AnO. 1854 S. 243: d udtales ikke, 'når det står ved 
'en anden medlyd, f. ex. . . . hardur, hård'. 

f G Desuden forekommer Dp, f. Ex.: BYRIÆDpI, Rydqvist I 
82is; LETTÆDPI, Samme I 104«. 

f 7 See Note f 2 . 

f 8 See Note f 8 . 



VII. Gothisk - oldengelsk - oldfrisisk- (nynorsk). 

Af masculine Stammer paa -AN dannes Nom. sing. 
1) i Gothisk (HANA gallus af Stamme HAN AN), Oldengelsk 
(HANA af Stamme HANAN), Oldfrisisk (BOGA arcxxs af 
Stamme BOGAN), ved at bortkaste Udlyden N; eller nøi- 
agtigere: Gothisk bortkaster Stamme-Udlyden N -f- Nomi- 
nativsuffixet S, hvorved A bliver Udlyd og holder sig endnu 
i Oldengelsk og Oldfrisisk; ogsaa i Nynorsk findes t. Ex. 
(ikke alene HARE, men ogsaa) HARA (og HARA) lepus 
(begge de sidste Former ved en Art Assimilation); 2) i 
Oldhøitydsk (HANO gallus af Stamme HANAN), Oldsaxisk 
(GUMO homo af Stamme GUMAN), ved at forandre den 
ældre Nominativ- Udlyd -A (for oprindel. *-ANS) til O; 

3) i Nynorsk (HARA lepus) ved at sætte A paa den Plads, 
Classe 2 besætter med O og Classe 1 med A (see 1 Slutn.); 

4) i Oldnordisk -Nyislandsk og Middelsvensk (HAN1 gallus 
af Stamme HANAN), samt Nyfærøisk (RISI gigas af Stamme 
RIS AN), ved at sætte -I for -A (af det oprindelige *-ANS); 

5) i Middelhøitydsk (paa visse Undtagelser nær: — VARRE 
taurusf; derimod HANE og HAN gallus), Nyhøitydsk 
(KNABE puer), Middelnedertydsk (HANE gallus), Nyneder- 
tydsk (HASE lepus), Middelnederlandsk (HANE gallus), Ny- 
nederlandsk (undertiden , som : HAZE nu og da for HAAS 
lepus), Nyengelsk (blot graphisk: HARE, oldeng. HARA, 

4* 



52 DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 

lepus; BANE, oldeng. BANA, interfector ; NAME, oldeng. 
NAMA, nomen; TIME, oldeng. TlMA, tempus), Oldfrisisk 
(undtagelsesviis, som: BOTE for BODA nuncius, HÉRE for 
HERA dominus, RÉDJEVE for RÉDJEVA judex), Nyfrisisk 
(NOME og NÅME nomen, Lyngby gg 39 og 67), Oldnordisk 
og ældre Nyislandsk (HANE afvexlende med HANI gallus), 
Nynorsk (som: HARE lepus; see 1 Slutn.), Middelsvensk 
(TIME tempus), Nysvensk (TIMME hora), Middeldansk (TIME 
tempus), Nydansk (TIME hora), ved at sætte -E for -A (af 
det oprindelige *-ANS); 6) t. Ex. i Middelhøitydsk (i visse 
Tilfælde; see 5), ved at bortkaste det til -A (for op- 
rindel. *-ANS) svarende -E (jf. endvidere Richthofen under 
NOMA). — MRLA (Etelhem) stemmer overeens med 1. 
(Jf. 'wisera warsaga' Variant for 'wisaro wår-sago.' 
'Héliand' 2877 Heyne.) 

f See Grimm: wSrterbuch III 1333 Årt. FARR, FARRE. Dette 
Ord findes ogsaa i Oldnordisk , hvor det hedder FARRI (see 
Svbj. Egilsson : Lex. poet. 158). Jeg benytter denne Leilig- 
hed til at bemærke, at jeg ikke construerer Ordene 

. . . flæraing 

f arra trj onu 

ja tuns eykr 

å Agli rauo, 
hos pjoddlfr hinn hvinverski (Yngl. 30), saaledes: jatuns 
eykr raud farra trjonu å Agli flæraing (Jettens Øg 
d. e.) den vilde Tyr farvede (Tyrens Snude rød =) Hor- 
net rødt ved dermed at gjennembore Flygtningen Egil. 
For det første var Egil ikke landflygtig, da han døde, og 
Benævnelsen Flygtning synes her derfor ikke tilstrækkelig 
motiveret. For det andet veed jeg ikke , om et oldnordisk 
flæmingr nogensinde forekommer i Bemærkelsen Flygtning, 
i Liighed med oldeng. flema og flyma. For det tredie 
er flæming (for flæmingi) ingen utvungen eller brugelig 
Dativ til en Nominativ flæmingr (Stamme FLÆMINGA). 
For det fjerde kan farra trjona ikke godt være Omskriv- 
ning (kenning) for Tyrehorn, da det ligefrem betyder Tyre- 
snude, eller nøiagtigere: Tyrens Hoved nedenfor Øinene; 
og paa den anden Side er Meningen aabenbart ikke den, at 
Tyrens trjdna eller skolptr (skoltr) eller snoppa blev 



DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 53 

blodig derved, at Tyren spiddede Manden paa sit Horn (grid- 
ungrinn stakk jia horninu fyrir brjost honum svå 
at å kafi stod, '44 Prøver' 485 31-32), men Udtrykket er 
øiensynlig af samme Art, som f. Ex. de følgende: 

hefi ek nu nakkvat rodlt tonn å beim (6b. 1853 
Side 32 28; jf. : Hkr. 177 7... 1135 6-7, Fms. IV 80 2-8, Flat. 
II 36 *), d. e. jeg har (saaret og følgelig) svækket dem noget. 
Snarr rau5 Sygna harri 
8ver5 å uthlaups feroura 
(Hkr. 1777 ... III 199, Fms. VII 14) 
og vitt ry3r jårn u ytum 
Olafs magr in fagru 
(Fms. VII 14 v. 1. s) — af BjOrn hinn krepphendi. 
rau9 'ek å brynju beioi 
beoja Mini of minna 
(Korm. 16, Side 154) af holmgongu-Bersi. 
munu synir Gjiika 
& sifjungum ( — eller sifjungi?) 

eggjar rjoJa! 

1 Sig. 50. (For sifjungum har CodexRegius: fip|ivgo m; 
men Pronomet lyder her som en smagløs Tilsætning, der 
synes muliggjort ved, at den Tværstreg, der skulde findes 
over v (i fif |ivgo), har været udeglemt i Originalen til 
Codex Regius : sifjugom seer ud som en adjectivisk Repræ- 
sentant for sifjudum, og var sifjugom dette, saa var 
Forbindelsen sifjugom mer rigtig i grov og overfladisk For- 
stand. Derimod nærmere beseet, vil man, troer jeg, nødes 
til at vrage ikke alene sifjugum mer, men ogsaa s i f j u 5- 
um mer og sifjungi mer.) 

es «d5glingr» 

dreyrgan mæki 

afundgjarn 

a Yngva raud 
(Yngl. 24) af Pjooolfr hinn hvinverski selv. Denne min Op- 
fattelse af Meningen i Præpositionen å ogsaa paa det Sted, 
hvorom Spørgsmaalet her dreier sig , falder ganske sammen 
med Egilsson's ; kun deri afviger jeg fra ham, at jeg — ikke 
i farra trjdnu, men — i flæming farra trjdnu seer 
en Omskrivning af Tyrehornet, hvorfor jeg construerer 

jatuns eykr raud flæming farra trjonu å Agli 
og oversætter 

den vilde Tyr farvede sin Pandes (sit Hoveds, nærmere: sin 
Snudes — 'pars pro toto') Glavind i Egils Blod. See SnE. 
I 566 w. 



54 DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 

VIII. Gothisk-oldbeitvdsk-oldsaxisk-oldeDgelsk-oldfrisisk. 

Substantiv-Stammer paa -U, naar de staae som første 
Led i en Sammensætning, 1) beholde dette -U, a) i Gothisk, 
som: FOTU-BAURD (jf. oldnord. fot-bor5) vnonodiov, 
HANDU-VAURHTS %uQO<Kolr}'i;og , FAiHU-FRIKS itUovkxrig 
(jf. oldnord. fje-frekr); b) i Oldhøitydsk, som: HUGU- 
LUSTI gaudia, UUITU-MÅNOTH mensis September; c) i 
Oldsaxisk, som: MAGU-JUNG (oldnord. *niog-ungr$ jfr. 
oldnord. barn-ungr og frum-ungr) , FEHU-GIRl qulctQyvQia; 
d) i Oldengelsk, som: HEORU-GRIM crudelissimus (oldsax. 
HERU-GRIM, om Djævelen. Paa Oldnordisk vilde *hj6r- 
-grimmr nærmest betyde som ikke skaaner Sværdet, altsaa: 
krigersk, tapper), MEODU-BENC (oldnord. * mjd$-bekkr, 
*mja9-bekkr); e) i Oldfrisisk, som: WALU-BEUA Pilegrim; 
2) forandre det til en anden Vocal eller opgive det aldeles. 
Saaledes findes allerede — i Oldsaxisk: MED-GEBHO 
(oldnord. * mjo8-gjafi) for *MEDU-GEBHO, og GE-SUN- 
-FADER (oldnordisk-nyislandsk endnu smukkere feSgar) for 
*GI-SUNU-FADER; i Oldengelsk: ikke alene f. Ex. det 
anførte MEODU-BENC, men ogsaa f. Ex. MEODO-BENC, 
ligesom der findes MEODO ved Siden af MEODU, fié&v, 
osv.; i Oldfrisisk: ikke alene WALU-BERA (Pilegrim), 
men ogsaa WALE-BERA, samt FRETHO-LAS, FRETHE- 
-LAS, FRETH-LÅS, fredløs, ligesom der, for Nom.-Acc. 
sing. *FRETHU Fred, bruges FRETHO, FRETHE, *FRETH. 
I Oldnordisk bortfalder det her omhandlede -U, med eller 
uden Bibeholdelse af den ved samme bevirkede Omlyd (som: 
MJOD-RANN Hriclinium' , FJARD-BÅL aurum). Og saa 
fremdeles. Istaby-Stenen har HAHJ-WULAFR og 

HAERU-WULAFIR og slutter sig derved til 1, med mindre 
HA1»U og HAERU ere Forkortelser, hiint af en Stamme 
HAl'WA (hvad jeg i øvrigt ikke troer), dette af en Stamme 
HAERWA (jf. oldnord. Gen. plur. HJORVA, Dat. sing. 



DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGUGE ST1I.1.IM,. 55 

HJORVI, Gen. sing. HJORS — af Stammen HJORVA for 
HJARVA), i hvilket sidstnævnte Tilfælde HAMJ- og 
HAERU-, med Hensyn til deres Udlyd (og det er kun den, 
her er Tale om), ere yngre Former af første Sammensætnings- 
led, end Stammerne : goth. FRIAPVA- (dydnq-) i den sammen- 
satte Stamme FRIAPVA-MILDA cpiXoatoQyo-, goth. BALVA- 
(xaxo-) i den sammensatte Stamme BALVA-VÉSEIN xaxia-, 
oldhøit. FRAWA- (hilari-) f. Ex. i Adverbiet FRAUUA- 
-LICHO hilariter, men maa sammenstilles med a) oldhøit. 
BATU- (i BATU-GELT, forudsat, at dette BATU- er 
fremkommet ved Afstumpning af en Stamme BATWA = 
oldnordisk-nyisl. BODVA-, for BADVA-, pugna-); £) oldsax. 
BALU- (f. Ex. i BALU-DÅDI-, peccatb-) af Stammen 
BALUWA (og BALOWA), for *BALWA, — oldeng. 
BEALWA-, goth. BALVA-, oldnordisk-nyisl. BOLVA-, 
må/6- (som Substantiv); jf. EHU-SKALKA-, innoxopo- 
(subst.); y) oldeng. BEALU- (af Stammen BEALWA), 
f. Ex. i BEALU-DÆDI-, peccatd-; EALU- (af Stammen 
EALWA- = oldnordisk-nyislandsk OLVA-, cerevisia-), 
f. Ex. i EALU-BENC (jf. oldnord. dl-bekkr, samt oldeng. 
meodu-beoc); d) oldfris. BALU- i BALU-MON(D) malm 
(fravdulentus) tutor. -VA-Staramer, staaende som første 
Led i oldnordisk-nyislandske Sammensætninger, bortkaste 
dette -VA, men beholde en ved V bevirket Omlyd (lige- 
som i Bøiningen af slige Stammer): oldnord. OL-BEKKR 
= oldeng. ealu-benc; nyisl. FJOR-KÅLFUR {et meget liveligt 
Barn siges at være allra mesti fjorkalfur); osv. 



II. <Jothisk-oldhøitydsk-(middelheityd8k)-oIdsaxisk-oldengelsk 
Standpunkt. 

A. Et, uden Tvivl hørligt, i Regelen til et fælles- japhe- 
tisk K svarende, H findes endnu i Udlyd (— her er dog kun 
Tale om den Udlyd, hvor en Vocal -f H slutter et Een- 



56 DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 

stavelsesord — ) i følgende gothiske Sprog — 1) Gothisk, 
som: GA-TÅIH 'nuntiavtf (Marc. 16 10 ), af Roden TIH 
(fællesjaphetisk DIK; jf. gr. JIK, lat. DIC); JAH (af *JA- 
-KA) et (conjunctio copulativa); 2) Oldhøitydsk, som: ZÉH, 
det gothiske TAIH i GA-TÅIH; JOH — goth. JAH (med Hen- 
syn til O forholder JOH sig til goth. JAH, som oldhøit. 
MOHTA forholder sig til oldhøit. MAHTA); 3) Middel- 
høitydsk undtagelsesviis, som: JOH et (DEN ARMEN JOH 
DEN RICHEN), i Overeensstemmelse med Oldhøitydsk; 
4) Oldsaxisk, som: HOH (oldhøit. ligeledes HOH) altus (jf. 
goth. Adjectivstamme HÅUHA, altb-, alta-); 5) Oldengelsk, 
som: HEÅH altus. Et saadant H i en saadan Stilling i 
de gothiske Sprog pleier ellers ikke at staae fast, men 
I) at forandres, a) til CH, nemlig: a) i Oldhøitydsk, und- 
tagelsesviis, som SLACH ictxxs (Subst.; jf. goth. Stamme 
SLAHI ictu-), GI-NUOCH satis (jf. goth. Adjectivstamme 
GA-NOHA sufficient-), HOCH (ogsaa skrevet HOHC) altus; 
f) i Middelhøitydsk, som: HOCH altus; y) i Nyhøitydsk, 
som: HOCH (d. e. HOCH) altus; 6) i Middelnedertydsk, 
som: GE-NOCH satis; e) i Middelnederlandsk, som: HOCH 
altus; £) i Nynederlandsk, som: NOCH adhuc; r[) i Old- 
frisisk, som: E-NOCH og NOCH satis, HÅCH altm; &) i 
Nyfrisisk, som: HUCH altus (Lyngby Side 9 1 3 og 18 3 ), 
SLOWCH (Lyngby Side 18 26 og32 18 ); b) til HC (see nærvæ- 
rende I, a, a); c) til G, nemlig: a) i Oldhøitydsk, som: SLAG 
ictus (Subst.), SLUOG percussit (goth. SLOH), GI-UUUAG 
(ogsaa GI-UUUACH [see a, a) — begge for GI-UUUOH) 
meminit (af Roden UUAH); (i) i Nyhøitydsk, som: SCHLAG 
icliis (Subst.), GE-NUG satis; y) i Oldsaxisk, som : SLOG percus- 
sit, GI-NOG (Gl-KUOG) sufficiens; 8) i Middelnedertydsk, som: 
SAG (og SACH, for SAH af SAHV vidit); e) i Nynedertydsk, 
som: NOG satis; Q i Nynederlandsk, som: HOOG altus; 
n) i Oldengelsk, som : GE-NOG (afvexlende med GE-NOH) 



DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 57 

sufficiens; #) i Oldfrisisk, som: SLOG = SLOCH per- 
cussit; i) i Oldnordisk-Nyislandsk, som : SLAG ictus (Subst.), 
NOG (ældre GNOG) copiosk; x) i Nyfærøisk (hvor dog et 
saadant G ikke udtales; see Hammershaimb i AnO. 1854 
Side 244 1_ 2 ), som: HOG altk; X) i Nynorsk, som: HOG 
og HAG altus; p) i Middelsvensk sjelden(?); v) i Nysvensk, 
som: HOG altus; £) i Middeldansk, som: HOG altus; 6) 
i Nydansk, som: SLAG iclixs (Subst.); d) til NG i nytydsk 
Dialectudtale af GE-NUG (satis) som GE-NUNG; e) til 
GH, a) i Nyengelsk, som: E-NOUGH (GH udtalt som FF) 
satis, HIGH (GH stumt) altus; (!) i Oldfrisisk, som: A- 
-NOEGH satis; y) i Oldnordisk, som: SLAGHectas (Subst.); 
8) i Middelsvensk, som: HOGH altk; e) i Middeldansk, 
som: HOGH altus; f) til I — efter Andre J — , ældre 
ogsaa Y, (nærmest af G eller GH), i Nydansk, som: HOl 
(HOJ, — HOY) altus, hvilket HOI (HOJ, HOY) forholder sig 
til HOG, som VEI (VEJ, VEY) forholder sig til oldnordisk- 
-nyislandsk-nynorsk VEG-; g) til C eller K, a) i Old- 
høitydsk, som SLAC ict&s (SubstJ; SLUOC percussit ; GA- 
-NOC, KI-NOC, CA-NOAC, KI-NUOC, KI-NUOK, satis; 
(i) i Middelhøitydsk, som: SLUOC percussit; y) iOldsaxisk: 
JAK, det gothiske JAH, et (jf. oldsax. NEK med goth. 
NIH); 8) i Oldfrisisk, som: SLEK ict&s (Subst.); c) i Dansk, 
i: NOK satis; h) til CK, i Svensk: DOCK tamen; i) til F, 
i Nyfrisisk: SLOWF (Lyngby § 35. Jf. den nyengelske 
Udtale af GH i E-NOUGH satis, LAUGH ridere, osv.J; 
j) til stumt H, i Nyhøitydsk, som: ZIEH, det oldhøi- 
tydske ZÉH, det gothiske TÅIH (i GATAIH); II) at bort- 
falde, a) i Oldhøitydsk, sjelden, som: HO for HOH altus; 
p) i Oldsaxisk, sjelden: JA, det gothiske JAH, et; y) i 
Middelnedertydsk, som: HO altus; 8) i Oldengelsk, som: 
HEÅ altus; e) i Oldnordisk-Nyislandsk, som: HA altk (hvor 
den udeladte Medlyd dog ikke er H, men V for H); C) i 
Nyfærøisk, som: HA altk (jf. Hammershaimb i AnO. 1854 



58 DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 

Side 294 «); y) i Middelsvensk: HAU altk fRydqvist II 
377 2»). Ved H i IAH slutter Tanum-Indskriften sig til 

I — 5. Vilde man ogsaa her holde sig strengt til det Graphis- 
ke, inaatte man sige, at den ogsaa sluttede sig til 1, j 
(Nyhøitydsk). 

B. Den gothiske conjunctio copulativa JAH synes at gjen- 
tage sig ikke alene i old- og middelhøit. JOH, oldsax. JA 
og JAK, (see her ovenfor), men ogsaa i oldeng. GE et. 
For saavidt Tanum-Indskriften bruger et copulativt Binde- 
ord IAH, stiller den sig da, ogsaa i denne Henseende, i 
Række med 1 — 5. 

X. Gothisk-oldheitydsk-middelhøitydsk-oldsaxisk-oldengelsk 
Standpunkt. 

A. De Former, der i de gothiske Sprog svare til gr. QTTA- 
TEPE2, gruppere sig paa følgende Maade, efter den for- 
skjellige Behandling af Gutturalen i hiiut Ord (i -1 i den 
græske Stamme QTrATEP, H — for GH — i den old- 
indiske Stamme DUHITAR). H f (for G, af GH) 1) for- 
bliver uforandret a) i DAUHTRJUS, gothisk ; b) i TOHTERÅ, 
TOHTRÅ, TOHTERUN,oldhøitydsk; c) i TOHTER, TOHTER, 
TOHTEREN, middelhøitydsk; d) i DOHTER, oldsaxiskf 1 ; 
e)iDOHTOR, DOHTER, DOHTRA, DOHTRU, oldengelsk; 
2) gaaer over til CH a) i TOCHTER, nyhøitydsk ; b) i DOCH- 
TER, nynedertydsk; c) i DOCHTERA, DOCHTEREN, old- 
frisisk; d) i DOCHTREN, middelnederlandsk (jf. Grimm 
gramm. I 2 693 25-28); e) i DOCHTERS, nynederlandsk; f 2 3) 
forandres til GH a) i DOUGHTERS, middelengelsk; b) i 
DAUGHTERS, nyengelsk; 4) bliver endog til F— see 'DOF- 
TYR' hos L. Diefenbach, Vergl. Worterb. der goth. Sprache 

II 616 a; 5) og til S, hvis det af Diefenbach 1. c. anførte 
•DRISTER' er paalideligt; 6) assimileres det følgende T, 
hvorpaa det derved fremkomne dobbelte T paa sine Steder, 
i Følge en særegen Lydlov, ombyttes med et enkelt, a) i 



DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 59 

DCETTR, DCETR, DÆTR, oldnordisk; b) i DÆTUR, ny- 
islandsk; c) i DOTUR, nyfærøisk (Hammershaimb i AnO. 
1854 Side 283 § 57); d) i DOTTER, nynorsk (Aasen 
Gramm. 1864 Side 148 o); e)iDYTRIR, DYDIR, DOTTIR, 
DOTTER, DOTÆR, middelsvensk; f) i DOTTRAR, nysvensk; 
g) i DOTTÆR, DOTÆR, middeldansk; h) i DOTTRE, ny- 
dansk; 7) er vocaliseret i 'DOAYTER', ny-vestfrisisk (Richt- 
hofen under DOCHTER, Diefenbach i Vgl. Wb. d. goth. 
Spr.11616'0- DOHTRIR (Tune II) er i Samklang med 1. 

f Der kan vel noppe være nogen Tvivl om , at H i Ind- eller 
Udlyd (d. e. som Slutningselement , eller som eet af conso- 
nantiske Slutningselenienter , i en Stavelse) har været horligt 
i de ældre gothiske Sprog (og havt en guttural — i visse 
Tilfælde vel en guttural-palatal — Udtale, skjondt rimeligviis 
noget svagere, end det senere CH). Det stumme H i nyere 
gothiske Sprog, f. Ex. Nyhøitydsk (som : KAHL, IHM, SOHN, 
DRAHT) og Nyengelsk (som: JOHN), maa derfor ansees for 
at være af en anden Art og kommer her ikke i Betragtning. 

f 1 I det mindste forekommer DOHTER som oldsaz. Accus. plur. 

f* I Middelnedertydsk (Grimm gramm. V 256 23) og nuværende 
Nordfrisisk i Klangsbol (K. J. Lyngby, Om nordfrisisk, Side 
10 22) har den her omhandlede Stamme DOCHTER i Singular 
— og opgiver da vistnok heller ikke i Plural sit CH. Det 
samme gjelder vel ogsaa om det i Nibøl brugelige DOCHTA 
&vyctTt]Q (Lyngby § 36 Slutning). 

B. Det til gr. AEPrAZESQAl (for FEPrAZE29Al) i 

Tilblivelsesmaade, tildeels ogsaa i Betydning, nærmest sva- 
rende Verbum i de gothiske Sprog hedder i Perfectum ind. 
sing. 1. Person 1) VAURHTA, gothisk; UUURHTA, 
UUORHTA, UUORARTA, oldhøitydsk; WORHTE, middel- 
heitydsk og oldengelsk; WARHTA, WARAHTA, old- 
saxisk; 2) ORTA, oldnordisk; ORTI, nyere oldnordisk 
og nyislandsky, samt maaskee middelsvensk (i det mindste 
forekommer ORT — see Rydqvist I 79 nederst); ORKTI 
og YRKTI, nyfærøisk (Hammershaimb i AnO. 1854 Side 
263 nederst); 3) WROCHTE, oldfrisisk og middelneder- 
landsk; WROGT, nynederlandsk; WROUGHT, nyengelsk; 



60 DE ÆLDSTE RCNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 

4) WIRKTE, nyhøitydsk; VERKADE (VERKA'E), nynorsk; 
VIRKADE, svensk; VIRKEDE, dansk. Det oldsaxiske 
WARHTA, WARAHTA minder ved sit første A i en paa- 
faldende Grad om den oprindelige Form af Roden, som 
denne foreligger t. Ex. i FAPrON (i den bekjendte Ind- 
skrift fra Elis), især naar man tillige sammenligner den 
oldsaxiske Præposition FAR (der bruges ved Siden af FOR) 
paa den ene Side med goth. FAl'R(A), paa den anden 
med oldind. PARÅ, og naar man sammenligner oldsax. 
Gen. sing. *WULBHAS (Ivxov) paa den ene Side med 
goth. VULFIS, paa den anden med det oprindelige VARKA- 
SJA. Skulde imidlertid det første A i WARHTA og 
WARAHTA være traadt i Stedet for et ældre O (af U for 
A), saa kan WO- i WORAHTO (Tune I) siges at slutte 
sig til de i Overskriften nævnte Sprog, nærmest naturligviis 
til Oldhøitydsk, Middelhøitydsk og Oldengelsk. 

f Nyislandsk ogsaa YRKTI, med den Forskjel, at YRKJA, 
YRKI, ORTI, ORTUR, betyder at digte, men YRKJA, 
YRKI, YRKTI, YRKTUR, betyder at dyrke (Jorden). 

C. Tænker man sig Hjelpevocalen (A) i WORAHTO 
(Tune I) borte, faaer man Consonantforbindelsen RHT, i 
Overeensstemmelse med Gothisk, Oldhøitydsk, Middelhøi- 
tydsk, Oldsaxisk, Oldengelsk. Jf. goth. BAlRHTS dfiog, 
oldhøitydsk- middelhøitydsk -oldsaxisk BERHT f lucidus, 
oldeng. BEORHT (BERHT, BYRHT), med nyeng. BRIGHT, 
oldnord. BJARTR, nyisl. BJARTUR, nynorsk BJART, 
svensk og ældre dansk BJERT, ældre dansk ligeledes 
BERTf 1 , osv. 

f Paa Oldhøitydsk hedder dette Ord dog som oftest PERAHT, 
PEREHT, BERAHT. BEREBT, og synes tildeels at for- 
blandes af Sprogforskere med et ligelydende Adjectiv i Be- 
tydn. arduus, ligesom oldnord. BJARTR bruges for BRATTR 
arduus (see mine Frumpartar Side 117 10-17). 

f 1 I Molbech's 'Dansk Glossarium' Art. BERT synes BÆRT i 
Ordsproget 'Saa er Barn i By bært, som det er hjemme 
lært' ikke at høre til oldnord. BJARTR, men til oldnord. 



DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 61 

BÆRR (Neutr. Nom.-Acc. sing. BÆRT) tolevabilis. Til dette 
Ordsprog vilde svare i det yngre Oldnordisk : 

Svo er barn i by bært, 

sern bat er heima lært. 

XI. Enten et gnthisk- oldsaxisk -middelnedertydsk-oldnordlsk- 

-middelsTensk - middeldansk eller et oldengelsk - nynedertydsk- 

-oldnordisk - middelsTensk Standpunkt. 

Acc. sing. af 1. Persons Stedord hedder 1) MIK (MIC), 
paa Gothisk, Oldsaxisk, Middelnedertydsk, Oldnordisk, 
Middelsvensk, Middeldansk; 2) MEK, MEC, paa Oldengelsk, 
Nynedertydsk (Gottingen, Hildesheim), Oldnordisk, Middel- 
svensk (i det mindste MÆK, brugt som Dativ; see Rydqvist 
Il 473 22 _ 23 )i; 3) MIH, paa Oldhøitydsk; 4) MICH, paa 
Iløitydsk (i alle tre Perioder); 5) MIG, paa Nyislandsk, 
Nysvensk, Nydansk; 6) MEG, paa Middelsvensk (i det 
mindste forekommer SEG; see Rydqvist II 478 i 9 _ 2ll ), Ny- 
norsk, Nyfærøisk; 7) MI, paa Oldsaxisk, Nynedertydsk 
(f. Ex. Mecklenburg, Hoya), Middelnederlandsk (Ml), Old- 
frisisk, Nyfrisisk (Hvidding Herred i Følge Lyngby); 8) 
MY, paa Nynederlandsk; 9) ME, paa Oldengelsk, Ny- 
engelsk, Nyfrisisk (Bøkking Herred i Følge Lyngby), Ny- 
norsk (Ivar Aasen: Norsk Grammatik fra 1864 Side 179:36_3s)- 
Hvis MK (Etelhem) staaer for MIK, hører det til 1; hvis 
det staaer for MEK, hører det til 2. 

f I svenske Sprogarter bruges endnu MEK (, DEK, SEK) : 
see Rydqvist IV 141 Note *. 

XII. Gothisk-høitydsk-oldsaxisk-oldnordisk. 

Den bekjendte Ordfamilie, der i vor Sprogclasse ud- 
trykker heres, hereditas, osv., har, efter R, men foran en 
umiddelbart følgende, til samme enkelte (ikke sammensatte) 
Ord hørende Vocal 1) V (i ældre Tid ogsaa skrevet U) 
— i Oldnordisk (som: ERVINGI, ERUINGI, heres), Ny- 
færøisk (jf. AR VIN hereditatem, Fær. 3 10 ), Nynorsk (ERV- 



62 DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS 8PR0GLIGE STILLING. 

ING heres), Middelsvensk (ARVI keres og AR VÆR m. he- 
reditas; men ARF n. hereditas), Middeldansk (ARUA here- 
dum; men derimod gjerne ARF hereditas). Nydansk (ARV- 
ING heres), Oldfrisisk (som: ERVA heres; derimod ERF- 
NOMA heres); Nyfrisisk (? jf. Lyngby §31), Nynederlandsk 
(som: ERVEN heredes; derimod ERF heres), Middelneder- 
landsk og Middelnedertydsk (som: ERVEN heredes); 2) FV 
(gammelt ogsaa FU) — i Svensk (som : ARFUIN, Rydqvist 
II 28 5 ; ARFVINGE heres — derimod ARF hereditas, ARF- 
ADEL, osv.); 3) F — i Oldnordisk-Nyislandsk (som: ERF- 
INGI heres), Middeldansk (som: ARFE hereditati), Old- 
engelsk (som: YRFE hereditas); 4) BH (sættes her for det 
med en Tværstreg forsynede b, der er den normale Beteg- 
nelse i nærværende Tilfælde) — i Oldsaxisk (som: ERBHI 
hereditas); 5) B — a) ikke sjelden i Oldnordisk, hvor B 
afvexler med F efter R og (det med R etymologisk og 
phonetisk beslægtede) L; jf. mine Frumpartar Side 211 — 212, 
hvortil jeg ved denne Leilighed skal tillade mig at føie 
nogle Exempler af Landnåma xar ^ojrøV, efter Anmærk- 
ningerne til Udgaven af 'Landnåmabok' isll. I 23—322 
(see Fortalen til samme Bind): Side 101 Anmærkning i og 
179 Anm. 4 ARB og ARBI af Masculin-Stammen (ARFA 
og) ARBA hereditat-, der paa Gothisk vilde hedde ARBA, 
men som der ikke bruges, da en anden Stamme (ARBJA, 
Neutrum) har overtaget dens Function. 197 4 ERBI, Nom. 
sing. af Neutral-Stammen (ERFjA og) ERBjA for (ARFjA 
og) ARBjA Arveøl, hvilken Stamme etymologisk ganske 
falder sammen med den gothiske ARBJA Arv. Er ARB i 
disse Stammer traadt i Stedet for ARBH (BH taget som 
et virkeligt B + H) i oldind. ARBHA- ('proles, natus', 
Bopp: Gloss. 1847 pag. 19), stemmer B (men ikke F) over- 
eens med Fralydens Fordringer (jf. desuden oldslav. RABU-, 
dersom B her ikke er oprindeligt). 52 2 HVARB etymol. = 
goth. WARB vandrede. 177 „ HURBU etymol. = goth. 
WAURBUN vandrede. 53 19 HVERBI af Stammen (HVERFj A 



DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 63 

og) HVERBjA for (HVARFjA og) HVARBjA; jf. de to 
næstforegaaende Ord (et gothisk WARBJA- findes ikke). 
49 8 , 209 e, 8 NARBA, Mandsnavn, af Stamme (NARFAN 
og) NARBAN. 101 n TORBU af Feminin-Stammen (TORF- 
AN og) TORBAN (jf. oldhoit. 'ZURBA, cespes, terra avulsa' 
fra 10. Aarh. — nyhøit. TORF, osv.). 44 5 , 61,, 8 , 75 4 , 
88i TORBA og TORBI, Mandsnavn, af Stamme (TORFAN 
og) TORBAN. 211 „ (^R^BR; jf. Grimm worter- 
buch ALB og ELB m. (oldn. Stamme ALFA og ALBA, 
ældre ALFA og ALBA). 78 u ÅLBTA(FIRDI) ; jf. Grimm 
worterbuch ELBISZ. 55 , (til Lin. 2 og 4 ) , 57 1 , 99 », „, m 100i 3 , 
189 9 , ULBR, KVELDULBR, (U)LBLJOTR, ULBARR, 
ULBAR, ULBARI, ULBARS; ligeledes KVELDULBS 57 , 
(.1 disse Ord er B mindre normalt end F). 55 6 , 56 1, c, 
59 4 , 68,, 88 2 , 91 3 , 97 „ 98 4 , 100 7 , w , 119 9 , 128 13 _ 14 , 
139 6 HERJOLBR, INGOLBR, LJOTOLB, RUNOLBR [for 
RUNOLBR], STEINOLBI, MOSTOLBR, POROLBR, t»OR- 
OLB, POROLBI, ORNOLBI; fremdeles 203 12 GUNNOLBSÅ. 
55 3 BJÅLBA (= BJÅLFA). 36 „ OLBUSÅ (= OLFUSÅ). 
61 1, 120 „ HÅLBR (=HÅLFR), Adjectiv og Mandsnavn; 
jf. goth. HALB-, høit. HALB. 174 , 5 SILBRI, Dat. sing. 
af Stammen (SILFRA og) SILBRA = goth. SILUBRA-, 
oldhøitydsk SILABARA- og SILIBARA- og SILBARA-, 
lithauisk SIDABRA-, osv.; b) i Oldsaxisk, hvor det blotte 
B rigtignok ikke er en correct Betegnelse for den bløde 
B-lyd, men dog en Betegnelse, der ofte forekommer, og 
som nden Tvivl vilde være bleven anseet for tilstrækkelig i 
Lapidarskrift; c) i Oldhøitydsk, som: *ARBJO, AERBIO, 
ERIBO, ERBO, heres; d— e) i Middel- og Nyhøitydsk, som: 
ERBE heres; f) i Gothisk, som: ARBJA heres; 6) P— i 
Oldhøitydsk, som: ARPEO, ERPEO, heres. Til 5 slutter 
sig, i Brugen af B, ARBINGA og ARBINGAN (Tune H). 



64 DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 

XIII. (iolbisk-oldheitydsk-middelhøHydsk-oldsaxisk-oldengelsk- 
-old frisisk. 

Det blandede, af A 4- AS (for A + JAS af A + JANS) 
dannede, Comparativsuffix OS (for ÅS), brugt som Ingre- 
diens i Dannelsen af Superlativ, behandles i de gothiske 
Sprog paa følgende Maader, for saavidt Vocalen angaaer, 
idet nemlig Consonanten holder sig uforandret heelt igjen- 
nem). 1) O er uforandret a) i Gothisk, som: ARMOSTAI 
iXeeivoratoi, LASIVOSTAIf åa&Evéataroi\ b) i Oldhøitydsk, 
som: KA-NÅDIGOSTÉ 'damraroi, LIUPOSTÉ ydmrazoi; 

c) undertiden i Middelhøitydsk, som: OBEROSTE wiaroi; 

d) i Oldsaxisk, som : WLITIGOSTA xdXhcroi. 2) O forandres 
til O a) i Oldengelsk, som LE6FOSTE yiXokcnoi; b) i Old- 
frisisk, som : HÅGOSTE vxbiatoi. 3) O (for Å) forandres til A 
a) i Oldnordisk-Nyislandsk, som: LJUFASTIR yilcoraroi; |3) i 
Middelsvensk, som: LIUVASTIR og LIUVASTER; y) i Ny- 
svensk, som: LJUFVASTE; 8) i Nynorsk, som: TRUASTE 
max or at ot ; e) i Nyfærøisk, som : SPAKASTIR rjavxctkaroi;-^ 1 . 

4) O er blevet til E a) for det meste i Middelhøitydsk, som : 
ALTESTEffa^oTaTo/; b) i Nyhøitydsk, som: SANFTESTE 
fialaxwrarni ; c) i Nyengelsk, som: SOFTEST [laXaxooTaxoi, 
HIGHEST vxfjtaroi; d) i Dansk, som: TROESTE matorwcoi. 

5) den Vocal (det E), der var traadt i Stedet for O, udelades 
a) ofte i Nyhøitydsk, som: WAHRSTE dXtj&sararot; b) 
gjennemgaaende i Middel- og Nynederlandsk, som : GROOT- 

STE fifyiotoi. Hvad nu SINGOSTER (Tune II) angaaer, 

saa hører det, ved sit O, naturligviis til 1 — 2. Med Hensyn 
til Spørgsmaalet om Qvantiteten komme derimod flere Ting 
i Betragtning. Prof. Bugge bemærker, at en af det gothiske 
Adjectiv SINEIGS 'efter almindelig Regel dannet Superlativ 
vilde lyde SINEIGOSTS' i Nom. sing., altsaa SINEIGOSTAI 
(med 0) i Nom. plural. Men for at SINEIGOSTAI kan 
blive til SINGOSTER, synes følgende Forandringer at 



DE ÆLDSTE Rr/NEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLI50 65 

niaattc indtræde. El forkortes til I ( — thi El vilde neppe 
blive synkoperet — ), for derpaa reent at forsvinde. AI 
gaaer over til E (ligesom — i dette Tilfælde — i næsten alle 
gothiske Sprog), og endelig er R tilføiet, ligesom i Oldnor- 
disk-Nyislandsk-Nyfærøisk-Middelsvensk, 'ved Indflydelse fra 
Substantivbøiningen'. At O (i SINGOSTER) midt i al denne 
Omvæltning skulde have beholdt sin fulde Oprindelighed 
(som O), synes mig (vel ikke umuligt, men dog) uantageligt, 
hvorfor jeg stiller det i qvantitativ Henseende paa lige Trin 
med det oldengelske og oldfrisiske Superlativ-O. 

f Til den gothiske Adjectivstamnie LASIVA (ih. m.; hvorom 
see Grimm, gramm. III 611 34 — 612 a) slutter sig uden Tvivl 
den oldnordiske Adjectivstamnie LOSKVA, med indskudt K. 
for at undgaae Forbindelsen SV, der i Oldnordisk er usæd- 
vanlig, undtagen i Forlyd, men som her dog ellers maatte 
indtræde, da det gothiske I i LASIVS (2 Cor. 10 10, det 
forste I i LASIVOSTAI 1 Cor. 12-22: andre Steder fore- 
kommer dette gothiske Adjectiv ikke) var ubrugeligt for Old- 
nordisk, hvad enten det nu er en Hjelpelyd (hvilket Bopp. Ygl.'-' 
III 416 10 — 417 4 , vistnok med fuld Ret antager) eller det 
har en etymologisk Berettigelse. Grunden til, at man for- 
andrede Stammen LOSVA til LOSKVA-, medens HOSVA- 
blev beholdt uforandret, synes at ligge deri, at Brugen af 
LOSKVA- egentlig har tilhørt en baade noget almindeligere 
og noget lavere Sphære. Identisk med LAS i det gothiske 
LAS-I-VA- og i det oldnordiske LOS-K-YA- er vistnok LAS 
«) i oldhoit.-oldsax. LAS-TAR, oldhoit. LAS-TIR, hoityd>k- 
-oldfris. LAS-TER, svensk-dansk LAS-T, oldn. LAS-T -R — 
LOS-T'-R, nyisl. LOS-TU-R, pravitas; 0) i oldnord. LAS- 
-MEYRR (E. Jonsson; Fritzner) ; y) i nyisl. Å-LAS, LAS- 
-LEGUR, LAS-INN, LAS-KA, (disse 4 hos Bjorn og E. 
Jonsson), samt LAS-LEIKI; osv. Maaskee staaer LAS for 
RAS (jf. oldind. Rod RAS). 

f 1 Og>aa Oldengelsk har Superlativer med A (for A af A-hl.\ N . 
som: LEOFASTE (fdroraTOi. Ligeledes med O, *om : LEO- 
1 I 9TE. Endelig (hyppigt) med E, som: LEOFESTE (jf. 
Ra>k, Grammar of the Anglo-Saxon Tongue § 128), i Over- 
eensstemmelse med Middelhoitydsk osv. (see 4). 

Aarb. t. nord. oldk. op Hist. 1669. 5 



66 DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 

XIV. Gothisk- oldheity«!sk- middeihøitydsk- oldsaxisk- oldcngelsk- 
-oldfrisisk ost. 

Oprindeligt V eller W kan følge umiddelbart paa en 
kort Vocal f. Ex. i l)Gothisk, som: TAVIDA fedt, KN1VA 
genua; 2) Oldheitydsk, som: FRAUUÉR laetus, FREUUl 
laetitia; 3) Middelhøitydsk, som: VREWE gaudeo, AHTOWE 
octo; 4) Oldsaxisk, som: SKAWON spectare, NIWI novus, 
HREWAN (jf. nyhøit. REUEN); 5) Oldengelsk, som: NIWE 
novus, GESEWEN visus (particip.); 6) Oldfrisisk, som: 
SKOWIA spectare. Hermed stemme Indskrifterne overeens 
i PRAWINGAN (Tanura), TAW1DO (Guldhornet), HLEWA- 
(ib.). 

VI. Gothisk- oldsa\isk- oldengelsk- oldnordisk- nyfærøisk- mid- 

delsrensk. 

Det pronominale Udtryk i de gothiske Sprog, der synes 
at bestaae af Stammen VI (— for *MI af *MA — som 
Betegnelse for første Person) -f- en Rest af Stammen TVA 
(to), og hvis primitive Bemærkelse er vi to (egentl. vel: jeg 
og een til, saa at der blive to), hedder 1)VIT paa Gothisk, 
Oldnordisk, Nyfærøisk, Middelsvensk; WIT paa Oldsaxisk 
og Oldengelsk; i hvilke sex Idiomer WIT og VIT har sin 
oprindelige Function som Dual-Nominativ af første Persons 
Pronomen, kun ikke giennemgaaende i Færøisk, hvor den 
duale Brug af VIT (saavel som af TIT, eg. / to) er, i Følge 
Hammershaimb (Færøisk Sproglære — i AnO. 1854 — 
§ 97, Side 302), indskrænket til 'Norderøerne og nogle 
'bygder på Østerø', medens VIT (og TIT), i Følge Samme, 
'i Stromødialekten', 'på Sandø' (og, som d«t synes, flere 
Steder), ved at fortrænge VÆR i}(U*s (og TÆR »fuSe) er 
blevet til en Plural af den i Sprogene sædvanlige Art, ni. 
en saadan, hvori Dual indeholdes; 2) VID a) i Oldnordisk, 
hvor det er Dual-Nominativ (see 1); b) i det nyislandske 
Talesprog og paa nogle Steder i Dalarne i Sverrig (Rydqvist 



DE ÆLDSTE RrNKINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 67 

I 315), hvor det overalt (d. e. baade i Dalarne og paa Is- 
land) fungerer som en Plural-Noroinativ, der indbefatter 
Dual-Nominativ; 3-4) MIT f og MID, i Oldnordisk, der 
bruger disse Former som Dual-Norainativer (see 1 og 2 a); 
5) VI og 6—8) MID, MI, MO, som Plural-Nominativer med 
Indslutning af Dual-Nominativer, i nynorske Dialekter (i 
Følge Ivar Aasen). 9) Formodentlig har Oldhøitydsk havt 
en Nominativus dualis WIZ vi to. (Ogsaa i nytydske Dia- 
lekter forekomme de kjønløse personlige Pronomina i Dual- 
Former. Om Frisisk hedder det hos Rask, Frisisk Sproglære, 
Kh. 1825, Side 50*1 de få Lævninger af det ægte oldfrisiske, 
'jeg har haft ved Hånden, forekommer ingen Totalsformer 
'til de to første Personer; uagtet det er hojst sandsynligt, 
'at de have fundet Sted her såvelsom i Oldsaksisk og An- 
'gelsaksisk ja i den nyere Nordfrisisk'. Med Hensyn til 
sidstnævnte Idiom bemærker Lyngby, Om nordfrisisk § 42 
Slutn. 'Om totalsformer findes, véd jeg ikke. Rask siger 
'§ 108' — det nysanførte Sted — 'at de findes i det nyere 
'nordfrisiske 1 ). — Hvis Bugges Gisning er rigtig, at Varnum- 
Indskriften har indeholdt WIT, saa hører den sikkert i dette 
Punkt til Afdeling 1. 
f MIT (vi to) og MER (vi alle) staae, phonetisk taget, den 
fornieentlige Grundform nærmere, end VIT (vi to) og VER 
(vi alle). Dette hidrører vistnok fra den hyppige Berøring 
med en foregaaende første Pluralperson (Frumpartar Side 212) : 
VITUM VIT og VITUM VER bliver til VITUM MIT og 
VITUM MER, samt endvidere til VITU MIT og VITU MER, 
under de samme Indflydelser, hvorunder EINUM VEGINN 
bliver til EINUM MEGIN(N), osv. ; jf. desuden Overgangen 
af VITUP IT eller VITUD IT til VITU DIT eller VITU PlT, 
og af VITUP JER eller VITUD JER til VITU DJER eller 
VITU PJER. 

XY1. tiothisk- oldhøitydsk- oldsaxisk- oldengelsk- øldfrisisk- 
-oldnordlsk- nyislandsk. 

De i de to næstforegaaende Linier berørte Idiomer taale 
H i Begyndelsen af Ord foran R, L, N. Saaledes hedder 

5* 



68 DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 

Adjectivstammen pvro paa Gothisk HRAINJA, paa Old- 
høitydsk HREINJA, paa Oldnordisk-Nyislandsk HREINjA 
(j udstødes her i Oldn.-Nyisl. overalt med Nødvendighed, saa 
at Stammen faaer Udseende af at være I1REINA), paa Old- 
saxisk HRÉNJA. Stammen cadaver- hedder paa Gothisk 
(som det synes) HRAIVA (i HRAIVA-DUBON- , tgvyov-, 
turtur-), paa Oldnordisk-Nyislandsk HRÆVA (jf. oldnord. 
HRÆVI cadaveri og HRÆVA cadaverum , samt nyisl. 
HRÆVAR-ELDUR), paa Oldengelsk HRÅWA og HRÆWA 
osv., paa Oldhøitydsk og Oldsaxisk HRÉWA, paa Oldfrisisk 
(i en forkortet Form) HRÉ- (som første Led i et Par 
Sammensætninger). Infinitiven currere hedder paa Gothisk 
HLÅUPAN, paa Oldhøitydsk HLAUFAN, paa Oldsaxisk 
HLOPAN, paa OldengelskHLEÅPAN, paa Oldfrisisk HLÅPA, 
paa Oldnordisk-Nyislandsk HLAUPA f. Til xXtveiv, lat. 
*clinare (— med hvilke i Oldnordisk Gudindenavnet HLIN 
samt Causativet HLEINA synes beslægtede; jf. Gylf. 35 
[SnE. I 116]: Hlin. Hon er sett til gæzlu yfir peira 
monnum, erFrigg vill foroa vi5 håska nokkvorum; 
pa9an af er pat orotak, at så, er forSaz, hleinir; jf. 
desuden Oldhøitydsk, Oldengelsk, osv. — ), svarer i Betyd- 
ning: gothisk HNEIVAN, oldhøitydsk-oldsaxisk-oldengelsk 
HNIGAN, oldfrisisk-oldnordisk-nyislandsk HNlGA. Hertil 
slutter sig: HLEWA-GASTIR (Guldhornet), WITADA-HA- 
LAIBAN (Tune I), HARABANAR (Varnum). Dog synes 
det klart, at de to sidstanførte Tilfælde staae paa et nyere 
Sprogtrin, hvor en uopløst Forbindelse af H med et følgende 
L eller R ikke mere taaltes. 

f Naar man i ældre Svensk (hos Stjernhjelm. See Rydqvist 
III 82) finder Forlyden HL (Hercules 452: 

Skugg utan kropp; een fyllning af vind; 
ett hl i (i in. och ett nord*blys. 
Og dertil Forklaringen, at hliimi 'ar ett dumt liud eller 
'dOn, som hOres hl i o in a efter-åt, sedan een klocka 



DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 69 

'hafver slagit'), saa er dette vel blot en graphisk Ar- 
cha'isme. 

XVII. tiolhisk- heitydsk- oldsaiisk- middeinedertydsk(!)- niddel- 

nederlandsk- oldengelsk. 

Dativ sing. af masculine Stammer paa -AN (svage 
Stammer af Hankjønnet) har i de gothiske Sprog intet Casus- 
suftix, men dannes ved, at -AN behandles paa følgende 
Maader. 1) -AN beholdes uforandret i Oldengelsk, som: 
NAMAN nomini. 2) -AN forandres til -ON i Oldsaxisk, 
som: SKIMON splendori. 3) -AN forandres til -IN i Go- 
thisk og Oldhøitydsk, som : HANIN gallo. 4) -AN forandres 
til -EN, i Middel- og Nyhøitydsk, (vistnok i Middelnedertydsk), 
samt i Middelnederlandsk, som: HASEN lepori. 5) -AN 
bliver til -A, i Oldfrisisk (HONA gallo), i Oldnordisk-Ny- 
islandsk-Nyfærøisk (RISA yiyavti), i Middelsvensk -Middel- 
dansk (ARUA heredi). 6) -AN bliver til -Æ i Middeldansk, 
som: TIMÆ tempori. 7) -AN bliver til -E, i Nynedertydsk 
(HASE lepori), i Nyengelsk (HARE — E stumt — lepori), 
i Nyfrisisk (NOME nomini; Lyngby S. 35 ts, jf. S. 52 21-22), 
i Nynorsk (ENDE fini), i Nysvensk-Nydansk (HARE lepori). 
8) -AN udelades i Nynedertydsk og Nynederlandsk, som: 

HAVS lepori. HALAIBAN (Tune I) hører til 1—4, 

for saayidt -N beholdes. 

XVIII, tiothisk- oldhøitydsk- middelheitydsk- nedertydsk- middel- 

nederlandsk- oldengelsk. 

Den Stamme, der (ligesom vistnok ogsaa den, der ligger 
til Grund for goth. VARGS, old.- og middelhøit. WARC 
— jf. nyhøit. WARGendistel, kaldet paa Engelsk cursed 
tiusth —, oldsax. WARAG, oldeng. WEARG, oldnord. 
VARGR, nyisl. VARGUR, middelsvensk VARGHER, ny- 
norsk og nysvensk VARG, osv.) svarer til den oldindiske 
VKkA (VRKA) for VARKA lupb- , begynder med 1) VU 



70 DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 

eller WU a) i Gothisk: VULFS lupus; b) i Oldhøitydsk, 
undertiden, især som første Led i sammensatte Personnavne, 
t. Ex. WULFPOLT: c) i Middelhøitydsk, undtagelsesviis : 
WULFES (for WULVES, WOLVES) Xvxov; d— h) i Old- 
saxisk - Middelnedertydsk - Nynedertydsk-Middelnederlandsk- 
-Oldengelsk: WULF Xvxog og Xvxov; 2) WO a— g) i Old- 
høitydsk (i Almindelighed; jf. 1, b), Middelhøitydsk (jf. dog 
1, c), Nyhøitydsk, Middelnederlandsk (mindre hyppigt, end 
med WU), Nynederlandsk, Nyengelskf, Oldfrisisk, som: 
WOLF Xvxog og Xvxov (i Nynederlandsk sædvanlig ogsaa Xvxq>, 
og i Nyengelsk hedder Dativ sing. naturlig kun WOLF); h) i 
Nyfrisisk: 'WOLVE' (Richthofen under WOLF; Diefenbach, 
Vgl. Wb. der goth. Spr. I 187 i); 3) U a) i Oldnordisk, 
som: ULFR Xvxog; b) i Svensk, som: ULF Xvxog osv.; 
c— d) i Nynorsk og Dansk, som: ULV Xvxog osv.; 4) [J i 
nyere Oldnordisk og Nyislandsk, som: ULF Xvxov. Til 1 
slutter sig WU i WULAF- (Istaby tre Gange). 

f At O i det engelske Ord WOLF lyder som U, er uden væ- 
sentlig Betydning her, hvor det egentlig kun kommer an paa 
Skrivemaaden. 

XIX. Gothisk- høitydsk-f middelsvensk- ursvensk i - nyfærøisk- 

- nynorsk. 

Et oprindeligt Ål gjengives i vor Sprogclasse ved føl- 
gende Lyde: 1) AI a) i Gothisk, som: VAIT — jf. gr. 
FOIAA; HLAIBA-, agto-; GAHLAIBAN-, <r W «tVf og 
avaxQatimxti-; STAINA-, Xi&o-; HAITANA-, xaXovfievo-; b) 
i ældre Oldhøitydsk (især Alemannisk og Baiersk), som: 
UUAIZ otta og otte; SCAIN (12. Aarh.), Perfectum af SCl- 
NAN splendere; HLAIBA, LAIBA, LAIP, pants, osv. (i 
Overensstemmelse med nyhøit. LAIB); STAIN, lapis; CA- 
HAIZZIT *faveU; ANTHAIZZO <devotus»; c) i en middel- 
høitydsk Dialekt, som: WAI3 olda og otte; d) i visse Ord 
i Nyhøitydsk, som: R AIN porca (confinium agrorum); SAITE 



DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 71 

ehorda; e) i Middelsvensk : see Rydqvist IV 138; f) i ny- 
svenske Sprogarter: see Rydqvist IV 141 — 142; g) paa Fær- 
øerne: saaledes Færeyinga-saga (hvis første Ord er AJN — 
d. e. A1N — unus, quidam); jf. Hammershaimb i AnO. 1854 
S. 241 g 2; li) sine Steder i Norge, hvor El nu udtales 
AI, og følgelig maa skrives AI, naar Lyden skal udtrykkes 
(Aasen: Norsk Grammatik 1864 §26); 2) El a— g) i Old- 
høitydsk (som : UUEIZ olda og olde), Middelhøitydsk (WEI3),f 2 
Nyhøitydsk (WEISZ) , Oldnordisk - Nyislandsk - Nyfærøisk 
(efter Hammershaimbs Skrivemaade) -Nynorsk (som: VEIT 
olda og olde), i hvilke 7 Idiomer El er den herskende Efter- 
kommer af det oprindelige Ål; h) i Oldsaxisk (ganske und- 
tagelsesvis), som : SKREID (THE NAKO FURDOR SKREID, 
'Der Nachen fiXrder schritt'J; i) i Middelnedertydsk (sjelden), 
som: WEIT olda og olde; j) i Nynedertydsk, som: WEITf 
olda og olde; k — 1) i Middel- og Nynederlandsk (ligeledes 
sjelden), som: LEIDEN ducere; m) i Middelsvensk : see Ryd- 
qvist IV 138 — 139; n) i nysvenske Mundarter: see Rydqvist 
IV 141 — 142; o) undtagelsesviis i nysvensk Skriftsprog, 
hvor man dog rigtignok skriver EJ (men Rydqvist bemærker 
IV 140 'Vid oforminskadt lif befinna sig an i dag ej och 
'nej , hvilka icke blifva mindre diftonger der fore 
'att de skrifvas med j'); p) ligeledes undtagelsesviis i 
dansk Bogsprog, som: NEI ; q) sjelden i Nyengelsk, som: 
THEIR, overfor oldeng. PÅRA og PÆRA, og svarende til 
et goth. *PAIZE-*pAlZO (d. e. *pA-I-ZÉ-*PA-I-ZO; jf. 
GODAIZÉ-GODAIZO); 3) IE eller JE a) i visse oldnor- 
diske Perfecta ind. sing. , nemlig foran et G, der da bort- 
falder, som: STJE (for STJEG, for STEIG, goth. STAIG); 
ligeledes VJER cessi og cessit; b) i Middelsvensk: see Ryd- 
qvist IV 142—143; 4) ÆI: see f. Ex. Rydqvist IV 138 — 
130; 5) Ål, i nysvenske Dialekter: Rydqvist IV 142 19-22; 
6) EY a) i Oldnordisk a) imellem et foregaaende V og et 
følgende K, som: VEYK (for VEIK, ogsaa VJEK) cessi og 



72 DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 

cessit, VEYKR infirmus (overfor oldhøit. UUAIH og UUEIH, 
middelhøit. og nyhøit. WEICH, oldsax. WÉK, oldeng. WÅC, 
nynorsk VEIK, middelsvensk VEKER, nysvensk VEK, ny- 
dansk VEG, osv. Om dette Adjectivs sandsynlige Sam- 
menhæng med Verbet 'VIGE', see Rydqvist I 218 3>f 4 ; 
(i) sjelden i andre Tilfælde; b) i Middelsvensk: Rydqvist 
IV 138—139; c) i Nyengelsk, sjelden, som: THEY, overfor 
oldeng. Iȁ, svarende til goth. mase. PAI; 7) EA i Ny- 
engelsk, som: WEAK infirmus (jf. 6, a, a); 8) É (skrevet 
forskjelligt i de forskjellige Sprog, f. Ex. E, É, EE, EH, 
og) gaaende under visse Forhold over til E, a) i i Oldhøi- 
tydsk, som: LÉRAN docere, SPÉH og SPE (for *SPÉW) 
spuebat; b) i Middelhøitydsk, som: LÉREN docere, VÉCH 
varius (jf. goth. filuFÅIHus. gr. nolvTlOIKilog); c) i Nyhøi- 
tydsk, som: EW1G, SEELE, LEHREN; d) i Oldsaxisk, 
som; WÉT olda og olde; e) i Middelnedertydsk, som: WÉT 
olda og olde; f) i Nynedertydsk, som: WEETf 5 olda og 
olde; g) i Middelnederlandsk, som: WÉT olda og olde; h) i 
Nynederlandsk, som: WEET olda osv.; i) i Oldfrisisk, som: 
WÉT olda og olde; LÉRA docere; j) i Oldnordisk (afvex- 
lende med El), som: VET olda og olde (jf. Frumpartar Side 
138—141); k) i Svensk, som: VET olda osv.; 1) i Dansk, 
som: VEED olda osv. f u ; 9) Æfa) i Oldengelsk, som: 
LÆRAN docere, SÆ mare, DÆL pars; b) i Oldnordisk-Ny- 
islandsk, som: HRÆ (oldeng. HRÆW, HRAW, HRÅ, osv.) 
cadaver; c) i Nyfærøisk, som: ÆVI (oldnordisk-nyisl. ÆFI, 
goth. AIVS, gr. AI&N, lat. AIVOM) vita; d) i Nynorsk, 
som: ÆVA og ÆVE (see 9, c); e) i Dansk, som: LÆRE 
docere og discere (jf. oldeng. LÆRAN, goth. LÅISJAN, 
osv.); 10) A, som i svensk LÅRA docere og discere (see 9, 
e); 11) I i Nyfrisisk: see Lyngby Side 19 22 — 204 og47i7; 
12) Åt 8 a) i Oldengelsk, som: WÅT olda og olde, FÅH 
(FAG) versicolor; b) i Oldfrisisk, som: LAVA bom relicta 



DE ÆLDSTE RINEINPSKRIFTERS SPROGLIGE STILLIM.. 73 

(goth. LÅ1B0S, oldnordisk-nyislandsk LEIFAR, osv.); c) i 
Oldnordisk-Nyislandsk, som: oldn. Mandsnavn K)RLÅKR 
(ældre K)RLAKR), nyisl. PORLAKUR, ved Siden af old- 
nord. Mandsn. l'ORLEIKR; oldnord. Mandsn. ÅLÅFR, ved 
Siden af ÅLEIFR, hvilket sidste viser sig som en ældre 
Form af samme Navn; fremdeles vistnok det oldnordisk- 
-nyisl. Verbum FAGA ornare, der vel er beslægtet med goth. 
FÅIHis (TIOJKiXog), oldhøit. FEH (VÉH), middelhøjt. VÉH, 
oldsax. FÉH, oldeng. FAH; d) i Middelsvensk: Rydqvist 
IV 142 n ; e) i nysvenske Sprogarter: Rydqvist IV 142 
ij-13; f) i nytydske Sprogarter, som: STAN lapis; 13) 
O...E, i Nyengelsk, som: ROSE surrexit, SHONE splendebat, 
STONE lapis; 14) 00, i Nyengelsk, som: -HOOD (CHILD- 
HOOD — oldeng. CILDHAD, mase), oldnord. -HEIDR (i 
SKÅLKHEIDR mase, der dog vistnok er laant — jf. det 
danske og oldfrisiske SKALKHED, oldhøit. SCALHHEIT, 
osv.), goth. HÅIDUS rgonog] 15) OA, i Nyengelsk, som: 
BROAD (jf. oldeng. BRÅD, oldnord. BRE1DR, goth. BRÅIDS, 
osv.) nXarvs (evftvg); 16) 01 a) i nysvenske Sprogarter: 
Rydqvist IV 142; b) paa Færøerne, nemlig 'i Nordstromø, 
'Østerø og Norderøerne' (Hammershaimb i AnO. 1854 Side 
241 § 2). Hvad nu Indskrifterne angaaer, saa have de AI 
i følgende Ord: -HALAIBAN (Tune I), STAINA (Tune II), 
HAITINAR (Tanum), WARAIT (Istaby. - Om PAIAR 
nedenfor). I øvrigt er det klart, at Stammen HALAIBAN 
(i den dermed ligelydende Form, Tune I) kun er en Ruin 
af den gothiske (og oldhøitydske) GAHLAIBAN. For det 
første er det oprindelig nødvendige Præfix GA bortsmuldret; 
og HALAIBAN — eller dog rettere sagt: det uforvanskede 
HLAIBAN forholder sig til GAHLAIBAN, som et PAG- 
NON(!) vilde forholde sig til COMPAGNON. For det andet 
har en Hjelpevocal A trængt sig ind imellem H og L, hvilken 
Omstændighed betegner den Opløsningstilstand, der endte 



74 DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 

med, at H maatte vige. Ogsaa WARAIT (Istaby) er en 
Svækkelse af *WRAIT, og forholder sig dertil, som WA- 
RITU (ovenfor, Side 43 «-t) forholder sig til *WRITU, eller 
som HALAIBAN forholder sig til HLAIBAN; medens 
HAITINAR (Tanum) i to Henseender staaer etymologisk 
lavere end goth. HÅITANS, nemlig ved sit I for A og ved 
sit R for S. 

f Jeg maatte her indskyde 'oldnordisk-', hvis jeg ikke i det 
Hele saae bort fra Indskrifterne med de yngre Runer. Jf. 
Thorsen's Runemindesmærker I 97, Rydqvist IV 138, ost. 

f 1 I Sprogarter. 

-j- 2 El udtaltes vistnok som det skrives (baade) i 01d(- og Middel)- 
høitydsk. 

f 3 J. Mussaeus: Versuch einer plattdeutschen Sprachlehre (1829), 
Side 57. Ed. Kriiger: Uebersicht der heutigen Plattdeutschen 
Sprache (1843), Side 40. 

f 4 EY (ogsaa skrevet osv. ; see Frumpartar 132 6-7, 133 8-9, i o) 
for El i KVEYKVA accendere kan for en Deel have sin 
Grund i det sidste V. — Som VEYK for VEIK, saaledes 
finder man VYKR for VIKR cedis og cedit. 

f 5 Ed. Kriiger: Uebersicht der heutigen Plattdeutschen Sprache, 
Side 40. 

f 6 E (osv.) for oprindeligt AI er herskende i Oldsaxisk, Svensk, 
Dansk; mere indskrænket i senere Nedertysk, Nederlandsk, 
Oldfrisisk ; bundet til visse Stillinger i Høitydsk (nemlig foran 
H, R, W, og i Udlyd); temmelig sjeldent og forbigaaende i 
Oldnordisk. 

f 7 Dette Æ er hyppigt (ved Siden af A) i Oldengelsk. I Ny- 
islandsk lyder det (som ethvert Æ overhovedet) AI , og ind- 
træder foran R og V, hvilke Consonanter saaledes her (i 
Modsætning til deres høitydske Slægtninge R og W; see f ti ) 
synes at have beskyttet den foregaaende Vocals Lyd imod 
Forandring. 

f 8 Med Hensyn til Hyppigheden af A for oprindeligt AI i Old- 
engelsk jf. + 7 . I Oldfrisisk repræsenteres det oprindelige AI 
maaskee noget sjeldnere ved A, end ved E. 



DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 75 

IX. UiliMi- høitydsk- oldsaxisk- middelnedertydsk- nederlandsk- 

-oldengelsk. 

Den gothiske Sprogclasse danner Genitiv sing. af mas- 
culine Stammer paa -AN paa følgende Maader. 1) Gothisk 
beholder det gamle Casussuftix i Form af -S , vistnok 
nærmest for -IS, og forandrer -AN til -IN-, som : HANINS 
ukexro^og (Matth. 26 75). 2) Oldhøitydsk forandrer -AN 
til -IN (men opgiver Casussuffixet, ligesom alle gothiske 
Idiomer, med Undtagelse af det Gothiske selv), som : ANGIN 
cardinis. 3) Oldsaxisk forandrer -AN til -ON, som : FROHON 
xvqiov. 4) Oldengelsk beholder -AN uforandret, som: NA- 
MAN nominis. 5) Middelhøitydsk-Nyhøitydsk-Middelneder- 
tydsk(?)-Middelnederlandsk forandrer -AN til -EN, som : HA- 
SEN leporis; ligeledes Nynederlandsk, undtagelsesviis, som: 
MENSCHEN hominis. 6) Oldfrisisk (som : HONA dléxroQoe), 
Oldnordisk -Nyislandsk (som: HANA dléxroøoi;), Nyfærøisk 
(som: RISA yiyavzog). Nynorsk -Middelsvensk -Middeldansk 
(som: TIMA temporis) forandre -AN til -A (med andre Ord: 
bortkaste -N|. 7) Middeldansk forandrer -AN til -Æ, som : 
TIMÆ temporis (med Hensyn til Middeldansk see Wimmer: 
Navneordenes bojning i ældre dansk, Side 102 — 103). 8) 
Nyfrisisk forandrer -AN til -E, som: NOME og NÅME 
nominis (Lyngby gg 39 og 67) ; jf. Nynorsk hos Ivar Aasen 
i Norsk Grammatik fra 1 864, § 162, Side 136. 9) Nysvensk- 
-Nydansk forandrer -AN til -E- og tilføier Casussnffixet (det 
stærke Casussuftix) -S, som : HARES leporis. 10) Nyengelsk 
forandrer -AN til (stumt) -E- og tilføier Genitivmærket -'S, 
som: HARE'S leporis. 11) Nynederlandsk opgiver i Regelen 
(see 5) -AN og tilføier Casussuffixet -S, som: HA ANS 

iOJnTOQog. For saavidt Bibeholdelsen af -N angaaer, 

slutter PRAWINGAN (Tanum) sig til 1—5. 

XXI. Gothisk- heitydsk- nedertydsk- nederlandsk- engelsk. 

Den gothiske Sprogclasse danner Nominativ plur. af 
masculine Stammer paa -AN paa følgende Maader. 1) Go- 



76 DE ÆLDSTE RCNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 

thisk beholder -AN uforandret 4 det gamle Casussiftix i 
Form af -S, f. Ex.: ARANS detoi (Luc. 17 37). 2) Old- 
høitydsk forandrer -AN til -UN eller -ON (men opgiver 
Casussuffixet, ligesom alle gothiske Idiomer, undtagen det 
Gothiske selvt), som: ARUN detoi, POTUN og BOTON 
nyyeXoi. 3) Oldsaxisk forandrer -AN til -ON eller -UN, 
som: BODON og BODUN dyyelot. 4) Oldengelsk beholder 
-AN uforandret, som: STEORRAN darÉQeg. 5) Middelhøi- 
tydsk, Nyhøitydsk, Middelnedertydsk(?), Nynedertydsk, Mid- 
delnederlandsk forandre -AN til -EN, »om: HASEN layy; 
ligeledes Nynederlandsk, som: HAZEN Xaycp; fremdeles, i 
enkelte Ord, Middel- og Nyengelsk, som: OXEN posg. 

6) Oldfrisisk (som: FRISA, og FRESA, + 1 Frisii), Middel- 
dansk (sjelden, som: ARUA heredes — seeWimmer: Navne- 
ordenes bojning i ældre dansk, § 60, S. 103), og tildeels 
Nynorsk (som: TIMA <aoai — see Ivar Aasen i Norsk 
Grammatik 1864 Side 137 a-s) forandre -AN til -A. 

7) Nyfrisisk (som: NOME og NAME nomina — Lyngby 
§§ 39 og 67) og tildeels Nynorsk (som: TIME ojqou — see 
Ivar Aasen i Norsk Grammatik 1864 Side 137 3-5) forandre 
-AN til -E (d. v. s.: Nyfrisisk forandrer oldfrisisk. -A for 
-AN til -E, og Nynorsk forandrer nynorsk -A for -AR til 
-E). 8) Middeldansk forandrer (-A for -AR for) -AN til 
Æ, som: GRANNÆ yefooveg. 9) Oldnordisk, Nyislandsk, 
Nyfærøisk, Nynorsk, Middelsvensk, Nysvensk forandre -AN 
til -AR (det vil egentlig sige: forandre -AN til -A- og 
føie dertil -R, saa at Bøjningen bliver A-Bøining); Exempler: 
oldnord.- nyisl.- nynorsk- middelsv.- nysv. GRANNAR 
yehoveg, nyfær. RISAR yiyavrsg. 10) Nydansk og tildeels 
Nynorsk (Ivar Aasen: Norsk Grt. 1864 Side 137 3-5) for- 
andre -AR (see 9) til -ER, som: TIMER aqai. For 

saavidt Bibeholdelse af Stammeudlyden -N angaaer, slutter 
ARBINGAN (Tune II) sig til 1-5. 

Jeg undlader saavel her, som ovenfor, under XVII og 
XX, at gaae nærmere ind paa Bøiningen af de masculine 



DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 77 

Stammer paa -AN, men tillader mig derom at henvise til 
det Følgende. 

f Nynedert. JUNGENS stemnier i Casussuffixet paafaldende 
overeens med Gothisk : men der er uden Tvivl den Forskjel, 
at medens Gothisk har beholdt sit Casussuffix , har Ny- 
nedertydsk her tilfoiet sit. 
f 1 At det til oldfris. FRISA og FRESA svarende oldnordiske 
Udtryk ikke havde I, men I. i første Stavelse, fremgaaer især 
af følgende Riim hos HallfreOr (Bkr. I 221. Fnis. I 133 og 
X 375, Fsk. 56, Flat. I 115): 

Vinhrooigr gaf vlda 

Tisl margra Frisa 

blakku brunt at drekka 

blod kveldriOu stod i. 
See i ovrigt Lyngby, Om nordfrisisk § 1. 

XXII. Gothisk - oldhoitydsk - middelhøitydsk - oldsaiisk - neder- 
landsk - oldengelsk - nyengelsk - oldfrisisk - oldnordisk - nyislandsk- 
-nyfærøisk- middelsvensk ligger en J A-Stamme til Grund for 
Bøiningen at det Verbum, hvis oprindelige gothiske Rod 
synes at være VARK. Herhen hører WORAHTO (Tune 1). 
See (her ovenfor) X, B. 

XXIII. Gothisk- oldhoitydsk- middelhøitydsk- nedertydsk- neder- 
landsk- engelsk- frisisk- oldnordisk. 

{Eram og) erat hedder 1) VAS paa Gothisk og ældste 
Oldnordisk; WAS paa Oldhoitydsk, Middelhøitydsk, Old- 
saxisk, Middelnedertydsk, Nynedertydsk, Middelnederlandsk, 
Nynederlandsk, Middelengelsk, Nyengelsk (Udtalen kommer 
her ikke i Betragtning), Oldfrisisk; 2) WÆS paa Oldengelsk; 
3) VOS paa Nyfrisisk (Lyngby Side 40); 4) VAR paa yngre 
Oldnordisk, Nyislandsk, Nyfærøisk, Nynorsk, Middel- og 
Nysvensk, Nydansk; WAR paa Nyhøitydsk og Middeldansk; 
5) VA i nynorske Dialekter ('Imperf. almindelig: VA, og 
•tildeels VAR, foran en Vocal' Ivar Aasen). For saavidt 
Bibeholdelsen af S angaaer, hører WAS (Tanum) til 1 — 3. 



78 DE ÆLDSTE RENEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 

\\1> Uthisk- (oldhøitydsk)- nedertydsk- nederlandsk- engelsk- 
-frisisk- (oldnordisk)- nyfæreisk- nynorsk- srensk- dansk. 

VR- eller WR-, som Forlyd, 1) bruges a) i Gothisk 
(VRITS xsQaia), Oldhøitydsk (egentlig kun UUREHHAN 
exsulem. See Grimm gramm. I 8 140 4 o fgg., Graff I 1130 
fgg.), Oldsaxisk (WRITAN«?n'&ere,/,Middelnedertydsk (Grimm 
gramm. I 2 463), Nynedertydsk (WREED contumax), Mid- 
delnederlandsk (WREKEN ulcisci), Nynederlandsk (WREED, 
durus, saevus), Oldengelsk (WRITAN scribere), Middelengelsk 
(WRANG prams), Nyengelsk (WRITE scribere), Oldfrisisk 
(WRITA scribere), Nyfrisisk (see Richthofen, f. Ex. under 
WROGIA), i ældste Oldnordisk (i 'vindandin forna'. See 
SnE. II 134. Jf. sst. 132, samt SnE. I 504 
Vildit frangum ofra 
▼ ågs hyrsendir ægi, 
fremdeles Grimm gramm. I 2 311 'Spuren eines altn. vr. 
'weift aber wieder die alliteration, in der edda wird véga 
•fo oft mit reidhr gebunden (ægisdr. 15. 18. 27. fåfn. 7. 17. 
'30. figrdrif. 28), dafi an der allen anftand lofenden ausfprache 
'vreidhr nicht zu zweifeln ift'-]-), Nyfæreisk (jf. t. Ex. 
Nordiske Oldskrifter XII Side 117 Vers 38 og Side 118 
Vers 48), Nynorsk (VRANG prams, VREI'E iralus), Mid- 
delsvensk (VRANGER pravus), Nysvensk (VRANG pravus), 
Dansk (VRANG pravus); b) i Middel- og Nyhøitydsk kun 
i nedertydske Ord; 2) forekommer ikke i nyere Oldnordisk 
og Nyislandsk, som: RITA scribere. Bibeholdelsen af W i 
WARITU (Varnum) og WARA1T (Istaby) berettiger nu vel 
til at stille disse Ord ved Siden af 1, eller dog nøiagtigere 
(da ingen Sandsynlighed for Laan foreligger -j- 1 ) af 1, a; men 
den indskudte Hjelpelyd (A i WAR-) viser en begyndt Op- 
løsning og sætter WARAIT og WARITU nærmest i Classe 
med oldhøitydske Former som UUURENNUN (d. e. WU- 
RENNUN for WRENNUN) 'admissarii' (8. Aarh.) og UUE- 



DE ÆLDSTE RrNEINUSKRlFTERS SPROGLIGE STILLIKG. 79 

RECHO (d. e. WERECHO for WRECHO) vltor (8. eller 9. 
AarhOf 8 . 

f Foruden til Grimra , der vistnok er den egentlige nyere Op- 
dager af det gamle VR- i Oldnordisk , skal jeg tillade mig 
at henvise til : Bugge paa forskjellige Steder i hans Udgave 
af SæraE. ; til Sv. Grundtvig i Historisk Tidsskrift, tredie 
Række, femte Bind, Side 568 — 569; og til Jessen i samme 
Tidsskr., samme Række, sjette Bind, Side 252 fgg. 

Naar man har antaget, at »Reidiverk« Sdlarljod 26 
«maa udtales Vrei(Jiverk» , saa er dette aabenbart ikke 
rigtigt. Det nævnte Digt er øiensynlig alt for ungt til at 
opvise Spor af ægte VR-, og noget Exempel paa Efter- 
ligning af den gamle 'vindand i' findes sikkerlig ikke 
i hele den islandske Literatur fra den christelige Tid. Vers- 
linien 

« Reidiverk« 
kan — ligesaa godt, som S61. la, 2 a, 3i, 4 i, 5i, 6 i 
og 3, 7 i og 3, 8 i og s, 9 i og 3 , 10 i og 3 , (det vil 
sige: 15 af 20 Steder), og saa fremdeles i det Følgende — 
nøies med 1 Riimstav, og denne er T i verk. Re id i verk 
er nemlig uægte Compositum og b(5r i Regelen, som alle 
oldnordiske uægte Composita, i Poesie skrives opløst i sine 
Hovedbestanddele, i Samklang med Versrecitationens høitidelige 
og langsomme Natur. Vil man ikke tage Hensyn hertil, men 
fastholde Skrivemaaden Reidiverk (for Reidi verk) paa 
dette Sted, skal jeg tillade mig at henvise til nogle faa 
Sammensætninger, hvor Tvivlen om Ledenes Forbindelse til 
virkelig Eenhed deels er mindre berettiget, end ved r ei Si- 
ver k, og deels aldeles uberettiget, men hvor det sidste Led 
ikke desmindre afgiver Riimstav : 
Heilags anda visur, udg. af Svbj. Egilsson, Strophe 2: 

Sn hefir einkagjdf grænkat 

gedfjøll li 6 i »Hu, 
hvor det imidlertid maaskee var rigtigere at skrive einka 
gjof (som to Ord). 
Placidus-dråpa, Egilsson's Udgave, Strophe 40: 

pottosk mildi-nætan 

ni e n n Placidus ken n a 
(jf. dog sst. Side 55). 

Porraodr kolbninarskåld (Hkr. II 375. Fnis. V 91. Oh. 1849 
Side 72. Oh. 1853 S. 222. Flat. U 364. Fdstbr. 1822 
S. 210. Fdstbr. 1852 S. 111): 



80 DE ÆLDSTE RfNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 

rekin bitu stål å Stikla(r)- 
stadum kvaddisk lid bad var. 
Liknarbraut, Egilsson's Udgave, Strophe 7: 
T i s i s æ 1 1 g j r T 1 1 u m 
Tegs bjartari ok fegri, 
hvor vOllum behandles som sidste Led i et sammensat Ord, 
i Overeensstemmelse med den nyislandske Udtale. 
Håvamål 159 6, i Bugges Udgave af SæmE. (Side 63): 

får kann osnotr svå, 
hvortil Bugge bemærker, at Riimordene ere osnotr og svå. 
Endelig (for ikke at opregne flere Steder) Solarljod selv, 
20 o og 48 i-5, Bugges Udgave S. 360 og 365: 

sinum brodurbana, 
hvor sinum viser, at brodurbana er eet Ord (derimod: 
si ns brodur bana): 
og hversu einmana 
margir fara. 
-j- 1 Trods dette Udtryk og uagtet jeg har opfort Nynorsk og 
Nyfæroisk i Overskriften , nærer jeg Tvivl om Ægtheden af 
VR- i disse Idiomer. I Norge synes det at indskrænke sig 
til nogle sydlige Egne; see Ivar Aasen saavel i Ordbogen 
(Artiklerne RANG, REI(D) adj. , RIA, REITA fem.) som i 
i Grammat. 1864 § 133 Anm., hvilket sidste Sted det hedder 
'Forlyden (vr) forekommer kun sondenfjelds (som i Tel., Bu- 
'skerud o. fl.) saaledes: Vrak, vrang, vrei(d), vri(d)e, Vrist, 
'Vrong; ellers har man kun R (rang, rengja, Rist o. s. v.) 
'ligesom i det gamle Sprog'. Og hvad Færoisk angaaer, saa 
findes det rigtignok , foruden de anførte Steder (af 'Sjuroar 
kvædi' ved Hammershaimb) — nemlig: 

tå gjOrdist hann T r e i d u r 
og grim mur og T r e i d u r vid — 
f. E. i folgende (af Hammershaimb's Udgave af 'FærOiske 
Kvæder) : 

hirdi litid um kongins Treidi (iram), NO. XX 158 

Vers 93; 
bædi af ilsku og Treidi (?Va) , NO. XX 68 Vers 

66 og 72; 
let ur i vreidi (?7å) renna, NO. XX 150 Vers 6. 
Men paa den anden Side frembyde disse Qvæder i samme 
Udgave mange Exempler paa R- for VR-: 

brå hann sinum brandi af reidi (?Vå) , NO. XII 

16 Vers 1; 
bædi af (af) illsku (ilsku) og reidi (?Vå), NO. XII 



DE ÆLDSTE RCNEUTOSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 81 

35 Vers 221, 137 Vers 67 og 70, XX 77 Vers 34, 
89 Vers 44, 103 Vers 93; 
bædi af (af) grirad og reidi (i'ra), NO. XII 136 

Vers 62 og 64, XX 80 Vers 77; 
tdk hans ord vid reidi (/rå), NO. XX 97 Vers 26; 
hann gav ikki reidi tøoJUj) ro, NO. XX 116 Vers 61; 
reidur (iratus) NO. XII 15 Vers 128, XX 101 Vers 70 

og 71, 102—103 Vers 90 og 91 og 92; 
reidir [xaoftwoi) , NO. XII 7 Vers 38 og 40, XX 96 
Vers 10 og 12; 
og saa fremdeles. Det forekommer mig sandsynligt, at VR- 
skyldes dansk Indflydelse baade i det sydlige Norge og navnlig 
paa Færøerne. Havde VR- holdt sig paa disse Øer lige fra 
den ældste nordiske Sprogperiode, vilde Nutiden neppe fole 
Trang til at fjerne V-. Noget mere tvivlsom bliver denne 
Sag imidlertid , hvis VR- bruges uden Vaklen i nogle Dia- 
lekter. 
t 8 ) Jf. dog især det latiniserede WcrRANNIO. 

XXV. Gothisk- tydsk- nederlandsk- middelengelsk- nyengelsk- 
-oldfrisisk- nordisk. 

WAS (Tanum) stemmer i sin Vocal (graphisk) med alle 
de i nærværende Undersøgelse omhandlede gothiske Idiomer, 
med Uudtagelse af Oldengelsk og Nyfrisisk. See XXIII. 

XXYI. dothisk- tydsk- nederlandsk- engelsk- frisisk- oldnordisk- 
-nyislandsk- nyfæreisk- srensk- dansk. 

Præpositionen UBAR (Varnum) stemmer, ved at have 
Udlyden R, overeens med alle i denne Afhandling berørte 
gothiske Idiomer, undtagen det nynorske, for saavidt dette 
har Formerne YVE og I VE og IVI (ligesom VA for VAR; 
see XXIII), en Afvigelse, der i -øvrigt ikke synes videre væ- 
sentlig. 

XXVII. Almeengothisk Standpunkt. 

Den Aflednings-Eudelse, der i sin Stammeform hedder 
INGA (og ENGA), haves i Gothisk (GADILIGGS dveipw*), 
Oldhøitydsk (GATALING, GATULING, GATJLING, GA- 

Aarb. f. nord. Oldk. og HUt. 1869. 6 



82 DE ÆLDSTE RCNEIND8KR1FTERS SPROGLIGE STILLING. 

TELING, cognatus osv. ; KUNINGrøry, Middelhøitydsk (sjelden 
KUNLNC rex, HELSINC laqueus), Nyhøitydsk (SCHILLING), 
Oldsaxisk (GADULING cognatus osv., KUNING rex), Mid- 
delnedertydsk (KONING rex), Nynedertydsk (LUNING passer), 
Middelnederlandsk (CONINC rex), Nynederlandsk (KONING 
rex), Oldengelsk (GÆDELING socius; CYNING, CINING, 
osv., rex), Middelengelsk (KING — for KINING — rex i), 
Nyengelsk (FARTHING quadrans), Oldfrisisk (KINING, osv., 
rex), Nyfrisisk (KONNING? rex; SKÆLLENG, hos Lyngby, 
Side 51, § U6), Oldnordisk (HÆRLNGR Mandsnavn osv.f 1 ), 
Nyislaudsk (HÆRINGUR *afperior pars lanæ»), Nyfærøisk 
(KARVINGUR »pants bis coctus*) , Nynorsk (KAVRING), 
Middelsvensk (NlMNGER, oldnord. NIDINGR), Nysvensk 
(HOFDING praefectus), Dansk (HOVDING osv.). Hermed 
stemmer nu Guldhornets HOLTINGAR. Men betragtet som 
gothisk i streng Forstand synes Suffixet INGA temmelig 
ungt; det fortjener næsten Prædicatet eftergothisk. 

f Det er bekjendt, hvorledes de gothiske Sprog svække og 
sammeudrage deres (i det daglige Liv og i Prosa) herskende 
Betegnelse for rex. Oldhøitydsk : KUNING, men ogsaa KUNIG. 
Middelhøitydsk: KUN1NC overordentlig sjelden ; KUNEC (den 
herskende Form). KUNIC , KUNC. Nyhøitydsk: KONIG. Old- 
engelsk: CYNING. CINING; men ogsaa CTNG, CING. Middel- 
og Nyengelsk: KING. Oldfrisisk: KINING, KENING, KE- 
NENG, KONING; men ogsaa KINIG, KENIG, KENEG, KO- 
NIG. Oldnordisk: KONUNGR; men ogsaa (f. Ex. i Cod. Fris.) 
KONGR (see mine Frumpartar Side 7). Nyislandsk: KONGUR 
(nyisl. KONUNGUR er optaget efter Oldsproget). Nynorsk: 
KUNGJE og KUNG. Middelsvensk: KONONGER , KO- 
NUNGER, KUNUNGER, KUNUNGUR; Nysvensk: KONUNG, 
men ogsaa KUNG (og undertiden KONG, som første Led i 
en Sammensætning). Middeldansk: KONUNG, KUNUNG, 
KUNNUNG, KONING, osv.; men ogsaa KUNÆG (og under- 
tiden KONG, som første Led i en Sammensætning). Nydansk 
KONGE (for KONG , der bruges foran et Navn). Osv. 
Grunden til denne Svækkelse og Sammendragning maa vistnok 
søges i Begrebets overordentlig hyppige Fremtræden , i For- 
bindelse med den Stilling, det til Roden og det til Suffixet 
hørende N indtage til hinanden i de mere oprindelige Former. 



DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 83 

f For saavidt HÆRINGR betyder hærukarl (Fms. XII 417, 
E. Jonsson: Oldnordisk Ordbog 266, Fritzner: Ordbog 313), 
er det afledet af Stamme HÆRjAN, Nom. sing. HÆRA, fem., 
canilies. Men HÆRINGR kan ogsaa Tære afledet af Stamme 
HARA, Nom.-Acc. sing.-plur. HAR vrinis osv. 

Følgende romanske Ord: it. ARINGA, sp. ARENQUE, 
prov. ARENC, fr. HARENG, walach. HÉRING, ere uden Tvivl, 
som Diez (Etymol. worterb. der roman, sprachen) mener, optagne 
fra de gothiske Sprog. Og det Samme gjelder da naturligviis 
om de tilsvarende middelalderlig-latinske Udtryk: HARENGA, 
HARENGIUM, HARENGUS. Men oldhøitydsk HARINC, 
middelhøit. HERINC, nyhoit. HERING, oldeng. HÆRING, 
nyeng. HERRING — mon disse Benævnelser ere en forgrenet 
Omdannelse af lat. HALEC, ALEC. HALEX, osv., som Grimm 
antager (gramm. II 350 0-7 'her-inc (halec) blaf. 71* fcheint 
'mir aus dem lat. wort entftellt')? Eller har Bosworth Ret, 
naar han , Dictionary of the Anglo-Saxon Language , 34 g, 
under HÆRING, henviser til «Icel. hæringr«? Denne Op- 
fatning stotter sig uden Tvivl til Bjorn Halld6rsson , hvis 
islandske Lexikon I 419 a indeholder følgende besynderlige 
Forklaring »Hæringr, m. c/y/>eu«, harengus, Ct ©rjolb«. Den 
af de i Fortalen til dette Lexikon (Side VIII — XI) opregnede 
Mænd , der tilføiede den danske Oversættelse , har forbigaaet 

• harengxts* (der er taget af Middelalderens Latin, hvor det, 
som anført, betyder Sild), og holdt sig udelukkende til • cly- 
peus«, hvilken Bemærkelse HÆRINGR i øvrigt, saavidt vides, 
aldrig har havt. Sandsynligviis har Bjorn skrevet eller villet 
skrive: enten clupea harengus , idet han har tænkt paa en 
bestemt Sildeart. eller clupea, harengus, idet han har tænkt 
paa Sild i Almindelighed. At han overhovedet er falden paa 
at tillægge HÆRINGR en saadan Bemærkelse, hidrører nu 
vistnok fra den stærk fremtrædende Liighed imellem HÆRINGR 
paa den ene og den ovenfor opstillede gothisk-romanske Ord- 
gruppe (oldhøit. HARINC, osv.) paa den anden Side. Skulde 
imidlertid denne Liighed, og dermed BjOrn's Combination, have 
en dybere Grund, saa har HÆRINGR, som Navn paa en 
Fisk, maaskee oprindelig været — LODNA (*salmo arclicu8»), 
der har faaet sit Navn af «det Fnug eller villi , som sidde 

• paa Sidelinien* (see N. Mohr: Forsøg til en Islandsk Natur- 
historie). 



6* 



84 DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 

mill. Oldheitydsk Standpunkt. 

A. Tegnforbindelsen AE findes i flere gothiske Idiomer. 

l)Saaledes i Engelsk forÆ, langt eller kort: oldeng. LAEG 

(= LÆG) jacui og jacuit, LAEGON (= LÆGON) eller 

LAEGUN (== LÆGUN) jacuimus og jacuistis og jacuervnt 

(see f. Ex. Grimm gramm. I 3 359); osv. 2) Dybt rodfæstet 

og betydningsfuld er Digraphen AE i Middelnederlandsk, 

hvor den træder snart i Stedet for et ældre A (d. e. Å ; 

f. Ex. i AERM brachium), snart i Stedet for et ældre Å 

(f. Ex. SWAES, etymol. = oldeng. SWÅES, SWÆS; oldfris. 

SWÉS; goth. SVÉS; old- og middelhøitydsk, oldsaxisk, 

middelnedertydsk, oldengelsk SWÅS; oldnordisk SVASS).f 

3) I Oldheitydsk forekommer AE a) for E som Omlyd af 

A; b) overfor goth. Ål for oprindeligt Ål (f. Ex. SAEO 

for *SAEW, *SAIW, goth. SÅIVS, mare; HRAE, for 

♦HRAEW, cadaver. Jf. t. Ex. oldeng. DAEL — goth. 

DÅILS; see 1); c) overfor goth. Al for I (f. Ex. AERDA, 

goth. A1RPA, rø og yipn AERDÅ, goth. AJRK)S, y?jg; 

AERDU, goth. AiRPAI, få; osv.). — Til denne sidstanførte 

Brug (3, c) slutter Istaby-Stenen sig i HAERU- overfor 

goth. HA1RU. 

t Ogsaa i Dansk bruges AE for at betegne et langt A, som: 
VAER (blive noget vaer). 

B. Den Præposition, der svarer til oldind. UPARI, skrives 
gothisk: (1) UF AR 

oldhøitydsk : (2) UB AR (4) HUBAR (5) OBAR 

(3) UPAR 

(6) UBUR 

(7) UPUR 

(8) UBIR (9) OBIR 

(10) UPIR 

(11) UBER (13)IIUBER 

(12) UPER (14)OBER 



DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 



85 



raiddelhoitydsk : 



nyhøitydsk : 

oldsaxisk: 
middelnedertydsk: 
nynedertydsk (i Følge L. 
I 99): 



middel- og nynederlandsk 
oldengelsk : 
nyengelsk: 

oldfrisisk : 



(15) UBIR (— 8) 
(17)CBER (den 
herskende Form) 

(19) UBER (=11) 

(21) UBER (— 17) 



(16) OBLR 
(18) t)BR 

(20) OBER 

(-14) 
(22) OBER 
(- 14, 20) 



nyfrisisk : 



oldnordisk 



nyislandsk 
nyfærøisk : 



(23) OBHAR 

(24) OVER 

Diefenbach: Vgl. Wb. d. goth. Spr. 

(25) OVER (== 24) (26) OWER 
(27) AVER (efter Brem. Worterb. 
den herskende Form) (28) AWER 

(29) ÅWER 

(30) OVER (= 24, 25) 

(31) OFER 

(32) OVER (= 24, 25, 30) ((33) 

med Synkope O'ER) 

(34) OVER (=< 24, 25, 30, 32) 

(35) OV1R 

(36) UR 

(37) OER (Richthofen under UR) 

(38) AUR (paa Sylt, i Følge Die- 
fenbach : Vgl. Wb. d. g. Spr. I 99) 

(39) YFIR (40) YFER (41) IFIR 

(42) IFER 
(43-46) med V for F 

(47) YFIR (- 39) t 

(48) IVUR, f. Ex. Fær. 3 t 13 n 
14 M 15 e 89 io 114 s (ligesom 
UNDUR f. Ex. Fær. 3 n); hvor- 
imod Hammershaimb skriver YVIR 
|r.= 43; - ligesom han ogsaa 
skriver UNDIR. See AnO. 1854 
Side 316) 



86 DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 

i nynorske Dialekter (i Følge Ivar Aasen): 

(49) YVE (50) IVE (51) IVI 

(52) OVER 
(53) OVER (— 24, 25, 30, 32, 
34, [men i øvrigt udtalt med aabent 
O og tildeels med Synkope af E]) 

roiddelsvensk: (54) YVIR (=-- 43) (55) IVIR 

(= 45) 
(56) OVER (— 24, 25, 30, 32, 

34, 53) 

nysvensk: (57) OFVER 

middeldansk: (58) YFLR (= 39, 47), Sk. Lov 

1, 4 (59i YVÆR (jf. 44) 
(60) OWER (jf. 24, 25, 30, 32, 
34, 53, 56) O. s. v. 

nydansk: (61) OVER (== 24, 25, 30, 32, 

34, 53, 56; jf. 60). 

UBAR (Varnum) falder sammen med en af de herskende For- 
mer (Formen 2) i Oldhøitydsk. 

f I 'Oldnordisk Formlære' § 23 (Side 5) bemærkede jeg 'Nu 
'. . . lyder' y paa Island 'i et Par Ord som u . . . , men i 
'alle andre Tilfælde som i*. Den ene af de Undtagelser, jeg 
her tænkte paa, var Verbet SPYRJA quaerere, for hvis old- 
nordiske Y i Præsensformerne den daglige Tale, i det mindste 
paa sine Steder i det nordlige Island, ikke sætter I (der 
næsten ganske lyder som dansk lukket E), men U ( — 'endnu 
'siges paa Island i fiere Bygder spurja' Bugge til Hav. 80) ; 
altsaa : SPUR quaero quaeril, SPURD quaeris, SPURDU quaere, 
SPURJA quaerere quaerunt, SPURJANDI quaerens. SPURJI 
quaeram quaerat quaerant, SPURJIR quaeras, SPURJID quae- 
ritis quaerite quaeratis, SPURJUM quaerimus quaeramiif (ogsaa 
imperativisk). (Derimod: SPIRDI quaererem quaererel, SPIR- 
DIR quaereres, SPIRDUM quaereremus, SPIRDUD quaererelis, 
SPIRDU quaererent). — Den anden Undtagelse var Præposi- 
tionen YFIR i Forbindelsen YFIR UM (f. Ex. fara yfir um 
åna gaae over Floden), der paa nogle Steder lyder UVRUM, 
eller, i en noget tydeligere Udtale, UVUR UM (det mellemste 
U beroer øiensynlig paa en Art Assimilation). 



DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 87 

C. Den Adjectiv-Stamme i de gothiske Sprog, der i 
Bemærkelse svarer til den latinske Stamme furioso, og hvis 
urgothiske Form sikkerlig har været VODA-, ligesom hos 
Ulfilas, synes, naar man seer bort fra Afledninger, kun at 
forekomme i Ord, som: goth. VODS daifiovi^ofxBvog. oldhøit. 
UUUATEN (uuvofiévoig, oldeng. WOD dai(iovt£6(Å£vog, nyeng. 
(i Dialekter) WOOD, oldn. OdR, nyisl. ODUR, middelsvensk 
Ol»ER (Rydqvist II 374 3 4),f nynorsk O equiens. Det er 
fremdelesikke usandsynligt, at Oldsaxisk har besiddet enten 
et — rigtignok afledet , men dog kort — Adjectiv WODI 
daifionxot; (daifiona&sit;). hvortil Verbet WODI AN daipovi&o&at 
(furere) i formel Henseende vilde forholde sig, som BLODIAN 
timore afficere forholder sig til BLODl timidus (der overført 
paa Oldnordisk vilde hedde *BLEYDR, medens man her 
kun har det mere oprindelige BLAUDR), eller dog snarere 
(ganske som Oldengelsk) et WOD i samme Bemærkelse, 
hvortil da WODIAN, baade i Form og Function, forholder 
sig som FORHTIAN timere forholder sig FORHT timidus. 
Dog paa Sandsynligheder kan intet bygges. Vil man derfor 
bestemme det Standpunkt, hvorpaa WODU- (i WODURIDE 
Tune I og II) befinder sig, og gaaer man ud fra, at dette 
WODU er en i Udlyden svækket Adjectiv-Stamme WODA 
(altsaa WODURIDE jm et oldnordisk-nyisl. *0DRiDI), hvilket 
jeg anseer for det naturligste (idet jeg navnlig ikke troer, 
at man af en Adjectiv-Stamme vilde have dannet en Sub- 
stantiv-Stamme, og navnlig ikke en saadan med abstract 
Bemærkelse, blot ved at ombytte Suffixet A med Suffixet 
U): saa kan man — 1) med Hensyn til selve Brugen af 
et saadant Adjectiv, i det mindste ansee den for gothisk, 
oldhøitydsk, old- og nyengelsk, oldnordisk-nyislandsk, mid- 
delsvensk, (raiddeldansk) og nynorsk. 2) Bibeholdelsen 
af V eller W er derimod gothisk, oldhøitydsk, middel- 
høitydsk (WUOT furor), nyhøitysk (WUTH furor), old- 



88 DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 

saxisk (WODIAN), nynedertydsk (WOOD furor), nyneder- 
landsk (WOEDE fvror), old- og nyengelsk. 3) Brugen 
af det enkelte og uforandrede O (— O), uden Hensyn til 
Forbindelsen med W eller V, er gothisk, og kan være old- 
høitydsk (see 7); den er fremdeles middelhøitydsk (WOTICH 
cicuta), oldsaxisk, oldengelsk, oldnordisk, nyislandsk, mid- 
delsvensk, middeldansk, nynorsk. 4) Lydsætningen — eller 
rettere: Tegnsætningen VO (= VO) eller WO (— WO), 
i denne Stamme, er gothisk, oldsaxisk, oldengelsk, middel- 
høitydsk (W0TIGE3 == nyhøit. WUTHIGES), og kan være 
oldhøitydsk (see 7). 5) Hele Tegnrækken VOD (— VOD) 
eller WOD (=-- WOD), i denne Stamme, er gothisk, old- 
saxisk, oldengelsk, og kan være oldhøitydsk (see 7). 6) 
Sammensætningsmaaden, med Svækkelse af Stammeudlyden 
A til U, er oldhøitydsk f 1 , oldsaxisk f 2 , oldnordisk f\ 7) 
WOD (i WODU-) kan paa Oldhøitydsk hedde: WUET, 
WUAT, WUOT, WOAT, WOT; endvidere kan der staae 
D for T i ethvert af disse Ord, eftersom den høitydske 
Fralyd ikke engang i Dental-Rækken var trængt fuldkomment 
igjennem. Heraf, i Forening med 6, følger, at WODU- (i 
WODURIDE) i sin Heelhed kan siges at indtage et oldhøi- 
tydsk Standpunkt. 

t Jf. middeldansk OTHYRT og OTHÆ YRT cicula (Molb. Dansk 
Glossarium II 328). Sammenl. Skarntydens middelhøitydske 
Navne: WUOTICH, WOTICH, WOETRICH, WUETRICH. 

f 1 Oldhøitydsk har væsentlig tre Grader i den ægte Sammen- 
sætning af A-Stammer med et følgende Ord. Den første og 
høieste eller ældste Grad er den hele Stammes Bibeholdelse, 
f. Ex. i: CLATAMUATAN hilarem (= hilarum). Den anden 
Grad er Svækkelse af Stammeudlyden A, f. Ex. til U. Saa- 
ledes har det Ord, der svarer til oldeng. GODWEB, oldfris. 
GO[E]DWOB, oldnord. GUDVEFR, osv., Former som 1) KO- 
TAUUEPPI, KOTAUUEBBI, GOTAUUEPPI; 2) GODUUUEBBI, 
GODUUUEPPI, GOTUUUEPPI ; 8) GOTOUUEBBI, GOTOUUEP- 
PI; 4) GOTIUUEPPI, COTIUUEPPI ; 5) GODEUUEBBI, GOTE- 
UUEBBI, GOTEUUEPPI. Ligeledes hedder f. Ex. ucrudelis* 



DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 89 

paa Oldhøitydsk 1) UUALAKIRI, UUALAGIRI ; 2) UUALUKIKI, 
UUALUGIRI; 3) UUALOKIRI, UUALOGIRI. Den tredie og 
laveste eller yngste Grad er Opgivelse af Stammeudlyden : 
FOLKUUFG (« FOLK VIG Voluspå og Hyndluljdd) pugtui; 

O. 8. V. 

■f- 8 Oldsaxisk har de samme Grader, som 01dhøityd;-k, i Maaden, 
hvorpaa Composita dannes. Exempler paa første Grad (den 
ældste Sammensætningsmaade) ere anførte ovenfor. Rækken 
ALAWALDO , ALOWALDO , ALWALDO fremstiller den 
hele Gradation, dog den mellemste Grad kun i een Afskygning 
(med O). Af det Compositum, der etymologisk svarer til 
oldhøit. HAGASTALT, HAGASTOLT. HAGUSTALT, middel- 
høit. HAGESTALT, nyhøit. HAGESTOLZ, oldeng. HÆG- 
STEALD (HAGUSTEALD, HAGOSTEALD, HÆGESTEALD. 
I de tre sidstanførte Former synes Vocalen — U, O, E — 
i anden Stavelse traadt i Stedet for et stammesluttende AN, 
i hvilket Tilfælde: HÆGESTEALD er et Compositum af 
samme Art som oldhøit. HANECHRATH (tgalliciniumo, HA- 
GOSTEALD af samme Art som oldhøit. og oldsax. HANO- 
KRÅD galli cantus, osv.) , oldn. Gen. plur. HAUKSTALDA 
og HAUKSTALLA (der synes indkomne i Oldnordisk ved 
Laan), haves baade HAGASTOLDOS (Nom. plur.), HAGA- 
STUODES (Gen. ing.), og HAGUSTALDES (Gen. sing.), 
altsaa baade første og anden Grad. Denne sidste foreligger 
alene i Instrumentalen GODUWEBBIU og GODOWEBB1U 
(oldnord. GUDVEFI; see næstforeg. Note). 

f 3 See Tidskr. for Philologi og Pædagogik 6 Række. 1865. 
Side 246 Note i. 

XXIV. Oldheitydsk-oldsaiisk. 

A. Der gives rimeligviis intet Sprog og ingen Sprogart 
paa Jorden, der ikke paa eet eller andet Punkt af sit Om- 
raad indskyder een eller anden Lyd, efter Omstændighederne 
Consonant eller Vocal, hvis eneste Function er at lette 
Udtalen, hvilket ikke er det samme, som at tilveiebringe 
eller befordre Vellyd, men dog ofte falder sammen dermed. At 
navnlig de gothiske Sprog ikke ere undtagne fra denne Regel, 
synes at fremgaae, næsten med Nødvendighed, af denne 
Sprogclasses oprindelige haarde Anlæg, der maatte gjere selv 
en ulogisk Tale ikke til en Leg, men til et Arbeide. Hvilken 



90 DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 

sparsom Anvendelse af Vocaler og hvilke Dynger af Con- 
sonanter! Det forstaaer sig — der gives flere Veie til at 
raade Bod herpaa. Man kan, som anført, indsætte en 
Hjelpelyd, eller man kan foretage Omsætning af Lyde (Me- 
tathesis), eller man kan ombytte en Lyd med en anden, 
der under de givne Forhold er nemmere at udtale, eller 
man kan bortkaste Lyde. Dette sidste Middel har endog 
Oldnordisk benyttet i et betydeligt Omfang, navnlig ved at 
udstøde V, og især J, i mangfoldige Stillinger. Man kaste 
et Blik paa følgende Exempler paa indlydende gothiske 
Consonantforbindelser, der ende med J: — BLJ, BNJ, BRJ, 
DDJ (VADDJAUS Neh. 5 ie, oldu.-nyislandsk VEGGJAR, 
parietis; TVADDJÉ, oldn.-nyisl. TVEGGJA, duorum ; jf. 
oldn. BADMR med goth. BAGMS arbor), DVJ, FLJ, FNJ, 
FSTJ, FTJ (HAFTJAN, oldn.-nyisl. HEPTA = HEFTA 
impedire; SKAFTJAN, jf. oldn.-nyisl. SKEPTA = SKEFTA 
manubrio instruere), GLJ (GA-NAGLJAN, oldn.-nyisl. 
NEGLA, #ww), GNJ (RIGNJAN, oldnord.-nyisl. RIGNA, 
pluere), GRJ (GA-LIGRJA xohy, Rom. 9 ", oldn. LEGRI), 
HNJ, HRJ, HSJ (NIUHSJAN, oldn. NYSAf; VAHSJAN, 
oldn.-nyisl. VAXA, crescere), HTJ (ANDBAHTJAN diaxovetv, 
oldn.-nyisl. EMBÆTTA), HVJ, KNJ, KTJ (i det til en 
gothisk Form forandrede latinske LECTIO), LDJ (*HAIHAL- 
DJAU, oldnord. HJELDA, tenerem), LFTRJ (HVILFTRJOM 
Luc. 7 i4), LHSNJ (FULHSNJA, Dat. sing., oldn.-nyisl. 
FYLGSNI latibulo), LLJ(FULLJAN, oldnord.-nyisl. FYLLA, 
implere), LPJ (*HULPJAU, oldn. HYLPA, auxilium ferrem), 
LTJ (VALTJAN, oldn.-nyisl. VELTA , voltere), LVJ 
(BALVJAN, jf. oldn.-nyisl. BOLVA), LZJ, LpJ (*BALI>JAN, 
oldn. BELLA — 'hvar viti menn sliku bellt vid kon- 
ti ngm an n? Eg. 62; DULpJAN ioQrdbiv. jf. isl. DYLLA?), 
MBJ (i -KUMBJAN), MMJ (-DAMMJAN (fgdaaeiv, oldn. 
DEMMA), MNJ (NAMNJAN, oldn. NEMNA, nominare), 
MPJ, MRJ og MBRJ (TIMRJAN og TIMBRJAN otxodofieiv, 



DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 91 

jf. oldn. TIMBRA), NDJ (SANDJAN, oldn.-nyisl. SENDA 
Causativ til oldn. S1NNA — Enn hverr es austr vill 
slant, hos Sighvatr), NDVJ (BANDVJAN»w'ém', oldn.-nyisl. 
BENDA; jf. isl. BANDA), NGRJ (*HUNGRJAN neivdr, 
jf. oldn.-nyisl. HUNGRA), NGVJ (»SUNGVJAU, oldu. 
SYNGVA, canerem), NKVJ (SANKVJAN , oldn.-nyisl. 
SOKKVA, ^#£«*)» NNJ(KANNJAN yvfaqi^tiv, oldn.-nyisl. 
KENNA), NSJ, NSLJ (HUNSLJAN om'vdeiv , jf. oldn. 
BUSLA), NVJ, NPJ^NANPJANto^«*, oldn.-nyisl. NENNA), 
RBJ (ARBJIS hereditatis , oldnord.-nyisl. ERFIS parenta- 
li[or]um), RDJ (HAiRDJOS noifiivtg, oldnord. HIRDAR), 
RHTJ (BAIRHTJAN yaveQoiv, oldn.-nyisl. BIRTA), RHVJ 
(-FAIRHVJAN), RMJ (VARMJAN, oldnord.-nyisl. VERMA, 
calefacere) , RNJ (GAiRNJAN cupere , jf. oldnord.-nyisl. 
GIRNA), RPJ (*VAIJRPJAU, oldnord. YRPA, jacérem; 
SKAURPJO, isl. SKORPiON), RSJ (*PAlRSJAMMA arido, 
oldnord.-nyisl. PURRUM og pURRU), RSTVJ (VAURSTVJA 
%«*?*), RTJ (AURTJA yeægyos), RVJ (ARVJO d<øQeav), 
RZJ, RPJ (VAURPJAU, oldn. YRDA , fierem) , RPRJ 
(MAURPRJAN qowetv, oldnord.-nyisl. MYRDA) , SMJ 
(K.LISMJAN dXaldCeiv), SNJ (ASNJAMf 1 mercenariis), SSJ, 
STJ (GA-PVASTJAN f ) , STRJ (*GUPBLOSTRJA 'Dei 
cvltori'), TTJ (SKATTJA xoXXvpiorrjg) , VTSJ (i det fra 
Latin optagne KAVTSJO), ZDJ (HUZDJAN), PLJ (MA|>LJA 
t XaXm\ oldnord.-nyisl. MÆL1), PNJ (ATAPNJIS tviavxov), 
PRJ (UFARHLEIPRJAI). Man lægge endvidere Mærke til 
følgende Exenipler paa indlydende Consonant i- J, med fore- 
gaaende lang Vocal : EBJ ^GEBJAU, oldnord. GÆFA, 
darem), EDJ (-DEDJAU; oldnord. -DA, -DA, TA, -A, 
f. Ex. goth. HABAI-DEDJAU = oldnord. HEF-DA haberem), 
ELJ (STELJAU, oldnord. STÆLA, furarer), ÉMJ (NÉM- 
JAU, oldnord. NÆMA, caperem), ÉNJ (VÉNJAN AdjpNr, 
oldnord.-nyisl. VÆNA) , ÉPJ (SAISLÉPJAU dormirem), 



92 DE ÆLDSTE RrNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 

ERJ (BERJAU, oldn. BÆRA, ferrem), ESJ (VÉSJAU, oldn. 
VÆRA, essem), ÉTJ (AF-ÉTJA cpdyog; jf. nyisl. og især oldn. 
AF-ÆTA), EVJ(LEVJAN izagadidoyai ; jf. oldn. LÆ, Stamme 
LÆVA), ÉI>J(HÉl\JON cubiculum Matth. 6e), OBJ (GROB- 
JAU, oldn. GRCEFA, foderem), ODJ (RODJAN, oldn. RCEDA, 
loqui), OFJ (HOFJAU, oldn. H(EFA , tollerem), OLJ 
(GOLJAN dond&oØai, oldn. GCELA), OMJ (DOMJAN, 
oldn. DCEMA, judicaré), *ONJ (*ONJAU spirarem), OPJ 
(HROPJAN clamare, oldnord. HRCEPA; VOPJAN vocare, 
oldnord. (EPA), ORJ (FORJAU, oldnord. FGERA, irem), 
*OSJ (*BAIBLOSJAU , oldnord. BLJESA, flarem), OTJ 
(GA-MOTJAN, oldnord. MCETA, occurrere), Oj>J (STOPJAU, 
oldnord. STCEDA, starem), UTJ (SUTJANA, egentl. ydiv, 
oldnord. SCETAN) , Å1BJ (DRÅIBJAN iXavvsiv osv., svarer 
til oldnord.-nyisl. DREIFA), ÅIDJ (MÅIDJAN xantjXeveir, 
oldnord. -nyisl. MEIDA), AILJ (DÅILJAN diaiQeiv, oldnord. - 
-nyisl. DEILA), ÅINJ (HRÅINJAMMA, oldn. -nyisl. HREIN- 
UM og HREINU, xa&agy), AIPJ (FAUR-VÅIPJAN l Tim. 
5 is), ÅISJ (RÅ1SJAN, oldnord.-nyisl. REISA, iyeiQeiv), 
ÅITJ (HVAITJA, oldnord.-nyisl. HVEITI, tritico), ÅIVJ 
(HNÅIVJAN xanetvovv), AIPJ (HÅII>JOS dyqoi, oldnord.- 
-nyisl. HEIDAR), ÅUBJ (GA-DÅUBJAN n<o Q oiv, oldnord.- 
-nyisl. DEYFA), ÅUDJ (US-DÅUDJANf 5 wovddtuv), ÅULJ 
(UF-BÅULJAN rt;qpow;jf. isl. BAULAf 4 ), ÅUMJ(GÅUMJAN 
OQa*, oldnord.-nyisl. GEYMA), ÅUNJ (HÅUNJAN ransivovv), 
ÅUPJ (DÅUPJAN panT&iv), ÅURJ (GÅURJAN[?j Xvmlv — 
jf. oldnord. GAURRf 5 ; KAURJAN[?] (iageh — jf. isl. Verbum 
KAURAf), AUS J (LAUS JAN, oldnord.-nyisl. LEYSA, solvere; 
HÅUSJAN, oldnord.-nyisl. HEYRA, audire; GA-DRAtS- 
JAN xaxa^dXXeiv, oldnord.-nyisl. DREYRA), *ÅUTJ (*STAI- 
STÅUTJAU percuterem) , ÅUPJ (DAUPJAN, oldnord.-nyisl. 
DEYDA, Qavatoiv), EIBJ (HLEIBJAN dmXaupdveo&ai, 
oldnord.-nyisl. HLIFA), EIDJ (FREIDJAN q>etiec&ai), EIRJ 



DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 93 

(GA-SKEIRJAN JrøMMW , oldnord.-nyisl. SKIRA og 
SKYRA), EISJ (-VEISJAN, oldnord. VISA, monstrare), 
EITJ (ID-VEITJAN oveidfaiv, oldnord.-nyisl. VITA), EIVJ 
(LEIVJAN — LÉVJAN — see ovenfor), EIKJ (BLEIMAN 
oixTeigw; jf. oldnord. Verbum BLlDA; GA-SLEIl>JAN 
Ctjfiiovv — beslægtet med oldnord. Adject. SLIDR), IUBJ 
(MUBJA, oldnord.-nyisl. PYFI, furta), IUMJ (SNIUMJAN 
onevdeiv — beslægtet mod oldnord. Adverb. SNIMMA), IUNJ 
(SILB A-SIUN JOS avronrai), IUPJ (GA-DIUPJAN, isl. DYPA, 
pa&vveiv), IURJ (RIURJAN yVeigeiv, oldnord.-nyisl. RYRA), 
IUPJ (PJUPJAN evXoyetv). Samtlige disse Lydforbindelser 
vare umulige i Oldnordisk paa Grund af J og nogle (nemlig 
NDVJ, RSTVJ, NVJ og VTSJ) tillige paa Grund af V, 
for ikke at tale om andre Afvigelser, fremkaldte især ved 
oldnordisk Stræben efter ligesom at afglatte Ordene (f. Ex. 
Assimilation baade paa Consonanternes og Vocalernes Om- 
raad). Men Oldnordisk kjender ogsaa Indkydning af en 
Vocal. Allerede i det 13de Aarhundrede begyndte man 
paa Island at indsætte U imellem et udlydende R og en 
foregaaende Consonant (der ikke var R), og Nyfærøisk viser, 
at næsten det Samme har fundet Sted paa Færøerne, dog 
med mere Hensyn til Oprindelsen, men (som det forekommer 
mig) derfor ogsaa med mindre Hensyn til Vellyden (oldnord.- 
nyisl. STOR, for STORR, magnvs, synes at lyde bedre, end 
nyfær. STORUR; osv.). At Sprogene paa Nordens Fast- 
land i Regelen indskøde en E-Lyd overfor det her omhandlede 
oldnord. -nyisl.-nyfærøiske U, er bekjendt nok (middelsvensk 
MUVÆR fur, ved Siden afpIUFRIN, Rydqvistll 38; endog 
middeldansk HUFÆR, i Skaanske Lov — Wimmer: navne- 
ordenes bojning i ældre dansk Side 16), saavel som at dette 
E har holdt sig i Verbalbøiningen (nysvensk GRIPER, ny- 
dansk GRIBER, prehendo prehendis prehendit). Som Ex. paa 
Vocalindskud i andre goth. Idiomer tjene: nyfris. HULLE F 
(lh,iidi(at)us, KULLEF vitulus, (Lyngby § 36, Side 32); 



94 DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 

oldfris. EREVA for ERVA, og EREVE for ERVE, heres; 
oldeng. WORUHTE for WORHTE fecit; middelnederl. 
WAREM calidus, BAREN infam , osv., (Grimm. gramm. 
P 280 Anm.). Men stærkest har Brugen af Hjelpelyde 
grebet om sig i Oldsaxisk og Oldhøitydsk. Exempler paa 
oldsaxiske Ord med indskudt Hjelpelyd: ALAH lemplum, 
ALAHA og ALAHE templo, goth. ALHS, oldeng. EALH og 
ALH, vaog, (jfr. Grimm worterb. I 1503 70-72); BI-FALAH 
ikke sjelden (for BI-F ALH mandavit; FALH — goth. FALH, 
oldeng. FE ALH og FEALG, oldnord. FAL, osv.), samt 
BI-FELAHAN (Infinitiv, for BI-FELHAN ; FELHAN = goth. 
FILHAN, oldeng. FELGAN, oldfris. -FELLA, oldnord. 
FELA); FERAH for FERH vitk og vitam, FERAHU for 
FERHU vita, FERAHE for FERHE /%, FERAHAS og 
FERAHES for FERHAS og FERHES piov, (jf. goth. FAIR- 
HVUS xoapog, oldeng. FEORH og FEORG vitk, oldnordisk- 
-nyisl. FJOR — Stamme FJORVA vitk); MORAGAN 
for MORGAN matulinus dies, MORAGAN-STUNDA for 
MORG AN-STUND A matutinum tempus, (jf. goth.MAtfRGlNS, 
oldeng. MORGEN og MERGEN, oldnord. MORGINN og 
MERGINN, osv.); SORAGA for SORGA curk, SORAGO N 
for SORGON (sædvanlig SORGUN) curis, SORAG0DUN 
for SORGODUN sollicito animo erant, (jf. goth. SAURGA 
Xinrj og SACRGAN fiEQifivdv^ oldeng. SORG m.m., oldnordisk - 
-nyisl. SORG, og saa fremdeles) f 7 ; WARAG (goth. -VARGS, 
oldnord. VARGR, oldeng. WEARG og WEARH og WERG, 
oldhøit. WARG [UUARCH, UUARC, UUARK]; jf. 'WAR- 
GUS sit, hoc est, expulsus\ i Lex Salica og Lex Ripuaria), 
WARAG-TREWE patibulo og cruci (oldnord. VARG-TRJE; 
jf. oldeng. WEARG-ROD og WULFHEÅFODTREO), GI- 
WARAGEAN excruciare (goth. GAVARGJAN xaraxgiveiv) ; 
HWARABHE for HWARBHE coetui (jf. oldeng. HWEARF, 
oldfris. HWARF, oldnordisk-nyisl. HVARF, goth. HVAiR- 
BAN osv.), HWARABHONDI for HWARBHONDI (goth. 



DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 95 

HVARBONDS, oldn.-nyisl. HVARFANDT , osv.) Partic. 
praes. af HWARBHON; THARABHUN og THARABHON 
for THARBHUN (Dativ plur. svarende til goth. 1>ARB0M, 
oldhøit. *DARBOM, oldeng. PEARFUM, oldnordisk-nyisl. 
PORFUM); ARAMUN for ARMUN eller ARMON (Nominativ 
plar. mase. i bestemt Form af Stamme ARMA misero-, 
gothisk-oldnordisk-nyisl. ARMA-, oldeng. EARMA-, oldfris. 
ERMA-, osv.); FINISTRE og FINISTRIU tenebris, FINISTRl 
tenebras, (thi at det andet I skulde være en Levning af A 
i en Grundstamme TAM ASTRA-, synes ikke rimeligt; jf. i 
evrigt G ri mm gramm. I 3 238 38-43 og worterb. 'FINSTER, 
tenebrosus' , samt Schleicher, Indogerm. gramm. 2te auflage 
pag. 448 15-10); GIHWERIBHIDA for GIHWERBHIDA 
amovit (jf. HWARABHE og HWARABHONDI ovenfor); 
GIHWEREBHIAN for GIHWERBH1 AN amovere, 'revolvere'; 
DEREBHIA og DEREBHI og DEREBHEUN og DERE- 
BIIEON, alle af Stammen DERBHJA audac- osv. (jf. old- 
nordisk-nyisl. Adj. DJARFA-, osv.); BEREGE for BERGE 
monti (jf. goth. BAiRGAHEI, oldeng. BEORG, oldfrisisk 
BERCH og BIRG, oldnordisk-nyisl. BJARG, osv.); THU- 
RUFTI for THURFTI, egentl. necessitates (oldnordisk-nyisl. 
l'URFTIR); SOROGON for SORGON curis (see SORAGON 
ovenfor), SOROGOT og SOROGODUN af Verbet SORGON 
(see SORAGODUN ovenfor). Exempler paa oldhøitydske 
Ord med indskudt Hjelpelyd: NÅDAL (nærmest — ikke 
for NÅDLA, men for NÅDALA) ug NÅDILA og NÅDELA, 
alle = NÅDLA acus (nyhøit. NADEL beholder den indsatte 
Vocal i Form af E; jf. derimod goth. NÉPLA, oldeng. NÆDL, 
oldfris. NÉDLE. See Bopp, Vergl. 2 § 8l7 b) , og Schleicher, 
Indogerm. gr. 2te aufl. pag. 450 13-16); UUERAH og UUE- 
RACH og UUERAHC opus, UUERAHCHES operis, UUE- 
RAHCHE ogUUERACHE og UUERECHE operi, UUERAH 
og UUERECH Nom.-Acc. plur. opera, UUERECHO opervm, 



96 DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 

jævnførte med FEPrON (oldnordisk -nyisl. VERK osv.); 
DERAPÉR azymus (nyhøit. DERBER , oldeng. 1>E0RF, 
oldnord. PJARFRf); UUER1DANT for UUERDANT fiunt 
(erunt, Graff I 982 29 og samme Exempel 989 22), UUI- 
RIDIT for UUIRDIT (ib. 989 3), UUARED for UUARD 
(ib. 990 22); HORIN og HOREN cornu cornua (Graff IV 
1036-1037), HEREHOREN < classicum' (ib. 1037), HOREN- 
BLÅSO iubicen (Graff III 238 4 ); "TERAUUUID" for 
TRAUUID for DRAUUIT minitatur (Graff V 245 30, jf. 
Grimm gramm. I 2 173 21); UURUM for UURM — WURM 
(Graff I 1044 7 ; jf. WURUMHERI Graff IV 986), sammen- 
holdt med lat. VERMIS osv.; foruden mangfoldige lignende 
(see t. Ex. Grimm gramm. I 2 141 29-41, om et) THOW-, 
P) SOW-, SUW-, y) ZOW-, ZAW-, ZIW-, ZEW-, hen- 
holdsviis for «) THW- [THOWAHIT for DWAHIT — goth. 
I>VAHII», oldeng. PWEHD, oldnordisk-nyisl. I»VÆR — 

lavat], p) SW-, y) ZW-). Med Oldhøitydsk og Old- 

saxisk stemme nu Indskrifterne ved paafaldende hyppige 
Vocalindskud, som: AFaTR HARIWULaFA (om Slutnings- 
A e « i dette Ord see nedenfor) HAHJWULaFR HAERU- 
WULaFIR WaRAIT (Istaby), WaRITU og HrtRABANAR 
(VarnumJ, WITADAHaLAIBAN og WORaHTO (Tune I). 
Med WORaHTO især jf. a) oldhøit. WORaHTOS fecisti, 
WORaHTA og WORaHT (ER) fecit, WORaHTUN fecimus 
og fecerunt, WORaHTI faceret, WORaHTIN facerent, osv.; 
b) oldsax. WARallTA fecit, WARallTUN fecerunt, GI- 
WARflHTA fecit, osv. I de citerede Steder af Indskrifterne 
er, som antydet, Hjelpelyden overalt A. Det Ovenstaaende 
viser imidlertid, at Oldhøitydsk og Oldsaxisk ere langt fra 
at anvende A udelukkende som en saadan, men at de ogsaa 
bruge andre Vocaler (saasom: I, E, U, O). Det samme er 
Tilfældet med andre Sprog af samme Æt. Saaledes (for at 
tage etParExempler af mangfoldige) i Latin: ALCUMENA for 
ALCMENA (gr. AAKMHNH), DRACHUMA for JPAXMH, 



DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 97 

TECHINA for TEXNH. Ogsaa i Indskrifterne er jeg til- 
beielig til at opfatte 1 som Hjelpevocal i HARISO (Him- 
lingheie) og ERILAR (Varnura). For at kunne forholde sig 
(just ikke til HERSIR, Stamme HERSjA, men) til (det ældre) 
HARSIR, Stamme HÅRS JA, som HERKJA forholder sig 
til HERKIR (see Bugge), maatte HARISO (bortseet fra O 
for A) hedde HARSJO. Men ikke tilfreds med at udstede 
J, for at undgaae den haarde Consonantrække RSJ, der dog 
ikke er for haard for Gothisk, synes man end ydermere at have 
villet mildne Udtalen af den tilbageblevne Medlydsforbindelse 
RS ved at indføie I i dens Midte. Og hvad ERILAR angaaer, 
saa synes det, hvis dets mellemste Selvlyd er oprindelig, 
ikke at kunne være en (i sin første Vocal modificeret f 9 ) 
Grundform for oldnordisk -nyisl. JARL, da et oprindeligt 
(eller med andre Ord: væsentligt) I vilde have beskyttet 
det foregaaende I mod at gaae over til JA og man saaledes 
maatte have et oldnordisk-nyisl. *IRL, eller dog snarere 
*IRILL, for JARL. For at ansee I i ERILAR for et Ind- 
skud, taler desuden oldeng. EORLA- og oldsax. ERLA-. 
Uagtet den sidstnævnte Stamme forekommer mangfoldige 
Gange i Héliand, har den, som det synes, ikke paa eet 
eneste Sted nogen Vocal imellem R og L, men hedder 
overalt: ERL (Nom.-Acc. sing.), ERLA og ERLE (Dat. 
sing.), ERLES (Gen. sing.), ERLOS (Nom.-Acc. plur.), 
ERLUN ogERLON (Dat. plur.), ERLO (Gen. plur.), ERL- 
(første Led i et Compositum). 

t I 'Prøver' 545 Verslinie 12 har jeg urigtigt skrevet "hnysisk" 
i Overeensstemnielse med Nyislandsk. Bugge til Havamal 
7 « gjor opmærksom herpaa og viser Sagens rette Sammen- 
hæng; men tilfoier: ' Vistnok: forekommer Ordet oftere i denne 
'Form' (neml. med !■-), *og i Sonartorrek 13: hnysumk hins j 
'ok hygg at pvi fordrer Stavrimet i Fremlyden hn\ Skjendt 
det vel er et Sporgsmaal, om alle Steder i Havamal ere ældre 
end 'Sonartorrek', kan jeg dog ikke tage denne Bemærkning 
til Indtægt. Dette Digt bestaaer nemlig af 97 'visufjordungar'. 

Aarb. f. nord. Oldk. or Hist. 1869. 7 



98 DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 

hvoraf i det mindste nogle og 60 nøies med een Bistav, og 
Histaven i 

ny sumk hins 

ok. hygg at bvi 
er aabenbart h i hins, der i Følge sin Stilling endog har 
en stærkere Accent, end f. Ex. hins i 'Kråkumål' 29: 

Fysumz hins at hætta 

heim bjoda mer di sir. 
Ogsaa 'Sonartorrek' frembyder andre Exeropler paa Demon- 
strationer (og Hjelpeord), der afgive 'Stavriim', f. Ex. : 

annarr pegn 

vi9 odræoi. 14. 

Veit ek bat sjalfr 

at i syni minum. 11. 

Sunar idgjald 

nema sjalfr al i. 16. 

sleit marr band 

min nar ættar. 7. 

sioan er minn 

å munvega. 10. 

ok mi tt afl 

mest umb s tud di. 12. 

Opt kemr mer 

man a Bjarnar. 13. 
•po hefir Mim s vinr 

mer umb fengnar. 22. 

pott ser hverr 

såttum haldi. 17. 

hat ber ek ut 

lir ©rdhofi. 5. 
Jf. endvidere 5, 9, 12, 16, 18, 20. 
f 1 Med goth. ASNEIS, oldhoit. ASNI (og ASNARIJ. oldeng. 
ESNE, oldfris. ESNA (merces). (alle anførte i Nom. sing.), 
o. s. v., kan man sammenligne oldnordisk-nyisl. Feminin OS 
(Stamme ASA), tumultas, lurbk. isl. Mase. ASI (Stamme 
ASAN) festin atio , samt nynorsk Verbum ASA. Tanken om 
Bevægelse, Virksomhed, Travlhed, eller Arbejde synes at gaae 
igjennem dem alle. Jf. endvidere goth. AS ANS (^egentlig: 
Travlhed, den travle Tid?), QfQtOfiog, Otgog. 
f 2 Jf. isl. PVESTI, samt PVESTSLYTTUM (Grettla i et Vers). 

t 3 Til de gothiske Stammer: DÅUDA (Adj. ; jf. Adv. DÅUDO), 
DAUDEIN (Subst. fem.), og DÅUDJA (Verbum), der kun fore- 
komme i Sammensætninger med US-, som : US-DÅUDS anovSaiog 



DE ÆLDSTE Kl N HMiSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 99 

(jf. US-DÅUDO anovdaitog), US-DÅUDEI onovdq, USDÅUDJAN 
anovdafetv, svarer bl. DODI languor nøie i Bemærkelse. 
Sluttende sig hertil , betyder det isl. Verbum DODNA langue- 
scere, og afviger saaledes fra goth. DÅUl'NAN mori. 

f 4 Isl. BAULA boge (svarer i Form til et goth. *BÅULON og) 
betyder vel oprindelig ligesom blæse sig op til et Brul (jf. 
det isl. Udtryk: sækja i sig ve ør id). I øvrigt findes den 
goth. Verbalstamme (BÅULJA og) BÅULI kun 2 Tim. 3 * i 
UF-BÅULIDAI 'opblæste. 

f 6 GAURR er da vel egentlig en trist, mark, uvenlig, uhygge- 
lig Person. Eller er GAURR oprindelig en Fattig? I al 
Fald staaer det vistnok i Forbindelse paa den ene Side med 
oldhoit. 'GORAG' pauper, middelhoit. 'GOREC niiser, paa den 
anden Side med goth. GAURS (axvVgcwnoi;, Xvxovfievog) og 
dettes Afledninger. Ogsaa oldhøitydsk-oldengelsk-oldnordisk- 
-nyislandsk - nynorsk - middelsvensk - middeldansk GOR, nysvensk 
GORR , nyengelsk GORE, horer uden Tvivl herhen. Fattig- 
dom , Ureenlighed og Kummer følges ad. Hvad goth. GAUR- 
JAN angaaer. saa kan man ikke vide, om det er = GAUR- 
JAN , eller = GÅURJAN , med andre Ord : om det svarer 
til oldnord. GYRJA eller til et oldnordisk *GEYRA, da man 
finder — hverken GAURJ1S (d. e. GAURJIS) eller GAUREIS 
(d. e. GAUREIS) hmutt og hverken GAURJll* (d. e. GAUR- 
Jll») eller GAURElP (d. e. GÅUREIP) Xvnet og Xvntixe. 

f 6 Det intransitive isl. Verbum KAURA betyder knuge (egentlig 
r»be Tyngde?). At opfatte goth. KAURJAN som KÅUR- 
JAN, er for Resten vistnok meget betænkeligt, saalænge 
man ikke har andre Exempler paa Sammenblanding af A- 
-Rækken med U-Rækken. 

f Skulde goth. SAURGA, osv., ikke — trods oldhoit. SUORG- 
og SUUORG- hos visse Forfattere — være beslægtet med 
oldnord. SAURR, isl. SORI, lat. SORDES, osv.? Som be- 
kjendt, bruges SORDES om JSnrgtdragt og Sorg, og sam- 
menstilles med squalor, luctus, lamenta, lacrimae. 

f 8 Dette oldnordiske Ord er ikke anført i Grimm's deutsches 
wOrterbuch under DERB. 

f (ERj'LAR, d. e.) ERLAR staaer i samme Forhold til et 
♦JARLAR, som f. Ex. BERG og FELL og SPELD respective 
til BJARG og FJALL og SPJALD. 

B. Tilsyneladende stemmer SALI- (Berga) ganske 
overeens med oldhøit. SALI- (i SALI-GAST og SALI-HUS). 
Men SAL hviler i Oldhøitydsk paa en Stamme SALA 

7* 



100 DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 

(Neutrum), hvortil det nævnte oldhøitydske SALI- synes at 
forholde sig som oldhøit. SPILI- (f. Ex. i SPILI-GERNEM 
'lascivis', ved Siden af SPILO-G. ; SP1LI-HUS — ved Siden 
af SPILA-HUS, SPILO-HUS, SPILE-HUS, SPIL-HUS - 
theatrum; SPILI-MAN — ved Siden af SPILA-M., SPILO-M., 
SPILE-M. , SPIL-M. — histrio) forholder sig til oldhøit. 
SPIL.A-, og saa fremdeles. Bugge antager en Stamme 
SALI paa Berga-Stenen. I saa Fald var Compositionsfor- 
holdet som i Gothisk (f. Ex. MATI-BALG nyoav) og Old- 
høitydsk (SKRITI-MEZ, 'passus', Subst.; SLEGI-PRÅ palpe- 
brk). SALI- (Berga) kan dog ogsaa være at henføre til en 
Stamme SALJA, i Samklang med Oldsaxisk og Oldengelsk, 
og Sammensætningsmaaden bliver da oldhøitydsk (see f. Ex. 
KÅSI- , af Stamme KÅSJA caseo- , etymologisk = isl. 
KÆSjA-, Nom. sing. KÆSIR) og oldsaxisk (see f. Ex. 
SELI-HUS). 

XXX. Høitydsk Standpunkt. 

Den i de gothiske Sprog herskende Betegnelse for 
corvus er 
1) gothisk ubekjendt. Høitydsk B (der i Oldhøitydsk ofte 
ombyttes med P) viser i øvrigt heelt i gjennem tilbage 
til gothisk B (undtagen hvor dette skulde staae enten 
som Udlyd eller umiddelbart foran udlydende S — i 
hvilke Tilfælde B sædvanlig gaaer over til F i Gothisk). 
Man sammenligne saaledes — med Hensyn til B efter 
en Vocal — de nyhøitydske Ord: Præp. og Adv. AB 
og ABE ('wasserstrom der abestiirzt' Gothe; 
middelhøit. ABE, oldhøit. ABA osv.), DIEBE xXmrai, 
EB(E)NEM piano, GEBEN dåre, GIEBEL fastigio, 
GRABEN fodére, HABEN habere , LAIBE uqtov<;, 
LAUBES folii, LEBEN vivere, LIEBEN carum, BE- 
RAUBTE (oldhøit. BIRAUBODA, som i Gothisk, osv.) 
spoliavi, SLEBEN septem, SCHABEN radere, SCHLEBEN 



DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 101 

pellere, STÅBEN baculis, STAUB pulverem, TAUBEN 
columbarum, TAUBES mutum, TREIBEN pellunt, TRC- 
BEND(ER) Taoaddow, t)BEL og CBLER må/t«, med 
de tilsvarende gothiske: ABU (d. e. AF + U), HUBOS 
(Matth. 6 i», 20), IBNAMMA (Luc. 6 17), GIBAN 
(Marc. 5 .3), GIBLIN (Nom. sing. *GIBLA), GRABAN 
(Luc. 16 3), HABAN (Marc. 3 is), HLAIBANS (Marc. 
2 ••), LÅUBOS ((pvXXa Marc. 13 is; jf. oldhøit. LAUBIR 
(pvXXa), LIBAN (Joh. 6 63), LIUBANA (Marc. 12 e), 
BIRÅUBODA (2 Cor. 11 «), SIBUN, SK AB AN (see 
1 Cor. 11 s-e), *SKIUBAN (jf. afskiubandans ånto- 
oupevot 1 Tim. 1 19), STABIM ørerøfo?, STUBJU, 
-DUBONO, DÅUBATA neiuoQUftévov , DREIBAND, 
DROBJANDS (Gal. 5 10), UBILS (Matth. 7 1 s aan Q 6g); 
ligeledes de oldhøitydske Ord: HAUBIT caput, IBU si, 
Å-LEIBÅ reliquiae, LIBTA pepercit, OBISA vestibulum, 
SIBBA affinitatem, SUEBAL (samt SUEBEL, SUEBIL, 
SUUEBUL) sulfur, med de gothiske: HÅUBIl\ IBA, 
LAIBOS, HLEIBIDA dvxelapeto, UBIZVA (ubizvai 
aron Joh. 10 23 — jf. oldnord. UPS, d. e. UFS. See 
L. Diefenbach, Vgl. Wb. d. goth. Spr. I 105- 106), 
SIBJA (sunivé s., vioGeot'uv, Gal. 4 3), SVIBLS (Dativ 
SVIBLA Luc. 17 2t>). Selv høitydsk F svarer under- 
tiden .til gothisk B; saaledes nyhøit. SCHWEFEL 
(ogsaa SCHWEBEL) sul fur, (BE)DURFEN (oldhøit. 
THURFUN) egemus (ved Siden af DARBEN), nyhøit. 
ZWOLF duodecim , til goth. SVIBLS (see ovenfor), 
I>Al'RBUM (Marc. 14 « 3), TVALIBÉ (Genitiv; oldhøit. 
ZUELFO); jf. endvidere nyhøit. SCHWEIFEN errare 
med goth. SVEIBAN (f. Ex. i: unsveibands ov 
navopevog, Eph. 1 1 e). Med Hensyn til hele den ud- 
lydende Consonantrække vilde et gothisk *HRABNS 
corvus forholde sig til oldhøit. HRABAN, middelhøit. 
RÅBEN, som goth. IBNS aequus forholder sig til oldhøit. 



102 DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 

EBAN, nyhøit. EBEN, eller som goth. TVEIFLS du- 
bitatio forholder sig til oldhøit. ZUUIFAL, nyhøit. ZWEI- 
FEL (osv. — da det samme Forhold gjentager sig i mange 
andre Ord). 

2) oldhøitydsk: HRABAN, RABAN, RAUAN (d. e. RA- 
VAN), RABO, RABBO, HRAM, RAM. See Graff IV 
114C)— 1147. 

3) middelhøitydsk: RÅBEN, RÅBE, RAB, (HRAB endnu 
i et Manuscript fra 1470), RAM (Genitiv sg. rammes), 
RAPPE, RAPP. Ogsaa et Feminin RAME forekommer; 
jf. Nynederlandsk. 

4) nyhøitydsk: RÅBE (see Grimm gramm. I- 704). 

5) oldsaxisk: HRABHAN? 

6 — 8) middelnedertydsk, middelnederlandsk, nyengelsk 

RÅVEN. 
9) nynedertydsk : RAVE. 

10) nynederlandsk: RAAF og RAVE — Feminin, ligesom 
middelhøitydsk RAME. 

11) oldengelsk: HRÆFN, HRÆFEN, HREFN, HREFEN, 
HRÆM (Genit. sg. bræmmes), HREM (Genit.sg.hremmes), 
REMN. 

12) oldnordisk: HRAFN, RAFN, HRAMN, RAMN. 

13) nyislandsk: HRAFN f. 

14) nyfærøisk: RAVNUR (AnO. 1854 Side 273 ir). 

15) nynorsk: RAMN (jf. 

/feiddi rongum studdan 

ramn pjoStraoar glamma, 
Leidarvisan 16, i Følge S. Egilsson's utvivlsomt rigtige 
Rettelse). 

16) middelsvensk: RAFN, RAMN, RAMPN, RAM. Ryd- 
qvist III 153. 

17) dansk: RAVN. 

I HAR AB AN AR (Varnum) er saaledes Brugen af B 
høitydsk (og maaskee gothisk). Det paa B umiddelbart 
følgende A er alene oldhøitydsk (med mindre det tillige har 



DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 103 

været oldsaxisk; see 5). Tilstedeværelsen af en Vocal over- 
hovedet paa denne Plads er egen for «den gjermaniske 
Stamme«. 

f At dette Ord udtales HR.ABN, kommer her ikke i Betragtning. 
Foran N, foran L og foran D* lyder nyisl. F i det Hele som 
(et haardt eller dobbelt) B; altsaa udtales f. Ex. AFL (= 
oldcng. AB AL) vires og LIFDI (— goth. LIBAIDA, oldhoit. 
LIB1TI og LEBETI, nyhøit. LEBTE, osv.) vixit som ABL og 
L1BDI. Til denne nyisl. Udtale af F foran de nævnte Con- 
sonanter svarer i Oldnordisk P (see mine Frumpartar Side 
101 — 102, samt AnO. 1858 Side 128 Note s) og foran N 
oftere M (see HRAMN Og RAMN ovenfor, Side 102 Nr. 12). 

XIII. Oldhøitydsk-middelhøitydsk-oldengelsk 
er Lydforbindelsen WOR- i WORAHTO (Tune I); see X, I 
(her ovenfor). 

XXXII. (Oldhøitydsk)-oldsaxisk-oldengelsk Standpunkt. 

De Maader, hvorpaa de gathiske Sprog danne Genit. 
sing. af masculine Stammer paa -AN, ere omtalte ovenfor 
(XX) i Almindelighed. Men nogle af disse Sprog frembyde 
Afvigelser, som jeg troer at burde fremhæve. 

Substantiviske Masculin-Stammer paa -AN have i Qld- 
høitydsk ikke alene følgende af Grimm (gramm. I* 624; cf. 
ib. pag. 819—820, Anm. 6) opstillede Bøininger: 



Sing. 


Nominativ 




-O 








■ 


Accusativ 


-UN 


-ON 






-EN 


i 


Dativ 








-IN 


-EN 


o 


Genitiv 








-IN 


-EN 


Plur. 


Nominativ 


-UN 


-ON 






-EN 


» 


Accusativ 
Dativ 


-UN 


-ON 






-EN 


• 


-"om ^ 


ON 




» 


Genitiv 




-ONO - 


ON; 







') Overfor Skriftsprogets FD stiller Talesproget paa sine Steder 
(ikke BD, men) VD, d. e. den sædvanlige blode Udtale af 
F i Ind- og Udlyd -+- den haarde dentale Media. 



104 DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 



men der forekommer 


desuden: ' 






Sg. Nom. 


-A, 


-I, -E 


, samt ganske 


uden Themaets 


-AN 


• Acc. 




-AN 




-IN 




i Dat. 




-AN 


-UN 


-ON 




» Gen. 




-AN 


-UN 


-ON 




PI. Nom. 




-AN 




-IN 




» Acc. 
» Dat. 
» Gen. 




(-AN) 
-AN 
-ANO 


-UN 
^UNO~-UN 


-IN 
-IN 
-ONA 


-EN 

-ENf. 



Man finder saaledes: 

1) Nom. sing.: GALGA patibulum (7. Aarh.), PRUNNA 
fons (7.-9. Aarh.), ORDOFRUMA (for ORTFRUMA) 
auctor (8. Aarh.), UUASMA fertilitas (8. Aarh.), SCOLA 
og SCHOLA debitor, AMSTRA »gurgulio*, KEUERA 
bruchus, HIFFA tribulus (10. Aarh.), GUOMA 'palatus' 
(11. Aarh.), HACCA 'uncinus' (11. Aarh.), CHERNA 
og CERNA nucleus (11. og 12. Aarh.), SKIRNA scurra, 
-TRAGA (i GOLTTRAGA mnnularis«), -TAGA (f. 
Ex. i [NACHOTJ-TAGA «nudilas» — endnu i det 12. 
Aarh.), og flere, ved Siden af GALGO, PRUNNO 
(BRUNNO), ORTFRUMO, UUASMO (for UUAHSMO, 
UUAHS AMO), SCOLO, HAM1STRO, KEUERO, HIUFFO 
(og HIUFO), GUOMO, HACCO, CHERNO, SKIRNO, 
-TRAGO (i 'GOLTRAGO' = GOLTTRAGA), -TAGO 
(som en Art Afledningsendelse; f. Ex. i 'SIECHETAGON' 
morbum; jf. -DAGI i Oldnordisk, hvor *SJUKDAGI vilde 
svare nøie til oldheit. SIUHTAGO), osv.; 

2) Accusativ sing.: NAMAN og NOMAN nomen, BRUN- 
NAN og PRUNNAN fontem (9. Aarh.), CHOLBAN 
clavam, IRRIDAN f off , endiculum\ GIDINGAN pactum 
(10. Aarh.), RATAN og RADAN <>zizania*, UUILLAN 
voluntatem (11. Aarh.), ved Siden af NAMUN (osv.), 
BRUNNON (osv.), CHOLBUN (osv.), IRRADUN (samt 
IRRIDON osv.), GEDINGUN, RATUN (osv.), UUILLUN 
(for UUILLIUN, osv.); 



DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 105 

3) Dativ sing. : NAMAN nomini (9. Arh.), CHOLBAN thyrso, 
ARAN aquilae (12. Aarh.) , ved Siden af NAMIN, 
CHOLPIN, osv.; 

4) Genitiv sing.: RATAN lolii (10. Aarh.), ARAN aquilae 
(12. Aarh.); 

5) Nominativ plur. : RAUAN tigna (11. Aarh.); 

6) Accusativ plur.: maaskeef 1 KUOCHAN »tortas» (= 
placentas, liba); 

7) Dativ plur.: ARAN aquilis (12. Aarh.); 

8) Genitiv plur.: RATGEPANO 'satellitum" (10. Aarh.) 
— jf. UUILONA spirituum (11. Aarh.). 

Ogsaa Oldsaxisk danner Genitiv sing. af substantiviske 
Masculin- Stammer paa -AN deels ved at forandre dette 
-AN til -ON eller -EN og deels ved at beholde -AN ufor- 
andret. Det hedder herom hos Moritz Heyne i Udgaven af 
'Héliand' (Paderborn, 1866), Glossar, pag. 257, under 'lik- 
-hamo' corpus: 'dat. lik-hamon (Codd. Ofters -haman, -hamen, 
l wie beim gen.)\ Af Fortalen VII 44 — VIII o fremgaaer, 
at Heyne, for saavidt den ene af de to Codices, nemlig 
Codex Monacensis, angaaer, holder A for G i den svage 
Declinations Endelser for at være indkommet fra Skriverens 
Mundart. Men da han nysanførte Sted (pag. 257 under 
Mik-ha mo') henviser til begge Codices; da der endvidere 
i Glossaret (pag. 277 under 'namo' nomen og pag. 220 
under 'herta' cor) forekomme følgende Steder: 'dat. namon 
'(beide Codd. auch naman, namen)' og 'dat. herton (beide 
'Codd. auch hertan, herten)'; da endelig Oldsaxisk (ligesom 
Oldhøitydsk, Middelhøitydsk, Middelnederlandsk, Oldengelsk, 
Oldfrisisk, osv., samt — naturligviis bortseet fra de med 
den postpositive Artikel forsynede Substantiver — Old- 
nordisk -Nyislandsk , Nyfærøisk , Middelsvensk, Middel- 
dansk), i Singular af Stammer paa -AN, sammensmelter 
Genitiv med Dativ: saa maa ogsaa det ægte Oldsaxisk 
(dette samtidige Mellemled imellem Oldhøitydsk og Oldengelsk) 
antages at have besiddet 'svage' masculine (de neutrale 



106 DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 

vedkomme os ikke her) Singular-Genitiver paa -AN. Af 
saadanne har jeg i Heyne's Noter til nysnævnte Udgave lagt 
Mærke til følgende : ALWALDAN dei omnipotentis (til Vers) 
251; BRUNNAN fontis 1967, 3915; FROHAN domini 1077, 
1094, 1669; HÉRRAN domini 1093, 1171; WILLEAN 
voluntatis (osv.) 1962, 3504, 3769, 3796, 3899, 4160, 5063; 
af hvilke ALWALDAN henføres til Codex Cottonianus, men 
de øvrige til Codex Monacensis. 

Hvad oldengelske Masculin-Stammer paa -AN angaaer, 
da synes de vel hist og her at frembyde afvigende Bøininger. 
Saaledes hos Grein — Dativ sing. : GUMUM homini Beowulf 
2821 (Bibliothek der angelsåchsischen Poesie I 331 — hvis 
GUMUI ikke her er en Skrivfeil, fremkaldt ved det følgende 
UNFRODIM), GEWUNON mori (Sprachschatz der angel- 
såchsischen Dichter I 487 s , efter de af Thomas Wright 
udgivne Glosser); Instrumental plural: SIMON vinculis 
Cædmons Genesis 765 (Bibi. I 22); Genitiv plural: WÆR- 
LOGONA hominum foedifragorum Cædmons Genesis 2409 
(Bibi. I 63), WIGONA bellatorum Elene 344 (Bibi. II 113), 
YMBHOGONA curarum Ælfreds Metra 16 6 (Bibi. II 313). 
Desuden anfører Grein i sin 'Sprachschatz': Norainativ sing. 
HLYDE, II 89, under HLYDA mensis Martins ; fremdeles 
i Noterne til 'Bibliothek': Accusativ sing. MANNON homi- 
nem, til Beowulf 577 (Bibi. I 270), samt HELLE HÆF- 
TON 'caplivum vel servum infernf, til Beowulf 788 (Bibi. 

I 27H); Dativ sing. 1>E()W0N servo, til Guolac 894 (Bibi. 

II 93). Hvad HLYDE angaaer, saa er det maaskee en 
Trykfeil, da Grein intet videre yttrer derom, medens 
han derimod under 'mona' luna ('Sprachschatz' II 262) 
gjør følgende Bemærkning 'daneben 1 — d. e. ved Siden af 
mona — 'scheinl auch ein fem. mone gegolten zu haben: 
( nom. sunna and mone Met. 29 37 , wenn hier nicht ein- 
( fach ein Schreibfehler vorliegt'. I øvrigt er, som 



DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 107 

bekjendt, den herskende Bøining af masculine AN-Stamraer 

i Oldengelsk denne: 

Singular Nominativ §(eorrA (slella) % 

» Acc. Instr. Dat. Gen. ste«rrAN 
Plural Nom. Acc. steorrAN 

• Instr. Dat. steorrUM 

» Gen. steorrENA. 

For -UM i Dat. plur. tindes -AN, f. Ex. WÉRLOGAN og 
WÆRLOGAN hominibus foedifragis Cædraons Genesis 36 
og 2503 (Bibi. I '2 og 65). 

Ikke alene l'RAWINGAN (Tanum), men ogsaa -HA- 
LAIBAN (Tune I), stemmer i Følge det Anførte, med Hen- 
syn til -AN, ikke alene med Oldengelsk, men ogsaa med 
Oldsaxisk, ja endogsaa med Oldhøitydsk. 

f Denne Mangfoldighed af sideordnede Former lader sig forklare 
blandt Andet af Dialektrigdom. See t. Ex. H. B. Rumpelt: 
Deutsche Grammatik (Berlin, 1860), pag. VI, om Oldhøitydsk 
(det ældste over- eller sydtydske Sprog): 'Diese Sprache ist . . . 
'keineswegs eine scharf begrenzte, sondern sie enthalt eine 
*Menge oberdeutscher Mundarten, welche im Allgemeinen zwar 
'unter die vier Hauptgruppen : Alemannisch, Schw&bisch, Bai- 
'risch, Kriinkisch, sich vertheilen lassen, aber auch innerhalb 
'dieser letzteren noch sehr wesentliche Unterschiede bieten'. 
f 1 Man har nemlig ogsaa svage Feminin-Former paa -AN (= -AN), 
som — Acc. sing. : MIETAN meiredem (10. Aarh.), MUCCAN 
imiscam (11. Aarh.), AGALHEIAN og AGILEIAN rhamnon 
(12. Aarh.); Acc. plur.: NUSCAN fibulas (11. Aarh.), LUCHAN 
og LOCHAN -aperturas (11. Aarh.). Jf. Gen. plur. GNADONA 
| GNADONA) beneficiormn. 

XXXIII. (Oldhei(ydsk-oldsaiisk)-oldengelsk. 

Med Hensyn til Nom. plur. af masculine Substantiv- 
stammer paa -AN i de gothiske Sprog overhovedet, see 
her ovenfor (XXI). 

Af XXXII sees, at Oldhøitydsk af masculine Substantiv- 
stammer paa -AN blandt Andet besidder eller synes at be- 



108 DE ÆLDSTE RCNEINDSRRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 

sidde en Nominativ plural, der i formel Henseende falder 
sammen med sin Stamme (RAUAN tigna, Side 105 7). 

Ogsaa i Oldsaxisk synes en Nominativ plural paa -AN 
af en masculin Substantivstamme paa -AN at forekomme. 
M. Heyne's Udgave af 'Héliand' har nemlig af Codex Cot- 
tonianus til Vers 3510 optaget Varianten UUUROHTIAN; 
men i Vers 3510 findes intet Ord, paa hvis Plads UUUROH- 
TIAN kunde passe, og 3510 (i Noten) maa sikkert være 
en Trykfeil tor 3512, da dette sidstnævnte Vers indeholder 
Pluralnominativen WURHTEON operarii, og da dette Ord 
synes at være det eneste i hele Digtet, der paa nogen 
rimelig Maade lod sig ombytte med hiint UUUROHTIAN. 

For Resten ere saadanne enestaaende Exempler (som 
oldhøit. RAUAN og oldsax. UUUROHTIAN) — saalænge 
de ere enestaaende — af langt mindre Betydning, end 
Analogien med AN-Stammernes øvrige Declination. 

Det er følgelig neppe for dristigt at henføre ARBINGAN 
(Tune II), for saavidt det har Endelsen -AN, til et oldhøi- 
tydsk og et oldsaxisk Standpunkt, foruden til det uom- 
tvistelige oldengelske (see Side 107 5). 

XXXIV. Oldhøitydsk-oldsaxisk-oldfrisisk. 

At HARI- (Istaby) hører til en Stamme HARJA, er 
neppe nogen Tvivl underkastet. Gothisk vilde det hedde 
*HARJA-, oldhøit. HARI- eller HERI-, oldsax. HERI-, 
oldfris. HIRI-, oldnordisk-nyisl. HER-, osv. Compositions- 
Standpunktet er altsaa det i Overskriften angivne. 

XXXV/. Nyere øldhøitydsk, middelhøitydsk, (nyhøitydsk), nyere 
oldsaxisk, middel- og nyengelsk Standpunkt. 

Den Partikel i de gothiske Sprog, hvis Bestanddele synes 
at være Præpositionen AF og Comparativsuffixet TARA 
(Bopp: Vergl. Gramm., 2 te Ausgabe, g 294), forekommer i 
følgende Former f: 1) AFTAR — brugtes i Oldhøitydsk 
endnu i det 10. Aarhundrede og er i Oldsaxisk den herskende 



DE ÆLDSTE RINEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 109 

Form. 2) AFTER — oldhnitydsk (hyppigere end AFTAR), 
oldsaxisk (sjeldnere end AFTAR), middelhøitydsk, nyhøitydsk 
(alene f 1 som første Led i en Sammensætning, som: AFTER- 
BEU, AFTERWITZ), middelengelsk, nyengelsk. 3) APHTER, 
H AFTER, AFTIR, AFDIR — oldhøitydske Variationer af 
AFTER. 4) ACHTER — middel- og nynedertydsk, middel- 
og nynederlandsk, (deraf dansk AGTERf 2 ). 5) oldengelsk 
ÆFTER. 6) oldfrisisk EFTER (Variationer: EFTHER, 
EEFTER, og EFTAR). Jf. oldfris. EFTA og EFT. 7) 
oldnordisk EFTIR , EPTIR , (naturligviis ogsaa: EFTER, 
EPTEft, ÆFTER, ÆPTER, ÆFTIR, ÆPTIR, otv.-f). 8) 
nyislandsk EPTIR (EFTIR), i saakaldet skjødesløs Udtale 
ETTIR (jf. Nyfærøisk, Nynorsk, Nydansk, osv.). 9) middel- 
svensk ÆPTIR, ÆFTIR, osv. (Rydqv. III 260). 10) middel- 
dansk ÆFTIR (Sk. L.), ÆFTÆR (J. L.), osv. 11) nysvensk- 
-nydansk EFTER (skjødesløs Udtale i det mindste i Dansk: 
ETTER). 12) nyfærøisk ETTIR (f. Ex. Fær. 23 o, 131 
nederst; jf. 3 i, 4 i a, 6 1 7 bu, 7 7, osv.). Hammershaimb 
skriver EFTIR (f. Ex. Nordiske Oldskrifter XII Side 38 
Vers 11). 13) nynorsk ETTER (lidet udbredt), ETTE, ITTE. 
Ivar Aasen: Ordbog over det norske Folkesprog, Christi- 
ania, 1850, under ette. — Præpositionen AFTER (Tune I) 
staaer ikke engang paa det ægte oldhøitydske og oldsaxiske 
Standpunkt, men stemmer i -øvrigt med de i Overskriften 
betegnede Sprog, dog ikke i Brugen med nyhøit. AFTER, 
der (see Note f 1 ) allerede i det 16. Aarhundrede ophørte 
at fungere som selvstændig Præposition. 

f Naturligviis sees her overalt bort fra saadanne Former, der synes 
at være aldeles usikkre. Hertil komme de ubekjendte Afvigel- 
ser. — Det er en Selvfølge, at denne Bemærkning gjelder 
hele denne Undersøgelse. 

t 1 Det vil da sige: nu alene. Endnu i 15. og 16. Aarhundrede 
forekommer AFTER som selvstændig Præposition osv.; see 
Grimm, wflrterbuch I 185 4 3-5 9. 

t 2 Ligeledes svensk AKTER. 

f Nemlig ÆFTÆR, ÆPTÆR, EFTÆR, EPTÆR. 



110 DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING 

\\ \W. Oldhoitydsk - middelheitydsk - oldsaxisk - middeinedertydsk 
-middelnederlandsk-oldirisisk-oldnordisk-niiddeIs»ensk-niiddeldansk, 

osv., kan man kalde Brugen af I (for J) i IAH (Varnum), 
hvorimod den afviger fra Gothisk. 

XXXVII. Heitydsk-oldsaxisk-engelsk-oldfrisisk-oldnordisk-nyislandsk 
-nyfæreisk-svensk-dansk. 

KtQag (med andre Ord : cornu som Nom.-Acc. sg.) hedder 
1) UAURN paa Gothisk; 2) HORN i de i Overskriften 
betegnede Idiomer; 3) HORIN oldhoitydsk; 4) HOREN 
oldhøitydsk, (med Hensyn til Middelnederlandsk see Grimm 
gramm. I 2 489 7-1 u), nynederlandsk; 5) HOORN-j- nyneder- 
tydsk og nynederlandsk; 6—7) HOARN og HORDEN, ny- 
frisiske Former, i Følge Richthofen (under horn, Side 826); 
8-9) HONN og HODN, nynorske Former; 10) HORN 
nyfrisisk (Lyngby Side 15 n). Osv. Med 2 stemmer — 
bortseet fra -A — Guldhornets HORNA overeens. 

(Det var ikke uden Interesse at vide, hvilket Kjøn 
Guldhornets HORNA tilhører — Hankjønnet, i Samklang 
med Oldsaxisk, Nynedertydsk, Nynederlandsk, Oldengelsk, 
01dfrisisk(?), eller Intetkjønnet, som den samme Stamme i 
de øvrige gothiske Sprog). 

f Med HOORN osv. stemmer phonetisk , for saavidt Selvlyden 
angaaer, f. Ex. det danske HORN. 

XXXYIII. Heitydsk - oldsaxisk - middeinedertydsk - nederlandsk - old- 
engelsk - oldfrisisk - oldnordisk - middelsvensk - middeldansk. 

Overfor et oprindeligt -Ål (oldbaktrisk ogsaa Ål, old- 
indisk -ÅJA, osv.) som Udlyd i Singular-Dativer af masculine 
A-Stammer stille de gothiske Sprog 1) -A, gothisk (FISKA 
pisci f), oldhøitydsk (VISCA pisci f), oldsaxisk (FISKA 
pisci Y), ja endog oldengelsk (FISCA pisciY) og oldfrisisk 
(FISKA pisciY); 2) -E, a) oldhøitydsk (FISGE pisci); 
b) middelhøitydsk (VISCHE pisci); c) nyhøitydsk (FISCHE 



DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 1 1 1 

pisci); d) oldsaxisk (FISKE pisci-f); e) middelnedertydsk 
(f. Ex. DAGE wf'ga); f) middelnederlandsk ('VISSCE' 
pisci); g) nynederlandsk, i visse Tilfælde, (V1SCHE pisci); 
h) oldengelsk (FISCE pisci); i) oldfrisisk (FISKE pisci 
— ligesom f. Ex. ERME brachio); j) oldnordisk og æl- 
dre nyislandsk (FISKE pisci); k) middelsvensk (FISKE 
pisci); 1) middeldansk (FISKE pisci); 3) -Æ (for -E), i 
det mindste: oldnordisk (sjeldent), middelsvensk (ligeledes 
sjeldent f 6 ), middeldansk (see Wimmer, Navneordenes bojning 
i ældre dansk, Side 17); 4) -I, a) oldhøitydsk (sjeldent t 7 ); 
b) oldfrisisk f 8 ; c) oldnordisk (FISKI pisci); d) nyislandsk, 
hvor dette -I er eneherskende, for saavidt det ikke udelades 
i visse Tilfælde, (FISKI pisci); e) nyfærøisk (Hammershaimb, 
AnO. 1854 Side 272; jf. t. Ex. «Kongji. Fær. 7 is); 
f) middelsvensk (Rydqvist II 16, 22 fgg.); g) middeldansk 
(Wiramer, Nos. bojn. i ældre dansk, Side 16 fgg.); 5) Intet, 
idet -E (eller -Æ) eller -I udelades, a) stadigt i visse Ord, 
men af og til i visse andre, i: Høitydsk-p; Middelneder- 
tydsk(?); Nynederlandsk, i Regelen; Oldengelsk (sjelden)-}- 10 ; 
Oldfrisisk (BAM arbori — for BÅME); Oldnordisk-Nyis- 
landsk; Middelsvensk (f. Ex. DAGH føtføc, HEM rerum 
universitati, osv. ; see Rydqv. II 23, 25, osv.); Middeldansk 
(Wimmer, Nos. bojn. i æ. d., Side 17 — 18); b) gjennem- 
gaaende, i: Nynedertydsk, Nyengelsk, Nyfrisisk (see Lyngby 
§ 40), Nynorsk f n , Nysvensk, Nydansk. Naar nu 

Indskrifternes WODURIDE (Tune) og HITE (Varnum) hen- 
føres til 2, saa inaa det tilføies, at de ikke kunne stilles 
ved Siden af Oldhøitydsk, Oldsaxisk, Oldengelsk, Oldfrisisk, 
i disse Sprogs ældre (under 1 anførte) Form. 

f Dog forekommer just ikke F1SKA, men derimod All'A ogxop 
(Matth. 26 72). osv. — Stammen FISKA (— i dens for- 
skjellige Former — ) er af Grimra (gramm. I*| brugt som 
Paradigma for de gothishe Sprog i det Hele. Dette har for- 
anlediget Valget af denne Stamme i nærværende Tilfælde. 
f 1 Der synes imidlertid ingen Dativ sing. 

FISKA FISCA FISGA FISCHA 
V1SKA VISCA VISGA VISCHA 



112 DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGUGE STILLING. 

at forekomme; hvorimod der ikke er Mangel paa andre Da- 
tiver af samme Art: HANT-GRIFFA pugillo (8. Aarh.), TAGA 
qpéya (8. Aarh.), NAGALA clavo (9. Aarh.), HAGALA gran- 
dine (10. Aarh.), MUOTA mente (9. 10. Aarh.), ROUBA spoliis 
(10. eller 11. Aarh.), BOUA 'horto' og 'comilatu' (9. 10. 11. 
Aarh.) , EIDA jurejurando og STrIta certamine og STUOLA 
selldL og UUEGA via. (alle fire endnu i det 11. Aarh.), osv. 

f 2 I det mindste i 'Héliand' synes der ikke at forekomme Dativ 
sing. af Stammen FISKA ; men derimod : DAGA t^ii-'oa, osv. 

f 3 Dog findes maaskee ingen oldengelsk Dativ sing. FISCA. 
Men der findes t. Ex. FELDA campo, HERE-FELDA proelii 
loco, WÆL- FELDA • campo stragis», FLORA area. See 
fremdeles Bouterwek's Udgave af Cædmon, I 320 — 321. Denne 
Form af Dativ bør sikkert ikke henføres til U-Stammer, da 
den stemmer overeens med den undertiden forekommende Ge- 
nitiv sing. paa -AS af Stammer paa -A. 

f 4 I det mindste findes oldfris. DADA morti, FELDA og FIELDA 
campo, HUNDA kvvi, TUSKA dentin osv. 

f b Oldsaxiske Exempler: DAGE rjfiiqa og ALAHE templo, ved 
Siden af DAGA og AL AHA. 

t° Middelsvensk Exempel: rænir han husfru lasæ ok nyklæ (der 
paa Oldnordisk kunde forekomme skrevet ganske som her, 
kun med lyklæ for nyklæ — da Oldnordisk(-Nyislandsk) intet 
kjender til Dissimilation i dette Ord — , medens dog rænir 
hann busfreyju låsi ok luk li vilde være det mest normale). 
Rydqvist II 33 u-7. 

f 7 Oldhøitydske Exempler: HALSI (oldnord. HALSI) collo, 
MUNDI ori, HIMILI coelo, osv. 

f 8 F. Ex. oldfris. GODI deo. Jf. oldfris.: SKIPI navigio, HOUI 
anli, osv., samt Singular-Genitiver som GODIS &eov. 

t 9 Allerede i Oldhøitydsk, som: GOT deo, MUND ori, SCAZ 
*aere\ STRIT *agone\ TAG ^ftSQa, osv. 

t 10 Oldengelske Exempler: HAM domicilio, HRODOR gaudio. 

+ 11 Angaaende Levninger af Singular-Dativer paa -E af masculine 
A-Stammer i Nynorsk see Ivar Aasen : Norsk Grammatik 1864, 
især Side 160—161. 

XXXIX. Høitydsk - nedertydsk - nederlandsk - oldengelsk - middel- 
engelsk - frisisk - nynorsk - srensk - dansk. 

Overfor goth. AU stille de øvrige gothiske Idiomer i 
Regelen enten U eller O. Til det gothiske *AUHSAf §ovg 
svarer saaledes oldnord. OXI og oldnordisk -nyisl. UXI. 



DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 113 

Dog træde ogsaa andre Vocaler i Stedet for et gothisk AtJ 
(oprindelig U). OvyaTtjQ hedder 1) DAIIHTAR, gothisk; 
2)DOHTAR, oldsaxisk; 3) DO H TOR, oldengelsk; 4) DOH- 
TERf\ oldhøitydsk; 5) TOHTER, old- og middelhøitydsk; 
6) TOCHTER, old- og nyhøitydsk; 7) DOCHTER, middel- 
nedertydsk, nynedertydsk, middelnederlandsk, nynederlandsk, 
oldfrisisk, nyfrisisk (Lyngby 10 22); 8) DOCHTA, nyfrisisk 
(Lyngby § 36 Slutn.); 9) 'DOFTYR' (see Diefenbach H 
616 3); 10) DOKTIR (skrevet DOCTIR) , middelsvensk 
(Rydqvist II 173 10-11); 11) DOTTIR , middelsvensk f; 
12) DOTTÆR, middelsvensk-middeldansk f 3 ; 13) DOTTER, 
nysvensk-p, nydansk (i ældre Skrifter), nynorsk; 14) DOTTR 
(i det mindste: DOTTREN), middelsvensk, Rydqvist II 173 
s; 15) DOTIR, middelsvensk; 16) DOTÆR, middeldansk; 
17) DOTER, middelsvensk (Rydqvist II 266 4); 18) DATTER, 
middelsvensk (Rydqvist I xxii 29, II 173 11), nydansk; 
19) DOTTIR, oldnordisk, nyislandsk , nyfærøiskf 5 ; 20) 
DOTTIR, nyfærøiskf 6 ; 21) DOTTER, nynorsk; 22) DOTTE, 
nynorsk; .S) DOUGHTER, middelengelsk; 24) DAUGHTER, 
nyengelsk; 25) 'DOAYTER', nyfrisisk, (Richthofen under 
DOCHTER, Diefenbach II 616 2); 26) 'DRISTER' (see 
Diefenbach II 616 3). Rodvocalens Udvidelse er i DOUGH- 
TER, DAUGHTER, 'DOAYTER' sikkert en Erstatning 
for Gutturalens Forsvinden (i Engelsk høres nemlig ikke 
dette GH); men i DOTTIR hidrører den fra Assimila- 
tionen. Seer man bort fra den Oralyd, Plural antager i 
nyere Middelhøitydsk, Nyhøitydsk, Nynedertydsk, Nynorsk, 
Middelsvensk, Nysvensk,Middeldansk(Wimmer, 'navneordenes 
bojning i ældre dansk', g 55), Nydansk: slutter DOHTRIR 
(Tune II) sig, for saavidt Rodvocalen angaaer, (graphisk) 
til 2-17. 

f Af Stummen AlJHSAN forekommer kun GenitiT plur. AUHSNÉ 

(Luc. 14 1 9). 
f 1 Foruden de tre her anførte oldhøitydske Former, findes THOH- 

TER og DOHDER (det sidste i Dat. Plur. DOHDERON). 

Aarb. f. nord. Oldk. og- Hist. 1869. g 



114 DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 

•p Graphisk taget er DOTTIR ogsaa a) oldnordisk ; b) nyfærøisk. 
I Fær. forekommer det saaledes, som Nom. Sing. 55 14 63 8, 
som Åcc. Sing. 1 13. Desuden Acc. Sing. DOTTUR sst. 64 1. 
Ost. 

4* 8 Ogsaa i oldnordiske Haandskrifter kan denne Skrivemaade 
forekomme. 

+ 4 Desuden oldn. Skrivemaade. Om nysv. DOTTER see Ryd- 
qvist II 173 14-15. Et ældre svensk DOTTHER hos Ryd- 
qvist II 253. 

f 5 Hammershaimb i AnO. 1854 Side 239—240 og 283 (§ 57). 

f 6 DOTTIR Nom. Sing. Fær. 45 4 64 4 122 1 4, DOTTIRIN (med 
Artiklen) 43 4 ; DOTTIR Acc. Sing. 59 4 . Osv. Jf. Hammers- 
haimb i AnO. 1854 Side 239—240. 



XL. Oldsaxisk. 



A. Til goth. -DÉDUN f som Endelse f 1 i Perfectum 
Ind. Plur. 3. Person svarer 1) oldhøit. -TUN-f; 2) middel- 
høit. -TENf 3 ; 3) nyhøit. -TEN; 4) oldsaxisk -DUNf 4 ; 5) 
nynedertydsk -DEN-j- 5 ; 6 — 7) middel- og nynederlandsk 
(ligesom i Nynedertydsk) -DENf 6 ; 8) oldengelsk -DON-f ; 
9) nyengelsk -Df 8 ; 10) oldfrisisk -DON-f; 11) nyfrisisk 
-DEN-j- 10 ; 12) oldnordisk -KJ og -DUf"; 13) middelsvensk 
-t>Uf 2 ; 14) middeldansk -fUf 13 og -THUf 14 og -THÆf 5 
og -THf 16 ; 15) nyislandsk -DUf 17 ; 16) nyfærøisk *-JUf 18 
eller -Uf 19 ; 17) nynorsk -DEf 20 eller udeladt f 21 ; 18—19) 
nysvensk og nydansk -DEf 22 . Hovedsagelig til Oldsaxisk 
(skjøndt ogsaa til Oldhøitydsk og Oldengelsk; see Noterne) 
slutter -DUN i DALIDUN (Tune II) sig. Hvilken Afstand 
imellem -DUN og goth. -DÉDUN! — ikke stort mindre, 
end den imellem -DÉDUN og dettes imaginaire Grundform, 
især naar Fralyden tages som en Selvfølge. 

t Uforandret efter Vocaler, efter L og efter et enkelt N. Og- 
saa goth. -t>ÉDUN (i KUNl>ÉDUN «sciebanU), -TEDUN 



DE ÆLDSTE RrNEINDSKRIITERS SPROGLIGE STILLING. 115 

(som: VAURHTÉDUN fecerunt), -SÉDUN (VISSÉDUN scie- 
bant Luc. 4 41), i Folge forskjellig Indvirkning fra en 
umiddelbart tbregaaende Consonant. En underlig Form er 
IDDJÉDUN iverunU der af Bopp (Vgl. 2 § 635) betragtes 
som en Afændring af *IDEDUN (af Roden I). 
f 1 Som bekjendt, ansees dette -DEDUN — sikkert med god 
Grund — for at være Perfectum af en ved Reduplication af Ro- 
den DA og derpaa folgende Afstumpning fremkommen secun- 
dair Rod DAD, hvis reduplicerede Grundform er DHADHA, 
senere DADA, uredupliceret DHA — DA , ponere, facere, osv., 
hvoraf bl. A. oldnordisk-nyislandsk DAD virtus. Til Roden 
DA horer maaskee ogsaa det svage oldnordisk-nyislandske 
Verbum DA (mirari), oprindelig: stille hen for sig, som 
Gjenstand enten for Beundring (jf. det anforte Verbum DA 
med sine Afledninger) eller for Medynk (jf. oldnord. DALIGR, 
nynorsk DÅAS og DÅIG)? Af Roden DA havde man paa 
Oldnordisk kunnet danne et Perfectum Ind. Plur. 3. Person 
*DERU, ligesom man af Roden SA dannede SERU; men slige 
Former vare ikke meget i Brug, og man har ikke fundet 
Roden DA conjugabel, uden at den fik en passende Tilsæt- 
ning. Dette fører mig tilbage til DALIDUN. Imod det 
med Hensyn til dette Ord ovenfor (Side 41 — 42, Anm. f 1 ) 
fremsatte løse Indfald taler bl. A. , og maaskee især, den 
Omstændighed , at den til *DAL udvidede Rod DA neppe 
havde behovet nogen ny Udvidelse : man vilde vel have sagt 
*DALUN, og ikke DALIDUN. 

Men DANDI (Fritzner 88 a 18-10) — hvorledes er 
Forholdet dermed? I 'DOnsk ordabok' (Kjobenhavn 1851) har 
jeg , under DANNIS, fremsat det Sporgsmaal, om ikke dette 
DANNIS maaskee havde udviklet sig af det (ny-)oldnordiske 
DUGANDIS. Men oldnordisk DUGANDIS — dansk 
DANNIS vilde være en (sikkert ikke umulig, men) temmelig 
haard Contraction. Endnu haardere vilde Sammendragningen 
af oldnordisk DUGANDI til oldnordisk DANDI være. 
Jeg opfatter derfor nu oldnord. DANDI ligefrem som Partic. 
Præs. til Infinitiven DA, (altsaa ikke just i den Bemærkelse, 
der nærmest frembyder sig, nemlig Bem. mirandus, men) i den 
formeentlig gamle Bemærkelse handlende, d. e. handlende saa- 
ledes, at man kan kalde det at handle ; handlende rigtigt ; havende 
Savoir-faire eller Savoir-vivre ; osv.; og jeg sammenligner 
oldhoit. Part. Præs. TOENTI, face(us\ 'urbanus', (10. Aarh.). 

8* 



116 DE ÆLDSTE RONEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 

Det nyere islandske Subst. Neutr. DAINDI (DANDI), især 
brugeligt i Genitiv Sing. DAINDIS (DANDIS), har vistnok 
udviklet sig af det gamle Participium DANDI. 

f 2 Ogsaa oldhøitydsk -TON, -TAN, -TIN, -TEN. -TON er hyppigt. 
-TAN findes f.Ex. i MAHTAN potuerunt , 'RASTOTAN' 'meridiati 
sunt\ SCOLTAN debnerunt, SPURNOTAN og SPORNOTAN 
calcitrabanl (collidebantur) [jf. oldnord. SPORNADU], UELI- 
TAN 'legebanC (Infin. *UELJAN eligere). -TIN forekommer 
oftere end -TAN. Ved Assimilation fremkommer: -SUN, 
-SON, [?-SAN, -SIN, -SEN?], i UUISSUN og UU1SSON 
sciebant. Endelserne -DUN, -DON, [-DAN, -DIN, -DEN] 
nærme sig, for saavidt D angaaer, til Nedertydsk (Grimm, 
gramm. I 2 869s-9). 

f 3 Middelhøit. ogsaa -SEN, ved Assimilation, i WISSEN (osv.) 
sciebant. 

f 4 Oldsax. ogsaa -DON; fremdele? -TUN efter visse Consonanter, 
og -SUN i WISSUN sciebant. 

f 6 Ligeledes nynedertydsk : TEN, -EN, osv. 

f 6 Nederlandsk ogsaa -TEN, efter visse Consonanter. 

f 7 Fremdeles oldengelsk -DUN, -DAN; samt under visse Om- 
stændigheder -TON, -TUN, -TAN; endvidere -SON (-SUN, 
-SAN). Exempler paa DUN: ODEOW DUN Crist 448 (Grein 
Bibi. I 160), LOFEDUN Crist 504 (Bibi. I 162), LÆDDUN 
Gudlac 398 (Bibi. II 81) , OFERLEORDUN Guolac 698 
(Bibi. II 88). Exempler paa -DAN ere mangfoldige : DYNE- 
DAN Judith 204 (Bibi. I 125), CNYSEDAN Bedwulf 1328 
(Bibi. I 291), CNYSSEDAN Psalmerne 65 1 3 og 85 6 og 
114 4 (Bibi. II 164, 193,233), CNYSDAN Psalmerne 118 i 43 
og 137 7 (Bibi. II 246, 262), FEREDAN Psalmerne 90 12 
(Bibi. II 201), GEFREMEDAN Andreas 1447 (Bibi. II 45), 
osv. Exempler paa -TUN: HYSPTUN Crist 1121 (Bibi. I 
177), MOSTUN Crist 501 og 1211 (Bibi. I 162, 179). 
Exempler paa -TAN: LIXTAN Elene 23 og 125 og 90 
(Bibi. II 105, 108, 107), MEAHTAN Crist 564 og 637 og 
654 og 800 (Bibi. I 163, 165, 166, 169), WISTAN Psalmerne 
58 3 (Bibi. II 156), osv. Exempler paa" -SON: WISSON 
Beowulf 246 (Bibi. I 261), samt Ælfreds Metra 26 100 
(Bibi. I 332), osv. 

+ 8 Ogsaa -T. Nyengelske Exempler : SAID dixerunt, SOLD ven- 
diderunt, LIVED vixerunt; LOST amiserunt. 

f Oldfrisisk ligeledes -DEN. Exempel : KAPADON, KÅPADEN 
og KAPEDEN, emerunl. Efter visse Consonanter gaaer 
-DON og -DEN over til -TON og -TEN. 



DE ÆLDSTE RCNEWDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 117 

+ 10 Der dog undertiden forkortes. See Lyngby §§ 51 — 53. 

f 11 Den hele Række i Oldnordisk er: -DU, -DO; -PU, -P0, og 
-DU, -DO, (P i de ældste Haandskrifter) ; -TU, -TO ; -SU, -SO. 

f 12 Den hele Række i Middelsvensk er: -DU, -DO; PU ost., 
-PO osv.; -TU, -TO; -SU, -SO, (f. Ex. WISSU og WISSO 
sciebant). 

•f 18 Den herhen hørende Række i Middeldansk er: -DU (Sk. Lov 
ved Thorsen, 4, 6: ULLDU), -DO (Sk. Lov ved Thorsen, 
16, 2: DØMDO bis); -PU (Sk. Lov ved Thorsen, 5, 29: HAFPU), 
-PO (Sk. Lov ved Thorsen, 4, 6: HAFPO; 4, 10: SaPO; 
Sk. Kirkelov ved Thorsen, 9: HØRPO. Jf. GIORpÆ, Sk. 
L. ved Th., 5, 29); -TU, -TO (Sk. L. ved Thorsen, 4, 20: 
MÆLTO); og uden Tvivl -SU, -SO, (jf. WISSÆ, J. L. ved 
Thorsen, 1, 24, Side 42 3). 

f 14 Middeldansk Exempel paa -THU : Thorsen's Udgave af Sk. 
Lov, Side 21 9 og 81 s. 
■p&-i6 See Lyngby , 'udsagnsordenes bOjning', Side 32 20-22 og 
40 11-13. 

+ 17 Den fuldstændige nyislandske Række er: -DU, -DU, -TU, -SU. 

f 18 Saaledes lyder nemlig -DU paa Nyfærøisk efter Vocalen I ; 
see ovenfor, Side 50 Note f 8 . 

•f -19 See Hammershaimb AnO. 1854 Side 243 8-11, anført oven- 
for, Side 51 Note f 4 . 

Paa Nyfærøisk synes Rækken at være: -DU (og i visse 

Tilfælde -DDU; see f. Ex.: NADDI AnO. 1854 Side 266 
§ 18; FLUJDDU Fær. 38 20); (-DU i Virkeligheden =) 
-VU (f. Ex. TAKKAVU Fær. 44 8-9; jf. 1 9, 12 3, 6 22, 
osv.) eller -U (see ovenfor, Side 51 Note f 4 ); -TU (som 
VISTU; jf. AnO. 1854 Side 264 11). 

+*° 'Fleertal af Imperf.' i svag Bøining kan 'vanskelig adskilles 
'fra Eental ; efter den gamle Regel skulde det rigtignok 
'ende paa »o«, ligesom i forrige' (den stærke) 'Bøining, men 
'dette »ou høres neppe nogensteds i Landet*, Ivar 
Aasen, Norsk Grammatik 1864, Side 211 10-12; jf. S. 224 
16-18. 'I Fleertal skulde de svage Verber egentlig have 
'Endevocalen «o« ligesom de stærke (f. Ex. dei dømdo); 
'men denne Form høres neppe nogensteds'. 

+ 81 F. Ex. KASTA' jecit. Jf. Ivar Aasen, Norsk Grt. 1864 
S. 218 1-2, 219 8-10, osv. 

Hele Rækken er paa Nynorsk: -DE, -DDE (som: 
TRUDDE; see Ivar Aasen 1. c. S. 210 31-32, 212 27-32), 
eller bortfaldet (see Begyndelsen af nærværende Note); -TE 
(f. Ex. VISSTE eller VISTE, Ivar Aasen 1. c. Side 213 
§ 222), -T (Ivar Aasen S. 215 11-14). 



118 DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 

+ w Rækken i Nysvensk: -DE, -DDE (som: FLYDDE ; jf. Ny- 
færoisk og Nynorsk), -TE; i Nydansk: -DE, -TE. Stærkere 
Forkortelser findes desuden i begge. 

B. Til oldnordisk -nyislandsk JARL, nyfærøisk JAL- 
LUR f , oldnordisk og nyengelsk EARL, oldengelsk EORL, 
svarer paa Oldsaxisk ERL. Forsaavidt ERILAR har For- 
lyden ER-, slutter Varnum sig til Oldsaxisk. 

f F. Ex. Nordiske Oldskrifter XX 3—6 ('Alvur kongur' 7—43), 
160 ('Geyti Åslaksson' 122 og 123). Dog findes ogsaa JALL, 
NO. XX 99 ('Finnur hin friøi' 51) og 139 ('Gongu-Rolvs 
kvæøi' 89); jf. KALL, NO. XX 125 og 126 ('Trollini i 
Hornalondum' 61 og 63). 

XLI. Oldsaxisk - middelnedertydsk - nynedertydsk - oldengelsk- 

•nyengelsk - frisisk - oldnordisk - nyislandsk - nyfærøisk - nynorsk- 

-middelsrensk - dansk. 

Lignum, silva (osv.), hedder 1) HULT, paa Svensk -J-; 
2) HOLT, i de i Overskriften berørte Sprog f 1 ; 3) HOLDE, 
nyfris., i Følge Bremisches Worterbuch; 4) HO ALT, ny- 
frisisk (Richthofen under HOLT); 5) HOUT, nyfrisisk (Richt- 
hofen under HOLT), middelnederlandsk, nynederlandsk; 6) 
HOLZ, høitydsk; 7) HULZ, overtydsk. Til 2 slutter sig 
Guldhornets HOLTINGAR. 

f I Gothisk findes ingen med HULT begyndende Stamme. 
f 1 Hvad Nyfæroisk angaaer, saa findes i det mindste i 'Jall- 
grims kvædi' 24 ('Færøiske Kvæder' ved Hammershaimb, 
NO. XX 41) 

hvOr 10 kemur i holt vid hann, 
bloøig verøur gdta. 
Dansk bruger HOLT i Stednavne. 



XLII. fliddelnedertydsk-oldfrisisk. 

Gothisk VITODA-, v6(io-, (Nom.-Acc. Sing. VITOP); 
oldhoitydsk UUIZODA- , UUIZZODA-, (UUIZSSODA -), 
♦UUIZUDA-, UUIZZUDA-, vo/xo-, evxctQioria-, osv.; mid- 



DE ÆLDSTE RINEIICDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLI5G. 119 

delhøitydsk WtøODA- , WrøODA-, det Samme, (Nom. 
Sing. WI30T, WIS30T); oldsaxisk WITODA- (i Genitiv 
Sing. WITODES); middelnedertydsk WITADA- og WI- 
TUDA-, vofio-, der forekomme i 'WITAT lex og 'WITUT- 
DRAGHERE legislator\ (see Diefenbach, Vgl. Wb. der 
goth. Sprache I 219 f), hvor Suffixets D er forandret til 
T, som det synes paa Grund af Stillingen i Udlyd; old- 
frisisk *WiTADA-, svxaqiaria-, forekommer et Par Gange i 
WYTAT evxaQivria* (see Richthofen under WITAT), for 
♦WTTAD, idet Stillingen i Udlyd ogsaa her synes at have 
bevirket Forandring af D til T. -J- Denne Stamme synes 
ikke at gjenfindes i Nordisk f l . Derimod har den første 
Tune-Indskrift WITADA- som første Led i en Sammen- 
sætning, og stemmer saaledes a) ved at beholde T, og be- 
holde det uforandret, med hele Sprogclassen, saa nær som 
Høitydsk, Nydansk, og tildeels Nyfrisiskf 2 ; b) ved at be- 
holde D uforandret, med den Afdeling af den gothiske 
Sprogclasse, Rask (Saml. Afhh. I 5) kalder den 'gjer- 
maniske Stamme', dog nok ikke ganske med Nyfrisisk f 3 ; 
c) i Brugen af den her omhandlede Stamme overhovedet, 
med Gothisk, Oldhøitydsk, Middelhøitydsk, Oldsaxisk, Mid- 
delnedertydsk, Oldfrisisk; d) i alle Dele med Middelneder- 
tydsk og Oldfrisisk f \ 

f Jf. endvidere nynedertydsk WETTE (WEDDE) og nyneder- 
landsk WET, lex. 

f 1 Altsaa ingen oldnordisk Substantivstamme VITA|)A, VITADA. 
I VITAZGJAFI (Navnet paa en Ager i Island, Glum. 7) er 
VITAZ (for VITADS) aabenbart Genit. sing. neutr. af 
VITADA-, Partic. Pass. til VITA scire (akr, er kalladr 
var Vitazgjafi; pvi at hann vard aldregi ufrærr, 
Glum. i »islendinga sogum 1829 — 1830, II 340 20-27; 
jf. sst. 343 30-81 : Glumr leit yfir akrinn ok mælti 
'eigi brast hann Vitazgjafi enn'). Den rigtige Op- 
fatning heraf findes i den Arnamagn. Udgave (af 1786) 
pag. 237 b 4-8, i 'Index vocum', hvor de øvrige Forkla- 
ringsforsog (pg. 236 — 237) ere forfeilede. 

f 2 Med Hensyn til Oldhoitydsk og Middelhoitydsk see det An- 



120 DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 

førte; nyhøit. vilde her, som bekjendt, staae SS (jf. WIS- 
-SEN scire), og nydansk D (jf. VIDE scire). Om Ny- 
frisisk see Lyngby, 'om nordfrisisk', § 29 (og jf. VIE scire, 
sst. § 53. See i øvrigt sst. § 61). 

f 8 See Lyngby §§ 29 og 61. Oldnordisk har i tilsvarende Til- 
fælde \\ senere D, f. Ex. i Stammerne : FORAl>A-, FORADA-, 
egentl. offendiculo- (jf. engl. stumbling-block); UNApA-, UNADA-, 
voluptat(i)- ; VALAPA-, VALADA-, egestat(i)-. Dette D for- 
svinder f. Ex. i Nynorsk. 

f 4 Alle tre Vocaler, altsaa ogsaa den mellemste, i WITADA- 
(Tune I) stemme overeens med Oldnordisk (see næstfore- 
gaaende Note). 

I Betydning synes *WITADA-HALAIBA at svare meget 
nøie til oldn. LOGU-NAUTR. 



XLIII. Nynedertydsk - ny frisisk - oldnordisk - middelsvensk - 
-middeldansk. 

Ego udtrykkes i de gothiske Sprog 1) ved IK eller IC, 
i Gothisk (IK), Oldsaxisk, Middelnedertydsk, Nynedertydsk -J-, 
Middelnederlandsk (IC), Nynederlandsk, Oldengelsk (IC), 
Middelengelsk (IK og IC)f», Oldfrisisk, Nyfrisisk (ICf 2 ), 
Middelsvensk (Runeindskrifter-]- 3 ), nysvenské Sprogarter f 4 ; 
ved YK, i Middelengelsk; ved ICK, i Nynedertydsk-}- 5 , Ny- 
frisisk-}- 6 , nysvenské Mundarter -J- 7 ; ved ICC, i Middel- 
engelsk; ved IKKEf 8 ; ved MC og IHCf 9 , i Oldhøitydsk og 
Middelengelsk; ved IH, i Oldhøitydsk; ved ICB, i Høitydsk 
(alle tre Perioder) og Middelengelsk-]- 10 ; ved IICI, i Old- 
høitydsk; ved Nlf", i Oldhøitydsk; ved I«, i Middel- 
engelsk og nysvenské Dialekter-}- 12 ; ved I, i Middelengelsk, 
Nyengelsk, Nynorsk; ved Y, i Middelengelsk; 2) ved 
AICI f 1 3 ; 3) ved a) EM, EC, ÆK, ÆC, i Nynedertydsk 
(EK)f 1 *, Nyfrisisk (EK)f 15 , Oldnordisk, Middelsvensk -}- 16 , 
Middeldansk-}- 17 ; b) ECR, i nysvenské Landskabsmaal f 18 ; 
c) EMME-}- 10 ; d) E«, i nyere Oldnordisk, Nyislandsk f 20 , 
Nyfærøiskf 2I , Nynorsk, nysvenské Landskabsmaal-J- 22 , Søn- 
derjydsk f 2 3 ; e) E, i Nyfærøiskf 24 , Nynorsk fa 5 ; 



DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 121 

f) Æfi, i Nynorsk; g) Æ, i Nynorsk f 20 ; h) El, i Ny- 
norsk f 27 ; 4) ved 1AR eller IAC, (JAK eller JAC), i Old- 
nordisk-}- 88 , Middelsvensk-}- 29 , Middeldansk-}- 30 ; ved JAG, 
i Nysvensk; ved ACf 31 ; ved A, i nuværende jydske Sprog- 
arter; vedlEK, IEC, IÆK, IÆC, (JEK osv.), i Middelsvensk 
og Middeldansk t 32 ; ved JEG, i Nyislandsk og Nydansk t 33 ; 
JE, i Nynorsk osv. f 34 . Guldhornet, Tune I og 

Varnum antages at indeholde EK, i hvilket Tilfælde de 
stemme overeens med 3, a. 



f Eduard Kruger, Plattdeutsche Sprache (Emden, 1843), Side 36. 

f 1 De middelengelske Former, her anføres af dette Pronomen, 
ere tagne af Wm. T. P. Sturzen-Becker, Some notes on the 
leading grammatical cbaracteristics of the principal Early 
English dialects, Copenhagen, 1868. 

f* See Richthofen under ik (ego). 

f 3 See Rydqvist II 473 i 5 IV 49*. 

f 4 Rydqvist II 473 i 7 IV 48*. 

f 5 J. Mussaeus, Versuch einer plattdeutschen Sprachlehre, Side 32. 

f 6 Richthofen under ik (ego). 

•f 7 Rydqvist II 473 2 s IV 49*. 

f 8 See Kruger Side 36. 

f Phonetisk er IOC maaskee = ICH. 

f 10 See desuden Diefenbach I 95 12. 

f" Phonetisk er IGH formodentlig = ICH. 

f 12 Sturzen-Becker pag. 36 3 0. — Rydqvist II 473 2 7 IV 48*. 

f 18 Diefenbach I 95 13. 

f 14 Kruger Side 36. 

f 15 Lyngby § 42 (Side 36) og § 69 (Side 53). 

f 16 Rydqvist II 472 og 473. 

t" ÆC forekommer t. Ex. Jydske Lov ved Thorsen, Side 12 3. 
See desuden Kok, Det Danske Folkesprog i Sønderjylland 
I 284 under eg, hvor Exempler paa ÆK anføres. 

f 18 Rydqvist II 473 2 s IV 49*. 

f 19 Kruger Side 36. 

f 80 Blot graphisk, som Følge af en meget naturlig, skjondt neppe 
videnskabelig berettiget , sproglig Conservatisraus. Ordets 
virkelige Form er JEG. 

+" Hammershaimb skriver nemlig EG. Dog bemærker han, AnO. 
1854 Side 244 1-2: 'Står et enkelt g i enden af et ord, hores 
'det ikke'. Heraf kommer det vistnok, at f. Ex. Fær. (den 



122 DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 

færoiske Oversættelse af Færeyinga saga) skriver E (7 11, 

9 nederst, osv.). 
f 22 Rydqvist II 473 2 7 IV 48*. 
f 23 Heller ikke her udtales G; see Kok I 93 (§ 74 y) , 95 

(§ 80). 
f 24 See f 1 . 
f 25 See fremdele É, hos Varmiøg, Det jydske Folkesprog, § 2&3, 

Side 141. 
f 20 Egentlig ogsaa i Sonderjydsk; see Kok I 93 (§ 74 y), 95 

(§ 80), samt 284 12. 
f 27 Aasen, Gramm. 1864, Side 179 38. 
f 28 Fms. X 287 1, Frumpartar Side 17 22. 
f 29 Rydqvist II 473. 

t 30 IAK f. Ex. Sk. Lov ved Thorsen, Side 22 1 7 bis, 23 12, i 4 . 
f 31 I Folge Varming, anf. Skrift, Side 142, findes AC i Jydske 

Lov. 
f 32 Med Hensyn til Middelsvensk see Rydqvist II 473. Middel- 
dansk IEK forekommer ofte, t. Ex. Lucidarius ved Brandt 

9 1 4 12 2 4 . I det Følgende skriver Brandt JEK (see f. Ex. 

samme Udgave Side 14 12-31). JECH, samme Bog, Side 14 23. 
f 33 Dog med forskjellig Udtale; jf. -J- 20 . Udtrykt paa islandsk 

Maade lyder dansk JEG i det høiere Talesprog som JÆ 

(d. e. JAI). 
f 34 Sammenlign JÆ (ego) i dansk Omgangssprog. 



XLI > . Old frisisk - oldnordisk - nyislandsk - nvfærøisk - 11 vnorsk- 
-middelsvensk - middeldansk. 

De gothiske Sprog danne Genitiv Plur. af masculine 
Substantivstammer paa -AN idet de omforme dette -AN til 
1) -ANE, d. e. -AN-É. (É er det plurale Genitivsuffix, 
og staaer for Å, af et ældre AM, der bruges i Oldindisk; 
jf. gr. &N, osv.). Saaledes Gothisk, t. Ex. i ATTANÉ 
patrum. 2) -NÉ (for -ANE, idet Synkope har fundet Sted, 
ligesom allerede i oldind. RÅGNÅM vegum). Gothisk: 
ABNÉf dvd Q mv. 3) -ANE, i oldfris. HELG ANE (egentl. 
sacrorum, deraf) 'ecclesiarum'. 4) ANA, oldfrisisk. Exempler: 
ERVANA heredum; HÉLIGANA 'Sanctorurri, HÉLEGANA 



DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 123 

ecclesiarvm (see 3); HOLDANA propinquorum ; KAMP ANA 
og KEMPANA "campionum" ; RÉD-GEVANA og RÉD- 
-JEVANA "consulum". Jf. Rask, Frisisk Sproglære g 66. 
5) -ANO, d. e. -ANO (eller endog -ÅNO), oldhøitydsk 
(see Side 105 her ovenfor). 6) -ONA, a) i Oldheitydsk 
(see her ovenfor Side 105), i hvilket Sprog det er -» -ONÅ, 
(eller endog = ONÅ); b) i Oldfrisisk, t. Ex.: KAMPONA 
"campionum", HÉLIGONA sacrorum. 7) -ONO, d. e. -ONO 
(eller endog -ONO), oldhøitydsk; som: 'GOMONO' hominum 
(osv.). 8) -ONO, d. e. -ONO, oldsaxisk; som: GUMONO 
hominum. 9) -ON (eller -ON), oldhøitydsk; som: *GUMON 
hominum. 10) -UNO , d. e. -UNO (eller endog -UNO), 
oldhøitydsk; f. Ex.: 'SCHUZZUNO' sagittariorum , fra 11. 
Aarh., (Graff VI 563 i «)• 11) -UN (eller -UN), oldhøitydsk; 
som: 'COMUN' hominum. 12) -ENA, a) oldengelsk; som: 
STEORRENA stellarum; b) oldfrisisk; som: ER VEN A here- 
dum; HÉLGENA ecclesiarum (see 3, 4, 6 b), forekommer 
ofte; HOLDENA propinquorum (see 4); KEMPENA "cam- 
pionum" (jf. 4) ; KNAPENA og KNEPENA servorum; PAPENA, 
"paparum", clericorum , forekommer ofte; RÉD-GEVENA, 
RÉD-JEVENA (ofte), 'REDIENA'f 1 (ofte), "consulum", 
(jf.4); 'SCHELTENA' "scoltetorum" ; SKUNKENAerMrwmf*. 
((Jenit. Plur. paa -ENA synes at forekomme langt hyppigere 
i Oldfrisisk, end Gen. PI. paa -ONA). 13) -NA, a) old- 
engelsk (see Rask, Grammar of the Anglo-Saxon Tongue 
g 66); b) oldnordisk-nyislandsk; som: GUMNA(poet.), ho- 
minum f 3 . 14) -ENE, a) middelengelsk (see Wm. T. P. 
Sturzen-Becker, Notes p. 28); b) oldfrisisk, i det mindste 
i HELGENE ecclesiarum (jf. 3, 4, 6 b, 12 b). 15) -EN, 
a) oldhøitydsk; som: GR ABEN 'aggerum' (Graff IV 307 27), 
'MAITZOGEW paedagogorum (Graff V 619 29), 'TRACCHEN' 
draconum (Graff V 504 n); b— ci middel- og nyhøitydsk; 
d — e) middel- og nynederlandsk; f) middelengelsk (Sturzen- 



124 DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 

Becker nysanførte Sted); g) oldfrisisk; som: ATTEN egentl, 
patrum (jf. goth. ATTA), HEILIGEN 'Sandorum? (jf. 3, 4, 
6 b, 12 b, 14 b). 16) YN, middelengelsk (Sturzen-Becker 
nysanf. Sted). 17) -A, a) oldfrisisk (som: MENSCHA ho- 
minum, MUTHA etymologisk = oldnordisk -nyisl. MUNNA 
ostiorum, RÉD-JEVA "consulum")f* ; b) oldnordisk -ny- 
islandsk -nyfærøisk (RISA yiydrtmv), nynorsk (see Aasen, 
Grammatik 1864, Side 136, 137 3-4, 162 3), middelsvensk- 
-middeldansk ('ARUA' heredum). 18) -E, a) oldfrisisk (som: 
HELCHE <Sanctorum\ RÉD-JEVE "consulum"); b) om Ny- 
frisisk see Lyngby gg 39 og 67; c) om Nynorsk see Aasen, 
Grammatik 1864 f. Ex. 162 1-8. 19) -EN'S, nyengelsk 
(OXEN'S boum). 20) -ES', nyengelsk (HARES' leporum). 
21) -ARS, nysvensk (HARARS leporum). 22) -ERS, ny- 
dansk (HARERS leporum). — Med 17 stemmer ARBINGA 
(Tune II). 

f Goth. ABAN-, Nom. Sing. ABA, er den ældre Eddas AFAN-, 
Nom. Sing. AFI. See Bugge til Skirn. 1. 

f 1 Nom. Sing. ost. 'REDIA'. 

f 2 En underlig Form er SKUNKENAN Richthofen 1034 b 30. 

f 8 See dog, med Hensyn til oldnordisk -nyislandske Former som 
GUMNA, næstfølgende Note (f 4 ). 

f 4 Rimeligviis ere disse oldfrisiske Plural-Genitiver ikke frem- 
komne ved Forkortelse af *MENSCHANA, *MIJTHANA, RÉD- 
-JEVANA, eller lignende 'svage' Former. De have vistnok 
indsneget sig fra den 'stærke' Bøining; ligesom 'svage' Former, 
navnlig 'svage' Plural-Genitiver, omvendt have fortrængt til- 
svarende 'stærke', f. Ex. i Høitydsk (Exempel: oldhøit. KEPANO 
og KEPONO donortim), Nedertydsk (Exempel: oldsax. GI- 
BHONO og GEBHONO, ved Siden af GEBHO, donorum), 
Engelsk (Exempler: oldeng. GIFENA donorum; SUNENA, 
ved Siden af SUNA, jiliorum). (Ogsaa Nyislandsk frembyder 
Spor af lignende uregelmæssig Tilbøielighed for 'svage' Plural- 
-Genitiver, idet man hører: TIKNA canumfeminarum; VALLNA, 
camporum, pralorum — see f. Ex. Isll. sOgur 1829 — 1830, 
II 201 Note i. Da VOLLU- er en masculin U-Stamme, har 
VALLNA stor Overeensstemmelse med oldeng. SUNENA.) 



DE ÆLDSTK RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 125 

Hvad Oldnordisk -Nyi.slandsk osv. angaaer, saa er jeg 
tilbøielig til at henføre ikke alene saadanne plurale Genitiver, 
som RISA, og saadanne plurale Nominativer, som Kl SAK, 
men den hele Plural: RISAR, RISA (Gen. og Acc), RISUM 
til en 'stærk' Bøining (idet jeg saa underlægger hele Eentallet 
en AN-Stamme og hele Fleertallet en A-Stamme). Ligesom 
denne Opfatning synes at anbefale sig ved Simpelhed og prak- 
tisk Hensigtsmæssighed, saaledes turde den historisk taget 
ogsaa være den rigtige. Man kunde nu opstille den Formod- 
ning, at Nom. Plur. -ANS og Gen. Plur. -ANE eller *-ANA, 
da de gik over — henholdsviis til -AR og -A (med andre 
Ord, da de ombyttede deres 'svage' Form med den 'stærke'), 
have draget Accusativen og Dativen med sig. Men denne 
Formodning vilde sikkert ikke træffe det Rette. Desuden er 
det første Spørgsmaal naturligviis : Hvad var det , der foran- 
ledigede, at Nom. og Gen. gjorde den anførte Bevægelse? Jeg 
troer, at Svaret maa blive følgende. Sammenlignes 
goth. Msc. PI. Nom. -ANS med goth. Msc. PI. Nom. -OS 
» » » Acc. -ANS » n » » Acc. -ANS 

• » » Dat. -AM » » » n Dat. -AM 

• » » Gen. -ANE » » • » Gen. -É, 
saa opdager man, uagtet begge disse Formrækker ere normal 
gothiske paa alle Punkter, ikke den ringeste Forskjel imel- 
lem Accusativ og Dativ henholdsviis af Stammer paa -AN 
og Stammer paa -A. Og under den Gjæring, der begyndte 
med Opløsning af Gothisk, men endte med Dannelsen af Old- 
nordisk , kunde en svækket Sprogsands let tabe de ovrige 
tydelig 'svag'forraede Casus af Syne, hvorved de tilsyneladende 
'stærk'formede, Acc. og Dat., kunde komme til at angive To- 
nen. Anledningen træder allerede frem i Gothisk. 

Ogsaa en Plural som oldn.-nyisl. GUMNAR— GUMNA— 
GUMNUM hviler , efter min Mening , heelt igjennem paa en 
(naturligviis secundair) A-Stamme, og tilhører en Udvikling, 
hvis Rodpunkt jeg troer at see i goth. ABNAM drageten 
(Eph. 5'j2, 24), jævnført med goth. ÅBNE avdgdiv. Allerede 
dette ABNAM (for *ABAM) har Udseende af at være en A- 
-Stamme. 



XLV. Oldfrisisk f - oldnor(lisk-n # vislandsk-n>t 1 r,.i4- imnn k -8T< >ish 

Maseuline Stammer paa -INGAN ere endnu mindre, end 
de paa -INGA, fælles for alle gothiske Sprog. I Følge 



126 DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 

Grimm, graram. II 350*, synes Oldfrisisk at besidde saa- 
danne i en Række Egennavne. Nysvensk har ARFVINGE heres 
(see desuden Rydqvist II 31932-34), af en Stamme AR- 
FVINGAN. Middelsvensk har baade en Stamme AR- 
VINGAN — ÆRVINGAN (jf. HOFPINGANUM, Rydqvist 
II 254 26 ) og en Stamme ARVINGJAN— ÆRVINGJAN. 
Nynorsk har ERVINGAN- (see Aasen, Grt. 1864 Side 

137 22-37). Oldnordisk har *ARBINGJAN ARFINGJAN- 

og »ERBINGJAN- — ERFINGJAN-, hered(i)-. Nyislandsk 
ERFINGJAN-. Nyfærøisk ARVINGJAN- (NO. XII 132 
Vers 11 og XX 97 Vers 19: 

einans er hon arringi), 
i al Fald ARMINGJAN- (AnO. 1854 Side 287 is-i?). 
I de Casus, der beholde det til Afledningsendelsen INGAN 
hørende A (andre vedkomme os ikke her), indskyder, som 
anført, Oldnordisk, Nyislandsk, Nyfærøisk, og tildeels Mid- 
delsvensk, et J (hvorved INGAN bliver til INGJAN). — 
ARBINGA (Tune II) og ARBINGAN (sst.) slutte sig altsaa 
i formel Henseende • nøiagtigt kun til Oldfrisisk , Nynorsk, 
Nysvensk, og tildeels Middelsvensk; hvorimod den hele Stam- 
mes Function ikke er frisisk, men nordisk; medens PRA- 
WINGAN (Tanum) synes at stemme overeens med Old- 
frisisk i den Maade, hvorpaa Endelsen (INGAN) bruges, 
altsaa i sin Function, i sin Form derimod (ligesom AR- 
BINGA og ARBINGAN) med Oldfrisisk, Nynorsk, Nysvensk 
og tildeels Middelsvensk. 



XLYI. Former, der synes at staae i nær Forbindelse med Old- 
nordisk, men som dog ei kunne henføres enten ligefrem til dette 
eller til noget andet Idiom. 

A. Ligesom Oldindiskf, bruge (saavidt jeg veed) samtlige 
gothiske Sprog og Sprogarter een og samme Form til dermed 

1 Her er ikke Tale om Bøiningen, men kun om Stammens fundamen- 
tale Form. 



DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 127 

at betegne baade 1. og 3. Sing. Indic. Perfectuni, alene 
med Undtagelse af tidnordisk, der i de 'svage' Verber ind- 
fører t 1 en relativ uoprindelig Forskjel imellem begge de 
nævnte Personer , ved , overfor vedisk DADHÅ , sanskr. 
DADHÅU, goth. -DA (osv.), at stille i 1. Person -DA 
(osv.), i 3. Person -DI (osv.), i Stedet for at neies enten 
med -DA (osv.)f' eller med -DI (osv.) i begge Tilfælde. 
Paa en Maade overeensstemmende med Oldnordisk frem- 
byde Indskrifterne 1. Person paa -DO osv. (TAWIDO 
Guldhornet, WORAHTO Tune I) overfor 3. Person paa 
*-DA osv. (W[0]RTA Etelhem). 

Angaaende det for TAWIDO og WORAHTO fælles 
-O, er det en Fornoielse at kunne henvise til P. A. Munch's 
og S. Bugge's smukke Bemærkninger derom (see Tidskrift 
f. Philologi og Pæd. VII 221—222). Imidlertid staaer det 
klart for mig, at disse Lærde lægge for stor Vægt paa dette 
-O og det dertil svarende oldnordiske -A. Fra Guldhornets 
TAWIDO feci, oldn. LAGDA posui, osv., slutter Munch til 
et ældre gothisk 'TAVIDO feci, hvilket han anseer for 
'renere eller mere uforvansket i sproglig Henseende', end 
dét i 'de forhaandenværende Manuskripter af Vulfilas Bi- 
beloversættelse' ene brugelige TAVIDA. Hertil maa bemær- 
kes, at naar man paastaaer dette med Hensyn til 1. Person, 
maa det ogsaa paastaaes med Hensyn til 3.; med andre 
Ord: *TAVIDO feci medferer 'TAVIDO fecit, og omvendt: 
TAVIDA fecit medfører TAVIDA feci. Dette er det ety- 
mologisk naturlige Forhold. Thi hvad er goth. -DA (f. Ex. 
i TAVLDA feci og fecit) andet end et 'stærkt' Perfectum i 
1. og 3. Person Sing. Indic. Aet.? Men 1. og 3. Person Sin- 
gular Indicativ Perf. Aet. falde sammen i hele den gothiske 
Sprogclasse (ikke engang Oldnordisk undtagen). Fremdeles 
falde def 3 sammen i Oldbaktrisk (Zend). Endvidere, som 
ovenfor berørt, i Sanskrit-- 4 og i Védisk. Ja, hvad mere er: 
begge Personer vare, efter Schleicher's Mening, allerede 



128 DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 

smeltede sammen i det japhetiske Ursprog. En Grund 
maa alligevel Indskrifternes Adskillelse af WORAHTO og 
*WORAHTA, saavel som den oldnordiske af ORTA og 
ORTI, have. Og naar Bugge yttrer (nysanf. Sted, Side 222) 
'Man tor vel sige, at der er noget symbolsk deri, at 1ste 
'Person, som i Græsk, ved en vægtigere Vocal udmærkes 
fremfor 3dje\ saa klinger dette meget plausibelt. Dog be- 
tvivler jeg, at den sande Grund er at søge heri. Skulde 
virkelig den græske Uregelmæssighed at opstille forskjellige 
Former (som Ol JA og OUE) for 1. og 3. Sing. Indic. Perf. 
have en dynamisk Betydning? I det mindste er Forholdet 
omvendt i Latin f 5 , især i den ældste Tid; jf. FUI med FUlT 
(senere rigtignok FUIT, i Følge en for Latin almeengyldig 
Lov). Her er det 3. Person, der har Overvægten — Noget, 
der vistnok hidrører fra Latinens bekjendte Tilbøielighed til 
at udelade M finale; men havde det været dette Sprog 
meget om at gjøre i al Fald at opretholde Ligevægten 
imellem 1. og 3. Person ( — hvilket i øvrigt paa en Maade 
skeer, naar ældre Latin udelader -T eller -D i 3. Person, 
som: DEDÉ dedit — ), saa havde -M let kunnet beholdes 
(jf. de mange Tilfælde, hvor det er beholdt). Overhovedet 
lægger, som det synes, vor Sprogæt, i det mindste paa 
senere Stadier, ikke an paa at forstærke 1. Person fremfor 
de andre -f- 6 . Allerede Oldbaktrisk, Græsk, Latin opgive hele 
Personalsuffixet -MI i 1. Sing. Indic. Præsens, medens de 
beholde Suffixet -TI i 3. Sing. Indic. Præs., enten fuldstændigt 
(som Oldbaktrisk), eller dog en Deel deraf (som Græsk, 
der beholder I, og Latin, der beholder T). Ja, Latin finder 
det ikke engang Umagen værd at holde fast paa Starame- 
Udlydens Længde i 1. Person, men forkorter, med stigende 
Hyppighed, VEHO (for *VEHOMI) til VEHO — hvorimod 
VEHIT forbliver uforandret. Ogsaa" i Oldnordisk staaer 
VEG veho, SET pono, D(EMljudico, ELSKA amo, tilbage, 
i Lydvægt, henholdsviis for VEGR vehit, SETR ponit, DCEM- 



DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 129 

IR judicat, ELSKAR amat. Jeg antager derfor, at SETTA 
posui, DCEMDA jvdicavi, ELSKADA amabam, overfor SETTI 
posuit, DCEMDI judicavit, ELSKADl' amabat, stammer fra 
Liigheden med VEGA veham, DCEMA jvdicem, ELSKA amem, 
osv., overfor VEGI vehat, DCEMI jvdicet, ELSKI amet, osv., 
men især med VÆGA (for VÆGJA) veherem, SETTA ponerem, 
DCEMDA judicarem, ELSKADA amarem, overfor VÆGI 
veheret, SETTI poneret, DCEMDI judicaret, ELSKADl amaret, 
idet man ikke har følt, at -A var etymologisk uberettiget i 
1. Sing. Indic. Perf. , men derimod etymologisk berettiget 
(som Forkortelse af -AU) i 1. Sing. Optativ.f 7 Med Hensyn 
til TAWIDO og WORAHTO, savner jeg Kundskab om, 
hvilke Former i 1. Sing. Optativ Præsens og Perfectum 
have svaret dertil i Indskrifternes Idiom. 

f See dog f 6 . 

f' Her er kun Tale om oldn. Activ. Forskjellen imellem 1. og 
3. Sing. Ind. Perf. i oldn. Passiv er af en anden Art. 

f 2 Hvis Oldnordisk (uden særegen Anledning) havde beholdt -DA 
(DA. -TA, osv.), overfor goth. -DA (osv.), saa havde dette 
været paafaldende conservativt. 

+ 3 Som det synes. 

T 4 Navnlig for saavidt Endelsen angaaer. See iovrigt f. Man 
sammenligne t. Ex. nynorsk VA, nynorsk-dansk-svensk-ny - 
færoisk-nyislandsk-oldnordisk VAR, middeldansk og nyhoitydsk 
WAR, middeldansk WOR (see f. Ex. Lucidarius ved Brandt, 
Side 6 is-lo), nyfrisisk VOS, eldengelsk WÆS, oldfrisisk- 
-nyengelsk - middelengelsk - nederlandsk - nedertydsk - middelhøi- 
tvd>k-oldhoitydsk WAS, nyfrisisk (see Lyngby Side 55 9, 
hvorefter Side 77 as her ovenfor suppleres) -oldnordisk -gothisk 
VAS, (see nærværende Artikel, XXIII), hvilke alle betyde 
baade eram og eral. med oldindisk U-VAS-A , der baade be- 
tyder habilavi og habitavit. 

j* Græsk og Latin befinde sig begge med Hensyn til Perfectum 
i en aberrativ Stilling. 

f 6 Et temmelig gammelt Exempel paa det Modsatte med Hensyn 
til Forholdet imellem 1. og 3. Person Singular netop i Per- 
fectum l haves i Oldindisk , 1) hvor consonantisk begyndende 



1 Nemlig i Parasmaipadam. 

Aarb. f. nord. Oldk. og Hist. 1869. 



130 DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 

Rødder, hvis Udlyd er A + en enkelt Consonant, med' Nød- 
vendighed forlænge dette A i den 3. Person (f. Ex. kun TA- 

TÅPA calefecit), roedens den 1. ogsaa tager til Takke med 
en ikke forstærket Form (altsaa: enten TATAPA eller 
TATÅPA calefeci), 2) og hvor Rødder, hvis Udlyd er en 
Vocal, hæve denne til 'vrddhi' i 3. Person (som: DUDHAVA 
commovit) , men i 1. Person enten til 'vrddhi' eller kun til 
'guna' (som: DUDHAVA eller DUDHAVA commovi). I det 
Hele taget synes det at ligge i Sagens Natur, at Sproget, 
som det menneskelige Samlivs Bærer, snarere maa beflitte 
sig paa at lade den Talendes Person træde en Smule tilbage, 
end paa at fremhæve den paa Andres Bekostning. 
f 7 Nyislandsk har gjort en tilsvarende Bevægelse i modsat Ret- 
ning, ved at forandre Plural Optativ Perfectum 

VÆRIM essemus, VÆRID essetis, VÆRI essent, 
til VÆRUM essemus, VÆRUD essetis, VÆRU essent,- 
og saa fremdeles i alle Verber. Herved er den Fordeel op- 
naaet, at 3. PI ur. Opt. Perf. ikke falder sammen med 3. 
Sing. Opt. Perf. (VÆRU eisent er forskjelligt fra VÆRI esset). 
Men denne Fordeel overveies af den Ulempe, at bele Plural 
Optat. Perf. falder sammen med Plur. Indic. Perf. i de 
Verber, hvis Optativ Perf. ikke indeholder en Omlyd, 
der er udelukket fra Indicativ Perf.: ELSKUDUM, ELSK- 
UDUD, ELSKUDU betyde paa Nyislandsk henholdsviis ikke 
alene amabamvs, amabalis, amabant, men ogsaa amaremus, 
amaretts, amarent. Sagen er vel den, at de til Indicativ 
hørende plurale Perfect-Endelser ere trængte ind i Optativ, 
uden at noget sprogligt Resultat derved er tilsigtet. Paa en 
lignende Maade er nu. efter min Mening, oldnord. ELSKADA 
arnarem kommet til ogsaa at betyde amabam. 

B. Overfor goth. POS (eae, eas), oldhøit. DIO osv., 
stiller Jacob Grimm oldnord. P(ER. Sagen forholder sig 
paa følgende Maade. Holdende sig til Sprogudviklingens 
uforstyrrede Gang i de gothiske Sprog, inåatte man vente 
et oldnordisk *PAR (eae, eas), der vilde forholde sig til 
goth. 1>0S, som PÅ (eam) forholder sig til goth. VO, for 
ikke at anføre andre Analogier. I Udgaverne af de nordiske 
Oldskrifter fandt Grimm imidlertid naturligviis intet *PÅR, 
men kun pÆR. I de ældre Udgavers (for Resten i dette 



DB ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 131 

Pankt for en stor Deel berettigede) Skrivemaade kunde PÆR 
ligesaa godt være — KER, som det kunde være sig selv. 
Da nu Gothisk i det Hele taget afgiver det nærmeste ety- 
mologiske Grundlag for Oldnordisk, og da navnlig gothisk 
ogsaa i Oldnordisk optræder somO: saa var det naturligt 
at opfatte PÆR som PCER, d. e. som omlydt Variation af 
POS. Dette har nu (som anfert) Grimm gjort, gramm. I' J 
792, med Tilføiende 'der umlaut æ fur 6 erwartet noch 
'nåhern aufschlufi', — en Opfatning, han synes at have fast- 
holdt, da den gjentages af Wilhelm Grimm, i Ordbogen 
(III 954) under DER.f At Ordets rigtige Form dog er 
PÆR, fremgaaer t. Ex. 1) af de oldnordiske Haandskrifter, 
der skjelne correct imellem Æ og (E; 2) af gamle Heelriim, 
som: 

PÆR sem engar VÆRIf 1 , 

tel'k PÆR s ek »elt FÆRIf; 
3) af nyfæreisk TÆR (TÅR Fær. 41 tre Gange). Men Æ 
i PÆR forholder sig til AI i PAIAR (Istaby), som Æ i 
oldnord. ÆFI (aevo), FRÆ\A-{semen-), HRÆV k-(cadaver-\ 
SNÆR (nix), SÆVA {mart), LÆRA {docere), forholder sig 
til goth. AI henholdsviis i AIVA, FRAIVA-, HRÅIVA-, 
SNA1VS, SAIVA, LAISJAN. 

f Paa lignende Maade sætter Grimm |P(E i Stedet for oldnord. 

PAU, paa Grund af goth. PO; samt TVCER i Stedet for 

oldn. TVÆR {duae, duas), paa Grund af goth. TVOS. 
t 1 Sighvatr — Hkr. 1777 ... II 128, Fnis. IV 191. Oh. 1853 

S. 82, Flat. II 115. Halvstrophen frembyder Vanskeligheder; 

men den citerede Linie synes sikker. 
f 2 Hallar-Steinn, i Rekstefja (Scripta historica Islandorum III 260; 

jf. Fms. II 274, Flat. I 464). 



XLIII. Udelukkende oldnordisk 

synes Formen RUNAR (= RUNAR) paa Istaby-Stenen at 
være , med mindre det paa svenske Runestene fore- 

9* 



132 DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 

kommende RUNAR henføres til Middelsvensk. Den ny- 
islandske Form er RUNIR. 

XLY111. Oldnordisk - nvislaiulsk -j- - middelsrensk. 

Ubestemt Nom. Plur. Mase. af Adjectiv-Stammer paa 
-A dannes i de gothiske Sprog ved at 1) forandre dette 
-A til a) -Alf 1 , gothisk; b) -A, oldhøitydsk (sjelden)f 2 , 
oldsaxisk -j- 2 , nysvensk -j- 3 ; c) -E, oldhøitydsk -j- 4 , middel- 
høitydsk, nyhøitydsk, oldsaxisk -j- 4 , middelnedertydsk, ny- 
nedertydsk, middelnederlandsk, nynederlandsk, oldengelsk, 
oldfrisisk, nynorsk, nysvensk, middeldansk -|- 5 , nydansk; 
d) -NE, nynorsk-]- 6 ; e) -Æ, middeldansk f 7 ; f) -I, middel- 
dansk -j- 8 ; g) -IR, oldnordisk-nyislandsk, nyfærøisk, middel- 
svensk; h) -ER, oldnordisk, nyislandsk i ældre Skrifter, 
middelsvensk; 2) bortkaste det i Stedet for -A traadte -E, 
a) enten alene, i Nyengelsk og Nynorsk -f- 9 , b) eller i For- 
bindelse med et umiddelbart foregaaende D, i Nynorsk -J- 10 . 
SINGOSTER (Tune II) synes at høre til 1, h, altsaa at 
have ombyttet det tunge oprindelige -AI med det lette -E 
og føiet hertil et uvedkommende -R. 

f Dog kun som en gammel, nu for længe siden forældet, 

Skrivemaade. 
f 1 Jf. oldlat. -OE (PILUMNOE POPLOE i Carmen Saliare) 

og -El (som: QVEI FOIDERATE1 i S. C. de Bacchan.), 

græsk -Ol, oldind. -E (for -AI), osv. 
f 2 Grimm skriver (-A, d. e.) -Å i Oldhøitydsk og Oldsaxisk; 

altsaa: ALLA ndvteg (jf. f 4 ). Oldhoitydske Exempler paa 

-A : ALLA vzarreg, ARGA cpiluyyvooi, osv. 
f 3 See Rydqvist II 460—461 (mora. 5). 
f 4 Grimm skriver -E i Oldhøitydsk og Oldsaxisk; altsaa: 

ALLE izavreg (jf. f 2 ). 
t 5 F. Ex.: SUMME SUMME, ol (itv ol 8é, 'Skånske 

Lov' ved Thorsen, Side 20a; MARGHE, sst. Side 21 1 ; 

NÆFNDE, sst. 21 1 1 . 
t 6 Paa nogle Steder, efter -IG og -LEG; see Aasen, Grt. 1864 

Side 171 14-ie. 



DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 133 

f 7 F. Ex. : ALLÆ, Sk. L. ved Thorsen, Side 20 i ; HINÆ, 

sst. Side 20 4. 
f 8 F. Ex.: HINI, sst. Side 20 7,8; SUMMI, sst. Side 19 2. 
t 9 Aasen, Grt. 1864 Side 168 36-39. 
f 10 Samme Værk, Side 171 28-30. 

XLIX. Oldnordisk - nyislandsk - nyfæreisk • middelsrfnsk- 
-middeldansk. 

A. Ved den forskjellige Maade, hvorpaa det masculin- 
-feminine Suftix for Nom. Sing., nemlig -S, behandles i Sul- 
stantiver, dele de gothiske Sprog sig i tre Glasser. Den 
ferste dannes af det Gothiske selv, der beholder dette -S 
uforandret. Den anden Classe bestaaer af Oldnordisk, 
Nyislandsk, Nyfæreisk, Middelsvensk og tildeels Middel- 
dansk, der forandre dette -S til -R. De øvrige gothiske 
Sprog (den tredie Classe) udelade det. Exerapel: xXé^tijg 
(i nogle Idiomer ogsaa tønfe) hedder 1) goth. PIUBS 
(Joh. 10 10 12e, 1 Thess. 5 2 og 4 ) g *MUFS; 2) old- 
nordisk MOFR, nyislandsk MOFUR, nyfæreisk TJOVUR 
(AnO. 1854 Side 245 nederst), middelsvensk MUVÆR 
osv., middeldansk MUFÆR (Wimmer, 'nos. bojn.', Side 19); 
3) oldheitydsk DIUB osv., middelhøitydsk DIEP osv., 
nyheitydsk DIEB, oldsaxisk TIIIOF, middelnedertydsk og 
nederlandsk DIEF, nynedertydsk DEF, oldengelsk PEtiF, 
nyengelsk THIEF, oldfrisisk THIAF osv., nyfrisisk TIF 
(Lyngby Side 29 1 s og 50 2 1 ; jf. endvidere Richthofen 
under THIAF og Diefenbach II 705 12-13), nynorsk TJUV 
osv., nysvensk TJUF, middeldansk MUF (Wimmer nysanf. St.) 
og THIUF, nydansk TYV. I HLEWAGASTIR HOLTINGAR 
(Guldhornet), WIWAR (Tune I), HARABANAR og ERI- 
LAR (Varnum), HAITINAR (Tanum) , HAKJWULAFR 
HAERUWULAFIR (Istaby) vise vore Indskrifter en stærkt 
fremtrædende Overeensstemmelse med Classe 2. 

B. Den Vocal, der staaer umiddelbart foran det 
egentlige Suffix (-NA-) i Partic. Præt. Pass. at 'stærke' 



134 DE ÆLDSTE RCNEINDSK RIFTERS SPROGLIGE STILLING. 

Verber, er 1) A, i Gothisk (som: HÅITANS nominatus), 
Oldhøitydsk (som *HAIZANER nominatus), Oldsaxisk (som: 
HÉTAN nominatus) f; 2) I, i Oldnordisk-Nyislandsk (som: 
HEITINN), Nyfærøisk (som: FUNNIN, Fær. 62 b-io), 
Middelsvensk (som: HETIN, Rydqvist I 163 9), Middel- 
dansk f 1 ; 3) E, i Oldhøitydsk (som : GEHEIZENÉR), 
Middelhøitydsk , Nyhøitydsk , Oldsaxisk (undtagelsesviis, 
som: BIUOLHEN', ved Siden af BIFOLAHAN', Variant 
til Héliand 4060 Heyne), Middelnedertydsk, Nynedertydsk, 
Middelnederlandsk, Nynederlandsk, Oldengelsk, Middel- 
engelsk (see Wm. T. P. Sturzen- Becker, Notes, p. 74), 
Nyengelsk, Oldfrisisk, Nyfrisisk (Lyngby, Om Nordfrisisk), 
Nynorsk, Middelsvensk, Nysvensk, Middeldansk f 2 , Nydansk. 
HAITINAR (Tanum) hører til 2. 

f Jf. endvidere t. Ex. oldfris. SKREVAN, Richthofen under 
SK RIVA, Side 1033 is. 

f 1 Exempler af Sk. Lot Ted Thorsen: DRÆPIN interfectus, 
Side 13 1 6 28 i 1 ok 2 1 29 1 7 30 1 3 og mange andre Steder; 
FANGIN captus, 67 6 ; osv. 

I evrigt forekommer dette I ikke sjelden i Oldhøitydsk 
(f. Ex. : FERRAT1N, UUORDlN, UNBIUUOLLlNA, Graff I 
791 -i 991 25 II 461 12), i Oldfrisisk (som: FERIN og 
EFERIN profectm osv., ESKRIVIN scriplus, STELIN og 
ESTELlN surreptus), og maaskee i flere gotbiske Sprog eller 
Sprogarter. Nærværende XL1X, B burde derfor egentlig 
have til Overskrift i det mindste oldhøitydsk - oldfrisisk - 
-oldnordisk-nyislandsk-nyfærøisk-middelsvensk-middeldansk'. 

-p Exempler i Sk. Lov ved Thorsen — med E: BOREN natus 
39 5, HOGGEN iclus 35 10, STOLEN furto subductus 44 13, 
HÆRTAKEN bello captus 40 1 , osv.; med" Æ: UBUNDÆN 
non vinctum 42 1 1 , osv. 

L. Oldnordisk - nyislandsk - nyfærøisk - nynorsk - middelsvensk- 
-[nysvensk-dansk]. 

Eentallets Genitiv-Suffix -S, føiet til feminine Sub- 
stantiv-Stammer paa -A, behandles paa følgende Maader i 
vor Sprogclasse. 1) Det beholdes uforandret i Gothisk, 



DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 135 

som: AIRK)S pø. 2) Det torandres til -R i Oldnordisk - 
-Nyislandsk (som: JARDAR ytjg), Nyfærøisk (som: SÆMD- 
AR honoris, Fær. 9 20 10:»), Nynorsk (som: VON AR 
eXnidog), Middelsvensk (som : IORl'AR yijg). Ogsaa i 
Middeldansk (-LØGHIÆRTH DAGH. Sk. Lov ved Thor- 
sen, Side 88 m, osv. ; see Wimmer, 'nos. bojn.', S. 24 §8; 
LØÆRDAGH, Jydske Lov ved Thorsen, Side 172a), 
Nydansk (LØVERDAG og LØRDAG), Nysvensk (LORDAG), 
findes dette -R. 3) Det bortfalder i Oldheitydsk (som: 
ERDHÅ, ERDO, osv., yrjg), Middel- og Nyhøitydsk (som: 
ERDE rw), Oldsaxisk (som: ERDU ytjg), Middelnederlandsk 
(som: MOUDE = oldnordisk-nyisl. MOLDAR), Nyneder- 
landsk (som: BORSTE pectoris), Oldengelsk (som: GIFE, 
oldn.-nyisl. GJAFAR, dont), Oldfrisisk (som: SINE, oldn.- 
-nyisl. SINAR, tevoov), Nynorsk (Aasen, Grt. 1864 § 172), 
Middelsvensk (som: ALNA, ved Siden af middelsv. ALNAR, 
oldn.-nyisl. ÅLNAR, goth. *ALEINOS, gr. etymolog. mtivyg), 
Middeldansk (som: IORl'A og IORl>Æ yijg\ HIÆLPE, oldn.- 
-nyisl. HJÅLPAR, auxilii; see Wimmer, nos bojn.' S. 24 
— 25, § 8), osv. 4) Det bortkastes (i Regelen tilligemed 
den foregaaende Vocal) og erstattes ved det fra den 
mascnline og neutrale Bøining hentede -S, i Middelsvensk 
(som: IORDZ yijs, Rydqvist II 60), Middeldansk (Wimmer, 
'nos. bojn.' S. 25 11- is), Nysvensk og Nydansk (som: 
SOLS, oldn.-nyisl. SOLAR, solis). Jf. t. Ex. oldn. 
HMLPS-MADR, samt Aasen Grt. 1864 S. 161 it*i». 

See ogsaa Nyengelsk. Ligesom 2, synes OPLINGOR 

(Tune II) at stille -R overfor goth. -S. 

II WilUk Standpunkt. 

Det -S, der allerede i Oldindisk suffigeres substan- 
tiviske f Feminin -Stammer paa -A, for af disse at danne 
Acc. Plural, 1) holder sig uforandret i Gothisk (som: GIBOS 
dona; jf. t. Ex. oldind. £IVAS fortunatas); 2) forandrer sig 



136 DE ÆLDSTE RONEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 

til -R, a) i Oldnordisk (som: GJAFAR, senere GJAFIRf 1 , 
dona; JARDIR fundos), b) i Nyislandsk (som SINAR 
nervos, GJAFIR dona), c) i Nyfærøisk (som: VARRAR 
[AnO. 1854 S. 279 g 42] = oldnord. VARRAR labia, 
JARDIR [AnO. 1854 S. 280 §47] — oldn.-nyisl. JARDIR), 
d) i Nynorsk (som: SKALER og SKALIR pateras), e) i 
Middelsvensk (som: ERTAUGAR, ORTUGHÆR og OR- 
TOGHÆR, ORTOGHOR, ORTUGHUR , ARTOGHER, 
ERTAUGR, osv., duellas; IORMR fundos), f) i Nysvensk 
(som: DROTTNINGAR reginas, SAKER causas), g) i 
Middeldansk (som : SAKÆR og SAKIR causas), h) i Ny- 
dansk (som: SAGER causas); 3) bortfalder, a) i Oldhøi- 
tydsk (som: GEBO og GEBÅ dona), b) i Middelhøitydsk 
(som: GEBE dona), c) i Oldsaxisk (som: GEBHÅ dona), 
d) i Oldengelsk (som: GIFA og GIFE dona), e) i Old- 
frisisk (som: IEVA og *IEVE dona), f) i Nyfrisisk (see 
Lyngby II 37 og 66), g) i Middelsvensk (som: BROUA 
pontes; jf. Rydqvist II 80), h) i Middeldansk (som: SAKA, 
SAKÆ, SAKI, causas; see Wimmer, 'nos. bojn.', S. 25 §9), 
i) i Nydansk (som: SOLE soles), j) i Nynorsk (som: 
SKÅLI og SKÅLE pateras); 4) giver Plads for (det til 
'den svage Bøining' hørende) -N, a) i Nyhøitydsk (som: 
GABEN dona), b) i Nynedertydsk, c— d) i Middel- og Ny- 
nederlandsk (som: MIEREN formicas); 5) fuldender saa at 
sige et Kredsløb i Nyengelsk, ved at ombyttes med det 
almindelige plurale -S (eller med andre Ord: ved paa en 
Maade at vende tilbage til sig selv). Overeens med 2 
stemmer Brugen af det sluttende R i RUNOR (Varnum; 
jf. Tune I) og RIINAR (Istaby). 

t Adjectiviske og pronominale Stammer ligge udenfor Betragt- 
ningen paa nærværende Punkt. 

f 1 De gothiske Sprog skjelne ikke imellem Åcc. og Nom. Plur. 
af substantiviske Feminin-Stammer paa -A, ligesaa lidt som 
f. Ex. sædvanligt Oldindisk. 



DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 137 

I Forandringen af GJAFAR til GJAFIR, og lign., seer 
jeg ikke en Overgang fra A-Stammer til I-Stammer, men 
simpelt hen en Svækkelse af A til I, ligesom f. Ex. a) i 
Præs. Opt. Singular 1. Person, naar GEFA dem bliver til 
GEFI og LE1TA guaeram til LEITI: b) i Perfectum Opt. 
Singul. 1. Person, naar GÆFA darem bliver til GÆFI og 
LEITADA gvaererem til I.E1TADI; c) i Perfectum Ind. Sing. 
1. Person af 'svage' Verber, naar LEITADA quaerebam 
bliver til LE1TADI; d) i Perfectum Ind. Sing. 3. Person af 
svage' Verber, naar goth vaurhtA , oldhoit, worhtA, oldsax. 
warhtA, bliver til oldnordisk-nyisl. ortl, (see ovenfor 1Y,B). 
Oldnordisk-nyislandsk (osv.) I for A svarer til E for A i 
andre gothiske Sprog. 



Trods indløbne Feil — og Professor Stephens har 
allerede havt den Godhed at gjore mig opmærksom paa 
Nødvendigheden at at rette Yttringen 'Desuden viser N 
(for NN) i FINO en Tilnærmelse til den senere Runeperiode', 
Side 42 31-32, idet han har oplyst mig om, at Forenkling 
af Bogstaver ligesaavel tinder Sted i de ældre Runer, 
Noget, der ogsaa i og for sig er rimeligt. Altsaa — ind- 
løbne Feil uagtet, er, efter min Mening, det klart, at intet 
af hvad der hidtil er antørt vækker nogen grundet For- 
ventning om særegne forgothiske Fuldkommenheder i de 
gjennemgaaede Indskrifter. Hvad den Omstændighed an- 
gaaer, at Indskrifternes Idiom er, foruden Gothisk, tilsyne- 
ladende det eneste af vor Sprogclasse, der intet kjender til 
Omlyd — saa maa det ansees for utvivlsomt, at hvis man 
f. Ex. havde uforvanskede og klare oldhøitydske eller old- 
saxiske Sprogmonumenter fra Aar nOO eller 600, vilde det 
samme Phænomen frembyde sig. Selv de Ord i Ind- 
skrifterne, der paa en eller anden Maade synes at hæve 
sig over Idiomerne af anden Rang og at ville kappes med 
Gothisk , dette den gothiske Sprogverdens Dhavalagiri, 
komme øiensynlig til kort. Med Indskrifternes hele Be- 
skaffenhed for Øie, vil neppe Nogen have Mod til at er- 



138 DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 

klære FINO for at være = FINNO; man vil uvilkaarlig 
opfatte det som FINNO 1 . Det Samme gjelder om HARISO. 
Desuden ere baade HARISO og WARITU ligesom gaaede 
af Lave ved at falde fra det gothiske Sprogs Høide, idet 
fremmede Elementer have trængt sig ind i dem begge , og 
HARISO desuden har mistet en Consonant. 2 Ogsaa de i 
øvrigt alderdommeligste Punkter i Indskrifterne ledsages af 
en eller anden Brøst. Begyndelsen af -HALAIBAN seer 
saaledes ud næsten som en Protest imod den ret ærværdige 
Endelse -AN. Og dog er denne Endelse ikke synderlig 
sjelden. Den forekommer i Oldhøitydsk og Oldsaxisk (see 
XXXII her ovenfor). Den er saa godt som eneherskende i 
Oldengelsk. Den forudsættes af Oldfrisisk, Oldnordisk-Ny- 
islandsk, Nyfærøisk, Middelsvensk, Middeldansk (see her 
ovenfor XVII, 5). 

Alt dette uagtet, har man troet at gjøre overordentlige 
etymologiske Fund i disse Indskrifter; men det er vist en 
Virkning af det Nye i Forbindelse med det Hemmeligheds- 
fulde. 

De, som henføre DOHTRIR (Tune II) til en consonantisk 
Stamme, ville dog vist ikke negte, at dette DOHTRIR staaer 
etymologisk lavere, end goth. DAUHTRJUS, ikke alene i -R 
for -S, men ogsaa i O for AU, da dette sidste tilkjendegiver 
Bevidstheden om det oprindelige U (i gr. QTTATEP-, 
oldind. DUHITAR-). Jeg for min Deel anseer DOHTRIR 
for at hvile paa en U-Stamme, og betragter det som et ægte 
Mellemled imellem goth. DAUHTRJUS og oldnord. D03TTR 
(DCETR). Det gothiske AU er gaaet over til O, ligesom i 
Høitydsk, Nedertydsk, Nederlandsk, Old- og Middelengelsk, 
Frisisk, og selv i Oldnordisk — kun at det sidstnævnte 
Idiom udvider O til O, paa Grund af den følgende Forandring 



1 Dog kunde man opfatte dette O som svævende imellem Længde 
og Korthed. 

2 Jeg antager ikke Metathese i HARISO. 



DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 139 

af HT tilTT. (Ora dette HT see X, A her ovenfor.) Gothisk 
-JUS er blevet til -IR. Bortseet fra Vocalen i første Sta- 
velse, forholder DOHTRIR: goth. DAUHTRJUS — oldnord. 

SYNIR: goth. SUNJUS. Gothisk, ja allerede Old- 

indisk, sammensmelter Acc. Plur. af feminine Stammer paa 
-A med Nom. Plur. Det vilde være mindre correct, hvis 
man udtrykte dette saaledes, at det var Nominativ, der var 
bleven sammensmeltet med Accusativ. Thi det er øiensynlig 
Accusativ-Mærket, man har opoffret — rigtignok i den 
Hensigt, at s k j e 1 n e i m e 1 1 e m to Kjøn (Masculin og Feminin) ; 
men Følgen blev paa den anden Side den , at to Casus 
(Nom. og Acc.) kom til at falde sammen. Denne Analogie 
har nu vundet et saadant Herredømme i Oldnordisk-Nyis- 
landsk, at her, uden Undtagelse, enhver feminin Acc. Plur. 
er i formel (saavel graphisk som phonetisk) Henseende 
identisk med den feminine Nom. Plur. af samme Stamme. 
Dette er Grunden til, at man ikke finder noget oldnordisk 
*MODRU fitj re 'Q a ^i intet *DOTTRU eller *DOTRU »vyatégag, 
intet *SYSTRU ddei.yds, osv.; men kun MCEDR (MÆDR) 
firfxéqag^ osv., ligesom i Nominativ. — Da jeg troer, at man 
overalt, hvor det kan skee paa en utvungen og naturlig 
Maade, bør lægge det Gothiske i streng Forstand til Grund 
ved Forklaring af Oldnordisk, kan jeg ikke see nogen R- 
-Stamme i DOHTRIR — ligesom jeg overhovedet er af den 
Formening, at Antagelsen af talrige Consonant-Stammer, 
foruden dem paa -N, i vor Sprogclasse, strider imod den 
hele Udviklingsgang i vor Sprogæt. 

Prof. Bugge antager -GASTIR (Guldhornet, Berga) 
for at høre til en I-Stamme. I goth. GASTS, for 'GASTIS, 
var I bortfaldet, men Suffixet -S uforandret. I Indskrifterne 
skulde det omvendte Forhold tinde Sted: I skulde her endnu 
være bevaret, medens -S var degraderet til -R. Det er 
muligt; men det er ikke sandsynligt. Jeg kan derfor ikke 
betænke mig paa, med Wimmer (Aarbøger 1867, Side 
53-54), at opfatte -GASTIR (samt -VVL'LAFIR, Istaby) 



140 DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 

som hvilende paa en JA -Stamme, i Overeensstemmelse 
med oldnord. GESTR, idet jeg desuden skal henvise til 
Sprog, hvortil Indskrifterne ellers ofte slutte sig, og som 
frembyde talrige Exempler paa JA-Stammer overfor saakaldte 
oldnordiske I- Stammer; som: oldhøit. og oldsax. WINI, 
old- og middelhøit. og oldeng. WINE, oldfris. WINNE, 
overfor oldnord. VINR amicus; osv. 

Det A, der staaer som næstsidste Bogstav i HOLTINGAR 
(Guldhornet), WIWAR (Tune I), HARABANAR og ERILAR 
(Varnum), HAITINAR (Tanum), menes at være den ægte 
gamle Stammeudlyd, altsaa — det oldindiske A f. Ex. i 
CIVAS. Hvad er Grunden til denne Mening? Dog vel den, 
at det nævnte A i hine fem Ord indtager en Plads, der 
oprindelig tilhørte et A. Men for det første 

er denne Grund ikke holdbar. Nyere oldnord. (see J6n 
Porkelsson, i Program fra Reykjavik 1863, ( Um r og ur i 
niorlagi oroV osv.), nyisl. og nyfær. -UR, i Nom. Sing af 
masculine A-Stammer, stiller sig overfor lat. -US (jf. t. Ex. 
oldnordisk - nyislandsk - nyfær. ELDl'R med lat. FOCl'S), 
og dog er hiint oldn. -nyisl. -nyfærøiske U, som bekjendt, ikke 
nogen Fortsættelse af dette latinske (L Goth. A i STIGEIMA 
scanderemus svarer tilsyneladende til et oldindisk A, men er 
i etymologisk Henseende ingenlunde identisk dermed, eftersom 
det oldindiske A er oprindeligt, medens det gothiske først 
er tilføiet i en seen Periode for ligesom at støtte det fore- 
gaaende M. Fordetandet — antager man, 

at A i HOLTINGAR, WIWAR, ERILAR, osv., er oprinde- 
ligt: maa man da ikke antage det Samme med Hensyn til 
det sidste A i 'ASLACAR' og lignende Nominativer i de 
senere Runeindskrifter? ja, endog med Hensyn til Skaanske 
Lovs PIUFAR fur, osv.? For det tredie maa 

man ikke glemme , hvor overordentlig hyppigt de ældre 
Runer indskyde et A (see her ovenfor Side 96 19-22) 
imellem to Consonanter, især naar den ene af disse er en 
Liquida — N, L, R. Og alle de anførte Nominativers Udlyd 



DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 141 

er netop R. Anledningen til Vocalindskud synes desuden 
i dem alle forstærket ved særegne Omstændigheder. — O 
for «NG» i de ældre Runer beroer maaskee paa en Opløsning 
- en Overskæring - af Runen X (d. e. G), i hvilket Til- 
fælde C" slutter sig til den gothiske og græske Betegnelse 
GG for NG, saaledes, at C- er en Art Forkortelse af XX. 
Men i alt Fald turde Forbindelsen af de to Tegn til eet 
antyde en inderlig Sammensmeltning af Nasalen med den 
følgende Guttural, saa at man næsten kan sige, at A i 
HOLTINGAR betinder sig imellem et (gutturalt) N og et 
R. ' — Med Hensyn til WIWAR maa det bemærkes, at naar 
man seer bort fra ganske enestaaende , monstrøse Forsøg 
paa at skrive etymologisk, saa taaler Oldnordisk intet ud- 
lydende -VR; altsaa var et *VIVR (eller *WIWR) en 
Uting. — I HARABANAR staaer det sidste A imellem to 
Liquidae, og var desuden nødvendigt for at redde Nominativ- 
Suftixet, da dette engang var udartet til -R. Oldnordisk 
taaler særdeles godt baade HRAFNS og APTANS; men 
HRAFNR(!) og APTANR(!) vare Umuligheder. HaRA- 
B(A)NaR er aabenbart et Mellemled imellem et goth. 
♦HRABNS (eller *HRABANS) og oldnordisk-nyisl. HRAFN 
(jf. nyfær. RAVNUR). — Ogsaa i ERILAR staaer A imellem 
to Liquidae. Jeg holder ERILAR for at være = ER/LaR 
(see her ovenfor Side 97 1, af en Grundform ERLS, der 
frembød en tilladelig Lydforbindelse (jf. t. Ex. JARLS i 
Oldnordisk, Nyislandsk, osv.). Men gik -S her først over 
til -R, saa kunde dette Suffix ikke holde sig, uden ved 
Ujelp af en tilføiet Vocal. Antager man derimod (hvad jeg 
ikke gjør), at I i ERILAR er væsentligt - er etymologisk 
berettiget -, saa gik et *ERILS over til ERILaR, da 
♦ERILR var et Monstrum, og man dog foreløbigt ønskede 
at redde Suftixet i den secundaire Form (som -R), uagtet 
Oldnordisk senere assimilerede det i slige Tilfælde. — l 



1 Altsaa imellem to Liquidae. 



142 DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 

HAITINAR har det sidste A ligeledes en Liquida paa hver 
Side, Paa Gothisk hedder dette Ord HÅITANS, paa Old- 
nordisk-Nyislandsk HEITINN. Kan man til begge disse 
Former tænke sig en naturligere Mellemform, end et *HAI- 
TANaR, eller, paa et senere Stadium, HAITINaR (der saa 
gik over til *HEITINaR, *HEITINR, for fra denne sidste 
Form øieblikkelig at springe over til det assimilerede HEIT- 
INN)? — Een Forandring medfører gjerne en anden. -S 
forandredes til -R. Men dette -R var ikke brugbart for 
Udtalen i alle de Tilfælde, hvor -S havde været det; og 
Følgen blev, at -R i slige Tilfælde enten maatte understøttes, 
eller det maatte finde sig i at forandres (ved Assimilation), eller 
det forsvandt ganske. At jeg i dette Spørgsmaal gaaer ud fra 
Oldnordisk, er vel en Selvfølge, da Indskrifterne i Brugen 
af det her omhandlede Suftix slutte sig til Oldnordisk, og kun 
til Oldnordisk. Endog HAITINAR fjerner sig ved sin sidste 
Vocal paa en afgjørende Maade selv fra oldhøit. *GAHAI- 
ZANÉR, GEHEIZENÉR, med sit lange E. For 

det fjerde maa man betænke, hvor lidet Antagelsen af, 
at A i HOLTINGAR osv. er den oprindelige Stamme-Udlyd, 
rimer sig, deels med Indskrifternes Sprogform i det Hele, 
deels, i Særdeleshed, enten med -R, denne nye Form af 
Suffixet, eller med I for A i den mellemste Stavelse af 
HAITINAR, o. s. v. 

Ogsaa til den ledige Plads i masculine og neutrale A- 
-Stammers Udlyd i Acc. Sing. optræder et A som Prætendent. 
Gothisk besidder paragogiske A'er af en vis Art i stor 
Mængde; saaledes i 1>ATA, ALLATA, ALLANA (, overfor 
oldnord. l'AT, ALLT, ALLAN), LIGAIVA (Dual) jaceamus 
(i Stedet for *LIGA1V, uagtet -VA i LIGAIVA svarer 
til et oprindeligt -VAS), og saa fremdeles. Men en slig 
Endeforlængelse hører just ikke til det gothiske Sprogs 
etymologiske Glandspunkter. Og det var at forudsee, at 
den vilde gjentage sig i Indskrifternes bløde Idiom, der var 
saa blødt, at det ikke engang i Lapidarskrift kunde holde 



DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 143 

Hjelpevocalerne ude, men udspilede Ordene paa en Maade 
og i en Grad, der stiller dem i skærende Modsætning paa 
den ene Side til Gothisk, paa den anden Side til Old- 
nordisk, dette den følgende Tids haardfere Organ for Nordens 
Aand. 1 Desoden førte Analogien det med sig , at naar 
Stammen fik et Tillæg af -A i Nominativ, burde den ogsaa 
have et Tillæg af-A i Accusativ. Seer man bort fra Suf- 
fixets Metamorphoser, saa forholder Indskrifternes STAINA la- 
pidem: Indskrifternes STALN AR lapis = goth.STAIN lapidem: 
STAINS lapis — oldnordisk-nyisl. STEIN lapidem: oldnor- 
disk-nyisl. STEINN lapis. De her (ovenfor, Side 38) fore- 
liggende Indskrifter frembyde følgende Exempler paa Singular- 
-Accusativer paa -A af A-Stammer: 1) HORNA (Guldhornet), 
hvis -A, efter min Mening, i sit Væsen ikke er synderlig 
forskjelligt fra I og E i oldhøit. HORIN og HOREN cornu; 

2) STAINA (Tune II), hvormed kan jævnføres goth. PANA 
for *PAN, STEIGAINA scandant for *STEIGAIN, og lign.; 

3) -WULAFA (Istaby) — goth. VULF (lupum), men medinfi- 
geret og suffigeret Hjelpe-A. At dette udlydende Accusativ-A 
virkelig er en Art sproglig Parasit, fremgaaer med over- 
raskende Klarhed af Istaby-Indskriften, der skjelner strengt 
imellem H = A (d. e. oprindeligt A) og P = a (d. e. A 
som Hjelpelyd), og som har følgende Udseende: AFflTR 
HARlWULaFa HAPUWULaFR HAERUWULaFIR Wa- 
RAIT RUNAR I>AIAR. Altsaa er det sidste A i -WULAFA 
ikke forskjelligt fra det første, ikke forskjelligt fra A i 
-WULAFR, ikke forskjelligt fra A i -WULAFIR, ikke for- 
skjelligt fra det første A i WARAIT, og ikke forskjelligt 
fra det sidste A i AFATR. Skulde det vise sig, at-WU- 
LaFa ikke var Accusativ, men Dativ, saa vilde en saadan 
Opdagelse kun trykke Indskrifternes sproglige Credit endnu 
mere. At man paa denne Steen ikke finder AFaTaR og 



1 Her er dog kun Tale om Sproget i den egentlige oldnordiske 
Literatur. Bogliteraturen. 



144 DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 

-WULaFaR (for AFaTR og -WULaFR), kommer vel deraf, 
at Runemesteren i disse Tilfælde har anseet een Hjelpelyd 
for tilstrækkelig. 

Ligesom Nom. og Acc, saaledes skal ogsaa Gen. Sing. 
have bevaret raasculine (osv.) A-Stammers Udlyd. Det er 
maaskee en Skuffelse. A (i Gen. -End. -AS) er maaskee blot 
en Bærer af Vellyden, ligesom f. Ex. Æ i DAGHÆS ('Valde- 
mars sællandske Lov' ved Thorsen, Side 61 25, anført af 
Wimraer, 'navneordenes bøjning' Side 21 *). Imidlertid 
maa jeg tilstaae, at her stiller Sagen sig anderledes, end 
ved Accusativ og Nominativ. Har man først kastet et 
Blik paa disse Indskrifter, eller rettere: paa den Maade, 
hvorpaa de forklares, saa føler man en uvilkaarlig Til- 
bøielighed til at vente bl. A. Singular-Genitiver paa -AS 
af masculine og neutrale Stammer paa -A. En saadan 
Genitiv (paa -AS) er, som bekjendt, herskende i Old- 
saxisk. Oldengelsk frembyder YRFE-WEARDAS heredis 
[jf. oldnord. ertivar8ar], Beow. 2453 (Grein Bibi. I 321); 
RÆGNAS imbris (Bibi. I 130 3); osv. Fremdeles bemærker 
Grein, Sprachschatz I 179, under cyning, at 'cyningas' 
Exod. 191 og 465 maaskee er 'gen. sg., der in demselben 
'MS. '- auch sonst bisweilen auf -as endigt, z. B. dreåmas'. 
En Genitiv Sing. DREAMAS (gaudii osv.) forekommer 
saaledes Genesis 485 (Bibi. I 15), Daniel 30 og 115 
(Bibi. I 94 og 97). I Oldhøitydsk findes t. Ex. RANT- 
-POUGAS umbonis [den oldnordiske Literatur bar ikke 
opbevaret noget *rand-baug-] , MUTAS mentis. Singular- 
-Genitiver paa -AS kunne, etymologisk, staae paa et ligesaa 
fast Grundlag i de ældre Indskrifter, som i Oldhøitydsk, 
Oldsaxisk, Oldengelsk. 



1 Det hedder om dette Haandskrift hos Grein, Bibi. I 359 — 
360: 'Die ersten 212 Seiten, welche die Genesis, den Exodus 
'und Daniel enthalten, sind von einer sauberen, festen Hånd 
'im 10. Jabrhundert geschrieben'. 



DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 145 

Seer man bort fra Enkelthederne og betragter Idiomet 
i den her omhandlede Afdeling af de ældre Indskrifter i 
éet Hele, synes det hverken at kunne henføres til den 
,germanske' eller til den 'skandinaviske' 'Stamme', men at 
være en Mellemting, med en stærk fremtrædende 'germansk' 
og en maaskee endnu stærkere fremtrædende 'skandinavisk' 
Side. Det har tilhørt et Folkefærd, der er gaaet under i 
Tidens Strøm, er bleven overskyllet af en indtrængende 
Folkebølge — 'et nærbeslægtet Skud af gothisk Rod'. 
Indskrifternes etymologiske Alder ' synes at falde i Tiden 
imellem Vulfila og omtrent Aar 700. 

Det har ingenlunde været min Hensigt med oven- 
staaende Bemærkninger at bidrage til Tydningen af de 
ældre Indskrifter eller at deeltage i Striden derom. Ikke 
et Sandskorn har jeg lagt eller villet lægge i Vægtskaalen 
paa nogen af Siderne. Min Opgave har kun været — 
idet jeg hypothetisk har sluttet mig til Professor Bugge's 
Læsning og Fortolkning — at advare imod en Begeistring 
for Sproget i disse Indskrifter, der synes at føre til Re- 
sultater, hvis Gyldighed forsigtig Kritik ikke vil kunne 
anerkjende, og som, efter min Mening, vilde føre paa 
Vildspor. 



Side 40 4-6 har jeg yttret, at Liknarbraut syntes at 
være fra Midten af det 13de Aarhundrede (snarest fra om- 
trent 12ti0). Derimod troer jeg nu at burde tillægge dette 
Digt en høiere Alder. Mine Grunde ere følgende. 



1 Et Sprogs etymologiske Alder er naturligviis noget ganske 
andet, end dets chronologiske Alder, skjondt begge under- 
tiden falde sammen. Chronologisk ere f. Ex. Dansk og Is- 
landsk i 1869 samtidige; men etymologisk er Islandsk mange 
Aarhundreder ældre, end Dansk. 

Aarb. f. nord. Oldk. og Hist. 1869. 10 



146 DE ÆLDSTE RtNElNnSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 

1) Oprindeligt Æ danner 8 Gange Heelriim med op- 
rindeligt Æ, nemlig: 

vegs g«tir meinlætum, Likn. Strophe 132. 

guoi sælum harmkvæli, •> •> 144. 

almæli fullsæla, ■ » 17*. 

farsæl konungs prælum, » » 33a. 

guds prælum fullsælum, » « 354. 

»tt fyrir gofgum mætti, » « 38o. 

ågætr fyrir meinlæti, » « 434. 

siflgætiss meinlæti, » « 47s. 

OZ og CE danne 3 Gange Heelriim indbyrdes, nemlig: 

ySvarn tænat mer bæna, » « 84. 

yflvars græftiss sjå blæfta, » » 44a. 

liknfæJir |> i k. ræ8a, » « 47s. 

Paa een Undtagelse nær, som jeg strax skal omtale, frem- 
byder Liknarbraut kun disse 1 1 Exempler paa Heelriim, 
hvis Vocal er Æ eller 03; og at Forholdet i alle disse 
Tilfælde er det oprindelige, synes neppe tilfældigt. Imid- 
lertid begynder Strophe 8 saaledes: 

BeiQandi kved ek bæ9i 
bræ5r ok systr at kvæoi. 
Det er det eneste Sted i Digtet, hvor man finder et 
Tilløb til 'runhenda'. Mon Digteren har villet fremhæve 
denne sin Opfordring til Tilhørerne ved en saadan Afvigelse 
i Formen? og mon det da tillige har været hans Mening, 
at Slutningsrimet 

bædi 

kvæ9i 

skulde paa en Maade bøde paa Halvrimet i Linie 2 ? Eller 
er det Hele en Skjødesløshed? Eller er det almindelige 
kvæ5i urigtigt blevet sat i Stedet for det, som Neutr. Sing., 
sjeldnere fræSi? See Egilsson, Lex. poet. pag. 203 a, under 
frsefti. (Med Egilsson, anf. St., troer jeg, at fræ5i Håttatal 
81 staaer i Singular; men det lader sig desværre ikke 
bevise). 



DE ÆLDSTE RI NEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 147 

2) Desuden findes 

va»-a hann verdugr pisla 
(thi dette er øiensynlig den rigtige Læsemaade) Strophe 16a, 
ved Siden af 

Ertu fyrir hvers manns hjarta, Strophe 40 6. — 
Paa Grund af disse Omstændigheder troer jeg, at Likn- 
arbraut er bleven til omtrent samtidigt med Snorres 
Håttatal, der har Rimene 
jarla er 

austan ver, Strophe 82, 
og leikr hilmis her 
hrein gullin ker 
(segi ek all t sem er) 
vid orda sker, Strophe 87; 
medens, ved Siden deraf, Strophe 58, 

Er til hjålma hyrjar 
synes at maatte forandres til 

Es til hjålma hyrjar, 
da Strophens Bygning, i Forbindelse med Meningen, fordrer 
det. Men naar har Snorre digtet sit Håttatal, hvori han, 
som bekjendt , besynger den norske Konge Hakon den 
fjerde og dennes Svigerfader Skule Jarl, der blev dræbt 
1240, efterat have modtaget Hertugværdigheden 1237? 
Paa to Steder, 

Veldr hertogi hjaldri, Strophe 40, 
og Eyddi uthlau ps-monnum 

itr hertogi spj-otum, Strophe 66, 
kalder Digtet ham hertogi. Dog, at dette Udtryk ikke er 
Titel 1 , men at det er en 'kenuing', af samme Betydning, som 
f. Ex.: hers valdandi Strophe 49, herstefnir 51, félks 
ja5arr 55, oddviti 56 og 66, oddviti bragna sagna 
59, altsaa egentlig —. Hærfører, fremgaaer deraf, at han 



1 Med mindre det skulde være en Titel 'in spe', paa samme 
Tid, som det er en 'kenning'. 

10* 



148 DE ÆLDSTE RUNEINDSKRIFTERS SPROGLIGE STILLING. 

paa IH Steder i samme Digt (Strophe 31, 54, 55, 57, 58, 
77, 78, 79, 82, 83, 88, 89, 93, 94, 97, 101, 102, samt 39) 
kaldes jarl, hvilket han blev 1217. Håttatal er altsaa 
ikke forfattet før 1217 og ikke efter 1237. Andre Mo- 
menter, hvorefter dette Digts Alder kan bestemmes, ere 
følgende. I Aaret 1213 dræbte Skule (i Forbindelse med 
Jon af Austrått) Paul Drotsete, og i Efteraaret 1221 til- 
intetgjorde han en Afdeling af Ribbungerne, hvilken Af- 
delings Anfører Gunnarr ogsaa faldt. Begge disse Begiven- 
heder nævnes i Digtet (Strophe 32 og 64). At deri 
(Strophe 66) ogsaa hentydes til Skules krigerske Virksom- 
hed i Vinteren 1221 — 1222, sees af Hkr. V 78, Fms. IX 
312, Flat. III 46. Men paa den anden Side synes Digtet 
aldeles ikke at berøre Skule Jarls vigtigste Bedrift, hvorved 
Ribbungerne bevægedes til Overgivelse i Aaret 12-23. Og 
da denne Seier (Hkr. V 88, Fms. IX 323, Flat. III 52) 
betegnes som Jarlens skjønneste (inn fegrsti sigr, er 
jarl hafdi unnit, par sem hann haf5i orrostulaust 
eytt svå styrkum flokki sem Ribbungar våru), 
og som den, der skaffede hele Landet Ro (var- på fri5r 
of allan Noreg; Flat.: ok [hann hafOi] komit bvi 
åleidis, at pa var fri5r or5inn um allan Noreg), 
saa er det uantageligt, at Snorre skulde have forbigaaet 
den, hvis den havde været ham bekjendt. Håttatal maa 
derfor uden Tvivl være blevet til efter Vinteren 1221 — 
1222 og før det Tidspunkt, da Ribbunge-Factionens mid- 
lertidige Ophør (der indtraf i 1223) blev bekjendt i Island, 
hvor Snorre opholdt sig, efter at være, i 1220, vendt til- 
bage fra en Reise til Norge. Jf. i øvrigt. Fortalen til den 
photolithographerede Udgave af Eluc. i A. M. 674 A, 4to. 



Med Hensyn til Side 80 4 her ovenfor bør det be- 
mærkes , at gjorvollum, Liknarbraut 7, beroer paa en 
Gisning af S. Egilsson. 



OM DEN ÆLDRE JERNALDER I NORGE*). 

AF O. RYGH, 



lifter at den følgerige Opdagelse af den ældre Jernalder 
var gjort i Danmark, blev man snart opmærksom paa, at 
Norge heller ikke savner jordfundne Levninger fra denne 
Kulturperiode. Flere af de ikke ret mange norske Grav- 
fund, som tidligere vare blevne bekjendte ved Beskrivelser 
og Afbildninger, viste sig at høre til ældre Jernalder, 
saaledes navnlig de rige Fund fra Veien og Sætrang paa 
Ringerike l ) og Agvaldsnes paa Karmøen 2 ). Enkelte andre 
Fund ere ogsaa senere bleven beskrevne som hørende til 
dette Tidsrum. Disse Prøver give dog ingen Forestilling 
om den Rigdom af Fund fra ældre Jernalder, som Norge i 
Virkeligheden eier. Heller ikke af den fuldstændige For- 
tegnelse over Jernaldrens Fund i Nicolaysens »Norske 
Fornlevninger« faar man tilstrækkelig Oplysning derom; thi 
dette Arbeide blev forfattet, før man endnu her i Norge 
var kommen paa det rene med Adskillelsen af den ældre 
og yngre Jernalders Fund, og har som Følge deraf ikke 
fuldstændig kunnet gjennemføre denne Adskillelse. Jeg tror 
derfor ikke at gjøre nogen unødig Gjerning, naar jeg i det 
Følgende forsøger at beskrive den ældre Jernalders Op- 
træden i Norge i dens Hovedtræk, saavidt disse træde frem 
i de Oplysninger, man hidtil har. 



*) Hovedindholdet af denne Afhandling meddeltes i et Foredrag 
i den ethnografiske Sektion ved Naturforskermodet i Kristiaiiia 
i Juli 1868. 

l ) Beskrevne af R. Keyser i AnO. 1836—37, S. 142 fgg. 

*) Urda II, 389—394 jvfr. 7—9. 327—329. 



150 OM DEN ÆLDRE JERNALDER I NORGE. 

Noget klart og skarpt Billede af denne Periodes anti- 
kvariske Forhold for Norges Vedkommende er det af flere 
Grunde ikke endnu muligt at give. Materialet er, ialfald 
tilsyneladende, temmelig rigt, da Antallet af de hidtil be- 
kjendte norske Fund fra ældre Jernalder gaar op til ad- 
skilligt over 500. Men blandt disse er der for det første 
temmelig mange, især ældre Fund, som alene kjendes af 
skriftlige Efterretninger eller mundtlig Tradition , uden at 
noget af deres Indhold er bevaret 1 ), og om dem alle gjælder 
det, at de ere forholdsvis fattige; kun ganske faa af dem 
indeholde mere end et halvt Snes Gjenstande af forskjelligt 
Slags. De bevarede Oldsagers Mængde svarer følgelig ikke 
paa langt nær til det store Tal af Fund, og hvert enkelt 
af disse giver kun faa Støttepunkter, hvorpaa Slutninger 
kunne bygges. En endnu større Mangel er det, at kun 
ganske enkelte Fund ere udgravede under kyndigt Tilsyn; 
den store Mængde er tilfældige Fund, og som Følge 
deraf haves i Regelen dels meget tarvelige, dels upaalide- 
lige Oplysninger om alt, hvad man maa vide om et Fund, 
for at det kan blive fuldstændig brugbart for videnskabelig 
Undersøgelse. Især maa fremhæves, at man sjelden har 
Sikkerhed for, at Fundet, som det ligger i Samlingen, inde- 
holder alt, hvad der blev fundet sammen, og at intet 
fremmed Stykke, fra andet Findested, er indblandet i det. 
Det maa desuden bemærkes, at Norge ikke, som begge de 
andre nordiske Lande, har nogen antikvarisk Centralsamling. 
Lokalsamlingerne '-) ere hos os i Hovedsagen sideordnede 



1 ) Mit Kjendskab til disse Fund beror saagodtsom udelukkende 
paa Nicolaysens rige Samlinger i »Norske Fornlevninger«. 
(Dette Skrift betegnes i de følgende Citater med N. Fornl. 
og Aars beretningerne fra Foreningen til norske Fortidsmindes- 
mærkers Bevaring med Aarsb. med Tilføielse af Aarstal). 

2 ) De vigtigste norske Samlinger foruden den i Kristiania ere 
for Tiden: 1. Bergens Museums Samling, der for Jern- 
aldrens Vedkommende baade med Hensyn til Fundenes Antal 



OM DEN ÆLDRE JERNALDER I NORGE. 151 

med Universitetets Samling i Kristiania. Denne bestaar 
derfor hovedsagelig af Fund fra den østlige og sydlige Del 
af Landet; vil man lære Vestlandets og det Nordentjeldskes 
Eiendommeligheder i antikvarisk Uenseende at kjende, maa 
man gaa til Samlingerne i Bergen og Throndhjem. Dette 
er vistnok det naturlige og rigtige efter Norges lokale For- 
hold; thi derved virker man mest for, hvad der dog maa 
være Samlingernes Ilovedformaal: at samle og bevare saa- 
mange som muligt af de Fund, som gjøres. Men det med- 
fører den Uleihpe, at Oversigten bliver vanskelig; selv om 
man har Adgang til ved Besøg paa Stedet at lære de for- 
skjellige Samlingers Forraad af Oldsager at kjende gjennem 
Øiesyn, kan Udbyttet dog ikke blive saa rigt og saa sikkert, 
som om man havde tilstrækkelig righoldige Rækker af Fund 
fra alle Landets Egne samlede paa eet Sted. 

Hvad jeg her leverer, kan saaledes alene blive et fore- 
løbigt Forsøg til Orientering i den store Mængde af norske 
Fund fra ældre Jernalder, som allerede nu er kommen for 
Dagen. 



og deres gjennemsnitlige Værd ikke staar meget tilbage for 
den i Kristiania. Den kan nu med Lethed benyttes ved 
Hjelp af den ypperlige Katalog over dens Sager fra hedensk 
Tid , som for nogle Aar siden blev forfattet af Rektor Hen- 
richsen. 2. Den Samling, som tilhører Videnskabs- 
selskabet i Throndhjem, af mindre Omfang, men vigtig 
derved, at den indeholder Størstedelen af de bevarede Fund 
fra det Throndhjemske. 3. Den lille Samling i Arendals 
Museum, der har flere mærkelige ældre Jernalders Fund fra 
den nærmeste Omegn. 4. En privat Samling paa Fredriks- 
hald, tilhorende Student A. Lorange, anlagt for faa Aar 
siden og derfor endnu ikke stor; den har imidlertid særlig 
Interesse, fordi næsten alle dens Sager fra Jernaldren ere 
udgravede under Eierens eget Tilsyn , fordetmeste i Smaa- 
lenenes Amt. — Den arendalske Samlings Katalog er trykt 
i et Program fra Arendals Skole (1860); om mange Fund i 
Loranges Samling findes Oplysninger i de to sidste Aars- 
boretninger (1866 og 1867) fra Foreningen til norske Fortids- 
mindesmærkers Bevaring. 



152 OM DEN ÆLDRE JERNALDER I NORGE. 

Idet jeg gaar over til Fundene selv, maa jeg foreløbig 
bemærke, at jeg ved »ældre Jernalder« her forstaar begge 
de to arkæologiske Perioder tilsammen, som man i Dan- 
mark i den seneste Tid har betegnet »den ældste Jernalder« 
og »Mellemjernaldren«, og i Sverige, efter de Fundene led- 
sagende romerske Mynter, »Denariusperioden« og »Solidus- 
perioden«. Mine Grunde til at slaa dem sammen skal jeg 
længere nede udvikle. 

Hvor længe den ældre Jernalders Kultur har holdt sig 
i Norge, er et Spørgsmaal, som vanskelig kan besvares efter 
de Oplysninger, som Landets egne Fund give. Man har 
ikke her det Middel til at bestemme Fundenes Tid, som de 
talrige Fund af romerske Mynter sammen med Oldsager 
give i Nabolandene. Fra Norge kjendes sikkert kun eet 
Fund af dette Slags 1 ). Der synes imidlertid ikke at være 
noget til Hinder for at sætte den yngre Jernalders Begyn- 
delse ogsaa i Norge omtrent ved 700 e. Chr. Den kan 
ialfald neppe rykkes meget længere ned i Tiden, naar man 



l ) Paa Vestre Houe i Vanse Pgd., Lister og Mandals Amt, 
fandtes i 1867 en stor romersk Guldmynt af Keiser Valen- 
tinianus (udentvivl Val. I, altsaa fra c. 370), forsynet med 
Perlerand og Øsken som en Brakteat og folgelig brugt som 
"Hængesmykke, tilligemed nogle Glasperler og ubetydelige 
Levninger af en Broncevase. Sagerne fandtes i Nærheden af 
en Gravhaug og ere vel Levninger af en Begravelse. (Af- 
bildning og Beskrivelse af Mynten vil findes i Kristiania 
Videnskabsselskabs Forhandlinger for 1868). — Videre fand- 
tes i forrige Aarhundrede paa Gaarden Gunheim i Saude Pgd., 
Nedre Thelemarkens Fogderi (jvfr. N. Fornl. 215, 773) i en 
Gravhaug , foruden flere Guldsager, Perler og Jernvaaben, en 
barbarisk Efterligning af en Guldmynt af Honorius. Denne 
er den i Atlas for nord. Oldk., PI. I no. 5 afbildede. — 
Ogsaa de to barbariske Mynter, som ere fundne i Grave paa 
Midt-Mjelde i Haus Pgd., Søndre Bergenhus Amt, og Hove 
i Vik Pgd., Nordre Bergenhus Amt (Atl. f. n. Oldk., PI. I 
no. 15, 14; N. Fornl. 406, 478) tor være Efterligninger af 
romerske Guldmynter fra den senere Keisertid, maaske gjen- 
nem Mellemled. 



OM DEN ÆLDRE JERNALDER I NORGE. 153 

ser hen til den rige Udvikling af den yngre Jernalders Kul- 
tur, hvorom de talrige norske Fund fra denne Tid vidne. 

Af det Antal af over 500 Fund, som kjendes fra ældre 
Jernalder, ere de allerfleste Gravfund. Blandt 506 Fund 
fra Landets forskjellige Egne, som jeg har forsøgt at be- 
stemme i denne Henseende, maa 412 efter deres Beskaffen- 
hed og de Oplysninger, som haves om dem, henferes til 
denne Klasse*). Kun nogle faa af disse (26) give paa 
Grund af ufuldstændig Oplysning Rum for Tvivl; Resten 
kan regnes for sikre Gravfund. Der er desuden Grund til 
at formode, at adskillige af de øvrige 94 Fund vilde vise 
sig at hidrøre fra Grave, dersom man havde tilstrækkelig 
Underretning om de Omstændigheder, hvorunder de frem- 
kom. Saaledes kunne adskillige af de Guldbrakteater, som 
i ældre Tid ere indkomne til norske Samlinger uden nær- 
mere Oplysninger, meget vel være fundne i Grave, hvis 
øvrige Indhold er blevet bortkastet som værdiløst. Resten 
af disse 94 Fund hører uden Undtagelse til Markfunde- 
nes Klasse. 47 af dem bestaa udelukkende eller hoved- 
sagelig af Guldsager og have alt Udseende af at være 
nedgravede Skatte, som Eieren har gjemt i Jorden for at 
sikre sig dem, og som han af en eller anden Grund er 
bleven hindret fra at tage op igjen. Disse Fund ere dog 
faa og af ringe Metalværdi i Sammenligning med dem, man 
kjender fra Nabolandene. Det største, som nu haves fra 
ældre Jernalder, indeholdt Guldsager af Vegt tilsammen 
21 \ Lod 1 ). I de fleste Tilfælde har man kun truffet en 



*) Flere Grave i een Haug ere her regnede for eet Fund, hvor- 
imod Gravfund i forskjellige Hauge paa samme Gravplads ere 
regnede som særskilte Fund. 

l ) Fundet fra Finstad i Loyten Pgd., Hedemarkens Amt (3 Spi- 
ralringe). Næst dette komme Fundene fra Sletner i Eidsberg 
Pgd., Smaalenenes Amt (26 j Lod; Spiralringe, 17 Brakteater, 
4 brakteatformede Medailloner af Guld med indfattede Stene, 
en Guldperle, et Sværdskedesmykke af Guld); Ofeigatad i 



154 OM DEN ÆLDRE JERNALDER I NORGE. 

enkelt eller et Par Brakteater eller Spiralringe. Resten af 
Markfundene er enkeltvis fundne Vaaben, »vævskyttel- 
formede« Stene o. desl., altsammen Ting, som let kunne 
være komne i Jorden ved rent Tilfælde, forsaavidt de ikke 
i Virkeligheden ere Levninger af Begravelser. Den eneste 
sikre Undtagelse er Runestenene (Jevnf. S. 21). Prof. 
Stephens opfører i sit nu fuldstændig udkomne Værk om Rune- 
skrifterne i det ældre Alfabet 15 norske. Af disse ere 2 utvivl- 
somt fra en meget yngre Tid (Indskriften paa Træstaven fra 
Gjevedal og Klokkeindskriften fra Holmens Kirke i Sigdal); 
5 vides sikkert at være komne fra Grave (Indskriften paa 
en Broncefigur fra Frøhov paa Romerike og 4 Runestene, 
som ere fundne nedgravede i Gravhauge, hvorom mere neden- 
for), og 1 er ristet paa fast Fjeld (den ved Veblungsnes). 
Der bliver da 7 Runestene tilbage, som mulig kunne have 
været reiste Mindestene, Bautastene med Runeskrift. Nogle 
af dem (Stenene fra Tune og Bø) have saadan Form, at 
de heller ikke godt kunne antages at have været anbragte 
paa anden Maade; for de øvriges Vedkommende kan dette 
Spørgsmaal ikke afgjøres med Sikkerhed. 

Denne Klasse af Fund er saaledes idethele af liden 
Interesse, bortseet fra den, der knytter sig til de enkelte 
Oldsager, de indeholde. Det er saaledes hovedsagelig fra 
de langt talrigere Gravfund, at vi maa vente Oplysninger 
om Norges Befolkning i denne fjerne Tid. 

Alle de Gravfund, om hvis Fremkomst nøiere Under- 
retning haves, ere gjorte i Hauge. Begravelser paa flad 



Vaaler Pgd. , Jarlsberg og Larviks Amt (et Diadem af 
Guld , ligt det fra Straarup i Sønderjylland i Worsaaes Nor- 
diske Oldsager no. 366, og en Spiralring; 27 Lod); Malde i 
Haaland Pgd., Stavanger Amt (21 Lod; 13 Brakteater, 7 
Spiralringe og 5 Perler af Guldblik, indkommet til Universi- 
tetets Samling i 1868). Jvfr. N. Fornl. 11. 62. 178. — Et 
enkelt Gravfund, Agvaldsnesfundet, har givet større Udbytte 
af Guldsager, c. 50 Lod, og flere andre Grave have indeholdt 
Guld til anselig Værdi. 



OM DEN ÆLDRE JERNALDER I NORGE. 155 

Mark eller i en af Naturen dannet Bakke, som de fore- 
komme i Danmark, ere aldrig hidtil iagttagne og tindes der- 
for sandsynligvis ikke. Begge de almindelige Former af 
Gravhauge — de runde og Langhaugene (de tidligere saa- 
kaldte Skibshauge) — have givet Fund fra ældre Jernalder 
saavel som fra den yngre, og det har hidtil ikke været 
muligt at opdage nogen Særegenhed ved Haugenes ydre 
Udseende, hvoraf man paa Forhaand kunde slutte, hvilken 
Tidsalder de i dem gjemte Begravelser tilhøre 1 ). Begge 
Slags Hauge - hvad enten de ere fra ældre eller yngre 
Jernalder — ere snart opførte af Jord, snart at Sten, snart 
af en Blanding af begge Materialier (Stenhaugene kaldes i 
Norge almindelig Røser, naar, som ofte er Tilfældet, Ste- 
nene ikke udvendig ere dækkede med et Lag af Jord). 
Denne Forskjel synes at være uden nogensomhelst Betyd- 
ning; man har paa ethvert Sted brugt det Materiale til 
Haugen, som var lettest at finde i Nærheden. Det fortjener 
at bemærkes, at man, hvor der var Leilighed dertil, synes 
helst at have lagt Haugene paa et iøjnefaldende Sted, med 
smuk og vid Udsigt. Det er saaledes meget almindeligt at 
finde hele Rækker af Gravhauge paa Brinken af høie Bak- 
ker, eller langs Ryggen af Høidedrag, der skille mellem to 
beboede Dalfører. 

Norge har, som bekjendt, en Mængde Stenlægninger 
og Stensætninger af forskjellig Form, der ofte paa større 
Gravpladse findes blandede mellem Haugene, og som man 
i senere Tid, vistnok med god Grund, har antaget for sær- 
egne Former af Grave fra Jernalderen. Der forekommer 
Kredse, omsatte med reiste Stene, og Figurer af forskjellig 
Form (Kredse, Trekanter, Firkanter), som ere helt brolagte 
med mindre Stene og almindelig svagt ophøiede. Disse 



1 ) Endog de faa Hauge — alle runde — , hvori man har fun- 
det Grave fra Broncealdren , have, saavidt man ved, i det 
Ydre ganske lignet de runde Hauge fra Jernaldren. 



156 OM DEN ÆLDRE JERNALDER I NORGE. 

Fortidslevninger er endnu lidet undersøgte; men man har 
dog enkelte Iagttagelser, som give Formodning om, at ial- 
fald mange af dem gjemme Begravelser fra den ældre Jern- 
alder. Den største Samling af stenlagte Kredse, som vides 
at have været til i Norge, fandtes paa Gaarden Forbregd i 
Verdalens Pgd., Nordre Throndhjems Amt; der synes ialt 
at have været over 100, fordelte i 3 Grupper (hvoriblandt 
nogle faa stenlagte Firkanter). Da de bortryddedes i Slut- 
ningen af forrige Aarhundrede og Begyndelsen af dette, 
fandtes under Stenlaget en Mængde Kul, Aske og Ben, 
endel Glasperler og Levninger af Jernsager, ganske svarende 
til, hvad man, som det nedenfor vil sees, har fundet i flere 
Gravhauge fra ældre Jernalder 1 ). Ganske nylig har Anti- 
kvar Nicolaysen ved Gravning i en med Stene omsat Kreds 
paa Gaarden Nedre Hval i Gran Pgd. paa Hadeland fundet 
brændte Ben, ved hvilke der af Oldsager ikke blev truffet 
andet end en Jernkniv og en Beltespænde af usædvanlig 
Form af Jern med Naal af Bronce, som dog snarest synes 
at henvise Fundet til den ældre Jernalder. Det kan endelig 
ogsaa fortjene at nævnes, at en af de for den ældre Jern- 
alder eiendommelige vævskyttelformede Stene, som for nogle 
Aar siden indkom til Samlingen i Kristiania, blev opgivet 
at være funden ved Gravning i en stenlagt Kreds i Dale 
Sogn , Tinn Pgd. i Thelemarken tilligemed nogle »Ben- 
splinter* 2 ). 

Ved Gravhaugene kommer selvfølgelig fornemmelig selve 
Gravens Indretning eller alt det, som kan oplyse Grav- 
skikken, i Betragtning. Uagtet Haugenes Lighed i det Ydre 
vise de i denne Henseende store Forskjelligheder. Jeg skal 
udhæve de Gravformer, som have gjentaget sig saa ofte ved 



') Om denne mærkelige Samling af Stenkredse haves udførlige 
Oplysninger hos Schoning i Topogr. Journal 12te Hefte S. .72 
fgg. , i Liljegrens og Brunius's Nordiska Fornlemningar I, 
no. XXV. XXVI og i Kliiwers Norske Mindesmærker S. 68. 

a ) N. Fornl. 773. 



OM DEN ÆLDRE JERNALDER I NORGE. 157 

de hidtil fremkomne Fund, at de kunne antages at repræ- 
sentere en fast særegen Gravskik. Det følger af sig aelv, 
at jeg derved maa lade udenfor Betragtningen de mange 
Gravfund, ved hvilke ingen Oplysning haves om den brugte 
Gravskik. Det er meget sandsynligt, at man ved omhygge- 
ligere Undersøgelse vil træffe flere fra de i det Følgende 
anførte afvigende Begravelsesmaader, navnlig saadanne, der 
ikke have saameget Iøjnefaldende ved sig, at tilfældige 
Findere let komme til at lægge Mærke til det Betegnende 
og oplyse det. 

Et stort Antal Gravhauge har vist sig at indeholde 
brændte Ben, nedlagte i et større Broncekar, med eller 
uden andre Oldsager. Karret har næsten altid Form af en 
Kjedel af anselig Størrelse, indtil 12—13 T. Vidde øverst, 
og er i Regelen uden Ornamenter. Af disse Kjedler fore- 
komme to Hovedformer, af hvilke den ene er stærkest ud- 
buget omtrent paa Midten, den anden derimod har sin største 
Vidde strax ovenfor Bunden, hvor den danner en skarp 
Kant, og er indadbuget paa Midten. De ere af tyndt 
Bronceblik, ofte lappede med paanaglede Broncestykker, og 
findes ikke sjelden med et tykt Lag af Sod udvendig. Al- 
mindelig have de været baarne ved Hjælp af en Hadde af 
Jern eller Bronce , men man finder ogsaa enkelte med 3 
Ører, anbragte i indbyrdes lige Afstand paa Randen ; disse 
maa have været baarne i Snore eller Kjeder. Kun i nogle 
faa Tilfælde har man fundet Broncekar af anden Form 
(Vaser, eller ogsaa Skaaler i Form af et Kuglesegraent) 
anvendte paa samme Maade. Disse Broncekar, altid for en 
Del fyldte med brændte Ben, ere enten satte løse i Haugen 
uden nogensomhelst beskyttende Bedækning, eller de findes 
overlagte med en Stenhelle, der da i Regelen ikke er meget 
større, end at den netop dækker Karrets Aabning, og ligger 
umiddelbart paa dettes Rand, eller de ere endelig omgivne 
med et formeligt Gravkammer. Dette er da altid temmelig 
lidet, oftest ikke større, end at det giver tilstrækkelig Plads 



158 OM DE* ÆLDRE JERNALDER I NORGE. 

for Kjedlen; det er almindelig bygget af 4 sammenstillede 
Heller med en 5te til Laag og undertiden ogsaa en 6te som 
Bundsten. Kjedlen er ofte belagt eller klædt med Næver, 
undertiden baade indvendig og udvendig, aabenbart i den 
Hensigt at bevare den bedre 1 ). Etsteds fandt man en af 
Gravkammer omgivet Broncekjedel omviklet med et Kalve- 
skind-); paa andre Steder var den indvendig belagt med 
Tei eller Filt 3 ). Undertiden er der to Broncekjedler, hvoraf 
den ene er hvælvet over den anden, hvilket vel ogsaa maa 
betragtes som et Bevis paa den Omhu, hvormed man har 
søgt at beskytte det i Kjedlen Nedlagte 4 ). Mange af disse 
Broncekar indeholde Intet uden brændte Ben; i andre har 
man truffet et større eller mindre Antal af Oldsager, dels 
blot mindre Gjenstande som Smykker, Spiralringe af Guld, 
Kamme af Ben, Træ eller Jern, Terninger at Ben o. desl. 6 ), 
dels tillige Vaaben og Redskaber af Jern ). Foruden 
Broncekarret findes af og til eet eller to mindre Kar (Ler- 
urner, Træspand med Broncebeslag, Glasbægre). Næsten 



1 ) Saaledes i de to Fund fra Østby (Aarsb. 1866 S. 56 og 57) ; 
i Fundet fra Vullerhaug (Urda I, 29). 

2 ) Hannes (N. Fornl. 210). 

3 ) Seglem (N. Fornl. 366), Agvaldsnes (en Kroncekjedel , som 
ikke omtales i den i Urda givne Beskrivelse af dette Fund 
og heller ikke i N. Fornl. , men ligger blandt de øvrige i 
Gravhaugen fundne Sager i Bergens Museum under No. 605). 

4 ) Vallerhaug og Fane (N. Fornl. 413). 

5 ) Veien (N. Fornl. 145: to smaa Guldringe); Hauge (N. Fornl. 
455: en Guldbrakteat); Seglem (N. Fornl. 366: en i Spiral- 
form opvunden Guldtraad og en Kam af Træ); Lunde (N. 
Fornl. 839: en Broncespænde, belagt med Sølv, en Berlok 
og en Spiralring af Guld); Fane (N. Fornl. 413: 4 Haand- 
sneldelijul og nogle smaa Sølvprydelser) ; Øslby (Aarsb. 1866 
S. 56: 2 Broncespænder og et lidet Redskab af Ben). 

°) Vidsten (N. Fornl. 715: to sammenrullede Sværd, een sammen- 
boiet og tre ubøiede Spydspidser, en Skjoldbule, et Knivblad, 
en Spore af Bronce og flere Smaasager af Bronce); Gisleberg 
(N. Fornl. 126: et sammenrullet Sværd, to Spydspidser, en 
Skjoldbule, et Øxeblad). 



OM DEN ÆLDRE JERNALDER 1 NORGE. 159 

altid ligge samtlige Oldsager i Kjedlen ovenpaa de brændte 
Ben, hvilket for de længere Vaabens Vedkommende bliver 
maligt derved, at de ere sammenrullede eller bøiede. Und- 
tagelser herfra ere ialfald sjeldne 1 ). 

Fundene af denne Art ere hyppige; henved 70 kjendes 
hidtil 2 ), af hvilke en stor Del ere bevarede i Samlingerne, 
hvor de strax falde i Øinene som eiendommelige. Det er 
at mærke, at endnu ingen Kjedel af Bronce vides at være 
funden i Gravhauge fra denne Tid, som ikke har været an- 
vendt som Gravurne paa den her beskrevne Maade, medens 
derimod Broncekar af anden Form ikke sjelden forekomme 
i de store stensatte Gravkamre, som vi senere ville lære 
at kjende. 

Simplere og idethele fattigere , men ellers i mange 
Henseender overeensstemmende med disse Broncekar -Be- 
gravelser ere de, i hvilke man finder de brændte Ben i 
en Lerurne. Ogsaa her er der meget ofte Intet i Grav- 
urnen uden brændte Ben, men ofte ogsaa en og anden 
Smaating henlagt paa Benene i Urnen. Vaaben synes at 
være meget sjeldne i denne Art af Grave; derimod findes 
jevnlig Spænder, Fingerringe af Guld, Perler af Glas og 
Rav, Haandsneldehjul af Sten, Ler eller Bronce, Kamme, 
Knivblad, Negler osv. a ) Med Hensyn til Maaden, hvorpaa 



1 ) Ved Fundene paa Eidsvik og Tenfjord paa Sondmore (tlrda 
III, 34. 37j heder det , at i begge Hange et Sværd fandtes 
ved Siden af Kjedlen (Beretningen beroer paa mundtlig 
Tradition fra forrige Aarhundrede). 

2 ) En Oversigt over de for 1866 fremkomne kan man faa ved 
i N. Fornl. at efterslaa de i Registret S. 843 under Rubriken 
»Kjedler og Kar af Messing og Kobber« anforte Steder, 
hvorved dog maa mærkes, at enkelte af de der opførte 
Broncekar ere fundne i anden Forbindelse. 

3 ) Som Exempler anføres følgende Fund: Fosnes (N. Fornl. 171: 
2 Hauge og i hver af dem 1 Lerurne med brændte Ben) ; 
Spangereid (N. Fornl. 274: 1 Lerurne med brændte Ben i en 
Haugj: SmutønU (Aarsb. 1866 S. 54: 5 Hauge, i hver af 
dem, omtrent 1 Alen over Bunden, 1 Lerurne, fyldt med Kul 



160 OM DEN ÆLDRE JERNALDER I NORGE. 

Urnerne ere nedsatte i Ilaugen, gjælder ganske det Samme, 
som om den foregaaende Klasse af Fund. Man finder dem 
helt omgivne af Jord uden særskilt Beskyttelse, eller dæk- 
kede med en Helle, eller omsatte med et ordentligt Grav- 
kammer. Gravkammeret er ogsaa ved disse Begravelser 
altid af mindre Dimensioner; ved flere Fund bemærkes det 
udtrykkelig, at det var afpasset efter Urnens Størrelse. 
Ikke saa sjelden er der flere Urner i samme Haug, som da 
gjerne staa tæt sammen 1 ). Museerne have ikke ret mange 
af disse Fund; men dette har vel alene sin Grund deri, at 
ved tilfældige Gravninger Urnen sjelden faaes nogenlunde 
hel frem, og de fleste Findere holde det da ikke Umagen 
værd at indsende Skaarene, allerhelst om der ikke tillige 
findes andre Oldsager. I Virkeligheden ere disse Begravel- 
ser af brændte Lig i Lerurner vistnok overmaade talrige. 
Ialfald har dette vist sig at være Tilfældet i Smaalenene, 



og br. Ben ; i een af disse tillige et Broncefragnient) ; Rokke 
(Aarsb. 1867 S. 74: 2 Lerurner ved Siden af hinanden: over 
begge laa et Jernspyd); Nordre Gjulem (Aarsb. 1866 S. 55 
no. 4: 1 Lerurne med br. Ben og Kul, hvori laa 2 Bøile- 
spænder af Bronce); Sondre Huseby (Aarsb. 1867 S. 63 
no. 86: Brudstykker af 2 Lerurner, Perler af Glas og Rav, 
en Ring , en ornamenteret Krog eller Hank og et Haand- 
sneldehjul af Bronce, Jernstumper og nogle Hestetænder) ; 
Liland (N. Fornl. 288: 1 Lerurne med 3 eller 4 Boilespænder 
af Bronce , en Ringspænde af Bronce , en Kam af Ben , et 
lidet gjennemboret Jernstykke). 
') Gleminge (N. Fornl. 836: 1 Lerurne med br. Ben under en 
Helle); Vestby (Aarsb. 1866 S. 57: 5 Urner med Kul og br. 
Ben, staaende under en flad Sten, der hvilede paa 4 andre 
i Hjørnerne); Fluysand (N. Fornl. 815: 1 liden Lerurne med 
br. Ben i et Gravkammer, netop stort nok -til den); Norheim 
(N. Fornl. 336: 1 Lerurne med Aske og br. Ben og ovenpaa 
disse en baandformet Fingerring af Guld i et af Heller op- 
reist Gravkammer af \ Alens Kubikindhold); Sarhaug (N. 
Fornl. 351: 1 Lerurne med »Aske« i, en Haandsnelde af 
Træ med Hjul og Beslag af Bronce og en liden Fingerring 
af selvblandet Guld, alt i et Rum af Heller, der »dannede 
som en Kasse om Oldsagerne«^. 



OM DEN ÆLDRE JERNALDER I NORGE. 161 

hvor de allerfleste af de mange Hauge fra ældre Jernalder, 
som i de sidste Aar ere undersøgte af Student Lorange, 
have indeholdt saadanne Begravelser. 

Mange Hauge vise en endnu simplere Begravelsesmaade: 
man har ikke samlet de brændte Ben i et Kar, men lagt 
dem i en Hob i Haugen eller spredt dem ud i et horizon- 
talt Lag paa dennes Bund. I de mange Tilfælde, i hvilke 
intet andet Spor til Begravelse har været at opdage i en 
Haug end en saadan Samling af brændte Ben, bliver det 
naturlig vanskeligt at afgjere, om den tilhører den yngre 
eller den ældre Jernalder. Det er muligt, at man engang 
vil blive istand til at besvare ogsaa dette Spørgsmaal, naar 
vort Kjendskab til Haugenes Bygning i begge Jernaldre 
bliver fuldstændigere, end det nu kan være. Foreløbig tør 
man dog anse det for sandsynligt, at adskillige af dette 
Slags Begravelser ere fra den ældre Jernalder. Undertiden 
findes nemlig blandt de brændte Ben Oldsager, der sætte 
det udenfor Tvivl, at Fundet tilhører denne Periode 1 ). Lige- 
saa tør man med Tryghed henføre "Fundet til ældre Jern- 
alder, selv om der intet andet findes end brændte Ben, 
naar disse ere nedlagte i et lidet Gravkammer 2 ). Af 
det overordentlig store Antal af Gravfund fra yngre Jern- 
alder, som kjendes, ialt henimod 1000, er der nemlig kun 
et Par, som sikkert vides at hidrøre fra Hauge med Grav- 
kammer 3 ). Begravelse i Gravkammer viser sig derved al- 
drig at have været brugt som Skik i den yngre Jernalder. 



l ) Et Fund af denne Art synes det fra Smtdre Huseby, som 
beskrives i Aarsb. 1867 S. 61 no. 86, at være. 

*) Dette er oftere forekommet. Se Fundene ved Grindhehn 
(Aarsb. 1866 S. 69: flere Hauge med ganske smaa Grav- 
kamre af Heller uden andet Indhold end brændte Ben) ; 
' (N. Forol. 804: en Haug med et Gravkammer af 
Heller, 3' langt, 2' bredt, 1' hoit, hvori Kul, Aske og Ben- 

inper) o. fl. 
i vt bedst oplyst« af disse er det fra Nedre Haugen i Tune 
Pgd., Smaalenenes Amt, som beskrives i Aarsb. 1868 S. 59 

Aarb f. nord. Oldk. og HUt. 1860« 11 



162 OM DEK ÆLDRE JERNALDER 1 NORGE. 

Allerede det, at en Haug har et ordentlig bygget Grav- 
kammer, maa derfor være nok til at begrunde dens Hen- 
førelse til den ældre Tid, naar der Intet findes, som tyder 
i modsat Retning. 

Der er endelig ofte i Hauge fra den ældre Jernalder 
fundet omhyggelig byggede Gravkamre af meget anselig 
Størrelse, som desuden ogsaa gjerne ved sit Indhold ad- 
skille sig mere eller mindre fra de allerede omtalte mindre 
Kamre. De ere sjelden under Mands Længde, men al- 
mindelig meget længere, de fleste fra 8—14 Fod; ikke faa 
overskride det sidste Maal 1 ). Derimod ere de i Regelen 
forholdsvis småle og lave. Bredden løber sjelden op til 
Halvdelen af Længden (oftest er den fra 2 til 4 Fod), og 
Høiden pleier at være lidt mindre end Bredden. Rektangel- 
formen er den sædvanlige; kun ganske faa Beretninger tale 
om Gravkamre, som vare smalere i den ene Ende end i 
den anden' 2 ). Bygningsmaterialet er som oftest Sten; 
Siderne ere enten murede — uden Kalk eller andet Binde- 
middel — af mindre Stene, eller dannede af store, mere 
eller mindre flade, paa Kant satte Stene, oftest Heller. 
Taget dannes altid af een eller nogle faa svære Stene, lige- 
ledes oftest Heller 3 ). Enkeltvis forekomme Gravkamre af 
Træ. Det rige og mærkelige Sætrang -Fund gjordes saa- 
ledes i en Haug, der havde to tømrede Gravkamre, eet 
trekantet og eet uregelmæssig firkantet. Veien-Fundet syntes 
ligeledes at have været nedlagt i et tømret Gravrum, lige- 



ne 82; Gravkammeret var her af Træ. Fundet har paa- 
faldende Lighed med det mærkelige danske Fund fra Mam- 
men ved Viborg. (Jydske Samlinger II, S. 167 fgg.) 

1 ) Det længste Gravkammer, som er maalt," er vel det paa 
Bjæreim i Hegebostad Pgd. , Lister og Mandals Amt (N. 
Fornl. 277); det skal have været 22 Fod langt. 

2 ) F. Ex-. Haugene paa Askevik i Ry fylke fN. Fornl. 331). 

a ) Den i N. Fornl. 395 anførte Beretning om et Gravkammer, 
som skulde have været tækket med et Slags Trappehvælv, 
er enestaaende og i sig selv ikke meget paalidelig. 



OM DEK ÆLDRE JERNALDER I NORGE. 163 

som der ogsaa i den store Haug ved Agvaldsnes Kirke 
fandtes Spor til et saadant i Midten af Hangen, medens 
der i Udkanterne var en Mængde stensatte Kamre af rin- 
gere Størrelse. En Haug paa Nedre Avre paa Voss skal 
have indeholdt et Gravkammer, hvis Endevægge bestod af 
svære Tømmerstokke, medens der til Langvæggene og Taget 
var benyttet Stenheller *). Man har ogsaa i Gravkamre, 
der forresten vare byggede af Sten, truffet Gulv af Planker 2 ). 
Mange Beretninger vidne om, at man har vist særdeles 
Omhu for at gjøre Gravkammeret tørt og tæt. Stenene ere 
gjerne meget nøiagtigt sammenpassede og de uundgaaelige 
Aabninger tilstoppede med mindre Stene. I flere Hauge 
har man bemærket, at der var lagt Afløbsrender til Ud- 
kanterne af Haugen fra Gravkammeret for at aflede Fugtig- 
heden fra dette 3 ). Den samme Bestemmelse maa den 
Grøft have havt , der saa ofte findes draget rundt om 
Haugen. Næver er hyppig benyttet til at tætte Grav- 
kammeret eller beskytte de deri nedlagte Sager. 

Om Gravkammerets Orientering har man hidtil ikke 
mange Opgaver, og disse vise saa stor Forskjellighed, at 
man næsten skulde tro, at Tilfældet her har raadet. Et 
Par Gange er det bemærket, at Gravkammerets Længde- 
retning har fulgt Dalens eller Vasdragets Løb. Dette vil 
maaske ved nærmere Undersøgelse vise sig at have alminde- 
ligere Gyldighed, og den tilsyneladende Regelløshed i dette 
Punkt saaledes ialfald for en Del blive forklaret. I Lang- 
hauge har man fundet Gravkammeret snart anbragt paa- 
langs, snart paatvers i Haugen; i sidste Tilfælde synes 
Langhaugene ialfald ofte at have flere Gravkamre ved Siden 
af hinanden. 

l ) Urda II. 109. 

Mangelund (N. Forol. 312 fg. jvfr. Åarsb. 1866 S. 66); 
ø Arne (Urda II, 369, 370). 
3 ) Saaledes i den store Haug paa Scetrang; ligesaa i Haugene 

paa Vallerhaug (Urda I, 30) og Kro (N. Fornl. 337). 

11* 



164 OM DEN ÆLDRE JERNALDER I NORGE. 

I disse store Gravkamre er der fundet ubrændte 
saavelsom brændte Lig; dog er det sidste det sædvan- 
lige. Sammenregner man alle de Gravfund fra ældre Jern- 
alder, ved hvilke Underretning haves om Benenes Tilstand, 
uden Hensyn til Begravelsesmaaden forøvrigt, stiller For- 
holdet mellem Begravelser med ubrændt og med brændt 
Lig sig omtrent som 1 : 8. Have disse to Begravelses- 
maader været brugte samtidig gjennem hele den ældre 
Jernalder i Norge, eller har Skikken i denne Henseende 
forandret sig i Løbet af dette Tidsrum, saa at den ene 
Maade er af yngre Oprindelse end den anden? Det sidste 
har unegtelig paa Forhaand Sandsynligheden for sig; men 
det er vanskeligt at føre et afgjørende Bevis for Sagen, 
hovedsagelig af den Grund, at meget faa Oldsager ere be- 
varede fra Fundene med ubrændte Lig. To saadanne Fund, 
fremkomne i de sidste Aar, ere dog helt bevarede, fra 
Gaardene Kjørstad i Søndre Fron Pgd. i Gudbrandsdalen, 
og Dalum i Sparboen Pdg. , Nordre Throndhjems Amt 1 ). 
Begge disse Fund indeholde enkelte Oldsager, som henvise 
til den ældre Jernalders Slutning; blandt de paa Kjørstad 
fundne er saaledes en Fingerring af Guld, hvori en Glas- 
fluss er indfattet, lig den i Worsaaes Nord. Olds. Nr. 381 
afbildede, og i Dalum-Fundet er 3 Guldbrakteater '-). 
Skulde dette Forhold ved fremtidige Fund vise sig at være 
konstant, saa maa man, da Fundene med brændt Lig ofte 
alene indeholde Oldsager fra den ældre Jernalders tidligere 
Del, komme til den Slutning, at Begravelse uden Brænding 

') Det første er beskrevet i Aarsb. 1868 S. 53 Nr. 79. Det 
sidste gjordes i Novbr. 1868, og af de fundne Sager ere hidtil 
kun Guldsagerne indkomne til Universitetets Samling. 

2 ) De i en Gravhaug paa Trygalcotd i Bjelland Pgd., Lister og 
Mandals Amt paa to Skeletter i et stensat Gravkammer 
fundne Smykker, som bevares i Museet i Kjobenhavn (Boyes 
Oplysende Fort. Nr. 750, 752 jvfr. N. Fornl. 275, 782) maa 
ligeledes efter den Beskrivelse, som Boye giver af 2 af 
Spænderne, hore til Mellemjernaldren. 



OM DEN ÆLDRE JERNALDER I NORGE. 165 

af Liget er senere Skik og først kommen i Brug henimod 
den ældre Jernalders Ende. 

Ligesom Gravstedet i denne Klasse af Hauge er meget 
anseligere og omhyggeligere indrettet, end i de tidligere 
omtalte, saaledes ere de ogsaa gjennemsnitlig langt rigere 
paa Oldsager end disse. Det forekommer rigtignok af og 
til, at deres Gravkamre Intet indeholde *). Men til Gjen- 
gjeld findes i andre ofte Oldsager af forskjelligt Slags i 
meget stort Antal. Alle de rigeste ældre Jernalders norske 
Fund ere komne fra saadanne Hauge *). Især er Ler- 
urnernes Antal ofte paafaldende stort; man har fundet 
indtil 8 i eet Gravkammer. Ogsaa af de broncebeslaaede 
Træspand er i enkelte saadanne Gravkamre fundet et større 
Antal (indtil 6). Mærkeligt nok er ikke altid, naar Graven 
indeholder brændte Ben, disse nedlagte i de Kar, som 
findes i den. I Holmegaardshaugen stod saaledes de 5 Ler- 
urner tomme, medens der hist og her i Gravkammeret laa 



l ) Saaledes Haugene paa Kro (N. Fornl. 337); Sjo (Aarsb. 
1867 S. 102) o. fl. — Naar det i Beretningerne om disse og 
flere Fund hedder, at Kamret Intet indeholdt uden Jord, saa 
maa det dog vel antages, at der oprindelig har været brændte 
Ben, som i Tidens Løb ere blevne oploste af den omgivende 
fugtige Jord. Grave maa det ialfald have været, hvorledes 
det end forholder sig dermed. 

*) Til Exempel opregnes her. hvad der blev fundet i Haugen 
paa Holmegaard ved Mandal (N. Fornl. 271), i et Grav- 
kammer af Sten, 19' langt, 3.'/ bredt og 2-,V hoit, indvendig 
helt belagt med Næver: 1 Træspand med Broncebeslag, 
Brudstykke af et dreitt Trækar, 5 Lerurner, 2 Sværd, 
4 Spydspidser, en Mængde Pilespidser, 1 Øxeblad, 2 Skjold- 
buler og 1 Beslag til et Skjoldhaandtag (af Jern), en stor 
Kniv med Træskaft og Læderskede, 2 Saxe af Jern, 2 Boile- 
spænder og 2 Pincetter af Bronce; Beltebeslag med Spænde 
af Bronce, 2 Spillebrikker af Glas, 1 vævskyttelformet Sten 
og et af Naturen tildannet Kvartsstykke, med Spor af Slid 
efter Slibning, foruden en hel Del Brudstykker af Jern, 
Bronce og Glas. See videre Fundene fra Kjorstad. Melhus 
(N. Fornl. 342). Vutshus (smesteds. 791), og de oftere 
ovenfor omtalte fra Veien og Sætrang. 



l(5(i OM DEN ÆLDRE JERNALDER I NORGE. 

Hobe af brændte Ben. Hyppig er Gravkammeret hek 
eller tildels fyldt med Jord eller Sand, hvori da Oldsagerne 
findes; i enkelte Tilfælde er det bemærket, at denne Fyld 
bestod af en finere Jordart end den, som fandtes udenfor 
Gravkammeret. En vis Orden sees, ialfald undertiden, at 
være iagttaget, navnlig ved Nedlægningen af Karrene. I 
en Gravhaug paa Brekke i Sogn stod 6 Lerurner med 
brændte Ben parvis i to Rækker langsefter Gravkammeret l ). 
I en Haug paa Lundegaard i Vanse Pgd. , Lister og 
Mandals Amt, stod de 4 Kar, som fandtes (3 Lerurner og 
1 Glasbæger), i hver sit Hjørne af Gravkammeret 2 ), og 
i en paa Sømnes i Brønø Pgd., Nordlands Amt, hvor der 
kun var 2 Lerurner , vare disse stillede i to modsatte 
Hjørner 3 ). 

Af Hauge med Gravkamre af denne Byguingsmaade 
kjendes vel ialt omkring 90 sikkert , og der er Rimelighed 
for, at eu stor Del af de i Samlingerne bevarede større 
Fund, ved hvilke Intet er oplyst om Gravstedets Indretning, 
hidrøre fra saadanne. 

I samme Haug træffes ofte flere Begravelser, almin- 
delig eens indrettede, men af og til ogsaa af forskjelligt 
Slags. Det almindeligste Tilfælde er, at flere store Grav- 
kamre ere fundne sammen i een Haug jevnsides 4 ) eller i 
forskjellig Høide 5 ). Begravelser af brændte Ben i Bronce- 
kjedler ere trufne i Udkanten af Hauge, der i Midten havde 



! ) Urda I, 136. 

2 ) Aarsb. 1866 S. 64. 

3 ) Aarsb. 1866 S. 89 Nr. 18. 

4 ) F. Ex. Brekke (Urda I, 136: 3 eller 4 Gravkamre af Heller, 
hvoraf et 10' langt, og 2^' bredt og høit); Rekve (N. Fornl. 
387 : 4 Stenkamre, et 16' og de øvrige 6' lange) ; Birkeland 
(N. Fornl. 249: 3 Stenkamre, hvoraf et var 6' og et andet 
3' langt). 

5 ) Indre Arne (Urda III, 99); Urnes (N. Fornl. 459 fg.). En 
Haug paa Østrheim i Etne Pgd. i Søndhordeland skal have 
havt 21 mindre Gravkamre paa Runden og 1 stort hoiere 
oppe (Urda III, 99). 



OM DEN ÆLDRE JERNALDER I NORGE. 167 

et større Gravkammer '). I Forbindelse hermed maa om- 
tales, at man i nogle Hauge med en større stensat Grav 
udenfor denne har iagttaget eet eller flere horizontale Lag 
af Aske, Kul og brændte Ben, der endog undertiden inde- 
holdt Oldsager eller Brudstykker af saadanne. I den nys- 
nævnte Haug paa Dalum i Nordre Throndhjems Amt i 
Sparboen, der i Midten havde et stensat Gravkammer af 
10 Fods Længde, fandtes udenfor Kammeret et gjennem 
hele Haugen gaaende Lag af rødbrun Jord, blandet med 
Ben og Kul. I en Haug paa Urnes i Sogn 2 ), der indeholdt 
flere store Hellekister, saaes 3 Lag Aske over hinanden og 
mellem disse Lag Kul og brændte Ben. Den endnu ikke 
helt udgravede store Hang paa Gunheim i Saude Pgd. i 
Nedre Thelemarken 3 ), hvori der omkring 177o blev gjort 
et Fund af Guldsager, Smykker og Vaaben, nedlagte i et 
stensat Gravkammer 4 ), skal, efter hvad Gaardens nuvæ- 
rende Eier har fortalt mig, have et i Høide med Jordfladen 
liggende Askelag, i hvilket han fra Tid til anden har fundet 
Perler, Haandsneldehjul af Sten, en liden Bøilespænde af 
Sølv, Broncefragmenter, Skaar af Ler- og Glaskar m. m. 
Noget lignende er iagttaget i to Hauge paa Østby i Rakke- 
stad Pgd. i Smaalenene 5 ). De havde begge i Midten et 
mindre Gravkammer med brændte Ben , nedlagte i et 
Broncekar. Udenfor dette laa i den ene af dem hist og 



l ) Vallerhaug (Urda I, 28 fgg.). Det Samme synes at have 

været Tilfældet i Haugen ved Agvaldsnes. 
») N. Fornl. 459 fg. 

3 ) N. Fornl. 215, 773. 

4 ) Fundet blev overdraget til Kunstkammeret ved kgl. Resol. 
af 29. Aug. 1776. I den til Grund for Resolutionen liggende 
Forestilling fra Rentekammeret (Concept i Norske Rigsarkiv) 
heder det, at Fundet var gjort paa Sondre Gunheim , og at 
man paa 2 Alens Dybde i Haugen havde fundet en »saa- 
kaldet Stenur« af sammensatte store Stene og ved Stenenes 
Optagelse til 5 a 6 Alens Dybde opdaget Aske og Kul samt 
deromkring paa Jorden de indsendte Oldsager. (Meddelt af 
N. Nicolaysen). 

6 ) Aarsb. 1866 S. 56. 



168 OM DEN ÆLDRE JERNALDER I NORGE. 

her paa Bunden Hobe af brændte Ben, paa 50 — 60 for- 
skjellige Steder; i den anden var der ligeledes en Mængde 
saadanne Samlinger af brændte Ben, men her havde de 
været nedlagte i Lerurner. Hvorledes Forholdet mellem 
Hovedbegravelsen og det udenfor liggende Lag med brændte 
Ben skal opfattes, lader sig ikke afgjøre efter disse faa 
Iagttagelser; men Sagen fortjener nærmere Undersøgelse '). 

Flere af de her anførte Iagttagelser — navnlig Fundene 
af flere Lerurner med brændte Ben i samme Haug, flere 
Hobe af brændte Ben i samme Gravkammer, flere Grav- 
kamre i samme Haug, tildels i forskjellig Dybde — vidne 
om, at dette Tidsrums Gravhauge hyppig indeholde Lev- 
ninger af et større Antal Lig, der i mange Tilfælde lade til 
at have været nedlagte til forskjellig Tid. Disse Hauge 
ere vel at betragte som Familiebegravelser. Naar 
man ser hen til deres ofte meget betydelige Størrelse og 
den Omhu, hvormed de ere opførte, falder det ogsaa ganske 
naturligt, at man ikke ved hvert nyt Dødsfald i Familien 
har opført et nyt, ligesaa anseligt Gravminde, men ofte 
blot har aabnet den gamle Haug og nedlagt den sidst Af- 
dødes Lig deri. Fra den yngre Jernalders Tid har man 
historiske Efterretninger om en saadan Skik; det fortælles 
saaledes i Egils Saga 2 ) om Egil Skallegrimssøn, at han, 
da hans Søn Bødvar var død, lod sin Fader Skallegrims 
Haug aabne og lagde Bødvars Lig ned ved dennes Side. 

Det maa mærkes, at Begravelsen, ogsaa hvor der kun 
er een saadan i en Haug, ikke altid er anbragt i dens 
Centrum; den træffes mangen Gang lige i Udkanten 3 ). 
Vil man være sikker paa, at en Haug er fuldstændig under- 

1 ) Det maa mærkes, at i Dalum-Haugen Gravkamret indeholdt 
et u brændt Lig, medens de udenfor fundne hist og her 
omspredte Ben maa have været brændte. 

2 ) Kap. 81. 

3 ) Som Exempler kunne tjene Fundene fra Sovde (N. Fornl. 
454); Vestre Tårum (smst. 589); Lille Oma (smst. 296); 
Gunnarshaug (Aarsb. 1867 S. 101 Nr. 12). 



OM DEN ÆLDRE JERNALDER I NORGE. 169 

søgt, saa maa man derfor altid gjennemgrave den i dens 
hele Udstrækning. 

Det vigtige Spørgsmaal, om de forskjellige ovenfor be- 
skrevne Gravformer ere fuldkommen samtidige, eller enkelte 
af dem fortrinsvis tilhøre den tidligere, andre den senere 
Del af den ældre Jernalder, kan neppe sikkert afgjøres ved 
Hjælp af de hidtil vundne Oplysninger. Disse give imid- 
lertid vistnok Grund til at formode, at Begravelserne af 
brændte Ben i Broncekar og Lerurner gjennemsnitlig ere 
ældre end de store Gravkamre med dels brændte, dels 
ubrændte Lig. Blandt de — rigtignok forholdsvis ikke 
meget talrige — Oldsager, som haves fra de to førstnævnte 
Arter af Fund, træffes nemlig kun en sjelden Gang Stykker, 
som bestemt høre til «Mellemjernaldren« l ), hvorimod saa- 
danne meget ofte ere fundne i de store Gravkamre. At 
disse undertiden indeholde ubrændte Lig, kan, som ovenfor 
vist, maaske ogsaa betragtes som et Vidnesbyrd om, at de 
strække sig længere ned i Tiden 2 ). 

Før jeg forlader Gravfundene, skal jeg omtale et Par Sær- 
egenhederved dem, der ikke knytte sigtil nogen enkelt Gravform. 

Man har saaledes oftere i Norge fundet Stene med 
Runeindskrift i den ældre Jernalders Alfabet i selve 
Gravhaugen ved eller i Nærheden af en Begravelse fra 
ældre Jernalder. Hidtil haves 4 sikre Exempler, Fundene 
fra Stenstad i Hollen Pgd. i Nedre Thelemarken, Orstad i 
Sogndal Pgd., Stavanger Amt, Bratsberg i Strinden Pgd. 
og Vestre Tanem i Klebbu Pgd., begge i Søndre Thrond- 
hjems Amt 3 ). Tre af Stenene ere bevarede; af den fjerde 



') Paa Hauge i Lyster Pgd. i Sogn er fundet en Guldbrakteat 
i en Broncekjedel med brændte Ben (N. Fornl. 455). 

2 ) Til Støtte deifor kan ogsaa anfores , at de faa Grave fra 
Mellemjernaldren, man hidtil har iagttaget i Danmark, synes 
at have stor Lighed med denne sidste Klasse af norske 
Grave (See Engelhardt Kragehul Mosefund S. 20 og den 
efterfølgende Fortegnelse over Fund). 

3 ) See Stephens Old-Northern Runic Monuments S. 254 (jvfr. 
839), 258, 267 (jvf. 841) og 269, hvor de forhaandenværende 



170 OM DEN ÆLDRE JERNALDER I NORGE. 

(Bratsberg) og dens Indskrift haves paalidelige Tegninger. 
Af de i disse Hauge fundne Oldsager ere kun endel af de 
fra Stenstad ') og en liden Glasperle fra Orstadfundet nu 
tilstede; men de Beskrivelser, man har af Gravstedernes 
Indretning saavelsom af de nu tabte Oldsager, vise til- 
strækkelig, at alle disse Hauge indeholdt Grave fra ældre 
Jernalder. Disse Fund høre alle til de paalideligst oplyste, 
og deres samstemmende Vidnesbyrd udelukker al Tvivl om 
Sagens Rigtighed, saa paafaldende som den ved første 
Øiekast synes. Blandt de øvrige norske Runestene fra 
ældre Jernalder er der flere, hvis Form gjor det usand- 
synligt, at de nogensinde kunne have været reiste som 
Mindestene i fri Luft, men som derimod have Adskilligt til- 
fælles i Udseende med disse, der bevislig ere fundne i 
Gravhauge (navnlig Stenene fra Belland, Tomstad og Reid- 
stad 8 ). Mulig have da ogsaa disse oprindelig været gjemte 
i nu forlængst ødelagte Gravhauge. Denne for Norge eien- 
dommelige Skik bliver nu af særlig Interesse for os derved, 
at den giver Udsigt til , at det sparsomme Forraad af 
Runeskrifter fra dette Tidsrum kan blive forøget ved fort- 
satte Undersøgelser af dets Grave. 

Det er endelig at mærke, at de i Graven nedlagte 
Sager ofte bære Spor af forsætlig Ødelæggelse, — den 
samme Særegenhed, som har vakt saa stor Opmærksomhed 
ved de danske Mosefund og Markfund 3 ). Det er dog, 
saavidt man hidtil har bemærket, i Norge kun Vaabnene, 
som have været behandlede paa denne Maade; Sværdene 
kunne saaledes findes sammenrullede eller sammenbøiede, 
ofte i den Grad, at deres Klinge ligger 4- eller 5-dobbelt, 
Spydspidserne bøiede, Skjoldbulerne fladtrykte eller vrængte, 



Oplysninger om disse Fund vil findes samlede. Om Stenstad- 
Fundet kan endvidere jevnfores AnO 1856 S. 182—184. 

1 ) Afbildninger hos Stephens S. 839. 840. 

2 ) Stephens S. 25(5, 261, 264. 

3 ) Jvfr. Engelhardt Kragehul Mosefund S. 11—18. 



OM DEN ÆLDRE JERNALDER I NORGE. 171 

Spydspidsernes Fal fladtrykt J ). Der er dog mange Fund 
— maaske de fleste — i hvilke Vaabnene have beholdt 
sin oprindelige Form. Ved første Øiekast synes i de norske 
Fund Meget at tale for den simple og nærliggende For- 
klaring, at Ødelæggelsen er skeet, for at de forholdsvis 
lange Vaaben kunde faa Plads i de trange Gravrum. 
Vaaben, saaledes behandlede, forekomme nemlig alleroftest 
i Begravelser i Broncekjedler, ved hvilke det, som fer paa- 
vist, synes at have været fast Skik, at alt, hvad der med- 
gaves den Døde i Graven, skulde lægges paa Benene i 
selve Kjedlen; og dertil kommer, at i mange Fund de læn- 
gere Vaaben (Sværdene alene eller Sværdene og de længere 
Spydspidser) ere bøiede, medens de kortere ere ubeska- 
digede. Denne Forklaring viser sig dog snart ikke at 
strække til for alle Tilfælde; bøiede Vaaben forekomme i 
mange Fund, der ikke vides at have været nedlagte i noget 
trangt Rum, og det kan ikke for Rummets Skyld have 
været nødvendigt f. Ex. at sammentrykke Falen paa Spyd- 
spidserne. Der maa søges en anden Løsning af Spørgs- 
maalet, og jeg ved da blandt de flere foreslaaede ingen, 
som passer bedre ogsaa her, end den Formodning, hvortil 
man er kommen i Danmark, nærmest ved Betragtningen 
af Mosefundene: at Ødelæggelsen har en symbolsk-religiøs 
Betydning, idet man ligesom har villet indvie de nedlagte 
Sager ved. at gjøre dem utjenlige til menneskeligt Brug. 

Se vi nu tilbage paa de forskjellige Arter af norske 
Fund fra ældre Jernalder, som ere beskrevne i det Fore- 
gaaende , og sammenligne vi dem med de tilsvarende i 
Danmark, viser det sig strax , at der er stor Forskjel med 
Hensyn til Forekomst og Nedlægningsmaade -). Mosefundene, 



1 ) Ogsaa i norske Grave fra yngre Jernalder findes Vaabnene 

undertiden, dog langt sjeldnere, i lignende Tilstand : sammen- 
boiede Sværd og tvert overhugne Øxeblad. Ved Oldsager, 
Mm ikke ere fundne i Grave, er hidtil intet saadant bemærket. 

2 ) Det maa formodes, at Sverige, og navnlig de nordligere Dele 
af dette Land, i denne Henseende staar Norge nærmere; 



172 OM DEN ÆLDRE JERNALDER I NORGE. 

som spille en stor Rolle i Danmark, mangle ganske i 
Norge, og de norske Markfund ere forholdsvis faa og fat- 
tige, medens paa den anden Side Norge er langt rigere paa 
Gravfund, og disse vise stærkt afvigende Gravskikke. Alt 
dette forudsætter vistnok en i mangt og meget eiendommelig 
Udvikling. Men naar man betragter Oldsagerne selv og 
sammenligner dem med de i de to andre skandinaviske 
Lande fremkomne, kan man desuagtet ikke tvivle om, at 
den ældre Jernalders Folk i Norge har været meget nær 
beslægtet med det, der samtidig færdedes i disse Lande. 
Oldsagerne ere baade med Hensyn til Former og Arter 
saa væsentlig overensstemmende, at de norske nødvendig 
maa stilles sammen med de svenske og danske i een Fa- 
milie ligeoverfor de fjernere beslægtede fra den tilsvarende 
Kulturperiode , der findes i sydligere beliggende Lande. 
Naar man gjennemgaar en Række af norske Fund fra ældre 
Jernalder og sammenligner Fundstykkerne med de mange 
og ypperlige Afbildninger, man har af danske Oldsager fra 
samme Tid, kunde man næsten fristes til at sige, at Ulig- 
hederne ere mindre, end man skulde vente efter de for- 
skjellige Naturforhold og Livsbetingelser. 

Blandt de Uligheder, som fremtræde ved en sammen- 
lignende Betragtning af Norges og Danmarks Oldsager 
fra ældre Jernalder, kan fremhæves, at Indvirkningen af 
romersk Kultur viser sig svagere i Norge, og at Sager af 
romersk Arbeide eller ligefremme Efterligninger af romersk 
Mønster træffes meget sjeldnere »). Dette er ikke andet 
end hvad man maatte vente efter Norges fjernere Beliggenhed. 

men jeg savner tilstrækkelig Kjendskab til de svenske 
Gravfund, for at kunne sige noget bestemt derom. At 
domme efter den i Dr. Hildebrands Afhandling »Svenska 
Folket under Hednatiden» S. 74 fgg. givne Fortegnelse over 
svenske Fund fra ældre Jernalder skulde Gravfundene der 
være forholdsvis meget færre end i Norge; men Hr. Hilde- 
brand antyder selv, at Fortegnelsen ingenlunde er fuldstændig. 
! ) De vigtigste Fund af romerske Sager, som nu kjendes, ere 
felgende: Siler og Kasseroller af Bronce ere fundne i 



OM DEN ÆLDRE JERNALDER r NORGE. 173 

Fra Betragtningen af de norske ældre Jernalders Fund 
i Almindelighed gaa vi over til Undersøgelsen om deres 
Fordeling og Udbredelse over Landets forskjellige Egne. 
Det forholder sig ingenlunde saaledes, som det otte har 
været antaget, at Levningerne af den ældre Jernalders Kul- 
tur kun findes i det sydlige Norge og kun i Nærheden af 
Havet. Fundene vise for det Første, at Bebyggelsen alle- 
rede i denne Tid har gaaet næsten ligesaa langt mod Nord, 
som i Begyndelsen af den kristelige Middelalder. Det nord- 
ligste Fund fra ældre Jernalder, som nu kjendes, er det i 
Bergens Museum bevarede fra Gaarden Stave i Dverberg 
Pgd. paa Andøen, alleryderst mod Nord i Nordlands Amt 
(over 69° nordlig Bredde). Her fandtes 1841 i en Grav- 
haug en Lerurne, Stykker af 3 Kamme af Ben, et rundt 
dreiet Redskab af Ben, 6 Perler af Glas og Rav og 2 
Haandsneldehjul af Klebersten '). Uagtet ingen nærmere 
Oplysninger haves, kan der ikke være nogen Tvivl om, at 
der i denne Haug har været en af de tidligere beskrevne 
Begravelser i Lerurner med brændte Ben og forskjellige 
Smaasager liggende paa Benene. Der er heller ikke nogen 
Mangel paa Vidnesbyrd om, at Befolkningen allerede i den 
ældre Jernalder har trængt langt ind i det Indre af Landet, 
lige til de øverste Fjeldbygder. Man har enkelte Fund fra 



Gravhauge paa Lnken i Raadc Pgd. i Smaalenene og Ag- 
valdsnes paa Karmoen (N. Fornl. 22 fg. jvfr. 837. 343), samt 
i en Haug paa Gjete i Levanger Pgd., Nordre Throndhjems 
Amt (Fundet indkom sidste Sommer til Samlingen i Thrond- 
hjem). Stykker af en pragtfuld romersk GlaSvase med bar- 
barisk Beslag af Guld, fundne paa Solberg, Eker Pgd., 
Buskeruds Amt (N. Fornl. 163). Flere Broncekar i Fundet 
fra Ajvaldsnes. En Hank til et Kar af Bronce, funden i en 
Hang paa Overrein i Beitstaden Pgd., Nordre Throndhjems 
Amt (Aarsb. 1867 S. 65). Desuden de ovenfor omtalte 
Myntfund. — Disse Fund gaa dog altsaa saa langt mod 
Nord som til Throndhjemsfjordens Bund. 
») N. Fornl. 692. 



174 OM DEN ÆLDRE JERNALDER I NORGE. 

ældre Jernalder fra Østerdalens nedre Del, en endnu i 
Middelalderen meget tyndt befolket Egn, fra Vang øverst 
i Valdres - Dalen , fra Aal i Hallingdal, fra Bygland, 
Aaseral, Siredalen og Røldal i Kristianssands Stift, 
og da disse Fund ere Gravfund, kunne de ei hidrøre fra 
tilfældige Ophold paa Stedet, men forudsætte faste Beboere. 
Imidlertid er Fundenes Mængde ingenlunde jevnt fordelt 
over det hele Land. Naar man optæller dem for hvert af 
Landets Amter, komme de høiesteTal ikke paa Landets sydlige 
og sydøstlige Egne, men paa Vestkysten fra Lindesnes til Stat 
(58 — 62° n. Br.). Det største Antal Fund, 93, har Stavanger 
Amt; af Naboamterne tæller Lister og Mandals 43, Søndre 
Bergenhus 70 og Nordre Bergenhus 53. Nordenfor Stat af- 
tager Fundenes Antal temmelig regelmæssigt. Fra Roms- 
dals Amt kjendes 33 Fund (af hvilke 21 tilhøre det syd- 
ligste af Amtets tre Landskaber , Søndmøre) , fra Søndre 
Throndhjems 14, fra Nordre Throndhjems 21, fra Nord- 
lands 9. I de throndhjemske Amter tilhøre de allerfleste 
Fund Bygderne omkring Throndhjemsfjordens Bredder. Øst- 
over fra Mandalsegnen af blive ogsaa Fundene paa en læn- 
gere Strækning mindre hyppige (Nedenes Amt 15 Fund, 
Bratsberg 11, Jarlsberg 8); men saa stiger Tallet igjen 
noget paa Østlandet. I Buskeruds Amt er der gjort 18 
Fund, i Kristians 27, i Akershus 19 og i Smaalenene 46 1 ). 
Fra Hedemarkens Amt kjendes derimod endnu kun 9 Fund. 
Disse Tal kunne nu vistnok ingenlunde betragtes som kor- 
rekte Udtryk for Befolkningens forholdsvise Tæthed. Det 
beror paa mange tilfældige Omstændigheder, hvor mange af 
de Fund, som efterhaanden gjøres, der blive bekjendte eller 
komme ind til Samlinger. I Egne, hvor der ikke er nogen 
offentlig Samling i Nærheden, vil f. Ex. naturlig forholdsvis 
flere at de tilfældige Fund gaa tabt; hvor der tindes en 



l ) Paa Østlandet har foruden Smaalenene Hadeland, Ringerike 
og Toten vist sig rigest paa Fund. 



OM DEN ÆLDRE JERNALDER I NORGE. 175 

Mand med Anseelse, som forstaar at vække Interesse for 
Oldsager, vil forholdsvis meget blive reddet osv. Ligeledes 
komme de større Udgravninger, som ere gjorte paa enkelte 
Steder, til at forrykke Regelmæssigheden 1 ). Ulighederne 
ere dog her for store, til at de kunne forklares alene af 
saadanne tilfældige Indflydelser. I det Store kan man nok 
allerede af disse Data med nogenlunde Tryghed slutte til 
Befolkningens Fordeling over Landet. Der kan saaledes 
ingen Tvivl være om, at Vestlandet fra Lindesnes til Stat 
har været bedst beboet. I det nordlige Norge synes Egnene 
omkring Throndhjerasfjorden at have været forholdsvis tæt- 
test befolkede, paa Østlandet de lavere liggende Bygder 
indenfor Kristianiafjordens Bund og paa dens Østside. 

Mellem Fundene fra forskjellige Landsdele er hidtil ikke 
bemærket nogen charakteristisk Afvigelse af større Betyden- 
hed. Alle de ovenfor beskrevne Gravformer have sine Re- 
præsentanter i alle Landets Egne; Oldsagernes Former og 
Ornamenter synes overalt at være væsentlig ensartede ; 
Antallet af Fund, der bære Præget af at høre til den senere 
Del af den ældre Jernalder, lader ikke til at være mærke- 
lig større i den ene Egn end i den anden osv. Nu er det 
vistnok sandsynligt, at nøjagtigere og fuldstændigere Iagt- 
tagelser ville bringe en hel Del lokale Eiendomraeligheder 
for Dagen; men betydelige kunne disse ialfald ei være, naar 
de ikke træde stærkere frem i de allerede kjendte Fund. 
Vi maa derfor vistnok kunne antage, at Norges Befolkning 
i den ældre Jernalder idethele har været ensartet og jevnt 
fremskreden i Udvikling over det hele Land. 

Det staar endnu tilbage at betragte Forholdet mel- 
lem den ældre og yngre Jernalder, som det stiller sig 
i Norge. Naar man med dette Spørgsmaal for Øie gjennem- 



l ) Især maa mærkes, at over Halvdelen af det store Antal Fund, 
som er opfort for Smaalenenes Amt, er fremkommet ved Lo- 
ranges flittige Gravninger i Egnen i de sidste Aar. 



176 0M DEN ÆLDRE JERNALDER I NORGE. 

gaar de norske Samlingers Forraad af Fund fra Jernaldren, 
vil man let for et Øieblik komme i Vilderede. Der er nem- 
lig blandede Fund, ikke saa ret mange i Forhold til det 
hele Antal af Fund fra begge Jernaldre , men dog mange 
nok til at kunne vække Tvivl, om det overhovedet er muligt 
at drage nogen skarp Grændse. I Fund, der idethele ustri- 
digt have Udseende af at skrive sig fra den ældre Jern- 
alder, træffes dog mangen Gang enkelte Gjenstande, der 
lige saa sikkert høre til den yngre 1 ), ligesom omvendt, om 
end noget sjeldnere, et yngre Jernalders Fund kan have et 
enkelt Stykke fra ældre Jernalder 2 ). Jeg er imidlertid over- 
bevist om, at de allerfleste af disse Fund i Virkeligheden 
først er blevne blandede paa Veien fra Gravhaugene til 
Samlingen. Man ved, hvorledes det gaar til ved Indsendel- 
sen af tilfældige Fund; naar der paa een Gang sendes 
Fund, gjorte paa forskjellige Steder i samme Haug eller 
endog i forskjellige Hauge, falder det ofte' ikke Indsenderen 
ind at gjøre nogen Bemærkning derom; Samlingsbestyreren 
faar det Hele med den Underretning, at det er »fundet i 
Gravhaug« paa en navngiven Gaards Grund, og saa kommer 
det til at staa som et samlet Fund i Katalogen. Det har 
flere Gange i de senere Aar hændt, at man ved tilfældig 
erhvervet Oplysning har faaet Vished for, at et i ældre Tid 
til Universitetets Samling indkommet Fund saaledes er 
sammenbragt fra flere Grave 3 ). De fleste af disse tilsyne- 



*) Saaledes er der i Veien-Fundet, som det vil sees af R. Keysers 
Beskrivelse, en kløverbladformet Spænde, en i yngre Jern- 
alder hyppig forekommende Form. 

a ) Fundene fra Alaug og Ophus paa Hedemarken (N. Fornl. 
76. 68) , der ellers helt igjennem have den yngre Jernalders 
Charakter, indeholde hvert 1 Sværdklinge af den ældre Form. 

3 ) Som et særdeles oplysende Exempel kan anfores det i N. 
Fornl. S. 65 omtalte formentlige Gravfund fra Kj em stad paa 
Hedemarken, der ved nærmere Undersøgelse (smesteds S. 741. 
744. 773) har oplost sig i: 2 Jordfund fra Broncealdren og 
Middelaldren , 1 Gravfund fra ældre Jernalder og 1 Gravfund 



OM DEN ÆLDRE JERNALDER I NORGE. 177 

ladende Blandingsfund skrive sig udentvivl fra Hauge fra 
ældre Jernalder, i hvis Udkant senere i yngre Jernalder en 
ny Begravelse er bleven indlagt. At den yngre Jernalders 
Folk oftere har ført sig Fortidens Gravhauge til Nytte paa 
denne Maade, kan bevises af flere Fundberetninger. Paa 
Grimstad i Voss Pgd., Søndre Bergenhus Amt, er i Midten 
af en Haug fundet et 7 Alen langt og 1-j Alen bredt 
Gravkammer af Heller, der, saavidt vides, endnu ikke er 
undersøgt; i Udkanten af Hangen laa under en flad Sten 
en hel Del Oldsager af Jern 1 ). Disse findes endnu i Ber- 
gens Museum og vise sig at være fra yngre Jernalder; men 
d.en i Haugens Midte byggede Grav kan, som ovenfor vist, 
endogsaa uden Kjendskab til dens Indhold sikkert henføres 
til ældre Jernalder. Paa Eidsvaag i Hammer Pgd. i samme 
Amt fandtes i en Haug vel i Alen under Overfladen endel 
Jernsager og et Stykke af en Brynesten; længere nede 
stødte man paa en stor Helle, der dækkede et 7 i" langt, 
2' bredt og 2i' høit Gravkammer, hvori 2 Lerurner, der 
indeholdt »Aske« og en liden Broncespænde 11 ). Fundet 
indsendtes til Bergens Museum, hvor dog nu ikke andet deraf 
kan paavises end Lerurnerne, Spåenden og Brynestenen. Den 
i Beretningen givne Beskrivelse af de i den øverst liggende 
Begravelse fundne Oldsager viser imidlertid tilstrækkelig, at 
de have været fra yngre Jernalder, medens det dybere lig- 
gende Gravkammer selvfølgelig maa være bygget af den 



fra yngre Jernalder, af hvilke 4 Fund i Virkeligheden kun 
det ene var fra den nævnte Gaard og et af de øvrige endog 
fra Thelemarken (hvor Indsenderen tidligere havde boet). — 
Et andet Exetnpel , vedkommende Veien - Fundet , skal jeg 
nævne, fordi det indeholder en Rettelse til Keysers Beskrivelse 
af dette. Efter nylig modtagen Underretning fra fuldt paa- 
lidelig Kilde er den i AnO. 1836—37 S. 147 omtalte Skaal- 
vegt af Bruiu-i- med tilhorende Lod funden i en anden Haug, 
hvori Intet ellen vidstes at være fundet. 

i [Jrdf 1. 393. 

Aarb. i nord. Oldk. og Hiit. 1869. \-> 



178 OM DEN ÆLDRE JERNALDER I NORGE. 

ældre Jernalders Folk, hvilket ogsaa bekræftes ved den i 
dette fundne Spændes Form. Flere Exempler kunde til — 
føies, om det var fornødent. 

Man maa efter disse Kjendsgjerninger være berettiget 
til at sætte de fleste af de »blandede« Fund ud af Betragt- 
ning. Der bliver vistnok endel tilbage, som ikke give 
nogen Grund til Mistanke; ved enkelte maa det endog an- 
sees for sikkert, at virkelig Alt er fundet i samme Grav 
og nedlagt samtidigt 1 ). Dette kan let forklares. Vi maatte 
paa Forhaand vente os saadanne Fund; thi i Overgangs- 
tiden fra den ældre til den yngre Jernalder maa naturlig 
enkelt Mand ofte have eiet Sager af den ældre saavelsom 
af den yngre Form 2 ). 

Man har altsaa Overgangs fund mellem ældre og 
yngre Jernalder; men der savnes, vel at mærke, Over- 
gangsf ormer af Oldsager. De Sværd f. Ex. af yngre 
Jernalders Form , som ere fundne i Grave fra ældre Jern- 
alder, ligne i eet og alt de, der forekomme i den yngre 
Jernalders Grave lige ned til dennes Slutning, medens paa 
den anden Side de Sværd fra ældre Jernalder, som af og 
til er trufne i yngre Jernalders Fund, i ingen Henseende 
adskille sig fra de, man kjender fra de ældste danske Mose- 
fund. Denne Forskjel viser sig gjennemgaaende i alle de 
norske Fund. Man kan, naar man først har gjennemgaaet 
en større Række af Fund fra begge Jernaldre, i Alminde- 

') Dertil regner jeg for ældre Jernalders Vedkommende f. Ex. 
Fundene fra Vatshus (N. Fornl. 791: et enegget Sværd fra 
yngre Jernalder blandt en Mængde Sager fra ældre Jernalder) 
og Uteide (N. Fornl. 686: et enegget Sværd og et Oxeblad 
af yngre Form , ligeledes med en storre Samling af ældre 
Jernalders Sager), og blandt Fundene fra yngre Jernalder de 
fer omtalte fra Alaug og Ophus paa Hedemarken. 

2 ) Man vil af det her Anforte kunne indse, hvorfor jeg ikke 
kan tillægge de blandede Fund saa stor Betydning, som 
Nicolaysen har villet give dem i Fortalen til N. Fornl. S. IV. 
Deres Antal er heller ikke paa langt nær saa stort, som det 
der forudsættes. 



OM DEN .KLDKE JKHN.W.DEU I NORGE. 179 

lighed ved første Oiekast sige, om et Sværd, et Spyd, et 
Øxeblad, en Pilespids, en Sax, et Knivblad, en Spænde, et 
Guldsmykke osv. er fra den ældre eller fra den yngre Jern- 
alder. De Former af Oldsager, som vise sig at have til- 
hørt begge Perioder af Jernaldren, kunne for den største Del 
antages at være indførte til Norden fra fjernere Egne 1 ). 
Den eneste Henseende, hvori en virkelig Overgang kan 
spores, er Ornamentstilen, idet man allerede længe før den 
ældre Jernalders Slutning sporer Indflydelse af den Stil, som 
fuldt udviklet træder frem i den yngre Jernalders barokke Drage- 
slyngninger. Ogsaa med Hensyn til Gravskikken er der megen 
Forskjel, om end Afstanden her ikke er saa stor og iøine- 
faldende. Den yngre Jernalders Folk har bygget lige saa anse- 
lige Hauge over sine Døde, som den ældre Befolkning, men 
man finder ikke i disse de store, med megen Omhu byggede 
Gravkamre, der ere saa almindelige i den ældre Jernalders 
Grave, og netop, som det synes, fortrinsvis i de yngste af 
disse-). Liget med de Eiendele, man har medgivet det, 
er regelmæssig nedlagt i den løse Jord, høist beskyttet med 
en overlagt Stenhelle, hvad enten det har været brændt, 
eller, hvad der forekommer langt sjeldnere, er nedlagt 
ubrændt '). Alle hidtil gjorte Iagttagelser synes mig saa- 
ledes at gjøre det i høi Grad usandsynligt, at Overgangen 
fra ældre til yngre Jernalder kan være skeet gjennem en 
rolig, jevn Udvikling; Alt tyder paa en brat, ved en vold- 
som Omvæltning fremkaldt Overgang. Uden dette kunde 



l ) Perler af Glas, Rav og forskjellige Stenarter; Skaalvegter 
af Bronce. 

a ) De yderst faa Gravkamre, man har truffet i Hauge fra yngre 
Jernalder, kunne vel forklares paa lignende Maade som de 
enkelte Oldsager fra ældre Jernalder, der undertiden ere fore- 
komne i yngre Jernalders Fund. 

3 ) Det er dog muligt, at man i yngre Jernalder undertiden har 
benyttet Trækister, der naturligvis nu efter saa lang Tids 
Forløb i Regelen ville være fuldstændig forsvundne Spor 
tkrtil paattMM en enkelt Gang at være iagttaget. 

12* 



180 OM DEN ÆLDRE JERNALDER I NORGE. 

Grændsen mellem Fundene fra begge Tidsrum ikke være 
bleven saa skarp, som den nu viser sig at være 1 ). 

Sammenlignet med denne skarpe Grændse blive de 
Uligheder, som vise sig mellem den ældre Jernalders Fund 
indbyrdes, og hvorpaa man har grundet Adskillelsen at" 
»den ældre Jernalder« og »Mellemjernaldren« , af forholds- 
vis mindre Betydning. Vaabnenes og Redskabernes Former 
ere de samme gjennem hele den ældre Jernalder, medens 
lutter nye, ganske forskjellige pludselig indtræde ved Over- 
gangen til den yngre. Den ældste Jernalder og Mellem- 
jernaldren have endvidere brugt det samme Runealfabet, 
der saavel i Tegnenes Antal som i deres Form afviger be- 
tydelig fra det, hvori den yngre Jernalders Indskrifter ere 
affattede. Og om end efter de seneste Runologers Mening 
det yngre Alfabet har udviklet sig af det ældre, saa findes 
der dog i de nordiske Indskrifter saare faa Spor til Over- 
gangen, i de norske endog neppe det ringeste Spor. De 
faa hidtil med Sikkerhed læste Indskrifter i det ældre Alfa- 
bet have vist en meget antik Sprogform, langt mere af- 
vigende tra de yngre Runeskrifters Sprog, end man skulde 
vente efter deres sandsynlige Afstand i Tiden. Af disse 
Indskrifter kan nu vistnok ingen med Sikkerhed henføres 
til Mellemjernaldren, og det kan tænkes, at man i Mellem- 
jernaldrens Indskrifter, naar det engang lykkes at læse disse, 
vil finde yngre Sprogformer. Men i ethvert Fald maa det 
efter Alfabetets Forskjellighed ventes, at man ogsaa her 
vil støde paa en uformidlet Overgang fra ældre til yngre 
Jernalder, et Spring i Udviklingen. Hvad der paa den anden 
Side adskiller den ældre Jernalders tidligere og senere 
Periode, er væsentlig kun enkelte Særegenheder i Ornament- 



') Jeg tvivler saanieget mindre om Rigtigheden af denne Opfat- 
ning, da jeg ser, at Dr. Hildebrand ved Betragtningen af de 
i Sverige gjorte Fund er kommen til samme Resultat for 
dette Lands Vedkommende (se hans Afhandling: Svenska 
Folket under Bednatiden, især S. 31). 



OM DEN ÆLDRE JERNALDER I NORGE. 181 

stilen, hvori dog neppe nogen brat Overgang kan spores, 
og nogle nye. Former af Smykker (f. Ex. Brakteaterne), 
som i Mellemjernaldren forekomme ved Siden af de ældre. 
Alt dette kan meget vel forenes med Antagelsen af en jevn 
og regelmæssig Kulturudvikling, under delvis Paavirkning 
af fremmed Civilisation; det berettiger ikke til at drage 
nogen skarpere Grændse. Hele den ældre Jernalders Kul- 
tur kan derfor stilles som i Hovedsagen ensartet ligeoverfor 
den i saamange væsentlige Henseender forskjellige yngre. 

Desuagtet maa det naturlig blive af Interesse saavidt 
muligt at skjelne mellem den ældre Jernalders Fund efter 
deres relative Ælde. Der tør være Haab om, at nøiagtigere 
og mere omfattende Observationer med Tiden vil sætte os 
istand til at gjennemføre en saadan Adskillelse ogsaa for 
Norges Vedkommende , om end Grændsen her vistnok altid 
til en vis Grad vil blive flydende. Men for Øieblikket synes 
dette mig ikke muligt; ethvert Forsøg paa at tordele Fun- 
dene mellem en ældste Jernalder og en Mellemjernalder 
vilde her strande paa det overordentlig store Antal af Fund, 
som intet Holdepunkt frembyde for en Bestemmelse, navnlig 
de mange, der alene bestaa af Vaaben og Redskaber af Jern. 

Det er imidlertid, som det af den foregaaende Frem- 
stilling vil sees, ikke blot i denne Henseende, at Savnet af 
flere og omhyggeligere Iagttagelser føles her i Norge. Uden 
saadanne vil det overhovedet ikke være muligt at komme 
til en klar og sikker Erkjendelse af Tilstandene i den ældre 
Jernalders Tidsrum , forsaavidt man kan vente at opnaa 
den ved at sammenholde dens Jordfund. De almindelige 
Slutninger, som kunne uddrages af det hidtil indvundne 
Materiale, maa efter dettes Beskaffenhed nødvendig blive 
usikre og usammenhængende; de ere brugbare og nødvendige 
som Hjelpemidler til Veiledning ved fortsatte Undersøgelser, 
men de ere ikke modne nok til at kunne give hele det hi- 
storiske Udbytte, som man har Ret til med Tiden at vente 
af de talrige og betydningsfulde Vidnesbyrd om sin Til- 



1 Si? OM DEN ÆLDRE JERNALDER I NORGE. 

værelse, som dette Tidsrums Folk sees at have efterladt i 
den Jord, hvorpaa det færdedes. Et Forsøg paa nu at 
tvinge dette Udbytte frem af Jordfundene vilde let kunne 
lede til at opstille Lærebygninger, som vilde omstyrtes ved 
nye Opdagelser næste Dag. Der maa endnu meget for- 
beredende Arbeide til, før Jordfundene kunne komme til at 
tale tydeligt. Det, som først og fremst behøves, er en 
Række af nye, under kyndigt Tilsyn omhyggelig udgravede 
Fund, ved hvis Undersøgelse man navnlig maa have for Øie 
de mange uløste eller tvivlsomme Spørgsmaal*, som de tid- 
ligere Fund have ladet tilbage. Dette vil kræve Tid og 
Møie; men der er al Udsigt til, at den vil blive rigelig 
lønnet ved det endelige Udbytte. 

Allerede nu, uagtet Undersøgeléen endnu ikke er mere 
end netop begyndt, give de norske Fund fra ældre Jern- 
alder værdifulde Bidrag til Oplysningen af Norges Ethno- 
grafi. i de første Aarhundreder e. Chr. — en Prøve paa, 
hvad der maa kunne udvindes af dem, naar en Del af det 
rige Stof, som utvivlsomt ligger gjemt i de utallige endnu 
levnede Gravhauge, bliver fremdraget og undersøgt med til- 
børlig Kyndighed og Omhu. Det kan saaledes efter de 
Kjendsgjerninger, som her ere fremlagte, betragtes som sik- 
kert, at den ældre Jernalders Folk ikke, som man hidtil 
almindelig har tænkt sig det, har været indskrænket til 
Landets sydligste Egne. Ved Hjælp af dets Grave kunne 
vi følge det over hele Norge til langt over Polarkredsen. 
Og uagtet vistnok endnu kun faa Fund kjendes fra de nord- 
ligste, afsidesliggende Landsdele, synes man dog allerede af 
disse at kunne slutte, at Befolkningen deroppe ingenlunde 
har været ny ved den Tid, da den ældre Jernalders Kultur 
afløstes af den yngre 1 ). Den ældre Jernalders Folk maa 
altsaa — nogenlunde jevnt udbredt — have beboet saa- 



l ) Jeg erindrer her om, at det nordligste af alle norske ældre 
Jernalders Fund — det ovenfor omtalte fra Stave i Dvtrberg 



OM DEN ÆLDRE JERNALDER I NORGE. 183 

godtsora hele Norge gjennem et Tidsrum af flere Aarhun- 
dreder. Her faa vi da af Jordfundeue et utvetydigt Svar 
paa det meget omstridte Spørgsmaal, hvorfra det Folk, der 
forst gjorde Jernkultureu til den raadende i Norge, er kom- 
met, og i hvilken Retning dets Udbredelse over Landet er 
gaaet. Svaret lyder: det maa være kommet søndenfra og 
bar i Norge udbredt sig fra Syd mod Nord. At den ældre 
Jernalders Folk — det, som brugte de ældre Runer — 
maa være kommet hid fra Syd, har nemlig aldrig været be- 
stridt, og kan vel heller ikke bestrides; den ældre Jern- 
alders Kultur er, overalt hvor den fremtræder i Europa, 
med alle Forskjelligheder i det Enkelte dog i det Store 
taget saa ensartet, at den umulig kan antages at have 
flere uafhængige Udgangspunkter. Og dette maatte man 
dog antage, om Norges ældste jernbrugende Folk skulde 
være kommet nordenfra, — at sige, hvis man ikke vilde ud- 
lede hele den ældre Jernalder, ogsaa i England, Frankrige, 
Tydskland, fra Norge og Nordsverige. 

Efter i lang Tid at have været eneraadende, er den 
ældre Jernalders Kultur i Nordens Lande, men ikke udenfor 
disse, bleven fortrængt af en ny, trods et umiskj endeligt 
Slægtskab mærkelig forskjellig, — den, som repræsenteres 
af den yngre Jernalders Jordfund. Tiden , da denne For- 
andring skede i Norge, kan — som fer antydet — fore- 
løbig sættes omkring 700 e. Chr. Af hvilken Natur de Om- 
stændigheder have været, som fremkaldte den, er et Spørgs- 
maal, som vistnok endnu ikke paa langt nær kan siges at 
være modent til Afgjørelse. Jeg har allerede sagt, at det 
efter de norske Fund ser ud til, at det ikke kan være 
gaaet saa ganske fredeligt for sig; de tyde paa en pludselig 
og stærk Omvæltning. Af de forskjellige Maader, hvorpaa 



— hører til en af de Klasser af Gravfund , som man efter 
de hidtil fremkomne Oplysninger har Grund til at henføre til 
en tidligere Periode af den ældre Jernalder. 



]g4 OM DEN ÆLDRE JERNALDER I NORGE. 

denne kunde tænkes at være foregaaet, synes, som Sagen 
nu staar, mest at tale for en ny Indvandring, af et Folk, 
som vel maa have været nær beslægtet med den ældre 
Jernalders, men som før sin Indvandring har udviklet sig 
adskilt fra og uafhængigt af dette, og som maa have været 
stærkt nok til at vinde Herredømmet, siden det har kunnet 
gjøre sin eiendommelige Kultur saa udelukkende gjældende 
i den følgende Tid. Jeg skal ikke gaa nærmere ind paa 
dette for Tiden endnu meget dunkle Spørgsmaal, som jeg 
her kun har berørt for ret tydelig at faa udtalt det Indtryk 
af en skarp Modsætning, som en Sammenligning mellem den 
ældre og yngre Jernalders Fund i Norge giver. Forklaringen 
af Overgangen fra den ældre til den yngre Jernalder er det 
for Nordens Historie allervigtigste af de Spørgsmaal, som 
den nordiske Arkæologi endnu har tilbage at løse. 



OM DEN TIDLIGE MIDDELALDERS 

TRÆKIRKER I DANMARK. 

AF J. KORNERUP 



1 det niende og tiende Aarhundrede, da Christendommen 
spredte sit første Lys over Danmark, da de første christne 
Menigheder oprettedes, og Trangen til Bedehuse for disse 
viste sig, var Træ det eneste Bygningsmiddel, man kjendte. 
Ikke alene Fiskerens Hytte ved Stranden, men ogsaa den 
rige Bondes, ja Jarlens og Kongens Gaard var af Træ. 
Rundt om i Landet stode endnu adskillige store Gudehuse, 
hedenske Templer af kløvede Egestammer; thi Træ var der 
allevegne nok af. Eg og Bøg bedækkede i udstrakte Skove 
baade de danske Øer og Halvøens østlige Del; ja selv i 
det nu saa nøgne, af Storm og Sandflugt' saa stærkt med- 
tagne, vestlige Jylland fandtes der Skovstrækninger, om 
hvilke endnu mange stedlige Navne og Sagn minde. En 
levende Forestilling om Halvøens tidligere Rigdom paa 
Skov fik man ved Undersøgelser i 1861 af Landets gamle 
Grændsevold Danevirke. I fem forskjellige Gjennemsnit*) 
bemærkedes, at den ældste Del af Volden var opdynget paa 
et Underlag af Tusinder af Træstammer, Eg, Bøg, El og 
Birk, paa hvilken sidste man endnu kunde kjende Barken. 
Fra de 1200 Alen, der da bleve sløifede af den gamle Vold i 
Anledning af nye Skandsers Anlæg, vare betydelige Masser 
af dette gamle halvt fortærede Tømmer opstablede. Det 
synes klart, at en mægtig Skov er bleven fældet syd for 



*) Forfatteren havde selv Lejlighed til at iagttage dette i det 
nævnte Aar. 



186 OM DEN TIDLIGE MIDDELALDERS TRÆKIRKER I DANMARK. 

Danevirke og benyttet paa denue Maade. Ifølge Joms- 
vikinga Saga bestod Voldens Befæstning i Harald Blaa- 
tands Tid af Træ , saaledes at der for hvert Hundrede 
Favne stod et Trætaarn ovenpaa Jordvolden og i Mellem- 
rummene Pæleværk. Da Keiser Otto II angreb Danevirke, 
lykkedes det ham, som bekjendt, paa en eneste Nat under 
en stærk Søndenvind at afbrænde den hele Befæstning. Om 
denne Begivenhed syntes den overordentlige Mængde af store 
Trækul og Stumper af forbrændt Tømmer, som fandtes ved 
den omtalte Undersøgelse, at vidne. 

En mærkelig, med Danevirke samtidig Prøve paa Old- 
tidens Træbygninger finde vi i Dronning Thyras Grav- 
kammer i Jelling, som ved Kong Frederik VIFs Omsorg 
atter aabnedes i Jordens Skjød i 1861. Betegnende for 
den Stil, i hvilken dette Gravkammer har været udført, ere 
de i Egetræ udskaarne sælsomme, indviklede Ormslyngninger, 
som fandtes der baade 1820 og 1861 og som nu bevares i 
Oldsagsamlingen i Kjøbenhavn. Man ser endnu paa disse 
Brudstykker, at de Gamle have anvendt brogede Farvelinier, 
Ringe og Prikker" af Rødt, Sort, Gult eller Hvidt som en 
malerisk Udsmykning paa Egetræets Bund. Men disse 
Brudstykker ere næsten ogsaa det Eneste , vi have tilbage. 
Alt det Øvrige af denne Slags er hos os forlængst bort- 
skyllet af Tidens Strøm. Danmark har ikke saaledes som 
Norge og Sverig bevaret ældgamle Trækirker og Bønderhuse 
med mærkelige Udskæringer. Som den sidste Levning fra 
vore gamle Trækirker staae endnu enkelte Træklokkehuse 
tilbage, hvoraf dog intet, saavidt jeg ved, kan maale sig 
med de maleriske Klokkehuse i Norge og Sverig. I enkelte 
afsides Egne af Nørre- og Sønderjylland forefindes dog 
ogsaa Spor af en mere almindelig Anvendelse af Træ som 
Bygningsmiddel, navnlig ved Kongeaaen og ved Løit i Nær- 
heden af Aabenraa, hvor nogle Bønderhuse, dog neppe 
ældre end to til tre Hundrede Aar, ere helt og holdent op- 
førte af Egebjælker og Planker. Et af de mærkeligste af 



OM DEN TIDLIGE MIDDELALDERS TRÆKIRKER I DANMARK. i 87 

disse Huse var endnu til i Blaasholm ved Loit 1802, men 
skulde da nedrives. 

Skjøndt det er sikkert nok, at man i den hedenske Tid 
kun kjendte Bygninger af Træ i Danmark, give vore Kilde- 
skrifter dog derom næsten ingen nærmere Oplysning. Vi 
nedes derfor til, i dette Punkt at se hen til det øvrige 
Norden, som i hine Tider havde saameget Fællesskab 
med Danmark i Sproget, Troen og Sæderne, at ogsaa 
Bygningsskikkene i Hovedsagen maa have været omtrent de 
samme. Historien melder da om forskjellige store Gude- 
huse, hedenske Templer af Træ i Sverig og Norge, saaledes 
i Gotland, paa Møre og paa Lade. I disse Gudehuse vare 
Gudernes Billeder udskaarne i Træ enten i staaende eller 
siddende Stilling, undertiden, som der fortælles, med stor 
Konst. De mærkeligste Efterretninger om saadanne Byg- 
ninger faae vi dog fra de islandske Sagaer, i hvilke flere 
store Gudehuse noget nærmere beskrives, saa at endog 
Maalet paa nogle af dem angives. Saaledes fortælles der i 
Landnama Saga, at Thorgrim Gode lod et »Hov« eller 
Gudehus reise paa sin Gaard Kjalernæs, 50 Alen langt og 
30 Alen bredt. Selv naar vi erindre, at den islandske Alen 
var betydeligt mindre end vor, var dette dog en efter For- 
holdene ret anselig Størrelse for en Træhal, thi alt Tøm- 
meret maatte hentes fra Norge. Ifølge samme Sagas Be- 
retning lod Høvdingen Ingemund den Gamle et Hov bygge 
i Vatsdalen paa Nordlandet af en lignende Størrelse og ind- 
vie til Frei. Mest bekjendt er dog den i Laxdæla Saga*) 
omtalte Hal, som Olaf Paa lod opføre paa sin Gaard 
Hjardarholt og hvortil han selv havde udsøgt og hentet 
Tømmer i Norge hos Hakon Jarl. »Denne Hal var større 
og bedre end Nogen før havde set paa Island. Der var 
berømte Idrætter fremstillede paa Panelerne og Loftet, og 



*) N. M. Petersen: »Historiske Fortællinger om Islændernes 
Færd.. II. 113. Kbhvn. 1840. 



188 OM DEN TIDLIGE MIDDELALDERS TRÆKIRKER I DANMARK. 

Alt var saa vel udarbeidet, at det syntes langt smukkere, 
naar Tæpperne ikke vare oppe.« Hvilke de Idrætter vare, 
som fremstilledes i disse udskaarne Billeder, erfarer man af 
Brudstykkerne af et Digt »Husdrapa«, som var derom forfattet. 
I Njals Saga*) omtales et ret mærkeligt Snitværk, som 
Høvdingen Thorkel Haak havde ladet udføre. Han havde 
været i Finland og dræbte der, efter eget Sigende, en 
»Finngalkn« eller et Uhyre med Menneskehoved, en Cen- 
taur. I Estland havde han dræbt en Drage. Efterat være 
kommen hjem til Island, lod han disse Bedrifter skære ud 
over sin lukkede Seng og foran paa sit Høisæde. Dette 
anføres her, fordi vi ere saa heldige, i Oldsagssamlingen i 
Kjøbenhavn**) at eje en prægtig Kirkedør fra Island 
med en lignende Fremstilling, der efter alle Kjendetegn til- 
hører det 12te Aarhundrede og altsaa er omtrent samtidig 
med Sagaens Optegnelse. Paa denne Dør, der er bragt fra 
Valthiofsstad paa Island, ser man i Udskæring Kong Dide- 
rik af Berns Kamp med Dragen forat befrie den betrængte 
Løve.***) Ovenover rider Kongen, fulgt af den taknemlige 
Løve. Tilhøire ses en liden Trækirke. Foran den hviler 
Løven døende paa et Fodstykke med et Kors. Paa Fod- 
stykket bemærkes en noget beskadiget Runeindskrift, der af 
Prof. Stephens med megen Sandsynlighed er udtydet saa- 
ledes: Se hin rige Konge her udgraven (udsnittet), 
der vog Drage denne«. Midt paa Døren er en Jernring 
med Sølvprydelser. Forneden ses i en Kreds fire vingede 
Orme, sammenslyngede i vidunderlige Knuder og Slyngninger. 
Denne Gruppe er i sin Helhed overordentlig skjøn, ud- 
sprungen af en rig Indbildningskraft og præget i en eien- 
dommelig nordisk Stil. Foruden denne Dør besidder Sam- 



*) Njals Saga, Cap. 119. 

**) I. I. A. Worsaae: »Nordiske Oldsager«, Kbhvn 1859, S. 127. 
**) S. Grundtvig: »Danmarks gamle Folkeviser« I, 130. G. 
Stephens: »Runehallen i det danske oldnordiske Museum«. 
Kbhvn. S. 17. 



OM DEN TIDLIGE MIDHKI .AI.HKRS TRÆKIRKER I DANMARK. 1 S9 

liogen syv forskjellige Stykker Træ med Udskæringer, lige- 
ledes fra Island. Tvende af disse, hvorpaa en Løve og en 
Hjort ere udsnittede*), skulle efter et Sagn have henhørt 
til et af de ældste Gudehuse paa Island i Nærheden af 
Rejkiavig**). Den Stil, hvori de omtalte Dyr ere udskaarne, 
forekommer mig dog snarere at pege hen til en Tid, der 
ti yngre end Hedenskabet, og minder vistnok mere om 
Snitværk fra det 13de Aarhundrede, hvilken Tidsalder rime- 
ligvis ogsaa har frembragt de øvrige fem Stykker. Disse 
ere bedækkede med smukt udskaarne Prydelser af slyngede 
Grene og Løvværk, imellem hvilket Dyr springe***). Paa 
et af dem er en Række Palmetter i udviklet romansk Stil. 
Af nogle udskaarne Træstykker i den oldnordiske Samlings 
sidste Afdeling ser man iøvrigt, at den ældre Middelalders 
Stil har vedligeholdt sig indtil de nyeste Tider paa det 
fjerne Island næsten med samme Troskab som det gamle 
Sprog. Dog bære disse nyere Frembringelser Præget af en 
vis Tørhed og Stivhed. Det Liv, det Sving og den Frisk- 
hed, som udmærker hine gamle Snitværk, fattes her. Man 
føler, at det fra Middelalderen Overleverede har tabt sig 
betydeligt i Tidens Løb. 

Forinden vi forlade de islandske Sagaers Efterretninger 
om gamle Træbygninger og Snitværk, maa dog i al Korthed 
anføres en ret mærkelig Efterretning i Laxdæla Saga, fra 
den Tid, da de første Kirker byggedes paa Island og i 
Norge f). Der fortælles, at Høvdingen Thorkel Ejolfsen 
tilligemed sin Søn reiste til Norge forat hente Tømmer til 
M Kirke, han vilde bygge paa Island. Thorkel blev vel 
modtagen hos Kong Olaf den Hellige, som dengang opholdt 
sig i Throndhjem. Kongen skjænkede om Foraaret Thorkel 



*) I. I. A. Worsaae: »Nordiske Oldsager« 1869, S. 128. 
**) C. Engelhardt: »Museet for de nord. Oldsager«, Kbhvn 

1867, S. 29. 
*") 1. I. A. Woriaae: »Nordiske Oldsager« 1859, S. 129. 

t) Laxdæla Saga, Cap. 74. 



190 OM DEN TIDLIGE MIDDELALDERS TRÆKIRKER I DANMARK. 

stort og smukt Tømmer, som han selv fik Lov til at vælge. 
I det samme Aar lod Kong Olaf en Kirke bygge i Byen af 
Tømmer. »Det skulde være en Mynsterkirke (mona- 
sterium, en Kirke med Kannikekloster, en stor Stiftskirke) 
og den skulde udstyres med al Pragt«. En Morgen, 
da Kongen var gaaet ud forat se til Arbeidet, traf han 
Thorkel ifærd med at tage Maal af alle de største Stykker 
Tømmer i Bygningen, baade af »Tværbjælkerne, Afbindin- 
gerne og Stolperne«. Det var hans Hensigt at bygge sin 
Kirke efter disse Maal, hvilket ikke lod til at behage Kon- 
gen, som spaaede ham, at han vilde faae liden Gavn af sit 
Tømmer. Denne Spaadom gik da ogsaa i Opfyldelse, idet 
Thorkel ved at seile over en Fjord paa Island led Skibbrud 
med hele sin Ladning af Tømmer og fandt sin Død i Bøl- 
gerne. Hist og her drev noget af Kirketømret op paa 
Stranden. Denne Begivenhed fandt Sted i Aaret 1026. 

Dersom vi ikke allerede vidste det fra de herlige nor- 
ske Trækirker, som endnu staae tilbage, vilde vi af denne 
Beretning saavelsom af flere andre Sagasteder kunne slutte, 
at Trækirkerne i dette Land allerede i en tidlig Tid ud- 
førtes i en rig og prægtig Stil. 

Efterat have samlet nogle historiske Underretninger fra 
vore nordiske Broderlande, maa vi endnu, forinden vi komme 
til det egentlige Formaal for disse Bemærkninger, se hen 
til den Kant, hvorfra Christendommen nærmest kom til os, 
det nordvestlige Tydskland med de gamle Bispesæder Bre- 
men og Hamborg. Den for vor nordiske Kirkehistorie 
saa vigtige Forfatter fra det Ilte A århundrede, Adam af 
Bremen, meddeler i sin Bog*), at St. Peders Domkirke i 
Bremen endnu i Biskop Wilriks Tid (f 837) var af Træ, 
indtil denne Prælat omdannede den til en Stenkirke, vist- 
nok en af de ældste Kirker af dette Materiale i det nord- 



*) P. V. Christensen: »Adam af Bremens Kirkehistorie«. 
Kjøbenhavn 1862. S. 25. 



OM DEN TIDLIGE MIDDELALDERS TRÆKIRKER I DANMARK. 191 

lige Tydskland; thi i dette Land var, naar vi undtage de 
Egne, hvor den romerske Kultur havde faaet fast Fod ved 
Rhinen og Donauen, endnu dengang Træ det sædvanlige 
Bygningsmiddel for de fleste Kirker. Ogsaa de hedenske 
Vender brugte Træ til deres Gudehuse. Skjøndt dette For- 
hold snart forandrede sig, og Stenarchitekturen allerede i 
det 10de og Ilte Aarhundrede hurtigt trængte frem fra 
Syden, byggede man dog endnu længe af Træ. Som et 
mærkeligt Exempel herpaa kan det anføres, at endnu i 
Aaret 1163 blev i Lybek under Henrik Løve en stor ny 
Trækirke indviet til Jomfru Maria ). Den Kirke, som Ans- 
gar under sin egen Ledelse lod opføre i Hamborg, var der- 
for utvivlsomt af Træ, thi Erkebiskop Unni byggede den 
ifølge Adam af Bremen (S. 97) paany op af dette Stof. 
Rembert siger i sin Bog, Ansgars Liv**), efterat have for- 
talt, at den blev helt afbrændt af danske Vikinger, som 
overfaldt Hamborg, at »Kirken var bygget med en 
beundringsværdigKonstunderHerrErkebi s kopens 
egen Ledelse«, et nyt Bevis for at vi ingenlunde maa 
forestille os hine Trækirker fra den tidlige Middelalder som 
slet og ret raa Brædeskure eller Blokhuse uden al konst- 
nerisk Form. 

Det fremgaaer af det ovenfor Anførte, at der allerede 
før Christendommens Indvandring i Danmark dér forefandtes 



*) Heinr. Otte: »Handbuch der kirchlichen Kunst-Archåologie«. 
Leipzig- 1868, I, p. 25. Om de i Schlesien, Bøhmen, Ungarn 
og Galizien endnu tilstedeværende Trækirker, som ere byg- 
gede ligesom Blokhuse (med vandretliggende Tømmer) og 
hvoraf nogle enkelte gaae tilbage til det 14de Aarhundrede, 
meddeler Forfatteren sammesteds nogle Bemærkninger. I de 
i Polen og især Rusland endogsaa i nyere Tider opførte Træ- 
kirker paa Landet gjøre endnu den byzantinske Stils Tradi- 
tioner sig gjældende. 
*') »Sot i Ansgarii vita per Rembertem«. SCRIPT. RER. 
DAN. I, 456 . . . »Ecclesia, miro opere magisterio Domini 
Arr-hiepiscopi constructa» . . . 



192 OM DEN TIDUGE MIDDELALDERS TRÆKIRKER I DANMARK.. 

en efter Forholdene temmelig udviklet Bygningskonst, hvis 
udsmykkende Led bestode af* Snitværk med eiendomraelige 
indviklede Ormslyngninger. Træet var det almindelige Byg- 
ningsmateriale, medens Anvendelsen af Sten og Kalk var 
noget hidtil ukjendt. De Geistlige benyttede derfor det 
vante Stof imedens de dog paa dette overførte nye Former, 
medbragte fra Syden. Derfor vare alle vore ældste Kirker 
af Træ. Nævnes dette end ikke altid udtrykkeligt i Kilde- 
skrifterne , ser man det iblandt andet dog deraf, at det, 
hvor Talen senere er om Stiftskirkernes Ombygning i en 
større og ædlere Skikkelse, altid fremhæves, at de nye 
Bygninger vare af Sten*). Som den ældste Kirke i Dan- 
mark nævnes den af Ansgar og den unge Kong Erik i 
Hedeby omtrent 850 opførte Kirke, der blev indviet til Jom- 
fru Maria. Endnu minder St. Marie Kirkegaard paa en 
Holm i Slien ved den østlige Ende af Byen Slesvig om hin 
Kirke, som efter flere Omskiftninger forlængst er nedbrudt**). 
Et gammelt Træklokkehus med raat udskaarne Drage- 
hoveder paa »Vindskierne« (Gavlens Kantbræder), altsaa 
dog en Tradition, om end fra en nyere Tid, staaer alene 
tilbage. 

Adam af Bremen og Saxo berette, at Harald Blaatand, 
efter at være bleven en from Christen, lod den hellige 
Trefoldigheds Kirke i Roskilde opbygge. Da han 
Aaret 985 var falden for Palnatokes Skud, 'førte hans 
Krigere hans Lig til Roskilde og begrove det i hin Kirke. 
»Han var den første danske Konge, der begroves i viet 
Jord« ***). Da senere Domkirken opførtes af Sten, sørgede 
Geistligheden omhyggeligt for at flytte hans Ben derhen. 



*) Se f. Ex. Ælnoths og Saxos Beretning om Opførelsen af 

Roskilde Domkirke. 
) Som bekjendt har man i senere Tider forvexlet Hedeby med 

Hadeby og ment, at denne sidste skulde være Danmarks 

ældste Kirke. 
'*) Knytlinga Sagas Ord. 



OM DEN TIDLIGE MIDDELALDERS TRÆKIRKER I DANMARK 1 9H 

ia Svend Tveskjæg, Englands Erobrer, kom til at hvile 
i denne Kirke*). Da han var ded i England, blev hans 
Lig, efter i nogen Tid at have været skjult af en fornem 
Uvinde, rimeligvis af dansk Slagt, torat undgaae Mishand- 
ling af Kong Ethelreds Folk, indpakket i Urter, fert til 
Danmark og begravet i Roskilde**). Trefoldigheds Kirken 
stod omtrent 60 til 70 Aar, indtil den af Biskop Vilhelm 
ombyggedes af Sten, men var endnu Vidne til Ulf Jarls 
Mord og Svend Estridsens Revselse af Biskop Vilhelm. 
Om den gamle Trækirkes Udseende savne vi enhver Efter- 
retning; men det turde være tvivlsomt, om den har ligget 
paa det Sted, hvor Trefoldighedskirken, Domkirken i Ros- 
kilde, nu ligger***). 

En af de vigtigste Efterretninger om vore gamle Træ- 
kirker angaaer St. Albani Kirke i Odense, i hvilken 
den hellige Kong Knud blev dræbt. Kongen havde selv 
opført denne Kirke endnu inden han besteg Tronen og 
ladet den hellige Albans og den hellige Osvalds Ben bringe 
fra England forat bevares i den. At der var Munke, rime- 
ligvis Benediktinere, ved St. Albani Kirke, synes sikkert f). 
Saxo siger om denne Kirke, at dens Vægge vare af Tømmer, 
og Knytlinga Sagaf-J-) beretter, at St. Albani Kirke var 
en stor Trækirke med mange store Glas-Vinduer 



*) En fransk Munk, Forfatteren til »Encomium Emmæ reginæ« 
Script, rer. Dan. II, 480 siger imidlertid, at Svend blev be- 
}f råven i det Kloster, »monasterium« , han havde bygget 
til den hellige Trefoldigheds Ære , i et Gravsted , han selv 
havde beredt sig. Hvis denne Efterretning er rigtig, kan det 
have været i en til Trækirken stedende Korsgang at Kongen 
kom til at hvile. 

'*) I. I. A. Worsaae: »Den danske Erobring af England og 
Nurniandietu. Kbhvn 1863. S. 292. 

"*) N. Doyen: »Nogle Bemærkninger om Roskilde Domkirkes 
Alder og Stil«. Ny kirkehist. Saml. 1864. Særskilt Aftr. 
S. 11. Anm. 
f) Daugaard: »Om de danske Klostre«, 284. 

tf) Knytlinga Saga, 54 Cap. 

Aarb. f. nord. Oldk. og HUt. 1869. 13 



194 OM DEN TIDLIGE MIDDELALDERS TRÆKIRKER I DANMARK. 

paa. Af den livlige Beskrivelse, denne Saga giver af den 
i Kirken stedfundne Kamp imellem Kongens Folk og Bøn- 
derne, ser man, at Langhuset var skilt fra Choret ved en 
Dør eller Bue (Triumfbuen), i hvilken Knuds Broder, den 
tappre Prinds Benedikt, tog Stilling med sine Mænd, efterat 
han havde maattet trække sig tilbage og opgive Forsvaret 
af Langhuset. Endvidere ser man, at der i Øst lige over 
Alteret var et stort Vindue, i hvilket Glasset under Kampen 
var bleven brudt. Ifølge den islandske Sagas Beretning 
satte Eyvind Bitra Foden paa Alteret, efterat have stukket 
Kongen ned, og vilde derfra springe ud af Vinduet, da han 
i det samme selv blev dræbt af en af Kongens Mænd*). 
Munken Ælnoth**) fortæller, at St. Albans og St. Osvalds 
Helgenskrin, der stode i Choret, bleve under den heftige 
Kamp nedstyrtede paa Gulvet. Samme Forfatter omtaler 
flere Gange en ved Kirken værende »atrium«. Da alt var 
forbi, blev Kongen og Prinds Benedikt begravede indenfor 
i St. Albans »Basilika«, men de øvrige af Kongens Folk, 
der vare faldne, begroves i den vestre og nordre Side af 
»atrium«. Ved dette Ord kan enten forstaaes en af Svaler 
eller Buegange omgiven Klostergaard, der har stødt op til 
Kirken, og der var jo Munke ved denne Kirke, eller en 
Kirkegaard, hvilket sidste synes den simpleste Forklaring. 
I nogle Aar laa den hellige Knud begraven i Trækirken, hvor- 
paa hans Lig førtes til den nye Basilika, han selv havde 
begyndt at lade opføre af prægtige Qvadersten og som nu 
fik hans Navn. Her blev hans Lig nedlagt i en Stenligkiste, 
indtil det atter i Aaret 1 100 høitidelig optoges ved hans 
Canonisation og nedlagdes i det prægtigt forgyldte og med 
ædle Stene besatte Helgenskrin, hvis Levninger vi i vore 



*) Som bekjendt berette andre Kilder, at Kongen fik sit Bane- 

UUUr af et igjennem et Vindue kastet Spyd. 
**) SCRIPT. RER. DAN. III. 325. Ȯlnothi Monachi hi- 
storia ortus vitæ et passionis S. Canuti regis Daniæ«. 



OM DEN TIDLIC.E MIDDELALDERS TRÆKIRKER I DANMARK. 195 

Dage have gjenfundet i Muren bag Alteret i den naværende 
yngre St. Knuds Kirke. St Albani Kirke blev længe 
staaende. Ifølge Erik Pontoppidan*) laa den dér, hvor 
senere (1767) Podebuskernes Gaard stod, helt nær ved 
Aaen, saa at en af Klokkerne i Taarnet ved et stærkt 
Sving skal være fleiet ud af Lydhullet ned i Aaen paa et 
Sted, som endnu kaldes »Klokkedybet«. Da Almuen i 
Grevens Feide stormede Bispegaarden, som laa der, hvor 
det adelige Jomfru-Kloster nu er, brugte den St. Albani 
Kirke som et Blokhus. Reformationen, der overalt her i 
Landet gav Signalet til en voldsom og barbarisk Ødelæg- 
gelse af Kirker og Klostre, gjorde ogsaa Ende paa denne 
ældgamle Trækirke, som da blev erklæret for at være for 
liden og af Kong Christian III givet Borgerne til Ned- 
brydelse i Aaret 1541. Taarnet, der rimeligvis var af 
Mur fra en senere Tid , blev i nogen Tid staaende , og 
Byens Stormklokke blev der ophængt. Kirkegaarden blev 
udlagt til Torv. 

Man vedblev endnu helt ind i det 12te Aarhundrede 
at opføre enkelte Trækirker samtidigt med at man med 
Iver tog fat paa Stenbygniuger. I Aaret 1102 byggede 
Biskop Ulfketil i Aarhus en Trækirke tæt ved 
Stranden**). Denne Kirke var indviet til St. Olaf og i 
den blev den hellige Niels begraven. Den stod til Aaret 
1548, da den faldt sammen af Ælde***). 

Biernede Kirke ved Sorø minder ved en over Ind- 
gangen udhuggen mærkelig Indskrift om dens Ombygning 
og Forandring fra en Træ- til en Stenkirke i den sidste 
Halvdel af det 12te Aarhundrede ved Ridderen Sune Ebbe- 
sen, hvis Forældre havde bygget Trækirken. Indskriften 
lyder paa Dansk saaledes: 



Pontoppidan: »Danske Atlas« III, 439. 
Pontoppidan: »Annales Eccl. Dan." I. 330, 
*) I P. Trap: »Danmarks Beskrivelse« II, 583. 

13* 



196 OM DEN TIDLIGE MIDDELALDERS TRÆKIRKER I DANMARK. 

»Ebbe Skjalmsen og hans Hustru Ragnhild 

byggede denne Kirke, hvilken senere hans 

Søn Sune opførte af Sten til Ære for Gud 

og den hellige Laurentius«. 

Da Kong Valdemar den Store i Aaret 1168 havde ind- 
taget Arkona paa Rygen, lod han paa det Sted, hvor 
Svantevits Tempel havde staaet, en Kirke opføre af det 
Tømmer, som var slæbt sammen til Skandser og Blokhuse*). 
De første Kirker paa Rygen bleve uden Tvivl alle opførte 
i Skyndsomhed af dette Stof men bleve kun i kort Tid 
staaende for snart at erstattes af smukke Murstenskirker 
med Former, der i deres Enkeltheder paafaldende minde om 
danske Kirker, f. Ex. Sorø, Ringsted o. fl. 

Historien beretter, at den hellige Abbed Vilhelm 
omtrent paa samme Tid (1178) lod en Trækirke optøre for 
det senere saa berømte Ebelholt Kloster i Nordsjælland, 
der af ham var bleven flyttet derhen fra Eskflsø i Isse- 
fjorden. Da Abbeden var død, begroves han med stor Høi- 
tidelighed i denne Kirke foran St. Thomas's Alter**). 
Nogen Tid efter udbredte der sig vidt og bredt Rygter om 
Mirakler, der skete ved hans Grav, hvilket vel bidrog til 
at skaffe Klostret store Indtægter men ogsaa hidkaldte hele 
Skarer af syge og fattige Mennesker, der vilde bede ved 
Helgenens Grav. Man faaer en Anelse om, at disse Fattige 
have været Munkene til Besvær; thi da Vilhelms Efter- 
mand Abbed Ricardus kort efter opførte en ny og prægtig 
Kirke af brændte Mursten, i Aaret 1210, lagde han Byg- 
ningen temmelig langt borte fra den gamle Trækirke, hvilken 
han lod blive staaende, som det hedder: »forat de Frem- 
mede og Syge kunde bede i den«. Vilhelms Lig blev først 
i 1238 flyttet til de/i nye Kirke***). 



♦♦. 



*) Vedels Saxo, Side 444. 
) Suhms Danmarks Historie IX, 27. 
) SCRIPT. RER. DAN. I, 370. 



OM DEN TIDLIGE MIDDELALDERS TR.t'.KlKKKR I DANMARK. 197 

Allerede i det 12te Aarhondrede bleve de fleste Træ- 
kirker hos os ombyttede med Stenkirker, som tildels 
endnu have bevaret sig til vore Dage. Men endnu beholdt 
man i disse Kirker Lofter af Egetømmer og Træklokkehuse 
paa Kirkegaarden. Grunden til Opgivelsen at Trækirkerne 
maa vel nærmes søges deri, at de snart bleve altfor smaa 
for Menighederne. At Folkemængden i Danmark, navnlig 
paa den jydske Halvø i Valdemarernes Tid var temmelig 
betydelig indtil »den sorte Død« er temmelig sikkert, saa- 
velsom at Vestjyllands Egne, hvor ofte meget anselige 
Granitkirker ligge i ensomroe, øde Omgivelser, tidligere have 
været frugtbarere. En anden Grund til Trækirkernes Op- 
givelse er vel at søge deri, at de hyppigt ere blevne øde- 
lagte ved Ildsvaade, ligesom man ogsaa maa formode, at 
det 12te Aarhundredes Bygmestre, som oftest indkaldte 
Munke, der vare vante til at bygge med hugne Sten, den 
romanske Stils rette Materiale, have foragtet Træet. 

At den gamle Træarchitektur dog ikke har været uden 
Indflydelse paa Formerne i det 12te Aarhundredes Stenkirker, 
synes rimeligt. Det er utvivlsomt, at selv den klassiske 
Bygningsstil, den græske, har udviklet sig af en forudgangen 
Træarchitektur. De græske Marraortempler vise aldeles be- 
stemt Træformer. Søilen er Stolpen udført i Sten og Archi- 
traven er Bjælken. Paa enkelte af Jyllands Granitkirker 
fra det 12te Aarhundrede findes Dørindfatninger, der ad- 
skille sig fra de almindelige rundbuede Portaler med Side- 
søiler, som tilhøre den romanske Stil, og som muligen ere 
Efterligninger i Sten af hvad der kan have været paa Træ- 
kirkerne. Som et Exempel herpaa vil jeg nævne Døren paa 
Sydsiden af Langhuset i Romb Kirke, tæt ved Lemvig. 
Paa hver Side af denne Dør er der anbragt lange smalle 
Grauitqvadre med temmelig flade Reliefs af eventyrlige Dyr, 
inaaske Løver, med lange Tunger og Haler, der ende i 
Bladværk. Over Døren ses et lille raat udført Billede at 
Christus paa Korset. Stenene ere næsten behandlede som 



198 



OM DKN TIPLIGE MIDDELALDERS TRÆKIRKER I DANMARK. 



Planker med Udskæringer. Noget lignende synes at vise 
sig ved Portalerne paa Ølst og Ørsted Kirker i Randers 
Amt. Dog er dette kun en Formodning. 




v & 



Afbildning af Sidestykkerne fra Kirkedøren i Romb. 



De sidste Trækirker i Danmark fandtes i Sønderjylland. 
I Fogsbøl i Beltring Herred stod indtil 1601 en æld- 
gammel Trækirke, som da blev ombygget. Vestervold i 



OM DEN TIDLIGE Mll'IiH U l'Ht.S TU.t- KIRKER I DANMARK. 1!>!» 

samme Herred havde ligetil 1609 en Trækirke. Paa Øland 
ved Føhr blev en Trækirke nedreven 1709, maaske den 
sidste. 

Det er tilvisse ikke stort mere end en Samling af 
nogle af de vigtigste Efterretninger til Bekræftelse af den 
historiske Kjendsgjerning, at Danmark i den tidlige Middel- 
alder har havt en kirkelig Bygningskonst i Træ, som vi 
have kunnet tilveiebringe. Det Øvrige kan kun blive rime- 
lige Formodninger. Men naar vi ville danne os et sand- 
synligt Billede af hine forlængst forsvundne Bygninger, ligger 
det os nærmest at se hen til Broderlandene Norges og 
Sverigs Mindesmærker af denne Slags. Det vilde derimod 
her føre os for fjernt at undersøge de i Schlesien, Bøhmen 
og Ungarn o. fl. St. værende Trækirker, som desuden have 
andre Elementer end de nordiske*). 

De herlige norske Trækirker, de saakaldte Stavkirker, 
som have deres bedste Exempler i Kirkerne i Borgund og 
Urnes i Bergens Stift og Hitterdal i Thelemarken, ere 
nu saa almindelig bekjendte, at det vil være ufornødent, 
her at beskrive dem ; kun skulle vi med Hensyn til at be- 
stemme nogle af disse Bygningers Alder erindre om en 
Runeindskrift paa Portalen fra den nedbrudte Tind Kirke, 
nu i Museet i Christiania, ifølge hvilken denne Kirke er 
bleven opført imellem Aarene 1180-1190. I Oldsaralingen 
i Kbhvn bevares en smuk Portal fra en norsk Stavkirke, 
nemlig fra Øde Kirke i Christians Amt**). De færreste 
af de norske Trækirker kunne dog føres saa langt tilbage i 
Tiden. De fleste af dem tilhøre vistnok det 13de og 14de 



*) I nærmere Slægt med disse er den ældgamle Trækirke i 
Little Greenstead i Essex i England. Denne Bygning 
er ligesom Stavkirkerne opfort af opretstaaende Bjælker men 
af Eg. »Notes and Qveries« 3 Series 1 Vol. London 1862. 
S. 367. (Efter velvillig Meddelelse af Prof. G. Stephens.) 
**) N. Nicolajsen: »Norske Fornlevninger«. Kristiunia 1862. 
Side 115. 



200 OM DEN TfDLIGE MIDDELALDERS TRÆKIRKER I DANMARK. 

Aarhundrede; thi om de end udvise Rundbuestil, er det 
dog sikkert, at denne har vedligeholdt sig ved Træbygnin- 
gerne i de afsides liggende norske Fjelddale længe efterat 
den nyere Kirkestil med de spidse Buer var bleven alminde- 
lig udbredt i det øvrige Europa*). 

Med Hensyn til den Lighed, der kan have været imellem 
disse Kirker og de danske, maa det dog herved bemærkes, 
at det ingenlunde er Meningen at ville paastaae, at denne 
Lighed har været fuldstændig eller har udstrakt sig til 
Enkelthederne. De norske Kirker bære tilvisse et eget 
nationalt Præg, ligesom det ogsaa synes afgjort, at Træ- 
bygningskonsten intetsteds er bleven udviklet til den Grad, 
som i Norge. Tømmerarbeide og Snitværk er nu en Gang 
noget, hvortil dette Folk synes at have en egen Gave. 
Endnu den Dag i Dag forstaar den norske Bonde i de lange 
Vinteraftener at bruge Tollekniven til konstigl Arbeide. 

Meget mere skulde jeg være tilbøielig til at antage, at 
vi i nogle af Sverigs gamle Trækirker kunne søge de 
nærmeste Forbilleder til at danne os et klarere Begreb om 
hine Bygninger, navnlig i saadanne, som lige indtil for kort 
siden havde vedligeholdt sig i Nærheden af Grændserne for 
det gamle Danmark, i Smaaland. Som de vigtigste af 
de faa tiloversværende Trækirker i Sverig maa dog først 
Amenehærads Roda i Vermeland og Edshult i Lin- 
koping Stift**) nævnes. Disse to Kirker, der begge antages 
at tilhøre Begyndelsen af det 14de Aarhundrede, ere i Mod- 
sætning til de norske Stavkirker byggede af Tømmer, der 
ligger vandret i Bloksammensætning. Udvendig ere de be- 
klædte med Egespaan, der ligger i Skjæl og indvendig 
dækkes de af eiendommelige Tøndehvælvinger og Kryds- 

') I. C. C. Dahl: »Denkniale einer sehr ausgebildeten Holz- 
baukunst aus den friihesten Jahrhunderten in den innern 
LandschafU-n Nor w egens«. Dresden 1837. 

*) Mandelgrén: »Monuments scandinaves du nioyen åge.« 
Paris 1862. 



OM DEN TIDLIGE MIDDELALDERS TRÆKIRKER I DANMARK. 201 

hvælvinger af Brædder. De ere begge helt igjennem ud- 
smykkede med Malerier, af hvilke et i Choret i Roda Kirke 
bærer Aarstallet 1322*). Udvendige Gallerier eller Løbe- 
gange med Søiler som paa de norske Kirker findes ikke 
her. Prof. Brunius**) beskriver nøiagtigt en gammel Træ- 
kirke ved Kalfsvik i Nærheden af Vexiø, altsaa ikke langt 
fra Skaanes nordlige Grændse, en Bygning, som han antog 
henhørte til Slutn. af det 13de Aarhundrede, men som 
desværre samme Aar, som han saae den, 1849, blev ned- 
reven. Kirken i Kalfsvik bestod af et aflang firkantet Skib 
og et firkantet Chor, begge med fladt Basilikatag. De op- 
rindelige Indgange vare helt smalle og rundbuede. Lang- 
husets Brede indvendig var godt 22 svenske Fod, Længden 
34j , Høiden 16£. De oprindelige Vinduer vare kun 6" 
brede og 1 Fod høie med skraa Karme og runde Buer og 
sade meget høit oppe under det flade Loft. I Altervæggen, 
som var flad, saaes to saadanne Vinduer. Triumfbuen, som 
sandsynligvis har været halvrund, var borthuggen. Kirken 
var opført af svært knudehugget Fyrretømmer. Væggene 
vare ud- og indvendig forsynede med Stivere, som fast- 
holdtes af Bolte med Splitter. Væggene vare udvendig be- 
klædte med Egespaan og indvendig glathuggede og overmalede. 
Paa en Bjælke, der tidligere har hørt til Triumfbuen, stod 
følgende Indskrift: »Denne Kirke er fordum bleven malet i 
Aarene 1333 — 1665 — 1747 og som den nu er med Sa- 
cristi og Vaabenhus i Aaret 1815«. Gulvet bestod af 
kløvede og tilhuggede, ikke savede Brædder. Kirkens 
Ydre frembød et ganske eget Syn, idet den tidligere rød- 
malede Spaanbeklædning for en stor Del var overtrukken 
med en fin, lysgrøn Mosvæxt, »Evernia vulpina«, som hører 
hjemme paa gamle Træbygninger. Ved Siden af Kirken 



*) I. Kornerup: »Om nogle i danske Kirker opdagede Kalk- 
malerier*. Aarboger f. nord. Oldk. 1868, S. 50. 
**) C. G. Brunius: »Konstunteckningar under en resa år 1849. 
Lund 1851. Side 643. 



202 OM DEN TIDLIGE MIDDELALDERS TRÆKIRKER I DANMARK. 

Iaa et Træklokkehus med fire Gavle og et smækkert Spir 
i Midten ligesom de smukke Klokkehuse i Bleking. — 
Upaatvivlelig have ogsaa vore danske Trækirker indvendig 
været prydede med Malinger, baade Helgenbilleder og 
brogede Linier paa Egetræets Bund. Allerede fra Dronning 
Thyras Gravkammer kjende vi, som ovenfor bemærket, 
Farvens Anvendelse paa Snitværk af Egetræ*). 

De gamle, forsvundne Trækirker vare Skuepladsen, 
Baggrunden for flere i vort Fædrelands Historie mærkelige 
Optrin. De vare saa eiendommelige nordiske Former, at 
det er Skade for Forskningen, at Tiden ikke har levnet os 
nogen af dem. De udgjorde dog et saa vigtigt Led i hele 
Udviklingen af vor kirkelige Bygningshistorie, at det vel maa 
være Umagen værd at samle de faa og adspredte Efterret- 
ninger, der maatte være tilbage om dem i vore Kildeskrifter. 



*) Kemiske Undersøgelser have vist, at disse Farver vare 
blandede med Olie eller et Fidtstof. 



OM MAMMEN-FUNDET 

FRA HEDENSKABETS SLUTNINGSTID. 
FOREDRAGET I OLDSKRIFTSELSKABETS MØDE DEN 3DIE NOVEMBER 1868 

AF 1 I. A. WORSAAE. 

Oom et af den nordiske Oldkyndigheds nyeste Frem- 
skridt maa det vistnok ansees, at man med langt større 
Klarhed, end før, er bleven istand til at sondre mellem 
forskjellige Tidsrum i den hidtil saa dunkle Jernalder. Me- 
dens omhyggelige Undersøgelser rundtom i Norden have lært, 
at de ældste, endnu kjendte Spor af en der begyndende 
Jernalder vise hen, ikke imod Nord og Nordvest, men imod 
Syd og Sydost, see vi i den ældre og mellemste Jernalder, 
hvorledes vest- og østromersk Indflydelse med dertil knyt- 
tede Handelsforbindelser afløse hinanden, idet de begge bi- 
drage til, ved en øiensynlig stærkt udviklet og udbredt 
Rigdom og Pragt ligesom at forberede den glimrende Pe- 
riode, der i den yngste Deel af Jernalderen (omtrent fra 
Aar 700 til 1000) aabnede sig for de nordiske Lande, især 
dog for Danmark. Thi Sverige udsendte vel ikke faa, an- 
seelige Nybygder mod Øst ligesom Norge grundlagde endnu 
flere og endnu mere følgerige mod Vest, men Danmark 
kunde paa samme Tid optage Kampen paa Grændsen mod 
de tydske Keisere, ja endog gjøre mægtige Erobringer 
vesterpaa, fornemmelig i England og Frankrige. Oldsager 
og Mindesmærker saavel i som udenfor Norden vidne ogsaa 
om, hvad man forresten nok kunde vente, at de djærve 



204 MAMMEN-FUNDET. 

hedenske Nordboer, som saaledes dengang gjorde deres 
Navn berømt paa de fremmede Kyster, ikke strax blindthen 
fulgte den christelige Cultur, hvis Fremtrængen mod Nord 
de i mange Tilfælde sikkert netop vilde standse, men at de 
ligeoverfor og selv midt i de christne Lande med mærkelig 
Seighed vedligeholdt en noget eiendoramelig, om end ganske 
vist stærkt barbariseret Smag, hvortil sluttede sig en egen 
nordisk Runeskrift. 

Under disse Omstændigheder er det imidlertid en over- 
raskende Kjendsgjerning, som allerede i Aarrækker har været 
Gjenstand for Oldforskernes særdeles Opmærksomhed, at 
Danmark, tiltrods for sin overveiende Betydning i «Dane- 
vældets» Tid og tiltrods for sin overvældende Rigdom paa 
Fortidslevninger fra de ældre Perioder, er, efter de hid- 
til gjorte Erfaringer at dømme, langt fattigere paa Mindes- 
mærker og Oldsager fra den yngste Jernalder,- end Sverige 
og Norge. Den sædvanlige Forklaring, at Jernsager lettere 
fortæres i Danmarks, end i Sveriges og Norges Jord, vil 
naturligviis ikke kunne gjelde saalænge de for den yngste 
Jernalder charakteristiske Beslag, Smykker og andre Gjen- 
stande af Guld, Sølv, Bronze og Glas m. M. ere forholds- 
viis ligesaa sjeldne i Danmark, som Jernsager, ikke at tale 
om, at de i Sverige og Norge saa hyppige Bautastene og 
særegne Steensætninger og Steenhøie jo ligeledes, paa faa 
Undtagelser nær, mangle i Danmark. En noget rimeligere, 
men navnlig med Hensyn til Mindesmærkernes nysnævnte 
indbyrdes Forskjellighed heller ikke tilstrækkelig fyldest- 
gjørende Forklaring kunde man søge deri, at Danmark 
ulige tidligere, end Nabolandene mod Øst og Nord, er bleven 
ikke alene udsat for Paavirkninger fra det tilgrændsende 
christelige Europa, men ogsaa selv definitiv christnet. Endnu 
en anden, maaskee dog mere tilfældig Synderlighed vil Old- 
forskningen fremtidig have at oplyse, nemlig at i Danmark 
have Jylland og Fyen hidtil havt de fleste Fund at opvise 
fra den yngste Jernalder, uagtet man med Grund kunde 



MAMMEN-FCNDKT. 20f) 

vente, at Sjælland og Skaane med deres i Hedenskabets 
Slutningstid saa berømte Punkter Leire, Roskilde, Ringsted 
og Lund inaatte i denne Henseende idetmindste kunne maale 
sig med de andre danske Landskaber. 

De i det Hele taget taa kjendte Fund fra dette Tids- 
rum i Danmark, især, som sagt, fra Jylland og Fyen, ere 
dog beldigviis til Gjengjeld i Reglen saa meget desto mere 
interessante. De indbefatte rigtignok ikke, som samtidige 
Gravsteder stundom i Norge og Sverige, større Skibe eller 
Levninger af Baade, men de fremvise talrige Spor af præg- 
tige, tildeels med Guld belagte Ride- og Kjøretøier, som 
ved deres Beskaffenhed pege hen paa en forbausende Luxus, 
og som ved deres Nedlægning i Kæmpehøiene antyde stor- 
slaaede Gravskikke. Det er dog endnu ikke lykkedes, med 
fornøden Klarhed at torfølge disse Gravskikke i deres Ud- 
vikling fra Mellemjernalderen gjennem den yngste Jernalder 
i de forskjellige Aarhundreder og i de forskjellige Egne, 
hvilket er af yderste Vigtighed, naar Talen er om at fast- 
sætte Forholdet deels mellem den midterste og yngste Jern- 
alder og deels mellem den i Danmark og i de andre nor- 
diske Lande fremtrædende Slutningsperiode af Hedenskabet. 
Ethvert nyt Bidrag til Oplysning om Gravfund fra dette 
saa mærkværdige og dog saa ufuldstændig kjendte Tidsrum, 
turde saaledes frembyde en ganske særlig Interesse, navnlig 
naar Jagttagelserne tillige ere istand til at aabne Indblik i 
mere gjennemgaaende og, som det synes, for bestemte Pe- 
rioder eiendommelige Skikke. 

Om et sligt, ualmindelig lovende Fund fra en stor 
Kæmpehøi, »Bjerringhøi«, tæt ved Landeveien mellem Bjer- 
ring og Mammen i Mammen Sogn, Middelsom Herred ved 
Viborg, modtog Museet for de Nordiske Oldsager en, den 18de 
April dette Aar (1868) dateret, Indberetning fra Hr. Adjunkt 
Arthur Feddersen i Viborg. Efterat der ad telegraphisk 
Vei var forhandlet saavel med Hr. Feddersen som med Hr. 
Lieutenant, Architekt Fr. Uldall i Randers, foranstaltedes 



206 MAMMEN-FUNDET. 

den 26de April næstefter, paa Museets Bekostning en af 
begge de ovennævnte Herrer ledet ny Undersøgelse af Finde- 
stedet. Om Resultatet heraf har vel Hr. Adjunkt Fed- 
dersen i »Samlinger til Jydsk Historie og Topographi» 
(2det Bind Side 167—174) givet en foreløbig, livlig Skild- 
ring. Men, som allerede bebudet der, skal jeg her tillade 
mig at gjøre det interessante Fund i sin Heelhed til Gjen- 
stand for en mere udførlig, sammenlignende Betragtning. 



Midt i et saa stort Uheld som det, at en af Danmarks 
allermærkværdigste, hidtil kjendte Gravhøie skulde blive 
ganske tilfældig aabnet (d. 17de April 1868) og Indholdet 
saagodtsora heelt oprevet af ukyndige Arbeidere, var det et 
særeget lykkeligt Træf, at Rygtet herom hurtig naaede til 
en ivrig og indsigtsfuld Oldforsker. Havde ikke Hr. Fed- 
dersen besluttet sig til, strax, Dagen efter Opgravningen, at 
reise ud til Stedet og samle de endnu derværende, tildeels 
adspredt liggende Oldsager og de endnu friske Meddelelser, 
vilde en senere, nok saa omhyggelig, Undersøgelse ikke have 
kunnet yde et endog kun nogenlunde fyldestgj ørende Bil- 
lede af de virkelige Forhold. Som det imidlertid nu var, 
kunde Museet for de nordiske Oldsager først modtage største 
Delen af de opgravede Sager tilligemed en Beretning om 
Fundet fra Hr. Feddersen, og senere igjen, efter Under- 
søgelsen d. 26de April, baade en ny, af Tegninger og 
Opmaalinger ledsaget Indberetning fra Hr. Lieutenant Ul- 
dall, og tillige en ny Sending af Gjenstande fra Hr. Fed- 
dersen. Er end, beklageligt nok, altfor Meget af Gravens 
Indhold gaaet tabt, tør man dog saaledes i det Hele taget 
forudsætte, at det Vigtigste er kommet tilstede, og at Gra- 
vens Beskaffenhed er tilstrækkelig oplyst. 

Det er nemlig hævet over al Tvivl, at det egentlige 
Gravsteds Bund ikke, som ellers almindeligt i vore Kæmpe- 
høie, har været anlagt lige oven paa den omgivende Jords 



MAMMKN-PTNDET. 207 

Overflade, men halvtredie Alen under det oprindelige Jords- 
mon. Neden under Gravkamrets Bund fandtes tillige i en 
Alens Dybde Blaaleer, hvormed Gravkamret desuden var 
heelt omgivet, paa Siderne i en Tykkelse af fra tre til sex 
Tommer. Forinden der var begyndt paa at bygge Grav- 
kamret, havde man kjendelig gravet et Hul i det faste 
Jordsmon af halvfjerde Alens Dybde og deri nedpakket 
Blaaleer, en Alen tykt. (PI. I Fig. 1, a). I Blaaleret 
selv var derefter skraat nedstukket sex Egepæle og en 
Mængde Egebrædder eller Egeplanker, for deraf at danne 
en aflang fiirkantet Gravkiste, fem Alen lang, to Alen 
atten Tommer bred og en halv Alen dyb, som laa i Ret- 
ningen Nordvest og Sydost, men som i Nordvest var noget 
bredere, end i Sydost (nemlig resp. tre Alen og to Alen atten 
Tommer); i hver Ende vare Plankerne noget skraat ned- 
stukne bag ved tre Egepæle, der følgelig stode inde i Kisten. 
(See PI. I, Fig. 1 A., Fig. 2 og Snittet Fig. 3). Pælene 
syntes at være stillede med Rodenden nedad og vare for- 
neden lige afskaarne; Sidebrædderne eller Plankerne, som i 
Reglen havde en Længde af en Alen, en Brede af omtrent 
en halv Alen og en Tykkelse af halvanden Tomme, vare 
ligeledes afskaarne, som det hedder, »med Saug«, men der- 
hos noget tilspidsede med kjendelige Øxehug. Gulvet i Kisten 
dannedes af længere Egebrædder, henved en Alen og atten 
Tommer lange og otte Tommer brede. 

Paa disse Gulvbrædder var henlagt Liget af en Mand, 
hvilende paa duunfyldte Puder, hvoraf endnu et Pudevaar 
af sammensyet, vævet Uldtei ogenDeel sammenpressede 
Duun eller Fjer med synlige ludtryk af Knoklerne ere be- 
varede i Oldsag-Museet. Liget, hvis Hoved antages at 
have ligget i den nordvestlige, bredeste Ende af Kisten, 
var iført en Dragt, der baade i og for sig og ved sine nær- 
meste Omgivelser uvilkaarlig henleder Tanken paa en for- 
dums Krigerhøvding. Umiddelbart op til den, ved Ligets 
Fødder i S. O., (PI. 1, Fig. 2, i), henlaae nemlig to Jern- 




208 MAMMEN-FUNDET. 

exer, af hvilke den ene, den mindste, er temmelig simpel, 
uden Ornamenter, hvorimod den anden, som sees fremstillet 
i fuld Størrelse fra begge Sider paa Plade 2 og 3, er prydet 
med rige og høist eiendommelige, sammenslyngede Sølv- 
indlægninger, der ogsaa, hvad hosstaaende Afbildning viser, 
strække sig til Banen, medens der 
nedenfor Skafthullet paa hver af 
Øxens brede Sider er indlagt en Stribe 
af Guld. Andre Vaaben nævnes vel 
ikke udtrykkelig at være trufne i Grav- 
kisten. Umuligt er det dog ikke, at 
de i Beretningerne ommeldte Spor af 
forrustet Jern, som forekom i Graven, 
idetmindste tildeels kunne have hidrørt fra Spyd eller fra et 
Sværd, i Særdeleshed da der tillige fandtes et Ende- 
beslag eller en Dop af sølvbelagt Jern (PI. 7, 
Fig. 2), nogle Levninger af Læder reramemedKnaphuller 
i, og Brudstykker af sølvbelagte Jernbeslag, fast- 
naglede paa Træ (PI. 7, Fig. 1 og 5), hvilket minder deels 
om de Remme, hvori Sværdet bares, deels om de Beslag paa 
Sværdskeder, som andetstedsfra ere kjendte. Et sligt Skede- 
beslag, om end fra en langt tidligere Tid, som i Formen 
stærkt minder om det største, paa Plade 7 (Fig. 1) afbildede 
Stykke, er gjengivet hos Cochet: «Le tombeau de 
Childéric I«, Paris 1859, 8vo. Pag. 65. 

Ikke mindre charakteristiske, end den pragtfulde Strids- 
øxe, ere Resterne af de f'orskjellige Klædningstykker, 
hvoraf Dragten bestod. En Prydelse til Hovedet, som man 
har troet at kunne skjelne i noget guldvirket Tøi, vil neppe 
længere være paaviselig. Derimod er det aldeles tydeligt, 
at større Stykker af et temmelig flint vævet uldent Stof, 
sikkert Rester af en Kappe, ere udsyede med Baldyringer 
af Uldgarn, forestillende forskjellige Slyngninger af Blade, 
hele sammenkjædede og med Hænder forbundne Rækker af 
Menneskehoveder eller Ansigter, hvorved man muligen lige- 



KAMMEN-FUNDET. 209 

ti cm har villet hentyde til eller betegne Eierens krigerske 
Færd, og endelig Dyr, nemlig en Fugl (?), et større plettet, for« 
inodentlig en Luve eller Leopard, og to (af* Hr. I. Magnus 
Petersen ferst opdagede) Løver med aabne Svælg, staaende 
ligeoverfor hinanden med et paa et trappeformigt Fod- 
stykke anbragt Træ (?) imellem sig — en ældgammel, 
sikkert fra Udlandet indkommet Forestilling, der, mærkeligt 
nok, ogsaa tildels fremtræder saavel paa et ved Brangstrup i 
Fyen fundet Smykke Ira Overgangstiden mellem den ældre og 
den midterste Jernalder*) som paa Døbefonter og flere af vore 
tidligste Kirkebygninger af Steen. (See PI. 4, Fig. 1 — 3 
og PI. 5, Fig. 1). Ligesom Klædningen har været smykket 
med Pailletter af Guld (PI. 7, Fig. 3—4) og, som Nogle 
ville mene, paa Brystet i Form af et Kors (?), saaledes 
synes den ogsaa at have havt en Bræmme af udsøgt 
Pelsværk, hvoraf endnu bl. A. korte Haler, der ende 
i lange mørke Haar, ere kjendelige. 

Som henhørende til den rigt udstyrede Klædning frem- 
kom, foruden Stumper af guldindvirket Tø i og af 
Baand, saavel af Uld, hvoriblandt muligen Strømpebaand, 
som af Silke, de sidste tildeels med indvævet Guldtraad, 
endvidere Levninger af rødbruunt (oprindelig vel rødt ?) 
Silketøi. Eet Stykke heraf ligner en saakaldet Spænde- 
tamp til en Vest eller til Beenklæder; to andre Stykker erindre 
i Formen om et Par, rigtignok uden Spørgsmaal prægtigere 
Silke-Armbaand, prydede med ypperlig vævede, guld* 
indvirkede Silkebaand , der slutte sig til to sammen- 
hængende eller sammensyede »Rouleauer« (PI. 5, Fig. 2). Men 
meest overraskende af Alt ere dog to Stykker af et udmærket 
Silke-Helte (PI. 6), fortrinlig vævet, indvirket med Guld og 
bagefter kantet med paafaldende tine Kjædesting; mellem 
Rouleauerne for Enderne ere smaae Huller, formodentlig til 

') Jfr. Aarboger f. n. O. og H. 1866. S. 344—345. Tavle IV. 

Aarb. f. nord. Oldk. og Hist. 1869. 14 



210 MAMMEN-FUNDET. 

dc Traade, hvormed de oprindelig have været tastsyede til 
Beslag, ved hvilke Beltet har været lukket. 

Ligesaa sikkert som det er, at det tildeels guldindvir- 
kede Silketøi maa i sin Tid være indført til Danmark fra 
fremmede Lande, ligesaa klart turde det være, at Baldy- 
ringerne paa Kappen, ja maaskee tillige Tøiet, og den solv- 
indlagte Jernøxe ere af dansk eller nordisk Oprindelse. 
Det er bekjendt, hvor meget Oldtidens Kvinder i Norden 
lagde Vind paa Baldyring, hvilket endog synes at gaae 
igjen i det berømte saakaldte Tapet i Bayeux, der af nor- 
manniske Damer er udsyet med Uldgarn paa lignende 
Maade, som Kappen. Ogsaa de eiendommelige Ornamenter 
med sammenkjædede Menneskehoveder vise nærmest hen til 
det krigerske, hedenske Norden. Hvad Jernøxen angaaer, 
stemme Indlægningerne nok i Hovedsagen med da brugelige 
sammenslyngede Ornamenter i andre Lande, især i Skotland 
og Irland. Men de adskille sig alligevel fra disse ved de 
Punkter eller Skjæl inde i Ornamenterne, som neppe træffes 
udenfor Nordboernes gamle Omraade, men som t. Ex. gjen- 
findes paa flere af de i Thyras Grav i Jellinge fundne Gjen- 
stande og paa de bevislig af Nordboer paa Øen Man op- 
reiste Runestene; Sølvindlægningen paa Øxen minder 
derhos umiskjendelig om andre, utvivlsomt nordiske Sølv- 
indlægninger paa Vikingetidens Sværd og Spyd. Det maa 
heller ikke oversees, at de fremmede Krøniker fra hine 
fjerne Tider ofte nævne »danske« Øxer, fortrinsviis som et 
af de danske Tingmænd i England og af Væringerne i 
Myklegaard yndet Vaaben. 

Med Undtagelse af et Par smaae Metalbeslag, et 
Stykke fiirkantet Vox, en Stump Horn og nogle Hassel- 
nødder, vides Gravkisten iøvrigt ikke at have indeholdt 
Mere. Fra først af havde den været tildækket med lange 
Egebrædder, som vare fæstede til Sidebrædderne med nu 
fortærede Jernsøm, og som i Sammenføringerne eller Fu r 
gerne vare tættede med Snoninger af Uld eller Fæhaar. 



MAMMEN-FUNDKT. 



211 






i 



^ — t 



m 



!£& 



Kl 



Runesteen ved Kirk Braddan paa Øen Man. 



H- 



212 MAMMEN-FUSDET . 

Ovenpaa Kistens Laag, der var fast omgivet med Blaaleer 
og iblandede Knipler af Egetræ, var (see PI. 1, Fig. 2, 5) 
hensat mod N. V. en Messing- Kjedel (8^ Tomme høi 
og 114 Tomme i Tværmaal), hvis Bund flere Gange er ble- 
ven lappet med paanittede Metalstykker (PI. 8). Ikke langt 
fra den (PI. 1, Fig. 2, 3—4) stode to Spande af Egetræ, 
den største og bedst bevarede (PI. 9) 10J Tomme høi (i 
Tværmaal ved Bunden \1\ Tomme og ved Mundingen 10| 
Tomme) , sammensat af femten Stave, der oprindelig have 
været fæstede med Jernbaand, hvert af disse igjen fastslaaet 
med tre Nagler paa hver tredie Stav. Ovenpaa den modsatte 
Ende af Kisten (PI. 1, Fig. 2, 2) var henlagt et anseeligt, 
paa to Tommer nær, alenlangt Voxlys eller snarere en 
Vox fakkel, som i Tværmaal holder foroven 3] Tomme og 
forneden 4 Tommer og som derfor ogsaa har en Vægt af 
mellem syv og otte Pund! (PI. 7, Fig. 6). Dette i det Hele 
uformelige, paa den ene Side desuden kjendelig fladtrykte Lys, 
som ikke er støbt, men formet eller æltet i Haanden, maa- 
skee over en Pind, bærer i sin øverste Ende ved indsmel- 
tede Levninger af Tanden Spor af at have brændt en kort 
Tid, vistnok omtrent saalænge som den egentlige Grav- 
lægnings Høitidelighed varede; den forneden temmelig stærke 
Udvidelse af det glatte Hul , hvori Vægen har siddet , 
kunde da antyde, at Lyset har været stukket paa en Stage 
og opstillet ved Graven indtil Kisten var lukket, hvorefter 
man har slukket det og henlagt det paa Kistelaaget, mu- 
ligen endog, for at det, i Henhold til Oldtidens Overtro om 
Voxets særegne Virkning mod Trolddom, kunde hindre den 
Afdøde i at gaae igjen, og saaledes bidrage til at skjænke 
ham Ro i Graven*). Denne tildækkedes nu omhyggelig 
med fast Blaaleer og Træstykker, og derover igjen paafyldtes 
en stor Kæmpehøi (PI. 1, Fig I, B), som dengang maa have 
hævet sig mindst syv Alen over det egentlige, af tildeels 



*) Antiqvariske Annaler IV S. 126—127. 



MAMMEN-FTPfDKT. 



jernholdigt Leer bestaaende Jordsmon (PI. I, Fig. C med 
Overfladslinien E— E), og fulde ni Alen over Gravkistens 
Bond (PI. 1, Fig. 1 A— a). Gravens Beliggenhed i Høiens 
Midtpunkt antyder noksom, at det er for dens Skyld, Høien 
er opkastet. Forskjellige Eftergravninger (PI. 1, Fin. 1. D.) 
have heller ikke frembudt Tegn til andre Gravsteder i Høien. 
Derimod sees i dennes umiddelbare Nærhed, næsten i en 
lige Linie mod Øst, Levningerne af to andre, skjøndt til- 
syneladende mindre Kæmpehøie, hvis indbyrdes Afstande 
omtrent ere fyrgetyve Skridt. Men om de staae i nogen 
indre Forbindelse med hverandre, ville først senere Udgrav- 
ninger kunne godtgjore. 

Saavel i flere Enkeltheder som i sin Heelhed frembyder 
Mammen-Fundet en ganske særegen Interesse. Navnlig kom- 
mer man ved denne, i Nærheden af Jyllands berømte Hoved- 
Offer- og Tingsted Viborg beliggende, desværre navnløse 
Høvdingsgrav let til at tænke paa en anden, tidligere opdaget 
jydsk Høvdings- eller Kongegrav, nemlig Gorms og Thyras 
for faa Aar siden paany undersøgte Gravsted i det ikke 
mindre berømte Jellinge. Der er vel strax den Forskjel, at 
i Jellinge ere Forholdene langt større med Hensyn baade 
til Gravhøiens og til Gravkamrets Beskaffenhed ligesom der 
ogsaa her fandtes Spor af de i Datidens Grave saa hyppige 
Heste, hvortil der i Mammen, idetmindste saavidt vides, 
ikke opdagedes nogensomhelst Antydning. I Jellinge var 
desuden Gravkamret anlagt ovenpaa, ikke, som i Mam- 
men, under det naturlige Jordsmons Overflade. Men for- 
resten vare paa begge Steder de at en tæt Pakning med 
Blaaleer omsatte Gravkamre byggede af Egetræ med deel- 
viis Anvendelse af Snoninger af Fæhaar eller Uld til Digt- 
ning eller Tætning, især vel for Lofterne. Det store Vox- 
lys, som laa ovenover Gravkamret i Mammen og som aaben- 
bart har gjort Tjeneste ved den høitidelige Jordfæstelse, 
minder om de ligeledes ovenpaa Gravkamrets Loftsbjelker 
i Jellinge henlagte Stykker af Voxlys, der tidligere, sikkert 



214 MAMMEN-FENDET. 

urigtig, ere tydede som Levninger fra Gravbryderes Færd. 
At overhovedet Voxlys i en større Udstrækning, end man 
fer har bemærket, have været benyttede ved Gravlægninger 
i Hedenskabets Tid, og vistnok netop paa Grund af den 
ovenfor berørte ældgamle Overtro om Voxets særegne Kraft 
ligeoverfor Gjengangere og Trolddom, synes at fremgaae ikke 
alene af en i Oldsag-Museet (forhen) værende, upaatvivlelig 
i en hedensk Grav funden Stump af et tykt Voxlys, liigt 
det Mammenske, men ogsaa af en simpel Trælysestage med 
paasiddende Spor af Vox, der bevares i Museet som op- 
taget af en Høi fra den endnu fjernere Bronzealder paa 
Kysten af Øresund, ikke langt fra Skodsborg. Det er end- 
videre bekjendt, at der i det ulykkeligviis altfor forstyrrede 
eller oprindelig altfor unøiagtig undersøgte Gravkammer i 
Jellinge bl. A. forefandtes en særegen, opløst hvid Masse, 
som man antog for Rester af det uldne Stof, hvormed 
Gravstuens Vægge formeentlig havde været beklædte. Men 
efter de i Mammen vundne Erfaringer vil det nu neppe 
kunne omtvistes , at vi ogsaa her have Spor af de duun- 
fyldte Puder, paa hvilke Thyras og Gorms jordiske Lev- 
ninger i sin Tid ere blevne gravlagte. Denne Formodning 
kan ikke Andet end styrkes ved et nyt Gravfund i det 
sydlige Norge, fra Gaarden Nedre Haugen i Tune Præste- 
gjeld i Smaalenenes Amt 1 ). I et af Blaaleer omgivet 
Kammer, bygget af Tømmerstokke paa Bunden af en Kæmpe- 
høi — det første Gravkammer af den Art fra den yngre 
Jernalder, som hidtil kjendes i Norge, — henlaae nemlig 
ved Brudstykker af et Sværd, af et Bidselmundbid, at 
Spænder, Prydelser, t. E. Guldtresser og sammenflettet 
Guldtraad, en Skaalvægt med Lodder, indviklede i Tøi 
deeh af Uld og deels af Silke, fremdeles ved Kar <><: 



l ) See »Anrsberetning for 1867 fra Foreningen til Norske for« 
tidsinindesiiia-rkers Hevaring«. Kristiania 1868. 8vo. Sid. 60-61. 
Efterretningen om Blaaleer.s-rakningen i linien skyldes en 
skriftlig Meddelelse fra Hr. Professor O. Rygl). 



MAMMElf-rCNDRT. 215 

Spande af Steen, Metal og Træ og ved Been og Horn af 
g samt Been af Hunde og »ITvalfin« tillige »en Mængde 
Toi og store Klamper af Kjær med mellemliggende Lag af 
Ti»i , overlagte med nogle ganske tynde Egebord« , hvoraf 
Prøver syntes at vise, at det var »Levninger af Dyner og 
Puder, stoppede med Fjær.« Hvorledes imidlertid Liget har 
været hoilagt, om i brændt eller ubrændt Tilstand, meldes 
ikke. Den i Norge opstillede Formodning, at Liget skulde 
have været brændt , turde dog neppe stemme med de nys- 
nævnte Dyner og Puder, der, fornemmelig nu efter Iagt- 
tagelsen i Mammen, nærmest forudsætte en ligefrem Grav- 
lægning af Liget uden nogen forudgaaet Brænding. 

De mange i Nedre Haugen-Graven nedlagte Been af Horn- 
kvæg tilligemed Træspande og Kar, hvoriblandt eet stærkt 
sodet, gjore det yderligere sandsynligt, at Træspandene og den 
starkt flikkede Kjedel i Mammen-Fundet — i Lighed med sam- 
tidige Kjedler og Spande t. E. i Fundene ved Søllested og 
Møllemosegaard hidrøre fra Offringer og Offermaaltider, 
hvormed Gravlægningen er bleven indviet, og at vi her 
have Fortsættelsen af de øieusynlig tilsvarende religiøse 
Gravskikke, der gjennem talrige Kar, Spande, Drikkehorn, 
Bægere, Kasseroller og Sier fremtræde alt i Jernalderens 
ældste Tidsrum. Det er naturligviis ikke sagt, at de paa- 
gjeldende Grave ved Mammen og Jellinge i Jylland og ved 
Nedre Haugen i Norge just skulle være fra selvsamme Aar- 
hmidrede. Men langt fra hverandre i Tid kunne de dog 
neppe være, idet de synes snarest at kunne henføres omtrent 
til Aarene 850—950 eller i hvert Tilfælde til 850—1000, 
altsaa til Hedenskabets Slutningstid i Danmark. Mammen- 
Gravens Beliggenhed, tvertimod hvad der ellers kjendes, 
■■der Jordoverfladen og saa langt under den, kunde maa- 
skee endog antyde Indvirkning af christelige Gravskikke, 
ifølge hvilke Ligene sædvanligst bleve nedgravede i 
Jorden. 



216 MAMMEN-FUNDET. 

Saaledes altsaa, som Kjendsgjemingerne hidtil foreligge, 
er det ved Mamraeu-Fundet blevet klart, at idetmindste 
Medlemmer af Konge- og Høvdingsætter i Danmark og det 
sydlige Norge bleve i Hedenskabets sidste Tid ikke sjelden, 
paa en i Hovedsagen overensstemmende Maade, begravede 
i Gravkamre af Træ, hvor de henlagdes paa duunfyldte 
Puder, efter at være forsynede med forskjelligt, tildeels 
prægtigt og kostbart Gravgods. Først fremtidige Forskninger 
ville kunne oplyse, om denne Gravskik i simplere Former 
gjentager sig i Kæmpehøie, der paa samme Tid ere reiste til 
Ære for og Amindelse om mindre mægtige Slægter. Skulde 
det navnlig vise sig, at ikke faa Grave fra dette Tidsrum 
i Danmark ere, ligesom ved Mammen, gjemte dybt under 
Jordens Overflade, hvor man før ikke har tænkt paa at lede 
efter dem, vilde man heri have et nyt Bidrag til Forklaring 
af den yngste Jernalders Graves hidtidige overraskende 
Sjeldenhed hos os. 

I andre Henseender stemmer Indholdet af Kæmpehøien 
ved Mammen nøie overeens med forud kjendte Fund fra 
den yngste Jernalder saavel i Danmark som i det øvrige 
Norden og giver derved væsentlig det tidligere vundne Ud- 
bytte forøget Klarhed og Styrke. Naar man sammenstiller 
Mammen- Fundets broderede Kappe, dets guldindvirkedeSilke- 
Armbaand . og Silkebelte samt sølvindlagte Øxe med de 
Levninger af Silke, som fandtes ved den sidste Undersøgelse 
af Thyras Høi i Jellinge, med de Stykker Silke, som kjendes 
ogsaa fra hedenske Grave i Norge, og fremdeles med de 
kostbare Smykker og med de smukke, med Guld og Sølv 
indlagte og belagte Vaaben og Hesteprydelser, som hyppig 
forekomme rundtom i de nordiske Lande, ja i fordums 
nordiske Nybygder i Udlandet, vil det være indlysende, 
at der i det fjerne Norden dengang maa have hersket 
en endogsaa paafaldende Luxus og Pragt, der igjert peger 
tilbage til en forudgaaet, ikke mindre mærkelig Rigdom i 
den mellemste og ældste Jernalder, følgelig til en Rigdom 



mammen- rciro ET. 217 

og Pragt, der ligger forud for og er ganske uafhængig af 
Vikingetogene i det niende, tiende og ellevte Aarhundrede 
og af de ved dem erhvervede store Skatte. De tidligere al- 
mindelig gængse Forestillinger om vore Forfædres, navnlig 
de nordiske Vikingers simple Dragter af Dyrehuder og i det 
Hele om deres, i Nordens afsondrede Beliggenhed begrundede 
skrækkelige Raahed og Barbari , ville ikke kunne holde sig 
ligeoverfor Gravfundenes sikkre Vidnesbyrd om ældgamle, 
vidtstrakte Handelsforbindelser med fjerntliggende Lande, 
hvorfra tidlig kostbare Klædningsstykker og Varer indførtes 
til Norden, i hvis forskjellige Egne man hurtig lærte baade 
at bruge dem og selv at eftergjøre dem, tildeels som Grundlag 
for den noget eiendomineiige nordisk-hedenske Smag, der 
fornemmelig udviklede sig i den yngste Jernalder. Efter 
dette vil man ogsaa ulige bedre kunne opfatte og vurdere 
de tremmede Krønikers Beretninger om den Pragt i Klæder, 
Vaaben og Skibe med « silkesyede » Seil, hvormed de nordiske 
Vikinger og Konger optraadte i andre Lande, og man vil 
ikke længere ubetinget kunne forkaste Efterretninger som 
den, at de Danske under Danevældets Tid i England viste 
en ualmindelig Omhu for deres Ydre, at de flere Gange 
daglig skiftede Klæder, og at de overhovedet paa Grund 
saavel af deres smukke Dragt som af deres indsmigrende 
Væsen vare farlige Forførere endog i de, ved Siden af de 
nordiske »Barbarer«, saa stærkt lovpriste Angelsaxers eget 
Land. Det bliver mere og mere forstaaeligt, at Nordboerne 
og ikke mindst de Danske i Vikingetogenes og de store 
Erobringers Tid kunde ikke alene ved Vaabenmagt erhverve 
sig Herredømmet over store Nybygder i fremmede Lande, 
men ogsaa ved deres slebne Sæder og pragtfulde Optræden 
allevegne skaffe sig Indpas i det høieste, indfødte Aristokrati 
og derved for længere Tidsfølger bevare Besiddelsen af de 
ellers i Forhold til Erobrernes Antal og anseelige Afstand 
fra deres Hjemstavn altfor udstrakte Erobringer. 



218 



FORKLARING OVER AFBILDNINGERNE FRA 
MAMMEN-FUNDET, 

UDFØRTE AF HR, J. MAGNUS PETERSEN. 



PI. 1. Fig. 1. Tværsnit af Gravhoien ved Mammen med Gravkisten 
A ; a Blaaleret under samme ; B den sammendyngede Jordhoi ; 
C det naturlige Jordsmon; D, D Stederne, hvor Eftergrav- 
ningerne forgjaeves foretoges d. 26de April 1868, for om 
muligt at finde flere Gravkister; E, E Overfladslinien for 
det naturlige Jordsmon. 

• Fig. 2. Gravkisten seet fra oven med de tilsømmede Lofts- 
eller Dækbredder. De inden i Kisten fundne Jern-Øxer 
(1) ere angivne sorte, medens de ovenpaa Kisten fundne 
Gjenstande: Voxlyset(2), Træspandene (3-4) og Messingkjedlen 
(5) kun ere punkterede. Tværsnittet af Gravkisten Fig. 1 
er taget efter Linien x — x, men efter Linien y — y giver 
den følgende 

• Fig. 3 et Stykke af et Længdesnit af Gravkisten — Alt 
efter Lieutenant Fr. Uldalls Indberetning i Oldnordisk 
Museums Archiv. 

PI. 2. Den ene af de nysnævnte Jern-Øxer, seet fra een Side; 

PI. 3. Samme Øxe seet fra den anden Side. 

PI. 4. Fig. 1 — 3 Prover paa Baldyringerne paa den af Uld vævede 
Kappe. 

PI. 5. Fig. 1. Endnu et Monster fra Kappen; Fig. 2, et Silke- 
Armbaand eller en Manchet, indvirket med Guld. 

PI. 6. Stykke af et guldindvirket Silkebelte. 

PI. 7. Fig. 1. Beslag med Sølvbelægning (til en Sværdskede?); 
Fig. 2. Dop til en Rem; Fig. 3 — 4 to af de Guldpailletter, 
hvormed Dragten har været prydet; Fig. 5 et lille solvbe- 
lagt Beslag; Fig. 6 et stort Voxlys eller en Voxfakkel. 

PI. 8. En Messingkjedel (Fig. 1) med stærkt flikket Bund (Fig. 2). 

PI. 9. En Egetræs Spand med Spor til Jernbeslag og Jernhank. 



(Saavel de her afbildede som de ovrige i Høien ved Mammen 
fundne Gjenstande ere indforte og beskrevne i det Oldnordiske 
Museums Forogelsesprotokul C. Nr. 133 — 155). 



PI. 1 





PI % 





i »i :* 







1. 






PI. b 





IM. G 




PI 7. 



6. i 



1- f 





2- | 



3. { 




*• i 




5. | 



■<v** , *i« 



É^~s£ 




PL 8. 





- " •>* '. 



PI. 9. 




HISTORISK - TOPOGRAFISKE BEMÆRKNINGER. 
AF A. D. JØRGENSEN. 



TO SONDERJYDSKE BYNAVNE. 

1- l/er er opstillet så mange forklaringer af Flens- 
borgs navn, at det vel ikke kan skade at forsege en til. 
Den almindeligste går ud på at udlede det af et mands- 
navn, Fleno, Flens eller Flen (Thorsen: slesvigske stads- 
retter, fortalen s. 38), men det synes nok så rimeligt at ty 
til en oprindelse af naturforhold, når den ellers har nogen 
sandsynlighed for sig, især da der også har været en by 
Flenstofte. og måske en gård Flensbæk der i nærheden. 
Blandt de fem gårde, hvis marker byen skal have erhvervet 
for 24000 mark sølv nævnes nemlig Flensbeke*, og i stads- 
retten fra 1284, såvel som i den ældre foreløbige, siges by- 
marken at grænse til Flenstofte jorder mod vest eller syd- 
vest**. Byens eget navn skrives i stadsretten flænsborgh, 
i hertug Valdemars bekræftelse Flensaabwrgh ; ligesom det 
også andensteds hedder Flenseborgf. Denne forskel er 
imidlertid uden betydning for navnets afledning, kun at den 
gør det yderligere sandsynligt, at også dets første del har 
hensyn til naturforhold, da der må have været en Flenså. 

Ordet flens minder i sin form stærkt om et par andre 
bynavne i Sønderjylland, Blans i Sundved og Brøns på vest- 



*) I. N. Schmidt: Slesvigs land og folk, s. 256. 
**) Thorsens stadsretter, s. 66: af by wæ stær til then grift, 
thær skil flænstofiæ iorth oc by iorth; — og s. 126: a ciui- 
tate ad australem partern usque ad fossam, quæ separat 
terras Flenstoflthe et ciuitatis. 
f) Diplomatarium Flensburgense p. 15, 16 o. fl. st t 
Aarb. f. nord. Oldk. o? Hist. 1869. J5 



220 T0 SØNDERJYDSKE BYNAVNE. 

kysten, og kan da vel ligesom disse være opstået ved sammen- 
trækning med endelsen -nes (Blå-nes, Bryde-nes; sml. Føns, 
Fyns næs o. a.). Denne endelse er meget hyppig netop 
her i egnen ; i stadsretten nævnes der et Brunsnes ved byen, 
længere ude ved fjorden ligger Rinknes , Holdnes, Fisknes, 
Brunsnes (på Broagerland); ved Aissund Kejnes, Varnes 
o. s. v. — Flens måtte da tænkes opstået af flæ-nes; flæ 
(flæg) er navnet på forskellige eng- og vandplanter, der fin- 
des ved bredden af bække og søer (acolus calamus, vellug- 
tende flæ o. a.); paa noget lignende tyder det gamle flø, eng- 
bund, norsk flæ, oldnordisk floi*), måske det samme som 
de frisiske »flethen« , de rørbevoxede lavninger i marsk- 
landet, der tidligere har været vandløb**). — Et sligt »flæ- 
nes« vilde da vistnok kunne søges paa fjordens sydlige side 
ved møllebækken, der hvor jo også det ældste Flensborg lå, 
nord for den gamle Hanskirke, og det var da vel mølle- 
bækken, der oprindelig hed Flenså eller Flensbæk. 

2. Navnet Nordborg er et af dem, der ligesom Graven- 
sten og Apenrade forlængst burde have været banlyst af 
det danske tale- og skriftsprog; det er nemlig ligesom de 
en afFødning af tidligere tiders fortyskelse. Byens gamle 
navn, der endnu udelukkende bruges i det sønderjydske 
folkesprog, er Nørborg, modsat Sønderborg, ligesom Nør- 
herred modsat Sønderherred (Valdemars jordebog har: »Nørræ- 
hæret« og »Syndræhæret«). Det må da også have været 
det almindelige i hele riget før hertugernes tid, siden Arild 
Hvidtfelt endnu bruger det (I, 299, i kvartudgaven). 

I de tyske aktstykker optræder det derimod selvfølge- 
lig strax i sin forvanskede skikkelse tilligemed alle de andre 
danske bynavne. Således alt 1410; i vidneforklaringerne i 
kong Eriks proces (1424), og i delingsakten mellem kong 
Hans og hertug Fredrik (1490), hvor »Norburg« nævnes 



*) N. M. Petersen i »nordisk tidsskrift for oldkyndighed « , II 75. 
**) Trap, beskrivelse af Slesvig s. 260. 



BYEN SLESVIGS VIRKER I MIDDELALDEREN. 221 

ved siden af »Sunderburg« , »Apenrade«, »Hadersleben« og 
•Tundern«*. I hertug Hans's testamente (fra 1621) har 
det fået sin helt tyske stavemåde, »Nordburg«**, den samme, 
det har beholdt indtil nu, med undtagelse af at man på 
dansk har forandret »burg« til »borg« , ligesom i andre 
tyske navne (Hamburg o. !••}•). Men vil man beholde Nord- 
borg, burde man også holde sig til det ligeså gamle Sunder- 
borg, thi de findes næsten stadig jævnsides, ligesom f. ex. 
de tilsvarende »Nor Jutland« og »Sunder Jutland« isteden- 
for Nørre- og Sønderjylland. 

BYEN SLESVIGS VIRKER I MIDDELALDEREN. 
Enhver der, om end kun flygtigt, har syslet med Sles- 
vigs (Hedebys) ældre historie, — og ingen, der vil kende 
rigets, kan jo helt undgå det — vil have lagt mærke til 
den usikkerhed og forvirring, der især tidligere har hersket 
i henseende til dens beliggenhed og omfang. I århundreder 
søgte man dens oprindelige plads syd for Slien, forledet af 
navneligheden medHaddebod og de mægtige volde ved Selk- 
nor, og indtil den dag idag har man givet den en udstrækning, 
der overgår al rimelighed. Det første er nu vel for bestandig 
modbevist af prof. Thorsen i hans indledning til de sles- 
vigske stadsretter, og mod det andet er der idetmindste 
gjort et godt skridt frem af C. Lorenzen i hans afhandling 
»om Slesvigs befæstning i oldtiden og middelalderen« i 
»annaler for nord. oldkyndighed« for 1859. Der er her for 
første gang samlet en række faktiske meddelelser om de 
ældre virker, baade hvad deres nuværende spor og histo- 
riske efterretninger om dem angår, og de værste udskejelser 
af de ældre topografers fantasi er derved reducerede til 
deres intet. Alligevel lader den historiske behandling vist- 



*) Script, r. D. VU 268, 372 ff. Dipl. Flensb. I. 344. 682. 
**) Falcks »Urkunden«, s. 103. 

t) Kok: det d. folkesprog i Sønderjylland, II 291. Trap, be- 
skrivelse af SI., s. 401. 

15* 



222 BYEN SLESVIGS VIRKER I MIDDELALDEREN. 

nok et og andet tilbage at ønske, — og da spørgsmålet 
ikke er uden betydning skal det her fremdrages endnu en- 
gang i al korthed. 

Den ældre bys grænser angiver Lorenzen selv med ud- 
tømmende grunde; de dannes mod vest af den endnu bevarede 
»Grav«, mod nord af •> Kalvedammen« og mod øst af dennes 
afløb ned til noret; indenfor dette lille område ligger eller 
lå nemlig alle byens kirker og klostre, dens gildehuse og 
kongeborge, og den del der ligger nord derfor kaldtes endnu 
for et par hundred år siden den »nordlige forstad« eller 
»nystaden« (a. st. s. 308). Og dette gjælder ikke blot de 
ældre kirker og klostre, men også det anselige gråbrødre- 
kloster, stiftet 1234, ligesom Mikkelskirken endnu i det 13 
århundrede siges at ligge i »Slesvigs forstad«, »udenfor 
byens porte«, »ved Slesvig« osv.*) 

Men L. går stadig ud fra den falske forudsætning, at 
Mikkelskirken oprindelig er bygget som kastel, som led i 
en stor befæstning, en anskuelse der vel er gammel**), men 
ikke desmindre aldeles falsk : den er en mærkelig kirkebyg- 
ning fra det 12 århundrede, der dog har ikke få sidestykker 
i Danmark og det øvrige Evropa (s. Traps beskrivelse af 
SI. s. 556 f.). Det er vel egenlig neppe engang godtgjort, 
at den har været omgiven af en grav, idetmindste kan det 
sted af Knud VI's brev, som L. anfører, ikke bevise noget 
i den henseende, f) Derimod må det gamle Mikkelskloster 



*) Script, r. D. V 381: ecclesia montis S. Mich. foris portam 
villæ Slesvicensis, — eccl. M. in suburbio Slesvicensi; — 
III 631: eccl. M. juxta SI. — o. s. v. , 
**) Cypræus, annales episc. Slesv. p. 168: hac tempestate (c. 1150) 
propugnaculum illud ad aquilonem in monte excelso situm, a 
fundament is ereotum et ædificatum esse, a majoribus nostris 
ni em or iæ proditum est. Quod postea in templum diui 
Michaelis conuersum est. 

t) Script, r. D. VII 323: ecclesia St. Mich. de Flensborgh (?) 
monte m eciajn, in quo eadem eccl. sita est, cum adjacent. 
molendinis et unius cultura aratri in loco qui stubba 



IIYEN SLESVIGS VIRKER I MIDDELALDEIU N. 223 

jo upåtvivlelig søges her (conventus nigrorum monachorum 
existens apud ecclesiam M. juxta SI. -Script, r. D. III. 
631), fer det 1192 flyttedes til Guldholm, og også dette 
synes at tyde hen på, at der her ikke fandtes noget for- 
svarspunkt, men kun et stille og særdeles skønt beliggende 
tilflugtssted for dem, der vilde trække sig tilbage fra verdens 
travle færd, som så rigt udfoldede sig foran bakkens fod. 

Det afgørende bevis for at byens ældre virke kun har 
omfattet strækningen op til kalvedammen er imidlertid den 
endnu bevarede gamle stadsport mod nord*. Den lå ved 
kalvedammens østlige ende, og svarede til den på vest- 
siden ud til kongeengen. Det er disse to porte, stadsretten 
taler om, idet den bestemmer, at kongens bryde skal holde 
den nordlige, hertugens den sydlige (g 73). Indenfor hin 
lå den gamle kongsgård, indenfor denne siges det såkaldte 
»Abels slot« at have ligget, (efterretningerne om kong Eriks 
mord siger, at stedet hvor det skete lå ved vandet). — Det 
er da også dette virke der menes i hertug Valdemars brev fra 
1291 , når han angiver grænserne for byens thingområde til 
»det gamle virke mod nord, Frisevirke, Angelbovirke og 
Saldergater; den store vold ved Johanneskirken mod øst; 
midtvands mellem byen og Haddebod (mod syd), og den 
gamle Jørgensborg mod vest.«**) Det er nemlig indlysende, 
at der her ved » nord « ikke tænkes på b y e n s , men hele t h i n g- 
områdets nordlige side, altså byens hele virke mod 
landsiden. Lorenzens opgivelser, der går ud fra hin falske 
forudsætning og dermed forbinder den anden, at det af ham 
efterviste virke op om Mikkelskirken alt var til så tidligt, 
er altså fuldstændig forfejlede og vildledende. De tre navne 






nuncupatur et est notabili fossatura circumduc- 

tus etc. Sml. Slesvigske provinsialefterretn. III 150. 
*) Dankwerth s. 116: zwischen der rechten Stadt und der Vor- 

stadt hat es eine Maur und Tohr, so etwa von der alten 

Fortification noch ubrig. 
") Michelsen, Nordfriesland im Mittelalter, s. 183. 



224 BYEN SLESVIGS VIRKER I MIDDELALDEREN. 

fordeles ganske naturligt til byens tre sider mod det om- 
givende land: den vestlige vold ud til kongeengen var Frise- 
virket, den nordlige til dammen, med »borggaden« bagved, 
Angelbovirke, den østlige Saldergater. Nørreporten kaldes 
også »Angelboport« og den sydlige har vel svarende dertil 
heddet »Friseport«, ligesom vi i Flensborg har navnene 
Friseport og Angelboport*); dette stod da i nærmeste for- 
bindelse med de to virker, der jo iøvrigt selvfølgelig intet 
andet kan have havt at bestille med Angelboerne og Fri- 
serne end at de vendte ud mod de af dem beboede egne. 
Hvad Saldergater angår, da synes der strængt taget intet 
bestemt at foreligge om at der hermed menes et virke; 
tvertimod synes adskilligt at tale for, at det her liggende 
nor oprindelig dannede det eneste naturlige værn (Lorenzen, 
s. 297 f.) Det vil da måske være naturligst at forklare 
Saldergater, eller som det synes at have hedt: Soldergater, 
siden der endnu findes en Solderkobbel, som navn for de 
veje eller gader, der gik langs dette byens grænseskel, 
ligesouTder i ældre tid i Ribe fandtes en »solte gadhe«**). 
Når dette ældste virke er bleven anlagt, er vistnok 
vanskeligt at sige med sikkerhed, men neppe så svært at 
skønne med nogen sandsynlighed. Der er her selvfølgelig 
ikke tale om det pæleværk, der rimeligvis har omsluttet 
byen fra ældgamle tider, understøttet af jordvolde, der 
kunde give forsvarerne en gunstigere stilling under et an- 
greb; slige virker træffer vi jo idelig i sagaerne, og Slesvig 
havde dem lige for øje i rigets store grænsevold. Men 
når talen bliver om den sandsynlige tid for stenportens og 
det til den svarende virkes opbyggelse, må vi vistnok gå ned 
i tiden til det 12 århundredes begyndelse, da uden al tvivl 
byens domkirke opførtes af sten, medens Danevirke udbedre- 



*) Dipl. Flensb. I p. 439. 441 og 443 (fra år 1436). 
) »Ribe oldemoder«, udg. af O. Nielsen, s. 56; navnet betyder måske 
■ skidengade«, s. J. Koks »sonderjydske folkesprog« I. s. 377. 



BTEV SLESVIGS VIRKER I MIDDELALDEREN. 225 

des i en væsenlig grad*. Netop i denne tid er der da 
også en .mærkelig forandring i byens forsvarsevne kendelig ; 
thi medens kong Nils i begyndelsen af sin regering var 
udsat for Vendernes overfald og måtte beskyttes af Friserne 
når han opholdt sig i Hedeby**, så udholdt Erik Emun her 
i vinteren 1131 — 32 en belejring af Nils og Magnus. Og i 
den nærmest følgende tid befæstedes netop Danmarks største 
byer, Lund af Erik Emun, Roskilde og Viborg af Sven 
Eriksøn f, medens Otto af Babenberg endnu 1127 aflægger 
det vidnesbyrd efter sin rejse til Lund, at vore byer ikke 
var befæstede med tårne og mure som andre folks, men 
kun med pæleværk og grave; ligesom Saxe beretter, at vi 
til den tid var aldeles ukyndige i belejringskunsten og Erik 
(Emun) derfor måtte have Tyskerne i Roskilde til at bygge 
blider ff. Det synes da at stemme ret vel med det vi 
ellers ved om Slesvigs fremmelighed, at den er bleven 
ordenlig befæstet noget tidligere, dengang Margrete byggede 
på Danevirke, og Knud Lavard opførte sit tårn ved Slien. 
Spørgsmålet om, når da det af L. påviste virke omkring 
den nordlige forstad er bygget, vil da kunne besvares 
uden synderlig vanskelighed, idetmindste tilnærmelsesvis. 
Der kunde tænkes på året 1288, da byen ødelagdes ved 
vådeild og befæstedes påny, tildels med pæleværket fra Got- 
torp; men hertug Valdemars brev fra 1291 taler herimod, 
idet »de gamle« virker endnu nævnes som grænser for byens 



*) Årbøger f. n. oldk. 1868, s. 389 f. 
**) Sst. s. 180. 

f) Anonymus Roskild. Script, r. D. I 382, Lund muro et vallo 
jussu Herici est circumdata. Saxo p. 677: Roskildiam, moe- 
nium inopem — vallo fossaque coraplectitur ; p. 683: (S) 
Wibergara, adhuc munimenti expert«m, — terreis moenibus 
clausit. 
ff) s. Årbog. 1868, s. 393 f). Saxo, p. 650: (E) a Saxonibus, qui 
Roskildiæ degebant, torraentorum artificia mutuatus — . Quippe 
nostri, rerum adbuc militarium rudes, raro talium usu calle- 
bant. 



226 BYEN SLESVIGS VIRKER I MIDDELALDEREN. 

thingområde, hvad der neppe vilde have fundet sted, dersom 
byen var bleven udvidet. 

Rimeligere er det at henføre det til grevernes tid, den- 
gang kong Erik (af Pommern) gentagne gange belejrede 
Slesvig og Gottorp. Det lykkedes ham nemlig engang at 
indtage staden (1417), hvorpå den efter hans fordrivelse 
befæstedes meget (1426) og nu kunde modstå ham bedre*. 
Krønikens slette latin lader ikke tilfulde skønne, om der 
ved denne lejlighed fandt en udvidelse af staden sted, for- 
anlediget ved at den ene side havde vist sig at være for 
svag (nedenfor Mikkelsbjerget), men det er efter alt det 
foreliggende rimeligst. Hvad der også i høj grad taler her- 
for er Jørgensøens dæmning. L. antager vel, at denne er 
meget gammel, ja endog samtidig med en del af Danevirke, 
så der alt i ældre tider har været en vej fra byen lige syd 
på til Holsten; men dette kan ikke på nogen måde forenes 
med uomtvistelige efterretninger. Således fastsætter Sles- 
vigs stadsret, at de der sætter over i både og småskuder 
skal befordre kongens folk uden vederlag (g 73: item cu- 
stodes cymbarum et nauicularum transuehent gratis homines 
regis), hvad der jo ikke kunde være tale om, dersom der 
var en fast dæmning, som førte til borgen på øen såvel 
som til fjordens sydlige bred. Det samme fremgår af Saxes 
fortælling om den gamle erkebisp Eskils afrejse her fra 
landet. Han tog nemlig afsked med kongen på skibsbroen 
ved Slesvig og sejlede derpå over fjorden tilligemed Absalon, 
hvorpå han blev sat på en vogn og kørte mod syd**. Men 
endnu over 200 år senere, 1416, fortælles der, at Holstenerne 



) Eciam palis strictissime coniunctis dux Henricus hane ciui- 
tatem pro muro muniuit et eciam profundissimis fossis, accu- 
rata aliquali parte de ciuitate, firmissime circuradedit, 
ita quod rex etc. (Lappenbergs udg. af »presbyter Bremensis« 
p. 148). Det fremhævede oversættes således ho6 Westphalen 
III 173: up dadt alier sterckeste van einer Siden der Stadt. 
*) Saxo, p. 918. 



TO SONDERJYDSKE BYNAVNE. 227 

tog oen Jorgensborg »tilhest«, tiltrods for at den var 
ø; ved guds vidunderlige hjælp red de gennem vandet og tog 
den tilligemed en del småskibe, med hvilke kongen havde 
sat sig i besiddelse af øen*. Dæmningens anlæggelse synes 
da ej heller at kunne sættes før efter denne tid, altså rime- 
ligvis ligeledes ved 1426, da det let forstås, at det må have 
været Holstenerne magtpåliggende at hindre den danske 
flåde i at trænge frem til Gottorp og derved tillige afbryde 
byens forbindelse med den sydlige kyst og Holsten. — 
Senere er da dæmningen atter kommen i forfald , da der 
ingen anvendelse var for den mere ; thi til den fredelige 
forbindelse af de to fjordbredder var Gottorpdæmningen til- 
strækkelig; ved den voxede der efterhånden nye byer frem 
(Fredriksberg og Lolfot). 



*) Dominus celi dedit Holtzatis i re super aquas cum equis 
et ad naues applicuerunt et ad insulam Jurghens burg 
sine nauibus etc. (Presbyter Brem. p. 119). 



228 



ORME OG ORMEGAARDE 

I DE NORDISKE OLDSKRIFTER. 

AF BENEDICT GRØNDAL. 



l/e ved denne Overskrift betegnede Begreber, der i 
en sammenhængende (old)nordisk Culturhistorie nærmest 
vilde være at henføre dels til Forestillinger om Dyre- 
verdenen, dels til Straffe og Dødsmaader, vise os mærk- 
værdige Exempler paa Ideer, hentede fra tropiske Dyre- 
former: Ideer, som igjennem mange Generationer og ad 
mange Omveie, hvis Spor vi nu for længe siden have tabt, 
upaatvivlelig ere vandrede fra Sydost, fra Persien og Indien, 
til Norden, hvor de have opfyldt Folkene med Rædsel og 
forunderlige Indbildninger. Norden er ikke store eller giftige 
Slangers Hjem; de faa Giftslanger og overhovedet Giftdyr, 
som have hjemme i det sydlige Europa, forbleve ukjendte 
af Nordboerne, thi Alperne vare en mere uoverstigelig 
Grændse for Verdensideerne end den caspiske Folkeport. 
De nordiske Snogearter, som hverken udmærke sig ved 
Størrelse, Farvepragt eller Gift, idet Hugormen er den 
eneste giftige Snog her i Norden, ere efter min Mening 
den nordiske Ormeidees Støtte, men ikke dens Aarsag eller 
Anledning. 

At Giften er uadskillelig fra saadanne Forestillinger, 
vil man ikke finde forunderligt, da Slangerne, de eneste 
med Gifttænder forsynede Dyr, til alle Tider have været 
berømte og berygtede for denne Egenskab, som kun ved et 
lille Sving af Fantasien kan overføres til det Dæmoniske. 
I den oldnordiske Forestillingsverden var eitr (som ogsaa 
endnu i Dansk er »Edder«) af anden Betydning end »Gift«. 
Edder betegnede ikke alene stærkt virkende og dødbringende 



ORME OG ORMEGAARDE. 229 

Stoffer 1 ), hvad enten disse virkede indvendig eller ud- 
vendig, ved Contact med Blodet eller blot Huden, men 
ogsaa visse magiske Kraftyttringer eller Kræfter, hvis 
Eiermænd i Regelen vare overnaturlige, »umenneskelige« 
Væsener. Edder udspyedes af dem igjennem Munden — 
ikke alene af Orme og Drager, men ogsaa af Væsener i 
menneskelig Skikkelse, f. Ex. den forfærdelige Grim Ægir, 
som overvandtes af Ganger -Rolf (Fornaldars. 3, 143); ja 
selv Brynhild udspyer Edder: »eitri fnæsti« (Gudr. kv. I 
v. 27, hos Bugge pag. 246) — man siger jo endnu om vrede 
Mennesker, at de »spye Gift og Galde«. I det ovenfor an- 
førte Sted af Fornaldarsøgur sættes det i Forbindelse med 
Ild; men paa den anden Side combineres det med Frost 
(i Gylfaginning cap. 5) 2 ), og Ordene »eitrkaldr« og »eitrsvalr« 
betegne en bidende Kulde, ligesom der fortælles om Hemra, 
Grændsefloden imellem Glæsisval og Jøtunheim, at dens 
Vand var saa koldt at Mennesker ikke kunde taale det 
(Fornmannas. 3, 184). Vi erindre her om at hrim (Rim, 
Rimfrost) betyder baade Rimfrost (Kuldens Frembringelse) 
og Sod (Ildens Frembringelse), og »hrimpurs« kan altsaa 
baade betyde en Frostjette og en Ildjette. — Naar Heltene 
skulde kæmpe imod Orme og Drager, saa var det mindre 
imod disses legemlige Kraft end imod Edderets dæmoniske 
Magt at de maatte forsvare sig: derfor gravede Sigurd 
Grave, for at de skulde optage Fafners Edder (som Vol- 
sungasagaens Nedskriver synes at sammenblande med Blodet); 
derfor havde Ragnar Lodbrog denne Klædning, hvoraf han 
fik sit Tilnavn, for at den skulde staae imod Lindormens 



1 ) I Sagaen om Sturløg (Fornaldarsogur, 3, 627) skildres det 
gyldne Urarhorn som fuldt af Edder, og der omtales dybe 
Gruber, fulde af Edder, hvilket betegner den høieste Grad 
af Trolddom (som venenum og qagftaxov, hvilke ikke betyde 
»Gift«, men »Edder«). 

2 ) Eitr har en dybere Betydning paa dette Sted, idet det er en 
af de elementære Substanser eller Verdensstoffer. 



230 ORME OG ORMEGAARDE. 

Edder; og for Midgardsorraens Edder, ikke for dens Legems- 
kraft, faldt Tordenguden. — Dog forekommer Edder ogsaa 
som ganske svarende til det nuværende »Gift«, men en 
saadan Anvendelse af Ordet »eitr« er maaske senere; Sig- 
mund Volsungsson sagdes at kunne taale at drikke Edder, 
men hans Sønner taalte kun Berørelsen: det er en Dalen 
fra den heroiske til den ren-menneskelige Tilstand. 

I den nordiske Oldtidsbetragtning maa man tage Hensyn 
til tvende Hovedmomenter i Ormeforestillingerne, nemlig 
Ormenes Størrelse og deres Mængde. 

Store Orme 1 ) forekomme kun sjelden som hjemme- 
hørende i Norden; deres Hjem er fjerne, fremmede Lande 
— naturligvis ogsaa ofte fantastiske Egne. »Midgardsormen« 
er den eneste rigtige nordiske Slangeforestilling af denne 
Klasse: den tænktes at ligge omkring Jorden og bide i sin 
egen Hale; dunkle Reminiscenser af denne Forestilling, 
eller i det Mindste beslægtede hermed, ere Sagnene om 
»Hafgufa« og »Lyngbakr« (i Ørvar Odds Saga), den norske 
»Krake«, og de ældre og nyere Tiders Sagn om »den store 
Søslange«. »Midgardsormen« tænktes ikke at ligge paa 
Guld, hvilket dog var en Egenhed for disse store og en- 
somme Væsener: rige og grusomme Mennesker forvandledes 
til »Orme« og Drager efter Døden og rugede over deres 
Skatte — en ældgammel, for Europa og Asien fælles Idee. 

Den Mængde af saavel enkelte som sammensatte Orme- 
Navne, som forekommer i den oldnordiske Digtning, viser, 
hvilken Rolle disse Væsener spillede i den nordiske Fantasi. 
Vi finde deres Mængde udtrykkelig fremhævet — Noget 
som ellers aldrig forekommer saaledes ved andre Dyr. I 



l ) Orm er det rigtige nordiske Ord for »Drage« ; men dreki 
behøver ikke at være »uklassisk« fordi der haves dgamw, 
thi saa kunde det ældgamle Ketill heller ikke bruges fordi 
man har catillus (og KatiXXog som nom. propr.). Drager 
havde sædvanligvis Vinger, men Ormene ikke; ogsaa nævnes 
»flugdreki«, men alle disse Udtryk blandes sammen. 



ORME 06 ORMEGAARDE. 231 

Grimnersmaal 34 siges at »under Ygdrasils Ask (Verdens- 
træet) ligge der flere Orme end ukloge Folk ane«, hvorved 
der sigtes til Afgrunden Hvergelmir, midt i Niflheim og 
under en af Verdenstræets tre Rødder, og vrimlende af 
Orme: der var Nidhug 1 ), den værste Orm, som gnaver paa 
Askens Rod og sønderslider de Fordømtes Lig; »saa mange 
Orme ere i Hvergelmir, med Nidhug, at ingen Tunge kan 
tælle« (Gylfaginning cap. 16): af saadanne Udtryk synes 
at frenigaae, at man mindre tænkte paa hver Enkelts Stør- 
relse end paa Alles Mængde; saaledes fremhæve ogsaa 
Plinius (H. N. VIII cap. 23) og Ælian (XII cap. 32) Orme 
og Slangers uhyre Mængde: man ledes uvilkaarlig hen til 
at sammenstille Mængde og Lidenhed paa den ene, og En- 
somhed og stort Legemsomfang paa den anden Side, og 
saaledes troer jeg de Gamle have tænkt. 

Vende vi os fra Aandernes Verden til Jorden, saa 
møde vi denne Forestilling om Ormenes Vrimmel i de saa- 
kaldte »Ormegaarde«. Hvad eller hvorledes disse Orme- 
gaarde var, derom tie de nordiske Oldskrifter aldeles, idet 
de kun nævne dem ganske tørt og ligefrem »ormgardr«, 
»ormagardr« (ormaturn, Didr. pag. 334), uden nogen For- 
klaring eller oplysende Udtryk. De kunne sammenlignes 
med Hvergelmir, idet de vare Gruber eller Indelukker, fulde 
af Orme, hvorhen man kastede Fjender eller Forbrydere. 
Egentlig kjende vi kun to Ormegaarde af Oldskrifterne, 
nemlig den som Gunnar Gjukeson og den som Ragnar Lod- 



') I det sidst« Vers af Vøluspå skildres Nidhug som befjedret 
°g flyvende. Dersom jeg skulde vore at yttre nogen Mening 
om »Ægtheden« af dette Vers, saa maatte jeg sige at hele 
denne Beskrivelse af Nidhug forekommer mig »mistænkelig«, 
idet jeg troer, at man oprindelig har forestillet sig Nidhug 
som en rigtig Orm, men ikke som en befjedret og bevinget 
Drage. Det hele Vers forekommer mig planløst og uden 
Sammenhæng med det ovrige Digt; men det indeholder lige- 
fuld en sublim Poesi, for sig selv betragtet. Sml. dog Slut- 
ningen af denne Afhandling, S. 240. 



232 ORME OG ORMEGAARDE. 

brog sattes i; og den sidste, som var i England, kan med 
Føie ansees for en nordisk Ormegaard. Af Sagnene, hvis 
historiske Grundlag der er ingen Anledning til at benægte, 
fremgaaer at man tænkte sig dem vrimlende af Orme, saa- 
ledes i AtlakviSa 31: »garQr, skri5inn innan ormum«; om 
Ragnar siges, at Ormene hængte dem allevegne ved ham, 
bed dem overalt fast, efter at han var bleven afført Silke- 
særken, hvis Underkraft ellers beskærmede ham (Fornaldars. 
1, 282). Det tredie nordiske Exempel paa, at Mennesker 
ere blevne kastede for Orme, er Harald Haardraade (Nord- 
brikt) og hans Følgemænd i Constantinopel, men der er 
Talen om et Taarn: »turn opinn ofan«, hvor der var Ind- 
gang fra Gaden af; deri laae en stor •Edderorm« og sov 
ved en Bæk, som flød igjennem Fangetaarnet; den levede 
af de Mennesker som bleve kastede derind, idet de faldt i 
Unaade hos Keiseren; der i Taarnet var raadne Menneske- 
lig og en fæl Stank: saaledes fortælles der om denne Sag; 
vi have her altsaa ingen »Ormegaard«, men et Taarn (sml. 
orruaturn, ovenfor), og ingen Ormevrimmel, men en enkelt 
Orm, saa stor og stærk, at den hævede tre voxne Mennesker 
op i Luften (Fornmannas. 6, 166); Harald viklede en laaden 
Pels om Armen, for at Edderet kunde optages deri — at 
Harald kan være bleven indsat i et saadant Fængsel, maa 
vel være sandt; men at alt det Øvrige maa være usandt, 
vil vel Alle indrømme, thi der holdtes ingensteds saa store 
Slanger. Haldor Snorrason, en af disse Haralds Følge- 
mænd, fortalte paa Althinget om hans Udenlandsreise og 
Bedrifter; men med denne Begivenhed har han vel været 
noget tilbageholden, og man var da ikke seen til at forherlige 
Kong Harald, denne Nordens heroiske og poetiske Yndling, 
som desuden var Islændernes Ven og Velynder, med en ren 
Digtning, hvorved han kom til at ligne Oldtidens Ideal, 
Sigurd Fafnersbane. At der i dette Fangetaarn kan have 
været (giftigt) Kryb, er ogsaa muligt, og dette var nok til 
at lave en Ormehistorie af. At Ormegaarde ellers have 



ORME 00 ORMEGAARDE. 233 

existeret i Middelalderen, maa ansees for afgjort, skjøndt 
jeg ikke kjender mange Udtryk , som kunde bevise det. 
Saaledes siger Musæus (i »der Schatzgraber«): »gehe anch 
nicht ein durch die (Thure) zur Linken: es ist die Un ken- 
kammer, wo Ottern und Schlangen innen hausen« — der 
var altsaa et eget Rum for »Unkerne« (Unke betyder 
egentlig en Frø eller Skrubtudse, men ogsaa Snog eller 
Slange; dens Navn siges at være ledet af dens klagende 
Lyd eller Kvækken, og Rimet »unk, unk, unk, vor Zeiten 
war ich jung« synes at tyde hen paa en Forhexelsestilstand). 
Disse Grave, Rum eller Indelukker, som uegentlig kunde 
kaldes for »Gaarde«, garSr, maatte opfyldes af forpestet 
Luft og alskens Kryb, som ifølge dets Natur søger hen til 
og fremavles paa saadanne uhyggelige Steder, og det an- 
faldt naturligvis dem som kastedes derind 1 ). Vi høre og- 
saa tale om saadanne Gruber uden Kryb eller Orme: 
saaledes i Irland, hvor Rolf Gøtrekssøn kastedes i en Grav, 
hvor der var en ækel Stank og Ligdynger, og »koldt og 
fælt at staae paa døde Menneskelegemer« (Fornaldarsøgur, 
3, 171. 174; sinl. flere ældre Forfatteres Bemærkninger 
om, at i England og Irland var Jorden saa hellig, at der 
fandtes ingen Orme, »nulla anguis«; i »leizla Duggals«, i 
K. Gislason, 44 Prøver &c. pag. 448; dog var den Orme- 
gaard, hvor Ragnar Lodbrog indsattes, i England). Thorodd 
Snorrason og hans Følgemænd (under Olaf den Hellige) 
kastedes i Jemteland i en Grav (Fornmannas. 4, 334), og 
i Egilssaga cap. 46 fortælles, at Egil befriede en dansk 
Mand, Aage, som Kurerne (ved den østersøiske Kyst i 
Rusland) havde kastet i en dyb Grav: alle disse Gruber 
synes at have været bestemte til det samme Oiemed, nemlig 
til at indespærre Fanger deri. I Danmark og Norge kjende 



1 J Mange af den nyere Tids Fængsler ere ikke bedre, som Bly- 
kanirene i Venedig; Franz H's Fængsel i Neapel vrimlede af 
Ogler og Orme. 



234 0R ME °G ORMEGAARDE. 

vi ikke til noget Saadant, skjøndt det vel kan have 
existeret: idetmindste kan man henføre hertil f. Ex. den 
stinkende Taarnkjælder under Søborg Slot, fuld af Insekter 
og Kryb, hvori Erkebiskop Jens Grand kastedes 1294 (see 
Conf. Wegener, om Ruinerne af Asserbo og Søborg, i 
Annaler for nord. Oldk. pag. 293). Men de digteriske Fan- 
tasier vare vegne for Virkeligheden — terras Astræa reliquit — 
og de kaldes ikke »Ormegaarde«. At disse Forestillinger 
om Drager og Slanger vare almindelige iblandt de ger- 
maniske Folk — og de kan ifølge det ovenfor Sagte have 
sin Grund i Virkeligheden — see vi af mange vidtspredte 
Stedsnavne : Limburg (o : Lintburg — linna-borg, J. Grimm, 
Deutsche Mythologie , 2. Udg. S. 653; ogsaa Drachenfels, 
og lignende Sammensætninger; Schlangenbad; mere factiske 
ere Colubraria, 'Ocptovig, 'Oquovaaa, 'Ocpireia, 'Oqtioadqg. 

Mærkelig og maaskee staaende i en eller anden Tanke- 
forbindelse hermed er Lappernes Overtro om Ormene, hvorom 
Castrén skriver: »Liksom menniskorna lefva åfven ormarna 
uti ordentliga samhållen med egna lagar og institutioner. 
I hvarje samhålle finnes en hofding och andra honom under- 
lydande embetsmån. En gang om året forsamla sig ormarna 
i hvarje samhålle till ting (kårajåt) på vissa dertill utsedda 
orter« . . . (Reseminnen 1838 pag. 67 x ). Castrén nævner 
ogsaa Egne i Lapland, som skulle være overordentlig rige 
paa Snoge — herved erindres vi ogsaa om Hvergelmir og 
Eddaens Ormevrimmel). Ellers er det bekjendt, at Orme 
spille en overordentlig Rolle i Hexeri og Overtro, baade i 
Nord og Syd; de anvendes endnu af Samojedernes Trold- 
mænd, Schamanerne, til Hexeri; deres Tænder trykkes paa 
Legemets syge Dele (sml. Hvidegaardsfundet, i Annaler for 

x ) I Oldtiden dannede man sig Forestillinger om »Ormelande«, 
men aldeles uden nogen factisk Grund ; saaledes lavedes der 
af Armenien et Navn »Ormaland«, og deraf fremstod igjen 
et helt Fantasivæv , som vi see af Sagaen om Konrad Kei- 
sarason. 



ORME 00 ORME GAARDE. 235 

nord. 01 dk. 1848 pag. 344, hvor Etatsraad Stenstrup har 
paavist Halen af en her i Landet sjelden Snog i en Trold- 
mands Hexebestik). Troldkvinder tænktes at have Slanger 
til Tømme, naar de foer ridende igjennem Luften; og Hexe- 
væsenets »gandr« (som ogsaa betyder en Ulv) falder sammen 
med »Orm«, hvilket fremgaaer af Midgardsormens Benævnelse 
•jormungandr«. En særegen Betydning i den oldnordiske 
Poesi have Ormene som Guldets Vogtere; denne Fore- 
stilling maa vistnok for Nordens Vedkommende føres hen 
til Fafner og dennes Guldleie; den er altsaa indvandret fra 
Syden og yngre end de egentlige eddiske Ormeforestil- 
linger. ') Ikke mindre berømte vare Ormene for den dæ- 
moniske Magt, som laae i deres Øine: Fafners »Skrække- 
hjelm«, ægishjålmr, betyder vel i Grunden det lynende 
Slangeøie, og denne Figur spillede Digterne med paa mang- 
foldige Maader, naar de beskreve Herskernes Storhed. 
Deune Betydning fremgaaer klart af Ordene: »hann hefir 
ægishjålm i augum« (Fornaldars. 1, 406), og i den islandske 
Folketro betegner ægishjålmr et Trylletegn, som gjordes 
imellem Øinene, og hvorved man kan beseire en Fjende. 
Denne rædselsfulde Storhed modtog Sigurd, da han dræbte 
Fafner, og han sagdes derfor at bære Fafners Hjelm; den 
arvedes af hans Dattersøn, Sigurd Snogøie (ormr i auga). 
— Der fortælles i Volsungasaga (ikke i de eddiske Digte) 
at Ormene dyssedes i Søvn ved Gunnars Strengeleg; dér 
maa man ansee det som tydende hen paa noget Iløiere, 
forsaavidt som Sagnet potenserer alt; ellers fortalte man 
meget i Oldtiden om Dyrenes Sands for Musik, navnlig 
siger Plinius om Slangerne, at de kan lokkes udaf deres 
Huler ved Sang eller Spil (H. N. VIII cap. 16), og at 
denne Sands er en af deres Egenskaber (serpentes ipsas 
incantari, et hunc unum illis esse intellectum, contrahique 



') SfaL dog Herod. 3, 116 og 4, 13. 27, om de i Asien værende 
guldberogtende Griffe eller Drager: yQVJieg XQ V ao( f vkaxeg. 

A»rb. f. nord. Oldk. og Hi.t. 1*69. 16 



236 OKUE OG ORMEGAARDE. 

Marsorum cantu (XXVIII cap. 2). Noget Lignende for- 
tælles ogsaa om Edderkopper o. fl., og bekjendt er Hin- 
duernes Kunst, at lade Brilleslanger bevæge sig efter 
Fleiters Lyd. 

Ellers mærke vi, at Ormegaardene laae fjernt fra Saga- 
mandpns Hjem, og poetiseredes altsaa ved Afstanden. Dette 
gjelder ogsaa om Ragnars Ormegaard, skjøndt den var i 
England. Ifelge Didriks Saga var Gunnars Ormegaard eller 
Ormetaarn i Suså, en Stad i det nordlige Italien; ifølge de 
af Werlautf udgivne Symbolæ i de sandede Egne i Nær- 
heden af Luna, en fordum af Ragnar Lodbrogs Sønner øde- 
lagt Stad ved det liguriske Hav, nær ved det nuværende 
Sarzana; dens Navn, som ogsaa forekommer hos græske og 
latinske Forfattere, lever endnu i Landskabsnavnet »Luni- 
giana«. Ifølge Ptolemæus kaldes ogsaa de mæhriske Bjerge 

• Lunae montes«. 

At Romerne enten havde eller kjendte Noget, der lig- 
nede • Ormegaarde«, synes at fremgaae af Seneca (de clem. 
I, 18): »et eos, qui se aliquid oflfenderant, in vivarium, 
quid aliud quam serpentium, abiici iubebat«; ogsaa for- 
tæller Plinius om en vis Evagon, som »til Prøve« blev 
kastet i et Kar, fyldt med Slanger: »legatus, Evagon 
nomine, a consulibus Roraae in dolium serpentium 
coniectus experimenti causa, circummulcentibus linguis 
miraculum praebuit« (H. N. XXV1H cap. 3) — saadanne 
dolia eller Kar vare ofte store Beholdere, ligesom det af 
Bjelker sammentømrede og mange Alen høie Mjødkar, hvori 
Kong Fjølner druknede (Ynglingasaga cap. 14), og i saa- 
danne store Kar holdtes der et Slags Tvekamp, kaldet 

• Kargang« (kerganga, Floamannasaga cap. 17). 

Med Hensyn til de Forestillinger, som man gjorde sig 
om Ormenes Levemaade, saa ansaae man dem for graadige 
Dyr, hvilket fremgaaer baade af den ovenfor anførte For- 
tælling om den af Harald Haardraade beseirede Orm, men 
ogsaa af de allerfleste Sagn om disse Væsener. Man troede 



ORME OG ORMEGAARDE. 2 17 

at de behøvede meget Vand at drikke : saaledes fremhæves 
i Volsungasaga det Moment i Fafners Tilværelse, at den 
kreb hen til Vandet tor at drikke 1 ), og det skolde Sigurd 
passe paa, da han vilde dræbe den. Da Harald Haard- 
raade engang laae med sine Skibe ved Limfjorden, manglede 
hans Folk Drikkevand, og han gav da det Raad, at man 
skolde fange en »Lyngorm« ; denne blev derpaa varmet og 
pirret ved et Baal, for at den skolde komme til at tørste; 
derpaa bandt man en Traad om dens Hale og løslod den, 
hvorpaa den skjød afsted og etsteds ned i Jorden, og der 
fandt man Vand (Fornmannas. (5, 296. 10, 407). — Et 
andet Sagn beretter om en Kone, som plagedes af en Orm 
i Livet (Indvoldsorm); denne fremstilles aldeles som en 
rigtig Orm eller liden Drage, med Loffer eller Brystfinner 
(bæxli) og Dragehoved (?), og Kong Harald sagde at dens 
Forkrop (Overkroppen) indeholdt Gift, men Bagkroppen 
kunde ikke skade. Efter Kongens Raad bragte man Konen 
hen til et Sted, hvor Vand dryppede ned af en Klippe; 
dette tirrede den tørstende Orm , som strakte sig od af 
Konens Mond for at komme til Vandet, og saaledes af- 
hoggede man dens Forkrop neden for Brystfinnerne (Forn- 
mannas. Bf 350— 352). Denne Orm benævnes »ynnlingr«, 
o: en lille Orm, og man troede at Konen havde faaet den 
ved at drikke af en Kilde, og at den var voxet inden i 
hendes Legeme; men da der broges de selvsamme Udtryk 
om den som om den var en Drage, saa faaer Sagnet noget 
Storslaaet og Dæmonisk ved sig. — I en anden Beretning 
have 'vi et Exempel paa, .at en lille Orm, yrmlingr (en 
Giftslange, en sagnmæssig Hogorm) anvendtes som et Dods- 



1 ) Som en Angivelse af Fafners Størrelse an gi res (Volsungasaga 
cap. 18, i Fornmannas. I, 159), at den Klippe (bamarr), som 
Fafner strakte sig ned fra for at drikke det neden under 
rindende Vand , var tredive Favne (eller Alen) bei (pritugr). 
I l'ritzners Ordbog er li am ar r forklaret ved -Orm«, hvilket 
beroer paa en Misforstaaelse. 

16* 



23S ORME OG ORMEGAARDE. 

redskab, men ikke i en Ormegaard eller et Ormetaarn: 
Kong Olaf Tryggvason lod tage en hedensk Høvding, som 
med stor Veltalenhed modstod den christne Lære, og bringe 
saadan en »yrraling« hen for at den skulde krybe ind i 
Mandens Mund, men han blæste saa haardt imod Ormen, 
at denne kunde ikke komme ind; Ormen berørtes derpaa 
med et gloende Jern, og tvang sig ind i Mandens Mund og 
strax igjennem Underlivet og ud, og »havde da Mandens 
Hjerte i Munden« (Fornmannas. 10, 325). — Mindre sagn- 
mæssig er Fortællingen om Snjofrid, Harald Haarfagers 
Elskede, som efter Døden vrimlede af Orme og Øgler 
(Fornmannas. 10, 380 og Ileimskr. fol. 1, 103, der nævnes 
»ormar ok eSlur, froskar ok poddur« : Orme og Øgler, Frøer 
og Padder). Denne Forestilling indeholder alskens Kryb, 
og danner saaledes Overgangen til de lavere Dyreklassers 
»Orme«, som kaldes madkar (Maddiker), og som i Grun- 
den ikke har Noget tilfælles med de ovenomtalte Orme- 
væsener. Man troede at de af dem selv, ved en generatio 
æqvivoca, fremavledes i Muldet, hvilket tydelig sees af 
Snorres Udtryk om at Dværgene dannedes allerførst: »Der- 
næst satte Guderne sig paa deres Sæder og rettede paa 
deres Domme, og mindedes hvorledes Dværgene havde faaet 
Liv (»høfSu kviknat«) i Muldet og nede i Jorden, saasom 
Maddiker i Kjød. Dværgene vare først blevne til, og havde 
faaet Liv (»tekit kviknan«) i Ymers Kjød, og da var de 
Maddiker« siger Snorre i Gylfaginning cap. 14. Til disse 
Dyreformer henregne vi de i Thorfinn Karlsefnes Saga 
(Grønl. hist. Mindesm. I, 438) anførte Orme i det atlan- 
tiske Ocean, hvor den vedkommende Del kaldes »ma5kasjor«, 
en Sø, fuld af Orme, som anfaldt Skibenes Træværk og 
gnavede det itu, hvis det ikke var beskyttet imod dem ved 
et Slags Tjære (»seltjara«). Skjøndt dette egentlig ligger 
udenfor denne Afhandlings Maal, skal jeg dog bemærke, at 
disse Søorme synes at have været Boremuslinger (Pholas, 
Teredo), idet de i en Variant til bemeldte Saga kaldes 



ORME OG ORMEOAAKlih. 239 

•skelraadkr« , hvilket betegner en skalbedækket Orm eller 
Bleddyr. Om disse Dyr gaae høit op imod Nord, eller om 
de trives i kolde Ilave, veed jeg nu ikke; men dels kan 
Havets Strømforholde have været andre end nu, dels synes 
denne Begivenhed om et Skibs Ødelæggelse ved Træorme 
at have gaaet for sig under en temmelig sydlig Brede, idet 
der nævnes dels Irlandshav, dels Vinlandshav (ved Nord- 
amerikas Vestkyst) — skjøndt Læsemaaden Grænlandshaf be- 
høver ikke at indeholde noget Urimeligt, thi Organismernes 
Udbredning i Havet er jo langt friere og mindre afhængig 
af Jordbelter eller Zoner end paa Landjorden. 

Med Undtagelse af det tydelige »flugdreki« (og »dreki«; 
»flugormr« troer jeg betyder et flyvende Insekt) synes alle 
de oldnordiske Ormenavne at betegne ubevingede "Væsener, 
rigtig slangeagtige Dyr, idet man deraf ikke kan slutte sig 
til nogen Flyveevne, men til følgende Egenskaber: 1. Farve 
og Glands (ofnir fafnir svafnir fann frånn fræningr feginn 
fegringr furr gråbakr grålinnr). 2. slank, langstrakt Legems- 
form (linni reimir hringr og Sammensætninger med baugr 
sili fiskr pvengr reydr hængr reyrr all; all er ogsaa Aal, og 
en Hankjønsform til al, 61, Rem). 3. Gift (eitrungr eitrtiskr 
eitrdreki eitrormr eitrpvengr). 4. Bid (hoggormr hoggvardr 
[dette dog maaskee for haugvarOr]). rabia er et fremmed 
Ord, enten == rabies, eller af Arabia (sml. Rabitaland). 

5. Vildt Udseende (dreki atli grimr frånn bråinn. langbardr 
sml. Longobardernes Slangedyrkelse, Grimm DMyth. p. 648). 

6. Hurtig Bevægelse (eller og Kryben, Sammenrullen, o.s.v. 
skridi strykr (?) styrir (?) snåkr (?) sneldingr (?) snelduør (?) 
snillingr (?) vindudr vinningr stefningr gandr). 7. Liggen 
paa Guld (gullbiii, den eneste mig bekjendte Ormbenævnelse 
af det Slags). 8. Grumhed, Graadighed (ni5hoggr nåinn). 
9. Opholdssted paa Heder og Bjerge, i Jorden og Høie, 
Klipper og Skove (méinn gargan grettir olirr vi5nir grafningr 
grafvitnir grafpvengr grafvollu5r daltiskr dalreyOr fjallreydr 
foldsili haugvardr hjarlpvengr holtskrioi heidbiii haugbui 



240 ORME OG ORMEGAARDE. 

steinbui holmrey5r holrareyrr engiltira lyngåll lyngormr lyng- 
fiskr reyrpvengr rinsefpvengr urpvengr urShængr vallbaugr 
vioskefr). Usammensatte Ord af uvis Betydning ere naør 
naflra goinn seimir særfr radr varenn ori orri ornir iapr 
iapra hollr trani (rostratus? sml. trana, Tranen [FuglJ, isl. 
»a5 trana e-u fram« er = at trænge Noget frem, gjøre 
bemærket, i en mindre god Betydning). Herforuden haves 
mange længere Omskrivninger for Ormene, som næsten uden 
Undtagelse betegne det Samme som her indeholdes under 
Nr. 9; deres epitheta ere dimmr, dokkr (mork); grånn 
(graa); frånn, franleitr (der kan betegne baade en Glands 
og et vildt Blik); dreyrfåQr (blodfarvet, Tegn paa Vildhed); 
hringlaginn, hrokkinn (sammenslynget); eitrfar, eitrfullr, eitr- 
hvass, eitrspyjandi (giftig). 

Naar jeg i en Anmærkning her foran fandt Valasangens 
sidste Vers »mistænkeligt« formedelst Nidhugs Beskrivelse, 
saa var det ikke af den Grund, at jeg anseer Forestillingen i 
Norden om flyvende Drager for yngre end de andre: den 
horer tvertimod til de Forestillinger, som lettest dannes i 
Fantasien. Men det forekommer mig afgjort, at man har 
forestillet sig Hvergelmir som en med Eddervædske opfyldt 
Afgrund, vrimlende af vingeløse Slanger, thi Hvergelmir var 
jo Helvedflodernes Kilde, og man er saaledes ikke berettiget 
til at forestille sig den som et med Luft opfyldt Rum, 
hvori bevingede Drager og Orme fløi omkring, thi Floder 
udspringe af et flydende Stof, men ikke af Luften alene — 
med mindre man ansaae alt dette for saa ulegemligt, som 
de gamle Nordboere neppe have gjort. Men vi kan gjerne 
indrømme, at Nidhug kan forestilles som en flyvende Drage, 
thi det er ikke Hovedsagen her; men hvor skulde den 
flyve hen? det er Hovedspørgsmaalet og deri ligger In- 
conseqvensen; thi ifølge Gylfaginning (cap. 52) er Hvergel- 
mir og Nidhug evige og uadskillelige, og det er uden Tvivl 
den rigtige Forestilling. Men man kan ogsaa ansee »Nidhug« 
i dette Vers for en almindelig Benævnelse paa en Drage, 



ORME 00 ORMEGAARDE. 24 1 

idet de nordiske Digtere anvendte Synonymiken paa denne 
Maade med en stor Frihed; derved bliver »Nidhug« det 
Samme som »hinn dimmi dreki« , som da kan være noget 
ganske Andet end Nidhug i Hvergelmir. 

Forestillinger om flyvende Drager (dreki, flugdreki) have 
vi da, foruden i Våluspå, i det ældgamle Sagn om Ketil 
Hæng i Norge, Stamfaderen til den islandske Landnams- 
mand, som arvede Kæmpens Fornavn og Tilnavn. Af dette 
Sagn see vi tydelig Distinctionen imellem en Drage og en 
Orm: den kom flyvende fra Bjergeue (i Halogaland eller 
Helgeland i Norge) og havde »en bugtet Hale (lykkju) og 
Halefinne (spor5) som en Orm, men Vinger som en Drage; 
der syntes at brænde Ild af dens Oine og Gab« — den 
anfaldt Ketil, som sønderhuggede dens Hale; Ketil roste sig 
ikke meget af denne Bedrift, men sagde, at han kun havde 
dræbt en »hæng« (Lax), og deraf fik han sit Tilnavn 
(Fornaldars. 2, 111). Ellers nævnes Dragernes Vinger ogsaa 
»bæxli«, som HvalfiskelufFer (Fornaldars. 3, 558, Fornmanna 
S. VI, 351, 352), og man har neppe forestillet sig dem 
som Fuglevinger, med Svingfjer eller saadant Noget, men 
snarere som Rokkefinner, store Fiskefinner, Flagermusvinger 
(ligesom dæmoniske Væsener ofte tindes afbildede med ud- 
spilede og ribbede Skindvinger). Sagnene melde intet om 
en Skælbeklædning eller Lignende; der nævnes store Kløer 
(Fornaldars. 1, 367) og et vidt Gab (sst. 3, 230). — Kong 
Ivar Vidfadine drømte om en gylden »Drage«, som fløi op af 
Havet med en saa stærk Glands at det funklede og gnistrede 
over hele Himlen som i en Smede-Esse, og alle nærliggende 
Lande oplystes af den; den efterfulgtes af alle de Fugle, 
som vare i Norden: denne Drøm betegnede Kong Ivar og 
hans Vælde (Fornaldars. 1, 371). Drager med Guldkroner 
kjender Norden ikke (Griram, DMyth. p. 650), men hjel- 
mede Drager nævnes i Fornaldars. 3, 558. — Slægtskab 
imellem »Griffe«, Drager og Orme sandsynliggjøres ved 
Sagnet om den Orm, som omgav Thora Borgarhjorts 



242 0RME 0G ORMEGAARDE. 

Jomfrubur; den kaldes altid »Orm«, aldrig »Drage«. I det 
store Tempel i Bjarmeland var en Grib (gammr), som 
rugede paa et gyldent Æg; i dette Æg fandtes den »Lyng- 
orm«, som Herrød Jarl gav Thora, og hun gjemte den i en 
Æske; men Ormen voxede og blev grusom og graadig, saa 
at Jarlsdatteren blev udlovet som en Belønning til Ormens 
Banemand, og denne var Ragnar Lodbrog (Fornaldars. 1, 
237. 345. 3, 233). En Forvexling i Fantasien imellem 
Grif (ygvxp) og Grib (gammr) synes at være meget naturlig. 



EFTERSLÆT TIL MIN UDGAVE 
AF SÆMUNDAR EDDA. 

AF SOPHUS BUGGE. 



liår jeg her vover at meddele nogle for største delen uvæ- 
sentlige bidrag til rettere læsning eller rettere tolkning af 
vers i Særaundar Edda, så er det mest fordi jeg derved kan 
få fremsat for kjendere af den mythisk-heroiske olddigtning 
en bøn om, at de snart vil meddele de rettelser, de måtte 
have at give til min udgave i NORRCEN FORNKVÆDl, 
for at disse rettelser kan komme den håndudgave, som jeg 
engang senere håber at få udgivet, til gode. 

VOLUSPA. 

Mod den i min udgave s. 33—42 foreslåede omsætning 
af endel stropher i Voluspå, hvorved dette digt vilde få en 
episk indledning, der nævnte Heid som den volve, der kvad, 
og Oden som den, for hvem hun kvad, har Mobius udtalt sig 
i sin anmeldelse af min udgave i Hopfners og Zachers 
zeitschr. f. deutsche philol. I, 408 f. Ligesom jeg skylder 
prof. Mobius stor tak for hans omhyggelige, kyndige og 
velvillige anmeldelse overhoved, således er jeg også glad ved, 
at han har fremsat de grunde, af hvilke han ikke kan til- 
træde min opfatning og anordning i Voluspå. Jeg skal her 
søge mod disse grunde at forsvare min mening. 

Mobius indvender først, at den strophe, jeg har stillet 
som den tredje, 30 i cod. reg., på denne plads først bliver 
forståelig, når min forklaring føies til. Derimod må jeg 
gjøre gjældende, at strophen tværtom på den plads, hvor 
den i håndskriftet står, og i den der givne form er ufor- 



244 TIL SÆMUNDAR EDDA. 

ståelig (se min udg. s. 35 f.), da man ikke skjønner, hvorfor 
Oden giver volven rige gaver, og da ordene fe s pi oli ikke 
tillade nogen tilfredsstillende forklaring. Når vi derimod 
som str. 3 læse: 

Valoi henni Herfo5r at hon frce5i seg<H,] 

hringa ok men, spjoll spaklig 

fé [ok fjolS meiBma, ok spå ganda 

så er det klart, at Oden giver volven rige gaver for at få 
hende til at spå, og spjoll spaklig må da, som ordene 
naturlig tilsige, forståes om volvens spådomsord. 

Mobius's anden indvending gjælder min opfatning af 
str. 29 i cod. reg. Jeg har udtalt den mening, at denne 
strophe egentlig indeholder to, den første fuldstændig i linje 
1 — 8, den anden ufuldstændig i 1. 9—14; den sidste af 
disse to stropher har efter min mening tabt de to første 
linjer, som jeg udfylder således: 
Veit hon 65ins 
auga folgit; 
ligheden mellem disse to linjer og de to sidste linjer i den 
førstnævnte strophe gav anledning til sammenblandingen af 
de to stropher, som oprindelig hørte hjemme på to forskjellige 
steder i digtet; se min udgave s. 36 f. 

Herimod indvender Mobius: 'at 1. 7 — 14 i str. 29 i cod. 
reg. uadskillelig høre sammen, godtgjøres ved det aldeles 
uafhængige vidnesbyrd i Edda I, 70'. Af citatet i Edda 
følger, som jeg i min udg. s. 37 a har udtalt, at 1. 7 — 14 
allerede i folkemunde var forenede på samme måde som i 
cod. reg.; men at denne forening er oprindelig og at den 
ei skyldes en forvanskning, kan deraf ikke sluttes. Denne 
indvending kan nærmere besvares i forbindelse med den næste. 

Mobius fremhæver nemlig stærkt imod mig det forhold, 
hvori optegnelsen af Voluspå i cod. reg. står til den i 
Hauksb6k: disse to optegnelser er uafhængig af hinanden 
gjorte efter muudtlig tradition. Heri er jeg enig med Mobius, 
og jeg har udviklet den samme mening i min udg. s. XXIII. 



TIL SÆMCNDAR EDDA. 245 

Mbbius fortsætter nu: 'Er dette tilfældet, så skjønne vi ikke. 
hvorledes det skulde være muligt, at der var en sådan over- 
ensstemmelse i afvigelsen fra den (efter Bugges mening) 
ægte, oprindelige form og anordning; der måtte have rådet 
et høist underligt tilfælde , når de to mundtlige traditioner 
afVoluspå, af hvilke den ene er bevaret gjeunera optegnelsen 
i cod. reg. , den anden gjennem optegnelsen i Hauksb6k, 
netop på samme måde skulde have afveget fra den fælles 
original'. 

Hele denne Mobius's argumentation hviler på den for- 
udsætning, at to optegnelser, som uafhængig af hinanden er 
gjorte efter mundtlig tradition, ikke let, ialfald ikke uden 
ved et rent tilfælde, kan have forvanskninger tilfælles; men 
denne forudsætning er bevislig feilagtig, dét vil enhver, der 
har optegnet folkeviser efter mundtlig meddelelse, kunne 
bevidne. Ligesom de forskjellige håndskrifter af ett og 
samme værk er nærmere eller fjærnere i slægt med hverandre 
og genealogisk kan ordnes, således og*å forskjellige mundtlige 
meddelelser af en folkevise; og ligesom nogle håndskrifter 
har feil tilfælles, som ikke tindes i andre, således kan man 
ofte finde de samme forvanskninger i forskjellige mundtlige 
meddelelser af en vise, uagtet disse i andre henseender 
afvige fra hverandre. Jeg skal nævne nogle eksempler. I 
den hos Landstad norske folkeviser no. XI trykte vise om 
Lindarormen er, som Svend Grundtvig i Danm. gi. folkeviser 
I, s. 344 har påpeget, to forskjellige viser sammenblandede; 
denne sammenblandingsform kan man, som jeg i Danm. gi. 
folkev. III, 798 har nævnt, høre af forskjellige folk i for- 
skjellige bygder af øvre Telemarken, uagtet disse forskjellige 
meddelelser af visen ellers i mange stykker afvige fra hver- 
andre. Men ligesålidt som det ved disse forskjellige mundtlige 
meddelelser kan bevises, at alle de vers i visen om Lindar- 
ormen, som de har tilfælles, fra først af har hørt sammen, 
ligesålidt er det bevist, at 1. 7—14 i Y-pa str. 29 i cod. 



246 TIL SÆMCNDAR EDDA. 

reg. uadskillelig høre sammen, fordi linjerne på samme måde 
er forenede i Gylfaginning. 

Et andet eksempel. 

I det færøske kvæde om Brynhild meddeles umiddelbart 
efter de vers, hvori Sigurds drab fortælles, v. 223. 224, 
hvori det heder, at Sigurd i Gunnars klæder steg på Grånes 
ryg, fordi hesten ikke vilde gå frem under Gunnar; at disse 
vers her stå på urette plads, er klart. Og ligesålidt som 
denne versfølges rigtighed kan bevises ved den omstændighed, 
at den findes i alle de optegnelser, Hammershaimb har brugt, 
ligesålidt kan den af mig foreslåede anordning i Voluspå 
gjendrives derved, at den har både cod. reg. og Hauksbok 
imod sig. Overensstemmelsen mellem de to skindbøger viser 
kun, at den for dem fælles versfølge hørtes af forskjellige 
folk ved digtets mundtlige recitation. 

Også om mange enkeltheder, som de to optegnelser af 
Voluspå har tilfælles, lader det sig godtgjøre, at de er for- 
vanskede og feilagtige, se min udg. s. XXIV; ligeledes er 
de begge meget ofte ufuldstændige på samme sted. 

Endelig udtaler Mobius sig imod den af mig foreslåede 
tekstform og forklaring af den strophe, som er stillet først 
i de to gamle optegnelser. Han mener, at 'det her i sin 
betydning så underordnede' vel ikke kan danne hofudstafr; 
imod denne indvending henviser jeg til Hymiskv. 39: 
en féar hverjan 
?el skolu drekka. 
Mobius vil læse ValfoQur vél: derved skal først indholdet 
af beretningen, siden ved fornspjoll fira dens kilde nævnes. 
Herimod indvender jeg: 1) R har ualfavj)', og der findes i 
dette håndskrift intet eksempel på, at p' er tegn for pur; 
det betegner pr. 2) Ellers, således også i Vspå 28 i cod. 
reg., bruges formen Valfoors, nom. V alf Sår, ikke Val- 
fodur, nom. Valfadir (dog sagdes Alfadir og Alfodr, 
Sigfaoir og Sigfoår). 3) Valfodur vél måtte betyde 
'Odens kunst' eller 'Odens kunstværk' eller 'Odens kneb' 



TIL SÆiirffDAR EDDA. 247 

ell. lign., men entalsformen vél vilde ikke passe i sådan 
forbindelse, og ordet vilde give et uklart udtryk. 4) Val- 
f&5ur vél kunde ikke nævnes foran forn spj oli fira, 
pau er fremst um man, ti forst på et senere trin af 
verdensudviklingen optræder Oden virkende. 5) Endelig: 
når en tiltales med 'du' (i modsætning til alle dem, af hvem 
der kræves lyd), så venter man oplysning om, hvem denne 
'du' er; men sådan oplysning får man ved den almindelige 
opfatning slet ikke. 

De af Mobius mod min udvikling fremsatte grunde har 
således ikke kunnet rokke min overbevisning. Th. Wfisén] 
har i Hamiltons nordisk tidskrift 1868 s. 449 ytret, at han 
holder den af mig foreslåede ordning af strophefølgen i 
Voluspå for et af de betænkeligste af mine ændringsforslag; 
men sine grunde har han ikke anført. 



I. 5, 4. Med hensyn til min formodning om himin- 
jo3ur oplyser docent Lyngby, at en til oldnorsk jaoarr 
svarende form med ■ i anden stavelse har været gammel 
dansk. Det hadorphske håndskrift af skånske lov har nemlig 
Sk. L. 3, 16 (Schlyter 58) utan iathurs, 3, 20 (Schl. 62) 
innan iathurs ællær utan, 3, 20 (Schl. 63) utan iapurs 
(runehskr. mangler på alle disse steder) om slegfredbørn 
som er eller som eie noget udenfor (fædrene-) gården eller 
'egentligen dess kant eller grans' (Schlyter); sml. også 
Schlyter Skånelagen I. addit. c. 2, hvor innan iathors 
med lidt variation står 4 gange om børn (stebørn) indenfor 
(el. udenfor) gården (eller boet, fællig). Desuden står i 
'Skånske orbodemål' c. 14 (Thorsen skånske lov s. 229) 
efter cod. Rantzovianus fra 1430: Æn rænir nokur man 
annan vdan hans iathurs = Valdemars sjæll. lov 2 c. 
41 (Thorsen s. 44) Æn rænær nokær man annæn utæn 
hans iathær. 

Formen iaSur kan også påvises i Svensk: Hos terminos 
inter premissa pascua statuimus, videlicet. de vinnbro. jn 



248 TIL SÆMtNDAR EDDA. 

jadhurin. jnde in Runustenen. jnde in mædhalstenen. 
jnde in Hallinæ owæn widh odhens kyældu (Dipl. Sv. II 
no. 935 år 1287). 



9, 7-8. Et tydeligere og mere symmetrisk udtryk giver: 

or Brimis bl 6 5i 

ok or Blåins leggjum. 
B ri mir er rimelig også i Vspå 37, 1. 8 jåtunnavn, ligesom 
i Fjolsv. 12 det sammensatte Leirbrimir. 



23, 7. Den postpositive artikel (artikelen føiet enklitisk 
til et substantiv, hvor intet adjektiv følger efter) tindes 
udenfor HårbarBslj65 på følgende steder i digtsamlingen (jfr. 
Nygård Eddasprogets syntaks I, s. 48): 

Vspå I, 23: e5a skyldu go5in 611 

gildi eiga; 
Lok. 52: telja vommin vår; 

Lok. 58: en på porir bu ekki, 

er pu skalt vi 5 lilfinn vega; 
Gudr. hvot 20: h la5i 5 ér, jarlar! 
eikikostinn. 
På disse steder må artikelen 'antages at være ind- 
kommen fra den tids sprogbrug, da digtene samledes og 
nedskreves' (Nygård), deu tilhører skriverne, ikke digtenes 
egentlige sprogform. På alle de ovennævnte steder vil det 
oprindelige vistnok restitueres ved simpelthen at stryge 
artikelen: den er i intet af stederne nødvendig for versemålet 
(med telja vomm vår jfr. Lok. 42 ok seldir pitt svå 
sverS, med ulf vega jfr. Vspå53, 1.4). Derimod er, som 
jeg i min udg. har vist, akarnin Guor. II, 23 forvansket 
af akarn brunnin og londin Fjolsv. 13 af lSndum. 
Den hyppige brug af den postpositive artikel i Hårbar5sljod 
er ikke et mærke på, at dette digt er senere end noget 
andet digt i samlingen, men i god samklang med digtets 



TIL SÆMINDAR EDDA. 249 

hele charakter nærmer udtrykket i de fleste repliker sig til 
det daglige livs samtalesprog 1 ). 



27. Den i udg. s. 389 a givne tolkning opgiver jeg nu. 
i er vist ikke, som alle har forstået det, substantiv; ti 
ausask kan ikke bruges om en elv i betydning 'strømme 1 , 
og tankeforbindelsen med første halvvers bliver da uklar 
(Thåsen nord. univ. tidskr. I, 3, s. 135 synes mig at lægge 
for meget ind i dette vers). Jeg forstår i som partikel = 
å helgan badm og ausask upersonligt; men da bliver 
sammenhængen med ausinn hvita auri i str. 19 tydelig, 
og vi må læse aurgum (ikke orgum) forsi. (Dette hindrer 
os dog ikke i Lok. 48 at læse or gu bak i.) I forbindelse 
hermed synes heidvanr badmr (med Egilsson) snarest at 
at burde forståes om træet som bestandig overøses, om 
hvilket luften aldrig er klar. Den afvigelse, at vandet, 
hvormed Yggdrasel overøses, efter dette vers tages af Mimers 
brønd, men efter Edda af Urds brønd, er ikke væsentlig. 



44, 7-e: um ragna rok 

rfimm sigtiva. 

I dette udtryk kan mulig (imod den i min udg. s. 390 
a givne forklaring) opfatningen af sigtiva som sidestillet 
(ikke underordnet) ragna forsvares ved Grimn. 37: blid 
regin æsir. 



59, *. I i5jagræna (jfr. min udg. s. 391 b) forholder 
idja sig til id- (re-) omtrent, ligesom got. ufjo ntQioaov, 
der oldn. måtte lyde yfja, til oldn. of-. 



1 ) Efter at dette var skrevet, har jeg seet samme mening udtalt 
af Svend Grundtvig i hans skrift 'Er nordens gamle literatur 
norsk' s. 73. 



250 TIL SÆMCNDAR EDDA. 

HÅVAMAL 

32. I min udg. har jeg ment, at strophen burde læses: 

Gumnar margir 

erusk gagnhollir, 

en at vir5i vrekask; 

aldar rog 

pat raun æ vera, 

ærir gestr vi5 gest. 

Men i denne forbindelse giver vrekask 'drive, jage 

hinanden' et ufuldstændigt og utydeligt udtryk. Jeg tror 

derfor nu med Munch, at det rette er: 

en at vi9i vrekask. 

R har vi pi; på lignende måde skriver i Gu5r. II, 23 
i 
cod. af Vols. vdar for vi 9 ar. Med udtrykket at vi5i 

vrekask 'drive hinanden til skoven' kan jævnføres Fjolsv. 

4, 1. 6, hvor jeg har foreslået: ok drif pli nu vargr at 

vi 5 i. Strophens mening er: Mange gode venner blive 

dødelige tiender, og dét kommer jævnlig af tvist i drikkelag. 



53, e. Udgiverne læse: 

hålf er old hvar 
'halv er verden overalt'. Men 'halv' i sin egentlige betyd- 
ning synes i denne forbindelse meningsløst, og hålfr kan 
ikke betyde 'delt i to halvdele'. Man må vistnok læse: 

half er old hvar 
'hver af de to klasser af mennesker er halv' d. e. danner 
kun en halvdel, som hår sin modsætning i en tilsvarende 
halvdel. 

De foregående linjer i strophen forstår jeg på følgende 
måde: menneskenes sjæle er som en mængde små sandskorn 
og små bolger; derfor er det naturligt, at ikke alle mennesker 
er lige kloge (ti det ene sandskorn er heller ikke som det 
andet og den ene bølge ikke som den anden). 



TIL SÆMTJfDAR EDDA. 251 

56, *-3. For ørlOg sid 

viti engi fy rir 
taler også den omstændighed, at disse to linjer (uden madr) 
gjentindes i Hugsvinnsmål s. 29 b. 



90, s-e. Jessen (småting om oldnord. digte og sagn i 
hist. tidskr. 3dje række 6te bind s. 269 anm.) vil med urette 
stille 1. 6 foran 1. 5. Ligesom sem aki jo 6bryddum 
ved stavrim er forbundet med å i si hålum, således teitum 
tvévetrum med ok sé tamr illa; men i den første (ikke* 
i den anden) af de to sammenhorende linjer må der være 
to rimstave. Str. 90 er bygget ligesom str. 89 med den 
undtagelse, at hin strophe uregelret indeholder 10 linjer. 



107, i-2. Mobius i zeitschr. f. deutsche philol. I, 413 
læser som de fleste udgaver: 

Vel keypts litar 

hefi ek vel noti5 
og oversætter 'Ich håbe gar wol vorteil gehabt von meiner 
verwandlung (in eine schlange), von meiner wolenrorbenen 
gestalt'. Men jeg skjonner ikke, hvorledes Odens forvandling 
til en orm kan kaldes velkeyptr; kaupa må her betyde 
'vinde ved anstrængelse eller opofrelse', men hvad kostede 
forvandlingen Oden? Derimod vilde velkeyptr passende 
kunne siges om skaldem joden, jfr. Edda I, 220: OAinn 
mælti sér til kaups einn drykk af Suttungamidi. 
Derfor formodede jeg efter Egilsson velkeypts hlutar 
(for skindbogens litar) 'min velerhvervede andel (imjoden)'. 
Men jeg tror nu, at skindbogens tekst er den rette, og 
læser: 

Velkeypts litar 

hefik vel notid. 
velkeypts forstår jeg nu som gen. i intetkjøn; intetkjøns- 
formen substantivisk brugt ligesom i komaz at keyptu. 
litar forstår jeg som h lit ar; h udelades ofte foran 1, og 

Aarb. t. nord. Oldk. og Htit. 1869. 17 



252 TIL SÆMCNDAR EDDA. 

denne udeladelse tilhører ikke blot afskriverne, men kræves 
på flere steder af stavrimet, se min udg. s. XII; om litvm 
i Hårbardslj 50 (<n> langt) kan være — hlitum, bliver 
uvist, h lit ar vel forekommer også i Fornald. s. II, 268. 
litar i Hav. 107 kunde for ordstillingen forbindes med det 
første vel, jfr. illii5igr mjokHåkonarmål 15, makligast 
miklu og lign.; men udtrykket bliver langt bedre, når det 
forbindes med det andet vel. Endog i prosa kan et foran- 
stående adverbium ved tonløse ord adskilles fra det ord, som 
det bestemmer, f. eks. HeiSrekr sagoi, at pat væri 
osæiniligt, at konungr så ersvå hefåi haft mikit riki 
gyldi skatt Hervarar s. i cod. reg. no. 2845, 4to. fol. 67 a; 
men navnlig i lj6dahåttr kan en sådan adskillelse af sammen- 
hørende ord ved et mellemkommende verbum ikke vække 
betænkelighed, jfr. Grimn. 50: 

på er ek Midviånis vark 

ins mæra bu rar 
ordinn einbani. 
I litar vel ligger en selvtilfredshed, som passer for- 
træffelig til stedet. 



. 111. Som mærke på, at str. 111 — 164 ikke fra først 
af har hørt til samme digt som str. 1 — 110, kunde også 
nævnes, at str. 119, 1. 5 — 7 tydelig kun er en variation af 
str. 44 eller omvendt. 



126, 4-u: sk6r er skapaår il 1 a 

eda skapt sé vrangt, 
på er pér bols bedit. 
Foran sker bør ikke tilføies er, jfr. Helg. Hjorv. 24, 
1. 4-6: 

eina nott 

knå hon hjå jofri sofa, 
på hefir hon bolva bætr. 



TIL SÆMINDAR EDDA. 253 

142, 7. At Hroptr i udtrykket Hroptr rogna bør 
tages som navn (se min udgave s. 395 b), støttes også ved 
Yggjungr åsa Vspå I, 28, 1. 3 og derved, at navnet 
Hroptr forekommer i lignende forbindelse Sigrdr. 13. 



145, o-y. Skulde disse linjer følge umiddelbart efter 
sir. 143? 

148, 4-o : eggjar ek deyfi 

minna andskota, 
bitad peim våpn né vélir. 

Skindbogen har vel er; hertil har jeg i min udg. be- 
mærket: 'veler er flertal af vél, ikke af volr. Jfr. beita 
e-n vélum. Flertalsformen vélir forekommer også ellers, 
f. eks. Bari. s. 137'. Mobius i zeitschr. f. deutsche philol. 
I, 413 vil derimod forstå veler som 'baculi' både i Hav. 
148 og i Bari. s. 137. 

At denne opfatning på sidstnævnte sted (hon hafde 
boga ok ormæle ok margskonar vei9iveler) er for- 
feilet, kan ikke være tvil underkastet: hvad skulde menes 
ved 'mangeslags jagt- (eller fangst-) kjæppe'? at veidivélir 
er det rette, godtgjøres af veidivél i nyere landslov VII, 
48, jfr. vél til at taka fiska og lign. Heller ikke i Hav. 
148 kan jeg tage veler af volr: velir 'runde kjæppe' 
måtte vel i denne forbindelse betegne kiilver eller lignende; 
men om dem kan ikke siges bita, ti dette bruges kun om 
skjærende instrumenter. Derimod passer vélir her i alle 
henseender fortræffelig; at vélir kan siges bita (i overført 
betydning), sér man af udtrykket beita mann vélum og 
deraf, at man siger råd, nid bita. 

Snorres udtryk i Yngl. s. cap. 6 våpn beira bitu 
eigi heldr en vendir gjør det vistnok rimeligt, at han 
har forstået ve ler i Hav. som 'kjæppe' (min udg. s. XXIX), 
men kan ikke vise denne opfatnings rigtighed, ti 'deres 
våben bide ligesålidt som kjæppe' synes ikke at kunne ud- 

17* 



254 TIL SÆMtlNDAR EDDA. 

trykkes ved bitaå beim våpn né velir; derimod strider 
vistnok né (trods Grott. str. 7, 1. 4). 



155. I de fleste udgaver læses i overensstemmelse med 
skindbogen: 

Pat kann ek it tiunda, 

ef ek sé tiinriour 
leika lopti a: 

ek svå vinnk, 

at beir villir fara. 
Med Friedrich Pfeiffer har jeg indsat pær vil 1 ar, 
hvilket er tiltrådt af Svend Grundtvig og af Mobius i zeitschr. 
f. deutsche philol. I, 413. Th. W[isén] i Hamiltons nordisk 
tidskrift 1868 s. 449 anm. 1) forsvarer beir villir på 
følgende måde: 'I Eddaspråket anvåndes dock någon gang 
masculinum såsom alJmånt personligt genus, och kan derfore 
begagnas åfven då det maste refereras endast till et femi- 
ninum'. Dette er vistnok så; men man vil vist forgjæves 
søge eksempler på, at der først sættes et substantiv af 
hunkjøn, hvorved et kvindeligt væsen bestemt betegnes, og 
at der straks derefter følger et pronomen i hankjøn, som 
henviser til hint substantiv. Ganske forskjelligt er forholdet 
i Gripisspå 33, hvortil W. henviser: her heder det først: 
bu verdr fyr svikum annars, hvor der er brugt det 
almindelige, ubestemte an nar s (= annars manns), som 
både lader sig forstå om kvinde og mand. annars er ikke, 
som W. siger, for annarrar; dette kunde her umulig have 
været brugt, da annarr her er sagt i modsætning til Sigurd 
selv, ikke til en kvinde. Bagefter, i følgende linje, er 
personen, som menes, bestemt betegnet: mundu Grim- 
hildargjalda råda. Dette forsvar for beir villir kan jeg 
derfor ikke godkjende. 

Bedre var dette i den' store Arna-Magnæanske udgave 
forsvaret ved at forstå tunridur om mandlige væsener 



TIL SÆMl'XDAR EDDA. 255 

('cum re constructio, non cum verbo'^. Dette fandt jeg 
•usandsynligt, fordi der ved det tilsvarende myrkriflur 
(hvortil bær henviser) Hårbardslj. 20 udelukkende må menes 
kvindelige væsener; myrkriOa nævnes også i den ramse, 
som opregner troldkvindenavne. Ligeledes må ved k v e 1 d r i 5- 
ur, kveldri5a Helg. Hjorv. 15, Olafs s. Tryggvas. i 
Heimskr. cap. 30, Eyrbyggja s. cap. 16 udelukkende tænkes 
på kvindelige væsener. 

Den nævnte opfatning har heller ikke sikker støtte i 
et sted i Gulatings nyere kristenret 3, hvortil Fritzner hen- 
viser: ef maor kallar annan mann trollriSu (jfr. 
erkebiskop Jons kristenret 65), ti man kan her oversætte 
'hvis man kalder en anden troldkvinde'; at trollriSur, 
ligesom overhoved de med -ri dur sammensatte ord, ude- 
lukkende bruges om kvindelige væsener, modbevises heller 
ikke ved dette sted. 



VAF|>RUDMSMÅL. 

5, 4 - .-. : a t h 6 1 1 u h a n n k o m , 

ok åtti Ims fadir. 

I min udg. har jeg ment, at ims her må være for- 
vansket, da stavrim mangler. Deri har jeg havt uret. I 
oldengelsk digtning danne ord, som i fremlyden har li foran 
vokal, ikke sjælden alliteration med ord, som begynde med 
vokal. Heyne i sin udg. af Be6wulf 2det oplag s. 102 
nævner derpå følgende eksempler : eald : eges fu 11 : 
hondslyht Beow. 2930 (Heyne); ealdum : hondslyht 
Be6w. 2973; helpe5 : eåc psalm. 71, 13; ældum : geyw- 
ed : hyran gåde 4, 34; æ: hælendes :Elenan Elene 
1063; Heliséus : ealdord6m Juliana 25; Heliséo: 
æringe Juliana 160; år : hider Andreas 1600. Af disse 
kan enkelte (som Andr. 1606) kaldes usikre, men følgende 
aldeles sikre kan føies til: Hiinfero : Ecglåfes Beow. 499; 
æghwylc : odrum : Hiinferft Beow. 1166; HiinferS : 



256 TIL SÆMUNDAR EDDA. 

ealde Beow. 1489* Den samme frihed med hensyn til 
alliterationen kan da ikke overraske i nordisk digtning, og- 
der er ikke tilstrækkelig grund til at holde teksten i det 
ovennævnte sted af Vafpr. for forvansket. Flere sikre eks- 
empler på denne friheds anvendelse kan nævnes: 
otul em augu Hams ok Hrana 

Fas. I, 12 (s. Hrolfs konungs kraka) ; 

en Herbjofr, er ek ekkjur grætta 

Fas. II, 92 (Friapj. s.); 

englar yfir hof5i peim 
Solarlj. 70 kan altså være det rette. 

Men denne frihed er dog forholdsvis sjælden, og på 
flere steder, hvor håndskrift frembyder den, tør den skyldes 
forvanskning; således på følgende: 

Pog5u all ir , hugdu at rådum 

Sigur5. kviBa in skamma v. 50, hvor man skulde vente, at 
rimstaven var p og hvor jævnførelsen af Brot af Sig. 15: 

P6g5u al lir vi5 pvi or<H 

gjør det rimeligt at tænke på en feil; Fjolsv. 36, 4-5, hvor 
jeg nedenfor håber at kunne påvise det rette; 

en annarr hét Agnar r Ilauclu (Ho5u) b r 6 S i r 
Sigrdrif. s. 229 a, hvor Helreid Brynh. 8 og Volsungasaga 
viser, at h i kvindenavnet må stryges; 

hvé så himinn heitir er å kendi (erakendi) 
Alvissm. 11, hvor den traditionelle tekst synes meningsløs; 

hår brann hrisi allburr fura 

Volund. 9, hvor teksten synes fragmentarisk. 

Ensartet med den ovenfor nævnte frihed i alliterationen 
er det, at ord, som begynde med hv, kan danne stavrim 
med ord, som begynde med 1; herpå har vi et eksempel, 
hvorom jeg nu ikke nærer tvil, i HamS. 28: 

verr inn viSfrægi (varr inn vip frocni R) , 

hvottumk at disir. 



TIL SÆMrNDAR EDDA. 257 

Et andet eksempel giver gåden om ryperne i Hervarar 
saga (Fas. I, 477), hvor skindbogen no. 2845. 4to. gi. saml. 
i det kgl. bibl. i Kjøb. har: 

hvitan skjold pær um vetr bera, 

medens der i de afskrifter, som stamme fra Hauksb6k, står 
å vetrum; um haust, som Petersen optager, har derimod 
kun hjemmel i en sen papirafskrift og giver et mindre rig- 
tigt udtryk. Det lader sig da forsvare at opfatte Brot af 
Sig. 12, 3-4 således, at hvi danner alliteration med vil. 

Heyne (Beowulf 2den udg. anm. til 2298 f.) giver eks- 
empler på, at også i Oldengelsk og Oldsaksisk hw danner 
alliteration med w. 



6, i-a: Heill pii nu, Vafpriidnir! 
nu emk i holl kominn 
å pik sjåltan sjå. 
Oprindelig vistnok: 

å pik sjalfan at sjå; 
jfr. Håkonarm. 13: 

at mi mun allvaldr koma 
å hann sjal fan at sjå; 
Grimn. 9: peims til Odins koma 

salkynni at sjå; 
Lok. 3: Inn skal ganga 

CEgis hallir i 
å bat sumbl at sjå. 



GIUMMSMÅL. 
3, 4-e : eins drykkjar 

pii skalt aldregi 
betri gjold geta. 
Oprindelig vistnok: betri gjold um geta; 

jfr. f. eks. Håv. 65, o: opt hann gjSld um getr; 
Lok. 8, e: gainbansumbl um geta. 






258 TIL SÆMCNDAR EDDA. 

17, 4-6. De to skindbøger har følgende tekst: 
en bar raogr of læzk 
af mårs baki 
frækn ok hefna fodur. 
I min udgave har jeg gjort gjældende, at udtrykket 
'dér stiger sønnen af hestens ryg' ikke passer til sidste 
linje, og jeg har derfor formodet: 

en bar mbgr of hlezk 
å mårs bak 
frækn at hefna foSur 
'dér svinger sønnen sig på hestens ryg for at (drage i 
kampen og) hævne sin fader'. 

Men ordene, som skindbøgerne har, kan forståes ganske 
anderledes, end alle fortolkere har forstået dem, og kan 
uforandrede (kun med den undtagelse, at at indsættes for 
ok) give væsentlig den samme mening, som jeg ved ændring 
har søgt at få ud. 

'Dér siger sønnen, siddende på hestens ryg, at han 
vil vove at hævne sin fader". I ordene læzk frækn at 
hefna fodur ligger ikke nødvendig noget praleri, og disse 
ord tør derfor ikke siges at være upassende om 'den tause 
Vidar'; vi har låtask i en tilsvarende forbindelse i Hyndl. 29: 
pess lézk Vali 
ver5r at hefna. 
af mårs baki er her brugt ligesom i Håkonarmål v. 11: 
hvat valkyrjur mæltu 
mærar af mårs baki. 



HÅRBARDSLJOD. 

58. I min udgave (s. 399 b) har jeg foreslået: 

Taka vid vil ok erfidi 

at uppverandi solu, er ek get påna 
og med Egilsson har jeg forstået den sidste sætning 'da 
jeg formoder, at det vil to'. Mobius zeitschr. f. deutsche 



TIL SÆMINDAR EDDA. 269 

philol. I, 41G tviler om, at dette kan begrunde vid vil ok 
•rfiØi. Jeg havde tænkt mig scenen i en vinterlig egn: 
dér må frost lette vandreren veien, medens tø bringer sne- 
slask og ufere. Dog er der* i digtet selv ingen antydninger 
i denne retning, og jeg er derfor nu betænkelig ved denne 
opfatning. Desuden er det vel tvilsomt, om geta (formode) 
kan forbindes med acc. c. inf. uden bestemt subjekt (båna 
for at påni). Jeg vover nu at foreslå en anden tydning, 
pana af på 'da' med den demonstrative partikel na, 
som forekommer f. eks. ihérna, barna, svåna, niina, 
pessna; denne partikel hører særlig hjemme i dagligtalen 
og egner sig derfor netop for Hårbardsljdd. påna tør vel 
her ikke forståes som vort indskrænkende 'da' i 'som jeg 
tror da', men optager vel det foranstående at uppverandi 
solu. er i er ek get 'som jeg formoder' synes brugt 
ligesom i Vspå I, 32: er mér syndisk. For denne for- 
klaring af båna taler også den omstændigked, at man da 
ikke behøver at antage feil i uoget af de to håndskrifter 
(R har båna, A ba na), ti et sammensat ord kan skrives 
opløst i sine to dele. 



HYMISKVIDA. 
37, s-o. Efter de to gamle håndskrifter skulde man læse: 
var skirr skokuls 
skakkr (skakr) å banni; 
men, som jeg i min udg. efter Rask og Egilsson har på- 
peget, må det rette være: 

var skær skSkuls 
skakkr å beini. 
Aldeles i samme betydning som den, hvori skakkr 
her forekommer, bruges det tilsvarende ord i Dansk: det 
siges, at hesten er skank, når den halter af stivhed i 
benet (Molbech Danske ordsprog s. 380 b). Ordet er gået 
over i finsk: kankku halt. 



260 TIL SÆMUNDAR EDDA. 

39, 5-8 skrives almindelig således: 

en véar hverjan 

vel skolu drekka 

ol 5 r at (Egis 

eitt hormeitid. 
Sidste linje er i R skrevet eitt havrmeitip, i A eitt 
hqrmeit (d, e. hormeitid). Denne linje synes trods alle 
tolkningsforsøg at være og blive meningsløs således, som 
hskrr. og udgaver har den. Man forbinder hverjan hor- 
meitid og oversætter 'hver hørhøst'; men Luning finder 
det med rette underligt, at hørhøsten her skal være brugt 
til betegnelse af årstiden. Endnu større vægt har det, 
hvorpå han også gjør opmærksom, at der ikke findes noget 
sidestykke til en dannelse meitiQr af meita; heller ikke 
findes meita brugt i en lignende forbindelse. Ligeså megen 
ulæmpe volder eitt; nogle forstå det som intetkjønsform af 
einn, men den vilde aldeles ikke egne sig for stedet. 
Bedre tolker Egilsson det som heitt, men også om denne 
tolknings rigtighed vækker både ordstilling og skrivemåde 
stor tvil. Jeg tror, at stedet er forvansket; men det i min 
udg. s. 400 b nævnte indfald opgiver jeg nu og formoder: 

en véar hverjan 

vel skolu drekka 

olor at CEgi s 

eitrorm-meiQi. 
Jeg forbinder hverjan eitrorm-meiSi d. e. hverjan 
vetr (hver vinter, hvert år). Jeg tænker mig forvansk- 
ningen opstået på den måde, at der i stammehåndskriftet 
først feilagtig var skrevet eitrormeiti, men at derpå 
andet t blev underprikket og at der i randen blev skrevet 
til b, hvorved meiti skulde rettes til meipi. Vinteren 
kaldes her eitrorm-meioir ligesom ellers orms fellir, 
orma bani og lign.; at det fyldigere eitrormr er brugt 
istedenfor ormr, kan ikke undre, da 'giftig' er fast tillægs- 
ord til ormen (se f. eks. Edda II, 486: skal ek eitrfå 



TIL SÆMTNDAR EDDA. 261 

orma telja). Rythmisk er at mærke, at stavelsen orm 
her må udtales uden stærk betoning. At sammensætninger, 
i hvilke ferste led ender og andet led begynder med samme 
konsonant, ikke undgåes, vise ord som fagrrau&r, verk- 
kaup (verkaup), verkkona, oldeng. gumman. 

Et i denne forbindelse så lidet naturligt udtryk for 
vinteren kan ikke være påfaldende i* HymiskviSa, ti den 
poetiske udtryksmåde i dette digt nærmer sig til den kun- 
stige skaldedigtnings, og Hym. har flere af dennes forvredne 
omskrivende udtryk: ulvene kaldes i str. 24 hreingålkn 
'rentroldene', Midgardsormens hoved i str. 23 'hårets høi- 
fjæld', bergriserne i str. 17 'bergdanerne'. 



LOKASENNA. 
t>: Pyrstr ek kom 

pessar hallar til 
Loptr um langan veg, 
åsu at bidja, 
at mér einn gefi 
mæran drykk mja5ar. 
Man kan være i tvil, om gefi, som R skriver i 1. 5, 
skal forståes som præs. conj., som alle fortolkere har for- 
stået det, eller om gefi er skrevet for gæfi, ligesom efi 
Grip. 21 for æfi; gæfi kan støttes ved kæm id Atlakv. v. 3, 
1. 6. Men begge tidsformer synes her at give rigtigt udtryk. 



14, i-s. Som støtte for den af mig (udg. af Sæm. 
Edda s. 400) fremsatte formodning: 

Veit ek, ef fyr titan værak, 
svå sem fyr innan erak, 
CEgis holl um oroinn 
kan nævnes det lignende udtryk i Cædmons Genesis v. 369 
(Grein): 

meste [ic] ane tid lite weoroan. 



262 HL ^ÆMUNDAR EDDA. 

Jeg kan ikke med Jessen (hist. tidskr. 3dje række 6te 
bind s. 255) tro på, at Lok. str. 14 giver os eksempel på 
den frihed at forbinde halvstrophens tre linjer ved én stav 
i hver. 

31, 2-3 bør snarere deles: 

hygg ék at pér fremr myni 
ogott um gala. 



34,i-3: £egi pli, NjorQr! 

pu vart austr hé5an 
gisl um sendr at goSum. 

Svend Grundtvig (Seem. Edda s. 188 b) oversætter 'du 
blev her østfra sendt som gissel til guderne'. Men at over- 
sætte austr hé&an ved 'her østfra' er ligetil sprogstridigt; 
og dette 'her østfra' vilde være uforklarligt, ti Njord blev 
sendt som gissel til Æserne ikke fra Øger, men fra Vanerne. 
Desuden bliver der ved Grundtvigs tolkning ingen forbindelse 
mellem første og anden halvstrophe. 

Stavrimet giver ingen grund til at tvile om rigtigheden 
af austr, ti også i v. 38. 46 er Pegi oo bu rimord, austr 
(mod øst) kan kun udtrykke 'til Jåtunheim' (jfr. v. 59.60); 
når det i første halvstrophe fortælles, at Njord engang blev 
sendt som gissel til jåtnerne, så få vi naturlig forbindelse 
med anden halvstrophe, som fortæller om den ulæmpe, 
Hymers døtre voldte ham. I første halvstrophe bliver da 
'til guderne' meningsløst; men at oversætte at goSum i 
denne forbindelse ved 'af (eller: fra) guderne' er, såvidt jeg 
kan sé, utilladeligt, ti at man i det gamle sprog sagde 
f. eks. biggja atmanni, hvor vi sige 'modtage af en', 
det er noget ganske andet. Heller ikke vil jeg tilråde at 
forbinde gisl at go5um i samme betydning som gisl go 9a. 
Jeg skjønner da ikke rettere, end at det både i str. 34 og 
i str. 35, 1. 3 må hede ikke at go9um, men af go3um. 



TIL SÆMC.VDAR EDDA. 263 



57, 4-5 bør helst deles således: 

herSaklett drep ek J>ér 
hal si af. 



S. 123 b. Med skrivemåden landsciaptar i R kan 
foruden det, som er nævnt i min udg. af Sæm. Edda s. 401 b, 
sammenholdes landskiafte i hskr. af Vdls. s. 119 1. 23 
i min udg. ; i et par norske runeindskrifter er skrevet 
HIABI (udtalt hjåppe?) for hjålpi (se årsberetn. for 1868 
fra foren, til norske fortidsmind. bevaring, s. 37 f.). 



VEGTAMSKVIDA. 

10, o- c. Det rette må være: 

hverr man heiptar He5i 
hefnt of vinna. 
At hæipt, som hskr. har, skal udtrykke det, hvorfor 
der skal tages hævn, er tydeligt; jfr. Brot af Sig. 11: 
heiptgjarns hugar hefnt skal verSa. Men det ord, 
som betegner, hvad der tages hævn for, sættes altid i geni- 
tiv. Egilsson mener rigtignok, at det også kan stå i accus., 
og nævner som bevis foruden Vegt. 10 verset i Njåls s. 
cap. 54: 

pat skal ek heiptar hvessi 
hefna; 
men her viser stavelserimet, at varianten bess (der rigtig- 
nok giver helrim istedenfor halvrim) må optages. Til acc. 
heipt i Vegt. 10 vilde desuden ikke hefnt passe, det 
måtte have hedt hefnda. hæipt kan let være læst feil 

r 

for hæipt. Regelen, at ved hefna det ord, som betegner 
det, for hvilket der tages hævn, ikke kan stå i accus., må 
da også have sin gyldighed i Grott. 22, 1. 3. 



14, 3. At komir, som jeg har indsat istedenfor 
ko mit i hskr., er det rette, sees også af aptr i 1. 4, ti 



264 TIL SÆMDNDAR EDDA. 

'komme tilbage' passer til 'du' men ikke til 'ingen* som 
subjekt. 

HYNDLULJOD. 

23, 1-2. Navnene bør forbindes ved 'og': 

HervarSr ok Hjorvar5r, 

Hrani ok Angantyr; 
ti overalt ellers i Hyndl., hvor to navne stå side om side 
i samme linje, er de forbundne ved ok. Dette er et nyt 
bevis for, at i str. 22 bålkr, hardskafi, jårnskjoldr, 
ginandi er tilnavne. 



24. Om denne strophe ytres i Flateyjarbok III fortale 
s. XIX anmærkn. følgende : 'Her kan ingen tvil være om, 
at an i om i må være feillæsning for Arngrimi. Originalen 

har vel havt arngme, hvor lykken nede på g har været 
utydelig, så at man har læst o, og rimeligvis taget forkort - 

ningstegnet for en accent over denne bogstav. Da nu 
skriveren vidste, at disse brødre var Arngrims sønner, har 
han i tredje viseord indsat Arngrims foran synir, og har 
været nødt til at stryge noget andet ud, måske oflugir 
eller et andet adjektiv. Vi har mistanke om, at bauls 
margskonar er en fordreielse af i Bolm austr'. Denne 
opfatning kan jeg ikke tiltræde. Imod den tale følgende 
grunde 1) At linjeparret Arngrims synir ok Eyfuru er 
rigtig optegnet, er høist sandsynligt, fordi det gjenfindes i 
Orvarodds s. (Fas. II, 212); men er Arngrims rigtigt i 
1. 3, så kan man ikke i 1. 1 læse Arngrimi. 2) bols i 
1. 6 støttes ligeledes ved verset i Orv. s. 3) Udtrykket 
Arngrimi 6ru bornir oflugir synir ok Eyfuru kunde 
passe før opregningen af sønnernes navne, men passer neppe 
efter denne. 4) Efter denne formodning, der tager Arn- 
grims i 1. 3 som interpolation, måtte skriveren have nav- 
net 'Arngrim' i tankerne, men da var det ikke rimeligt, at 



TIL SÆMCNDAR EDDA. 265 

i 

han skulde læse arngme i 1. 1 som ani orne. 5) i Bolm 
austr i 1. 6 vilde ikke lade sig forlige med am lund ok 
ura log i 1. 7. 

Jeg holder fast ved hvad jeg i min udg. har foreslået: 

Austr i B6im 

éru bornir, 

Arngrims synir 

ok Eyfuru. 



28, 6. I Haralds s. hårf. c. 25 har cod. Frisianus 
(udg. s. 50) åwar hiwar divp v5go. Jfr. oldeng. de6p- 
hydig. 



33, i-4. U forudsætter felgende form: 

Eru volur allar 

fra Vitt61fi, 

vættir allar 

fra Vilmei5i. 
Vittolfr synes at være et mere charakteristisk navn 
end Vi561fr, og hint støttes ved Vitolfus hos Sakse 
p. 323; men på den anden side synes vitkar al lir (hvor- 
med Vittolfi neppe lader sig forene) mere passende end 
det altfor ubestemte og omfattende vættir allar. 



48, 4. Hyndla må tænkes at være kommen udenfor 
sin hule : den ild, hvormed Frøyja vil fasttrylle hende, synes 
at være dagslyset (jfr. v. 1), og i sin hule vilde vel Hyndla 
være tryg, ligesom dværgen i sin sten. tit, som jeg i min 
udg. s. 405 b har formodet istedenfor aa burt, kan derfor 
ikke være det rette. Jeg vover at vende tilbage til min 
tidligere gjætning aptr. 



266 TIL SÆMUNDAR EDDA. 

VOLLNDARKVIDA. 

1, 6-8. Interpunctionen bør forandres således: 
bær å sævar strond 
settusk at hvilask 
drosir su5rænar, 
dyrt lin spunnu. 



5, s-e. Med større tryghed end før fremsætter jeg for- 
modningen : 

luk?) i hann al la 

liobauga vel. 
Rythmen viser, at der i håndskriftets lind bauga må 
stikke et sammensat ord; og at luk 5 i her er brugt absolut 
(så at man ikke må forbinde luk5i lind), støttes ved old- 
eng. locene beågas. 



HELGAKVIDA HJO R VARDSSONAR. 
21, a. Når vi jævnføre 

ok stiga ek å land af legi 
her med str. 25, 1. 6: 

hér sté hon land af legi, 
så synes det klart, at der oprindelig har været samme ud- 
tryk på begge steder, stiga land er i senere tid vistnok 
mindre almindeligt end stiga å land og kunde da let for- 
trænges af dette. Jeg tror derfor, at det oprindelige T 
str. 21 er: 

ok stiga ek land af legi. 
Jfr. Gu5r. II, 35, 1. 10: purt land stigum; Guor. hvot 
13: ek land um sték; Rafns s. (Bisk. ss. I, 641): me5r 
stigu af græoi grund; oldeng. hi heåhlond stigon 
Exod. 385. 



TIL S/EMCKDAR EDDA. 267 

HELGAKVIDA H L'NDINGSBANA I. 

49. 50. Mulig er disse to stropher ved tilføielser under 
den mundtlige tradition udvidede af to 8-linjede stropher, 
af hvilke den første har bestået af 49, 1-2 -f- 49, t-8 + 
50, 1-4 og den anden af 50,5- 13. 

53. L. 9 — 12 er rimelig senere tilføiede. Disse linjer 
svække kun udtrykkets kraft. 



HELGAKV1DA HUNDINGSBANA II. 
18, s. Jeg har i min udg. s. 411 a med urette ytret 
tvil om, at s i am c efter sin form kunde være 1ste pers. 
præs. conj. af sjask. 



21. Kan skolu i 1. 1 beholdes, så at man tager 
Fjorsungar som subjekt? såttir saman i 1. 3 må da 
forståes i egentlig betydning. 



32. 33. I min udg. s. 411 b har jeg nævnt, at 33, 
1-4 er brudstykke af en strophe og at en ny strophe der- 
på begynder med 33, 5. Docent Svend Grundtvig har på- 
peget for mig, hvorledes man tør tænke sig indholdet af 
den tabte halvstrophe. Sigruns forbandelser svare til ederne 
i V6lund. 33; kun er der i forbandelserne intet som svarer 
til eden 'ved skjoldets rand', men dette savnede led har 
da sandsynlig været indeholdt i den tabte halvstrophe. 
Denne halvstrophe har vel snarest dannet første halvstrophe 
til Bitia — um hofdi: derved forbindes det ensartede. 
Rigtignok nævnes i Volund. skjoldet foran hesten, men dertil 
har vel stavrimet givet anledning; i Helg. Hund. Il kunde 
derimod denne grund ikke virke. De to første linjer i den 
tabte halvstrophe kunde man tænke sig i følgende form: 

1 1 1 1 f i a så skjoldr, 

er pii hafisk fyr! 

Aarb f. nord. Oldk. og Hiit. 1869. 13 



208 T1L SÆMl'NDAR EDDA. 

De i Volund. nævnte eder ved skibets bord og ved skjol- 
dets rand, ved hestens bov og ved sværdets æg minde 
mærkelig om den retsskik , som brugtes i Sønderjylland 
(efter Haderslev og Åbenrå stadsretter), at gjæster og til— 
reisende, der gaves tyvssag, svor med foden på hjulnavet, 
i stigbøilen, på skibsbord eller med hånden på roret (Mol- 
bech Dansk glossarium s. 169). 



45, o. Af adjektivet fjålgr varm bør vel også isl. 
fjargvi5rast smigre (for fjålgviSrast) forklares. 



46. L. 5 — 8 synes at være komne senere til i folke- 
munde. 



GRIPISSPA. 
17, 7. lif = lyf, der ikke er skrivfeil, men en senere 
form, findes også Bisk. ss. II, 87; glsvensk liff (Ihre). 



FAFMSMAL. 
31. Dette vers synes at høre andensteds hjemme. 



SIGRDRIFUMAL. 
1, 5-8. I min udg. s. 410 a har jeg søgt at vise, at 
det rette er: 

Sigmund ar burr, 
— sleit fyr skommu 
hrafn hrælundir — 
hjorr SigurSar. 
Fra første halvstrophe må man da udfylde Sigmundar 
burr ved feldi af pér folvar nau5ir og hjorr Sigurd- 



TIL SÆMINDAR KDDA. 



269 



ar ved beit brynju. Vistnok er det i de gamle digte det 
almindeligste, hvor prædicat i spørsmål og svar er det 
samme, at prædicatet gjentages i svaret; men der findes 
dog eksempler på, at verbet i svaret mangler og må tæn- 
kes til fra spørsmålet: Vafpr. 45: 

Lif ok Leifprasir, 
en pau leynask munu 
i h o 1 1 i H o d d m i m i s ; 
Helg. Hjorv. 28: Prennar niundir meyja, 
bo reio ein fyr. 
Med ordet lun dir må også jævnføres finsk luntio 
coxa, se Thomsen den gotiske sprogklasr.es indflydelse på 
den finske, s. 128. 



9, 4-6. Her må ialfald være ment dens hænder, som 
skal hjælpe til ved forløsningen, ikke barselkvindens hænder, 
og til spenna må tænkes lo fa (eller snarere lofum), ikke 
r i'i n um. Hvem det er, på hvis indre håndflade man skal 
riste runerne, er tydeligere udtrykt i R, og til spenna 
passer bedre lofum (lofo, der let kunde blive til lofo) 
end 16 fa. Jeg tror derfor nu, at det rette er: 
å lofum pér skal rista. 



11, 4-6. Jeg tror nu, at Volsungasagas pess i 1. 6 
er rettere end peim i R. Ti også når runerne skal ristes 
på barken, må det gjælde, at træets grene skal bøie sig 
imod øst, men dette er ikke udtrykt, når der står peim. 
berki peim er luta austr limar er meningsløst og 
baSmi peim er luta austr limar er uheldigt, når der 
skjelnes imellem badmr (stamme) og vior (træ). At for- 
»tå l>eim om vi o" ar vilde grammatisk være altfor hårdt. 



17, i-o : A «leri ok å gulli 

ok B g nm na heil lu ni, 



i vini ok i virtri 
ok å vilisessi, 
18* 



270 TIL SÆMl'NDAR EDDA. 

a Gungnis oddi 

ok å Grana brjosti. 
Denne tekst har jeg i min udg. holdt mig til som den 
rette. Som 1. 2 har cod. af Vols. ok å g69u sil fri, men 
desuden mellem 1. 4 (ok å vaulu sessi) -og 1. 5 (ok 
gaupnis oddi) ordene i guma hollde. Disse ord stå 
på denne plads aldeles udenfor versemålet, og de kan der- 
for ikke høre hjemme der; men man bliver let var ligheden 
mellem oc a gvmna heillom i R og i guma hollde i 
Vols.: de sidstnævnte ord må derfor være variant til de 
førstnævnte og danne anden linje, som er bleven fortrængt 
fra sin plads. Efter, at dette var skeet, blev efter min 
formodning på frihånd digtet til ok å g69u sil fri, hvilket 
let kunde dannes efter Å gleri ok å gul li. Men hverken 
heillum eller holdi synes her at give tilfredsstillende 
mening; man oversætter heillum 'amuletter', men ordet 
har ingensteds ellers denne betydning, og 'i menneskenes 
kjød' synes aldeles ikke at passe til det omstående. Jeg 
formoder derfor, at både heillom og hollde er forvansket, 
men at hver af de to læsemåder har gjæmt noget for sig 
af det rette: heillom endelsen (om), hollde stamme- 
vokalen (o). Der må da læses: 



i vini ok i virtri 
ok å vilisessi. 



Å gleri ok å gulli 

ok i gumna hollum. 
hollum passer godt til de nærmeste verslinjer, som føre os 
hen til hallen, hvor mændene sidde bænkede i glædeslag 
(vili-sess af vil jfr. Elivågar af él) og hvor bægrene 
(jfr. gleri Hym. str. 29, 1. 4) fyldte med den herlige drik 
gå om. Jfr. Hav. 137: holl tekr vi9 hyr6gi. 



18, i-s: Allar våru af skafnar, 
bærs våru å ristnar, 
ok hverfdar vi5 inn helga mjo5. 



TIL SÆMVNDAR EDDA. 271 

Jeg véd ikke at have seet hverfa i en lignende for- 
bindelse; og da Vbls. har lire da r, er det rette vistnok: 
ok hrcerdar vid inn helga mjiid. 

Dette giver et tydeligt og almindeligt udtryk; man sagde 
således hræra al 1 1 saman mold ok blod, hræra i katli. 



GUDRUNARKVIDA I. 

4, 10. Se min udg. s. 418 b f. Til de der nævnte 
steder må foies Fas. II, 476: 

bo ek enn lifi. 



SIGURDARKVIDA IN SKAMMA. 
54. Mangler efter 1. 2 to linjer, hvori Grimhild har 
været nævnt? 



GUDRUNARKVIDA II. 

3, 6-8: sofa beir ne mattud 

né of sakar dceraa, 

ådr beir Sigurd 

svelta létud. 
Jeg tror nu, at le top, som R har, kan beholdes og 
forklares i lighed med den i min udg. nævnte romanske 
sprogbrug. Således også i Gammelengelsk: Nes hit na- 
wiht longe pat ne komen to ban kinge Layamon 
13991 f., hvormed Måtzner (altengl. sprachproben s. 27) 
jævnfører: Hit was not longe per aftur bat pis Picars 
ne come Robert of Gloucester p. 113. 



I min udg. s. 425 b har jeg nævnt, at 31, 9-12 efter 
al rimelighed oprindelig har dannet anden halvdel af en 
strophe, som har havt sin plads efter str. 34. I første 
halvdel af denne strophe må Gudrun vistnok have nævnt, 
at hun vil komme til at dræbe sine og Atles spæde sønner. 



272 TI L SÆMUNDAR EDDA. 

ODDRUNARGRÅTR. 
4 er i den gamle skindbog skrevet: Hvat e' fr?gst 
afoldo ep' hvat e' hléz hvnal'z. Her er hléz hidtil 
ikke bleven forstået. Jeg tror, at z er er mindre fuld- 
stændig skrivemåde istedenfor zt ligesom i hardaz Guor. 
hvot 16, veitz Reginsmål 19 o. s. v. hlezt er istedenfor 
lezt og betyder 'sidst' 'senest'; vi har her bevaret den 
gamle superlativ, som svarer til tydsk letzt, oldsaks. lezt 
(lazt, last), oldfris. lest o. s. v. leztr er superlativ af 
latr; betydningsovergangen er den samme som i sen — senest; 
å le sti, at les ti 'tilsidst' må høre sammen hermed og tor 
ikke forklares af lostr. Jeg har i min udgave af Sæm. 
Edda s. 417 a sammenstillet flere eksempler på, at i gamle 
digte h tilsættes i ords fremlyd navnlig foran liqvidae og at 
ordene da danne alliteration med ord, som oprindelig begynde 
med h: Hniflungr, Hrognir, hrammastan, hnysumk. 
I gammel Nordhumbrisk er det meget almindeligt, at h 
sættes til i ordenes fremlyd, hvor det ikke er oprindeligt, 
og her skrives hlæt, hlætt 'sen', hlattia 'forsinke', hlæt- 
raest 'senest', ligesom vi i Oddninargr. har hlezt for lezt. 



21, 1-3: Budu peir Atla 

bauga rauda 
ok broedr minum 
bætr osmar. 
At dette er den rette tekst (se min udg. s. 428), sees 
også af Guår. I, 20: 

valda megir Gjiika 
minu bolvi 
ok systur sinnar 
sårum gråti. 
Her er ligeledes systur sinnar sårum gråti knyttet 
til det foregående ved ok, uagtet minu og systur sinnar 
er to udtryk for ett og det samme (ligesom Atla og brædr 
minum). 



TIL SÆMCNDAR EDDA. 273 

21, t-8 ber vel skrives: 

hlidfarm Grana 
ef hann ha fa vildi 
uden komma efter Grana: 'hvis han vilde have guld'. 



ATLAKVIDA. 

11, 3. Jeg tror nu, at det rette er grånvardir 'grå- 
klædte'; jfr. fagrvaridr Volund. 39, hvori det første led 
ligeledes er et adjektiv. 



14, is-m: verdir satu liti 

at varda l>eim Gunnari, 
ef peir hér vi tja kværn i. 
hér synes upassende i og for sig ligesom også i forhold til 
en par drakk Atli straks foran. Jeg formoder derfor, at 
b' er feil for tø'f, så at det rette bliver: 

ef peir hans vitja kværai. 



ATLAMAL 

47. Efter fora fælt peygi bør sættes komma, ti tit 
gékk hon si dan ok fagnadi kom nu m hører sammen. 

HAMDISMÅL, 

5, 3-«: fallin at frændum 

sem fura at kvisti. 

Alle fortolkere forstå kvi sti som dativ af kvistr, 
men da er entalsformen i modsætning til frændum høist 
påfaldende. Det er dog unødvendigt at indsætte kvistum 
istedenfor kvisti, ti dette kan og bør vistnok forståes som 
dativ af et samlingsord kvi sti af intetkjøn. På Island 
bruges intetkjønsordet af kvi sti om afhugne kviste; jfr. 
Rydqvist Svenska språkets lagar II, 147. 



30, 0. Til hvad forhen er anført til oplysning af i 
ger 'imorgeu' kan føies, at skr. hvas 'igår' af de indiske 



274 TIL SÆMCNDAR EDDA. 

scholiaster også forklares som $vas 'imorgen', se Benfey 
glossar til Sama-Véda. 



GROGALDR. 
7, 3. I min udgave har jeg gjort opmærksom på, at 
er pli å smån sér her er sågodtsom meningsløst og at 
man måtte vente heill pli å sinnum sér, ligesom i Vafpr. 
4, 3. Men er kan ikke vel være en forvanskning af heill. 
Jeg formoder nu, at det oprindelige i Grog. er: 

æ heill pii å sinnum sér! 
æ (der kunde skrives e, eller é) kunde let la&ses som e'; 
det samme ord finde vi i de tilsvarende linjer 8, 6: en 
bverri æ fyr pér; 11, e: ok ljåi pér æ friddrjiigrar 
farar, og måske i 12, o: ok haldisk æ lik at lioum. 
heill er bleven glemt af en afskriver. 



14, s. Det bør kanske hede: sé pér å munn ok i 
hjarta. 

FJOLSVINNSMÅL. 
26, 1-3: Lævateinn hann heitir, 

en hann gørdi Loptr ryninn 
fyr någrindr nedan. 
ryninn har jeg i min udg. indsat istedenfor afskrifternes 
forvanskede riiinn. Jeg tror nu snarere, at det oprinde- 
lige er: 

en hann gørdi Loptr riinum. 
ru nu kunde let blive til ruin. 'ved runer' bliver væsentlig 
det samme som 'ved trolddom' 'ved sin tryllekyndighed'. 
Jævnfør det færøske kvæde om Brynhild (hos Hammershaimb) 
29. Tii skalt seta mær gullstélin 
i oySumork at stå, 
sum teir kunna dvorgar tveir 
betst viS riinum slå. 



TIL S.f.MlNDAR EDDA. 275 



34. Og so mikian vådaluga 
Iæt ha n 11 li a rum vera, 
sum teir kundu dvorgar tveir 
betst vi5 riinum skera. 



33, *. Jeg formoder: hverir pat gør5u, ti svaret i 
str. 34 nævner mange navne. 



36, 4-e: heil ver5r hver, 

pott hafi års sott, 
ef (i at klifr, kona. 

Dette kan, som jeg i min udg. har nævnt, ikke være 
rigtigt: det stoder, at hafi skal bære rimstaven 1 ), og års 
sott er for svagt udtryk. Jeg har ytret: *J»6tt helsott 
hafi vilde give god mening', og Svend Grundtvig har optaget 
dette. Men dette fjærner sig altfor meget fra hvad afskrif- 
terne har, og det er uheldigt, at to betonede stavelser i den 
anden af de to sammenhørende linjer begynde med h. Jeg 
tror nu, at det rette er: 

pott hafi heljarsott. 
hafi heliarsott blev forvansket til hafi arsott, som t 
har; efter hafi kunde heli på grund af lighed i trækkene 
let falde bort. heljarsott forholder sig til det almindelige 
helsott, som Ile Ij a r grind S61arlj65 39 til helgrind, 
som i heljor6 (der forudsætter et ældre i heljaroroin) i 
nogle norske bygdemål til i heloro i andre. 



38, i. Rythmen taler dog for at tilføie ein efter heitir. 
Opiindelig har der vel været skrevet taltegn, og .1. kunde 
da let falde bort foran .tf. 



) Dog kan, .«om jeg ovenfor til Vat pr. 5 har vist, ord, som 
liar h foran vokal i fremlyden, undertiden danne alliteration 
med ord, som begynde med vokal. 



276 TIL SÆMCNDAR EDDA. 

38, 4-5: Bjort ok Blid, 

Bli'3r, Fria. 
I min udg. har jeg udtalt, at det i 1. 5 bør hede Blid 
ok Fria, dabli9z efter Svend Grundtvigs iagttagelse er 
bleven forvansket til bli&2. Bli 5 i 1. 4 er altså forvansket. 
Jeg tror nu, at det rette er: 

Bjort ok Bleik, 
Blid ok Fria. 
bjartr og bleikr forbindes oftere: bleikt var hår, 
bjartir vangar Rigspula 34; blåc and beorhtlic i det 
oldengelske runedigt v. 6; berht bokan godes bléc an 
himile Heliand 661 (Heyne). Ligesom Bleik her i Fjolsv. 
er brugt som kvindenavn, således siges i oldengelsk digtning 
en kvinde at være blåchleor (med lyse, strålende kinder). 



SOLARLJOD. 

1. Man tør kanske formode, at der forud for denne 
strophe mangler to, af hvilke den første har indeholdt en al- 
mensætning (jfr. str. 8. 10. 15. 19) og den anden røverens 
navn (jf. str. 9. 11. 16. 20). 



19, 5-6. Teksten i • må vel forståes som: 
gott er an nar s 
vi ti sér varnaSar ver ja. 
verja (til) varnaaar 'bruge til advarsel'. 



51, 3. Anmærkningen til dette sted i min udg. stryges, 
ti hafinn er ældre form end h af i or. 



80. Står dette vers på sin rette plads? 



NOGLE BEMÆRKNINGER TIL: C. K BRICKAS AFHANDLING „OM LIIMFJORDENS 
FORBINDELSE MED VESTERHAVET I DET 1ITE AARHCNDREDE" 

i Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 18G8. S. 313. 

ET BIDRAG TIL LIMFJORDENS HISTORIE I DET 

11 TE AARBUNDREDE 

AF R. H. KRUSE. 



M 



ed al Agtelse for den ærede Forfatter af ovenanførte 
Afhandling, hvori han ikke alene paaberaaber sig de ældre 
Forfattere, Saxo, Snorre Sturlesøn, Knytlinge Saga, Adam 
af Bremen m. f. men ogsaa endel yngre Forfattere, kan 
jeg dog ikke saa ganske tiltræde hans Udtalelser i denne 
Henseende eller hvad han er fremkommet med i denne Sag, 
men tillader mig at fremsætte efterfølgende Bemærkninger, 
der tillige kunne betragtes som et Bidrag til Fjordens Hi- 
storie i hin forsvundne Tid. 

Foreløbig maa jeg bemærke, at jeg ikke har havt 
Leilighed til at gjøre mig bekjendt med de yngre Forfattere, 
hvilket vel heller ikke gjør noget til Sagen, da de neppe 
have kjendt nøie til Forholdene, før de nedskrev deres Be- 
mæikninger; men derimod kjender jeg de ældre Forfattere. 

Jeg antager, at man saavidt muligt nøie bør gjore sig 
bekjendt med Localforholdene i Fortid og Nutid paa selve 
Stederne, naar man med fuldkommen Sagkundskab vil be- 
handle et Emne som ovenstaaende. Limfjorden er fra Hals 
til Agger eller Harboøre, naar man følger den nærmeste 
Vei igjennem Bredningerne, beregnet at være 20 Miil lang; 
den har altid havt Ind- eller Udløb ved Hals, men som 
bekjendt ikke til enhver Tid ved Vesterhavet. 

Naar man ved Hals seiler ind i Limfjorden og følger 
dens smalle Løb forbi Aalborg til Egholm, kommer man 



278 ET BIDRAG TIL LIMFJORDENS HISTORIE. 

ved denne i Gjøl Bredning, hvor Øerne Egholm, Gjøl 
og Øland ligge. Fra Gjølbredning kommer man igjennem 
Seildybet Draget ind i Hauerslev Bredning. Ved Dragets 
søndre Side er en Revle (Grund) kaldet Rønstene, som 
kun er en mægtig Stenrevle uden al Vegetation, og inden- 
for denne ere nogle smaae lave Holme paa grundt Vand, 
Staunholme kaldet, der ere smaae Græsholme, og hvor neppe 
smaae Kaage kunne fare imellem. Fra Hauerslev Bredning, 
hvori ingen Øer ere, kommer man igjennem Aggersund til 
Løgstør og derfra ud i den store Liv-Bredning, hvori findes 
Øerne Fuur og Livø, men ellers ingen Øer med Undtagelse 
af Eierslev og Feggerøn, der ere smaae Græsholme paa 
Grunden tæt ved Morsø, som ved Høivande kunne staae under 
Vand. Fra Livbredning kommer man ind i Vester-Bredning 
imellem Fuur, Salling og Morsø og videre igjennem Salling- 
sund ind i Lysen-Bredning*), der strækker sig hen imod 
Jegindo. Fra denne Bredning kommer man ved Kaasneb (en 
Landtunge) ind i Kaasbredning, hvori findes den lille Venø, 
og derfra igjennem Otsund**) ind i Nissum eller Kallerup Bred- 
ning, der ender med Aggerkanalen eller Agger og Harboøre. 
Limfjorden har desuden som bekjendt mange flere 
Arme ; fra den nordlige Side af den store Livbredning 
gaaer saaledes en Arm ind mod Hannes, kaldet Bygholms og 
Hanveile; den ender ved Bulbjerg. Ved Feggesund er Liv- 
bredning forenet med Thisted Bredning, og ved denne Bredning 
ligger Hoxerhavn (en Indvig), hvorfra i en Lavning løber en 
Aa, der strækker sig til Hanstholm og løber ud i Havet 



*) Lysenbredning har Navn af en Vig, der danner sig ved 
Hummelgaard i Kreiberg Sogn i Salling, og fra gammel Tid 
af kaldes Lysen. 
**) I de gamle Sagaer nævnes den Oddasund , formentlig efter 
de tvende fremspringende Odder, hvoraf Sundet dannes, og 
ikke, som andensteds nævnes, efter den tydske Keiser Otto, 
(den anden) som sk jod sit Spyd i Sundet, da Limfjorden 
standsede hans videre Fremgang i Jylland. 



ET BIORAfi TIL LIMFJORDENS HISTORIK. 279 

sønden for denne Holm. Endvidere tindes ved Thisted 
Bredning en Lavning sønden for Thisted ved Dragsbek, der 
strækker sig til den nu næsten udtørrede store Sjørring Sø. 
Staaer man paa Forbjerget Bulbjerg ved Vesterhavet, — 
der er en Kalkklippe indtil Midten, hvorpaa hviler et Lag 
Leer og Mergel, og øverst et tyk Lag Flyvesand, ligesom 
ogsaa Omegnen er Flyvesand — skjønner man tydelig, at denne 
Bygholm og Hanveile engang i Fortiden som Arm af Lim- 
fjorden har havt Udløb i Havet, sandsynlig nord om be- 
meldte Bolbjerg, og at saaledes Hav og Fjord her have 
havt Forbindelse; men denne Forbindelse er ved den Mængde 
Flyvesand, som Havet i mange Tider har opkastet, og som 
tindes her ofte en Mil ind i Landet, bleven standset engang 
i Fortiden, ligesom og Veilerne tildels ere fyldte med dette 
Sand. Vender man dernæst Syd efter til Hanstholm, hvor- 
paa findes de 3 Kirkesogne Ræhr, Hansted og Vixø, skjønner 
man, at Hav og Fjord sønden om Holmen have været for- 
enede, eller og, at Fjorden her har havt Udløb i Havet, 
men Flyvesand har ogsaa her stoppet Udløbet engang i 
Fortiden*). Paa den søndre Side af dette fordums Udløb 
ligger paa Thyelandssiden en Gaard, som endnu den Dag 
i Dag kaldes »Færgegaard«, og hvor Overfart til Hanstholm 
fordum har været. Begiver man sig videre imod Syd langs 
Havet, kommer man til Sjørring Sø og til det af Sandflugt 
ødelagte Thorup Sogn, hvis Kirkemure endnu Sees. Denne 
Sø har efter Beliggenhed at dømme havt Forbindelse med 
Limfjorden og Udløb til Havet. Fortsætter man endelig 
Reisen længere Syd efter, kommer man til Aalumhuse, Agger 
og Harboøre. Aalumhusene ligge tæt nord for Agger og ere 
Levninger af Aalum Sogn, som Havet forlængst har slugt. 



*) Ved at bestige Hillerslev Kirketaarn i Tliye. faaer man en 
herlig Anskuelse, om hvorledes den Arm af Fjorden, som ved 
Hanstholm lob ud i Havet, har set ud i fordums Tid. 
Hanstholm visir sig som en fuldkommen O; det den vel 
ogsaa for omtrent 800 Aar siden har været. 



280 ET BIDRAG TIL LIMFJORDENS HISTORIE. 

I det yderste af disse Huse boede for 30 Aar siden en gammel 
Mand, som efter eget Udsigende var født <* Miil længere 
mod vest, hvor der nu er Havbund. Efterat have passeret 
Agger, kommer man endelig til nuværende Agger Canal. 

Et halvt Aarhundrede kan forandre meget, end sige da 
800 Aar; for 50 Aar siden og senere prædikedes endnu i den 
gamle Agger Kirke, og jeg har selv seet den med samt 
Kirkegaard staae nogle Favne fra Klinteskrænten ud mod 
Havet. Nu er den saavelsom Kirkegaarden nedsunken i 
Havets Grund, og hvor den stod er Havbund. Naar vi 
tillige betænke, hvilke store Ødelæggelser Havet Tid efter 
anden anretter paa Jyllands Vestkyst, ved dels at tage fra 
Landet dels at opdynge store Flyvesandsbakker, saa er det 
ikke nemt nøie at bestemme, hvorledes det har seet ud for 
NOO Aar siden. Vi maae nøies med at tye til de lokale 
Forhold og de faa historiske Efterretninger, som da levende 
Historieskrivere have meddeelt. Muligt at der paa den Tid 
endnu har været Udløb, om end ikke seilbare, fra Fjorden til 
Havet ved Harboøre, Hanstholm, Bulbjerg og Sjørring Sø, 
hvilke Udløb senere ere tilstoppede af Flyvesand og Havets 
(ivrige Opskylning; muligt at de ere blevne stoppede før den 
Tid; men at de engang har været der er vist; det beviser 
Localforholdene. Adam af Bremen, som for 800 Aar siden 
har skrevet om Danmark, som han selv bereiste, har 
vistnok Ret* naar han kalder Vensyssel og Thye Øer; den 
første har været skilt fra Thye ved den Arm af Limfjorden, 
som nu kaldes Bygholm og Hanveile; den sidste fra Hav- 
syssel ved det Sund eller Udløb, som Fjorden havde ved 
Agger og Harboøre. 

Imidlertid omtales kun Udløbet ved Harboøre og Agger 
af de gamle Historieskrivere, da det er blevet historisk 
mærkværdig ved den norske Kong Harald Haardraades dri- 
stige Tog til Limfjorden, og at dette Udløb baade før og 
efter den Tid til sine Tider har været aaben og til sine 
Tider lukket med et smalt Ejd eller Sandrevle er historisk 



ET BIDRAG TIL LIMFJORDENS HISTORIE. 281 

vist; knn maa det ikke antages, at det stedse har været 
paa det Sted, hvor det var, da Havet Natten mellem 4 og 
5 Februar 1825 brød ind i Fjorden og dannede nuværende 
Aggercanal. Det maa i hine hensvundne Tider have ligget 
længere imod Vest, hvor der nu er Hav, da Aalum Sogns 
Undergang vest for Agger viser, at Landet engang har 
strakt sig maaske en Miil længere ud i Havet*); vel omtaler 
Bernt Arentsen, i hans Danmarks frugtbare Herlighed, et 
Gjennembrud af Havet over Landtungen ved Harboøre og 
Agger for over 200 Aar siden, men han giver ingen videre 
Oplysninger i denne Henseende, og heller ikke haves Efter- 
retninger om, naar dette Gjennembrud eller denne Forening 
imellem Fjord og Hav, ved en ny af Havet opkastet Eid 
eller Sandrevle atter er blevet stoppet. Med Hensyn til 
Fortiden maae vi altsaa alene henholde os til Saxo, Adam 
af Bremen og især Snorre Sturlesen , der i 9 Bog, 60 
Kap. omtaler og beskriver den norske Konges Tog til Lim- 
fjorden**). Han siger udtrykkelig, at Kongen ankom til Lys- 
breid, da hans Speidere bragte ham Efterretningen om Kong 
Svends Ankomst til Hals. Øen, han har ligget ved, kan saa- 
ledes ikke være nogen anden end Venø, med mindre den skal 
suges i Veile Sogn i Salling, som paa den Tid efter Situa- 
tionen at dømme har været delt i to eller tre Øer og ligger ved 
Lysen Bredning; men sandsynlig har det været Venø, der 
ligger strax ved Lysen Bredning paa Veien ttl Harboøre 



*) Havet sluger stedse mere og niere af den Forhoining, hvorpaa 
Byen Agger ligger, og man maa frygte for, at det efter en ikk<- 
meget lang Aarrække vil opsluge Byen ligesom forhen Kirken. 
**) I. Aall n.i'vner i sin ypperlige Oversættelse af Snorre Sturleson 
B B. KOK. Anmærkn.: Lusbrejd (Lysbrejd, rigtigere Lygsbrejd) 
nu Logstor Bredning, eller den brede Del af Limfjorden vt-t 
for Logstor etc. , men Aall har formodentlig ikke ridst, at 
i Limfjorden fandtes en Bredning, som hedder Lysenbredning, 
og derfor antaget denne Bredning for Livbredning. Se og 
herom Provst Schades Beskr. over Morso § 2. 



282 ET BIDRAG TIL LIMFJORDENS HISTORIE. 

og neppe den Tid har været beboet. Til denne Anskuelse 
har jeg saamegen mere Grund, som der fra Venø til Ud- 
løbet eller Landtungen ved Havet kun er 4 eller 5 Miil 
igjennem Otsund og Nissum eller Kallerup Bredning, der 
med god Bør og Roning snart kunde tilbagelægges. 

Der er saaledes neppe noget som med antagelig Grund 
taler for, at Stedet, hvor Skibene bleve trukne over, var 
Grundene ved Løgstør, saameget mere som der øst for 
samme ingen Øer ere i Nærheden, og det tillige er et stort 
Spørgsmaal, om disse Grunde saavelsom Løgstør den Tid 
vare til, eftersom Strømgangen ved flere Aabninger eller 
Foreninger imellem Hav og Fjord har været stærkere end i 
Nutiden. Disse Grunde ere først senere opstaaede og, efter 
kyndige Mænds Dom, derved, at Strømningen fra Bygholms 
Veile, nordvestlige Storme og Isdrift Tid efter anden have 
ført Flyvesand med fra Veilen til denne Snevring i Fjorden 
og foraarsaget disse Grunde; heller ikke omtales de før for 
omtrent 160 Aar siden som Hindringer for Skibsfarten*). 
Det er saaledes en urigtig Anskuelse, naar den ærede Forfatter 
forflytter det Sted, hvor den norske Konge trak sine Skibe 
over, til Løgstørs Grunde, men vi maae i saa Henseende 
ganske holde os til den paalidelige Snorre Sturlesøn og 
andre ældre Forfatteres Beretninger. Det har altid været 
antaget, og kan med Sikkerhed endnu antages, at det var 
Ejdet eller Grundene imellem Vesterhavet og Limfjorden ved 
Agger eller Harboøre, som Harald lod sine Skibe trække 
over, dengang han flygtede for Kong Svends Overmagt. 



*) Se herom Begtrups Beskrivelse om Agerdyrkningens Tilstand 
i Norre Jylland, 2det Bind § 23 og § 24. 



SVOLDERSLAGET OG TIDSREGNINGEN 
I DEN NORSKE KONGERÆKKE. 

AF A D. JØRGENSEN 

JJlandt de navnkundige begivenheder i vor ældste historie 
er der neppe mange, som synes at stå i et så klart lys for alle, 
der med glæde dvæler ved fortidens store minder, som det 
søslag, i hvilket Olav Trygvesøn fandt sin død. Alt synes 
her at være fuldstændig overskueligt, tiden og stedet ikke 
mindre end handlingens hele gang, dens oprindelse og følger. 
— Alligevel turde der også her, som de fleste steder i old- 
tidens historie, være et og andet at underkaste en nøjere 
prøvelse, en og anden forbindelse at tvivle om og at efter- 
spore. Der er nemlig i selve den skønne sagas fremstilling 
noget næsten foruroligende fuldendt, en så afsluttet helhed 
og gennemsigtig klarhed, at det synes utænkeligt andet end 
at der her foreligger en blanding af digtning og sandhed, 
især når der ses hen til at fortællingen først er optegnet et 
par hundred år efter begivenheden, og at den angik hin even- 
tyrlige helt, der var sit folks yndling og genstand for efter- 
tidens beundring. Kampens enkeltheder vil vi aldrig få 
nogen anden eller bedre underretning om end den, der kan 
hentes af de norske kongesagaer og tildels af Saxe; for- 
holdene, der fremkaldte sammenstødet derimod, og følgerne 
af den afgørelse, det førte til, er det kritikens opgave at 
veje. Det er, om man vil, kun rammen, men en ramme, 
der ikke blot samler billedet, men tillige forbinder det med 
sine omgivelser og fremhæver dets hele skønhed og be- 
tydning. 

Kritiken vender sig i dette tilfælde som så ofte først 
mod et punkt , der ved første øjekast synes aldeles under- 

Aarb. f. nord. Oldk. o* Hist. 1869. tø 



284 SVOLDERSLAGET OG TIDSREGNINGEN I DEN NORSKE KONGERÆKKE. 

ordnet, men i virkeligheden er af stor betydning, — og det 
ikke blot for denne ene begivenhed, — nemlig det år, i 
hvilket slaget fandt sted. Hvor overordenlig megen for- 
virring der i historien er opstået af en falsk tidsregning, 
hvor vigtigt ofte et årstal eller en opgivelse af dag og time 
kan være til at forstå en begivenheds indre sammenhæng 
og udvikling, det overses i almindelighed af dem, der kun 
Bygtigt vil nyde granskningens resultater, men føles desmere 
af hver, som selv søger forståelsen på første hånd og ønsker 
at efterspore tildragelsens udvikling og dens forhold til det 
foregående og efterfølgende. 

Hvad nu tidspunktet for Svolderslaget angår, da er det 
vistnok kun den avtoritet, hvormed det fra først af er 
bleven bestemt, og den tradition, ifølge hvilken det af 
historieskriverne er bleven taget til udgangspunkt for alle 
kronologiske beregninger, der ligesom har holdt kritiken og 
undersøgelsen borte fra det; thi såvidt mig bekendt har 
ingen søgt at eftervise dets rigtighed, ligesålidt som nogen 
har angrebet den. Der gives nu ganske vist overalt i hi- 
storien faste holdepunkter, som det ikke går an at røre 
ved, fordi de er så godt afhjemlede ved samtidiges trovær- 
dige vidnesbyrd, at enhver tvivl om deres rigtighed strider 
mod alle videnskabens grundsætninger; men det tilkommer 
da rigtignok også kritiken at godtgøre deres urokkelighed 
med fyldestgørende grunde. Til disse utvivlsomme kends- 
gerninger er det nu saa langt fra at opgivelsen af året 1000 
for Olav Trygvesøns fald hører, at det tvertimod neppe vil 
være vanskeligt fra virkelig faste holdepunkter at godtgøre 
dens upålidelighed. 

Det er som bekendt Are Frode, i hvis »Islændingebog«' 
den bemærkning først træffes, at Olav faldt samme år som 
kristendommen blev vedtagen på Islands althing, nemlig 
1000 vintre efter Kristi fødsel, 130 efter den hellige Ed- 
munds død. Der må dog strax her lægges mærke til den 
forskellige grad af sikkerhed, hvormed han fremsætter de 



svoLDEn- riDSRsamn ts i den norske kongerække. 'JHn 

to ting: kristendommen vedtoges, »som alle siger«, »efter 
den almindelige tidsregning« i året 1000, men samme Ir 
faldt kong Olav »efter Sæmund præsts saga« *). Herved 
kommer der fra først af en usikkerhed ind i bestemmelsen, 
der svækker dens umiddelbare krav på tiltro; siges dette 
at være Sæmunds beregning, da ligger der heri en tilståelse 
af, at der kunde tænkes en afvigende, eller at en sådan i 
virkeligheden var opstillet, og at der ikke for forfatteren 
forelå afgørende grunde til at foretrække den ene for den 
anden, skendt han dog holdt sig til den, der forekom ham 
at være den sandsynligste. Ja der behøver end ikke at 
ligge såmeget til fordel for Sæmunds opgivelse i Åres ord; 
han kan blot ville gengive den, uden at udtale sig for eller 
imod, blot som et tilknytningspunkt imellem de norske 
og islandske begivenheders følgerække, og han vilde godt 
kunnet nøjes med at stille sine ord som han har g^fort, om 
han for sit vedkommende ikke antog, at de to begivenheder 
lå slet så nær sammen. 

Ku anden mislighed ved året 1000 er selve dets 
• runde« skikkelse; det er farligt for en begivenhed at 
komme i nærheden af et sligt årstal, når ikke alt er klart 
og bestemt i den , der ligger i det runde tal en fristelse, 
der voxer i samme torhold som sikkerheden aftager. For 
en omtrentlig opgivelse er dette da også ligegyldigt, men 
for forståelsen af en kronologisk sammenhæng kan det være 
af afgørende betydning at få et faktum fjernet fra et sligt år. 

Men det er ikke nok at vække denne foreløbige mis- 
tanke mod Islændernes tidsregning i dette punkt, det vil 
være nodvendigt at stille sig denne for øje i sin helhed og 
at undersøge den i sine sammenføjninger. Der må da først 
og fremmest huskes på, at Are og Sæmund stod overfor 



') Islendinga bdk k. 7: en O. T. fell ot sama xitnar et sflgu 

indår prett«; — bat var btlBCJrti <>k .'!•» v.trum eptir 

drap Eaiunundar, en bdinod eptir burd Krista at aljiv^u tali. 

19* 



286 SVOLDERSLAGET OG TIDSREGNINGEN I DEN NORSKE KONGERÆKKE. 

tidsregningen i Nordens ældre historie væsenlig på samme 
måde som vi, uden andre hjælpemidler end dem vi kender: 
traditionen og enkelte hovedpunkter i den engelske krono- 
logi. Denne sidste gav dem egenlig kun tre tilknytnings- 
punkter, Edmunds, Olav den helliges og Harald Hårdrådes 
dødsår, 870, 1030 og 1066 ; den første gav dem de islandske 
lovsigemænds og de norske kongers og jarlers embeds- eller 
regeringsår tilligemed adskillige holdepunkter i deres historie. 
Alt andet er fremgået heraf og har altså ingen selvstændig 
betydning, alle gamle beregninger har kun den vægt, der 
altid må tillægges en mening af folk, der har taget sig så 
alvorligt af at klare de kronologiske spørgsmål, som Are 
og Sæmund; man bør ikke opgive den uden nødvendighed 
og uden at klare for sig, hvori dens fejl har sin grund. 

Der er den mislighed ved en undersøgelse af Sæmunds 
beregning, at vi strængt taget ikke kender hans kilder nær- 
mere. Snorre siger, at Are var den første, der skrev i 
det norske sprog, men det skrift, vi har af ham, kan i det 
tidligste være fra året 1134, da hans række af lovsigemænd 
går så langt, og det større, han først udarbejdede, siger 
han selv var skrevet for bisperne Thorlak og Ketel , hvem 
han viste det til , ligesom også til præsten Sæmund. Men 
Thorlak blev først biskop i året 1118 og Ketel i året 1122, 
så hele Åres forfatterskab falder efter denne tid; han døde 
først 1148. Endelig siger han i sin fortale til Islændinge- 
bogen, at han, efterat have vist bisperne og Sæmund sit 
første skrift, forøgede og rettede det i tidens løb, uden at 
han dog endnu vil udgive det, han her byder, for ufejlbar- 
ligt.*) 

Herefter og efter Snorres udtrykkelige vidnesbyrd, at 
Are var den første, der skrev norsk, må man da antage, 



*) — ok jdkk pv(, er mer vard sician kunnara, ok mi er gerr 
sagt ii pessi, enn å peirri. En hvatki es missagt es i fræ- 
oum bessum, pa er skylt at hafa pat heldr, er sannara 
reynisk. 



SVOI.DERSLAGKT 00 Tll>SKH.MM.KN ] in \ VOBtU KOPBttÆEtt. 287 

at Sæmund først af Åres forsøg tik tanken om at skrive 
de norske kongers levned, hvilken del denne derfor udelod 
af sine senere studier, idet han udelukkende holdt sig til 
Islands historie*). Sæmund må da vel også væsenlig have 
havt de samme eller ganske lignende kilder som dem, Are 
nævner og temmelig udførlig omtaler, og vi fejler derfor 
neppe synderlig ved uden videre at holde os til disse og 
lade de fortrin og mangler, der viser sig ved dem, være 
afgørende også for Sæmund. 

Are Frode var født 1067, året efter Harald Hårdrådes 
fald. Fra sit 7de til 21de år opfostredes han hos Hall i 
Haukadal, der var så gammel, at han mindedes sin dåb af 
Thangbrand, som var sendt til Island af Olav Trygvesøn. 
Hos Hall opfostredes også Tejt, en søn af Islands første 
biskop, Islejf, der atter var en søn af den navnkundige 
høvding Gissur Hvide, der var de kristnes fører, da læren 
blev vedtagen på althinget; Tejt, siger Are, var den kund- 
skabsrigeste mand, han havde kendt. Andre frasagn hørte 
Are af Thuride Snorredatter, der mindedes sin fader, som 
var 35 år gammel, da kristendommen kom til Island, og 
døde et år efter kong Olavs fald ved Stiklestad. Endelig 
fortæller Snorre i sin fortale til de norske kongers saga 
efter Åres egne ord i sit første (tabte) skrift, at han havde 
sine fortællinger af den norske historie af Odd Kolsøn, der 
atter havde dem af Thorgejr Afrådskol , som boede ved 
Throndhjem, da Hakon jarl blev dræbt. 

Dette lyder nu vistnok altsammen meget tilforladeligt, 
men ved en nærmere prøvelse viser der sig dog forskellige 
misligheder. For det første må der da lægges mærke til, 
at Are modtog den bedste del af traditionen i sin barndom 
og første ungdom, medens hans videnskabelige syslen med 



*) »En rnec^ pvi at jieim (I*. K. ok Særaundi) likaoi svå at 
hafa eda }>ar vi<V auka , på skrifada ek pessa of et sania 
far, fyr utan ættartølu ok konunga æfi — «. 



288 SVOLDERSLAGET OG TIDSREGNINGEN I DEN NORSKE KONGER/fKkK. 

den falder i en fremrykket alder. Mellemtiden mellem året 
1000 og 1125 er desuden omtrent lige lang en vej for den 
menneskelige hukommelse, om den går gennem 3 eller et 
par flere sjæle; glemselen og misforståelsen gør sig ikke blot 
gældende ved overgangen fra det ene individ til det andet, 
men også i løbet af den enkeltes udvikling, under de for- 
andringer, der overgår enhver levende ånd og de mang- 
foldige indtryk, den stedse modtager. Det er ikke så meget 
enkelthederne, der tabes, ikke fremstillingen af en begiven- 
hed, der forvanskes, — skøndt der også i den henseende 
kan fremkomme forunderlige ting — , det er først og frem- 
mest forbindelsen, der glemmes, tidsforholdet, der udslettes 
og helheden , der forstyrres. Og da går det den historiske 
tradition som hin slange i mythen, der altid tik to hoveder 
igen, hvergang den mistede et; neppe har glemselen ud- 
slettet et træk, før der ligesom af sig selv voxer et par 
andre ud; neppe er en forbindelse tabt af syne, før en anden 
vilkårligt knyttes og drager atter andre med sig. 

At denne almindelige mislighed ved enhver tradition, 
der strækker sig over et århundred, i fuldeste mål er til- 
stede i Islændingebogen, har vi til al lykke et så hånd- 
gribeligt bevis på, at det synes at måtte vække selv deres 
betænkelighed, der er mest tilbøjelige til at holde på tradi- 
tionens ufejlbarlighed; det er fortællingen om, hvorledes det 
gik til på althinget, dengang kristendommen vedtoges. 
Denne fortælling havde Are efter sit eget udsagn af Tejt, 
en sønnesøn af en af hovedmændene ved hin begivenhed, 
søn af Islands første biskop, den lærde Islejf, der var født 
nogle år efter og levede til 1080. Alligevel lader han lov- 
sigemanden Thorgejr i sin tale for enighed på øen fortælle 
om den danske og norske konge, der havde ufred, men af 
deres høvdinger blev nødte til forlig — en begivenhed, der 
som bekendt først indtraf en 40 år efter! 

Der er desuden en særlig mislighed ved bestemmelsen 
af det omtalte årstal, den nemlig, at vi slet ikke får nogen 



SVOLDERSLAOET OG TID- ItSKE KONGERÆKKE. 289 

redegørelse for Sæmunds beregning, men tvertimod får et 
indtryk af, at den var en af flere og at der kunde være 
delte meninger om, hvilken der var den rigtigste. At idet- 
hele emnet for Åres historieskrivning ingenlunde af ham 
ansås for noget, der var at løbe til, fremgår tydeligt nok 
af hans foran omtalte indledning; der var tvertimod en 
række spørgsmål, man først efterhånden og vanskeligt kunde 
komme på det rene med, uden måske nogensinde at træffe 
det rette. Og at der var en afvigende tradition netop i det 
her omtalte punkt, far vi vished for i den bekendte saga om 
Laxdolerne, der i sine hoveddele hører til de ældste og 
sikkert mest fortalte på Island. Her siges der nemlig, at 
kristendommen blev vedtagen på Island året efter at Thang- 
brand havde været der, som også den almindelige tradition 
antager; men derpå fortælles, at Olav Trygvesøn først næste 
sommer frigav de gisler, han havde taget, og blandt hvilke 
den berømte Kjartan var. Og dette står ingenlunde i sagaen 
som noget uvæsenligt, der kunde forandres ved et par ord, 
det er tvertimod et betydningsfuldt led i forta>llingen; thi i 
vinterens løb får Bolle, der er kommen tilbage til øen, 
tid til at overbevise Gudrun om at Kjartan er bleven 
hende utro og bejler til kong Olavs søster, hvorpå hun 
ægter ham tidligt på året derefter. Gudrun siges nu atter 
at være Åres oldemoder, og denne kan da ikke have været 
uvidende om disse tidsforhold, og om han end ikke har 
villet tilskrive dem nogen afgørende betydning overfor Sæ- 
munds beregning, synes det dog næsten at måtte være dem, 
der har ladet ham ligesom tage et forbehold, idet han med- 
delte dens resultat ikke som noget, han selv antog, men 
som noget, der fandtes i Sæmunds saga. 

Det bliver da et spørgsmål , om vi kan tilvejebringe 
bedre kilder end dem, der stod til Åres og Sæmunds rådig- 
hed og om det altså vil være os muligt at komme til 
sikrere resultater end de. Dertil må der ubetinget svares 
ja. Pa den ene side foreligger for os hele den samtidige 



290 SVOLDERSLAGET OG TIDSREGNINGEN I DEN NORSKE KONGERÆKKE. 

evropæiske literatur med alle sine tilknytningspunkter i et 
ganske andet omfang end den kunde være hine Islændinge 
tilgængelig; på den anden hele den norske tradition, der 
først senere blev optegnet i sine forskellige former og med 
sine ældste kilder, de samtidige skjaldevers. Det denne 
tradition især søgte at holde fast af bestemte tidsopgivelser, 
var egenlig kun høvdingeskifternes indbyrdes forhold, kong- 
ernes og jarlernes regeringstid, på samme måde som Is- 
lænderne fastholdt lovsigemændenes embedsår, og ligesom 
de ældste danske kongerækker, de hamborgske erkebispe- 
rækker o. a. væsenlig holder sig hertil. Men dette er da 
også nok til at danne et fast grundlag for kronologien i 
sine hovedtræk, da der på ikke få steder findes tilknyt- 
ningspunkter til udlandets samtidige og fuldstændig pålide- 
lige årbøger. 

Et sådant holdepunkt er da først og fremmest Olav 
den helliges dødsdag, d. 29 Juli 1030. Året opgives nem- 
lig ikke blot som utvivlsomt af Are, men også af den 
angelsaxiske krønike, der er samtidig og i dette tilfælde 
taler om en begivenhed, der havde en ligefrem øjeblikkelig 
interesse for England, siden dets konge Knud den store 
derved blev endelig herre over Norge. Ligeledes taler en 
solformørkelse, der fandt sted d. 31 Avgust 1030, men 
senere henførtes til selve slagdagen, afgjort for dette år; 
thi medens det er ret vel begribeligt, at en naturbegiven- 
hed, der for hin tid havde en så stor betydning, kunde 
sættes i umiddelbar forbindelse med et slag, hvorom rygtet 
lige var bleven udbredt over hele Norge, — så vilde det 
være urimeligt at antage, at en sammenblanding af de to 
dage kunde have fundet sted, dersom de skiltes ad ved år 
og dag; thi det må vel huskes på, at det ikke er en fjern 
eftertid, der henfører solformørkelsen til slagdagen, men at 
det allerede sker i vers, der tillægges samtidens mænd.*) 



*) Maurer, die Bekehrung des norw. Stammes, II s. 531 fif. 537 f. 



SVOLDERSLAGET OG TIDv \ I DEN KORSKE KONGERÆKKE. 291 

Fra dette år må vi da gå tilbage ved hjælp af sagaer- 
nes og årbøgernes opgivelser. Olav den digre, siges der 
hos Snorre, såvel som hos Theodorik munk og i Ågrip, var 
konge i 15 år; det samme er alt slået fast i et vers af 
den samtidige skjald Sighvat*). At der ikke herved skulde 
være regnet fra hans første ankomst til riget til hans død 
er højst usandsynligt, og det fører os altså til året 1015 
som tidspunktet for hans regerings begyndelse. Dette stem- 
mer også med den beretning, at hans broder Harald Hård- 
råde, der efter et vers af Thjodulf deltog i slaget ved Stikle- 
stad som 15årig dreng, lå i vuggen den første vinter Olav 
tilbragte hos sin svoger Sigurd Syr**). Da Olav kom til 
landet , havde Hakon Eriksøn været jarl et år og før ham 
havde hans fader været det i 12 år, medens Sven endnu 
sad i riget et år efter Hakons fordrivelse. Dette fører os 
tilbage til året 1002 som tidspunktet for Olav Trygvesøns 
fald og Erik jarls tilbagekomst til sin faders rige. Dennes 
12 år omtales ikke blot af Snarre, men også af Ågrip og 
Fagrskinna, og traditionen må have været meget udpræget 
i den" henseende, siden det blev optegnet, skøndt det var 
>a vanskeligt at forene den øvrige tidsregning dermed.***) 

Der er imidlertid i selve sagaernes fejl i tidsregningen 
for de to Olavers vedkommende noget, der taler for de her 
opstillede tal. En række af de ældste og bedste kilder 
henfører nemlig Olav den helliges fald til året 1028 eller 
29; Are og Sæmund med deres efterfølgere er ene om det 
rigtige årf). Det ligger da nær at antage, at man er gået 



*) Snorre, O. h. saga k. 260. Script, r. D. V 330. Agrip k. 27. 
**) Snorre, H. H. saga k. 1. Yngre Olafs saga k. 49. (Fagr- 
skinna k. 90). 
'**) Snorre, O. h. k. 23. Ågrip k. 18. Fagrskinna k. 88. (Hånd- 
skrifterne vakler mellem 11 og 12 år). 
t) Til 1028 henferes det af »legendæ de St. Olavoi (Scri| t. r. 
I). II f>32, 534, 538, 543, III 641), Fornsvenskt legendarium 
(I 863); til 1029 af Ågrip k. 27, munken Theodorik k. 19, 
og den ældre Olavssaga k. 101. 



292 SVOLDERSLAGET OG TIDSREGNINGEN I DEN NORSKE KONGERÆKKE. 

ud fra året 1000 som det nemmeste og tilsyneladende 
sikreste holdepunkt, og at der derfra er talt 28 eller 29 år 
frem, alt som der regnedes 1 eller 2 år mellem Erik jarl 
og kong Olav. At den ældre Olavssaga udtrykkelig siger 
(k. 53), at der efter folks sigende var hengået 30 år mellem 
de to Olavers fald betyder ikke meget, da dette jo fremgik 
af Sæmunds skrift, medens det sikkert er den af literaturen 
upåvirkede norske tradition, der er opbevaret os i Agrip og 
hos Snorre. 

Også på en anden måde viser det sig, at den opstillede 
kronologi bragte historikerne til falske formodninger og på- 
stande. For at udstrække afstanden mellem de to Olaver 
til 30 år siger nemlig Are, at den sidste Olavs 15 år skal 
regnes indtil hans fordrivelse fra Norge (1028), medens 
Snorre vil have dem regnet fra Sven jarls fordrivelse året 
efter Olavs ankomst; i begge tilfælde vilde tidspunktet for 
denne blive flyttet længere op i tiden, til 1013 eller 14. 
Men dette står i strid med hvad vi ved andetstedsfra, at 
Erik Jarl først forlod Norge, dengang kong Knud samlede 
folk til sit Englandstog efter Sven Tveskægs død, der ind- 
traf 1014. Og først efterat Erik ikke blot havde forladt 
Norge, men var kommen til England, hvad der først skete 
det følgende år, kunde Olav, der opholdt sig her, falde på 
at vende tilbage til sit fædreland. Men denne tidsbestem- 
melse, der ligesålidt lader sig rokke som den for kong 
Olavs fald, udelukker da alle gamle og nye forsøg på at 
slippe fra sagaernes tydelige udsagn, der fører os til året 
1002 for Svolderslaget. 

Men til det selvsamme resultat kommer vi ved en be- 
vægelse fremad fra et tidligere tidspunkt. Der haves nem- 
lig et sådant, vel ikke så udtrykkelig afhjemlet ved frem- 
mede kilder som Olav den helliges fald, men dog godtgjort 
ved et utvivlsomt tilknytningspunkt, nemlig Harald Gråfels 
fald ved Hals. Der siges i tillægget til Landnåmabok, at 
der var stor hungersnød på Island det år, Islejf blev viet 



svoLDKHM.-M.h i og nonnnNBi i u bommukkb. 293 

til biskop i Bremen; men 80 år tilforn, det år, da Harald 
faldt, var der dog en endnu større; da åd folk krager og 
ræve og alt urent. Denne opgivelse er bestemt nok, og 
stemmer på det nøjeste med hvad vi ved andetsteds fra. 
Islejf dede i året 1080; der siges, at det var på en søn- 
dag, 6 nætter efter Peders og Povls dag, hvad der netop 
træffer således det år; da havde han været biskop i det hele 
i 24 år, som hans søn Tejt selv sagde*). Dette fører os 
til året 1056 for den sidste store hungersnød i Norden. 
Men dette år bekræftes desuden af, at der var stor mis- 
vaxt og nød også i Tyskland efter de samtidige årbøgers 
vidnesbyrd**). Den første hungersnød falder altså i året 
976, hvad der bekræftes af den engelske krønike, der lige- 
ledes giver samtidige efterretninger***). Forbindelsen med 
Harald Gråfel er endelig ikke heller tilfældig, men begrun- 
det i selve begivenhedernes uadskillelighed; det var jo nem- 
lig den store misvæxt, der gav anledning til forræderiet 
mod ham. Der er nu i virkeligheden heller ikke det mindste 
i vejen for at holde sig til dette år og den deraf frem- 
gåede begivenhedernes følgerække. Maurer, der med så 
stor skarpsindighed har søgt at klare de kronologiske 
vanskeligheder i den norske kongerække, har imidlertid 
anset det for utilstedeligt at afse fra sagaernes fortælling 
om Hakons deltagelse i kampen på Danevirke i et af årene 
974 eller 75 som Norges jarl-j-). Dette er dog ganske vist 
af ringe betydning og bliver snarere et våben for den mod- 
satte påstand. Der er i og for sig ringe sandsynlighed for 
at Hakon jarl, der end ikke vilde betale Harald Blåtand 
skat, skulde være kommen herned for at hjælpe ham ved 
landeværnet, selv om det kunde tænkes, at der havde været 
tid til at kalde ham tilhjælp, eller Harald ikke skulde have 



lendingabok k. 9. 
**) Pertz, mon. Germ. VIII 31. 691. VII 270. 

iiorpes udg. I 230. håndskriftet Cotton. Tiber. B. I. 
t) Maurer, a. st. s. 512. 



294 SVOLDERSIAGET OG TIDSREGNINGEN I DEN NORSKE KONGERÆKKE. 

havt mandskab nok i sit eget rige. Langt rimeligere er det, 
at hans deltagelse faldt i den tid, han tilbragte ved Haralds 
hird som den fredløse, der bad om hjælp og oplagde planer 
til idetmindste tilsyneladende at forøge Dankongens magt*). 
Men tidsregningen er desuden, fuldstændig afgørende i den 
henseende og det står kun tilbage herfra at gå frem i tiden 
til det år, vi her særlig søger at fastsætte. 

Norge var ingenlunde høvdingeløs, fordi Harald Gråfel 
var falden ; han regerede i fællig med sine brødre og sin 
moder dronning Gunhild, og de sad tilbage for at tage vare 
på landet, da Harald drog ned til sin fosterfader i Dan- 
mark. Det er derfor det rimeligste, at det først var i det 
følgende år kong Harald og Hakon jarl drog til Norge med 
en stor ledingsflåde, for at underlægge sig landet. Dette 
bestyrkes desuden af det lov, der blev lagt på jarlen, at 
den første vinter han sad i riget gik silden op ad alle 
fjorde, men sommeren før var det den rigeste høst**); der 
siges desuden udtrykkelig, at han drog nordpå i landet om 
sommeren. Hakon jarl sad 20 år i Norge efter Haralds 
fald, siger sagaen; det fører os til året 997, da han faldt 
tidlig på våren for sin træls hånd. Nogen tid efter kom 
Olav Trygvesøn til landet og var konge i 5 år***). Også 
herved føres vi altså til året 1002 som tidspunktet for 
denne konges fald. 

Der er endnu en beregning, der fra denne side støtter 
det her fremsatte, nemlig kong Olavs alder, der dog i det 
hele hører til de vanskeligere spørgsmål. At der imidlertid 
har været en bestemt overlevering om den mærkelige konges 
ungdoms skæbne synes utvivlsomt, og sagaernes opgivel- 



*) Sml. årbøger f. n. oldk. 1868, s. 385. 

**) Snorre, O. T. k. 16: hinn fyrsta vetr er H. red fyrir 
landi, pa gékk sild upp um alt land, ok aor um haus tit 
hafdi korn vaxit, hvar sem sait hafdi verit. 
***) Ågrip k. 11 og 16. Fagrskinna k. 70. Maurer a. st. s. 510. 
Munch, det n. f. hist. 1 2, 11 ff. anm. 



SVOLDERSLAGET 00 TIDSREGNINGEN I DEN NORSKE KONGERÆKKE. 295 

ser vil her være nok til at overse dens sammenhæng med 
de bekendte historiske begivenheder. Olav var efter den 
sandsynligste beretning 27 år gammel, da han blev konge; 
det står i den for tidsregningen pålideligste kilde, og er det 
eneste, der kan give en tilfredsstillende forklaring af de 
modstridende opgivelser*). Al sandsynlighed taler dernæst 
for, at han blev født i året 970. Efter Are havde Hakon 
nemlig ufred med kong Harald Gråfel i dennes G sidste år, 
og det, der efter sagaen gav anledning til striden, var 
kong Trygves drab, efter hvilket sennen Olav fødtes**). 
Dette svarer også på det nøjeste til hvad Snorre fortæller 
om hans barndoms og ungdoms historie. 3 år gammel kom 
han fra Sverig, var derpå 6 år i Estland, 9 i Rusland og 
3 i Kurland (k. 5, 7 og 30). Herfra drog han så 21 år 
gammel til de britiske øer, hvor han hærgede i 4 år (k. 31). 
Mærkeligt nok er det netop i disse 4 år (991 — 94) der 
tales om idelige hærtog, skøndt det kun er tilsidst, Olav 
udtrykkelig nævnes tilligemed kong Sven fra Danmark. Det 
er bekendt nok, at disse tog endte med et forlig, ved hvil- 
ket de nordiske søkonger fik en anselig Danegæld mod at 
love at ophøre med deres plyndringer. Herefter vendte 
Sven hjem til sit rige, men Olav blev tilbage og indgik et 
nyt forlig eller snarere et forbund med kong Edelred, til 
samme tid som han antog kristendommen. At forliget, der 
endnu haves, er et andet end det, der blev sluttet i fælles- 
skab med kong Sven, fremgår af dets hele indhold; Olav 
får en ny Danegæld, men påtager sig den forpligtelse at 
frede om de engelske kyster og strømme, så godt han for- 
mår.***) Det var en tanke, der ofte kom frem hos de angel- 
saxiske konger, og det især hos Edelred, at samle nordiske 
mænd under deres banner, for ved deres hjælp at holde de 



\crrip k. 16. Maurer II s. 523. 
**) Snorre, H. Gr. k. 9 — 12. O. Tr. k. 1 og 13.' 
**) Worsaae: den d. erobr, af E. og N. s. 251 f. 



296 SVOLDERSLAGET OG TIDSREGNINGEN I DEN NORSKE KONGERÆKKE. 

andre borte. Således blev Gunlog Ormstunge hans hird- 
mand og Thorkel den høje sluttede sig til ham med alle 
sine mænd. Olav, der var en fredløs kongesøn, kunde da 
ej heller let finde på at vrage en stilling, der gav ham så 
megen lejlighed til at vinde hæder og guld, uden at træde 
den forandrede livsanskuelse for nær, der, som det synes, 
fra først at greb ham så mægtigt. Der har været ytret for- 
skellige meninger om, når Olav er gået over til kristen- 
dommen; at det først er sket i England, kan der ingen 
tvivl være om. Den engelske krønike siger nu, at han efter 
det første forlig med Edelred (sent på året 994) gæstede 
denne konge, der senere »modtog ham af bispernes hånd« 
og gav ham mange gaver. Et af håndskrifterne omtaler 
ligefrem, at han blev undervist af dem*). Der må herved 
sikkert tænkes på hans dåb, selv om krønikens ud- 
tryk nærmest sigter til den kirkelige bekræftelse af dåbs- 
løftet. Sagaens fortælling om hans dåb hos eneboeren på 
Syllingerne bærer præg af at være af senere oprindelse, 
selv om der ligger noget sandt til grund for den ; han kan 
således f. ex. være bleven primsignet ved en slig lejlighed, 
en toreløbig form for overgangen til den ny lære, som vore 
fædre satte megen pris på, men Engeismændene ellers 
neppe kendte, idetmindste ikke på denne tid. Et foreløbigt 
bekendskab måtte han da også gøre med kristendommen blot 
ved at færdes mellem de danske vikinger, der på den tid 
selvfølgelig alle var kristne. Den yngre Olavssaga (k. 79) 
henfører dåben til hans 2.5de år, hvilket da også efter den 
her fremsatte beregning fører os til året efter de sidste 
hærtog, 995. 

Al sandsynlighed taler endvidere for, at Olav ikke 
strax herefter har begivet sig tilbage til Norge. Der må 
være gået nogen tid efter det første forlig, før det andet 
(med ny Danegæld) kunde sluttes, og sagaernes fremstilling 



*) Thorpes udg. I 241. 



SVOLDERSLAGET OG TinsKI tOOMH N I DM NORSKE KOXGEK.KKK 

»trider åbenbart mod at han lige derefter har forladt Eng- 
land. Forliget må forst være kommen til udførelse; år- 
bøgerne roser ham, for at han holdt det og aldrig kom 
til England mere med hærskjold; han må vel have gjort 
mere og afholdt andre fra at hærge i nogen tid. ldet- 
mindste omtales der intet angreb i de to følgende år, hvor- 
på de atter begynder i 997. Imidlertid sluttede Olav svoger- 
skab med den irske konge Olav Kvaran og opholdt sig 
nogen tid hos ham, indtil, som det synes, efterretningen om 
Hakon jarls mord lokkede ham tilbage til Norge. Også 
denne række af begivenheder peger altså bestemt hen på 
året 997 som tidspunktet for hans ankomst til riget. 

Før vi forlader denne undersøgelse, vil det være det 
rigtigste endnu med et par ord at henvende opmærksom- 
heden på den begivenhed, der af Sæmund henføres til 
samme år som Olav Trygvesøns fald, for at det ikke skal 
synes, at noget her er bragt i ulave, der tidligere har været 
i den skønneste orden. Sammenhængen i Laxdølernes saga 
taler som forhen bemærket afgjort for, at der idetmindste 
lå en vinter mellem kristendommens vedtagelse på althinget 
og Svolderslaget, og det samme fremgår af, at den islandske 
overlevering tilskrev Thorgejr Thorkelsøn den sidste af- 
gørelse som lovsigemand; det var han nemlig for sidstegang 
i sommeren 1001, som det fremgår af Åres række af lov- 
sigemænd og deres embedsar, der var udarbejdet efter 
Bjarne den vises beretninger til sine sønnesønner; han mind- 
edes Thorarin, der var lovsigemand for sidste gang i året 
969. Men længere end til 1001 kan vi på den anden side 
heller ikke ret vel flytte den op i tiden, thi hele sammen- 
hængen i Olav Trygvesøns regeringshistorie, — der iøvrijit 
i kronologisk henseende ingenlunde er så fuldendt som især 
den yngre saga gerne vilde give det udseende af, — tyder 
hen på, at det var imod slutningen af sin korte kongebane, 
Olav fik efterretningen om kristendommens sejr i denne 
Norges vigtigste nybygd. 



298 SVOLDERSLAGET OG TIDSREGNINGEN I DEN NORSKE KONGERÆKKE. 

Are siger, at Thangbrand blev sendt op til Island af 
kongen, og at han var der i »et eller to år« og i den tid 
»dræbte to eller tre mennesker«, sikrere var traditionen 
ikke på den tid angående de mest fremtrædende momenter 
ved dette vendepunkt. Thi Thangbrands sendelse af- 
gjorde lærens skæbne på den fjerne ø, han samlede de 
elementer, der alt længe før må have været vundne for 
kristendommen i Danmark eller England, han bevægede flere 
af de mest ansete mænd til at bøje sig for tidens ånd, og 
således var alt forberedt til det afgørende slag på det 
næste års althing. Skøndt nu de senere sagaer holder sig 
til de 2 år for Thangbrands ophold på Island, er der dog 
adskilligt, der taler for, at det snarere kun var et, sær- 
ligt den voldsomhed, hvormed han optræder og som gør det 
usandsynligt, at han skulde havt tålmodighed til at sidde 
mere end en vinter over deroppe, da det snarere synes, at 
han, efterat have gjort bekendskab med alle forholdene og 
personerne, har skyndt sig hjem til Olav, for at opfordre 
ham til voldsomme forholdsregler for at tvinge øboerne. 
Men forholder dette sig således, da er Snorres tidsregning 
rigtig, når han siger, at Olav sendte Thangbrand, da han 
havde været konge i 2 år og hans ophold deroppe falder 
da i 999-1000. 

Dette må da være nok om tidspunktet for Olav Trygve- 
søns fald; det er neppe noget lysteligt arbejde for de fleste 
at trænge igennem en slig række af beregninger, men sagen 
er på den anden side af så stor betydning for Norges og 
derved for hele Nordens historie, at det dog nok er umagen 
værd at dvæle ved den med nogen opmærksomhed. At der 
her derimod ikke er taget hensyn til andet end selve kild- 
ernes udsagn, medens de tidligere, ofte skarpsindige for- 
søg på at klare vanskelighederne, kun ganske flygtigt eller 
slet ikke er omtalte, har selvfølgelig ikke sin grund i, at 
de er oversete eller undervurderede , — de har tvertimod 
jævnlig været vejledende — , men deri, at en i det enkelte 



SVOLDERSLAGET OG TIDSREGNINGEN I DEN NORSKE KONGERÆKKE. 299 

gående kritik af andre fremstillinger fører til pinlige gen- 
tagelser og i virkeligheden bidrager langt mindre til at klare 
spørgsmålet, end den samlede opgørelse af hele det op- 
rindelige regnskab. 

Svolderslaget holdtes efter de pålideligste kilder dagen 
efter Mariemessen, d. 9 September*); andre henfører det 
dog til den følgende eller næstfølgende dag**); den yngre 
Olavssaga har fået regnet ud, at d. 9 S. i året 1000 faldt 
på en mandag, 1002 faldt den på en onsdag. 

Det er imidlertid ikke blot tiden, der trænger til en 
nærmere prøvelse, før vi kan vende os til selve slagets hi- 
storiske stilling og betydning, det er også stedet. Man 
taler i almindelighed om slaget ved Svolder, og sagaerne 
taler om »den ø, der hedder Svolder« (Snorre, O. T. k. 107: 
vi5 ey, på er Svoldr heitir), men allerede dette er en fejl- 
tagelse, da det efter alle pålidelige kilder var et farvand, 
snarest et sund, der i oldtiden kaldtes således. I kvaddene 
der henføres til samtiden tales der således om kampen »foran 
Svolders munding«, »foran Svold«***), ligesom skjaldene 
bruger det udtryk: »ud af Trondhjems munding« o. 1.; der- 
imod siges der vel også, at slaget stod »under ø«t), men 
ikke i nogen anden betydning end den ganske almindelige 
dette udtryk også har i vore folkeviser. Det samme frem- 
går af de efterretninger om stedet, der findes i anledning 
af Vendertogene, thi medens Saxe her kalder det »Svolder- 
havn« (portus Svaldensis p. 874), taler Knytlingesaga om 
en »Svolderå« (i ånni Svoldr, k. 122), medens der aldrig 
er tale om nogen ø af dette navn. Det samme synes også 
at ligge i de afvigende angivelser af stedet; Ryannalerue 



*) Landnåma, tillæg; isl. nckrologium , script, r. D. II 514; 

yngre Olavssaga k. 256. 
**) Odds O. Tr. k. 71. Kristni saga k. 12. 

**') Snorre, O. Tr. k. 113 (123), Skule Thorstensons vers: sunnr 
fy rir Svøldrnr mynni. Snorres Edda s. 400. 
f) Suorre, O. Tr. k. 114 (124), Haldors vers: at h<51mi. 

Aarb. 1. nord. Oldk. og Hil«. 1669. 20 



300 SVOLDEBSLAGET OG TIDSREGNINGEN I DEN NORSKE KONGERÆKKE. 

(chron. Erici reg.) kalder det »Mesund«, det snævre sund, 
hvorved der her selvfølgelig ikke kan være tænkt på det 
bekendte sted i Slien; udtrykket må snarere være kommen 
ind i årbøgerne af en dansk folkevise, der da er bleven 
misforstået. Det samme er da udentvivl allerede tilfældet 
med Adam af Bremen, der henlægger det til Øresund, »der 
hvor det er smalest ved Helsingborg«; thi skøndt meget 
kunde tale for at tage hans beretning for den pålideligste, 
lader dette sig dog ikke gøre overfor kvaddenes bestemte 
navn, og de senere historieskriveres overensstemmende vid- 
nesbyrd om, at dette sted lå ved den vendiske kyst. Ågrips 
angivelse, at slaget stod under Sælland, er endelig så 
usikker, at den nærmest må forklares som en formodning 
af forfatteren, der vidste, at det var i de danske farvande, 
og ligesom Adam antog det for det rimeligste, at det måtte 
have været ved Danmarks hovedø. 

N. M. Petersen, og med ham de nyere forfattere, søger 
Svøldr, som han efter sagaerne tager for en ø, mellem Ryø 
(Rugen) og Usedom, og da nærmest i det nu undergåede 
Svant Wusterhausen*). Men navnets lighed er her sågodt- 
som ingen, i alle tilfælde ikke større end at man på den 
måde vilde kunne finde et Svøldr i sågodtsom hvert øhav. 
Der er intet andet for end at søge stedet efter Saxe og 
Knytlingesaga, da det er de eneste steder, hvor der nu kan 
findes pålidelige efterretninger om nordiske navne på Vend- 
lands kyst. Saxe nævner sin »portus Svaldensis« kun på 
et sted, nemlig som samlingsplads for den vendiske flåde, 
der agtede at overfalde Møn og Falster (p. 874 — 5); men 
det er klart, at denne angivelse langt nærmere peger på 
et sted vest end øst for Ryø. Det måtte jo" være Venderne 
om at gøre at have så kort en vej som muligt til fjendens 
land fra det sted, de samledes på; det var meningsløst at 
lade Vestvenderne og Ryboerne drage ned gennem de 



*) Annaler f. n. oldk. 1837, s. 222. Danm. hist. i hedenold Hill. 



SVOLDERSLAGET OG TIDSKH.MV.i | I DEN NORSKE KONGERÆKKE. H01 

vanskelige farvande til egnen ved det nuværende Greifs- 
walde, når de senere skolde tilbage op mod Danmark. Den 
danske flåde samles således stadig ved Masned eller i 
Grønsund, når den skal til Veudland, ved Hals eller Isøre, 
når den skal mod Nord eller Vest o. s. v. Men nogen 
nærmere betegnelse får vi desværre ikke af Saxe; vi må 
for resten hjælpe os med den mindre nøjagtige, ofte lige- 
frem forvirrede Knytlingesaga og en sammenstilling af dens 
fortællinger med Saxes fuldstændig klare fremstilling. 

Knytlinga nævner Svolder ved to forskellige lejligheder. 
I slutningen af kap. 119 fortælles om de Danskes angreb 
på Rostok ved «Gudakerså«, som de kaldte fjorden, og om 
Absalons sammenkomst med hertug Henrik; morgenen der- 
på, fortsættes der da, drog kongen østerpå langs Vendlands 
kyst til Svøldr; der lå Venderne udenfor åen med en stor 
styrke , men de trak sig dog tilbage for Danekongen. 
Denne slog sig da til ro her, medens Kristoffer hærgede 
Valung på Ryø o. s. v. — Saxe har samme gang i fortæl- 
lingen med ikke større afvigelser end at begge kan have 
havt beretningen fra første hånd. Han lader Venderne lægge 
sig foran Gudakerså uden dog at lade det komme til slag, 
hvorpå de Danske forfølge dem østerpå til midt på dagen; 
da stopper de op og lægger sig til hvile i en havn (portum 
tenentes, p. 764), indtil Eskil kommer og ægger dem til 
fornyet angreb på det vestlige og sydlige Ryø. Vil man her 
indrømme sagaen, at Saxes portus er den, han selv senere 
kalder Svaldensis, da er det klart, at den også her kun 
kan søges vest for Ryø. 

I det 122de kap. fortæller Knytlinga om toget til Tri- 
busis; Absalon og Kristoffer, siger den, for til Svøldr og 
drog op i landet; da de kom tilbage til samme sted, lå de 
vejrfaste i 20 dage , inden de kunde komme hjem. Saxe 
fortæller også her udførligere og nøjagtigere, uden dog at 
nævne andre navne end Tribusis (Tribusana provincia, p. 806); 
de hærgede, så landet tildels lå øde endnu dengang Saxe 

20* 



302 SVOLDERSLAGET OG TIDSREGNINGER I DEN NORSKE KONGERÆKKE. 

skrev. Et blik på kortet synes også her at vise, at det 
snarest må have været nordfra, hæren kom, og at vejen 
østerfra vilde have været vanskeligere og usikrere både for 
skibene, der blev tilbage og for dem, der drog op i landet. 
Også det, at der omtales et vandløb, stort nok til at stanse 
en forfølgende fjende, tyder på det samme, thi et sådant 
findes mod nord, derimod neppe mod øst. 

Alle disse forskellige bestemmelser synes at pege på 
et af indløbene til »die Grabow« , indhavet mellem Zingst 
og fastlandet, vistnok nærmest det østligste, ligeoverfor 
Hedinsø og Ryø, det, der nu kaldes »die neue Au«. løvrigt 
skal det ikke fordølges, at dette sund udtrykkelig omtales 
engang under Vendertogene, uden at kaldes for Svolder 
hverken af Saxe eller af Knytlingesaga. Her var det flåden 
løb ind og gjorde landgang, Absalon på den ene og Valde- 
mar på den anden side af »åen«, som den også her kaldes 
(amnis, flumen, S. p. 748 f. m65a, Knytl. k. 119). De 
satte da ild på byerne i natten, for at det kunde lyse over 
søen (palus), der blev ved at ligge mellem dem. Skibene 
måtte gå. ind 3 og 3 for grundenes skyld, et forhold, der 
svarer godt til hine tiders, og særlig disse egnes, forestil- 
linger om en god havn, ligesom også til sagaens fortælling 
om den norske flådes langsomme fremrykning til kamp. 
Muligvis vilde man kunne komme til en afgørende bestem- 
melse gennem navnet, da det ikke er usandsynligt, at 
»Svøldr« er en oversættelse af et vendisk navn, ligesom 
Burstaborg af Stetin og Steinborg af Kamin*); hint vand 
hed nu i middelalderen »Reke«, d. e. strømmen, og det er 
da vel ikke umuligt, at det kan være deraf, Svøldr egenlig 
er en oversættelse, dannet af udsagnsordet at »svella« 
(svall, sollit)**). Dette må dog overlades de sprogkyndige 



*) Annaler f. n. oldk. 1837, s. 239. 

'*) Codex Pora. dipl. p. 600 og anm. 6; i et diplom fra 1240 
giver Wisczlaus af Ryo byen Stralsund adskillige ejendomme, 
h vorred følgende udtryk forekommer: »a portu eciam qui 



SVOLDERSLAGET 00 TIDSREGNINGEN I DEN NORSKE KONGERÆKKE. 303 

til afgørelse; her er det egenlig kun af væsenlig betydning 
at holde fast ved, at slaget stod etsteds ved Vendlands 
kyst, ikke langt fra Rye. 

Herefter kan vi da vende os til det, der udgjer under- 
søgelsens hovedopgave, nemlig den historiske situation, 
der fremkaldte Svolderslaget, og det vil da formentlig 
vise sig, at det, der her er fremsat om tiden og stedet, er 
af væsenlig betydning for fastsættelsen af denne. I for- 
tællingerne har vi valget imellem to modsatte overleveringer, 
idet den danske opfatter Olav som den angribende, medens 
den norske på en enkelt saga nær siger, at han var den 
angrebne. Allerede Adam af Bremen, der som bekendt fik 
sine efterretninger af Sven Tveskægs dattersøn, siger, at 
Olav efter Tyres tilskyndelse påførte Sven krig, og Saxe 
gentager det samme,. skønt under helt andre forudsætninger. 
Også den norske Ågrip holder sig hertil, skønt den kender 
beretningen om, at Olavs tog tillige gjaldt Vendland. Her- 
ved er det imidlertid strax påfaldende, at det er de samme 
forfattere der antager, at slaget fandt sted i de danske 
farvande, — thi også Saxe, der intet bestemt sted nævner, 
har rimeligvis antaget det — , og der er en forbindelse 
mellem denne vitterlig fejlagtige efterretning og hin opfattelse, 
forsåvidt som de begge røber, at traditionen har taget 
det der forekom den at være det rimeligste, efterat det 
oprindelige var gået tabt; den hele begivenhed havde selv- 
følgelig ikke gjort det indtryk og efterladt sig det ry her i 
Danmark som i Norge, og også der var overleveringen ikke 
overalt lige stærk og ren. Stod slaget derimod, som det 
fremgår af den eneste samtidige kilde, skjaldekvaddene, ved 
Vendlands kyst, da er det åbenbart, at kong Olav var den 
angrebne, ligesom han blev den besejrede. Dette har da 



noua reka dicitur — «. I unni. 6 kaldes den »die wicli- 
tige Rli ede die neue Reke« ; Tyskerne kalder den som 
omtalt »die neue Au«. 



304 SVOLDERSLAGET OG TIDSREGNINGEN I DEN NORSKE KONGERÆKKE. 

også den almindelige norske tradition holdt fast på, vistnok 
særlig støttet til erindringen om Erik jarls forhold, der er 
glemt i de andre beretninger. Der kan heller neppe 
være nogen tvivl om, at det jo fornemmelig var ham, der, 
fordreven fra sin faders rige satte alt igang og lagde råd 
op mod kong Olav med de to andre nordiske konger. Han 
blev besvogret med Sven Tveskæg og sluttede venskab med 
Olav Svenske, og han æggede alt det had og al den mis- 
undelse frem der i så rigt mål fandtes hos dem begge. 
Det var især Sigrid Storrådes lidenskab der i den hen- 
seende måtte komme ham tilhjælp; som Olavs moder og 
Svens hustru opgav hun ikke noget øjeblik sin hævn over 
den forsmædelse hun havde lidt af sin norske frier. 

Denne del af sagaernes beretning er da vistnok uimod- 
sigelig: at det var Sven Tveskæg, Olav Svenske og Erik 
jarl, der angreb og overvandt Olav Trygvesøn under den 
vendiske kyst. Et andet spørgsmål er det, om de har ret 
i deres angivelse af hans rejses formål, at han nemlig gæstede 
kong Bugislav (Boleslav) for at få sin Dronning Tyres ejen- 
dele udleverede. Dette synes neppe at være andet end en 
af sagamændenes formodninger, der så let udvikler sig i den 
brede episke fortælling, som ikke tåler noget spring eller 
nogen uforklaret begivenhed, men helst glider jævnt frem 
gennem lutter klare og letoverskuelige forhold. Hele for- 
tællingen om at Tyre imod sin vilje sendes hen for at ægte 
»den gamle hedenske konge«, at hun senere undviger og 
flyr fra Vendlaud op til Norge hvor hun ægter kongen, er 
desuden i sig selv så usandsynlig og ligner så meget middel- 
alderens eventyr og viser om de kristne kongedøtre, der 
kommer til et fjernt hedensk land og omvender dets konge 
ved deres ynde og uskyld , at den sikkert må lades helt 
ude af betragtning ved en vurdering af de politiske forhold 
før Svolderslaget. Noget andet er det, når Agrip, der idet- 
hele er skrevet ud af en ældre, men også mangelfuldere 
tradition siger, at Tyre engang havde været lovet en vend- 



SVOLDER*LAGEr OG TIDSREGNINGEN I DEN NORSKE KONGERÆKKE. 305 

isk hertug, men at hun ikke vilde have ham, hvorimod hun 
senere fik Olav Trygvesøn; thi da Sven selv var gift med en 
datter af den polske konge Miseko, altsaa en søster til hans 
efterfølger Boleslav, der dog senere blev forskudt af ham 
og levede i Vendland til efter hans død, da sønnerne 
Harald og Knud hentede hende tilbage, så er der intet 
urimeligt i en slig påtænkt forbindelse, og det er da ej 
heller så underligt, at der heraf i tidens løb kunde udvikle 
sig en fortælling der kunde forklare det tilsyneladende 
uforklarlige: hvorfor Olav Trygvesøn havde begivet sig 
ned til Vendland, da han måtte vide, at hans fjender lurede 
på ham. 

Der er dog endnu et moment i sagaens fortælling der 
kan indeholde sandhed, nemlig det, at Tyre ikke fik sin 
medgift og derfor æggede sin mand til toget. Agrip an- 
giver det ligefrem som grund at kongen vilde hente sin 
hustrus arvegods hos Sven Tveskæg, og allerede Adam af 
Bremen siger, at det var hende der æggede Olav til an- 
greb. At noget sådant har fundet sted, bekræftes end- 
videre af det ejendommelige træk i sagaen, der ikke let 
kan være senere tiders påfund, — med mindre det da er 
kommen ind fra en anden fortælling, — at Olav en tidlig 
forårsdag købte usædvanlig store kvanner og bragte dem 
hjem til dronningen, der dog ikke vilde modtage dem, men 
benyttede lejligheden til at minde ham om sit mellem- 
værende med den danske konge. Derpå tyder det også, at 
Olav efter alle beretninger rustede sig så usædvanligt til 
toget; han lod bygge det største skib oldtiden kendte, 
Ormen den lange, og for afsted med en anselig styrke. Det 
kan derfor ikke på nogen måde siges, at Olav blev over- 
falden uforberedt; tvertimod var det neppe hans agt at for- 
lade de danske farvande uden at drage et blodigt spor efter 
sig; han begik kun den uforsigtighed at opholde sig for 
længe ved den vendiske kyst, så hans fjender, der var lige 



306 SVOLDERSLAGET OG TIDSREGNINGEN I DEN NORSKE KONGERÆKKE. 

så opsatte som han på et sammenstød, fik tid til at samle 
sig med en større styrke end han vistnok havde ventet. 

Den egenlige grund til at Olav på sit tog kom til 
Vendland må måske snarere søges i den politiske situation 
der på stedet i året 1002. Kejser Otto III var død d. 
24 Januar og hele Tyskland splittet i partier i anledning af 
det nye valg. Markgreve Ekkard af Meissen der hidtil 
havde holdt de vendiske stammer øst for Elbe i ave blev 
myrdet, og kong Boleslav af Polen benyttede strax lejlig- 
heden til at erobre »die Ostmark«, Meissen og landet til 
Eister, da ingen under den almindelige gæring tænkte på 
at gøre alvorlig modstand. Da Henrik II endelig var bleven 
valgt i Juli måned, havde han en sammenkomst med Boles- 
lav, men denne blev yderlig forbitret over et forsøg der 
gjordes på at fange ham og han kastede sig nu over 
Tyskerne med hele det nationalhad Polakkerne var i be- 
siddelse af. — Men under disse forhold synes kong Olavs 
tog at kunne forklares uden hjælp af det usandsynlige 
mellemværende med kong Boleslav; han var vel bekendt 
med de vendiske forhold fra sit ophold i Jomsborg, og det 
er såre forklarligt, at rygtet om de store omvæltninger der 
syntes at skulle foregå dernede ikke lod ham have ro i 
hjemmet, nu da han dog var rustet til store foretagender, 
men gjorde at han længtes efter at kaste sit sværd i vægt- 
skålen som Norges konge der hvor han før havde færdedes 
som menig kæmpe. Det er heller ikke umuligt at Tyres 
had til Boleslav kan have havt indflydelse på Olavs beslut- 
ning i den retning. Men at historien intet har opbevaret 
derom, og at sagaen ikke har fået dette moment med, finder 
ganske naturligt sin forklaring i at han intet fik udrettet 
af det han i den henseende kan have påtænkt, og at de 
øvrige begivenheder der knyttede sig til toget derimod 
trængte sig så stærkt i forgrunden. Dette forklarer da 
måske tillige sagaens beretning om hans lange ophold i 
Vendland; hans mænd blev kede deraf, provianten var 



SVOLDERSLAGET OG TIDSREGNINGEN I DEN NORSKE KONGERÆKKE. 307 

rimeligvis fortæret og flådemandskabet længtes efter hjem- 
lov. *) 

Angående selve slnget skal her kon to punkter frem- 
drages: de kæmpende skibes antal og de danske Joms- 
vikingers forhold. Også her er det nødvendigt bestemt at 
skelne mellem versenes og sagaernes udsagn, thi kun i 
hine kan vi vente det rette forhold bevaret. Haldor den 
ukristne siger, at Olav drog sønderfra med 71 skibe, »den- 
gang jarlen (vistnok den norske Erik) krævede skibe af 
Skåningerne (de Danske)«. Hans fjender mødte derimod 
med 80 skibe, 60 danske, 15 svenske og 5 norske, som 
der siges i Rekstefja**). Disse opgivelser svarer i alle 
henseender til hvad der måtte antages for det sandsynligste; 
Olav kunde ikke ret vel vove sig ned gennem de danske 
farvande med en mindre styrke, de andre kunde på den 
anden side ikke let i en håndevending samle en større flåde til 
en kamp, der kun angik deres personlige interesser. Endvidere 
er det det ene rimelige, at Sven var den der mødte med 
et helt overvejende antal skibe; han var samtidens største 
viking og den der i alle måder var første mand i forbundet; 
Olav deltog i det mere for sin moders skyld , og Erik var 
en landflygtig jarl der neppe ejede ret mange fartøjer. 
Derfor omtaler Adam af Bremen end ikke Olav og Erik, 
skønt hans hjemmelsmand Sven Estridsøn, der jo tilhørte 
det svenske kongehus nok så meget som det danske, ellers 
nok vidste at fortælle om og fremhæve sin moders halv- 
broder, endog på sin morfaders bpkostning. Ligeoverfor 
disse efterretninger taber da sagaerne al betydning med 
deres fortælling om at Olav kun havde 1 1 skibe hos sig 
da slaget begyndte, og at det var Erik jarl, der med sin 



*) Det skal her dog nævnes, at den yngre Olarssaga henforer 
kongens dod til det samme år som kejser Ottos, hvad der 
jo kan indeholde en erindring om det rette forhold , skont 
det vel neppe er sandsynligt. 

") Snorre, O. Tr. k. 108. Munch, d. n. f. h. I 2, 887. 



308 SVOLDERSLAGET OG TIDSREGNINGEN I DEN NORSKE KONGERÆKKE. 

mageløse tapperhed overvandt siue landsmænd, mod hvem 
de Danskes og Svenskes anstrængelser var spildte. Det er 
skade, at en så skøn fremstilling som den sagaerne giver af 
Svolderslaget skal vanheldes af dette norske arvesyndsmærke. 
Et andet træk, der i sagaen ikke uvæsenligt bidrager 
til at stille Olav i det bedste lys på fjendens bekostning, 
er fortællingen om Sigvalde jarls forræderi. Nogle siger, at 
han gjorde kong Olav tryg og derpå forlod ham i kampen; 
andre går endog så vidt at lade ham drage til Norge for 
at lokke ham herned. Der var idethele en tilbøjelighed til 
at lade kongerne falde for forræderi i den ældre middel- 
alder; Kristus var i den henseende det store forbilled, hvor- 
efter sagnet formede mange nekrologer. Her er der imidler- 
tid ingen grund til at tro på noget sligt. Vel sagde Stefner 
i et nidvers, da han drog forbi Sigvalde: »nedbøjet er næbet 
på den niding der sveg kong Sven af lande og forrådte 
Trygves søn«*); men dette kan ganske i almindelighed 
sigte til at han deltog i slaget, og en Normand vilde måske 
have sagt det samme til Sven Tveskæg eller enhver anden 
deltager; her var der dobbelt anledning til det, da Sigvaldes 
list mod kong Sven også kunde betegnes som et forræderi. 
At opfattelsen af Sigvaldes deltagelse som noget uhæderligt 
i alle tilfælde ikke har været almindelig i Norden, fremgår 
tydeligt nok af Skule Thorstensøns vers, hvori han fortæller 
at »han fulgte Frisernes fjende (jarl Erik) og Sigvalde 
sønderpå foran Svølders munding«**); thi ingen ærekær 
mand vilde selvfølgelig rose sig af at have været i følge 
med en niding. Der er da heller intet sandsynligt i hele 
denne fortælling; den konge der svang sin blodige svøbe 
over England og satte dets krone på sit hoved, havde vel 
neppe behov at ty til svig og underfundighed for at komme 
kong Olav tillivs, ligesålidt som han vistnok måtte takke 
sin lensmand Erik jarls våben for sejren. 

*) Fagrskinna k. 76. Odds O. T. k. 61. 
**) Snorre, O. Tr. k. 113. 



SVOLDERSLAGET OG TIDSREGNINGEN I DEN NORSKE KONGERÆKKE. 309 

Til slutning skal her endnu gøres opmærksom på et 
sammentræf af begivenheder, der neppe synes at kunne 
være tilfældigt. Det var nemlig godt 9 uger efter Svolder- 
slaget at kong Edelred i England lod de Danske myrde 
(d. 13de Nov.). Således som denne nidingsdåd fremstilles 
af de gamle engelske forfattere er den næsten en gåde på 
det tidspunkt da den udføres. Vikingehæren havde fået 
sin skat og var gået i vinterkvarter ; kongen havde samme 
efterår modtaget sin unge brud, hertug Rikards datter af 
Normandiet; der synes ikke at have vist sig noget varsel 
om den storm, der nærmede sig. Da udgik der hemmelig 
befaling til alle tro Engelsmænd om at dræbe de Danske i 
en bestemt nat, hvor de end fandtes. De samtidige årbøger 
siger at grunden dertil var, at kongen havde fået at vide 
at de Danske tænkte på at rydde ham og hans høvdinger 
af vejen for at kunne tage riget helt i besiddelse Be- 
falingen udførtes med hensynsløs grumhed på mere end et 
sted. Det var ikke vikingehæren, eller ikke blot den det 
gik ud over; tvertimod synes befalingen at have gældet alt, 
hvad der var dansk, forsåvidt det kunde antages endnu at 
hænge ved hjemmet og at ville slutte sig til nordiske 
erobrere. At denne skænselsgerning var enestående ses af 
det rygte den efterlod sig; kvinder og børn sagde man 
var bleven myrdede, tildels under udsøgte pinsler; blandt 
andre blev Sven Tveskægs søster Gunhilde dræbt tilligemed 
sin mand, jarlen Pallig, og sine børn*). Men en så usæd- 
vanlig beslutning forudsætter usædvanlige grunde. Det er 
øjensynligt, at Edelred, som årbøgerne siger, har frygtet en 
overhængende lare fra det danske elements side der over- 
alt var isprængt den saxiske befolkning, og at han har 
villet svække det ved at rydde førerne af vejen og derved 
tillige indjage resten en alvorlig skræk; denne store plan 
er da et sidestykke til den at samle en flåde der kunde 



*) Worsaae, den d. erobring af E. og N. s. 257 ff. 



310 SVOLDERSLAGET OG TIDSREGNINGEN I DEN NORSKE KONGERÆKKE. 

være stor nok til at optage kampen med de Danske, som 
Edelred fatter og påbegynder nogle år senere. Det kan 
derfor heller ikke antages, at blodbadet har været ind- 
skrænket til rigets sydlige halvdel, det gik ud på at blive 
af med »alle Danske der var i England«, som årbøgerne 
siger, alle dem der virkelig var danske endnu af sind. 

Det er da et spørgsmål, om ikke efterretningen om 
Olav Trygvesøns fald kan have bragt Edelreds plan til 
modenhed, selv om hans tanker alt tidligere har syslet med 
den. Olav havde for få år siden sluttet et forbund med 
ham, der synes at have skaffet Englands kyster tryghed 
for et par år, og selv efterat han var bleven Norges konge 
holdt han ligesom Sven Tveskægs sværd i skeden, så det 
ikke kom til den afgørende kamp Edelred måtte frygte. 
Nu derimod, da Olav var falden og intet mere syntes at 
kunne forhindre Sven i at fuldende Englands erobring og 
da måske de Danske der på øen alt lod sig forlyde med 
at rigets undergang stundede til, — nu kunde et alminde- 
ligt blodbad forekomme Edelred at være den eneste udvej, 
der i forbindelse med en alvorlig anstrængelse for at møde 
fjenden i åben kamp måske endnu kunde frelse riget. Og 
skønt det snart viste sig at dette fortvivlede middel ikke 
slog til, er det dog ikke usandsynligt at det bidrog sit til 
at forhale afgørelsen i den række af år, der endnu hengik 
før Angelsaxerne bukkede under. 

Hermed er der da formentlig anvist Svolderslaget sin 
rette plads i samtidens historie. Det står ikke som et 
løsrevet, om end storartet skuespil, men som led i en række 
begivenheder der ikke afsluttes med Norges deling. Om det 
skal stå der fremdeles vil fornemmelig bero på tidsregnin- 
gens rigtighed, derfor er den her stillet i spidsen og an- 
befales til granskernes fornyede overvejelse; men denne støttes 
dog atter af begivenhedernes formodede sammenhæng, derfor 
er den her i sin helhed behandlet sammen med Svolderslaget. 



L J 6 M U R. 

1 vor tid, da flere og flere af de sange, som have 
glædet vore forfædre, drages frem for lyset, turde det ikke 
være uden betydning at henlede opmærksomheden paa dette 
gudelige kvad. Paa Færøerne kendes nu kun brudstykker 
deraf, men at det ikke altid har været saaledes, at det har 
været et yndet kvad, derom vidner ikke blot sagnet, men 
ogsaa den omstændighed, at melodien har holdt sig i folke- 
munde medens selve kvadet tildels er glemt. Derved er 
det blevet muligt for mig at kunne, som her er sket, lade 
text og melodi følges ad. Meget tidligt have forfattere, 
som skreve om Færøerne, havt øjet rettet paa 'Ljomur'. 
Saaledes skriver Lukas Debes i sin Færoa reserata af 1673, 
hvor han omtaler den papistiske mørkhed hos de gamle: 
'Men at de hafve dog beholt den rette saligheds grund udi 
en uforfalsket tro til Christum Jesum, beviser en meget 
gammel aandelig psalme, som de paa deris gamle maal 
kalde Liomer: Udi hvilken indeholdis den fireslags Menniske- 
lige kiøns stat; nemlig fuldkommenheds, forkrænkelsens, 
fornyelsens og fuldkommen igiengifvelsens stat udi det evige 
Uf: huor udi tillige indføris Christi fødsel, pine og død. 
Den siunes at være digtet udi Iisland, eftersom der findis 
mange Iislandske ord derudi. Liomer er saa meget paa 
Danske som Lius eller glands: thi solens glands eller skin 
kaidis endnu paa Færøeske soele liora. Hvorfor efterdi 
Guds ord udi skriften lignis ved et lius, glands eller skin, 
da hafve de kaldet samme psalme 'Liomer' saasora det 
beste skin og lius affGuds ord. Jeg hafver søgt efter den, 
men saa vit jeg hafver bekommet aff den, er den gandske 
ufuldkommen. Det maa jeg billigen laste paa mine Fær- 



312 LJOMUR. 

øesker, idet den største part kunne fast alle gamle kæmpe- 
viser, icke alleene af den gamle Danske kæmpebog, men 
endogsaa mange andre om de Norske kæmper, som mueligt 
hos andre ere forglemte og her ere udi frisk hukommelse 
og brugis ideligen i deris dants: Men denne dyrebare og 
meget fornødne vise om den rette Israels kæmpe Christo 
hafve de saa aldelis lagt udi glemme, at jeg hafver iblant 
mange icke kundet opspørge et eniste menniske, som denne 
sang veed fuldkommen altsammen. Haffde voris Færøeske 
saa vel bevaret denne som deris kæmpeviser, da haffde de 
icke været synderlig at laste: Thi de gamle forfædris loff 
bør icke heller billigen slaaes udi glemme-bogen, dog mueligt 
andre ny psalmers mangfoldighed hafver ført denne udi 
foract og drefvet den udi forglemmelsens land . Lukas Debes 
formodning, at kvadet er digtet udi Island, som bekræftedes 
af folk, jeg talte med, som kendte til Ljomur, faldt mig 
paa sinde, da jeg var saa heldig af forhenværende distrikts- 
læge N. Nolsoe i Thorshavn paa min forespørgsel at blive 
gjort opmærksom paa en Færøsk opskrift (paa 35 vers) af 
Ljomur i dennes samling af kvæder. Jeg sendte da en 
forespørgsel til Reykjavik, og ikke længe efter fik jeg 
virkelig tilsendt derfra en afskrift af Ljomur med denne 
overskrift: 'Ljomur biskups Jons Arasonar' (paa 32 vers). 
Hvad der her gik som et sagn, at den skulde skrive sig 
fra denne som modstander af Lutherdommen paa Island 
bekendte Holarbisp, der henrettedes 1550, blev nu fuld- 
stændigt bekræftet, thi ikke færre end 3 recensioner nævne 
ham som forfatter. Men det for mig overraskende og glæde- 
lige var jevnførelsen af de to recensioner (den Færø'ske og 
Island'ske). Vers for vers, linie for linie, ord for ord kunde 
de følges ad. Ved siden af denne lighed, som var saa 
overvejende, at den maatte paatrænge sig enhver ved jevn- 
førelsen, forekom det mig at være af mindre betydning, at 
den Færø'ske manglede de to slutningsvers, at enkelte vers 
(uden at forstyrre meningen) vare interpolerede, og hist og 



UOM UR. 3 1 3 

her andre vendinger for større tydeligheds skyld vare fore- 
trukne. Det var at vente, at kvadet ved at gaa gennem 
sanmange slægters mund i 3 aarhundreder, havde været 
stærkt præget af den Færøske mundart, saameget mere som 
traditionen kun kan have havt brudstykker af skriftlige op- 
tegnelser at støtte sig til, og dog er det ikke saa, om det 
end er kendeligt nok, at det er blevet mere afslebet og 
afrundet i formerne ved at gaa gennem folkemunde. Dette 
tyder paa en stor kærlighed til dette kvad, ligesom det 
vidner om den andetstedsfra tilstrækkelig bevidnede trofaste 
hukommelse hos de gamle Færinger. Og her bliver det af 
særlig interesse at mindes det af Lyngby efter Svabo an- 
førte sagn, at det har været brugt 'som en slags katekis- 
mus', dog ikke, som han skriver, i 'de katholske tider', 
men sikkert langt ned i den efterpapistiske tid. Thi den 
erfaring, at hvad der er indpræntet i hjemmet fra barnsben 
af glemmes ikke saa let, turde ogsaa anvendes her, især 
naar indholdet bæres af sangens toner, og disse som ved 
Lj6mur ere iørefaldende*). Hvad indholdet angaar, som 
Lukas Debes angiver rigtigt, saa maatte dette: besyngelsen 
af skabelsen, uskyldsstanden, syndefaldet og oprejsningen 
ved Jesus Kristus, som afsluttes med en udførlig udmaling 
af hans gerning paa dommedagen, gøre kvadet godt skikket 
til brug ved hjerameundervisningen. Papistiske vildfarelser 
ere indblandede, hvad jo var rimeligt nok (dog ikke i den 
udstrækning som i et andet Islandsk gudeligt kvad: 'Lilja'), 
saaledes paakaldes Jomfru Maria, hun og Johannes gaa i 
forbøn for mennesker paa dommedag. Forfatteren lader 
dem følges ad her, da han lægger vægt paa, at netop disse 
to vare de eneste, som fulgde frelseren til korsets fod. 
Derfor lader han og frelseren anføre dette som en grund, 
hvorfor han ikke kan nægte dem deres bøn. I afsnittet 
om dommedagen skinner i det hele den katholske gernings- 



*) Paa melodien til 'Ljdmur' gaa flere andre Færoske viser. 



314 LJOMCR. 

retfærdighed igennem. Men dette i forbindelse med den 
omstændighed, at kvadet skrev sig fra den bekendte for- 
kæmper for pavekirken, turde og være grund nok for de 
Færøske præster i det 16de og 17de aarhundrede til at 
søge at bringe kvadet i glemsel, saa den overtro, som alle 
fortælle har hersket her, at man, naar man lærte kvadet 
fra sig, maatte passe at beholde et Vers tilbage for ikke 
at sjolåtast, godt kunde skrive sig fra præsterne, som ad 
denne vej haabede at udrydde denne levning fra den ka- 
tholske tid. Hvad herved opnaades blev imidlertid kun, at 
kvadet blev udstykket, men hver holdt saaraeget fastere 
paa sit brudstykke, og naar Lukas Debes skriver: 'Jeg 
hafver iblandt mange icke kundet opspørge et eniste men- 
niske, som denne sang veed fuldkommen altsammen', saa 
rimer dette sig godt hermed, uden at derfor den slutning 
derat' kan drages deraf, at Færingerne havde lagt den i 
glemme, saa den var, som han skriver, geraadet i foragt 
eller drevet hen i forglemmelsens land for de ny psalmers 
mangfoldighed. Thi det er nu hævet over al tvivl, at den 
hverken i Debes eller Svabo's tid*) er gaaet i forglemmelse, 
naar det i det 19de aarhundrede kan lykkes at samle den 
til et hele, saa den paa de 2 slutningsvers nær er kommen 
tilveje i sin oprindelige skikkelse. Meget sandsynligt er 
det ogsaa, at Færingerne vare noget tilbageholdne ligeoverfor 
præsten Debes, naar denne udspurgde dem om Ljomur, som 
er let forklarligt, hvis min gisuing er rigtig, saa de lod 
mere uvidende i dette stykke, end de virkelig var. Hvad 
nu særlig de 3 paa Færøerne tilføjede slutningsvers angaar, 
da have samme bestyrket hos mig, at det har sin rigtighed 
med ovennævnte overtro. Man havde næsten ganske glemt 
de oprindelige, saa hjalp man sig saa godt man kunde og 



) I slutningen af det 18de aarhundrede rejste denne heroppe; 
han mener ogsaa, at den er forglemt; fra ham haves en 
daarlig recension paa 13 vers. 



u6mcr. 315 

supplerede kvadet paa fri haand. For hukommelsen maa 
dog, som jeg formoder, billinger af de oprindelige have 
svævet, og fik man disse ind med i versene (som jeg i 
anmærkningerne har gjort opmærksom paa), saa kunde det 
dog ikke med føje siges, at vers helt vare gaaede tabt. 

Det staar nu ikkun tilbage at gøre rede for mit arbejde 
med kvadet. Vel maatte den Nolsoe'ske recension i sin 
skrivemaade sættes langt over Svabo's, og synes det højst 
rimeligt, at den første samler*) har kendt noget til Islandsk, 
men skrivemaaden var dog holdt saa nær til den særegne 
Færøske udtale med sine ejendommelige udvidede lyd og 
lydovergange, at den let kunde blive vildledende, navnlig 
for mig som Ikke Færing, naar det galdt for mig at rette 
den, saa den nærmede sig den Islandske. Mit kendskab til 
Islandsk var her ikke tilstrækkelig; af væsenlig nytte blev 
derimod 'Færøsk sproglære' af V. U. Hammershajmb, trykt 
i annaler for nordisk oldkyndighed og historie af 1854; det 
er den af samme forfatter i 2det hefte af hans 'Færøske 
kvæder' (udgivne af det Nordiske litteratursamfund 1855) 
fulgte skrivemaade, som er anvendt paa Ljoraur. En anden 
del af arbejdet var rettelsen af de mange grammatikalske 
fejl i den Færøske recension. Endelig at træffe valget 
mellem de forskellige læsemaader, og hvor udtrykket (dog 
blot paa enkelte steder) var meningsløst, at opstille en 
konjektur, som blev et nogenlunde passende udtryk for den 
formodede mening. I sidstnævnte henseende fik jeg god 



*) Som jeg hidtil ikke har kunnet opspørge. Dr. Nolsfle har 
ordret afskreven det efter en optegnelse, der beroede hos en 
mand ved Navn Jon Djonesen NolsOe. Denne skal være kom- 
men fra Dr. NolsoVs fader, fhv. handelsforvalter NolsOe. 
Denne, en nu hojtbedaget olding, paastaar, at han har faaet 
den fra Svabo. Forholder dette sig saa, maa Svabo have 
lært kvadet i sin helhed at kende, da han i begyndelsen af 
dette aarhundrede tog fast ophold paa sine fødeoer. Efter 
sammes sigende skulde den recension, han laante af Svabo, 
have hart til overskrift: Ljomur harra Jons! 

Aarb. f. nord. Oldk. og Hist. 1869. 21 



3 1 6 LJOMTR. 

hjælp af provst V. U. Hammershajmb, hvem jeg herved 
takker for den redebon ydede hjælp ved det omhyggelige 
gennemsyn af mit arbejde. Sluttelig min bedste tak til 
stiftsbibliothekar J6n Årnason i Reykjavik, som sendte mig 
en afskrift af den ældste og bedste af de 4 recensioner, 
som fandtes i hans manuskriptsamling (hvoraf tvende skulle 
have 32 vers, de andre tvende kun 30) med varianter i 
randrn! Og her griber jeg og lejligheden til at bringe Dr. 
N. Nolsoe i Thorshavn min tak baade for laanet af hans 
afskrift som og for den forekommenhed, hvormed han op- 
fyldte min begæring at udsætte melodien til Ljomur! Og 
naar jeg takker de oplyste Færinger, som have ydet mig 
haandsrækning, er det mig en kær pligt at fremhæve amts- 
fuldmægtig, assessor J. Davidsen, bibliothekar ved amts- 
bibliotheket. Den varme, hvormed denne sjelden kundskabs- 
rige mand omfatter, hvad der er hans øboeres aandelige 
ejendom, er ogsaa bleven kendelig for mig ved denne lejlig- 
hed. Men jeg ønskede ogsaa at henlede mine landsmænds 
opmærksomhed paa dette kvad, og ønskede jeg, at vennerne 
af den Nordiske ligesom særlig af den Nordiske kirkelige 
litteratur maatte finde en lignende glæde deraf, som jeg 
har fundet. 

Thorshavn d. 3ote Maj 1869. 

R. Jensen, 
ordineret lærer ved Realskolen i Thorshavn. 



LJOMUR 
BISKUPS JONS ARASONAR 



Elægstur heilagur andi, 
himna kongurin stt-rki, 
lovliga lit tii å meg, 



Vers 1. Httjeste Helligaand, himmelkonge stærk, sku herligt til mig! 



UOMIR. 317 



signadur a sjogv og landi, 

sannur i vilja og verki, 

hoyr tii, eg heiti å teg! 

Forda tii mær fjandans pinu og diki, 

feikna kvblum bllum fra mær viki, 

mær veit tii tad, Marin sonurin riki, 

mæla eg kundi nakad, sva tær liki! 

2. 

Å dogura sex hin dvri 

drottin min hann skapti 

allan heimin her, 

mjog sva Mosis skyrir, 

vi& miklum dyrdar krafti, 

sva er tjå9 fyri mær. 

Skyrdi hann loftid, skaparin allra kinda, 

skilliga kundi hvort fra o9rum rinda, 

tempradi si5an tungliS, sol og vindar, 

tiguligur hann alt kundi loysa og binda. 

3. 

Aldaftidur vårn fyrsta 
tå hann skapti at moldu, 
her sum hvor maour veit, 
læt seg hartil lysta 



Signede baade paa hind og sø, sanddru i vilje og daad, hør 
mig, jeg anraaber dig! Afvend fra mig al Djævlens pine og 
dynd! Lad alle rædslens kvaler vige fra m»g! Giv mig naade 
dertil, o Marias mægtige son, at jeg monne tale noget, som 
tækkedes dig! 

Vers 2. I seks dage skabte min drott, den dyrebare, hele vor 
verden — mangt derom Moses beretter — ved hin herligheds 
vældige kraft, saa er det fremstillet for mig. Han, alle 
slægters skaber, hvælvede himlen, tydelig kunde han skille 
det ene fra det andet; siden satte han >k ranker for maane, 
sol og vinde; prægtig alt han kunde lose og binde. 

Vers 3. Vor slægts forste fader da han skabte her af muld, hvad 
alle véd ; dertil stod hans hu at underholde dem paa jorden 

21* 



318 



at livga tey a foldu 

i sonnum solar reit. 

Nu vil eg gjarna navniS teirra inua, 

nær sum inåtti vari tvingan linna, 

Ådomur æt og Eva, hans listar kvinna, 

varia matti vænari tvey hjiin finnast. 

4. 
Teim var lagt til litar 
at liva vi5 allari bli5u 
svå prutt i Paradis, 
veitti teim hin væni 
vist uttan alrar kvi5u, 
teiin var sælan vis-. 
BannaSi teim at bita ein epliskjarna, 
blessa5ur kva5st teim einkis annars varna, 
hetta birti hin hægsta leiQarstjarna, 
tå barst i heimin hjålpin Ådoms barna. 

5. 
Fjandin unir vi5 illa 
yndi teirra og sælu, 
voxt og vegligt skreyt, 
situr um at svikja og villa 
og samliga tey at tæla 
langt t'rå livsins breyt. 



i en sand lysets egn. Nu , da vor tugtelse kunde være nær 
ved at høre op , vil jeg gjerne fremføre deres navn : Adam 
hed han, og Eva hans listige kvinde, neppelig lod to vænere 
ægtefolk sig finde. 

Vers 4. Dem var det forundt at leve under hel blide kaar saa 
skOnt i Paradis. En bolig tilstod den gode dem, der ikke 
lod rum for nogen frygt, de var visse paa saligheden. Han 
forbød dem at bide i en æblekjærne, intet andet, sagde den 
velsignede, skulde de vogte sig for. Dette oplyste den hojeste 
ledestjerne, da fødtes i verden hjælpen for Adams bOrn. 

Vers 5. Djævlen misunder dem deres glæde og salighed , deres 
fremgang og herlige skrud. Han lurer paa at svige og vild- 



LJn.MlK. 319 



\ ormi einum ordini fra eg hann inti, 
aldri tru eg haun fyri tessu'-) linti, 
hon beit epliO, boOoroum ikki sinti 
af bannaoum træ og Ådom hartil ginti. 

6. 
Refsan å rættom d6mi 
rikur harri veitti, 
mjog sum makligt var, 
tao var semd og somi, 
sælu teirra hann nekti, 
sum langt af logunum bar. 
Rak hann tey bædi burt i heimin tenna, 
beitska neyd og angist urdu at kenna, 
åvoxtur, sum ut af teim mann renna, 
allur leyt i kvolum og pinslum at brenna. 

7. 
Lei5 svå langar stundir 
vi5 Ijota åneyo stranga; 
två heims aldra treyst 
bølva5ur brugga5i undir 
J ) he8um. 



lede og i fællig drive dem langt fra livsens vej. I en orme- 
ham, saa spurgte jeg, faldt hans ord; aldrig det jeg tror 
ophørte han dermed (?). Hun , som ikke gav agt paa bud- 
ordene, bed i æblet af det forbudte træ og lokkede Adam til 
det samme ! 

Vers 6. Den mægtige herre tilkendte efter en retfærdig dom en 
stor straf, som vel var forskyldt ; det var belønningen og 
hæderen, deres salighed, han nægtede dem, hvilket førte langt 
bort fra det oprindelig afstukne. Dem begge jog han bort 
ud i denne verden ; bitter trængsel og angst blev nu kendelig, 
det var frugterne, som udvældede af dem ; alles lod blev det 
at brænde i kvaler og pinsler. 

V«! 7. Saaledes henrandt lange tider under den hæslige træl- 
doms vælde; stadigt gjennem to verdensaldre*) smedede den 

*) Dette forklarer jeg om tidsalderen fer syndfloden or tidsalderen fra syndfloden tQ 
Kristi komme. 



320 LJOMCR. 

bornin teirra at fanga 

vi5 ollum ivarleyst. 

Veldugur harri vil ei longur bida, 

vendi skj6tt tf eftir os at strida, 

honura mann blod lir bjortura sårum siga, 

blessaSur vildi lætta vårum kvida. 

8. 
Dyru dottur Onnu 
drottin min benni sendi 
ein af einglum sin', 
sagdi henni vid sonnu 
søtum orQum vendi: 
'rein er helgan tin.' 

— Ver tii os, svå villa ei yvir meg drivi 
vegsamligur brynjadur i kivi, 
heilagur andi skrvddur skæm viti! — 
Skapari min var undir hennar livi. 

9. 
Niggju månaSi næsta 
mi sum spåmenn tjå5u 
os, vi5 helgum fri 9 
bjartur i Bethlehem hægsta 
borin sum gudspjoll skrå9u, 
af helgum hennara kvi5. 



forbandede rænker for aldeles sikkert at kunne fange deres 
bOrn. Den vældige herre vil ikke vente længer, men vendte 
nu hurtig tilbage efter os for at bekæmpe sligt. 

Vers 8. Til Annas dyrebare datter sendte min drott en af sine 
engle, som i sandhed sagde og rettede til hende de søde 
ord: 'Rén er din helliggorelse!' — Værg du os, saa forvil- 
delsen ej overskyller mig, du Helligaand , som er prægtig 
rustet til strid, iklædt den rene visdoms skrud! — 
Min skaber var under hendes liv. 

Vers 9. Ni maaneder derefter blev, som varselsmændene viste os, 
under hellig fred den straalende og httjeste født i Bethlehem, 
saaledes som evangelierne fortalte, og det af hendes hellige liv. 



» 



321 



Eystan komu kongar triggir ur londum. 
ein æt Baltzar, offrar gull vid hondum, 
annar Melkir mildur at reydum rohdum, 
Jasparus bar roykelsi5 i hondum. 

10. 
Try og triati ara 
tengill himins og landa 
livdi i heimi her, 
ovundin oxt hin såra 
Jesu vårum at granda 
af grimmun Gydinga her. 
Judas Skariot ein var nevndur hin fyrsti, 
ord hann tala5i oli, sum fjandin lysti, 
falsid 6xt og flærd i ilsku brjosti : 
'flytid tykkum og fangid tann eg kysti!' 

11. 

Tå kom ogn og otti 

up af Gydinga munni, 

hvor vildi liva sær, 

flestir logdu å flotta, 

flyddi hvor sum kundi, 

blessadur, burt fra tær, 

uttan Maria mild og Jeannes bædi, 



Fra landene i Østen kom tre konger, den ene hed Balthasar, 
han ofrer guid med sine hænder, den anden, Melchior, er 
gavmild med rode skjolde, Jaspar bar i sine hænder regelsen. 
Vers 10. Tre og tredive aar levede himlens og jordens konge her 
i verden. A vinden ogedes, for at skade vor Jesus, hos den 
grumme Jodehob. Judas Iskariot ene blev nævnt som den 
ypperste; i alle de ord, han talte, fandt Djævlen behag, thi 
falskhed og svig voksede i det onde bryst: 'Skyrder eder og 
griber den, jeg ky.-M-r!" 

11. Da kom skræk og rædsel op af Jodernes mund, hver 
vilde frelse sit liv ; de fleste greb flugten , hver som kunde, 
flyede, Velsignede, bort fra dig. uden den milde Maria og 



322 uomcr. 

mikil var teirra sorg og hjartans mø9i, 
tey 6tta5ust hvorki ogn ella bræ5i, 
undir krossinum toku tey fasta støSi. 

12. 

Trongt var tær um enni, 

sum tornakrunan um væri 

royrd viQ reyniviS, 

holdid sprakk fra enni, 

folnaåi liturin skæri, 

svå droyrin dundi nidur. 

Ågæt lov tær einglar' fagurt sungu, 

allir skuldu lova vi5 si'ni tungu, 

bysn v6ru mikil, tå bjorgini sundur sprungu, 

bivadist jor5, tå Gudsson gaddar stungu. 

13. 
Tå var noni nærri, 
tå niflingr himins og landa 
læt sitt liv å kross, 
vi9 romi og roddu skærri, 
rikur upgav sin anda 
her, til hjålpar os: 

'Fadir min, anda min gevi eg hendi tini,' 
ta5 hann tala5i, svå fell ord, sum eg inni, 



Johannes; stor var deres sorg og hjertenstynge , de frygtede 
hverken nogen frygt eller vrede, under korset toge de fast stade. 

Vers 12. Det var trangt for dig om panden, der var krandset af 
tornekronen , som var omvundet af rOnneved i kodet sprang 
fra panden, din skære lød falmede, saa randt blodet ned. 
Herlig lov dig engle fagert sang , alle burde prise dig med 
deres tunge; store vidundere skete, da bjergene sondredes; 
jorden bævede, da naglerne stak Guds son. 

Vers 13. Det var da nær ved klokken tre, da himlens og jordens 
konge lod sit liv paa korset; med et skrig og med klar rOst 
opgav den mægtige sin aand her, til vor hjælp: 'Min fader, 
min aand befaler jeg i din haand.' Det talte han, saa faldt 



LJOMrR. 323 



hormuligt er at hoyra og leggja i minni, 
heimurin allur tapadi birting sini. 

14. 
Nu vil hilmir herja 
hjålpa folki sinu 
t-'im vid ågætt lid; 
tjandin vildi verja 
veita longri pinu, 
bølvadur bjost tå vid. 
Lokurnar brustu, losnadu fjandans angår, 
lekti hann svå Evu adferd ranga. 
Alt helvitid at opnast tok hit langa, 
inn ræd hann vi5 sinum valdi at ganga. 

15. 
Ta kom ogn og otti, 
i 1 1 i tjandin kviddi, 
hann så tann helgan kross, 
sømiliga hann sékti, 
sjålvur Gud var striddi. — 
Hann nådi ollum os! 
Fodur vårn Adom fyrst hann burtur leddi, 



ordene, hvorom jeg melder. Sorgeligt er det at hore og 
drages dem til minde, thi dermed tabte alverden sin glands. 
Vers 14. Nu. vil høvdingen føre krig og endnu hjælpe sit folk 
med en berømmelig hær. Djævlen vilde værge sig, den for- 
bandede , der vilde forlænge pinen , gjorde sig da rede. 
Slaaerne brast, Djævlens kroge sprang op. saa bodede han 
paa Evas uretfærdige adfærd. Hele det udstrakte dødninge- 
rige begyndte at aabnes , han tog sig for at gaa derind i 
sin vælde. 

lo. Da opstod skræk og rædsel, den onde fjende blev bange; 
han saa det hellige kors. som majestætisk ham greb (?). 
Selve vor Gud stred, han bete os alle sin naade! Forst ledte 
han vor fader Adam bort ; det spurgte jeg , at han gjorde 
alt, som folket begærede. Pokkerens (Djævlens) arnesteder 



324 LJOMCR. 

fra eg hann gjordi alt sum lydurin beiddi, 
ara piikans alla pindi og meiddi, 
Jesus Gudsson gotuna våra greiddi. 

1«. 
Alt helviti oyddi 
enn, sum sigst i versi, 
himnakongurin rein, 
og svå snart hann sneyddi 
snarpur i herfor hesi, 
t6 var eftir ein ; 

bant hann hann vi5 blessudum or5um vondum, 
tab må fregnast bæ5i å sjogv og londum, 
fjotrarnir liggja å fétum hans og hondum, 
fjandin brennur sjålvur i hesum bondum. 

17. 
Henda fylgdin friSa 
fer vi5 drottni minum, 
sælum og signaSum Krist, 
ei mann um aldir li5a 
ollum lættir hann pinum 
viQ sømd og sæluvist. 
Signa5 lov tær syngist af hvorji drottu, 



alle han adsplittede og lagde ode, Jesus, den Guds sOn 
jevnede vore veje. 

Vers 16. Hele dødningeriget ødte endnu, som det hedder i verset, 
himmelkongen den rene; og saaledes plyndrede (egtlig: bort- 
skar) han det hurtig, den tapre, under dette hærværk; dog 
blev én tilbage. Ham bandt han med velsignede nidkære 
ord ; vidt maa det spørges over land og so , lænkerne ligge 
om hans hænder og fødder, djævlen selv brænder i disse 
baand. 

Vers 17. Denne skønne ledsagelse farer med min drott, den salige 
og signede Krist, og horer ej op gennem tiderne ; alle pinsler 
letter han ved hæder og salighedsæde. Hver drott synger 
for dig en signed lovsang, den sande Gud vi love ved dag 



I.Jo.Mt R. 325 

sannan Gud vær lovuiu dag sum nattu, 

fagna os vid friSi vinurin søti, 

fagur hann reis up påskadagin at voku. 

18. 
Kristus vi5 kærleik dvaldist, 
sum cancellerarnir våtta, 
vi5 hjalp hjå sini tjoo, 
triigvi eg tao svå taldist 
tiggju og triati nåtta 
heimsins håtid stod. 
Or5 og verki alt vær til hans kolluin 
og unnum hesum velduga konginum snjollum, 
hann st65 up fra jord å himnapollum, 
åsjåandi sinum postulum bllum. 

19. 
Nu mann i sælu sitja 
solarkongurin fromi 
vid allari eingla makt; 
hann kemur vist at vitja 
vår å efsta domi, 
ta9 hevur David sagt; 



som ved nat!*) Modtag os, sode ven, i fred! Herlig han op- 
stod Paaskedag i morgenvagten ! 

Vir- 18. Kristus d vælte kærligt, som E vagelisterne berette, med 
kraftig hjælp hos sit folk. I 40 nætter, saa blev det regnet, 
stod verdens hOjtid. Ord og gerninger alle værer til hans 
raadighed ! Og lader os elske denne vældige herlige konge ! 
(jevnfør v. 12 og v. 17) Han opfor fra jord til de himmelske 
sæder i alle sine apostlers paasyn ! ! 

Ver- 19. Nu mon i salighed sidde solkongen, den gæve med 
hele sin englehær. Han kommer vht at se til os ved den 
yderste dom. 



*) Jernfer r. 12, hvor skildringen af Herren« Udelte (river skjalden anledning til et 
lignende udbrod. 



326 LJOMCR. 

koma tå undur og ognir vara lasta 
eldurin brennur solarplassi5 hægsta 
milur teljast raeiri enn tusund rasta, 
mann tå jordin biikar ur sær kasta. 

20. 
Opnast allir himnar 
af nyju klokkulj65i 
likt sum letri5 tjer, 
dey5a dypi livnar 
vi5 dyrum holdi og bl65i, 
sum å5ur hovdum her. 
Talar hann tå vi9 tignar orSum sinum: 
'Tnii eg tær eru5 vavdir syndalinum, 
eg var svå fusur at frelsa tykkur ur pinum, 
fått tær gjordu5 eftir vilja minum.' 

21. 
Hvor er tann, fri5ur er føddur 
frægur drottin spurdi, 
eyma lioi sin' 
at klaga tafi hann møtti: 
'at hvorjum hjartans buroi 
illa hugsuduå tær til min; 



Komme da undere og de rædselsfulde skikkelser af vore 
laster, ilden brænder paa det hojeste solstade, der regnes i 
mile mer end tusind raster; jorden mon da kaste døde kroppe 
ud af sig. 

Vers 20. Alle himle sabnes ved den ny klokkelyd ligervis som 
skriften lærer; dødningedybet lever op igen med det dyre 
kød og blod, som vi forhen havde her. 

Da taler han med sine herlige ord : 'Jeg tr6r i ere ind- 
vævede i syndelin ; saa villig var jeg til at fri eder ud af 
pinsler, men det var kun faa ting. i gjorde mig til vilje.' 

Vers 21. 'Er der nogen, som er født smuk,' spurgte den navn- 
kundige herre; det var for at klage herover, han gik sin 
usle flok imøde (?) : 'Ved hver hjertelig rørelse tænkte i 
daarligt paa mig! Fattige vilde i ikke tage eder af, i op- 



uomcr. 327 

fåtaka tær vilduS ikki røkja 

fyltist up vi5 6dygd allra klekja, 

vi5 gudiligura valdi gjtirdi eg tykkum at søkja, 

t6 tær girndust attur i fjandans vilja at krøkja.' 

22. 
'Tær iorufl vi5 fals og blygdir, 
tangadud ongan endlat 
og lotuS ikki af, 
hartil lj6tar lygdir 
lid niinuii) tær ræntud 
alt tad eg ådur gav, 

hatadud meg sjålvan, hor9 var henda sneipa, 
hvor vil oSrura oman i fjandan stoypa, 
dømid tær mi, hvor dyrt mundi eg tykkur keypa, 
deyda toldi eg, hartil pinu greipa.' 

23. 

'Tjå5ur var eg i tosta, 

troogdur alskyns møQi, 

kvalin og klæddur litt, 

læt eg livi5 kosta 

leggja lit benjar flødi 

og frelsti svå folkid mitt. 

Onga vilji5 nii bøn mær fyri veita, 



fyldtes med al skændsels utroskab; med guddomsvælde sogte 
jeg eder, dog i vare lystne efter at hage eder fast i Djæv- 
lens vilje.' 

Vers 22. 'I for med falskhed, skam og derhos stygge løgne; det 
tog ingen ende med eder og ikke aflod i dermed ; fra mit 
folk ranede i alt det, jeg forhen gav; mig selv hadede i — 
haard var denne skændsel , den ene vil stode den anden til 
Hel; dømmer nu selv, hvor dyrt jeg monne kobe eder: deden 
taalte jeg og derhos haard pine.' 

Vti> 23. 'Udmattet var jeg af torst, trængt af alskens møje, 
forpint og lidt klædt, jeg satte livet ind, jeg udgød mit blod 
(egenlig: lod det fare ud paa saarets hav) for at frelse mit 
folk. Ingen bøn vil i nu tilstaa mig til gengjæld, den ene 



328 



hvor vil o5rum ilskuverkini troyta, 
fljotliga munniQ tær fanga pinu heita, 
sum fyrri gjordud rainum bo5ordum neita.' 

24. 

'Plagaour var eg vid pustrum 

pindur og hottur longum 

helst fyri tykkara skuld, 

barin vi5 torna pustrum, 

bæoi vid svipu og stongum 

af allri sveitini fylgdur. 

Stungin fast og stoyttur horSum grjoti 

storliga barin og vegin vi5 miklum hoti, 

hvat er ta5 g65a tær gjorduo mær imoti, 

igjognum logduS si5u mina vi9 spjoti.' 

25. 
Vænur i valdsins hringi, 
visu kva5 eg svå snjalla, 
hann situr at sonnum domi, 
ber hann å brei5u tingi 
blooigan krossin allan 
og synir sini tj6S. 

Talar hann tå vid eyma lioiS svarta : 
'All-litt havi5 tær sto5va5 syndaparta.' 



vil kappes med den anden i onde gerninger, hurtigt monne i 
faa en brændende pine , i som for nægtede at holde mine 
budord.' 

yers 24. 'Plaget var jeg af kindheste, pint og truet længe, særlig 
for eders skyld , slagen med slag af torne , og hele hoben 
forfulgte mig baade med svøbe og stænger. Stærkt blev jeg 
stukken og stedt af haarde stene, vældig slagen og dræbt 
under stærke trusler; hvad godt øvede i mod mig? Min side 
gennemstak i med spydet!' 

Vers 25. SkOn i de vældiges kreds — saa kvad jeg lydeligt min 
sang — han sidder paa sandhedens domstol, paa storthinget 
frembærer han hele det blodige kors og viser sit folk det. 
Da taler han til den usle sorte hob: 'Alt for lidt har i 



i j".mi u. 329 

Er tå likt at lita hans åsj6n bjarta, 

sum logandi svurdid flikar monnum i hjarta. 

26. 
Trui eg i tvenna flokka 
tigin Gudsson skif'tir, 
vitska i 5 flytur tram, 
ber hann svå blidan tokka 
bragurin tru' eg svå skif'ti 
at sitja og seroja dom. 
Til valdra manna vikur hann tå vi5 blidu: 
'verkin skulu tykkum lonuS verOa hin fridu, 
sitiS at sonarins si9u sviftir allri kvidu, 
sæla og dyrd mann aldri um aldir lifla.' 

27. 
En til eymra manna 
i annan stad mann vikja 
likt sum letriO tjer: 
'Tit skulu9 kvalirnar kanna 
sigur himna kongurin riki 
og skiljast skjott fra mær, 
deyflin skal og djovlar illir granda 
dømdir iburt frå bllum guddomsanda 



standset syndeloddet.' Hans lyse aasyn er da at skue lig et 
luende sværd, der skærer mænd i hjertet. 
Vei^ 26. Jeg tror ædlingen, den Guds s5n, skiller dem ad i 
tvende flokke efter den indsigt , han lægger for dagen : MM 
trdr jeg fyrsten maa adskille for, hvad han har saa blid en 
hu til, at kunne sidde og afsige dom. Til de udvalgte mænd 
vender han sig da med blidhed : 'Eders skdnne gerninger skal 
i h5ste !0n for, sidder ved sOnnens side, befriede for al frygt, 
eders salighed og hæder mon aldrig forgå a gennem tiderne!' 
_'7. Mon paa den anden side vender han sig, som skriften 
lærer, saa til de usle mennesker: 'I skulle lære kvalerne at 
kende, siger den mægtige himmelkonge, og hurtig skilles fra 
mig, døden og onde djævle skulle skade eder, hvem dommen 
har frakendt hver gnist af guddomsaanden, det maa nu staa 



330 LJOMUR. 

ta9 mann nii ura allar aldir standa, 
æviliga brenniS tær hjå fjanda.' 

28. 
Blessad bniSurin tiggja 
bi5ur i hesum vå5a: 
'hægstur hoyr tii meg; 
loyv mær at tiggja lioi 
lat tii meg ti rå9a, 
sva hjålpist hvor um seg, 
tad er min von tii vilt mær einki neita, 
vegsamliga um eg fari at leita, 
ta5 er min tru, at alt mant tii mær veita, 
min onkason fyri osara åst sva heita.' 

29. 
Harnæst bi9ur hin bjarti 
bliSi Joannes skæri, 
hans er hjalpin ty5; 
tr6mur i frægum skarti, 
har hann stendur nærri 
og tigin talar vi9 lit: 
'Veldugur harri vir5 tii, hvat vær tinum, 
vegsamliga ly5 tii or5um minum, 
eg var frisur at l'ylgja tær i pinu, 
flyddi eg aldri undan krossi tinum.' 



ved magt gennem alle tider, evigt maa i brænde hos Djævlen !' 
Vers 28. Kongens velsignede brud beder i denne vaade: 'Hojeste, 
hør mig , tillad mig at gaa i forbøn for flokken , lad mig 
have raadighed over den, saa hjælpes vi hver for sig. Det 
er mit haab, at du intet vil nægte mig, hæderlig skal jeg 
drage omkring at oplede. Det er min tro, at du vil tilstaa 
mig alt, min udkaarne sOn, for vor brændende kærligheds skyld.' 
Vers 29. Dernæst beder den lyse, blide og rene Johannes, for 
ham egner sig den milde hjælp; berOmmelig i skinnende 
pragt her han stander hos, og saa taler den hoje med efter- 
tryk: 'Vældige herre, agt paa hvad vi sige, sOmmeligt lyd du 
mine ord, jeg var jo villig til at følge med dig i pinslen, 
aldrig flyede jeg bort fra dit kors.' 



uoMrR. 331 

30. 
Mildur svarar af mø5i 
in juk ur i minnis htillu: 
'Vist taS veiti eg tær, 
tit skulud tiggja bædi 
tao tit viljiS vid ollu 
sva fagurliga fylgdud mær. 
Ver5i tin vilji, min veldiga hjartans raodir, 
vegsamliga og svå tin, Jeannes brédir, 
hoyri eg tit vilji5, at hjålpist allar tj65ir, 
hvort teir eru vondir menn ella g65ir.' 

31. 

Hetta fra eg tey tågu 

tydur Joannes bædi 

og mildast Maria fru, 

tolk lir feikna plågu 

flyddu fra grimdar ø5i 

og langt å liknar bni. 

Teirra bøn mann to fyri ollum ganga, 

tann 15 linafli våra aflferS ranga, 

aldri sidan fjandin os kann fanga 

vonaleys livir nm alla ævi langa. 



Vvr* 30. Mild han svarer af træthed (?), den ydmyge af hjertet 
(egenlig: i mindets hal): 'Vist jeg tilstaar dig det, i begge 
skulle opnaa helt og holdent det i ville, saa fagert fulgde i 
mig. Ske diu vilje, min vældige hjertenskære moder, sOmroe- 
ligt og din, Johannes min broder; jeg horer, i ville, at alle 
folkeslag skulle blive hjulpne, de være gode eller onde 
mennesker!' 

Vers 31. Dette spurgte jeg, at de modtog, baade den blide Jo- 
hiinnes samt vor frue, den saare miskundelige Maria: folk fra 
rædslens kval, der vare rtimte bort fra den grumme natur 
og langt ud paa mildhedens bro. Deres bon man dog gaa 
forud for alle, deres, som lindrede vor uretfærdige adfærd. 
Aldrig kan siden Djævlen fange os, haablos lever han gen- 
nem alle de lange tider. 

Varb. f. nord. Oldk. og Hi-t. 1 



332 LJOMCR. 

32. 

Svå er mi vart niinni 

må eg tess ei trota 

sum Christnum kunnigt er, 

eyk eg egnar syndir, 

all-litt vil eg meg bota, 

Gud fyrigev tii mær. 

Eymliga hevur meg ilskubroddurin stangad, 

æti5 hevur meg t6 til drottins langao, 

ta5 er min tru, at hjalpir tii mær tanga5, 

ta5 må heita: pukurin hevur meg fangad. 

33. 
Ovund og allar syndir! 
eg havi ei gjort tin vilja 
og brotid svå bo5skap tin, 
ti eru tungar myndir, 
ta5 munnum vær skilja 
harour er hugurin min. 
Loys tii meg fra tungum syndakmiti, 
min livandi Jesus bæ8i inni og liti, 
svå eg njoti skyli af skirnarkliiti, 
skepnu gevur hvorji skaparin af sinum luti. 



Vers 32. Saa er nu det vi mindes, (maa jeg nu ikke slippe det!) 
som er vitterligt for Kristne, jeg eger mine egne synder, alt 
for lidt vil jeg bedre mig. Gud, tilgiv du mig! Ynkeligt 
har ondskabsbrodden stukket mig, altid har dog min for- 
længsel staaet til drotten; det er min tro, at hjælper du 
mig didhen, da maa det gjerne hedde, at Pokkeren har 
taget mig.' 

Vers 33. O avind med alle synder! Jeg har ej gjort din vilje, 
og har jeg brudt dit bud; derfor er syndebillederne tunge; 
det kan jeg skOnne; haard er min hu. Los du mig baade 
inde og ude, min levende Jesus, fra den tunge syndeknude, 
saa jeg kan nyde skærmen af min daabsdragt! Hver skab- 
ning faar sin lod af skaberen til givendes. 



i j"Min. 333 

34. 



Hollur heilagur andi 

liiinna kongsins m63ir, 

Maria mild og skær, 

loys tu Ii5 fra vanda 

svå livgast all. -ir tj65ir, 

ta5 er tær neytsyn å. 

Syndir havast sart at hjarta minuui 

sannliga vavin i lasta limmi. 

livandi Jesus lina tii angri minum, 

lat roeg vera undir verndar skaft i tinum! 

35. 
Fegin og fiisur eg beiddist: 
for&a tu mær pinu, 
sum vænur og vegligur er, 
svå bidji eg tii ei rei3ist 
hesum orOum minum, 
sum veizt, at eg triii tær. 
Hugi kjos umbunad hvorjum verki tinum, 
sæla og dyrd mann aldri um aldir linna, 
lat tii meg njota Jesus orSum tinum, 
vid tini nådi matt i sælu linna! 



Vers 34. Hulde Helligaand og du himmelkongens moder, Maria 
mild og ren! Los du folk fra vaade, saa levendegøres alle 
folkeslag; det foler du jo trang til! Synder trænge haardt 
mit hjerte , jeg er indsvøbt i lasters lin ; levende Jesus , for- 
mild du min sorg, lad mig være under dit beskærmende 
skjold ! 

Vers 35. Glad og villig jeg begærede : Afvend fra mig pinen, du 
sktinne og herlige; saa beder jeg du ej vil vredes over di»se 
mine ord, du som véd, at jeg tror paa dig! 

Vælg for mit sind en beredelse med alle dine gerninger (?), 
salighed og hæder mon aldrig ophore gennem tiderne, lad 
mig da nyde det , o Jesus , efter dine ord , at jeg af din 
naade maatte finde salighed! 



- » m m mm 



*•-'•**.* Jt .. . 



w w m m w 



* - * • ~-*-T 



m m * m m * * 



~M ' 



<■• - - 



m m 



-rw 



m 



— 1 - m * =*- 



% * 



_ w + B ^ B m 






~W" m * 






~w~m- 



i ... ■ ■ 



w m 



i 



m 



336 LJOMUR. 

bæ5i vitid og viljann 

vildi eg hafa til meiri 

a5 lofa pig, lausnarinn hreinn. 

Leys bu mig fra langri synda mæSi, 

lifandi Jesiis og byo Maria bædi. 

Or9in falli, liti er betta kvædi, 

amen, amen, endir verSi a fræoi! 



ANMÆRKNINGER TIL KVADET. 

Vers 1. Det er dette, som Lyngby citerer i anhanget til 
sine Færø'ske kvæder, det saakaldte 'hvalvers', det eneste brud- 
stykke af kvadet, som kan siges at være almindelig bekendt. 
Navnet skal hidrøre fra den formening, at det skulde, naar det 
blev afsunget, være istand til at fordrive de store hvaler, hvis 
man kom i hvalnød ude paa havet. L. 3. Her har den Islandske 
recension 'ljiifliga' og som variant 'loflegur', og mærkelig nok, 
medens 'lovliga' er det almindelige her, finder jeg i en Færøsk 
recension [som jeg vil betegne med mærket I b ; den ligner nemlig 
den jeg i hovedsagen har benyttet meget; paa sine steder var 
læsemaaden klarere og nøjagtigere i den sidste saa den er kommen 
mig til god nytte] 'lyfliga'. 

Vers 5. L. 5. 'tey' (pau), som findes i de Færøske recen- 
sioner, giver en bedre mening og er vist rigtigere end 'pann', som 
den Islandske har; det samme gælder i mine tanker L. 10 'bannad 
tré'. Efter denne læsemaade blev oversættelsen: 'Hun bed æblet, 
det forbudte træ'. Efter de Færøske: 'Hun bed æblet af det for- 
budte træ'. L. 8. I a har 'hesum', I b 'tessu' (pessu). Dette lod 
jeg staa som et ikke umærkeligt vidne om troskaben i over- 
leveringen ! 

Vers 6. L. 6. har den Islandske rec. 'af brognum' ; da jeg ikke 
med min bedste vilje kan faa mening ud heraf, har jeg beholdt 
'af lOgunum', som dog giver nogen mening. 

Vers 8. L. 9. Her har baade den Islandske rec. og i«ec. Ib 
'skryddist'; dog har jeg beholdt 'skryddur' fra la; thi kun saaledes 



én, baade vid og vilje ønskede jeg at have til at love dig 
mere, du vor rene genløser! Fri mig fra længer at udmattes 
af synder, levende Jesus og blide Maria! Ordene falde! Ude 
er dette kvad ; amen, amen, slut der blive paa vidskaben ! ! 



uomcr. 337 

kommer der sammenhæng mellem de 4 sidste linier, og bliver det 
derved tydeligt , at det er den Helligaand , som er genstanden for 
paakaldelsen. 

Vers 12. 'royrd vid raimi vid'. Saaledes la og Ib. Den 
Isl. rec. gav nøglen til forstaaelsen. Ordet 'reynivift' maatte neppe 
være forstaaelig for Færingen ; da 'rønnetræ' var ganske ukendt 
her, deraf forvanskningen antager jeg. L. 2 er 'um' indskudt af 
mig for tydelighedens skyld. 

Ver s 13. L. 4. Den Isl. rec. har 'romur roddu skærri'; 
da denne var mig uforstaaelig , foretrak jeg læsemaaden i I a og 
Ib: *vi5 romi roddu skærri', hvor blot et 'og' behovede at ind- 
sættes mellem 'romi' og 'roddu' for at give god mening. 

Vers 17. L. 9. Læsemaaden i den Isl. rec: 'fognud bann, 
sem fridir vinirnir séttu' har man aabenbar ikke forstaat; dog 
enten oret har opfattet lyden i den form, her staar, eller man 
snildelig har givet ordene en nogen anden vending, saa syntes jeg 
tanken, der fremkom af denne indklædning, var smuk, og er selve 
ændringen et af beviserne — kvadet i sin Færoske dragt giver 
flere af slige — paa den kærlighed, hvormed Færingen i tidligere dage 
har omfattet samme, og væsenlig af den grund lod jeg den staa. 

Vers 21. Dette er indskudt mellem v. 20 og v. 21 i den Is- 
landske, ligesom vers 24 mellem v. 22 og v. 23 i samme. Her 
synes en eller anden Færing at have savnet en henpegen paa 
Mat tli. 25, 43; er mulig ønsket om at faa dette med aarsagen til 
indflætningen af verset. L. 4 er en konjektur. la og Ib have : 
'edta ta alt tilklaa', men dette var meningsløst, konjekturen giver 
god mening og har slutningsrim. 

Vers 22 (i den Isl. rec. vers 21). L. 2. Den Isl. rec.'s: 
'fognud aumum entud' er i de Færoske bleven til : 'fangadud ongan 
endlut'. 'fognud' har her voldt samme vanskelighed som tidligere 
(v. ovenfor til v. 17). 

Vers 24. Her, hvor talen er om Herrens pine, har den Isl. 
original ikke været fyldig nok for Færingen. Med særlig for- 
kærlighed har han udmalet den i det enkelte (forbilledet laa nær; 
man tænke paa vidtløftigheden i de gamle passionspsalmer). L. 10. 
Hensigten at stille Herrens fjenders adfærd i et skarpt lys i mod- 
sætning til det Herren kunde kræve af dem er naaet ved et i al 
sin korthed slaaende udtryk. Den fine ironi, der tillige ligger 
deri, bedes bemærket. 

Vers 25 (i den Isl. rec. vers 23). L. 10. Her har den Isl. 
rec: 'sem logandi eldur flygi mdnnum i hjarta'. 'flygi' — denne 
form kendes ikke her, man har opfattet det som flikar o: skærer; 
hertil passede imidlertid ikke 'eldur' men vel 'svord'. 



388 LJOMTJR. 

Vers 26 (i den Isl. rec. vers 24). L. 3. Den Isl. rec. har 
her: 'visa (al. vizka) er fylgdin from'. Jeg kan ikke faa mening i 
dette; noget bedre gaar det mig med de Færøske. I a 'vitska sum 
flytur fram' , I b (noget nærmere den Islandske) 'vitska id fylgjir 
fram', dog uklart er det tilhobe. L. 10 findes ikke i den Isl. rec, 
den har 'sannlega verid sviptir allri kvidu'; to linier ere altsaa i 
de F. rec. trukne sammen til en. Udtrykkene maatte saa for 
versemaalets skyld afkortes : 'at sonarins' for 'at sonarins høgri 
sidu'. Jeg har indskudt 'siåu' efter 'sonarins'. 

Vers 28 (Isl. v. 26). L. 8 og 9 ere noget forskellige fra 
de tilsvarende i den Isl. rec. , dog ere 'veita' og 'leita' bevarede 
som slutningsrim. Tanken er omtrent den samme. 

Vers 31 (Isl. v. 29). la og Ib havde 'Hetta frå eg to tåki 
tikkur (um)'. Islandskens 'J)ågu' og 'fra' var misforstaat. Meningen 
blev herved aldeles forstyrret, den modsatte af hvad den skulde 
være. L. 8. Den Isl. rec. har bannin (jfr. v. 14 L. 8). Dette 
kender Færingen ikke. Øret opfangede tann id, og da det giver 
ligesaa god mening som 'svå', har jeg ladet det staa som et bidrag 
til at belyse troskaben i overleveringen. 

Vers 33. Skont dette saavelsom de to følgende vers ikke 
findes i den Islandske rec. , og dennes 2 slutningsvers ere tabte 
her, kan det dog formærkes, at billinger af samme have fore- 
svævet den ukendte forfatter af vers 33, 34 og 35; saaledes er 
linie 7 med nogen afændring den samme som vers 32 1. 7 i den 
Isl. recension. L. 8 jevnfør i den Isl. v. 32 1. 8. Begge steder 
'livandi Jesus'. 

Vers 34, hvori forresten vers 1 klinger igennem, paakaldes 
den milde Maria ; jevnfør vers 32 1. 8 i den Isl. recension. L. 8 
'vavist' er af mig ændret til 'vavin'. 

Vers 35. L. 7. Her havde rec. begge 'hugur kjos umbuin' 
(og 'umbuun'); for at faa mening deri maatte den ændring ské, 
som er sket. Tanken bliver da god. 

Til disse anmærkninger maa det være mig tilladt at føje et 
vidnesbyrd fra en gammel nulevende mand i Thorshavn for den 
ældre slægts større kendskab til kvadet. Han mindedes fra sin 
barndom at have hørt en gammel kone fra Østerø synge de 19 
første vers for sig. 

Sluttelig maa jeg takke Hr. sysselmand Vinther fra Sandø, 
der meddelte mig den nu brugelige melodi til 'Ljomur'. Det er vel 
utvivlsomt, at denne oprindelig har lydt som den gamle, men ved 
at underlægges adskillige af Færingernes thåtter og saaledes blive 
stadig brugt i dansen har den efterhaanden modtaget de af- 
ændringer, som den medfølgende melodi udviser. 



OM DE SIDSTE AARS OPDAGELSER AF FORHISTO- 
RISKE MINDESMÆRKER TIL BELYSNING AF MEN- 
NESKESLÆGTENS TIDLIGSTE FREMTRÆDEN 
I INDIEN*). 

AFL. ZINCK. 

11 vad man end dømmer om de Resultater, som Under- 
søgelserne om Menneskeslægtens Ælde have ført til, vil 
Ingen kunne nægte, at dette Spørgsmaal, betragtet blot og 
bart som et Moment i Archæologiens Historie, har haft sin 
store praktiske Betydning. 

Først og fremmest har man derved overalt vundet et 
friere Blik paa Oldsagstudiet, og de Spørgsmaal, som staae 
i Forbindelse med denne Gren af Archæologien ere derved, 
ogsaa udenfor Norden, blevne løftede ud over den trange 
Begrændsning, indenfor hvilken de tidligere bleve holdte af 
en altfor snæver historisk Betragtning, der henførte Vidnes- 
byrdene om den hele Menneskeslægts Udviklingshistorie til 
et enkelt Folk, og kun var altfor tilbøjelig til at see sær- 
lige, nationale Mindesmærker i det, der utvivlsomt er fælles 
Efterladenskaber for mange, forskjellige Folk. 

Hertil kommer endnu den Omstændighed, at Spørgs- 
maalet om Menneskeslægtens Ælde eller tidligste Frem- 
træden her i Evropa har ligestor Interesse for Archæologer, 
Geologer og Palæontologer; som Følge heraf gaae derfor her 
Naturforskningen og Oldgrandskningen Haand i Haand, der- 
ved er Arbejdskraften bleven langt større, og i samme For- 



') I alt Væsenligt overensstemmende med et Foredrag, holdt i 
Oldskriftselskabets Mode, Marts 1869. 



340 FORHISTORISKE MINDESMÆRKER I INDIEN. 

hold ere Undersøgelserne blevne fyldigere og Interessen for 
dem langt almindeligere. Saaledes foreligger der allerede 
nu ikke saa faa Beretninger om Oldsagfund og archæo logi ske 
Undersøgelser udenfor Evropa, der fortjene al mulig Op- 
mærksomhed, og dette gjælder fornemligt om de Meddelelser 
angaaende forhistoriske Mindesmærker, der komme til os 
ovre fra Indien. 

Det, der giver Undersøgelserne i Indien særlig Betydning 
og berettiger os til at vente et rigt Udbytte af dem, er den 
Omstændighed, at baade Tiden og Forholdene der stille sig 
særdeles gunstigt, idet nemlig de kolossale Arbejder, som den 
indiske Regering er ifærd med at fuldføre, der har samlet 
saa mange fortrinlige, videnskabelige Kræfter, som næppe 
noget andet Sted udenfor Evropa — de forenede Stater alene 
undtagen. Thi ikke blot er man for Tiden ivrigt beskjæf- 
tiget i Indien med Anlæget af et kæmpemæssigt Jernbane- 
net, men samtidigt arbejdes der paa en fuldstændig, detail- 
leret, geologisk Undersøgelse og Opmaaling af hele Landet, 
og hertil kommer endnu, at der iblandt de Indfødte, som 
ogsaa iblandt Officererne ved den ostindiske Hær findes ad- 
skillige, som med stor Iver have kastet sig over Studiet af 
Indiens Oldtidshistorie, Sprog og Ethnografi. Betingelserne, 
for at de archæologiske Undersøgelser kunne blive saa om- 
hyggelige og tilfredsstillende som muligt, ere saaledes tilstede 
i rigt Maal, og som man vil kunne skjønne af det Følgende, 
synes der ogsaa at være Arbejde nok for alle Hænder. 

Som sagt, Interessen for de gamle Mindesmærker er 
kommen med Posten fra Evropa, idet den nærmest er bleven 
vakt ved Beretninger i Bøger og Tidsskrifter om Opdagel- 
serne herhjemme, og saaledes har da — for at jeg skal be- 
gynde med hvad der i archæologisk Henseende regnes for 
Begyndelsen, og for at nævne et enkelt Exempel — Mr. Prest- 
wichs Meddelelser i »Phil. Transactions« om de geologiske 
og archæologiske Forhold i Somme-Dalen og ved forskjel- 
lige, engelske Floder, ledet til Opdagelsen af Oldsager, først 



FORHISTORISKE MINDESMÆRKER I INDIEN. 341 

i Omegnen af Madras og siden over en betydelig Del af 
Sydindien, under væsenlig beslægtede Forhold og i deres 
hele Karakter saa lig de amienske Typer, at Prestwich ved 
Synet af dem erklærede, at det saae ud, som om de, der 
havde tilhugget dem, havde gaaet i samme Skole som den 
ældste Stenalders Mennesker i Frankrig og England. 

Det er to Geologer, Foote og King, begge ansatte ved 
»The geological Survey of India«, hvem denne Opdagelse 
skyldes*). 

Som man vil erindre, udgjør den sydlige Deel af Indien 
et sammenhængende Bjergland, Dekan, temmelig brat af- 
skaaret imod Vest, hvor det er højest, og jevnt skraanende 
imod Øst til den bengalske Bugt — Navnet her taget i videre 
Udstrækning, om hele den Del af det indiske Ocean, der 
skjærer sig ind mellem For- og Bagindien. Til denne Side 
have de talrige Floder deres Løb. Bjergene træde dog 
ikke lige ud til Havet, men afløses ud imod Kysten af en 
fortløbende, flad Landstrækning, der som en Bord omgiver 
det hele Land og navnlig paa Østsiden naaer en temmelig 
betydelig Brede. Karakteristisk for denne flade Kyst er et 
Jordlag, som de indiske Geologer betegne ved Navnet 
Laterit, en iøjnefaldende Kystdannelse, som med større og 
mindre Afbrydelser fortsættes lige ned til Kap Comerin, og 
som Nord og Syd for Madras danner et sammenhængende 
Bælte paa over hundrede Miles Længde, kun gjennemskaaret 
af dybe Floddale. Længere imod Nord, langs Kysten af 
Orissa, fremtræder denne Dannelse igjen, og efter Mr. Footes 
Mening er der al Grund til at vente, at den ogsaa vil 



') Den udforlige Beretning: »On the Occurrence of Stone Imple- 
ments in Lateritic Formations in various Parts of the Madras 
and North Arcot Districts«, af Bruce Foote, med dertil horende 
Appendix af W. King findes i »The Madras Journal ofLiterat. 
and Science. Octb. 18>>6. En kortere Fremstilling af Foote 
i »The Quart. Journ. of the geol. Society«. Not. 1868, inde- 
holder flere nye. interessante Momenter. 



342 FORHISTORISKE MINDESMÆRKER I INDIEN. 

vise sig paa den endnu ikke undersøgte, mellemliggende 
Strækning. 

Østranden af dette Bælte viser sig bestemt begrændset 
ved en Linie, der følger alle Kystens Krumninger. Denne 
Linie frembringes imidlertid ikke ved Lateriten selv, men 
ved en senere Alluvialdannelse, af nyere og nyeste Op- 
rindelse, som skyder sig op over det ældre Lag paa den 
nærmeste Skraaning ud imod Havet Imod Vest mangler 
derimod en saadan bestemt Begrændsning, paa denne Side 
er Lateritlaget meget sønderrevet og udtyndet, og vistnok 
for en stor Del helt udvasket og bortskyllet ved de aarlige 
Oversvømmelser. Som sammenhængende Masse naaer det 
ved Madras en Brede af indtil tre Mil, men Smaapletter og 
uraiskjendelige Spor af dets tidligere Forekomst kunne for- 
følges meget længere ind i Landet. 

Hidtil ér der ikke blevet fundet organiske Levninger i 
Lateriten, med Undtagelse af nogle Brudstykker af forstenet 
Træ; der mangler saaledes en vigtig Faktor til Bestemmelsen 
af dette Lags Oprindelse. Dog den Omstændighed, at det 
overalt danner en Bord nedenfor Bjergene langs med Kysten, 
og at det hviler paa en Klippegrund, der overalt er af 
neptunisk Oprindelse, viser bestemt hen til, at ogsaa det, 
ligesom det endnu senere Kystalluvium, er fremkommet ved 
Havets Virksomhed. Efter Footes Mening er Lateritlaget 
blevet alsat i et temmelig grundet Hav. Lateriten bestaaer 
af en rød, jernholdig og mere eller mindre sandblandet 
Lerart; som almindelig Regel gjælder det, at den ellers 
ikke indeholder andre, fremmede Bestanddele; men ved 
Madras skifter den Karakter, idet den der er stærkt tilsat 
med rullede Sten af Kvarzit og fremtræder ligefrem som et 
Konglomerat, — et Slags Beton — og i dette er det, at 
Oldsagerne findes. 

Det er ikke vanskeligt at paavise, hvorfra disse rullede 
Kvarzitstykker komme. Ved et Gjennemsnit afTerrainet ved 
Madras har man nemlig følgende Forhold (Fig. 1): Bagest det 



KORHIVTORISKK MINDESMÆRKER I INDIEN. 



343 



store, sammenhængende Højland, foran 
dette en Række stejle, isolerede Bjerge, 
Naggery Mountains, hvis Toppe og østlige 
Skraaninger ere bedækkede med et mæg- 
tigt, sammenhængende Lag Kvarzit, og 
endnu længere fremme imod Kysten to 
Grupper af Høje, Alicoor og Sattavedu 
Hills, omkring hvilke uhyre Masser af dette 
Materiale findes sammendyngede, men her 
som løsrevne, rullede Brudstykker. Fra 
disse Oplagsteder ere Rullestenene saa 
senere spredte til alle Sider, hvad der 
er kjendeligt deraf, at de aftage i Mængde, 
jo længere man fjerner sig fra Højene, 
og det samme gjælder om de tilhugne 
Stenredskaber. Det ligger saaledes nær 
at antage, at disse Høje, der paa hin g 
Tid maae have raget frem som Øer over "" 
Havfladen, have været Hjemstedet, eller 
et yndet Tilholdssted for de Mennesker, 
der tilhuggede hine Redskaber. 

Syd for Madras hører Kvarziten op, 
og dermed ogsaa Oldsagerne; anderledes • 
imod Nord , hvor Ilandbjergene paa en i 
Strækning af henved 50 Mil, indtil Kistna 
Floden, for største Delen bestaae af 
Kvarzit, der har afgivet Rullesten i Masse 
til Lateriten, og tillige Materiale til Ur- 
indvaanernes Redskaber; saadanne findes 
da ogsaa spredte over hele Strækningen. 
Saavidt om de lokale Forhold i Alminde- 
lighed. 

Et Blik paa Afbildningerne vil være 
tilstrækkeligt til at vise Enhver, i hvor 
boj Grad de indiske Oldsager fra Laterit- 



„■3 



344 FORHISTORISKE MINDESMÆRKER I INDIEN. 

laget ligne de evropæiske Drifttyper. »Hvad der særligt 
karakteriserer disse Redskaber, bemærker Foote, er, at de 
ere tilhuggede saaledes, at de frembyde en skarp Rand, 
(cutting edge) der ligger i samme Plan som Redskabets 
Axe. Paa nogle løber denne Rand rundt omkring hele 
Redskabet, paa andre er den derimod indskrænket til de 
tre Sider, eller endog kun til to, hvor nemlig de lange 
Siderande foroven løbe sammen til en Spids ; hvorimod 
Basis er stump, og ved andre igjen frembyder kun den 
øverste Rand af Redskabet en skarp Kant eller Eg, medens 
Randene paa de tre andre Sider ere stumpe«. Det fore- 
kommer mig, at denne Beskrivelse, som nærmest gaaer ud 
paa at finde den Eg eller Od, der kan gjøre disse Red- 
skaber til Øxer eller Spyd, ikke er ganske fyldestgjørende, 
naar man seer paa Afbildningerne; thi det viser sig da, at 
denne Rand, selv om den ikke er skarp nok til at faae 
Navn af »cutting edge«, fortsættes hele Redskabet rundt, 
og det Karakteristiske ved den er, at den viser os Frem- 
gangsmaaden ved disse Redskabers Tilhugning, der har 
rettet sig efter den Form, hvori det uforarbejdede Materiale 
forelaae, som forholdsvis flade, rullede Sten, der bedst lod 
sig forme ved at bearbejdes fra Randen. Jeg formoder dette 
ved at see hen til, at Urindvaanerne her hjemme stadig 
have brugt den samme Fremgangsmaade, hvor de have be- 
nyttet mindre, rullede Sten af Flint, som f. Ex. paa Møen 
og i Stevns. 

Det Typiske ved Stenoldsagerne fra Driftlagene ligger 
udelukkende i Formen; den Maade, hvorpaa de ere til- 
huggede, frembyder intet særligt Mærkeligt. 

Idet Foote gaaer ud fra Mr. Evans Beskrivelse*) af 
de fransk-engelske Drifttyper, opstiller han følgende Ind- 
deling for de indiske Stenoldsager fra Lateritlaget : 



*) Phil. Transactions 1861 S. 311. Aarboger f. n. Oldk. 1867 
S. 329. 



Fig. 2. 



Flg. 3. 






Fig. 4. 



Fig. 5. 




Fig. 6. 





Fig. 7. 





Fig. 2—7. Indiske Stenredskaber fra Lateritlaget J af den naturlige Størrelse. 



346 



FORHISTORISKE MINDESMÆRKER I INDIEN. 



lste Kl. Redskaber med stump eller buttet Basis. 

a) Tilspidsede Vaaben (Spyd) — Fig 2. 

b) Kiledannede Vaaben (Øxer og Hakker) — Fig. 3-4. 
2den Kl. Redskaber med en skarp Kant helt rundt. 

a) Redskaber, tilspidsede ved den ene eller ved 
begge Ender — Fig. o. 

b) Ovale eller mandelformede Redskaber — Fig. 6. 

c) Diskusformede Redskaber — Fig. 7. 
3dio Kl. Flækker. 

Medens Ligheden med Oldsagerne fra Somme-Dalen 
ellers i det Hele taget er gjennemgaaende, fremtræder der 
ved Fig. 3 og 4 en ny Form, som frembyder langt flere 
Sammenligningspunkter med Kilerne fra den »senere Sten- 
alder«. Denne Klasse, som kun er sparsomt repræsenteret, 
staaer dog ikke isoleret, idet en Række Overgangsformer 
føre tilbage til de ovale Redskaber. Endnu skal kun be- 
mærkes, at den mest karakteristiske af Formerne fra St. 
Acheul, af Arbejderne kaldet »langue de chat« (Fig. S) 
ikke forekommer i Indien. 

Fig. 8. 




Det er imidlertid ikke saa meget Formen, som de 
Omstændigheder, hvorunder de ere fundne, paa mange for- 
skjellige Steder og i meget betydeligt Antal, der give disse 



FORHISTORISKE MINDESMÆRKER I INDIEN. 347 

gaadefulde Redskaber en særlig Interesse. De staae nemlig, 
som alt tidligere antydet, i et saa nøje Forhold til det 
lateritiske Jordlag, at de ejendommelige Forhold, hvorunder 
dette er afsat, til syvende og sidst ville blive omtrent ene- 
bestemmende med Hensyn til Redskabernes Ælde og ejen- 
dommelige Brug, saa meget mere, som der ikke findes Lev- 
ninger af Dyr sammen med dem, der kunde give nogen Op- 
lysning i saa Henseende. 

Overalt, hvor Lateriten indeholder rullet Kvarzit, finder 
man disse Redskaber, navnlig i Floddalene, hvor Strømmen 
har uddybet Jordsmonnet saaledes, at talrige Gjennemsnit i 
Skrænterne vise de forskjellige Lag i deres uforstyrrede 
Rækkefølge, lige ned til det faste Underlag, som enten be- 
staaer af Gneis eller Skiferler, hvilket sidste indeholder 
Planteforsteninger, beslægtede med visse Former, der fore- 
komme i Juraformationen i Evropa. Ved saadanne Gjen- 
nemskjæringer har man fundet Redskaberne »in situ« , sid- 
dende fast indmurede imellem rullede Smaasten og Laterit, 
saa fast, at der behøvedes en god Hakke og udkrævedes 
en hel Del Arbejde for at faae dem ud. 

Paa et ganske enkelt Sted, i en Klint i Nærheden af 
Madras, opnaaer Lateriten en Mægtighed af 60 Fod, men 
dette er som sagt en Undtagelse, der sandsynligvis skyldes 
ejendommelige Strømforhold; ellers naaer Laget langtfra 
denne Tykkelse. Redskaberne ere fundne i forskjellig Dybde, 
hidtil kun i den øverste Lagraasse, i det højeste 15 — 16 
Fod under Jordoverfladen. 

Til Oplysning om de enkelte geologiske Træk giver 
Foote en Beskrivelse over forskjellige Gjennemsnit, hvor 
han har kunnet forfølge Lateriten lige ned til den faste 
Klippegrund; men i alt Væsenligt ere de hinanden saa lig, 
at det her kan være tilstrækkeligt at anføre et enkelt Ex- 
empel, hentet fra en Dal, Attrampakkam Nullah, hvor 
Vandet ved Gjennembruddet af en af de store, gamle, 

Aarb. f. nord. Oldk. og- Hist. 1869. 23 



348 FORHISTORISKE MINDESMÆRKER- 1 INDIEN. 

konstige Damme eller Reservoirer havde udskaaret adskil- 
lige, dybe Kløfter. Han anfører her følgende Forhold. 

a) Mnld og dyrket Jord 6 Fod. 

b) Lateritisk Konglomerat med Lag af rullet Kvarzit 
li— 3 Fod. 

c) Sandblandet Ler med rullet Kvarzit og tynde Striber 
af Kunkur (et Slags Kalk-Tuf) 5£— 6£ Fod. 

derefter igjen 

d) lateritisk Konglomerat fuldt af rullet Kvarzit, 
og endelig 

e) det underliggende graae Skiferler. 

I det midterste sandede Lerlag fandtes et Redskab, 
10 — 11 Fod under Jordoverfladen. 

Men Lateriten og med den Oldsagerne stiger ogsaa op 
paa Sletten ovenfor Floddalen. Spørgsmaalet om »the high« 
og »the low level«*) er saaledes atter kommet frem her, 
idet Nogle mene, at man nsaa ansee Lateriten nede i Dalene 
som værende af senere Oprindelse, dannet af Materialet, 
som Floderne have løsrevet fra de højere liggende Lag, 
medens Foote bygger sin Mening paa Forholdene, saaledes 
som de vise sig andre Steder længere imod Nord, og an- 
tager, at Lateriten ogsaa ved Madras oprindelig har udgjort 
et sammenhængende Lag, der paa det nøjeste fulgte alle 
Bølgelinierne i det underliggende Skiferler, i hvilket Dalen 
er udhulet. 

Men Floderne og den Rolle, de have spillet, have ved 
dette Spørgsmaal en underordnet Interesse. Denne fører 
længere tilbage, til den Tid, da der ikke var nogen Flod 
eller Dal, men da den hele Strækning var. dækket af et 
Hav, op af hvilket der kun ragede enkelte Øer og Smaa- 
holme frem. 



*) Med Hensyn til den nærmere Forklaring af disse Forhold 
maa jeg nøjes med at henvise til Fremstillingen i Åarb. f. n. 
O. 1867 »Om Oldsagsfundene i de gamle Flodgruslag«. 



FORHISTORISKE MINDESMÆRKER I INDIEN. 349 

Vidnesbyrdet om denne Tingenes Tilstand finder man 
ved at bestige hine fordums Øer og Holme, der nu træde 
frem i Mellemgrunden paa Landskabet som isolerede Fløje 
eller sammenhængende Bakkestrøg. Er man nemlig steget 
op til en vis Højde — efter de forskjellige Sandsynligheds- 
beregninger og Maalinger, Foote har anstillet, mener han 
at kunne bestemme den til 5 — 600 Fod over Havets Over- 
flade - hører Lateriten op, og hermed er ogsaa Grændsen 
sat for Kvarziten og Oldsagerne. Og denne Grændse er 
den oprindelige, Lateriten har aldrig bedækket de øverste 
Rygge af disse Højder. Man kan i denne Henseende ikke 
tage fejl; thi selv paa saadanne Steder, hvor Lateriten i 
Tidernes Løb er bleven skyllet fuldstændigt bort af Vandet 
ved de aarlige voldsomme Regnskyl og Oversvømmelser, finder 
man dog tydelige Spor af dens tidligere Forekomst, det være 
sig enten paa de løse, rullede Kvarzitsten, eller paa de ud- 
vaskede Oldsager, eller paa den faste underliggende Klippe- 
bund, der har været i umiddelbar Berøring med den, idet de 
fremvise talrige, stærk mørkerøde Stænk og Pletter, som skyldes 
det meget Jern, Lateriten altid indeholder; men her oppe — 
f. Ex. paa Toppen af Alicoor-Hnjene — rager den graae Sand- 
sten frem uden mindste Spor af nogen fremmed Indvirkning. 

kommer nu hertil, at man paa forskjellige Steder langs 
Randbjergene, i tilsvarende Højde har fundet gamle Hav- 
stokke, ogsaa stærkt farvede af Laterit-Havets jernholdige 
Vande, saa have vi her, efter de indiske Geologers Mening, 
i disse forskjellige, sammenstødende Omstændigheder et 
Vidnesbyrd om, at Østkysten af Indien i en forholdsvis 
nyere Tid, d. v. s. efter at Landet allerede var beboet af 
Mennesker, har hævet sig 5— 600 Fod. Den Landstrækning, 
som derved er fremkommen, har en Gjennemsnitsbrede af 
12 Mil, ved Caverys Udløb endog 20 Mil. 

At adskillige af de fundne Redskaber ere blevne førte 
omkring og omtumlede af Strømmen, forinden de kom til 
Leje der, hvor man nu har fundet dem, fremgaaer af deres 



350 FORHISTORISKE MINDESMÆRKER I INDIEN. 

rullede Udseende; men dette gjælder efter Footes Sigende 
kun om de færreste, største Delen har bevaret deres op- 
rindelige Præg, og de skarpe Kanter og Brud vise, at de 
maae være blevne liggende ikke ret langt fra det Sted, 
hvor de ere faldne. Der kan saaledes ikke, naar man seer 
bort fra de enkelte Undtagelser, være Tale om, at disse 
Redskaber ere udskyllede eller bortskyllede fra det højere 
liggende Terrain; de maae være tabte i Vandet, og dette er 
altid et ikke uvæsenligt Fingerpeg med Hensyn til deres 
Brug, selv om vi ikke ere istand til at give dem Navn, og 
saa meget mere betydningsfuldt er det, som der i denne Hen- 
seende hersker den skjønneste Overensstemmelse med de til- 
svarende og beslægtede Redskaber, der ere blevne fundne her 
i Evropa; de forekomme nemlig alle i Floddale, eller paa 
Steder, hvor der. tidligere har været Sø. Det vil være paa 
det rette Sted her at anføre et Faktum, som jeg hidtil ikke 
har haft Lejlighed til at berøre. De indiske Drifttyper tilhøre 
ikke udelukkende Kysten, man har ogsaa fundet dem inde i 
Landet bag Randbjergene, og i en saa stor Højde (15 — 1600 
Fod over Havet), at der ikke kan være Tale om at sætte 
deres Forekomst her i Forbindelse med Hypothesen om 
Landets Hævning op af Laterit-Havet. Paa disse Steder 
findes der ikke Spor af Laterit; Jordsmonnet, hvoraf de 
vaskes ud ved Regnskyllene, bestaaer derimod af et Slags 
Kalktuf, bekjendt under Navnet Kunkur; det ansees for en 
Ferskvandsdannelse, og Laget, som paa mange Steder har 
stor Udbredelse, vidner vel saaledes om, at der tidligere 
har været store Indsøer her. 

De Forhold, hvorunder disse ældgamle Redskaber ere 
opdagede i Indien, kan saaledes kun bestyrke mig i den 
Mening, at det her gjælder langt mere om Findestedet end 
om Formen, forsaavidt som man vil forsøge at give en For- 
klaring af det Brug, der kan være gjort af dem*). 



*) I »Materiaux pour servir a l'hist. de 1'hommei. III. S. 394. 



FORHISTORISKE MINDESMÆRKER I INDIEN. 351 

Under den Diskusion, som disse mærkelige Under- 
søgelser gav Anledning til i det geologiske Selskab i Lon- 
don, da Foote forrige Sommer forelagde dem for Selskabet, 
ytrede Præsidenten, at ligesom de physiske Forhold viste, 
at Dekan engang havde været en 0, saaledes var der 
ethnologiske Data, der gjorde, at man endnu med en vis 
Sandsynlighed kunde paavise Efterkommerne af de Menne- 
sker, der i en fjern Oldtid havde tilhugget disse Sten- 
redskaber. Disse Efterkommere saae han nemlig i de saa- 
kaldte »Hill-Tribes« , Levningerne af Landets oprindelige 
Befolkning, der paa mange Maader ere forskjellige fra de 
ariske Folk, hvem Indien skylder sin nuværende Kultur. 

Tanken er ikke ny; thi den samme Formodning er 
allerede tidligere bleven udtalt af indiske Oldgrandskere, 
rigtignok ikke specielt for disse Kystfunds Vedkommende, 
men som gjældende hele den forhistoriske Kultur, vi ind- 
befatte under Navnet Stenalderen. 

Medens Størstedelen af Landets oprindelige Befolkning 
blev overvundet af de fremtrængende ariske Folk, for der- 
efter lidt efter lidt at blive delagtiggjorte i den større 
Kultur, som Landets nye Herrer førte med sig, vare der 
adskillige Stammer, som unddrog sig enhver Berøring med 
de Fremmede, ved at trække sig tilbage til ugjennemtrænge- 
lige Kratskove og utilgjængelige Bjergegne, og her have de 
holdt sig indtil den Dag idag, i mange Tilfælde omtrent 
paa samme primitive Standpunkt, som man mener, de ind- 
tog, da Hinduerne kom ind i Landet. De indvandrede Folk 
betragtede dem med den største Afsky, »de sorte, menneske- 
ofrende, kjødædende Skovstammer«, saaledes benævnes de i 
de gamle Sanskrit-Annaler. 



findes en Meddelelse om Fund af Stenoldsager fra Omegnen 
af Buenos Ayros i Sydamerika; imellem dem anfores ogsaa et 
raat forarbejdet Redskab af den bekjendte Form fra Somroe- 
Dalen, fundet i en Lagune ved Kysten. 



352 FORHISTORISKE MINDESMÆRKER I INDIEN. 

I »Proceedings of the Asiatic Society of Bengal«, Aug. 
1868, meddeles der en kort Beskrivelse over en af disse 
Stammer, kaldet Kheriah, af hvilken det fremgaaer, at man 
vanskeligt vil kunne finde Mennesker, paa hvem Navnet 
Vilde mere passende kan anvendes. 

Om deres Ydre bemærker Forfatteren Mr. Ball kun, 
at Udtrykket i deres Ansigt svarer til det lave Standpunkt, 
de indtage i det menneskelige Samfund, medens selve Træk- 
kene forekomme ham at mangle en bestemt typisk Karakter. 
Da han ikke nærmere omtaler deres Hudfarve, finder den 
gamle Annalforfatters Beskrivelse af de »sorte« Skovstammer 
vel ingen Anvendelse paa disse Folk, der kun ere sorte af 
Smuds. De ere nemlig i høj Grad urenlige, og Mr. Ball 
nærer en stærk Tvivl, om de overhovedet nogensinde vaske sig. 
Kheriaherne ere fredsommelige Folk, der ikke bruge Menneske- 
ofringer, medens denne Skik endnu skal findes hos andre 
beslægtede Stammer i Gondwana og Nilgherry, derimod kan 
Benævnelsen »kjødædende« bringes til Anvendelse paa dem 
med det rette Udtryk af Foragt, som den gamle, hinduiske 
Forfatter vil have lagt i det; thi de fortære ikke blot, hvad 
de vilde Dyr levne, naar de have revet et Stykke Kvæg 
ihjel, men vrage ikke engang selvdøde Dyr. 

De opholde sig i Skovtykningen og leve ikke sammen 
i større Antal. Egenlige Landsbyer tindes saaledes ikke, 
sjeldent træffer man flere end to eller tre Huse samlede, 
og de ere da opførte paa de mest utilgjængelige Steder. 
Rundt om dem er Skoven i en snever Omkreds bleven 
ryddet, og imellem de fældede og forkullede Træstammer 
have Beboerne saaet en Smule Korn. Ofte staae Hytterne 
imidlertid forladte, thi Kheriahen fører et omflakkende Liv, 
og bliver han forstyrret i sin Ensomhed, drager han et 
andet Sted hen; hverken hans Levemaade eller hans simple 
Hytte binder ham til en bestemt Plet. 

Det første Møde Mr. Ball havde med disse Skovboere 
var inde i en Kratskov, hvor en Familie havde opslaaet 



FORHISTORISKE MINDESMÆRKER I INIUKN. 353 

sin Hytte, som kun bestod af nogle Grene. Selskabet, be- 
staaende af en Mand, to unge Fruentimmer, en gammel 
Kone og nogle Børn, var netop ifærd med at fortære deres 
Frokost, da han overraskede dem. De ikke saa meget som 
vendte sig om ved hans Nærmelse, og han kunde saaledes 
ved denne Lejlighed uforstyrret iagttage dem, medens det 
ellers som oftest hændtes, at hele Familien flygtede, naar 
han nærmede sig til en Hytte. Som det syntes, havde de 
kort iforvejen fanget et eller andet lille Dyr, hvormed de 
nu gjorde sig tilgode. Den gamle Kone forestod Anretningen, 
og var netop ifærd med at uddele Indvoldene; de serveredes 
paa Blade, og da Enhver havde modtaget sin Andel, svøbte 
hun sin egen Portion ind imellem et Par Blade og kastede 
den paa Ilden for at give den et lille Opkog. 

Frugter, Rødder og Planter udgjøre disse Menneskers 
vigtigste Føde, Ris tiltuske de sig undertiden af deres mere 
civiliserede Naboer for vild Honning, Gummi og andre Skov- 
produkter. Til at opgrave Rødder betjene de sig af et 
Redskab, dannet af et Jernspiger, der er fastgjort til et 
Træskaft; Jernet sløves imidlertid hurtigt i den stenede 
Jordbund og maa glødes paa ny, for atter at kunne 
skjærpes. Dette gjøre de selv og benytte hertil et Apparat, 
der er ligesaa simpelt som sindrigt. Først graves der to 
Huller ved Siden af hinanden i Jorden, og over dem an- 
bringes og fastgjøres dernæst et Par kegleformige, 18 Tom- 
mer høje Hylstre af Blade, der ere syede sammen med 
Græs; Forbindelsen gjøres her saa tæt som muligt, hvor- 
imod der aabnes Luften en anden Tilgang igjennem to Bam- 
busrør, der paa skraa føre ned igjennem Jorden, saaledes 
at de udmunde i Bunden af de gravede Huller; dermed er 
Blæsebælgen færdig. Idet de bøjelige, toppede Hylstre af- 
vexlende sammentrykkes og hæves, frembringes Lufttrækket, 
som igjennem Vindpiberne ledes hen til en lille Bunke an- 
tændte Trækul, hvori Kheriahen opheder sin Hakke, indtil 
Jernet er saa blødt, at han kan hamre det; hertil benytter 



354 FORHISTORISKE MINDESMÆRKER I INDIEN. 

han to Sten, hvoraf den ene gjør Tjeneste som Ambolt, den 
anden som Hammer. 

Videre gaaer Kheriahens Smedekonst ikke; med Hen- 
syn til sin Forsyning er han fuldkommen afhængig af de 
nærmeste Bazarer. Heri mener Mr. Ball at finde et Finger- 
peg, som ikke bør oversees; thi havde disse Folk nogen- 
sinde forstaaet at tilvirke og forarbejde Jern, vilde de, der 
som alle saadanne stagnerende Folkestammer, hænge ved alle 
nedarvede Skikke og Traditioner, næppe have tabt Kund- 
skaben derom og glemt Konsten. »Det er derfor ikke 
usandsynligt, slutter han, at der før Hinduernes Indvandring 
var en Tid, da Brugen af Jernet var fuldstændig ubekjendt, 
og da alle deres Øxer, Hakker og Pilespidser vare af 
Sten«. 

Mr. W. King giver en Beskrivelse af en anden Stamme, 
som han har truffet imellem Nulla-Mulla Bjergene, en Kjæde 
ikke langt fra Kysten imellem Floderne Kistnah og Pennair. 
Egnen der er rig paa Oldsager af den før omtalte Slags, hvis 
Forekomst her synes at staae i Forbindelse med gamle 
Ferskvandsbassiner. Disse Folk, der kalde sig Chensulaher, 
føre det samme omstreifende Liv som Kheriaherne. Af 
Bygning ere de smaa og see svage ud, rimeligvis en Følge 
af det usle Liv, de føre; thi at de ofte lide Sult og Nød 
er udenfor al Tvivl. Mændene binde i Almindelighed deres 
Haar op i en Knude i Nakken og ere undertiden forsynede 
med en Læderhue, men gaae forøvrigt saa godt som nøgne, 
uagtet Klimaet er alt andet end mildt i November og De- 
cember Maaned. Deres Føde omfatter alt, hvad der paa 
nogen Maade lader sig spise; men da de som oftest lade 
Tilfældet raade, ere de i Reglen yderst forsultne. Man 
møder dem gjerne strejfende om uden Vaaben eller Hjælpe- 
middel til at forskaffe sig Føden, kun undtagelsesvis traf 
King en Jæger bevæbnet med en Bue og et Par Pile. Buen 
bestod i saa Tilfælde af et Bambusrør, og en Splint af 
samme Materiale gjorde Tjeneste som Stræng, idet den 



FORHISTORISKE MINDESMÆRKER I INDIEN. 355 

ved Hjælp af to Løkker var fastgjort til Enderne af det 
tykkere Ror. 

Disse enkelte Notiser ville være tilstrækkelige til at 
vise, paa hvilket lavt Kulturtrin disse Mennesker staae. I 
saa Henseende kunne de nærmest sammenlignes med de 
oprindelige Beboere af Nyholland, men ogsaa i physiogno- 
misk Henseende har man villet see en Lighed, der tyder 
paa et nærmere Slægtskab med denne Race. I det nævnte 
Mede af det geologiske Selskab i London blev dette gjort 
gjældende, idet Præsidenten udtalte sig for den Anskuelse, 
at deres Forfædre oprindelig havde tilhørt en stor, sammen- 
hængende, sydasiatisk Befolkning, som var bleven adsplittet 
ved geologiske Forandringer*). Man kunde dog maaske 
med ligesaa stor Føje antage, at denne Adsplittelse nær- 
mest var en Følge af historiske Aarsager, idet den op- 
rindelige Befolkning paa begge Sider af den bengalske Bugt 
er bleven sprængt fra hinanden og dreven imod Syd af de 
mere kultiverede eller stærkere Folkestammer, der vandrede 
ind Nord fra. 

Den Interesse disse ethnografiske Undersøgelser frem- 
byder er, som ovenfor bemærket, langtfra udelukkende knyttet 
til de ejendommelige Oldsagfund fra Laterit- Laget; thi baade 
ude paa Kysterne og inde i Landet findes der, som det synes 
over hele Dekan, andre og langt betydeligere Oldtidsminder, 
som tiltrække sig den største Opmærksomhed ved deres 
paafaldende Overensstemmelse med de saakaldte »celtiske« 
Mindesmærker i Evropa. Disse Jordhøje og Stensætninger 
omtales sædvanligt af de indiske Antikvarer under følgende 
Benævnelser: 
1. Cairns, d. e. smaa Høje, i Reglen omsatte med enkelte 

eller dobbelte Stenkredse; nogle indeslutte Stenkister 

eller Kamre med Skeletter og Redskaber, andre inde- 



*) Beretningen indeholder intet nærmere om disse Forandringer 
eller Omvæltninger. 



356 FORHISTORISKE MINDESMÆRKER I INDIEN. 

holde derimod Urner, ofte af kolossal Størrelse. Be- 
slægtede med disse ere: 

2. Barrows, hvilket Navn enten gjælder en enkelt, lang- 
strakt Høj, der overdækker flere af de omtalte Sten- 
kister, som i saa Tilfælde ere anbragte den ene ved 
Siden af den anden, eller en Gruppe af Høje, af hvilke 
den største ligger i Midten. 

3. Cromlechs, d. e. Kamre eller Dysser, dannede af store 
kantsatte Sten, der ere dækkede af en Overligger. De 
anseeligste ere 8 — 10 Fod brede og omtrent 12 Fod 
lange. De ere enten dækkede af en Jordhøj eller frit- 
staaend'e ligesom vore Stendysser, i sidste Tilfælde ere 
de som oftest aabne, idet den ene Sidesten er bort- 
taget, og Gravstuen er da tom. Kistvaens kaldes de, 
naar de ere lukkede paa alle fire Sider, der er da 
som oftest hugget en Aabning, sædvanligt et rundt Hul 
fra 6 Tommer til en Alen i Diameter i en af Side- 
fliserne, tæt oppe under Overliggeren. Disse Kamre 
indeholde Lerkar, kalcinerede Menneskeben, Trækul, 
Aske og i mange Tilfælde Levninger af Jernvaaben*). 
Billedet (Fig. 9) viser en af disse Gravstuer, særlig 

mærkelig derved, at Overliggeren dækker et dobbelt Kammer. 
Den store Overligger, som i senere Tid er bleven kløvet, 
sandsynligvis for at føres væk og benyttes paa anden Maade, 
maaler 13 Fod i Længden og 9 i i Breden, men er kun 
7—8 Tommer tyk. Bagvæggen dannes ligesom Siderne af 
en enkelt Sten, hvorimod Forvæggen bestaaer af to, som 
i Midten støde op til den store Flise, der danner Skille— 



*) De Indfødte troe , at disse Kamre i Fortiden have været be- 
boede af de Pygmæer, om hvem der fortælles i deres Le- 
gender. Selv om Aabningen ikke i mange Tilfælde var for 
lille til at et Menneske kunde komme igjennem den , kunde 
man dog ikke antage at den var bestemt til Ud- og Ind- 
gang, da den er saaledes hugget (skraat indad), at Stenen 
frembyder en skarp Kant. 



FORHISTORISKE MINDESMÆRKER I INDIEN. 357 

rummet imellem de to Kamre. To andre store Fliser tjene 
til Gulv, een i hvert Kammer. Denne mærkelige Grav- 
sætning blev fundet forrige Aar i en Skovegn i Distriktet 
Coorg; den var da dækket med Jord. Inde i Kamrene 

Fig. 9. 




fandtes kun nogle Potteskaar og Kul. Regeringen lod 
imidlertid anstille yderligere Undersøgelser og i »Proceedings 
of the Asiatic Society« for Aug. 1868 fremstilles Resultatet. 
1 1 lignende, enkelte Kistvaens, alle forsynede med det om- 
talte Hul i den ene Sidesten, vare blevne undersøgte. De 
vare dækkede af Jordhøje, som vare bevoxede med Skov og 
Krat, og havde saaledes været urørte i umindelige Tider. 
Disse Grave indeholdt adskillige tykke og stærkt glaserede 
Kar af rødt og sort Ler. Karrene vare fulde af Jord, som 
det aarlige Regnskyl havde banket sammen til en stenhaard 
Klump, ingen af dem indeholdt Spor af Ben; derimod 
fandtes Jorden i Kamrene blandet med smaa Stykker Træ- 
kul. Af Oldsager fandtes der foruden Lerkarrene Levninger 
af Jernvaaben. Potterne syntes at være satte ind i Kamret 
gjennem den omtalte Aabning, da de alle fandtes i de 
forreste Hjørner, ofte opdyngede, den ene over den anden. 

Ved det Møde i det asiatiske Selskab, hvor Beretningen 
blev læst, gjorde Præsidenten, Mr. Oldham, opmærksom paa, 



358 FORHISTORISKE MINDESMÆRKER I INDIEN. 

at naarsomhelst man havde fundet Spor af Metal i disse 
Stensætninger, være sig Levninger af Vaaben eller Red- 
skaber, havde det altid været Jern, og da det var en be- 
kjendt Sag, hvor hurtig dette Metal opløstes der i Landet, 
tydede den Opstændighed, at man her havde fundet Red- 
skaberne nogenlunde bevarede, hen paa, at de vare yngere 
end Gravkamrenes raae Ydre lod formode. Fra en anden 
Side gjordes det gjældende, at Urnernes Form, alene med 
Undtagelse af de faa, der vare sammensatte af to Stykker, 
fuldkommen svarede til de Lerkar, som man den Dag idag 
saae paa Bazarerne der i Egnen. 

Fra tvende amerikanske Missionærer, d'Hr. Scudder og 
Carpon foreligger der en tidligere Meddelelse*) om Op- 
dagelsen og Undersøgelsen af Grave i Distriktet Madura i 
det sydlige Dekan, der fuldstændig svarer til den ovenfor 
givne Beskrivelse. Ogsaa der finder man de ejendommelige 
Kamre med den runde Aabning i den ene Sidesten, der 
ligesom i Coorg indeholde Urner, Levninger af Jernredskaber 
eller Vaaben og Menneskeben; og ligesom i Coorg findes 
de ogsaa der som oftest liggende gruppevis sammen, dels paa 
Sletten ned imod Kysten, og dels oppe imellem Bjergene**). 
De interessanteste Oplysninger, denne lille Piece indeholder, 
gjælde imidlertid de talrige Pottehegravelser, som findes der 
paa Egnen. 



*) »An Account of the Discovery of Megalithie Cysts, near 
Madura, South India, by The Rev. David Scudder and The 
Rev. William Carpon«. Proceed. of the Boston Society of 
Nat. Hist. March 1865. 

**) At det beskrevne Gravkammer fra Coorg (Fig. 9) er opfort 
af klovede Sten, er aabenbart, det samme er Tilfældet med 
dem ved Madura. Et Sted stødte saaledes Mr. Scudder paa 
en Gruppe Gravkamre, der laae paa en Bjergkam, hvor 
Regnen havde vasket Jorden bort. saa at man ikke blot 
kunde see den faste, lagdelte Gneisklippe nedenunder, men 
tillige det Sted , hvor Gravbyggerne ' havde brudt de Sten- 
blokke, som de skulde bruge, ud af Bjerget. 



FORHISTORISKE MINDESMÆRKER I INDIEN. 359 

Rundt om, og, som det synes, i Reglen i Nærheden af 
Stenkredse og Dysser træffer man ofte paa Samlinger af 
kolossale Urner, der ere nedgravede i Jorden, i nogle Til- 
fælde paa flad Mark, saaledes at de ikke engang ere fuld- 
stændig tildækkede, i andre Tilfælde, — om jeg ellers har 
forstaaer Mr. Scudders Ytringer om »Mud-Forts« rigtig — 
overtuede med smaa Høje. Muligvis have de alle oprindelig 
været dækkede af en Høj; men i hvert Fald er det aaben- 
bart, at Regnen i Tidens Løb har skyllet meget af den over- 
liggende Jord bort. Paa en Plet, hvor Urnerne nu ragede 
op af Jorden, havde der saaledes for 'HO Aar siden ikke 
blot været Muld nok til at dække dem, men Stedet havde 
været bevoxet med Skov. 

Urnerne ere af oval Form, temmelig spidst tilløbende 
forneden, bredere ved Mundingen, og uden flad Bund. Stør- 
relsen angives for de mindste til omtrent en Alen, medens 
de største ere fire til fem Fod høje og en Tomme tykke. 
Inden i dem tindes Ben i Mængde og utvivlsomme Spor af 
saadanne, som i Tidens Løb ere fuldstændig hensmuldrede; 
desuden indeholde de en Mængde smaa Lerkar af yderst 
forskjellige Former, og, saavidt skjønnes, i enkelte Tilfælde 
tillige Levninger af Jernsager. Disse Gravurner ere ikke 
forskjellige fra dem, der findes inde i Kamrene, saaledes 
at Begravelsesskikken i begge Tilfælde synes at være den 
samme, kun at den i sidste Tilfælde ikke har været for- 
bunden med saa mange Omstændigheder. Med Hensyn til 
deres Oprindelse hedder det: »Disse Gravurner antages at 
hidrøre, ikke fra de nuværende Hinduers Forfædre, men fra 
en Folkerace, som først blev fuldstændig overvunden og 
adsplittet af Brahminerne for en fire til femhundrede Aar 
siden. De findes endnu i temmelig stort Antal i forskjellige 
Dele af Indien; men deres Magt som religiøs Sekt er brudt, 
og fra denne Del af Landet ere de, saavidt vides, fuld- 
kommen forsvundne.« 

De Iudfødte er vel bekjendte med Tilstedeværelsen af 



360 FORHISTORISKE MINDESMÆRKER I INDIEN. 

disse ejendommelige Begravelser; men skjøndt de forekomme 
paa vidt forskjellige Steder, knytter der sig overalt den 
samme Tradition til dem. Det hedder sig nemlig, at de 
store Lerkar bleve bragte til at begrave Folk levende i. 
Engang, fortælles der, var der en Race eller Kaste, som 
ikke døde; naar de bleve gamle, bleve de anbragte i en 
siddende Stilling i de store Krukker, man medgav dem en 
lille Krukke med Ris og en anden med Vand, og derpaa 
bleve de levende begravede. 

Naar Mr. Carpon i Anledning af disse Traditioner be- 
mærker, at de nok som vise, hvor lang Tid der maa være 
hengaaet, siden denne ejendommelige Folkerace herskede 
der i Landet, forekommer det mig, at der er fuld saa god 
Grund til at gjøre lige det modsatte Raisonement gjældende, 
idet den levende Tradition, der knytter sig til disse Mindes- 
mærker ikke ret vel lader sig forene med Tanken om en 
meget høj Ælde, medens paa samme Tid disse indiske 
Gravskikke meget stemme overens med dem, der karak- 
terisere de allerældste forhistoriske Kulturperioder her i 
Evropa*). 

Naar de hidtil meddelte Opdagelser og Undersøgelser 
udelukkende vedrøre Dekan, saa er det kun, fordi de ere 
valgte som karakteristiske Exempler og ingenlunde, fordi 
Oldsagernes Forekomst indskrænker sig til den Del af In- 
dien; tværtimod er man allerede tidligt bleven opmærksom 
paa dem andre Steder. Saaledes foreligger der f. Ex. Op- 
lysninger om lignende Mindesmærker i Højlandet paa den 
østlige Grændse af Bengalen. Meddelelsen**) skyldes en 



*) Hvad angaaer Begravelsen af hele Lig i store Lerurner, skal 
jeg i Forbigaaende minde om, at enkelte Indianer-Stammer i 
Sydamerika endnu for ikke længe siden brugte denne Skik. 
(Martius: Beitr&ge zur Ethnographie und Sprachkunde Ame- 
rikas. Leips. 1867. 1 B. S. 177). 

**) I Proceedings of the Society of Antiquaries of Scotland. 1852. 
S. 92 flg. 



FORHISTORISKE MINDESMÆRKER I INDIEN. 



361 



Lieutenant Yule af de bengalske Ingenieurer, og grander 
sig paa Iagttagelser, som han har haft Lejlighed til at an- 
stille paa en Rejse gjennem disse Egne. 

Skraaningen af de Bjergmasser, som her indeslutte As- 
sam-Dalen imod Syd, beboes af et Folk, kaldet Cossyas, 
eller i deres eget Sprog Kasj, med stærkt udprægede mon- 
golske Ansigtstræk. Deres Territorium, som omfatter et 
Areal af henved 1600 O Mil, bestaaer af en Række bølge- 
formige Højsletter, 4—5000 Fod over Havet. 

• Et ejendommeligt, paafaldende Præg hviler saagodt- 
sora over ethvert Landskab i de højereliggende Egne af 
dette Land, paa Grund af de mærkværdige, monumentale 
Sten og Stensætninger, som overalt tindes spredte langs 
Vejen. De ere af forskjellig Slags, men næsten alle minde 
de i høj Grad om hine gaadefulde Mindesmærker, som 
findes baade enkeltstaaende og gruppevis i Vestevropa, og 
som man seer hist og her overalt i Evropa og det vestlige 

Fig. 10. 




Asien«. Hyppigst forekommende ere opretstaaende, høje 
Sten, undertiden næsten helt utilhugne, til andre Tider om- 



362 FORHISTORISKE MINDESMÆRKER I INDIEN. 

hyggeligt affladede, der ere anbragte i en Linie, med nogle 
faa Fods Mellemrum. Den højeste Sten staaer i Midten af 
Rækken, og er undertiden kronet med en flad cirkelrund 
Stenskive; fra den tage de andre af i Højde til begge Sider. 
Foran dem findes der anbragt en Slags Cromlech, mægtige 
store flade Stenblokke eller Fliser, der hvile paa utilhugne 
Underliggere. Den største af de her afbillede opretstaaende 
Sten er 27 Fod høj, en Overligger, som han maalte paa et 
andet Sted, var 28 Fod lang og 15 Fod bred, Blokkene, 
som den hvilede paa, 5 Fod høje. Undertiden var Marken 
saa tæt bedækket med disse opretstaaende Mindesmærker, at 
det mindede om Gravstenene paa en evropæisk Kirkegaard. 

Et Blik paa Tegningen i Worsaaes »Blekingske Mindes- 
mærker fra Hedenold« Tavle VII, der fremstiller et Parti 
af en Birkeskov, i Augerum Sogn i Blekingen, saaledes som 
Etatsraad Worsaae fandt den for c. 25 Aar siden, opfyldt 
med Stensætninger, Jordhøje og Bautasten, vil paa den 
mest slaaende Maade minde om Tilstedeværelsen af ganske 
lignende Oldtidsmindesmærker her i Evropa. Bautastenene 
i Halland ere vel betydeligt mindre end de indiske fra 
Assam; men paa andre Steder, baade i Nord- og Vest- 
evropa findes der saadanne (de franske Menhirs), som ikke 
give hine noget efter i Størrelse. 

Naar man spørger de Indfødte, siger Yule, hvorfor 
deres Forfædre gjorde sig den Ulejlighed at oprejse disse 
Sten, svare de: »For at deres Navn skulde mindes«. Det 
er dog kun ganske faa, til hvilke der endnu knytter sig 
Erindringer om et Navn; derimod synes mange af Lands- 
byerne at have faaet Navn efter Stensætningerne, at dømme 
efter Begyndelses-Stavelsen »Mau« eller »Måo», som be- 
tyder Sten; f. Ex. »Mao-smai« — Edens Sten, »Mau-mlu« 
— Saltets Sten. Med Hensyn til det første af disse Navne 
forklarer Vedkommende, at da han forhørte sig hos de 
Indfødte om, hvad det betød, fik han til Svar: »Der var 
Krig imellem to Landsbyer, og da de sluttede Fred og 



FORHISTORISKE MINDESMÆRKER I 1MMKN. 



363 



besvoer den, oprejste de en Sten til Vidne«. »Det minder, 
tilføjer han, om Stedet i Genesis, 31: »Og Jakob tog en 
Sten og oprejste den til et Kjendemærke. Og Laban kaldte 
den: Jegar Sahaduta, men Jakob kaldte den: Gilead (hvilke 
Navne begge betyde Vidnesbyrdets Hob). Og Laban sagde, 
denne Hob er et Vidne idag imellem Dig og mig». Navnet 
»Saltets Sten», mener han, har rimeligvis en lignende Be- 
tydning, eftersom det hos Kasia-Folket skal være en Eds- 
ceremoni at spise Salt af Spidsen paa et Sværd. 

Ere de opretstaaende Sten at betragte som Bautasten, 
ligger det meget nær at ansee de foranstaaende Cromlechs 
for de tilhørende Grave, men nærmere Oplysning om dette 
Punkt mangler; derimod omtales baade de almindelige Grav- 
steder, Kistvaens, lukkede Ramre, dannede af fire kantsatte 
Sten (her uden noget Hul eller Døraabning) og dækkede 
med en Overligger, og nogle af en ganske ejendommelig 
Form, idet en ganske rund Stenflise bæres af en Mængde 

Fig. 11. 




kredsstillede Underliggere. Igjennem Sprækkerne kan man 
see, at disse Dysser indeholde Urner. Ogsaa disse Mindes- 
mærker findes gjerne gruppevis. I en ensom Skovdal stødte 
Yule saaledes paa en stor Samling Kamre af den sidstnævnte 

A&rb. f. nord. Oldk. or Hi«. 1*69. 24 



364 FORHISTORISKE MINDESMÆRKER I INDIEN. 

Form, der laae saa tæt ved hinanden, at man paa et langt 
Stykke kunde springe fra den ene Overligger til den anden. 

I Lubbocks »Prehistoric Times« har jeg fundet en Hen- 
visning til en anden Rejsende*), som har besøgt disse Folk, 
og som meddeler, at de endnu den Dag idag opføre slige 
Mindesmærker over deres Døde. 

De anførte Exempler ville sikkerlig være tilstrækkelige 
til at gjøre det indlysende, hvad det er, der særligt karak- 
teriserer Oldsagsforholdene ovre i Indien, — den Omstændig- 
hed nemlig, at vi her træffe Gravskikke, som i deres Op- 
rindelse utvivlsomt vise tilbage til Stenalderen, men som 
ikke desmindre paa forskjellige Steder synes at have holdt 
sig meget langt ned i Tiden, saa langt, at de Rejsendes 
Beretninger om Forholdene i Kasia-Landet til syvende og 
sidst stiller os lige over for den Kjendsgjerning, at der 
findes Folk i Indien, som endnu den Dag idag begrave deres 
Døde paa lignende Maade, som det var Skik og Brug blandt 
Stenalderens Folk her i Evropa for Aartusinder siden. At 
vi ved nærmere Betragtning finder adskillige Afvigelser og 
sporer en nyere Kulturs Indflydelse, vil kun sige lidt i 
Sammenligning med den Omstændighed, at Grundkarakteren 
i disse Mindesmærker overalt er gjennemgaaende forhistorisk. 

Undersøgelserne ere endnu kun i deres Begyndelse, men, 
hvad der alt er oplyst, synes dog tilstrækkeligt at antyde, 
at det ene er ved en Samvirken af Sproggrandskere, Ethno- 
grafer og Oldforskere, at Maalet vil kunne naaes; thi Hoved- 
opgaven vil jo være, at undersøge, hvorvidt disse forskjel- 
lige Fund og spredte Traditioner lade sig føre tilbage til en 
og samme Folkestamme, og om dette Folk virkelig, saaledes 
som flere Gange berørt i det Foregaaende, er at betragte 
som Landets oprindelige Befolkning. 

Alt hvad der kan tjene til Oplysning om de nuværende 
Hill-Tribes og den Slægtskabsforbindelse, der er imellem 



*) Dr. Hooker i Himalayan Journal, Vol. II. p. 211. 



FORHISTORISKE MINDESMÆRKER I INDIEN. 365 

dem, har saaledes sin store Interesse; men mest Opmærk- 
somhed fortjener dog aabenbart de enkelte større Stammer, 
der have bevaret deres nationale Ejendommelighed, paa 
samme Tid som de hævdede deres Selvstændighed ligeoverfor 
Hinduerne. Det er næppe rimeligt, saaledes som Mr. Ball 
mener, at det Liv, saadanne Bander som Kheriaherne fere, 
kan give noget tro Billede af det Kulturtrin, hvorpaa Sten- 
alderens Folk i Indien stod ved Hinduernes Indtrængen i 
Landet; en Befolkning af saadanne hjemløse Vagabonder 
vilde aldrig have kunnet opføre slige Mindesmærker, som de 
her beskrevne Kromlechs, Kistvaens, o. s. v. Det ligger jo 
ogsaa meget nærmere at formode, at slige forsprængte Rester 
af den oprindelige Befolkning, som Følge af deres ringe 
Antal og isolerede Stilling, ikke have været istand til at 
bevare den Kultur, i hvilken de engang vare delagtige, 
men stedse ere sunkne dybere og dybere i moralsk Sløvhed. 
Saafremt man ellers erkjender, hvor storartet Stenalderens 
Kultur er i Forhold til de ringe Hjælpemidler, Menneskene 
dengang raadede over, maa man ogsaa indrømme, at det 
Liv, disse forsultne Stakler føre, kun kan give et ynkeligt 
Vrængebillede af de Forhold, hvorunder deres Forfædre 
levede i Oldtiden. 

Hvor mangelfuld end Kundskaben om de indiske For- 
hold endnu er, hvor gaadefuldt den hele Sag end stiller sig, 
er der dog et Faktum, som staaer fast, og som Viden- 
skaben tør tage sig til Indtægt, den Kjendsgjerning nemlig, 
at ogsaa Indien har haft sin Stenalder, ligesaa fuldt som 
Danmark eller noget andet Land iEvropa*). Der er derved 
føjet et nyt og betydningsfuldt Led til den stadig voxende 
Kjede af Kjendsgjerninger**), som ikke blot tale for, at 



") Ikke blot finder man slebne og uslebne Stensager spredte 
randt om, men i den senere Tid er ()|un;rrk>.oroheden bleven 
henvendt paa Tilstedeværelsen af lignende Fabrikationssteder, 
som vi have Exempler paa her i Danmark. 

'*) Som de Lande i Asien, hvor man har paavist Tilstedeværelsen 

24* 



366 FORHISTORISKE MINDESMÆRKER I INDIEN. 

denne ejendommelige Kultur er at betragte som et tælles 
almindeligt Gjenneragangsstadium for den hele Menneske- 
slægt i den gamle Verden, men som tillige synes at tyde 
hen paa en storartet, vidtforgrenet Folkevandring i den 
fjerneste Oldtid. Ingen vil vel tænke paa at søge et be- 
stemt Udgangspunkt for denne Bevægelse, men fra et evro- 
pæisk Standpunkt er det umuligt andet end at tænke sig 
en Strømning fra Øst til Vest i Lighed med de senere store 
Folkevandringer. Det er utvivlsomt, at man maa søge til- 
bage til Asien for at finde Kilden til den evropæiske Kultur. 
Forholdet er nu vendt om; efter Aartusinders Forløb, 
bringes Oplysningen nu tilbage fra Evropa til sit gamle 
Hjemsted, og hvis det lykkes England at løse sin Opgave 
i Indien, vil dette Land rimeligvis i en ikke fjern Fremtid 
blive Hovedsædet for den ny-asiatiske Kultur. 



Ved det internationale archæologiske Møde i Norwich 
forrige Aar, gav Mr. Foote en Fremstilling af sine geologisk- 
archæologiske Undersøgelser ved Madras, hvorefter Sir Wil. 
Elliot meddelte forskjellige, interessante Oplysninger om for- 
historiske Gravmindesmærker i Provindsen Malabar, fornemlig 
fra Nilgherri Bjergene. Af hans Foredrag, som nu fore- 
ligger trykt i den nysudkomne Beretning om Kongressen, 
meddeler jeg et kort Uddrag, som Tillægsbemærkning til 
den foregaaende Skitze. 



af slige stensatte Grave, bleve følgende nævnede paa den 
store anthrop. Kongres i Paris 1867. Indien, (en af de sidste 
Efterretninger derfra kommer fra den franske Rejsende Lejean, 
som har fundet dem i tusindvis ved Øvre Indus) Persien, 
Tartariet, Seleucia, Syrien, Palæstina og Kaukasus. Hertil 
kan man endnu føje Kamtschatka og China efter Gailhabauds 
Opgivelse i »Monuments anciens et modernes«, og Arabien, 
hvor den Rejsende Palgrave har truffet dem i Provindsen 
Nedjed. — Schuermans »Rapport sur la question de Torigine 
des Dolmens« etc. Brux. 1868. 



FORHISTORISKE MINDESMÆRKER I INDIEN. 367 

Efter kortelig at have omtalt de almindelige Cromlechs 
og Kistvaens, beskriver han et Par nye Former af Grav- 
mindesmærker, som ere ejendommelige for Provindsen Ma- 
labar, hvor de forekomme i stor Mængde. Nærmest be- 
slægtede med de almindelige Cromlechs ere de saakaldte 
Capstones, meget store cirkelrunde Stenblokke, Undersiden 
flad, Oversiden derimod konvex, der bæres af tre solide, 
opretstaaende Stenfliser. Da Overliggeren paa alle Sider 
rager ud over disse, see disse Mindesmærker i Afstand ud 
som kæmpemæssige Paddehatte. At dømme efter Tegningen, 
som ledsager Afhandlingen, ere Stenblokkene sprængte ud 
af en lagdelt Klippe, og Overliggeren yderligere formet ved 
Menneskehaand. Ligesom det er Tilfældet med de aaben- 
staaende Cromlechs, ere disse Dysser forlængst udplyndrede, 
derimod findes der ikke saa sjeldent Oldsager i andre med 
dem nærbeslægtede Grave. Ved disse hviler den buede, 
runde Dæksten med den flade Side paa selve Jorden, og 
under den tinder man nedgravet Urner af forskjellig Form 
og Sterrelse , i Reglen indeholde de brændte Ben; hoslagt 
har man fundet Oldsager af Jern og Glasperler. 

Interessen ved Sir Williams Foredrag knytter sig dog 
først og fremmest til de Udgravninger, han selv har an- 
stillet i de saakaldte Cairns, som i denne Del af Landet 
ere en Del forskjellige fra de almindelig forekommende. 
De hyppigste , »eller maaske snarere de mest iøjne- 
faldende« ligne i Udseende en cirkelrund Mur, opført af 
løse utilhugne Sten, 4 — 5 Fod høj, 2 Fod tyk og 6—8 
Fod i Diameter; andre bestaae af en Kreds af store util- 
hugne Sten, som ere rejste paa Højkant, eller ogsaa er det 
en konisk Jordhøj , som omgiver Gravstedet. Medens For- 
men saaledes er forskjellig, er Anordningen af selve Gravene 
næsten ens i dem alle. Dækket af Jcrden inde i Sten- 
kredsen eller under Højen finder man en eller flere flade, 
utilhugne, smalle Stenfliser, lagte horizontalt eller parallelt 
med hinanden. Graver man et Spadestik dybere, viser det 



368 FORHISTORISKE MINDESMÆRKER I INDIEN. 

sig, at Mellemrummene imellem Stenfliserne og imellem disse 
og Stenmuren ere opfyldte med røde, uglaserede Lerkar, 
sædvanligt høje, cylindriske Kar, sammensatte af flere ud- 
buede, ringformede Stykker, og med afrundet Bund. De 
have ingen Hank, men ere forsynede med Laag, prydede 
med modellerede Figurer af Bøfler, Hjorte, Elefanter, Tigre, 
Fugle, Slanger eller Mennesker, eller med monstrøse Fantasi- 
figurer. Disse Lerkar ere, som det synes, nedsatte eller 
henkastede uden Omhu og i Reglen mere eller mindre be- 
skadigede. Optager man dernæst Stenfliserne, støder man 
enten paa flade Lerkar eller Skaaler og Vaser af Bronce, 
der foruden nogle faa, brændte Ben indeholde en sort eller 
brun, fin Muld, i dem eller ved Siden af dem findes end- 
videre Guldprydelser, Bronceringe, Perler, Redskaber og 
Vaaben, saasom Spyd, Knive, Segler, Rageknive, Niptænger 
o. s. v., undertiden af Bronce, men oftere af Jern; ogsaa 
Kul og Harpix forekomme. Flere af de afbildede Smykker 
minde ved deres Form og Ornamenter paa en slaaende 
Maade om nordiske Oldsager fra den ældre Jernalder. 

Sir William anfører forskjellige Grunde, der vise, at 
disse Mindesmærker maae henføres til Landets oprindelige, 
dravidiske Befolkning, særligt til Curumber Folket, som idet- 
mindste i Malabar var Bærer af Sydindiens Kultur indtil 
det 6te Aarhundrede e. Kr., da deres Herredømme gik til- 
grunde. Efterkommere af denne Stamme leve endnu paa 
Nilgherri Bjergene, men omtrent som Vilde, nedsunkne i 
den dybeste Elendighed og Barbari. 



BEMÆRKNINGER I ANLEDNING AF DEN INTER- 
NATIONALE ARCHÆOLOGISKE KONGRES 
I KJOUKNIIAVN 
FRA 27 DE AUGUST TIL 3 U1E SEPTEMBER 1869. 

AF T HINDENBURG. 



l/et Møde af Videnskabsmænd fra saa godt som alle euro- 
pæiske Lande, der nylig har fundet Sted i Kjøbenhavn, er 
af det danske Folk blevet omfattet med varm Interesse. 
Det gode Indtryk, som de Fremmede have modtaget af 
deres Ophold iblandt os, skyldes for en ikke ringe Del 
den Sympathi for Kongressen og dens Arbejder, der gav 
sig tilkjende paa en saa smuk Maade hos Alle, ligefra 
Kongehuset ned til de Samfundsklasser, som ellers ikke 
pleje at interessere sig for Foretagender af denne Natur. 
Det maatte ogsaa virke løftende paa den nationale Bevidst- 
hed at se vort lille Fædreland udkaaret til Samlingssted 
for et internationalt videnskabeligt Møde, og dette Valg 
har endog sin særegne Betydning, da det indeholder en 
indirekte Anerkjendelse af den Rolle, Danmark har spillet 
i den nyere Archæologis Udvikling. 

Det er endnu kun ganske faa Aar siden, at der overalt 
herskede den mest chaotiske Forvirring i de archæologiske 
Anskuelser; og under det mærkelige Opsving, som denne 
Videnskab nu har taget overalt i Europa, har man ingen- 
lunde glemt, hvilket Land det var, der gik i Spidsen for 
Bevægelsen ved at give Archæologien det Grundlag, uden 
hvilket det ikke vilde have været muligt i den paafølgende 
Tid at gjøre saa hurtige og sikkre Fremskridt. 



370 DEN ARCHÆOLOGISKE KONGRES I KJOBENHAVN 1^9 

Det var Thomsen, der løste denne store Opgave. 
Man har villet gjøre gjældende, at Theorien om en Sten-, 
Bronze- og Jernalder skyldes ældre Forfattere, ja man er 
endog gaaet saa vidt at paastaae, at den allerede var kjendt 
i den klassiske Oldtid, eftersom Grundtanken deri delvis 
gjenfindes hos Romeren Lucretius i hans Digt De rerum 
natura, lib. V, v. 1280 flf. I den seneste Tid har Hr. F. 
Winkel Horn*) fremdraget et Sted af Vedel Simon- 
sens i Aaret 1813 udgivne »Udsigt over Nationalhistoriens 
ældste og mærkeligste Perioder«, i Henhold til hvilket han 
formener, at »Opdagelsen maa siges at være gjort af Vedel 
Simonsen.« Det lader sig imidlertid ikke godtgjøre, at 
Tanken tilhører denne Forfatter som fuldstændig original, 
naar det f. Ex. ses, at en Præst Jacob i Stiftet Lubeck 
allerede 1699 i »Nova litteraria maris Balthici et septentrionis« 
S. 88 ff. har udtalt, at Jernets Brug i disse Egne er af 
meget yngre Datum end Brugen af Bronze, og at han til- 
dels støtter denne Paastand paa en Yttring i det 8 Aar 
tidligere udkomne Skrift »Bevolkertes Cimbrien« af Professor 
ved Kiels Universitet Johannes Daniel Major. Lignende 
Antydninger, af hvilke nogle endog ere mere bestemte 
og videre udførte, ere blevne paaviste hos den italienske 
Forfatter Mer cati (1541 — 1593) og hos Franskmændene Ma- 
hudel (1734), de Caylus (1752) og Goguet (1758)**). 

Det er imidlertid ikke dermed givet, at Thomsen har 
laant sine Ideer fra nogen af sine Forgængere. Han kan 
have været ligesaa uafhængig af dem, som Nilsson var det 
af ham ved i »Skandinaviens Fauna« at opstille sin Sten- 
alderstheori , eller som Sjøborg i Lund, Sir Richard 
Colt Hoare i Wiltshire, Danneil i Mark Brandenborg og 



*) I »Theori og Praxis« for 1869 S. 321 ff. 
**) Se de i Morlots »Les preniiers pas dans l'étude de la haute 
antiquité« 1863 og i Schuermans "Rapport sur la question de 
l'origine des dolmens etc.« Bruxelles 1868 citerede Steder. 



DEN ARCHÆ0L0GISKE KONGRES I KJOHENHAVN 1860. 371 

Schrøder og Lisch i Schwerin vare det, da de omtrent 
samtidig med ham gjorde Iagttagelser i lignende Retning. 
At allerede de førnævnte ældre Forfattere for deres per- 
sonlige Vedkommende vare komne til en mer eller mindre 
klar og rodfæstet Overbevisning om Sagen, vidner unæg- 
telig om deres Dygtighed og Skarpsindighed i at gjøre 
archæologiske Iagttagelser, men idet ingen af dem har 
mægtet at føre et tilfredsstillende Bevis for Rigtigheden 
af deres Sætninger, ere disse faldne døde til Jorden og 
ere hurtig gaaede i Forglemmelse. Den Fortjeneste , som 
man ialfald maa lade Thomsen beholde, er, at det er ham, 
der har bragt Tredelingstheorien til aner kj endt Gyldig- 
hed ved at lægge den til Grund for Ordningen af det old- 
nordiske Musæum*). Han havde i en Række af Aar lagt 
Mærke til, hvilke Oldsager der findes sammen, og hvilke der 
aldrig findes sammen, og deraf uddrog han sine Resultater 
med Hensyn til Samtidighed og Ikke-Samtidighed. Omsider 
bragte han endog de mest haardnakkede Tvivlere til at for- 
stumme; men den Modstand, han mødte, var baade stærk og 
vedholdende, da Mange endog betragtede hans hele System 
som Phantasteri. Naar Sagen derfor fremstilles, som om det 
var vel bekjendte Ting, han fremkom med, mindes man 
uvilkaarlig Agassiz' Ord, at naar en ny videnskabelig 
Kjendsgjerning bringes for Lyset, begynde Folk med at 
sige: »det er ikke sandt«, men ende med at forsikkre, at 
det har de vidst længe i Forvejen.**) 

Tredelingstheorien fremtræder første Gang fuldstændig 
begrundet i Thomsens »Kortfattet Udsigt over Mindesmær- 
ker og Oldsager fra Nordens Fortid«, der udgjør en Del 
af den af det nordiske Oldskriftselskab i 1836 udgivne 



*) Jfr. Worsaaes Bemærkninger i Aarboger f. nord. Oldkyndig- 
hed 1866 S. 114. 
**) For at undgaae Mistydning bemærkes det, at Hr. Winkel 
Horn paa det anforte Sted udtaler det som sin Opfattelse, at 
Thomsen har været uafhængig af Vedel Simonsen. 



372 DEN ARCHÆOLOGISKE KONGRES I KJØBENHAVN 1869. 

»Ledetraad til nordisk Oldkyndighed«. Det paafølgende Aar 
udgaves Ledetraaden i en tydsk Oversættelse af Professor 
Christian Paulsen, men den vakte ikke megen Opmærk- 
somhed i Tydskland, der jo ogsaa endnu den Dag idag 
indtager en særegen Stilling ved sin Utilbøjelighed til at 
underkaste sig hvad en tydsk Archæolog har kaldt »die 
dånische Diktatur hinsichtlich der drei Zeitalter« *). Over- 
sættelsen synes imidlertid at have funden Vei ud over 
Tydsklands Grændser, thi nogle Aar efter kom en ung 
Schweizer til Kjøbenhavn alene for at studere vore Oldsager. 
Denne Mand var Frédéric Troyon (f 1867), der i det 
nævnte Øjemed opholdt sig i længere Tid i Danmark under 
Christian den Ottendes Regering og senere fortsatte sine Studier 
i Stockholm, hvor han tilbragte nogle Aar som Lærer hos de 
svenske Prinser. Troyon blev den nordiske Archæologis Tals- 
mand i Schweiz og brød derved tillige Banen for dette Lands 
egen nationale Oldforskning. Dette havde bl. A. den vigtige 
Følge, at da man i 1853 første Gang i Schweizersøerne op- 
dagede Levningerne af de mærkværdige Pælebygninger, »ha- 
bitations lacustres« , hvoraf nogle indeholdt Sten- og andre 
Bronzesager, var man strax paa det Rene med, at det maatte 
være Minder fra den forhistoriske Tid, saa at Undersøgelsen 
fra første Færd af kunde ledes i det rette Spor og derved 
ogsaa give et saa rigt videnskabeligt Udbytte. 

Thomsen selv havde iøvrigt ikke fremstillet sit System 
som gyldigt udenfor det skandinaviske Norden. Det var 
Worsaae, der i 1846 i sine »Blekingske Mindesmærker fra 
Hedenold« paaviste, at det finder Anvendelse paa alle 
Landes Oldsager og saaledes betegner hele den menneske- 



*) Se de i Worsaaes Universitetsprogram : »Om Slesvigs eller 
Sønderjyllands Oldtidsminder« i Noterne S. 10 og 11 citerede 
Yttringer af Ledebur, Fr. Maurer og Haszler, og fremfor Alt 
Lindenschmits Artikler i hans Billedværk: »Die Alterthumer 
unserer heidnischen Vorzeit« og i »Archiv fur Anthropo- 
logie«, i hvilke han stadig bekæmper Systemet med Bitterhed. 



ARCHÆOLOGISKE KONGRES I KJOBENHAVN 1*69. 373 

lige Kulturs Udviklingsgang, og at det netop af denne Grund 
er urimeligt i Overensstemmelse med de saakaldte »histo- 
riske u Theorier at ville henføre Sten- og Bronzekulturen 
hver for sig til et enkelt Folk, nemlig til Finner og Kelter. 
Da senere hans Afbildninger fra det oldnordiske Musæum 
udkom og fik en stor Udbredelse ogsaa udenfor Danmark*), 
var der Mange, som bleve opmærksomme paa de Over- 
ensstemmelser, der ere imellem de forskjellige Landes Old- 
sager ; men det maatte naturligvis tage endel Tid , forinden 
den nye Opfattelse kunde trænge igjennem og overvinde de 
traditionelle Forestillinger om Menneskeslægtens ældste Hi- 
storie. Tidligst skete det i England, hvor Worsaae vir- 
kede ved sin personlige Nærværelse, og hvor man foran- 
staltede hans Skrift om »Danmarks Oldtid« udgivet paa 
Engelsk. Archæologer som Charles Roach Smith, 
Akerman, Franks o. Fl. sluttede sig uforbeholdent til 
den danske Opfattelse, og de Yngre, som Lubbock, 
Evans og Prestwich have lige fra Begyndelsen af baseret 
deres archæologiske Studier paa den. I Frankrig er Inter- 
essen for Oldsagerne af et langt yngre Datum. Prosper 
Mé r i m é e, der er Generalinspekteur for dette Lands historiske 
Mindesmærker, var en af de Første, der fik Øjet op for en 
rigtigere Opfattelse af de forhistoriske Oldsager, og dette 
skyldes ligeledes Worsaaes Paavirkning. I »Moniteur Uni- 
versel« for 14de April 185.5**) offentliggjorde han et Brev 
fra Worsaae, hvori det godtgjøres, at de franske »dolmens« 
eller Stensætninger med Urette ere blevne ansete for drui- 
diske Altere og Offersteder, og at de i Virkeligheden ere 
Grave fra Stenalderen, der ligger langt forud for Gallernes 



*) »Afbildninger fra det kgl. Museum for nordiske Oldsager i 
Kjubenhavn« 1854. Anden forogede Udgave udkom 1859 
under Titelen »Nordiske Oldsager i det kgl. Museum i Kjo- 
bcnhavn«. Akademiet i St. IMersborg har i 1861 foranstalu-t 
Værket udgivet med russisk Text. 
**) S. ogsaa »L'Athénæum Francais« 1853 Nr. 17 p. 394—97. 



374 DEN ARCHÆOLOGISKE KONGRES I KJOBENHAVN 1869. 

eller Kelternes Tid. Henri Martin — der nu efter sin 
Deltagelse i Kongressen ses at være bleven betydelig 
mindre sikker i sin Keltertheori — optraadte tidligere i 
sin »Histoire de France« med Bestemthed imod Worsaaes 
Anskuelse, og vi have Gabriel de Mortillets Vidnesbyrd*) 
for, at man i Frankrig endnu i Aaret 1860 gik ud fra, at 
Bronzevaabnene maatte henføres til Gallerne og Romerne. 

1 dette sidstnævnte Aar udkom der et lille Skrift, som 
har havt en overordenlig stor praktisk Betydning for Ud- 
bredelsen af den nordiske Archæologis Resultater. Den 
schweizerske Geolog AdolpheMorlot (-J-1867), hvis Inter- 
esse for de antikvariske Studier var bleven vakt af Troyon, 
blev under et Ophold i Kjøbenhavn greben af Begejstring 
for de mærkelige Opdagelser, som vare komne for Lyset 
herhjemme med Hensyn til »Kjøkkenmøddingerne« og den 
ældre Jernalder, og han betragtede det senere som et af sit 
Livs Formaal at gjøre de nordiske Videnskabsmænds archæolo- 
giske Arbejder bekjendte over hele den lærde Verden. I denne 
Hensigt udgav han sit Skrift »Etudes géologico-archéolo- 
giques en Danemark et en Suisse«, der i et mesterligt 
Sprog giver en sammentrængt Udsigt over de for disse to 
Landes Vedkommende vundne Resultater. Den største Del 
af Skriftets Indhold var fuldkommen nyt for det europæiske 
Publikum, der bl. A. første Gang gjorde Bekjendtskab med 
Begrebet »Kjøkkenmødding«, — en Benævnelse, der mærke- 
lig nok nu synes at være optaget i alle europæiske Tunge- 
maal — og for hvem ligeledes Etatsraad Steens trup s vig- 
tige Moseundersøgelser havde været ganske ukjendte. I 
Forbindelse med Gjenstandens egen Interesse bidrog ogsaa 
den mageløse Omhu, som Forfatteren havde anvendt paa 
Formen af sit Arbeide til at skaffe det en stor Udbredelse, 
og det betragtes endnu i mange Lande som en Slags ar- 
chæologisk Katekismus. Til en saadan var der netop paa 



*) »Promenades au Musée de Saint-Germain« Paris 1869 p. 43. 



DEN ARCHÆOLOi.lSKK koNGRES I KJOIiEXHAVN 1866. 375 

den Tid opstaaet en betydelig Trang, fordi man savnede 
faste Holdepunkter ved Besvarelsen af det da paany rejste 
Spørgsmaal om Menneskeslægtens Ælde. 

Det var allerede i lang Tid fra enkelte Naturforskeres 
Side bleven paastaaet, at Mennesket har levet her paa 
Jorden i en ældre geologisk Periode end den nuvæ- 
rende, samtidig med Mammuthdyret og andre nu uddøde 
Dyreformer; men denne Paastand, der var i absolut Mod- 
strid med Historikernes Chronologi og som derhos af Mange 
ansaaes uforenelig med Bibelens Lære om Skabelsen, 
kunde ikke føres igjennem, saalænge man ikke havde den 
forhistoriske Archæologi at støtte sig til. Kampen blev 
især paa Cuviers Tid ført med megen Lidenskab, og da der 
flere Gange kunde paavises slemme Fejltagelser, som da et 
formentlig fossilt Menneske viste sig at være en Salamander, 
og da de Levninger af kæmpemæssige menneskelige Ske- 
letter, der angaves at være fundne paa forskjellige Steder, 
gjennemgaaende maatte erkjendes at være Mammuthknokler, 
kom den hele Theori i afgjort Miskredit, saa at det blev 
staaende som en fast og urokkelig Trosartikel, at »det 
fossile Menneske« var et Foster af Phantasien, hvormed 
forstandige Videnskabsmænd ikke kunde have Noget at 
gjøre. Derfor udtaler Buckland*) med stor Bestemthed, 
at ingen af de Menneskeben eller Stenredskaber, han har 
fundet i de af ham undersøgte Huler, kan antages at have 
været samtidige med Knoklerne af Mammuthen og andre 
uddøde Dyr, og da Schmerling**) i 1833 paastod at have 
truffet fossile Menneskeknokler i Hulerne ved Engis og 
Engihoul i Belgien, blev han fra alle Sider forkjættret. Det 
er ikke uden Interesse at se, at han i et eget Capitel 
(2den Dels 10de) omtaler de Benredskaber, Flintflækker 



*) S. hans »Reliqviæ diluvianæ or Observations on the organic 
remains contained in caves etc.« 1820. 
**) »Recherches sur les ossements fossiles découverts dans les 
cavernes de la province de Liége.« 1833 — 36. 



376 DEN ARCHÆOLOGISKE KONGRES I KJØBENHAVN l*-69. 

osv. , han har fundet sammen med Knokler af Rhinoceros, 
Hyæne, Hulebjørn og andre fossile Dyr, og i hvis Tilstede- 
værelse i Fundene han finder et ligesaa afgjørende Bevis 
for Menneskets Samtidighed med hine Dyr som det, de 
menneskelige Levninger afgive, men han ved ikke at anføre 
Noget, hvortil denne Iagttagelse kunde knyttes. Professor 
Spring, der har ført de samme Undersøgelser videre, 
særlig for Chauveauhulens Vedkommende, har i et Møde, 
der afholdtes i det belgiske Videnskabsakademi i de sidste 
Dage af 1853*), udtrykkelig fremhævet, hvilken oyerordenlig 
Vanskelighed det havde for ham at danne sig en Mening 
om, til hvilken Periode de af ham fundne Menneskeben 
burde henføres, forinden han var bleven bekjendt med de 
nordiske Archæologers Arbeider. 

I Frankrig hævdede Boucher de Perthes i Abbe- 
ville med stor Iver og Udholdenhed Menneskets Sam- 
tidighed med de uddøde Arter, nærmest ved en geolo- 
gisk Bestemmelse af Sommedalens Gruslag, i hvilke Flint- 
redskaber forekom sammen med Dyreknokler; men han var 
ifølge hele sin Natur mindre vel skikket til at bringe saa 
vanskelige og omtvistede Spørgsmaal til sikker Afgjørelse, 
da hans Phantasi jævnlig løb af med ham og f. Ex. bragte 
ham til at se interessante billedlige Fremstillinger, hvor 
der for andre Øjne ikke viste sig Andet end tilfældige, 
naturlige Former af Flinten. I sit eget Land stod han længe 
ganske ene med sine archæologiske Meninger, fordi Fransk- 
mændene, som bemærket, endnu ikke havde begyndt at fæste 
deres Opmærksomhed paa Studier af denne Art. Hans Arbejder 
vilde derfor muligvis for lange Tider ikke have faaet nogen 
videre Betydning, hvis der ikke i England var fremkommet 
et Fund af lignende Beskaffenhed. De engelske Lærde vare, 
ifølge det foran Bemærkede, i Besiddelse af de fornødne 



*) »Bulletin de l'académie royale de Belgique des sciences, des 
lettres et des beaux-arts«. Tome XX 3 e partie p. 42. 



DEN ARCHÆ0L0GISKE KONGRES I KJOBENHAVN 1669. 377 

Forudsætninger for at opfatte et saadant Fund rigtigt, og 
Undersøgelserne i Brixhamhulen i Devonshire, hvor man i 
1858 fandt Flintsager i stor Mængde sammen med Knokler 
af Mammuthdyr, Rhinoceros, Hyæne, Hulebjørn, Rens- 
dyr o. s. v. , bleve derfor ogsaa af megen Betydning for 
Videnskaben, idet det nu blev bevist, at Mennesket paa 
dette Sted maa have levet tidligere end Hulebjørnen for- 
svandt derfra. En af de Mænd, der havde været med ved 
denne Undersøgelse, Dr. Falconer, besøgte samme Efter- 
aar Boucher de Perthes i Abbeville, og ved selv at tage 
Sommedalens Gruslag i Øjesyn, kom han til en saa stærk 
Erkjendelse af Vigtigheden af Boucher de Perthes' Opdagelse, 
at han foranledigede Findestedet nøje undersøgt af engelske 
Oldgranskere og Geologer, og der opstod nu baade i Eng- 
land og i Frankrig en levende Bevægelse om det Spørgs- 
maal, hvad der heraf maatte kunne udledes til Oplysning 
om Menneskeslægtens Ælde. Men det er betegnende, at 
det endog fra fransk Side erkjendes, at det er de engelske 
Geologer, der have hævet Boucher de Perthes' Iagttagelser 
til videnskabelige Kjendsgjerninger. Geologen Sir Charles 
Lyells berømte Værk »The geological evidences of the 
antiquity of man« er fremkaldt af denne Bevægelse, og man 
vil lægge Mærke til, i hvilken væsenlig Grad Morlots ci- 
terede Skrift er lagt til Grund for den hele Undersøgelse. 

Det er ikke Hensigten her at paavise, hvorledes Spørgs- 
maalet vedblev at lægge Beslag paa den offenlige Op- 
mærksomhed*), og hvilken overordenlig Opsigt det gjorde, 
da det omsider lykkedes baade Boucher de Perthes og 
Andre at fremdrage Menneskeknokler, hvis Samtidighed med 
de uddøde Dyreformer efter samtlige forefundne Data ikke 
kunde forkastes. Det Anførte vil være tilstrækkeligt til at 



*) Herom vil man finde Oplysninger i L. Zincks Afhandling i 
Aarbogerne for 1867 S. 283 ff. om * Oldsagfundene i de gamle 
Flodgruslag, navnlig i Sommedalen ved Amiens og Abbeville«. 



378 DEN ARCHÆOLOGISKE KONGRES I KJOBENHAVN 1869. 

forklare den levende Interesse, hvormed man nu paa een 
Gang i det vestlige og sydlige Europa begyndte at kaste 
sig over de archæologiske Studier, der fra nu af maatte 
betragtes som uundværlige for enhver Geolog og Anthro- 
polog, ligesom deres Resultater ere af en saa indgribende 
Vigtighed i almindelig kulturhistorisk Henseende. 

Som en Omstændighed, der har bidraget betydeligt til at 
fremme disse Studier i Frankrig, maa endnu nævnes Grundlæg- 
gelsen af Musæet i Saint-Germain nogle Mile fra Paris. Hvor rig 
Frankrigs Hovedstad end er paa offenlige Samlinger af første 
Rang, har den dog endnu ikke noget Musæum for Oldsager 
fra den forhistoriske Tid, og de Gjenstande af denne Art, 
der haves i Paris, findes spredte i Louvre, Musée de Cluny, 
Musée d'artillerie og Cabinet des médailles, saa at de ingen 
af Stederne danne noget Hele eller betragtes anderledes 
end som et tilfældigt Tillæg udenfor de paagjældende Sam- 
lingers egenlige Plan. Hvad Thomsen i sin Tid fik udrettet 
i Danmark ved Marchal Hauchs og senere ved Christian 
den Ottendes Interesse for Sagen*), nemlig at de uens- 
artede Samlinger udsondredes fra hverandre og de ens- 
artede forenedes, det er for Frankrigs Vedkommende en 
Opgave, som det er forbeholdt Fremtiden at løse. Tingen 
er imidlertid ikke saa let, som man skulde troe — af den 
simple Grund, at enhver Samlingsdirekteur plejer at holde 
til det Yderste paa hvad han har. Den franske Regering 
har formodenlig endnu ikke havt sin Opmærksomhed hen- 
vendt paa, hvor ønskelig en saadan Foranstaltning vilde 
være, thi den er slaaet ind paa en anden Vei ved at an- 
lægge en hel ny archæologisk Samling. Kejseren havde 
nemlig til Brug ved Udarbejdelsen af sit store Værk over 
Cæsars Historie samlet en Mængde Oldsager, Tegninger, 



*) Herom tillader jeg mig at henvise til min Afhandling i Dansk 
Maanedskrift, ny Række, 1ste Bind 1859 (i det særskilte 
Aftryk S. 51 og 71). 



DEN ARCHÆOLOGISKE KONGRES I K JO BENHAVN 1860. 379 

Relieffer og Modeller og besluttede heraf at danne et 
gallo-romersk Musæum, men da han paa samme Tid som 
Gave fra Frederik den Syvende modtog en udmærket 
smuk Suite af danske Stenoldsager, ligesom han fra Boucher de 
Perthes modtog en Samling af Oldsager og Fossilier fra 
Soraraedalen, gav dette Anledning til, at Musæets Plan 
udvidedes til ogsaa at omfatte Oldsager fra den for- 
historiske Tid, og Frederik den Syvendes Gave tik en 
Hædersplads i Samlingen*). 

En af Embedsmændene ved dette Musæum, Gabriel 
de Mortillet, har virket meget til at bane Vejen for 
den yngste af alle Videnskaber. Han grundlagde i 1865 
det archæologiske Tidskrift »Matériaux pour servir å l'hi- 
stoire de l'hommea, og det var ham, der samme Aar ved 
de italienske Naturforskeres Møde i Spezia udtalte Tanken 
om at samle dem, der beskjæftige sig med Studiet af de 
forhistoriske Perioder, til regelmæssig tilbagevendende inter- 
nationale Kongresser. Forslaget mødte Sympathi, og Aaret 
efter afholdtes det første Møde i Neuchatel under Forsæde 
af Geologen Edouard Desor. I 1867 mødtes man i Paris 
under den store Udstilling, i hvilken de fra Danmark ud- 
stillede Oldsager gjorde en ypperlig Virkning. Som Præsi- 
dent fungerede Edouard Lartet, der er bleven berømt 
ved sine Undersøgelser af de franske Knokkelhuler, og 
Forhandlingerne vare i flere Henseender af megen Interesse, 
især forsaavidt de drejede sig om kraniologiske Spørgs- 
maal. Der var megen Stemning for at vælge Kjøben- 
havn til næste Mødested, men dette blev fra dansk Side 
afværget, fordi flere af vore Samlinger paa den Tid ble ve 
underkastede en Omordning, og man bestemte sig for 
Norwich og London, hvor Kongressen altsaa samledes 
ifjor og til sin Præsident valgte Sir John Lubbock, en af 
Englands mest fremragende Oldgranskere. Her vedtoges 



*) SeMortillets »Promenades auMusée deSaint-Germain« S. 12 og 123. 

Aarb. i. nord. Oldk. og Hill 1869. 25 



380 DEN ARCHÆOLOGISKE KONGRES I KJØBENHAVN 1869. 

det eenstemmig, at Kjøbenhavn i 1869 skulde være Kon- 
gressens Samlingssted. 

Jævnsides med disse Møder har en anden international 
archæologisk Kongres, der iøvrigt ikke udelukkende har be- 
skjæftiget sig med de forhistoriske Oldsager, holdt sine 
Sammenkomster. Efter Bestemmelsen skulde den første 
Gang være sammentraadt i Antwerpen i 1866, men da 
Choleraen netop da rasede heftigt i denne By, maatte 
Mødet opsættes til 1867, og det følgende Aar samledes 
man i Bonn. Her ønskede de franske og belgiske Del- 
tagere, at man næste Gang skulde gaae til Kjøbenhavn, 
men dette Forslag vandt ikke den fornødne Tilslutning, og 
de fleste Stemmer bleve afgivne for Basel. Det traf sig 
saaledes, at begge Kongresser berammedes til at finde Sted 
omtrent samtidig, men man undgik heldigvis den Splittelse 
af Kræfterne, hvortil det tegnede, idet Baselerkongressen 
maatte opgives af Mangel paa Deltagere. 

Den rent historiske Kjendsgjerning, at Grundlæggeren 
af den nye Archæologi var en dansk Mand, vilde i og for 
sig neppe have været tilstrækkelig til at samle saa mange 
Udlændinge ved vor Kongres. Men paa samme Tid som 
disse Studiers territoriale Omraade havde udvidet sig saa 
betydeligt, og nye Data vare komne frem i saa mange 
fremmede Lande, var der ogsaa her i Norden Aar for Aar 
gjort vigtige nye Iagttagelser, hvorved Thomsens System 
var blevet videre udviklet. Vi skulle forsøge i Korthed at 
sammenfatte de Resultater, der ere vundne ved de nordiske 
Archæologers, navnlig Worsaaes videnskabelige Virksom- 
hed, og vi begynde da med 

Stenalderen, i hvilken der synes at kunne skjelnes 
mellem en ældre Periode, der charakteriseres ved de i 
Kjøkkenmøddingerne, tildels ogsaa i visse Kystfund be- 
varede raat tilhugne, uslebne Flintredskaber, og en yngre 
Periode, hvorfra de i Stenkamre og Jættestuer forekommende 
mere udviklede Former af tildels slebne og ofte smukt ornerede 



DEN ARCHÆ0L0GISKE KONGRES I KJØBENHAVN 1869. 381 

Stensager hidrøre. Rigtigheden af en saadan Inddeling, 
der er bleven bekæmpet med megen Styrke af Etats- 
raad Steenstrup, er af Archæologer i England og 
Frankrig paavist for disse Landes Vedkommende , og 
Udtrykkene Tåge de la pierre simplement taillée 
par éclats og l'age de la pierre polie ere gængse 
Benævnelser for de to Perioder. Den første at dem omfatter 
efter de franske Oldgranskeres Opfattelse hele den Tid, da 
Mennesket levede samtidig med en Dyreverden, der ikke 
falder sammen med den nuværende; og idet man, tildels 
ved de ad geologisk Vej paaviselige successive Klimatfor- 
andringer, har troet at kunne fastsætte den Rækkefølge, i 
hvilken de større uddøde Dyr ere forsvundne i Frankrig, har 
man efter de Knokler, der ere fundne sammen med raat til- 
hugne Stensager, henført disse sidste til forskjellige Perioder, 
som have faaet Navn af Mammuthperioden, Rensdyrperioden 
o. s. v. EdouardLartet, hvem disse Undersøgelser navnlig 
skyldes, var bekjendt med den her i Landet fremsatte 
Theori om en ældre og en yngre Stenalder, da han op- 
stillede sit System*). 

Efter Worsaaes Mening har Norden endnu ikke været 
beboet paa den Tid, daMammuthdyret, Rhinocerossen, Hyænen 
og Hulebjørnen levede i Vest- og Sydeuropa, hvorimod han 
antager, at Oldsagfundene fra Slutningen af Rensdyrperioden 
i Frankrig og Belgien ere omtrent samtidige med vore Kjøkken- 
møddinger, der indeholde talrige Levninger af nu hertillands 
uddøde vilde Dyr, men ikke af nogetsomhelst Husdyr und- 
tagen Hunden. Hvis det blev bragt paa det Rene, at den 
Befolkning, der har opført de store Gravkamre og tilvirket 
de slebne Flintsager, har havt tamme Husdyr, vilde man 
deri have et vægtigt Datum for Tvedelingens Rigtighed, 



*) Se hans »Recherches sur la coéxistence de l'homme et des 
grands mammiferes fossiles ■ i »Annales des sciences naturelles* 
Zoologie XV (1861) S. 241. 

25* 



382 DEN ARCHÆOLOGISKE KONGRES I KJØBENHAVN 1869. 

og Analogien fra andre Lande taler for, at man virkelig 
inden Stenalderens Slutning har gjort dette Fremskridt i 
Kultur. I Schweizes Pælebygninger fra Stenalderen, hvor 
man udelukkende finder de for de slebne Sager ejendomme- 
lige Former, er der talrige Beviser for, at den daværende 
Befolkning har havt Oxen, Geden, Faaret, Hesten og Svinet 
i tæmmet Tilstand, og spredte Vidnesbyrd i samme Retning 
haves fra England, Frankrig, Tydskland*) og — hvad der 
er af megen Vigtighed — fra Sverig. Rigsantikvar Bror 
Emil Hildebrand har i et Stenalders Gravkammer i 
Vestergøtland fundet Landsespidser, forarbejdede af Faare- 
og Hesteknokler**), og ifølge Meddelelse fra Amanuensis 
ved Rigsmusæet i Stockholm, Dr. Montelius, har Dr. 
Hans Hildebrand i Maj 1869 ved Torseke i Fjelskestad 
Sogn, Villands Herred i Skaane i et Stenkammer, der 
bar Præg af ikke tidligere at være forstyrret af Men- 
nesker eller af vilde Dyr, fundet Ben af Oxe, Hest, Faar, 
Svin og Hund. 

For Danmarks Vedkommende er det endnu ikke til- 
strækkelig oplyst, hvilken Fauna der har været samtidig 
med Opførelsen af Stenalderens store Mindesmærker, men 
Opmærksomheden er rettet paa dette Spørgsmaal, og vi eje 
i Etatsraad Steenstrup den Mand, der — efterhaanden 
som det fornødne Materiale kommer frem — vil kunne be- 
svare det med Sikkerhed, ligesom han allerede har ydet 
saa beundringsværdige Bidrag til Kundskaben om vor for- 



*) Til de i Worsaaes »Om Tvedelingen af Stenalderen« 1862 
S. 57 i Noterne anførte Steder kan føjes ,for Frankrigs Ved- 
kommende Mor ti Ile ts »Promenades« S. 59 om Dyreknoklerne 
i to »dolmens«, for Englands Batemans »Ten years' diggings«, 
London 1861 , og endelig for Tydsklands Vedkommende M. 
Claudias' » Mittheilungen fiber ein auf dem Warteberg bei 
Kirchberg [Nedrehessen] aufgefundenes Knockenlager« i Mar- 
burgs Universitets Indbydelsesskrift for 1861. 
**) »Antiqvarisk Tidskrift før Sverige« I S. 262. 



DEN ARCHÆOI.OOISKE KONGRES I KJØBEHHAVH 18«. 383 

historiske Dyre- og Planteverden. At vi endnn vide saa 
liden Besked om de danske Jættestuers og Stenkamres 
Fauna, beroer tildels paa, at der ved de af ukyndige Folk 
foretagne Udgravninger sjelden tages Vare paa de fundne 
Knokler. Derfra hidrører ogsaa vor beklagelige Fattigdom 
paa Kranier fra den forhistoriske Tid, og det maa nu være 
en af de nærmeste Opgaver for vore Archæologer ved sy- 
stematiske Udgravninger at tilvejebringe et saadant Forraad 
af faunistiske og kraniologiske Data, at man derigjennem 
kan naae til paalidelige Resultater. 

Med Hensyn tilSpørgsmaalet om Tvedelingen bør det endnu 
fremhæves, at man, saavidt vides, ikke i noget Land har fundet 
de charakteristiske raa Former sammen med dem, Worsaae 
anser for at være yngre, og at de to Slags Stensager 
heller ikke følges ad i Henseende til geographisk Udbredelse. 
I Sverig, hvor Stenaldersgravene og de slebne Redskaber 
gaae op til de store Søer, har man kun i det sydlige Skaane 
fundet Sager som dem fra Kjøkkenmøddingerne. De mangle, 
som bemærket, aldeles i Schweizes Pælebygninger; fremdeles 
ogsaa i Norge, i Finland og i de russiske Østersøprovindser, 
idet de i disse Lande fundne Stenredskaber udelukkende 
henhøre til de mere udviklede Former. Denne Forskjelligbed 
er ikke let at forklare, naar man antager, at Kjøkken- 
møddingerne ere samtidige med Stensætningerne, hvorimod 
den ellers bliver en naturlig Følge af, at de nævnte Lande 
ikke ere blevne bebyggede saa tidlig som de, i hvilke den 
mere primitive Kultur har efterladt sine Spor. 

Bronzealderens Levninger findes i størst Mængde i Dan- 
mark, Sydsverig, Irland, den nordligste Del af Tydskland 
og Schweiz, men de forekomme iøvrigt næsten overalt i 
Europa. Der har hos fremmede Archæologer vist sig nogen 
Usikkerhed med Hensyn til, hvorledes denne Periode rettelig 
bør afgrændses til begge Sider. Naar man i det sydlige 
Frankrig i Grave fra Stenalderen sammen med slebne 
Stensager finder Bronze- eller Kobberperler og lignende 



384 DEN ARCHÆOLOGISKE KONGRES I KJØBENHAVN 1869. 

Sraykkegjenstande, kunde det, skjøndt disse Prydelser i Formen 
ere Efterligninger af Stenaldersgjenstande, dog synes, som om 
Fundene maatte henføres til Bronzealderen, siden der fore- 
kommer Metal i dem. De franske Oldforskere have imidlertid 
forstaaet, at dette ingenlunde vilde stemme med det afThomsen 
opstillede System. Naar han inddelte de forhistoriske Tider 
efter det Materiale, der er blevet anvendt til Forarbejdelsen 
af s kjærende Redskaber, var det, fordi han gik ud fra, 
at et Fremskridt i denne Henseende maatte blive bestem- 
mende for Kulturudviklingen i det Hele. Det er 
derfor ganske i hans Aand, naar Cazalis de Fondouce 
i Anledning af de omtalte Fund af Metalperler i Sten- 
aldersgrave yttrer Følgende*): »En Periode kan ikke cha- 
rakteriseres ved den Omstændighed, at et Metal viser sig for 
første Gang, men ved dette Metals Anvendelse, nemlig 
paa en saadan Maade, at den medfører et virkeligt Frem- 
skridt i Civilisationen og Industrien, som f. Ex. til Forfær- 
digelsen af skjærende Redskaber«. De mærkelige Over- 
gangsfund, der ere gjorte ved Hallstatt i Nedre-Østerrig, 
ved Sesta Galende og flere Steder i Italien — hvor man ved 
Siden af utvivlsomme Bronzealderssager har fundet Jernred- 
skaber, der ere nøjagtige Efterligninger af hine — vise dog, at 
Indførelsen af Jernets Brug i disse Egne ikke har betegnet 
en brat Omvæltning i Kulturen, men at der har fundet en 
organisk Udvikling Sted, og disse Fund bør derfor rettest 
henføres til Bronzealderens Slutning, ikke til Jernalderen, 
da der maa udfordres en typisk Forskjellighed i Oldsagerne, 
forinden man kan betragte en hel ny Kulturperiode som 
indtraadt**). 



*) I »Derniers temps de l'age de la pierre polie dans fAveyron«, 

Montpellier og Paris 1867, S. 37. 
**) Jfr. Engelhardt »Vimosefundet«, Kjobenhavn 1869 S. 6 og Hans 
Hildebrand »Svenska folket under bednutiden«, 1866 S. 19 Note 2. 



DEN AHCHÆ0L0G1SKE KONGRES I KJOBENHAVN 1869. 385 

Bronzealderen maa efter Worsaaes Mening deles i to 
Hovedtidsrum, et ældre og et yngre, og i disse bar han 
atter ment at kunne paavise forskjellige Tidsafsnit. Ved 
at gjennemgaae de forskjellige Former af Bronzealdersgrave 
har han fundet en gradvis Overgang ligefra de større, af an- 
selige Overliggere dækkede Stenkister med ubrændte Lig, 
der mest ligne Stenalderens Begravelser, til Askekrukkerne 
med brændte Ben, der antages at betegne Bronzealderens 
seneste Tid*). Af Meklenburgische Jahrbucher XXII S. 279 
— 87 ses det, at Lisch er kommet til et lignende Resultat, 
idet han udtaler, at den Skik at begrave Ligene ubrændte ogsaa 
i Meklenborg har været den ældste Begravelsesmaade i Bronze- 
alderen. Medens vi altsaa i det Foregaaende have set den 
relative Datering fastsat ved Hjælp af Forskjelligheder i det 
anvendte Materiale, i Formerne, i Dyreverdenen, er det 
her Gravskikkene, i hvilke man mener at kunne spore en 
successiv Forandring, saa at de kunne tjene til at bestemme 
Fundenes indbyrdes Alder. Efterhaanden som flere Kjends- 
gjerninger staae til Archæologernes Raadighed, vil der blive 
kastet Lys over flere og flere Momenter af Kulturlivet, og 
saaledes ville de vage Omrids, i hvilke hine gamle Tider 
endnu vise sig for os, efterhaanden afløses af bestemtere 
Forestillinger. De samme Kulturfremskridt ere naturligvis 
ikke overalt foregaaede samtidig, men det er ialfald af megen 
Interesse, at man for enkelte Landes Vedkommende har 
kunnet give et bestemt Svar paa Spørgsmaalene, om de 
forhistoriske Indbyggere havde faste Boliger, om de dyrkede 
Korn og Træfrugter og da hvilke Arter, om de vævede Tøj 
og forfærdigede Pottemagerarbeide, om den allerældste Be- 
folkning har efterladt konstneriske Fremstillinger o. s. fr. 



*) »Om en ny Deling af Steen- og Broncealderen • , Kjobenharn 
1860. »Slesvigs eller Sønderjyllands Oldtidsminder t , Kjoben- 
havn 1865, S. 29 ff. 



386 DEN ARCHÆOLOGISKE KONGRES I KJØBENHAVN 1869. 

At der i Norden har været en forhistorisk Jernalder, var 
ikke saa indlysende af sig selv, som at Sten- og Bronze- 
sagerne maatte ligge forud for den historiske Tid; thi vore 
ældste skriftlige Overleveringer omtale Brugen af Jernvaaben. 
Det var i 1854, at Worsaae første Gang i Texten til 
»Afbildningerne« talte om en ældre Jernalder med stærke 
Spor af romersk Indvirkning, og han henførte allerede da 
Fundene fra Vimose og Kragehul paa Fyen til denne 
Periode. Efter at de storartede sønderjydske Mosefund be- 
tydelig have udvidet vor Kundskab til den ældre Jernalder 
og dels ved de deri indeholdte Mønter, dels ved romerske 
Konstgjenstande, hvis Tid tilnærmelsesvis kan fastsættes, 
have afgivet faste Holdepunkter for Tidsbestemmelsen, har 
han sondret imellem følgende Perioder: 

a. Den ældre Jernalder i streng Forstand (omtrent 
fra Aar 200 eller 300 e. Chr. til 450), der charakteriseres 
ved romerske Mønter (Sølvdenarer) og romerske Oldsager 
ved Siden af en selvstændig ikke-romersk Kultur, der bl. A. 
giver sig tilkjende ved Brugen af den tidligste nordiske 
Bogstavskrift, de ældre Runer. Foruden Jernet fremtræder 
ogsaa Sølvet for første Gang i denne Periode. Hertil høre 
Fundene fra Thorsbjerg og Nydam Moser i Slesvig og det 
førnævnte Vimosefund. 

b. Mellemjernalderen (omtrent fra Aar 450 til 
700), der bl. A. dateres ved romerske Guldmønter, i Sær- 
deleshed fra det østromerske Kejserdømme. Ejendomme- 
lige for dette Tidsrum ere de saakaldte Brakteater — d. v. s. 
Guldhængesmykker, der fra først af ere barbariske Efter- 
ligninger af byzantinske Mønter og Medailloner, men i hvilke 
der efterhaanden viser sig en original nordisk Konstretning, 
— desuden en særegen Art af Bryst- og Skulderspænder 
med rige og storslaaede Prydelser, og endelig en paafaldende 
Rigdom af Ringguld. De to bekjendteste Fund fra Mellem- 
jernalderen hidrøre begge fra Fyen, nemlig fra Kragehul 
Mose ved Flemløse og fra Broholm Hovmark. 



DEN ARCHÆOLOGISKE KOKORES I KJOBENIUVW 18W. 387 

c. Den ældste historiske Tid (omtrent fra Aar 
700 til 1000) udmærker sig ved nye Former og Ornamenter, 
der tyde paa, at Kulturudviklingen er bleven mere og mere 
selvstændig i de Aarhundreder, da Nordboerne holdt fast 
ved Iledenskabet , efter at Christendommen var trængt igjen- 
nem i Syd- og Vesteuropa. I denne Periode fremtræder den 
sædvanlige nordiske Runeskrift. Kufiske (arabiske) Mønter 
findes hyppig og i Forbindelse med dem en stor Mængde for- 
arbejdet Solv, formentlig anvendt som Betalingsmiddel.*) 

Allerede i 1843 havde Rigsantikvar Hildebrand**) 
henført de i Sverig gjorte Møntfund til forskjellige Perioder, 
der tildels svare til den her fremstillede Inddeling af Jern- 
alderen, og som han charakteriserede ved Hjælp af 1) vest- 
romerske Denarer, 2) vest- og østromerske Guldsolidi, 3) 
arabiske Dirhemer fra 9de og 10de Aarhundrede og 4) vest- 
europæiske Sølvmønter fra det Ilte og 12te Aarhundrede, 
men han taler ikke om, hvilke Slags Oldsager der findes 
sammen med disse forskjellige Mønter. Netop i Forbindel- 
sen mellem Oldsagerne og Mønterne er det, at Worsaae 
søger Beviserne for sin Theori, og denne er, ia Ifald i 
Hovedsagen, gyldig baade for Norge og Sverig. Da Thomsen 
og Worsaae i 1856 vare i Christiania ved det skandinaviske 
Naturforskermøde, saae de, at det norske Universitets Old- 
sagsamling indeholdt hele Rækker af Jernaldersfund, der 
maatte henføres til en forhistorisk Periode, og det er nu 
erkjendt i Norge som i Sverig, at begge disse Lande have 
havt deres ældre Jernalder, og at en yngre Jernalder be- 
gynder omtrent ved Vikingetogenes Tid***). I 1861 er- 
klærede Lisch i Meklenb. Jahrbucher S. 161, at en lig— 



*) Se Worsaaes citerede Skrift om Slesvigs Oldtidsminder og 
Engelhardts Arbeider over de fire store Mosefund. 

**) I »Anteckningar ur kgl. Vitterhets, Hist. og Antiqv. Akadeiu. 
dagbok. « 

*'*) Se H. Hildebrands citerede Skrift og Ryghs Afhandling om 
den ældre Jernalder i Norge i Aarb. f. 1869 S. 149—184. 



388 DEN ARCHÆOLOGISKE KONGRES I KJØBENHAVN 1869. 

nende Periode kunde paavises i Meklenborg, idet visse 
Grave, som tidligere vare henførte til Venderne, altsaa til 
den historiske Tid, burde føres meget længere tilbage, rime- 
ligvis til de første Aarhundreder efter Christus. Endelig 
kan en ældre Jernalder spores i Schweiz (La Tene ved 
Neuchåtelsøen), i det sydlige Frankrig (ved Alaise) og flere 
Steder i England. 

Som et mærkeligt Resultat, der i de senere Aar er 
vundet, maa endnu fremhæves Worsaaes Forklaring af et 
Forhold, der er gjennemgaaende ved Mosefundene fra vor 
ældre Jernalder, og som gjenfindes i mange Fund fra Bronze- 
alderen, nemlig at Sagerne ere forsætlig ødelagte for- 
inden Nedlæggelsen. Ved Parallelsteder hos gamle For- 
fattere er det bragt til en høj Grad af Sandsynlighed, at 
de fundne Oldsager ere Krigsbytte, der med Villie er gjort 
ubrugeligt for at offres til Guderne. Denne Forklaring, 
der utvivlsomt finder Anvendelse paa mange forskjellige 
Lande, i hvilke Sagerne ofte ses at være behandlede paa 
selvsamme Maade, er af Rygh erkjendt gyldig for Norges 
Vedkommende.*) 

Efter næsten halvhundrede Aars opoffrende og betyd- 
ningsfulde Virken døde Thomsen den 21 de Mai 1865, og 
Worsaae overtog Styrelsen af det oldnordiske og af det 
ethnographiske Musæum. Den betydelige Forøgelse, som den 
førstnævnte Samling dels allerede havde faaet i Slutningen af 
Thomsens Levetid og dels netop paa denne Tid modtog, 
gjorde en Udvidelse af Lokalet og en forandret Opstilling 
nødvendig. Dette gav den nye Direkteur Anledning til at 
underkaste hele Musæet en gjennemgribende Omordning, ved 
hvilken han lagde de nyere Anskuelser til Grund. Allerede 
Thomsen havde, som foran bemærket, erkjendt Vigtigheden 
af at holde Fundene samlede, og han vilde ikke ad nogen 
anden Vej have kunnet naae til sin Tredelingstheori, men 



*) Se Aarb. f. 1869 S. 170. 



DEN ARCHÆOLOGISKE KONGRES I KJOBENHAVN 1809. 389 

han havde dog ikke i nogen stor Udstrækning fulgt denne 
Regel ved Sagernes Opstilling. Det blev derfor Opgaven 
ved Hjælp af de i Musæets Protokoller indeholdte Oplys- 
ninger saavidt muligt atter at samle de mange Fund, hvis 
enkelte Bestanddele vare splittede ad og indordnede i lange 
Rækker af ensartede Gjenstande. Der var derhos ikke 
hidtil lagt nogen særlig Vægt paa Findestederne. 
Musæet var bestemt til at indeholde »nordiske Oldsager« 
ganske i Almindelighed, og Følgen deraf var, at f. Ex. ikke 
faa i Norge fundne Gjenstande vare sammenblandede med 
de her i Landet hjemmehørende. Da de nordiske Rigers 
Udvikling i den forhistoriske Tid imidlertid ingenlunde har været 
identisk, idet deres første Bebyggelse bl. A. falder til højst 
forskjellige Tider, maatte det anses for ønskeligt at udsondre 
hvert Lands Oldsager for sig; og man blev ikke staaende 
herved. For at det eflerhaanden kan blive muligt at komme 
til Erkjendelse af de provinsielle Ejendommeligheder inden- 
for Danmarks egne Grændser, blev der til en vis Grad 
gjenuemført en Ordning af Fundene efter Landsdele. Efter 
deres forskjellige Indhold og Beskaffenheden af de Lokali- 
teter, hvorfra de ere komne, ere Fundene derefter inddelte 
i Gravfund, Mark- og Mosefund. Den Omstændighed, at 
Styrelsen af det oldnordiske og det ethnographiskeMusæum var 
vedbleven at være forenet i een Person, gav Anledning til, at der 
af de fremmede Oldsager, som vare erhvervede til Sammen- 
ligning med vore egne, i Forbindelse med Indholdet af det 
af C. C. Rafn stiftede Kabinet for amerikanske Oldsager 
blev oprettet en forholdsvis betydelig komparativ Samling 
som Bestanddel af det ethnographiske Musæum. Om de 
øvrige Forandringer, der ved Omordningen foretoges til Let- 
telse og Bekvemmelighed for de Besøgende, skal her ikke 
tales videre. Det Anførte vil være tilstrækkeligt til at vise, 
at Musæet i sin nye Skikkelse vel var de fremmede Archæo- 
logers Opmærksomhed værd. 



390 DEN ARCHÆOLOGISKE KONGRES I KJØBENHAVN 1869. 

Nærværende ved Kongressen vare ialt 111 udenlandske 
Medlemmer, af hvilke 26 hørte hjemme i Sverig, 5 i Norge, 
1 i Finland, 7 i England, 7 i Belgien, 3 i Holland, 26 i 
Frankrig, 2 i Spanien, 6 i Italien, 2 i Schweiz, 17iTydsk- 
land, 1 i Ungarn, 2 i Rumænien, 1 i Polen og 5 i Rusland. 
Fra Norge og England havde vi haabet en livligere Del- 
tagelse. Derimod vare vi saa heldige at faae en fortrinlig 
Understøttelse fra Sverig, idet der fra dette Land indfandt 
sig en forholdsvis talrig Kreds baade af ældre og yngre 
Mænd, af hvilke mange paa forskjellige Maader have ydet 
den archæologiske Videnskab væsenlige Tjenester. Naar vi 
overskue Repræsentanterne for de øvrige Lande, viser det 
sig klart, hvilken Betydning Spørgsmaalet om Menneskets 
Samtidighed med de fossile Dyr har havt til at forøge Tal- 
let af Archæologiens Dyrkere. Her mødte ikke Faa, der 
ved de af dem foretagne Undersøgelser have ydet værdi- 
fulde Bidrag til Spørgsmaalets Besvarelse. Blandt disse nævne 
vi først og fremmest Belgieren Spring, der, som foran be- 
rørt, har knyttet sit Navn til Knokkelhulen ved Chauveau. 
Ogsaa hans Landsmand Dupont, Direkteur for det natur- 
historiske Musæum i Briissel, der valgtes til en af Kon- 
gressens Vicepræsidenter, har gjort sig bekjendt ved sine 
Undersøgelser af lignende Huler i Omegnen af Namur og 
Dinant. Baron Duc ker fra Schlesien har i Westphalen 
udgravet Knokkelhuler af samme Beskaffenhed, og Geologen 
Fraas fra Stuttgart har gjort vigtige Fund, der maae 
henføres til en sydtydsk »Rensdyrperiode«. De franske 
Palæontologer repræsenteredes af Paul Gervais, Professor 
i sammenlignende Anatomi ved La Sorbonne i Paris; af 
Mænd, der særlig beskjæftige sig med Studiet af Kranierne 
fra den forhistoriske Tid, talte Kongressen i sin Midte Cele- 
briteter som Quatrefages fra Paris, Carl Vogt fra Gent, 
Virchov fra Berlin og Schaaffhausen fra Bonn. Flere 
af de anførte Videnskabsmænd ere fra Geologiens Studium 
blevne ledede ind paa Archæologiens Omraade, en Bemærk- 



DEN ARCHÆOLOGISKE KONGRES I KJOBENHAVN 1860. 391 

ning, der ogsaa finder Anvendelse paa Franskmanden H é b e r t, 
Schweizeren Desor og Italieneren Capellini, af hvilke 
den Sidstnævnte hørte til dem, der med størst Iver støttede 
Gabriel de Mortillet, da denne i Spezia udtalte Tan- 
ken om Afholdelse af aarlig tilbagevendende archæologiske 
Møder, og derfor ogsaa regnes med til Kongressens Stif- 
tere. Af de fremmede Archæologer i strengere Forstand 
fremhæve vi den højt fortjente Lisch fra Schwerin, Direk- 
teurerne for Musæet i Saint- Germain og for Artillerimusæet 
i Paris, A. Bertrand og Penguilly-L'Haridon, de to 
dygtige yngre Mænd Cazalis de Fondouce og Arthur 
Rhoné; fremdeles Grev Przezdziecki fra Varschau, der 
er Medudgiver af et pragtfuldt Arbejde over den polske 
Middelalder, Grev Uvaroff fra Moskau, der i Gouverne- 
menterne Jaroslav og Vladimir har undersøgt ikke mindre end 
omtrent 8000 Grave fra den yngste Jernalder — hvis Indhold 
tildels synes at antyde en nordisk Paavirkning — , og Biblio- 
thekarLerch fra St. Petersborg; endelig E. de Meester de 
Ravestein fra Belgien og Bi o n del li, Direkteur for Musæet 
i Milano , der begge fortrinsvis have givet sig af med klas- 
sisk Archæologi, men af hvilke Biondelli tillige har gjort 
sig fortjent véd sin Beskrivelse af det førnævnte Overgangs- 
fund fra Sesta Caiende. Som Mænd, der i deres Lande 
have brudt Banen for de archæologiske Studier, bør nævnes 
Spanierne Vilanova og Tubino og Rumænerne Odobesco 
og Urechia. Endelig anføre vi Historikeren Henri Martin 
og Orientalisten Op pert fra Paris, Professor, Bibliothekar 
Chr. Petersen fra Hamborg og Veliaminof-Zernof 
fra St. Petersborg som ansete Videnskabsmænd, der del- 
toge i Kongressen, uden selv at have givet sig af med 
praktiske archæologiske Undersøgelser. Een Mand bør endnu 
nævnes her paa Grund af den Iver, hvormed han har staaet 
Kongressens Bestyrelse bi, og den Redebonhed, hvormed han 
har tilbudt at medvirke til Løsningen af den ingenlunde lette 
Opgave at faae affattet en officiel Beretning om Kongressens 



392 DEN ARCHÆOLOGISKE KONGRES I KJØBENHAVN 1869. 

Forhandlinger. Det er Belgieren Eugéne O. M. Dognée, 
Medlem af det archæologiske Akademi i Liége. 

Glandspunktet i Kongressen var den omhyggelig for- 
beredte Udflugt til Sølager, hvor Deltagerne fik en 
klar Forestilling om, hvad en »Kjøkkenmødding« er, og 
dermed tillige Lejlighed til med egne Øjne at overbevise 
sig om Rigtigheden af den Tydning, som disse Oldtids- 
levninger have faaet. Ifølge de Fremmedes indtrængende 
Opfordringer sluttede der sig hertil et interessant og lære- 
rigt Ordskifte mellem Steenstrup og Worsaae angaaende 
Spørgsmaalet om Kjøkkenmøddingernes Samtidighed med 
Steensætningerne, og Jættestuerne. Rigsantikvar Hilde- 
brands Meddelelse om Fund af tamme Dyrs Knokler i 
Gravkamre stod, efter hvad foran er udviklet, i en vis 
Forbindelse med dette Spørgsmaal. Af andre Stenalderen 
vedkommende Punkter, der kom under Forhandling, var ogsaa 
det, om der fra hin Periode kan paavises Spor af Menneske- 
æden. I et mesterligt, improviseret Foredrag gjorde Spring 
Rede for de Grunde, der hos ham havde fremkaldt Over- 
bevisningen om, at en saadan Skik maa have existeret blandt 
Europas ældste Beboere. I Hulen ved Chauveau har han 
fundet Menneskeknokler, der vare svedne i Ilden og spaltede 
som for deraf at udtage Marven, og de saaledes behand- 
lede Knokler viste sig udelukkende at være af Kvinder og 
Børn. Worsaae oplyste, at han i en Stenaldersgrav i 
Borreby ved Skjelskør havde fundet menneskelige Skelet- 
dele, der frembød lignende Forhold, og Prof. Petersen 
anførte en hel Række Citater af gamle Forfattere til Be- 
vis for, at Menneskeæden har været i Brug i Europa lige 
indtil det 4de Aarhundrede efter Christus. Det seneste 
Vidnesbyrd herom er af den hellige Hieronimus, der for- 
tæller, at han i sine unge Dage i Gallien har seet Atta- 
cotterne, et britisk Folk, som spiste Menneskekjød, især 
Kjødet af Kvinder og Børn, skjøndt de havde fuldt op af 
Kvæg og Svin. Hertil knyttede Taleren en Formodning 



DEN ARCHÆOLOGISKE KONGRES I KJOBENHAVN 1869. 393 

om, at den i gamle Æventyr saa ofte behandlede Forestil- 
ling om Menneskeædere, der fede smaa Børn for at gjere 
sig tilgode med deres Kjød, mulig hidrører fra Erindringen 
om hin barbariske Skik. Om Kranierne fra Stenalderen 
opstod der en livlig Forhandling, der navnlig støttede sig 
til en Meddelelse af den udmærkede svenske Anatom 
Prof. Friherre v. Due ben. Det blev slaaet fast, at den 
hidtil almindelig antagne Lære om Stenalderens Befolkning 
som »brachycephal« (korthovedet) i Modsætning til en »do- 
lichocephal« (langhovedet) Bronzealdersbefolkning — i hvil- 
ken man fandt en Bekræftelse af Theorien om Finner og 
Kelter som Europas ældste Beboere — er grundet paa util- 
strækkelige Data , og at den ved senere Fund maa anses 
fuldstændig modbevist, idet der tvertimod ifølge Hovedskaller- 
nes Form er Grund til at antage, at Befolkningen allerede 
i Stenalderen var næsten ligesaa blandet, som den nu er. 
Hvor der spørges om Raceforhold, Indvandringer o. s. v. ere 
Kranierne, som Carl Vogt har bemærket, de paalideligste 
Vejledere, idet deres Form er uafhængig af Individernes Villie, 
medens Tilegnelsen af en ny Kultur forudsætter en Virk- 
somhed, alt s aa giver Individualiteten et Spillerum, der maa 
gjøre os varsomme i de Slutninger, vi i den anførte Hen- 
seende drage af de materielle Levninger fra Fortiden. Under 
Forhandlingerne om Kranierne kom Carl Vogt ind paa sit 
Yndlingsemne om Menneskets Nedstammen fra et Aben nær- 
staaende Dyr, og de af ham herom fremsatte Bemærkninger 
foranledigede et Svar fra den Mand, der i dette Spørgsmaal 
har været hans Hovedmodstander, nemlig Quatrefages, 
mellem disse to Mænd, der, hvor forskjellige de ellers ere« 
begge i en lige beundringsværdig Grad have Ordet i deres 
Magt, udspandt der sig nu en Debat, der ikke let vil glemmes 
af dem, der vare saa heldige at overvære den. Om Bronze- 
alderens rette Afgrændsning og om Overgangsfundene fandt 
ingen ret indgaaende Diskussion Sted, skjøndt de fra 
flere Sider faldne Yttringer viste, hvor ønskeligt det vilde 



394 DEN ARCHÆOLOGISKE KONGRES I KJØBENHAVN 1869. 

have været at bringe dette Punkt til Klarhed. Een vigtig 
ny Oplysning fik man for Bronzealderens Vedkommende. 
Der har nemlig hidtil været megen Uenighed og Tvivl om, 
til hvilken Tid man bør henføre de saakaldte »Hållristnin- 
ger« , d. v. s. visse ejendommelige Forestillinger, der i Sverig 
og Norge hyppig findes indhuggede i Klipperne. Rigs- 
antikvar Uildebrand godtgjorde nu, at en saadan Hall- 
ristning, der er dybt indhuggen paa en Klippe i Østergøt- 
land tæt ved Byen Norrkøping, ifølge Formen af de ind- 
ristede Sværd, Skibe og Ornamenter utvivlsomt maa henføres 
til Bronzealderen. For den senere Tids Vedkommende gaves 
der ved Rector Bruzelius' Foredrag over de af ham i Ystads 
Havn opdagede Niveauforandringer, der til en vis Grad 
kunne dateres ved fundne Oldsager, og ved de almindelige 
Bemærkninger, som af Archæologiens Nestor Sven Nilsson 
knyttedes til dette Foredrag, interessante Oplysninger om 
Hævninger og Sænkninger paa Kysterne af den skandinaviske 
Halvø; men forøvrigt fremkom der — med Undtagelse af en af 
Prof. Engelhardt meddelt Udsigt over den ældre Jernalder i 
Danmark — intet væsenligt nyt Bidrag til Kundskaben om 
Jernalderen. Der gaves fra forskjellige Lande lokale Med- 
delelser om de der fundne Oldsager, og derved blev den 
knapt tilmaalte Tid saa stærkt optaget, at den sidste Kul- 
turperiode blev noget stifmoderlig behandlet. Man gik saa- 
ledes glip af de Foredrag, der vare anmeldte af Grev 
Uvaroff, Prof. Carl Sæve, Prof. Stephens og Dr. 
Wimmer, af hvilke Sæve vilde have forelagt Kongressen 
Afbildninger af de paa Ramsundsberget og Goksstenen i 
Sodermanland indhuggede, af Runeskrift indfattede Forestil- 
linger, om hvilke han har paavist, at de have Hensyn til 
Sigurd Fafnesbanes Liv, saaledes som dette er skildret os 
i Eddaerne. De ikke holdte Foredrag ville imidlertid blive 
trykte i den eventuelle Beretning. 

En Mærkelighed frembød vor Kongres i Modsætning til 
alle tidligere internationale Sammenkomster, idet Forhånd- 



DEN AKCIMCOLOOISKK KONCJRKS I KJOHKMIAVN 1869. 395 

Ungerne udelukkende fertes i et Sprog, der var forskjelligt 
fra Landets eget. Dette har hidtil aldrig kunnet sættes 
igjennem, men det lod sig forholdsvis lettest gjere i et 
lille Land, hvis Sprog kun har en ringe Udbredelse. Den 
Bestemthed, hvormed der holdtes over, at kun det franske 
Sprog blev benyttet, vil sikkert eve en gavnlig Virkning 
som Exempel for kommende Kongresser. Capellini, der 
er valgt til Generalsekretair for næste Aars Møde i Bologna, 
anstillede ved Banketten paa Marienlyst skjemtvis et For- 
søg med, hvorledes det vilde gaae, naar hver Deltager fik 
Lov til at tale sit eget Tungemaal, og Resultatet blev et 
saadant, at Nødvendigheden af ved slige Møder at have eet 
fælles Sprog blev gjort yderligere indlysende. 

Det praktiske Fremskridt, som herved er gjort, har 
unægtelig sin Betydning, men det er naturligvis ikke saa 
væsenligt, at det i og for sig skulde indeholde en tilfreds- 
stillende Besvarelse af det Spørgsmaal, der saa naturligt 
frembyder sig, om den hele Kongres egenlig har været til 
nogen Nytte. Der er i saa Henseende Anledning til at 
minde om, hvad Fr. Bastiat i en anden Retning har gjort 
gjældende, nemlig at man med Hensyn til Nytten af en Be- 
givenhed ikke maa blive staaende ved det, man ser for sine 
Øine, men at man ogsaa bør tage Hensyn til de Følger, 
som ikke saaledes strax træde udvortes frem. Hvis Kon- 
gressen var optraadt som et Slags økumenisk Koncilium og 
havde vedtaget en lang Række videnskabelige Sætninger, der 
fra nu af skulde betragtes som afgjort sande og rigtige, 
vilde de Fleste have anset det som givet, at den havde 
bragt et positivt Udbytte. Men en saadan haandgribelig 
Maalestok lader sig ikke anlægge, naar man rettelig vil 
vurdere Betydningen af videnskabelige Møder. Fuldt saa 
vigtigt som de umiddelbare Resultater, der ere komne frem 
igjennem Foredragene og Diskussionerne, er det Udbytte, 
Deltagerne have vundet ved indbyrdes Samtaler om archæo- 
logiske Emner og især ved Studiet af Samlingerne. At den 



396 DEN AR.CHÆOLOGISKE KONGRES I KJØBENHAVN 1869. 

korte Tid blev fortrinlig benyttet i sidstnævnte Retning, kan- 
ses af de i udenlandske Blade indeholdte Beretninger om 
Kongressen, og flere af de fremmede Videnskabsmænd fandt 
sig jo endog foranledigede til at forlænge deres Ophold her 
ud over dens Slutning for yderligere at studere det betyde- 
lige Materiale, som vore Musæer indeholde. Naar man vil 
lære at tyde det Sprog, som tales af de stumme Vidner fra 
Menneskeslægtens første Udviklingsperioder, er det nødven- 
digt idelig og idelig at sammenstille og sammenligne Fundene 
med hverandre, da det ene ofte paa den mærkeligste Maade 
kan tjene til at forklare det andet. Derfor maae Archæo- 
logeme sætte sig i et stadigt og livligt Vexelvirkningsforhold 
til hverandre; men det er ikke nok, at saadanne Forbindelser 
vedligeholdes paa Afstand. Om det endog var tænkeligt, 
at man kunde faae udgivet Beskrivelser og Afbildninger af 
hvert eneste Fund, og selv om den øvrige Verden kunde 
løse den endnu vanskeligere Opgave at gjøre sig bekjendt 
med alle disse Beskrivelser og Afbildninger, vilde der dog 
ikke dermed være tilvejebragt et tilstrækkeligt Materiale til 
at studere Archæologi. Dette Fag kan kun dyrkes paa 
samme Maade som Naturvidenskaberne, nemlig ved at Iagt- 
tagelserne gjøres paa første Haand; ellers bliver man afhængig 
af Andres Undersøgelser og er idelig udsat for Vildfarelser. 
Man kjender ikke et Oldsagfund fuldstændig, forinden man 
selv har seet det. Ofte vil en tilsyneladende ubetydelig 
Gjenstand, som maaske ikke engang er funden værdig til 
at afbildes, kunne yde den sammenlignende Forsker vigtige 
Oplysninger. Og det bør ikke glemmes, hvor nyt det hele 
Studium er, og hvorledes flere af de her Tilstedeværende, 
der i deres Hjem endnu staae ene i deres Bestræbelser, vel 
kunde ønske at blive nøjere bekjendte med den i Norden 
fulgte archæologiske Methode, for ikke at være udsatte 
for at gaae for dristigt frem og derved begaae Fejltagelser 
af samme Art som dem, der i tidligere Tider have bragt 
dette Studium i saa afgjort Miskredit. At Sagen drives 



DEN ARCHÆOLOGISKE KONGRES I KJOBENRAVN 1800. 397 

med Iver, fremgaaer bl. A. af den Omstændighed, at det er 
Hensigten at atholde Kongresmøder hvert Aar, men man 
kan da fornuftigvis heller ikke vente, at hvert Mede skulde 
betegnes ved epokegjørende Fremskridt. 

Vi tvivle saaledes ikke om, at de i hine Dage ned- 
lagte Frøkorn ville bære Frugt for Videnskaben , men ved 
Siden deraf er det vist, at Kongressen har havt en stor 
Betydning for de nordiske Lande og særlig for Danmark 
ved den Sympathi, som igjennem den er vundet for os i 
Europa. De i Sandhed storartede patriotiske Offre, der 
ere blevne bragte for at fremme Kongressens Øjemed, have 
ikke været forgjæves, og hos os Alle har den efterladt et vel- 
gjørende Indtryk af, hvad et lille Folk formaaer at udrette 
ved Enighed og Sammenhold. 



TILLÆG 



TIL 



AARBØGER FOR NORDISK OL I MYNDIGHED 
00 HISTORIE, 



AARG ANG 1869. 



TDGIVET AF 



DET KONGELIGE NORDISKE OLDSKRIFT-SELSKAB. 



KJØBENHAVN. 

THIELES BOGTRYKKERI. 
1870. 



BERETNING OM SELSKABETS MØDER 

I 1869. 



Maanedsmode den 19 de Januar 1869. 

(Under Vice-Præsidentens Forsæde). 

Dom færdig fra Pressen fremlagdes Aarbøger for 
nordisk Oldkyndighed og Historie 1868, 4de Hefte. 

Det til Medlemmerne i Kjøbenhavn omdelte Udkast til 
indeværende Aars Budget forelagdes og vedtoges. 

Etatsraad, Dr. Jap. Steenstrup udtydede de i Konge- 
speilet onder Navn af Havgjerdinger omtalte Vidundere i 
Havet om Grønland. Til Foredraget knyttedes Bemærkninger 
af Professor Gislason og Stipendiat G. Brynjulfsson. 

Tre indenlandske Medlemmer optoges. 

Maanedsmode den 16 de Februar 1869. 

(Under Vice-Præsidentens Forsæde). 

Tvende af Bestyrelsen stillede Forslag, nemlig: a) at 
der ikke mere sælges enkelte Hefter af Selskabets danske 
Tidsskrifter, og b) at det tillades Forfattere paa egen 
Bekostning at lade tage indtil 200 særskilte Aftryk af Af- 
handlinger, som ere optagne i Tidsskrifterne og sætte dem 
i Boghandelen, dog først en Maaned efter at vedkommende 
Hefte er udkommet, bleve vedtagne. 



4 AARSBKRETNJNG 18h9. 

Professor G. Stephens forklarede fire Runestene, en 
norsk og tre svenske, som omtale Knud den store, Nor- 
dens Konge. 

Et udenlandsk Medlem optoges. 

Maanedsmøde den 16 de Marts 1869. 

(Under Vice-Præsidentens Forsæde). 

Paa Mødet, som overværedes af Hans Maj. Kongen 
og H. K. H. Kronprindsen, fremlagdes det reviderede 
Regnskab for 1868 og de siden sidste Møde udkomne Tids- 
skrifter: Mé moiré s for 1867 og Tillæg til Aarbøger 
for 1868. 

To indenlandske Medlemmer optoges. 

Vicepræsidenten, Etatsraad /. J. A. Worsaae, forelagde 
Rev. J. H. Todds Udgave af et gammelt irsk Haandskrift 
om »Irernes og de Danskes Krige«. 

Cand. L. Zinck gav Meddelelse om de sidste Aars 
Opdagelser af forhistoriske Mindesmærker til Belysning af 
Menneskeslægtens tidligste Fremtræden i Indien. (Fore- 
draget er trykt i Aarbøger 1869, Side 339-368). 

Maanedsmøde den 25 de Mai 1869. 

(Under Vice-Præsidentens Forsæde). 

Som færdigt fra Pressen fremlagdes Aarbøger 1869, 
første Hefte. 

Et indenlandsk Medlem optoges. 

Vicepræsidenten, Etatsraad /. /. A. Worsaae, foredrog 
nogle antikvariske Meddelelser fra Rygen og Estland. 

Maanedsmøde den 9 de November 1869. 

Som udkomne siden sidste Møde fremlagdes: Aar- 
bøger 1869, 2det og 3die Hefte samt Mé moirés for 1868. 

Efter to indenlandske Medlemmer vare optagne, bleve 
følgende Medlemmer af den internationale arkæologiske 



AARSBERETNlNCi 1Mi9. 5 

Kongres, som vare blevne foreslaaede af Bestyrelsen, een- 
stemmigt udnævnte til Medlemmer som ydende videnskabeligt 
Bidrag og uden Erlæggelse af Kontingent: 

1. Herr Gabriel de Mortillet, Inspecteur ved det 
Keiserl. Museum i Saint-Germain; ferste Grundlægger 
af den internationale arkæologiske Kongres. Saint- 
Germain. 

2. Professor Giovanni Capellini, en af Stifterne af 
den internationale arkæologiske Kongres. Bologna. 

3. Professor E. Desor, Præsident for Kongressen i Neu- 
chatel 18(36. Neuchatel. 

4. Herr Edouard Lartet, Præsident for Kongressen i 
Paris 1867. Paris. 

5. Grev Giovanni Gozzadini, Senator, Præsident for 
den tilkommende Kongres i Bologna i 1870. Bologna. 

6. Historikeren, Herr Henri Martin. Paris. 

7. Geheime Archivraad, Dr. F. Lisch, Directeur for 
Museet i Schwerin. 

8. Professor A. de Quatrefages, Medlem af Institut 
de France. Paris. 

9. Professor Carl Vogt. Geneve. 

10. Dr. Edouard Dupont, Directeur for det natur- 
historiske Museum i Bruxelles. 

11. Herr Alexandre Bertrand, Directeur for det Keiserl. 
Museum i Saint-Germain. 

12. Statsraad de Viljaminof Zernof, Medlem af det 
Keiserl. Akademi i Petersborg. 

13. Professor Rud. Virchow. Berlin. 

14. Professor A. Spring. Liége. 

15. Baron Pen guilly-1'Haridon, Directeur for Musée 
Imperial d'Artillerie i Paris. 

16. Professor E. Hébert. Paris. 

17. Professor Juan Vilanova. Madrid. 

18. Don Francisco M. Tubino. Madrid. 

19. Professor Oscar Fraas. Stuttgart. 



Q AAUSBERETN1NG 1869. 

20. Geheimeraad, Professor, Dr. Schaaffhausen. Bonn. 

21. Dr. Eugéne O. M. Dognée, Medlem af det Belgiske 
arkæologiske Akademis Raad. Liége. 

Cand. L. Zinck meddelte Beskrivelser af Bronzealders 
Høie i det nordvestlige Sjæland og Undersøgelser ved- 
rørende Forholdet mellem Bronze- og Stenalderens Grave. 
Til Foredraget, som sluttedes i et 

Kontinnationsmøde den 13 de November 1869, 

knyttede Etatsraad Jap. Steenstrup en Meddelelse om de 
Knogler af Husdyr, som vare fundne af Foredrageren i et 
Kjøkkenmødding Lag ved et Stengravkammer paa Bunden 
af en af de undersøgte Høie. Disse Meddelelser fremkaldte 
en Discussion, i hvilken flere af Medlemmerne deltoge. 

Maanedsmøde den 14 de December 1869. 

Konstmaler /. Kornerup holdt et Foredrag om Mate- 
rialet i vore ældste Kirkebygninger; gav en Udsigt over 
de forskjellige Grupper af danske Kirker fra Rundbuestilens 
Tidsalder og fremhævede, at de særegne Stenarter, som 
forefandtes her i Landet, havde havt stor Indflydelse paa 
Stilen i disse Bygninger. Særligt dvælede han ved det 
betydelige Tal af ældgamle Kirker, som ere opførte af en 
indenlandsk Tufsten, den saakaldte Fraadsten. Disse Kir- 
kers høie Ælde bekræftes ved flere Omstændigheder. Vor 
Frue Kirke i Roskilde, hvis ældste Del er af Fraadsten, 
er saaledes efter Saxes Vidnesbyrd opført i Slutningen af 
Ilte Aarhundrede af Biskop Norbagge. En af Grundene 
til, at den egenlige gotiske Kirkebygningsstil aldrig naaede 
nogen større Udvikling i Danmark, maatte vistnok søges i, 
at der mangler Sandsten, denne Stils rette Materiale, her i 
Landet. Derimod fortjener den romanske Stils Kirker, 
navnlig de smukke Granitkirker i Jylland, at fremhæves 
som eiendommelige for vort Fædreland. 



SKRIFTER, SENDTE TIL SELSKABET I 1869. 



FORTEGNELSE 

OVER 

DE Ti'L SELSKABET 1 AARET 1869 SENDTE 
SKRIFTER.*) 



DANMARK. Fra Adjunkt H. Hoff ved Herlufsholm 
Skole: Om Oldtidens Bygningsformer (særskilt Aftryk af 
Skoleprogrammet for 1869). — Fra Fru Konferentsraadinde 
Rafn: Breve fra og til C- C. Rafn med en Biographi. Ud- 
givet af B. Grøndal. 1869. 

NORGE. Rigsarchivet i Christiania: Flateyarbok, 3. Bs 
2. H. (Slutning). — Foreningen til norske Fortidsmindes- 
mærkers Bevaring, Christiania: A årsberetning for 1868. — 
Fra Forfatteren, Cand. Eilert Sundt i Christiania: Om Ren- 
ligheds-Stellet i Norge, Christiania 1869. 

SVERIG. Det Carolinske Universitet i Lund: acta Uni- 
versitatis Lundensis (Ars-skrift) 1868, 3 Hefter. — Hallands 
Fornminnes- Forening , Halmstad: Argskrift, 1869. — Fra 
Forfatteren, Herman Hofberg, Secretair i Foreningen for 
Nerikes fornminnen: Nerikes gamla minnen, Ørebro 1868. — 
Fra Forfatteren, Lektor C. F. Wiberg i Gefle: De klassiska 
folkens forbindelse med Norden och inflytande paa dess 
civilisation, 2 a uppl. Stockholm 1868. Om Grekernas och 
Etruskernas inverkan på bronskulturen. Gefle 1869 (Skole- 
program). — Fra Forfatteren, Dr. Oscar Montelius ved Riks- 
museet i Stockholm: Från jernåldren, Hefte 1 — 2, Stock- 
holm 1869. — Fra Forfatteren, Professor C. G. Brunius i 
Lund: Forsok til I fbrklaringar ofver hållrietningar, Lund 
1868. — Fra Forfatteren, Professor Carl Save i Uppsala: 



*) Disse have efterhaanden været fremlagte paa Selskabets Meder. 



8 SKRIFTER, SENDTE TIL SELSKABET I 1869. 

Sigurds-ristningarna å Ramundsberget och Goks-stenen (sær- 
skilt Aftryk). 

RUSLAND, FINLAND, POLEN. Académie Imperiale 
des Sciences de Saint- Pétersbourg : Mémoires, T. XII, No. 
1—5 (komplet) 1868, XIII (1—7) 1869; Bulletins, T. XIII, 
1869. — Commission imperiale archéologique , Saint- Péters- 
bourg: Comptes rendus pour 1865, 1866 et 1867 avec At- 
las. — Finska Lileratursållskapet (Helsingfors): Historiallinen 
Arkisto II 1868. Saul (Suomalaisen kirjallisunden etc. 45 
osa) 1868. Luonnon kirja, 23 osa, 1868. Suomalainen ja 
ruotsalainen Sanakirja, 3 wikho, 1869. Wirolais Suoma- 
lainen Sanakirja, 46 osa, 1869. Yleisen historian oppikirja 
I, 37 osa, 1869. — Die estlåndische litertirische Gesellschaft 
zu Reval: Beitråge zur Kunde Esth-, Liv- und Kurlands, 
B. 1 H. 2, 1869. — Fra Forfatteren, Pastor A. J. Europæus i 
Libelits i Karelen : Om Hervarasagans betydelse i och for 
finsk historieforskning (i Finlands Allmånna Tidning 1869 
Nr. 196 — 198). — Fra Forfatterne, Grev A. Przezdziecki og 
E. Rastawiecki: Monuments du moyen-åge et de la renais- 
sance dans l'ancienne Pologne depuis les temps les plus 
reculés jusqu' å la fin du XVII siécle, 3éme serie; Var- 
sovie 1861-69; livr. XI— XVI (3 Hefter). 

GRÆKENLAND. Det archæologiske Selskab i- Athen: 
Beretning om to Møder i 1868 (paa Græsk). — Fra G. 
Finlay: Bemærkninger om forhistorisk Archæologi i Euboetia 
og Hellas (paa Græsk og Engelsk). Athen 1869. 

ØSTERRIG. Kaiserliche Akademie der Wissenschafien 
in Wien: Sitzungsberichte, philosophisch-historische Classe, 
B. 59, 1—4, 1868; Archiv fur oesterreichische Geschichte, 
B. 40, erste Hålfte, 1868. Fontes rerum Austriacarum, 
28r B. 2te Abth. — Kgl, bohmische Gesellschaft der Wis- 
senschafften , Prag: Sitzungsberichte, Jahrgang 1868; Ab- 
handlungen 6te Folge, 2r Band, 1869. — Das Museum des 
KOnigreiches Bohmen, Prag: W. Nebesky: Geschichte des 
Museums, 1868. Vortrag des Geschåftsleiters 1865—66, 



SKRIFTER, SENDTE TIL SELSKABET I 1860. 9 

1868—69. Urtatka, Ru kopis kralodvorsky, 1862. — Pa- 
iiidthy arehaeoloyické 1868, Dil. 8, Sz. 1 — 5. — Fra For- 
fatteren, Professor Joh. Er. Wocel i Prag: Die Bedeutung 
der Stein und Bronzealterthiimer fur die Irgeschichte der 
Slaven (aus den Abhdl. der K. bohm. Ges. der "Wissensch. 
V Folge, 3r B.) — Mahrischer Landes Ausschuss: Index zuin 
7n Bande des Codex diplomaticus Moraviæ, von Vincenz 
Brandl. Briinn 1868. — K. K. mahrisch-.sc/ttcsische Gesellschaft 
zur Beforderung des Ackerbaues, der Natur- und Landeskunde 
in Briinn: Mittheilungen, 1868. — Det kyl. LnirersiteC i 
Pest: 45 akademiske Skrifter fra 1868—69. 

TYDSKLAND. Preussen. Gesellschaft ftir Pommer- 
sche Geschichte und Alterthumskunde , Slettin: Baltische Stu- 
dien, 22r Jahrgang, 1868. Følgende Skrifter af Dr. Th. 
Pyl: Die Greifswalder Sainmlungen (1869); Pommersche 
Genealogien 2r B. Is H. (1868); Heinrich Rubenow, Drama 
(1864); Pommersche Geschichtedenkmåler 2r und 3r Band, 
1867 — 70. (1 vol)..— Oberlausilzische Gesellsshaft der Wis- 
senschaften zu Gbrlitz: Neues Lausitzisches Magasin, 45r B., 
2s H., 46r B. 1 u. 2te Abth. 1869. — StMuittét Gesell- 
schaft fur valerldndischc Gu/tur (Breslau) : Jahresbericht No. 
46 fur 1869. Abhandlungan, philos.-hist. Abtheilung, 1868, 
2; Abtheilung fur Naturw. u. Medicin, 1868 — t>9. — Ge- 
schichts- und Aflerlhumsforschende Gesellshaft des Osterlandes, 
Altenburg: Mittheilungen, 7r B. 2s Heft., 1869. — Verein 
von Alterthumsfreunden im Bheinlande, Bonn: Jahrbucher 
H. 43—46, 1867-69. 

Hamburg. Verein fur Hamburgische Geschichte: Zeit- 
schrift, Neue Folge, 3r B. Is H. — Fra Forfatteren, Dr. 
/. WiM i Altona: Der Gangbau des Denghoogs bei Wen- 
ningstedt auf Sylt (als 29r Bericht der Schleswig-Holsteiu- 
Lauenburgischen Gesellschaft) Kiel 1869. Die Verånde- 
rungen der Knochen — und Bestimmung ihrer Lagerungszeit 
durch die chemische Analyse (Osterprogramm des Academ. 
u. Realgymnasium in Hamburg 1869). 



10 SKRIFTER, SENDTE TIL SELSKAUET I 1869. 

Hannover. Harz-Verein filr Geschichte und Alterthums- 
kunde, Wernigrode : Zeitschrift 2r Jahrgang 1869, Heft. 1 — 4. 

— Historischer Verein filr Niedersachsen , Hannover: Zeit- 
schrift fur 1867 og 30e Nachricht, 1868. 

Hessen. Histor. Verein filr das Grossherzogthum Uessen 
(Darmstadt): Archiv fur hessische Geschichte und Alter- 
thumskunde, 12ter B., 1 — 2r H., 1868. Verzeichniss der 
Bruckwerke und Handschriften, 1868. — Dr. Ph. A. F. 
Walther, die Alterthumer der heidnischen Vorzeit innerhalb 
des Grossherzogthums Hessen. 1869. 

Sachsen. Verein filr Erdkunde, 4 u. 5 Jahresbericht 
1868 (1 vol.). 

Nassau. Verein flir Nassauische Alterthumskunde und 
Geschichtsforschung, Wiesbaden: Annalen, B. 9 1868. Mit- 
theilungen Nr. 5 u. 6 (1867). 

Baiern. Kgl. Bagerisene Akademie der Wissenschaften 
zu Milnchen: Sitzungsberichte 1868, II, 3—4; 1869, i, 1—3. 
Abhandlungen der historischen Classe, B. 11, Jste Abth. 
Abhandlungen der philos.-philol. Klasse, B. 11, Abth. 8. 
Abhandlungen der math.-phys. Klasse, B. 10, 2te Abth. — 
Monumenta boica, vol. 41, 1868. — A. Vogel: Uber die 
Entwickelung der Agrikulturchemie, 1869. Meissner, Denk- 
schrift auf C. F. P. von Martius, 1869. — Historischer 
Verein von Oberpfalz und Regensburg: Verhandlungen, B. 26. 
Stadtamhof, 1869. — Historischer Verein von Unlerfranken 
und Aschaffenburg (Wurzburg): Archiv, B. 20, H. 1 — 2. — 
Historischer Verein von Oberfranken zu Bayreuth: Archiv fur 
Geschichte u. Alterthumsk. im Oberfranken, 11 B. IH. 1869. 

— Freiherr von Reitzenstein : Regesten der Grafen von Orla- 
munde, le Lief. 1869. — Historischer Kreisverein im Regie- 
rungsbezirke von Schwaben und Neuburg (Augsburg): 33r 
Jahresbericht, fur 1867. — Gernmnisches Nalionalunisrtnn 
(Nurnberg): Anzeiger fur Kunde der deutschen Vorzeit 
1868 (komplet). 



SKRIFTER. SENDTE TIL SELSKABET I 1869. 1 1 

Wurtemberg. Verein flir Kunst und Alterthum in lim 
und Oberschwaben : Verhandelungen, neue Reihe, Is H., 
Ulm 1869. — Fra Diakonus O. Abel i Leonberg ved Stutt- 
gart: Makedonien vor konig Philipp, 1*47. Die Legende 
vom héiligen Johann von Nepomuk, 1855. Theodat, Konig 
der Ofitgothen, 1855. Kaiser Otto IV und Konig Friderich 
II, 1856. K6nig Philipp der Hohenstaufe, 1852. Dr. S. 
Abel: Der Untergang des Longobardischen Reiches in Italien, 
1859. Samme: Jahrbucher des frånkischen Reiches unter 
Karl dem Grossen, 1866. 

Meklenburg. Verein flir Meklenburgische Gcschichte 
und Alterthumskunde : Jahrbucher und Jahresberichte, 33r 
Jahrgang, Schwerin, 1868. 

ITALIEN. Reale Istitido Lombardo di scienze e lettere 
(Milano): Memorie, classe di lettere e scienze morali e 
politiche, vol. XI, facs. 1 ; classe di scienze matematiche e 
naturali, vol. XI, fase. 1, (1868); Rendiconti, serie 2 r 
vol. 1, fase. 11—20, 1868 og vol. 2, fase. 1 — 10, 1868—69; 
Annuario 1868; Solenni adunance vol. 1, fase. 5, 1868. — 
Fra Forfatteren, Grev Giov. Gozzadini i Bologna: Sepolcreto 
etrusco presso a Bologna (1856). Delle croci monumentali 
ch'erano uelle vie di Bologna nel secolo XIII (1863). Dell' 
uso dei cocchi (1864). Di un' antica necropoli a Marza- 
botto nel Bolognese (1865). Di alcuni sepolcri della necro- 
poli télsinea (1868). Studii archeologico-topogratici sulla 
citta di Bologna (1868). Intorno all' acquedotto ed alle 
terme di Bologna. Di un targa bentivolesca pitturata nel 
secolo XV. 

SCHWEIZ. Antu/uarische Gesellscliaft in Zilrich: Mit- 
theilungen B. XV, H. 1—5 og 7, 1863—66. 

FRANKRIG. Société de Géographie, Paris: Bulletins, 
Octobre 1868- Novbre 1869. — Société Imperiale des An- 
//,/ntiircs de France, Paris: mémoires, 3éme serie, vols 9 et 
10, 1866 og 1868. — Société Parisienne d'archéologie et 
tlhistoire, Paris: Bulletins, Tome 1, année 1865. Paris 



|2 SKRIFTER, SENDTE TIL SELSKABET I 1*69. 

1867. — Académie de Stanislas, Nancy: Mémoires 1868. — 
Académie Imperiale des sciences, belles - leltres et arts de 
Bordeaux: Actes, 3e serie, 30e année, 1868, 3e trimestre, 
Paris, 1868. — Fra Udgiverne Jules Guillemin og Lander: 
Matériaux d'archéologie et d'histoire pour M. M. les Ar- 
chéologues de Saone-et-Loire et des departements limitro- 
phes. Chalon-sur-Saone 1869 Nr. 1 — 3. — M. E. Beauvois: 
hans Afhandling: Le Comte de Chamilly et son ambassade 
en Danemark, Dijon 18(38. (Extrait de la Bourgogne, Revue 
Provinciale). Quelques vues nouvelles sur les origines de 
la nationalité frangais'e. (Extrait de la Revue Contempo- 
raine 1868). Les Antiquités primitives de la Norvége (Ex- 
trait des Annales des voyages, Mars— Mai 1869). Ori- 
gine des Burgondes, Dijon 1869 (Extrait de la Bourgogne, 
Revue Provinciale). — Charles Lucas, architecte: Note sur 
le monument des sources de la Seine, Paris 1869. Sou- 
venir du Congrés international d'archéologie de Bonn, 1869. 
L'Empereur- Architecte Adrien, 1869. — Fra Redakteurerne, 
M. M. Trutat et Cartaillac i Toulouse: Matériaux pour l'hi- 
stoire primitive et naturelle de l'homme 1869, Nr. 1 — 10. 
— Fra Forfatteren, Louis Leguay, Præsident for Société 
Parisienne d'archéologie et d'histoire i Paris, følgende sær- 
skilte Aftryk: Note sur les sépultures trouvées a Paris, 
en Jum 1863. Note sur les silex taillés de l'åge archéo- 
logique de- la pierre; Senlis 1864. Des sépultures de Tåge 
de la pierre chez les Parisii; Meaux 1865. Notice sur les 
monuments (dits druidiques) et les sépultures deMaintenon; 
Meaux 1866. Une sépulture å incinération å la Varenne- 
Saint-Hilaire, 1867. Une pierre a polir les silex, 1866. 
Sur un corneillon ou cimetiére de Tåge archéologique de 
la pierre, 1866. Antiquités antéhistoriques et gauloises des 
Parisii, le Note; Paris 1867. Fouilles de l'allée couverte 
d'Argenteuil, 1867. — Fra Forfatteren, Charles de Linås i 
Arras: Les Casques de Falaise et d'Arafreville-sous-les- 
Monts (Normandie), armures des hommes du Nord, Arras 



SKRIFTER. SENDTE TIL SELSKABET I 1- 13 

et Paris 1869. Notice sur cinq ancienncs étoffes (sær- 
skilt Aftryk af Mémoires lus a la Sorbonne en 1865). 
— Fra Forfatteren, Alexis Dureau: Notes bibliographiques 
pour servir å l'étude de lhistoire et de l'archéologie, lére 
année 1863. — Fra Forfatteren, Grev RiarU i Paris: Ex- 
péditions et pélerinages des Scandinaves en Terre Sainte, 
Tables. 1869. — Fra Forfatteren, Arthur Demarsy i Com- 
piégne: Quelques monuments élevés en l'honneur du Saint- 
Sépulcre (1869). Armorial des évéques de Beauvais (1865), 
d'Amiens (1865), de Laon (1865) og flere andre særskilte 
Aftryk. E. De Marsy: Rapport sur l'ouvrage de M. Boucher 
de Perthes, Abbeville 1855. — Fra Forfatteren, Peigné 
Delacourt i Paris: La chasse a la haie, Paris 1858. — Fra 
Forfatteren, P. Cazalis de Fondouce i Montpellier: Derniers 
temps de l'åge de la pierre polie dans l'Aveyron, 1867. 
Congrés scientitique de France; session de Montpellier (Ex- 
trait des Matériaux). — Fra Forfatteren, Abbed Brassntr 
de Bourbourg i Paris: Lettre å Mr. Leon de Rosny 1*69. — 
Fra Forfatteren, Professor E. Héberi, ved Sorbonne i Paris: 
Notice de ses travaux scientihques, Paris 1869. — Fra For- 
fatteren, Herr Charles Bobert: Epigraphie de la Moselle. 

BELGIEN. Académie royale des sciences , des lettres et 
des bcaux-arts de Belgique å Bruxelles: Bulletins, T. 25 — 26, 
1868; og annuaire, 1869. — Les Commissions royales d'arl 
et d'archéologie, Bruxelles: Bulletin, 6éme année, Septbre- 
Décembre 1867; og Aargangen 1868 (komplet). 

NEDERLANDENE. Koninklijke Akademie van Weten- 
schappen te Amsterdam: Jaarboek, 1868. Verhandelingen, 
Letterkunde, deel 4, 4to, 1868. Verslagen, afdeeling Natur- 
kunde, 3de deel, 1»69, 8. Processen Verbaal, afd. Natur- 
kunde, 1»68— 69. — Maatschappij der nederlandsche letter- 
Innule te Leyden: Handelingen en mededeelingen over 1866. 
Levensberichten der afgestorvene medeleden 1868. — So- 
ciété provincialr des arts et sciences établie å Utrecht (Pro- 
vinciaal Utrechtsch genootschap van kunsten en weten- 



14 SKRIFTER, SENDTE TIL SELSKABET I 1869. 

schappen): Aanteekningen van het verhandelde in de Sectie- 
Vergaderingen, 1868 — 9. Verslag van het verhandelde, 1868. 
Catalogus der archeologische verzameling van het genoot- 
schap, 1868. Levensbeschrijving van R. M. van Goens, 
1869. — Dr. K Haeckel, zur Entwickelungsgeschichte der 
Siphonophoren (gekrønte Preisschrift) 1869. — Friesch Ge- 
nooischap van Geschied- , Oudheid- en Taalkunde te Leeu- 
warden: 40— 41ste verslag der handelingen 1868 — 69; de 
vrije Fries, 12te deel, 1869. — Fra Forfatteren, J. Dirks 
i Leeuwarden: La trouvaille de Pingjum en Frise, Juin 1868 
(Extrait de la Revue Numismatique). 

STORBRITANIEN OG IRLAND. England. Royal 
Geographical Society (London) : Journal 1 868 og Proceediugs, 
Vol. 13, i-4. — Numismatic Society (London): The numismatic 
Chronicle and Journal, 1867 (part 4), 1868 (parts 1 — 4). — 
Cambrian Archæological Association: Archæologia Cambrensis, 
3d series No. 55—59, London, 1868 — 69. — Executorerne i 
H. Christy's Dødsbo: Ed. Lartet and Henry Christy, Reli- 
quiæ Aquitanicæ. Parts VIII— IX. London, 1869. — Literary 
and philosophical Society of Manchester: Memoirs 3d Series, 
vol. 3, 1868. Proceedings 1865—66, 1866—67, 1867—68. 
— Irland. Historical and Archæological Association of Ire- 
land (tidligere: Kilkenny Archæological Society), Dublin: Jour- 
nal vol. 1, 3d series, No. 3—6, 1868—69. — Fra For- 
fatteren, Robert Day, jun., F. S. A. : Description of a bronze 
figure found at Clonmacnoise. (Særskilt Aftryk). 

ASIEN. Asiatic Society of Bengal, Calcutta: Proceed- 
ings 1868, 12; 1869, 3—8; Journal, (historical) 1868, part 
1, No. 1—2, 1869, 1—2; (natura! history) part 2, No. 1 og 
3 — 4. — Madras literary Society and auxiliary of the Royal 
Asiatic Society: Madras Journal of literature and science, 
No. 1, 3d series, July 1864. — Bombay Branch of the Royal 
Asiatic Society: Journal No. 25, vol. 9, 1867—68. 

DE NORDAMERIKANSKE FRISTATER. TheSmith- 
sonian Institution (Washington): Annual report for 1867. — 



SKRUTER, SENDTE TIL SELSKABET I 1&69. 15 

Fra Regents of the University of the State of New York, Al- 
bany: 50th and 51 th Annual report of the trustees of the 
State Library, 1868. Calendar of historical manuscripts, 
vols 1 — 2, 1868. Report of Dr. Peters on the Longitude 
of the western boundary line of the State of New York, 1868. 
— United States' Patent Office, Washington : report of the Com- 
missioner of patents for the year 1865, vol. 1 — 3, for 1866, 
vol. 1 — 3. — Boston Society of Natura! History: Memoirs, 
new series, Vol. I, part. 4; Proceedings, 1869, S. 1—272; 
Occasional papers l, 1860. (Entoraological correspondence 
of T. W. Harris). — American Academy of Arts and Sciences 
(Boston): Proceedings, vol. 7, pag. 345—525 (1868). — 
American Philosophical Society at Philadelphia: Proceedings, 

1867, vol. 10 No. 78 — 80. — Harvard College, Cambridge, 
Mass: Statutes, annual reports etc. (34 Smaaskrifter). Se- 
cond annual report of the trustees of the Peabody Museum 
of american archæology and ethnology. Boston 1869. — 
Peabody Academy of science, Salem, Mass: The American 
naturalist vol. 3 No. 8 — 10. — Essex Institute, Salem, Mass: 
Historical collections, B. I (l-5), 2—7 og 8 (l-4) af den 
ældre Række 1859—1866; Second series vol. 1, (1-2) 1868. 
The American naturalist 1869, No. 8—10. — Bobert C. 
Winthrop of Boston: Introductory Lecture, Boston 1867. — 
Fra George E. Ellis og Mary C. Sparks: Memoir of Jared 
Sparks, L. L. D. Cambridge 1869. — Fra Bev. Caleb D. 
Bradlee, Boston: A memorial of Rev. Rich. Pike, 1863. 
T. Allen: facts of the leading men of the American Union, 

1868. L. G. Pray: memoir of the Rev. Samuel Berrett, 
18G7. Proceedings of the American Antiquarian Society 
No. 51, October 1868, Worcester 1869. Services at the 
installation of Rev. Caleb D. Bradlee, 1854. 16th annual 
report of the trustees of the public library, Boston 1868. 
Minutes of the 23d annual session of the New England 
Christian Convention, June 1868. 36th annual report of 
Rev. Charles Cleveland, Boston 1869. 



16 SKRIFTER, SENDTE TIL SELSKABET I 1869. 

CANADA. Canadian Institute (Toronto): The Canadian 
Journal ofindustry, science and art; new series, No. 66 — 67. 
1867 — 68. — Exploration géologique du Canada, par Sir 
W. E. Logan, Directeur; rapport des operations de 1863 
jusqu' å 1866. Ottawa, 1866. 

MEXICO. Sociedad de geografia y estadistica de la 
Republica Mexicana: Boletin, 2da epoca, Tome 1, No. 2, 
4—10. (1869). 

PANAMA. Fra Forfatteren A. de Zeltner, Consul de 
France: Note sur les sépultures indiennes du departement 
de Chiriqui; 1866. 



17 



DET KGL NORDISKE OLDSKRIFT-SELSKABS 

STIFTENDE MEDLEMMER 

00 

BIDRAGENE TIL DETS FASTE FOND. 



Rdlr 

H. M. Frederik VI', Konge af Danmark 300 

H. M. Christian VIII', Konge af Danmark 300 

H. M. Fredkrik VII*, Konge af Danmark 300 

H M. Christian IX, Konge af Danmark 300 

H. M. Oscar I*, Konge af Sverig og Norge 800 

H. M. Carl XV, Konge af Sverig og Norge 100 

H. M. Nicolaus P, Keiser af Rusland 400 

H. M. Alexander II, Keiser af Rusland 300 

H. M. Friederich Wilhelm IV", Konge af Preussen 200 

H. M. Wilhelm I, Konge af Preussen 100 

H. M. Wilhelm I*, Konge af Nederlandene 200 

H. M. Wilhelm II*, Konge af Nederlandene 100 

H. M. Wilhelm III, Konge af Nederlandene 100 

II. M. Carl Albert*, Konge af Sardinien ' 200 

H. M. Victor Emanuel, Konge af Italien 200 

H. M. Dom Pedro II, Keiser af Rrasilien 200 

H. M. M mimilian*, Keiser af Mexico 100 

H. M. Otto P, Konge af Grækenland 200 

H. M. Friederich August*, Konge af Sachsen 100 

il. M. JmuNN. Konge af Sachsen 100 

H. M. Abdul Aziz Khan, Sultan af Tyrkiet 300 

H. M. Muhammed Schih*, Konge af Persien 4<H) 

H. M. Ferdinand II', Konge af Regge Sicilierne 200 

II. M. Maiia Mongkut*, Konge af Siam 600 

H. Ks. H. Leopold II, fh. Storhertug af Toscana 100 

11. K. H. Georg V, Storhertug af Meklenburg-Strelitx 200 

II. K. II. Friederich Frantz, Storhertug af Meklenburg-Schwerin . . 200 

H. K. H. August*, Storhertug af Oldenburg 200 

H. K. H. Leopold*, Storhertug af Baden 100 

H. K. H. Fkedekik, Kronprinds af Danmark 100 

H. K. H. Gustav*, Heri. af Uppland. Prinds af Sverig og Norge . . . 100 
II. k. 11. Omai, Hert. af Øster-Gotland , Prinds af Sverig og Norge 100 
II K. H. August, Hert. af Dalarne, Prinds af Sverig og Norge . . . 100 

H. Ks. H. Constantin Nicoi.AiEviTscH, Storfyrste af Rusland 200 

H. Ks. H. Maximilian*, Hertug af Leuchtenberg 200 

2 



13 SELSKABETS STIFTENDE MEDLEMMER. 

Rdlr. 

H. Ks. H. Jerome Napoleon*, Prinds af Frankrig 200 

H. Ks. H. Napoleon Bonaparte, Prinds af Frankrig 200 

H. K. M. Albert*, Prinds Consort, af Storbritannien og Irland .... 300 

H. K. H. Albert Edward, Prinds af Wales 200 

H. K. H. Wilhelm Fridrich, Prinds af Nederlandene 100 

H. Ks. H. Constantin Fridrich Peter, Prinds af Oldenburg 100 

H. K. H. Carl II Ludvig, af Bourbon, fh. Hertug af Lucca 300 

H. K. H. Himbert, Kronprinds af Italien, Fyrste af Piemont 100 

H. K. H. Amadeus, Prinds af Italien, Hertug af Aosta . . .• 100 

H. K. H. Otto*, Prinds af Italien, Hertug af Montferrat 100 

H. K. H. Eugen, Prinds af Savoyen-Carignan 100 

H. K. H. Leopold*, Greve af Syrakus, Prinds af Neapel 100 

H. H. Wilhelm Georg*, Hertug af Nassau 200 

H. H. Adolph , Hertug af Nassau 100 

H. H. Ernst II, Hertug af Sachseil-Coburg-Gotha 100 

H. H. Johan, Prinds af Slesvig-Holsteen-Sønderborg-Glucksborg . . . 100 
Aali, Mehemed Emin-, Pacha, H. M. Sultanens Storvisir, 

Constantinopel 100 

Aall, J.*, Eier af Næs Jernværk, Medlem af Storthinget i Norge . . 100 

Ackermann, W. A.*, Professor, Bibliothekar, Dresden 100 

Adami; J. H.*, Besidder af Dån. Nienhof og Hohenhain, Sen. i Bremen 100 
Adlerberg, V. von, Greve, General, Minister for det keiserlige Hof, 

St. Petersborg * 100 

Aggerup, C. G. Etatsraad, Kjøbenhavn 2000 

Ahlefeldt-Laurwigen, C. J. F.*, Geh.-Conferentsraad, Lehns- 
greve til Langeland 100 

Ahlefeldt-Laurwigen, F. L. V., Kammerh., Lehnsgr. til Langeland 100 

Albinus, J. H. J.*, Cancelliraad, Bellevue ved Kolding 300 

Alcock, B., Esq., fh. kgl. storbritanisk bef. Minister i Japan, London 100 
Ali Mahomed Khan, Mirza, britisk Fredsdommer, keis. ottomannisk 

Gen.-Consul, Bombay 100 

Almeida e Albuquerque, Don Fr.*, keis. brasiliansk Indenrigs- 
minister, Bio de Janeiro 100 

Almonte, Don J. N. , General, Minister for det keis. Hus, Mexico 100 

Aisina, Don V., Dr., Buenos Ayres 100 

Amherst, W. P., Earl of Montreal, Viscount of Holmesdale, Kent. 100 

Andersen, J.*, Cancelliraad og Forligelses-Commissair, Odense . . 450 

Angelis, Don P. de*, kgl. siciliansk Chargé d'allaires 100 

Araujo-Bibeiro, Dom J. de, fh. keis. brasiliansk bef. Minister 

i Paris, Bio de Janeiro 100 

Aspinwall, Th., Oberst, Brooklyne, Massachusetts 100 

Athanasius, Erkebiskop, Metropolit af Korfu 100 

Bancroft, G., nordamerikansk Minister, Berlin 100 

Barkly, Sir H., K. C. B, Gouverneur paa Øen Mauritius 100 



SELSKABETS STIFTENDE MEDLEMMER. l9 

Rdlr. 

Barry, Sir R., Overdommer og Universitets- Cantsler, Victoria, 

Australien 1<X) 

Bartholomæi, J. A. de, General, St. Petersborg 100 

Basilius, Erkebiskop i Polotsk og Vitebsk 100 

Beamish, N. L , F. H. S., Oberstlictit«-iumt. Loto Park, Irland ... 100 

Belcredi, E. von, (ireve, Schloss Losch. Mahren 100 

Bengesco, G. de, fli. Cultusminister i NYallachiet, Bukarest .... 100 
Bering -Liesberg, P. L.', kgl. nederlandsk Oberstlieutenant . . . . 100 

Bertouch, C. C. F. de, Hofjægermester, Paris 100 

Bertouch-Lehn, ]. 1. S.E., Kammerherre, Lebnsbaron til Sender- 
karle, Lolland 200 

Bersellus, J.*, Friherre, Profess. og Sec. ved Vid. Akad. i Stockholm 100 
Bexley, N.*, Lord, Vice-Præsident i det kgl. Literatur-S. i London 200 

Bi b es co. Fyrst George, fh. Hospodar af Wallachiet, Wien 200 

Bille, T., Kammerherre, fh. kgl. dansk Minister i London 100 

Bille- Brahe, P.*, Geh.-Conferentsr, Lehnsgr til Brahesminde, Fyen 100 

Bliss, W. W. S.', Oberst, Washington 100 

Bl orne, A. v. , Geh.-Conferentsraad, Baron, til Blomsche Wildniss 

og Heiligenstedten, Itzehoe 100 

I) lorne, O.*, Greve, kgl. dansk bef. Minister i St. Petersborg .... 170 
Bloudoff, l).'. kri>. russisk Indenrigsminister i St. Petersborg. . . 1<:<> 

Bonaparte, L. L., Prinds, Senator, Paris 100 

Bonghi, D., Cavaliere, Neapel 100 

Bornemann, P. J.. Kammerherre, Bjerglngaard, Sjælland 100 

Borromeo, V., Greve, Grand af Spanien, Senator, Sardinien. . . . 100 

Botfield, B.*, Esq., til Norton Hal), Northamptonshire 200 

Boucher de Perthes", J., Præsident for Société Imper. d Vniulatiou 

d'Abbeville 100 

liouile, R. de, Marquis, Paris 100 

Boutourline, D. P.\ Geheimer. og Medl. af Statsraadet i St. Peters b. 100 

Bowring, Sir J., London 100 

Bradford, A. \Y., Esq., New York 100 

Bradlee, Galeb I)., Pastor of the Ghurch of the Redeemer, 

Boston, Mass 100 

Bradley, Ch. W., L. L. D., fh. Statssekr. Connecticut, New Haven 100 

Br i dg ham, Hon. S. NV.', Major, Providence, Rhode-Island 100 

Brockdorff, C. L.\ Greve, Geh.-Conferentsraad, Curator for Unl? 

versitetet 1 Kiel 100 

Broel Pia ter, W. S. de, Greve til Wiszniowietx, Gouvernementet 

Minsk 100 

Brown, J.*, Esq., London 100 

Brown. J C, Esq.. Providence, Rhode-Island 100 

Brown, J. R., Esq., Clerkenwell, England 100 

Brøndsted, P. O.*, Professor ved Kjøbenhavns Universitet 100 

2* 



20 SELSKABETS STIFTENDE MEDLEMMER. 

Rdlr. 

l.ulow, B. E., 8torhert. meklenborgsk Gesandt, Berlin 150 

Biilow, J.*, Geh.-Conferentsraad, Sanderumgaard, Fyen 100 

Calvo, Don N. A. Buenos-Ayres 100 

C ar Usle, Sir N.', Secretair ved Soc. Ant., London 300 

Casaus, Don F. R, fh. Erkebiskop af Guatemala 170 

Castro, Don F. D. F. de, Senator, St. Domingo 100 

Cederfeld de Simonsen, H. C. J., Amtmand, Kammerherre, til 

Erholm og Søndergaarde, Fyen 100 

C had bo urne, P. A. , A. M. , M. D., Professor i Naturhistorie ved 

William College i Brunswick, Maine 100 

Chalmers, P.*, Esq. til Auldbarcastle, Skotland 100 

Charnock, R. S., Esq., F. S. A., London 100 

Chaudoir, St.de", Baron, Curator for Undervisnings-Districtet Kiew 100 

Christie, V. Fr. K.', Stiftamtmand i Bergen 100 

Christy, H.*, Esq., London 100 

C i galla, G. de, Greve, Dr. phil., Santorin i det græske Archipel . 100 

Coates, B. H., Dr. med., Philadelphia 100 

Collings, Rev. W. T., East Grafton, England 100 

Conestabile, G., Greve, Prof. i Arkæologi ved Universit. i Perugia 100 

Cooper, Ch. P.*, Esq., F. R. S., F. S. A., Oxford 100 

Coopmans, Edz. W!\ kgl. dansk bef. Minister i Haag og Brussel. 100 
Cosby, J. H. W., Esq., Advocåt, Abbey Lodge, County Dublin, Irland 100 
Cust, Sir E,, D. C. L., Gen.-Lieutenant, Leasowe Castle, Cheshire 100 
Daschkoff, D. de*, keis. russisk Justits-Minister, St. Petersborg . . 100 

Daschkoff, J. A., keis. russisk bef. Minister i Stockholm 100 

Davis, Sir J. F., Bart, K. C. B., Holly-Wood, Gloucestershire .... 100 

Demidoff, Fyrst A, Greve af San Donato, Toskana 200 

Dickson, J., Brukspatron, Billdahl, Vester- Gotland 100 

Dietrichstein, M. von", Greve, Overhofm. hos Hds. M. Keiserinden 

af Østerrig, Wien 100 

Dirckinck-Holmfeld, U. von, Baron, Geh.-Conferentsraad, Kiel . 100 
Djurklou, N. G., Friherre, Intendant over de antiquar. Mindesm. 

Sørby, Nerike 100 

Donner, C. H.*. Conferentsraad, Altona 250 

Doudeauville, O. de", Hertug, Pair af Frankrig, Præs. i det geogr. 

Selskab i Paris 100 

Dowler, B., M. D., practiserende Læge, New Orleans 100 

Du Bois, H. C, fh. kgl. nederlandsk bef. Minister i Frankfurt, Velp 

ved Arnhem, Nederlandene 100 

D uf fer in, F. T., Lord, London 100 

Earle, Rev. J., Professor, Præst i Swanswick, England 100 

Eastwick, E. B., Esq., F. R. S., F. S. A., M. R. As. S., London ... 100 
Edgley, Th., Esq, Willoughby Terrace Park, Tottenham, England. 100 
Ekman, C. H.*, Commerceraad og Grosserer, Gøteborg 100 



SELSKABETS STIFTENDE MEDLEMMER. 21 

Rdlr. 

Ekman, J. J., Grosserer, Gøteborg 100 

El kan, W., Grosserer, kgl. dansk Konsul i Harburg 100 

Ellen bo ro ug h, E. L., Earl, Southam House ved Cheltenham, 

Gloucestersbire 100 

EUesmere, F., Lord Egerton', Earl, F. G. S., Hon. D. C. L., Oxford 100 

Ellesmere, G. G/, Earl, Worsley Hall, Lancasbire 100 

Elphinstone, J.*, Lord, Gouverneur over Bombay 100 

Elpbinstone, Hon. Mount-Stuart', F. R. S. A., London 100 

Elton, R., A. M. , Professor ved Browns Universitet i Provldence, 

Rhode Island 100 

Eugenius*, H. Em., Melropolit af Kiew og Halicz 100 

Eulampius, fh. Erkebiskop af Tobolsk og Siberien, Svijåsk, Gouverne- 

mentet Kasan 100 

Evans, T. W., Esq. M. P., Alles Tree Hall, Derbyshire 100 

Eynard, J. G.', Genf 100 

Fair, G., D. M.F.R. C. S. Edinb., Engelsk Hospitalslæge, Buenos-Ayres 100 
Far rer, J.. Esq., M. P., af Ingleborough, Lancaster, Yorkshire . . . 100 

Flfe, J. D.', Earl, Lord-Lieutenant i Banffshire, Skotland 100 

Force, Hon. P., Washington 100 

Foundouklei, J. J., Geheimer., Sen., Gen.-Gontroleur, Warschau 100 

Fragueiro, Don M., Dr., Gouverneur, Buenos Ayres 100 

Fraser, A., Esq., kgl. storbritanisk Gonsul i Batavia 100 

Freymark, C. A. W.*, Gen.-Superintendent og evangelisk Biskop l 

Posen 100 

Frijs, E., Krag-Juel-Vind-, Lehnsgreve til Frijsenborg, Nørrejylland 100 
Frijs, F. J. Krag-Juel-Vind-, Greve, Lehnsbaron til Juellinge, Lolland 100 
Fuad, Mehemed-, Pacha, H. M. Sultanens Udenrigsminister, Con- 

stantlnopel 100 

Furst, C.J.', M. & CD., Læge, Buenos-Ayres 100 

Fytche, J. L., Esq.. F. S. A., Thorpe Hall, England 100 

Gibbs, H. H., Esq., London 100 

Gibson, W. S., A. M., F. S. A., Barrister at law, Tynemouth, 

Northumberland 100 

Goldmann, L., Esq., kgl. dansk Consul i Gapstaden, Afrika . . 100 

Golitiine, D.*, Fyrste, Gen. -Gouverneur i Moskva 200 

Golitzine, S.*, Fyrste, Curator for Universitetet i Moskva 240 

Good, Cl., kgl. dansk Gen. -Consul i Hull 100 

Gorostiaga, Don. B., Dr., Advocat, Buenos-Ayres 100 

Gortschakoff, M.*, Fyrste. Statholder i Polen 100 

Gortschakoff II, P. D., Fyrste, Gen.-Lieutenant. St. Petersborg . 100 
Graty, A. M. du. Baron, Oberst, Chargé d'affaires for Republiken 

Paraguay, i Berlin 100 

Gråberg de Hemse, J.', Greve, Kammerh. hos Storhert. af Toscana 100 
Grill, J. W., Brukspatron. til Bona Bruk, Øster-Gøtland 100 



22 SELSKABETS STIFTENDE MEDLEMMER. 

Rdlr. 

Gurney, H.*, Esq., Vice-Præsident for Soc. Ant., London 100 

Gyllens tjerna, C*. Friherre, til Krapperup, Skaane 100 

Gy lien s tj er n a, N. C.*, Friherre, Kammerherre, til Krapperup, Skaane 100 

Hall, R.*, Admiral, Militair-Gouverneur i Archangel 100 

Hallam, H.\ Esq., Vice-Præsident for S. A-, London 100 

Ham bro, C. J., Baron, London 100 

Hamlin, A. C, M. D., Medicinal-Inspecteur i Bangor, Maine .... 100 
Harrison, W., Esq., F. G. S., F. Z. S., Galligreaves House, Lancashire 100 

Heintze, J. Fr. E., Baron, Kammei herre, Bordesholm 100 

Heros, Don M. de los, Directeur for det kgl. Bibliothek i Madrid . 100 
Holbrook, J. E., M. D., Professor i Anatomi ved Collegiet i Char- 

leston, Syd-Carolina 100 

Holstein, L. H. C. H., Kammerh., Lehnsgr. til Holsteinborg, Sjæll. 100 

Hopkins, E. A., Esq., New York .' 100 

Horshurgh, J.*, Hydograph ved det Engelsk-Ostindiske Compagni . 150 

Hucht, W. L. J van der, Grosserer, Harlem 100 

Hudson, W. H., Esq, fh. nordamerikansk Consul i Buenos-Ayres . 100 

Ingram, J.*, Præsident for Trinity College i Oxford 100 

Isidorus, Præsident for den hellige Synode, St. Petersborg .... 100 

Jacob*, Biskop af Saratoff og Zarizinsk 100 

Jenisch, M. J.*, Senator i Hamburg 100 

Juel, N., Baron, Kammerherre, Lundbæk, Nørrejylland. ....... 100 

Kemble, J. M.*, Esq., M. A., Trinity College i Cambridge 100 

Kheredine Ben Hassem, Divisions-General, Marineminister, Tunis 300 

Kiriakow, M*, keis. russisk Collegieraad, Odessa 120 

Klewitz, W. A. von*, kgl. preussisk Geh. Statsminister, Berlin . . 120 

Klick, J. J.*, kgl. dansk Consul i Buenos-Ayres 100 

Knowles, J. T., Esq., Architect, London 100 

Kold, P.*, Agent, Kjøbmand i Nibe 600 

Kossakowsky, St.. Greve, Geheimeraad, Senator, Præsident for det 

heraldiske Kammer i Warschau 100 

Koucheleff-Besborodko, A. Gr., Greve, virkelig Statr., St. Petersb. 100 

Krabbe-Carisius, H.*, Geh.-Statsminister, Kjøbenhavn 100 

Kubinyi, A. von, Directeur for National-MuseeL i Pest 100 

Kulakowski, J., Curator for Gymnasiet i Bialystok 100 

Lamas, Don A. , Dr. , fh. bet Minister for Republiken Uruguay 

i Rio de Janeiro ' 100 

Lamb, W., Esq.*, Øen St. Thomas, Vestindien 210 

Lang, A., Major og Over-Veimester, St. Croix, Vestindien 100 

Lang, H.* ( M. D., kgl. dansk Consul i Greenock, Skotland 100 

Larsen, Don J. M, Dr., Professor ved Universitetet i Buenos-Ayres 100 

Lastarria, Don J. V., Advocat, St. Jago, Chile 100 

Leathes, Ph. H.*, Esq., F. S. A., London 100 

Le-Blanc, Th.*, Esq., LL. D., F. S A 100 



SELSKABETS STIFTENDE MEDLEMMER. 23 

Rdlr 

Lee, J., Esq., LL. D., F. H. S ., London 100 

Lee, Right Rev., J. P. , D. I).. F. R. S., Lord-Biskop af Manchester, 

Mauldeth Hall 100 

Lenox, J., Esq., New York 100 

Lerche, Chr. A., Kammerh., Lehnsgreve til Lerchenborg , Sjæland 100 
Lerchenfeld, Fr.*, Baron, Stats- og Finantsminister, Munchen . . 100 
Letter s t edt, J.*, kgl. svensk og norsk Generalconsul, Capstaden . 100 

Lewis, M., Esq., Baltimore, Maryland 100 

Liden, J.*, Dr med., Stockholm 100 

Lopez, Dom C. A.\ Præsident for Republiken Paraguay 200 

Lowell, (.li*. 1). I) , Sognepræst i boston, Massachusetts 100 

Lunzi, N. C, Greve, San Ryrikos, Zante 100 

Luvnes, H. T. P. J duc d'Albert*, Paris 200 

Macaulay, D., LL., D., Edinburgh 100 

M'Caul, J.\ M. A. i Oxford, kgl. storbritanisk Consul i Kjøbenhavn 100 
Mac e do, Dom J. da Costa de, Secretair ved Vid. Akad. i Lissabon 100 
Macgregor, F. C, fh. kgl. storbritanisk Consul i China, Reinbeck 

Holstein 100 

Mackinlay, D., M. D., Pollockshields, Skotland 100 

Macleod, Sir H. G.*, fh. Gouverneur paa Trinidad, Vestindien . . . 100 

Manockjee Cursetjee, Esq., F. R. A. S., Bombay 100 

Marcoran, Sir G., J. U. D., Corfu 100 

Marquez, J. J., fh Præsident for Republiken Ny Granada 100 

Marsh, G. P, nordamerikansk bef. Minister i Florents 100 

Marschall, V.*, Esq., kgl. dansk General-Consul i Skotland .... 100 
Martinez de la Rosa, D. Fr.*, kgl bef. spansk Minister i Rom. 100 
Mavros. N. de*, Statsraad, Gen.-Inspecteur over Kvarantainerne ved 

Donau, Bukarest 100 

Mayer, J., Esq., F. S. A., Curator for Antiquitets-Museet I Liverpool 100 
Melin, H. M, Theol. Dr., Professor ved Unisersitetet i Lund ... 100 
Menschikoff, A.*, Fyrste, Admiral, Gen.-Gouvern. over Finland . . 150^ 

Metcalfe, Ch", Lord, Gouverneur over Agra, Hindostan 200 

Metternich, Cl*, Fyrste, keis. østerrigsk Stats-Cantsler, Wien. . . 100 
Michelsen, C, kgl. dansk Gen. -Consul i Santa Fé de Bogota, 

Ny Granada 100 

Miniscalchi-Erlzio, F., Greve, keis. østerrigsk Kammerh , Verona 100 
Mittrowsky, A. F.*, Greve, keis. østerrigsk Øverste Cantsler, Wien 100 

Molander, J.', Biskop over Borgå Stift, Finland 100 

Moltke, A. V.*, Lehnsgreve til Bregentved, Sjæland 100 

Moltke, C. E.*, Geh -Conferentsraad, Greve, til Aagaard, Sjæland . 100 
Moltke -HvitlYMt. A. G., Geh -Conferentsraad, Greve, til Moltken- 

borg, Fyen 100 

Moltke-Hvitfeldt, G. L, Greve, kgl. dansk bef Minister i Paris. 100 
Monrad, D. G., fh Biskop, Ny-Zeeland 100 



24 SELSKABETS STIFTENDE MEDLEMMER. 

Rdlr. 

Mon 8 er rate, F. D. C. de, Directeur for det keis. Bibliothek i Rio 

de Janeiro 100 

Montefiore, Sir M. Bart, F. R. S., London 100 

Moutezuma, Vicomte de Jequitinhonha, D. F., Grand af Bra- 
silien, virkelig Statsraad, Rio de Janeiro 100 

More, J. Sh.*, Professor i skotsk Ret ved Universitetet i Edinburgh 100 

Morpurgo, J., Banquier, kgl. belgisk Gen.-Consul i Triest 100 

Morris, J. G., Esq., Philadelphia 100 

Morrow, R., Esq., Grosserer, Halifax, Ny Skotland 100 

Mosquera, T. C. de, General, Præsident for Republiken Ny Granada 

St. Fé de Bogota 100 

Mosquera, J. M.*, Erkebiskop i Ny Granada, Santa Fé de Bogota . 100 
Mueller, F., M. D., Ph. D., Government Botanist, Australien .... 100 
Mulertz, A. F.*, P. D., Rector ved den lærde Skole i Horsens . . . 100 

Murphy, Hon. H. C., Brooklyn, New York 100 

Mylius, J. J., de*, Hofjægermester, til Rønningesøgaard, Fyen . . . 100 
Mylius, S. W. V. de, Kammerherre, til Rønningesøgaard, Fyen . . 100 
Navarrete, Don F. de*, Præs. for det kgl. Acad. for Spån. Historie 

i Madrid 100 

Neergaard, P. J., Etatsraad, til Førslev og Faareveile, Sjæland . . ICO 

Neophytos*, Metropolit af Wallachiet 100 

Nesselrode, C. R.*, Greve, keis. russisk Rigscantsler, St. Petersborg 100 

Nicholson, Sir C., Bar, D. C. L., LL. D., London 100 

Nordenfalk, J., Friherre, P. D., Stokholm 100 

Norman, B. M.*, Esq., New Orleans 100 

Northumberland, A. P.*, Lord Prudhoe, Hertug af, til Alnwick 

Castle,, England 100 

Obligado, Don P., Dr., fh. Gouverneur i Buenos Ayres 100 

Obrenovitsch*, Michael 111, Fyrste af Serbien, Belgrad 200 

Oesterreicher, R. von*, Etatsr. og kgl. dansk Gen.-Consul i Triest 100 
Olfers, J. F. M. von, Geh.-Raad, Gen.-Director over de kgl. preus- 
siske Museer, Berlin 100 

O lin da, Don P. de Araujo Limas, Marquis de, virkelig Statsraad, 

Rio de Janeiro 100 

Orloff, A.', Fyrste, Medlem af Statsraadet i St. Petersborg 100 

Osuna y del Ynfantådo, Don M, duque de, kgl. spansk bef. Mi- 
nister i St. Petersborg 100 

Ouseley, Sir Gore*, Director R. A S., London 100 

Ouseley, W. G.*, fh. kgl. bef. storbritanisk Minister 100 

Ouvaroff, A., Greve, Statsraad, Medl. af Vid. Akad. i St. Petersborg 100 
Ouvaroff, S.*, Greve, keis. russ. Udenrigsminister, St. Petersborg . 100 

Parish, F., Esq., kgl. storbrittanisk Consul i Buenos Ayres 100 

Parker, Rev. P., Washington 100 

Pazos, Don J. B.. Dr., Byenos Ayres 100 



SELSKABETS STIFTE9DE MEDLEMMER. 25 

Mk, 

Perez de Velasco, Don H., J. I l> . Advocat, Lima 100 

Pcterson, J *, Esq., Overdommer paa Øen St. Vincent, Vestindien. 100 

Petit, L. H.*, Esq., F. R. S., London 200 

Peto, Sir S. M, Bart., MP., K.C.D, Somerleyton Hall. Suffolk . . 100 

Phillips, Sir T, Bart, Middlehill, Worcestershire 100 

Plaskett, J.*, Major, St. Croix, Vestindien 100 

Pia ten, B. J. E., Greve, Statsraad, Ørbyhus, Uppland 100 

Platon, Erkebiskop af Riga og Mitau, Dubela, Rusland 100 

Plessen, O., Baron, Geh.-Conferentsraad, Baden-Baden 100 

Plumer, W.\ Esq., Epping i New Hampshire 100 

Pontoppidan, II., kgl. dansk General-Consul i Hamburg 100 

Power, Rev. J., Bibliothekar ved Universitetet i Cambridge 100 

Pratåpa Chandra Sinha Bahadoor, Raja, Bakparéh, Bengalen. 100 
Precht, H. W.*, Oberstl., fh. Stadthauptmand paa Øen St. Thomas 

i Vestindien 200 

Prescott, H.\ fh. Gouverneur over Newfoundland 100 

Preus, J. C.*, fh. Sorenskriver i Vester-Nedenæs, Norge 100 

Prieto, Don J.*, Præsident i Chile 100 

Pryce, D. T., Esq., Grosserer, Batavia 100 

Przezdziecki, A., Greve, Archæolog, Warschau 100 

Pycroft, J. W., Esq, F. S. A., F. R. A. S., London 100 

PyrkervonFelsø-Eør, J. L.", Patriarch-Erkebiskop af Erlau, Ungarn 100 
Radhåkant Deva Bahadoor*, hinduisk Literator, Calcutta .... 100 
Rafn, C C/, Conferentsraad, Professor, det kgl. nordiske Oldskrift- 

Selskabs Stifter og bestandige Secretair 100 

Råjendralåla Mitra, B., Vice-Præsident for R A. S., Bengalen . . 100 

Ralli, A. di Stefano, Banquier, Triest 100 

Rantzau, C. F., Greve, Kammerherre, til Frederikslund og Brahes- 
holm, Fyen 100 

Rastawiecki, E., Baron, Archæolog, Warschau 100 

Read, J. M., General, Paris 100 

Rehling, I.* Gen. -Gouverneur over dansk Ostindien, Tranquebar . 100 
Reventlow, F. C. O , Geh.-Conferenlsr., Lehnsgreve til Christians- 
sæde, Lolland 100 

Reventlow, Fr. I).', Greve, kgl. dansk bef. Minister i London. . . 100 

Reventlow, D. C. E.\ Greve, til Brahetrolleborg, Fyen 100 

Ricker, llon. S, fh. nordamerikansk General-Consul i Frankfurt . 100 
Rink, H. J., Dr. ph., Inspecteur i Syd-Grønlaid, Kjøbenhavn .... 100 
Robert, P C , Intendant ved den 5te Militair-Division, Paris .... 100 

Rodotheatos, Sp , Overrets- Præsident, Corfu 100 

Romualdo Antonio de Seixas*, Erkebiskop af Brasilien, Bahia . 100 

Rosen, S. A. G. C, Kammerherre, Hendriksholm, Sjæland 100 

Rosenørn-Teilmann, C. P.T., Kammerherre, til Stamh. Nørholm 100 
R umine, N. de, virkelig Statsraad, Kammerherre, Moskwa 100 



26 SELSKABETS" STIFTENDE MEDLEMMER. 

Rdlr. 

Ruyssenaers, S. W., kgl. nederlandsk Gen.-Consul i Alexandria . 100 
Rønnenkamp, Chr.*, Kammerh., til Næsbyholm og Bavelse, Sjæll. 250 
Salvan dy, N. A.*, Greve, fh. fransk Udenrigsminister, Paris .... 100 
Santa-Cruz, A.*, fh. Protector for den Peru-Boliviske Confoederation 160 
Savvaitof, P., Prof. ved det geistl. Seminarium i St. Petersborg . 100 

Scarpa, J., da, fh. kgl. dansk Consul i Fiume 100 

Scavenius, J B.*, Hofjægermester, til Basnæs, Sjæland 100 

Scavenius, P. B.', Kammerherre, til Gjørslev, Sjæland 100 

Schack, O. D.*, Lehnsgreve til Schackenborg, Sønderjylland .... 100 
Schack-Sommer, J. O., kgl. dansk Vice-Consul i Hamburg. . . . 100 

Scheele, L. N., Geheime-Gonferentsraad 100 

Scheel-Plessen, W. H B., Greve, kgl. dansk bef. Minister i Stockh. 100 

Schindler, J., Baron, Geheimeraad, Ganonicus, Krakau 100 

Schmidt, P. Chr.*, til Vindeby, Senator l Tønning 200 

Scholten, P. C. F.*, Gen.-Gouverneur over dansk Vestindien . . . 100 

Schubert, F. H. de, Gen -Lieutenant, St. Petersborg 100 

Schuth, N. C., kgl. dansk Gen.-Consul, Valparaiso 150 

Schutte, A T., Hofjægermester, til Bygholm og Nørlund, Nørrejyll. 100 

Si eveking, K.\ Syndicus i Hamburg 100 

Siogren, A. J.*, Statsraad og Medl. af Vid. Akad. i St. Petersborg. 100 
Skeel, E. W. R., Kammerherre, til Dronninglund, Nørrejylland. . . 100 

Smith, J. C., Esq., Sharon, Connecticut 100 

Smith, IL* Sø- og Land-Krigscommissair, Frederiksværn luO 

Solomos, D., Greve, Zante 1<X) 

Sparks, J., LL. D , Prof. i Historie ved Harvard-Universitetet i Cam- 
bridge, Massachusetts 100 

Stawell, Sir \V. F., Overdommer, Victoria, Australien 100 

Stenhammer, M.*, Provst og Sognepræst til Risinge, Øster-Gøtland 100 

Stichæus, J. F.*, Landshøvding over Borgå, Finland 100 

Stifft, A. 1. von*, Keiser Frants l's Livlæge, Wien . . . 100 

Stirbey, Fyrst D., Barbo de, fh. Hospodar af Wallachiet, Bukarest. 100 

Stourdza, Fyrst M., fh. Hospodar af Moldau 200 

Stroganoff, G.*, Greve, Geheimeraad, St. Petersborg 100 

Strøyberg, C, Cancelliraad, Aalborg 6i»0 

Studach, H. L., Apostolisk Vicar, i Stockholm 100 

Sturup, W., kgl. dansk Gen.-Consul i Venezuela 100 

Sutherland, G. G. L. G. ¥ , Hertug af, Dunrobin Castle, Sutherland 100 
Swinburne, Sir J. E.*, Bart., Præs. for Ant. Selskab i Newcastle . 150 

Symington, A. J, Esq., Glasgow 100 

Teimouraz, H. T. Czarevitsh*, Prinds af Georgien, Søn af Kong 

Georg XIII 100 

Teleki von Széh, J.", Greve, Gouverneur over Siebenburgen . . . 100 

Thamsen, H. D.*, Etatsraad, Stuttgart 2,020 

Thornander, J. H.*, T. I)., Biskop i Lund 1<K) 



SELSKABETS STIFTENDE MEDLEMMER. 27 

Rdir. 

Tledge, J. E. C, (Irosserer, Buenos Ayres 100 

Titoff, V. P. de, fli. keis. russisk bef. Minister i Stuttgart 100 

Tobin, Sir T., Fredsdommer, llnlliix »Mg, Grevskabet Cork .... 100 
Toreno, J. M. de', Greve, Kammerherre hos Hds. M Dronningen af 

Spanien, Madrid 100 

Traill, Th. St.*, M. D., Professor ved Universitetet i Edinburgh . . 100 

Trevelyan, Sir C, Bart., London 100 

Trevelyan, Sir W. C, Hart., Wallington, Newcastle on Tyne. . . . 100 
Trolle-Bonde, G., Greve, Kammerh , Safstaholm, Søndermannland 150 

Typaldos, G. KV, Senator, Athen 100 

Tyskiewicz, E*, Greve, Gouvernements-Secretair og Curator for 

Skole, ne i Borysoff ... 100 

Ulrich, F. C., Gouverneur paa Øen St. Barthelemy, Vestindien . . . 150 
Van Buren, M.\ fh. Præsid. for de foren, nordamerik. Fristater. . 100 
Van Deurs, J F.*, Geu.-Krigscommissair, til Frydendal, Sjæland . 100 

Vargas, J.*, M. D., Præsident for Bepublikken Venezuela 100 

Varszawa, Fyrst J. de, Grev Paskevitsh Eri vansky*, Statholder i Polen 150 
Vedel-Simonsen, L. S.", Conferenlsraad, til Elvedgaard, Fyen . . 1<)0 

W'aldo, D.*, Esq., Worcester, Massachusetts 100 

Wailén, G. S , Geheimeraad, Medlem af Senatet for Finland, Helsingfors 100 

Webster, N.*, LL. D., New-Havcn, Connecticut 100 

Wedel 1, C. W. A S., Kammerh., Lehnsgreve til Wedellsborg, Fyen 100 

\\ ellenheim, L. W \on\ Hofraad, Wien 100 

Were, J. B., Esq., kgl. dansk og svensk-norsk Consul i Melbourne, 

Australien 100 

Werkmester, M.*, Lundmaaler, Svendborg 100 

Wetmore, Hon. P. M , General, New York 100 

Wiarda, S., kgl. nederlandsk Gorsul i Buenos Ayres 100 

Wllson, Right Rev. D.\ D. D., Biskop i Calcutta 100 

Wilson, Rev. J, D. D , F. S. A., Præsid. for Trinlty College, Oxford 100 
Winthrop, R. C, LL D. , Præsident for det historiske Selskab i 

Massachusetts 100 

Winthrop, Th. L.*, Præs. for det Amer. Antiquar. Selskab i Boston 100 

Witte, J J. A. M. de, Baron, Numismatiker, Paris 100 

Wolanski, T. Pr. z Wolan, Landraad, Pakosc, Posen 100 

Wood, R., Esq., kgl. storbritanisk Consul i Tunis 100 

Woolsey, T. D. , A. M., Professor ved Yale College, New Haven, 

Connecticut 100 

Wrangell, F. de, Baron, Admiral og Gen.-Adjudant, St. Petersborg 100 

Rining, A., Capitain, Twickenham, England 100 

V o ii n g, Sir J., Gouverneur over New South Wales, Australien . . . 100 

1 : 1 1 russisk Statsmand i St. Petersborg 100 

I-: ii Amerikaner *. • • • 5<K> 



28 SELSKABETS STIFTENDE MEDLEMMER. 

Rdlr. 

Fond under Benævnelsen »Grønland« «. 600 

Fond under Benævnelsen »Stavanger« 200 

Tilvæxt, som Fonden forøvrigt har erholdt 29,140 

Selskabets faste Fond den 31 December 1869 85,300 



DET KGL NORDISKE OLDSKRIFT-SELSKABS 

BESTYRELSE OG MEDLEMMER 

den 31te December 1869. 



Selskabets Præsident: 
HANS MAJESTÆT KONG CHRISTIAN IX AF DANMARK. 

Vicepræsident: Etatsraad J. J. A. Worsaae, Museums-Directeur. 
Secretair ved Udgivelsen af Oldskrifterne: Professor K. Gislason. 
Secretair for Udgivelsen af de arkæologisk-historiske Tidsskrifter: 
Professor H. C. C. Engelhardt. 

Kasserer: Justitsraad F. S. Bang, Kasserer ved Privatbanken. 

Oldskrift-Afdeling. 
G. Brynjulfsson, Stipend. Arnamagnæanus. 
K. Gislason, Professor ved Universitetet (Formand). 
A. F. Krieger, Etatsraad, Høiesteretsassessor. 
J. Sigurdsson, Archivar. 

G. Stephens, Professor, Docent ved Universitetet. 
P. G. Thorsen, Professor, Universitetsbibliothekar. 
N. L. Westergaard, Etatsraad, Professor ved Universitetet. 

Oldsag-Afdeling: 
H. C. C. Engelhardt, Professor (Formand). 
J. Kornerup, Arkitekturmaler. 
T. A. J. Regenburg, Etatsraad. 
F. Schiern, Professor ved Universitetet. 
A. Strunk, Justitsraad, Arkivsecretair og Museums-Inspecteur. 
J. P. Trap, Geh.-Etatsraad, Kabinetssecretair. 
i. I. A. Worsaae, Etatsraad, Directeur. (Fungerer ikke, medens 
han er Vicepræsident). 



SELSKABETS MEDLEMMER I NORDEN. 29 

A. Medlemmer i Norden. 

(Nemlig i: Danmark [derunder indbefattet: Island, Færøerne, Grønland, 

de danske Øer i Vestindien og indtil 1865: Slesvig, Holstein og Lauen- 

burg] Norge og Sverig . 

Hs. M. Christian IX, Konge ar Danmark i i; l: 

Hs. M. Carl XV, Konge af Sverig og Norge F. B. B. 

Hs. K. H. Frederik, Kronprinds af Danmark F. B. B. 

Hs. K. H. Oscar, Pr. af Sverig og Norge, Hert. af Øster-Gotland F. B. B. 

Hs. K. H. August, Prinds af Sverig og Norge, Hert. af Dalarne F. B. B. 

H. H. Johan, Prinds af Slesvig-Holstein-Sønderborg-Glucksborg F. B. B. 

Aagaard, A. Z, keis. østerrigsk Konsul, Tromsø, Finmarken . A. B. 

Abrahams, A., Cand. philos., Kjøbenhavn A. B. 

Abrahams, N. C. L., Etatsraad, Notarius publicus, Kjøbenhavn A. B. 

Agerholm, E V., Capitain, Kjøbenhavn A. B. 

Aggerup, C. G., Etatsraad, Kjøbenhavn F. B. B. 

Ahlander, J. A., Dr. phil., Kyrkoherde. Jønkøping A. B. 

Ahlefeldt-Laurvigen, F.L. W., Kammerh., Lehnsgr. tilLangel. F. B. B. 

Allen, C. F., D. ph., Professor ved Kjøbenhavns Universitet . A. B. 

Andersen, C. C. T, Kammerassessor, Inspecteur, Kjøbenhavn A. B. 

Andersen, S. Chr., kgl. dansk Konsul i Christiania C. B. 

Baastrup, F., Kammerherre, Overførsler, Kjøbenhavn B. B. 

Bagger, J. H., Cand. juris, Kjøbenhavn A. B 

Bang, F. S., Justitsraad, Bankkasserer, Kjøbenhavn F. B. B. 

Barken, M. Dr. phil., Bector i Køping • A. B. 

Bech, A. V., Hofjægermester, til Valdbygaard, Slagelse .... A. B. 

Bech, F. C, Justitsraad, Birkedommer, Slagelse A. B. 

Bech, J. A.. Justitsraad, til Taarnborg, Korsør A. B. 

Becker, J. G. Burman, Dr. phil., Kjøbenhavn F. B. B. 

Bel land er, O. II.. Hofprædikant, Provst, Køping A. B. 

Berckemeyer, E. P., Landraad, Gross Thurow, Lauenburg . . F. B. B. 

Bergh, Th., Lithograf, Kjøbenhavn A. B. 

Bergman, J, Dr. phil., Biskop, Stockholm F. B. B. 

Bergmann, I . \\ K. th. kgl. svensk-norsk Ministerres. i Madrid F. B. B. 

Bergsøe, S., Proprietair, Andigaard, Banders A. B. 

Berlin, N. J., Prof., Gen.-Direct. ved Sundhedscollegiet i Stockh. A. B. 

Berling, J. E. C, Kammerherre, Kjøbenhavn A. B. 

Bertouch, C. C. F. de, Hofjægermester, Paris F. B. B. 

Bertouch-Lehn, J. J. S. K. . Kammerherre, Lehnsbaron til 

Sønderkarle, Lolland ♦ F. B. B. 

Bille, T., Kammerherre, fh. kgl. dansk Minister i London. . . F. B. B. 

Bille-Brahe, H., Geh.-Conferentsraad, Lehnsgreve til Brahes- 
minde, Fyen F. B. B. 

Blixen-Finecke, C. F. A. B., Baron, til Daliund og Næsbyholm A. B. 



30 SELSKABETS MEDLEMMER I NORDEN. 

Blom, O. E. ( Artilleri-Capitain, Kjøbenhavn A. B. 

i: Inmc. A v., Baron, Geh -Conferentsraad, til Blomsche-Wild- 

niss og Heiligenstedten, Itzchoe F. B. B. 

Bock, J. Chr. A., Etatsraad, Læge, Kjøbenhavn A. B. 

Bonde, C. J., Friherre, Overceremonimester, Stockholm . . . . F. B. B. 

Borneman n, P. J., Kammerherre, Bjergbygaard, Holbæk. . . . F B. B. 

Bor ring, L. S., Professor, Kjøbenhavn V. B. 

Boye, V., Cand phil. Haderslev A. B. 

Brammer, G. P, Dr. theol., Biskop, Aarhus A. B. 

Bretton, L. P., Baron, Kammerherre, Helsingør F. B. B. 

Briem, J. G. G., Sognepræst til Gundslev, Stubbekjøbing . . . F. B. B. 

Bring, E. G., Dr. theol, Biskop, Linkøping A. B. 

Brun, P. F. C , Kammerherre, Amtmand, Lindersvold, Hønnede A. B. 

Bruun, Chr W., Justitsraad, Bibliothekar, Kjøbenhavn A. B. 

Bruzelius, N. G., Dr phil., Rektor, Ystad V. B. 

Brynjulfsson, G., arnamagnæansk Stipendiar, Kjøbenhavn . . V. B. 

Bræstrup, C. J. C, Geh.-Conferentsr., Overpræsid. i Kjøbenh. A. B. 

Bugge, S., Professor ved Universitetet i Christiania A. B. 

Cappé, J., Esq., kgl. nederlandsk Konsul paa Øen St. Thomas F. B. B. 

Carlsen, C, Etatsraad, Vandbygnings-Inspecteur, Kjøbenhavn. A. B. 

Carlsen, J. F. S., Sognepræst til Dalbyneder, Banders .... A. B. 

Carlson, F. F., Statsraad, Chef for Depart. for de kirkel. An- 
liggender, Stockholm A. B. 

Carnegie, D., Brukspatron, Grosserer, Gøteborg F. B. B. 

Ce.derfeld de Simonsen, H. C. J., Kammerh., til Erholm 

og Søndergaarde, Nyborg F. B. B. 

Cronholm, A., Dr. phil., Professor F. B. B. 

Dahl, T. Chr., Kammerherre, Stiftamtmand, Aarhus F. B. B. 

Danneskjold-Samsøe, C. C. S., Greve, Overskjenk, Kjøbenh. A. B. 

Dannes kjold-Samsøe, O. S., Greve, Generalpostdirecteur, 

Kjøbenhavn A. B. 

Dickson, J., Brukspatron, Billdahl, Gøteborg F. B. B. 

Dickson, B., Grosserer, Gøteborg F. B. B. 

Dirckinck-Holmfeld, C, Baron, Altona F. B. B. 

Dirckinck-Holmfeld, U., Baron, Geh.-Conferentraad, Kiel . F. B. B. 

Djurklou, N. G., Friherre, Intendant over de antiquar. Mindes- 
mærker, Sørby, Ørebro F. B. B. 

Dreyer, C. V. L., Oberst, Kjøbenhavn F. B. B. 

Dumreicher, C. O., Conferentsraad, Kiel F. B. B. 

Kkman, J. J., Grosserer, Gøteborg F. B. B. 

Ekraan, O., Grosserer, Konsul, Gøteborg F. B. B. 

Elvius, R. E., Cand. theol., Forstander for det kgl. Opfostrings- 
hus, Kjøbenhavn A. B. 

Engelhardt, H. C. C, Professor, Kjøbenhavn A. B. 



SELSKABETS MEDLEMMER I KORDEN. 31 

Erslev, i Orertorar, KJøbøohtvi A. B. 

Esbensen, J. R., Sognepræst til Flemløse, Assens A. li. 

Essen, G. A. F. W, (ireve, Gen. -Major, Wik, Upsala F. B. B. 

Essen, R. J., rriherre, Ljunghem, Skøfde A. B. 

Ewald sen, Chr., Præst, Kjøbenhavn V. B. 

I w.rløff, F. A., kgl. svensk-norsk Gen -Konsul, Kjøbenhavn. A. B. 

Fabricius, C. L., Sorenskriver i Øster Nedenæs, Norge . . . . F. B. B. 

Fahnøe, H. Chr., Sognepræst til Sønderup, Slagelse A. B. 

Fasting, H. Chr., Etatsraad, Amtsforvalter, Esrom, Frederiksborg A. B. 

Fas ting, L. G., Etatsraad, Herredsfoged, Nakskov A. B. 

Fledler, H. V., Birkedommer, Holsteinborg, Slagelse F. B. B. 

Finsen, V. L. , Cancelliraad, Landsoverrets- Assessor, Kjøbenh. V. B. 

Fischer, Chr, Etatsraad, Borgemester, Randers F. B. B. 

Flor, Chr., Dr. phil., Etatsraad, Professor, Kjøbenhavn A. B. 

Friedleif, J , Dr. phil., Notarius ved Domcapitlet i Linkøping A. B. 

Frijs, Chr. E., Krap-Juel-Vind-, Conseilpræsident, Lehnsgreve 

til Frijsenborg, Kjøbenhavn F. B. B. 

Frijs, J. Krag-Juel- Vind-, Greve, Kammerherre, Lehnsbaron til 

Juellinge, Maribo F. B. B. 

Fritz. G. Justitsraad, Raadmand i Roskilde A. B. 

Fryxell, A., Dr. phil., Sognepræst til Sunne, Carlstad A. B. 

Funch, F. C. C, Oberst, Kjøbenhavn F. B. B. 

Garde, A. A. B. Mazar de la, Etatsraad, Kjøbenhavn F. B. B. 

Gardie, A. J. de la, Greve, Helsingborg F. B. B. 

Gislason, K., Professor ved Kjøbenhavns Universitet V. JJ. 

Gjessing, G. A., Adjunkt. Christiansand F. B. B 

Gosch, C. C. A., Attaché ved det danske Gesandtskab i London A. B. 

Grundtvig, Sv., Capitain, Professor A. B. 

Grøndahl. B., Cand. mag., Kjobenhavn A. B. 

(•udmundsen, Th., Sognepræst i Nysted V. B. 

».>llcnhaal, L. H., Friherre, Hårlingstorp. Skøfde F. B. B. 

!•> llenskøld, Th., Kammerjunker, Wallen, Laholm A. B. 

GfDther, Sv. V., Landhøvding, Stockholm A. B. 

Gøtzsche. H. C, Sognepræst til Finderup, Slagelse A. B. 

Ha miltun. 11. L. H. , Greve. fh. kgl. svensk Minister i Dan- 
mark. Stockholm F. B. B. 

Hammerich, P. F. A. , Dr. phil.. Professor ved Kjøbenhavns 

l'niversitet A. B. 

Ham niers ha i mb, V. IL, Provst, flsterø, Færøerne f. B. 

Hansen. Helnr., Professor, Kjøbenhavn A. B. 

Hansen, P., Confercntsraad. Kjolnnhavn F. B. B. 

Hansteen, Chr., Professor ved Universitetet i Christiania ... V. B. 

Harhoff, C. J. C, Conferentsraad. Byfoged l Ringsted F. B. B. 

Hauch. A G. 0., Cand. philol., Kjøknhawi A. B. 



32 SELSKABETS MEDLEMMER I NORDEN. 

Hegermann-Lindencrone, CD, Generallieutenant, Biørne- 
mose, Svendborg A. B. 

Heintze, J. F. E., Baron, Kammerherre, Bordesholm, Kiel. . . F. B. B. 

Herbst, C. F., Justitsraad, Museums-lnspecteur, Kjøbenhavn. . A. B. 

Hildebrand, B. E., kgl. svensk Bigsantiqvar, Stockholm ... V. B. 

II i udenburg, Th., Høiesteretssecretair, Kjøbenhavn A. B. 

Hjort, P., Dr. phil., Professor, Kjøbenhavn A. B. 

Hoff, T. C. F. A., Museums-Assistent, Kjøbenhavn A. B. 

Holck, C. C. W. F., Capitain Kjøbenhavn A. B. 

Holm, A. J., Etatsraad, Kjøbenhavn F. B. B. 

Holm, P. E., Dr. phil., Professor ved Universitetet i Kjøbenhavn A B. 

Holm, S. M. E., Høiesteretssecretair, Kjøbenhavn A. B. 

Holm, Th., Kjøbmand, Skaarup, Svendborg A. B. 

Holmboe, C. A., Professor, Christiania F. B. B. 

Holmstedt, Sv., Overlærer ved Frederiksborg lærde Skole . . A. B. 

Holst, H. P., Professor, Kjøbenhavn A. B. 

Holst, N. H., Etatsraad, Jernbane-Driftsbestyrer, Aarhus .... A. B. 

Holstein, L. H. C. H., Kammerh., Lehnsgreve til Holsteinborg, 

Slagelse F. B. B. 

Holsten, F. C, Baron, Kammerh., Stiftamtmand, Nykjøblng, 

Falster A. B. 

Hornbeck, H. B., Dr. med., Kjøbenhavn F. B. B. 

Ihre, Friherre, En af Rikets Herrar, Stockholm F. B. B. 

Jakhelln, C. A., Kjøbmand, Bodø, Norge F. B. B. 

Jejisen, J., Examinandus polyt., Grenaa A. B. 

Jensen, J. Chr., Sognepræst til Ousted, Roskilde A. B. 

Johannsen, C. G. W., Kammerherre, Kjøbenhavn A. B. 

Johnstrup, J. F., Professor ved Universitetet i Kjøbenhavn. . A. B. 

Jonsson, E., Cand. phil., Kjøbenhavn A. B. 

Juel, A. G., Adjunkt ved Aalborg Cathedralskole A. B. 

Juel, N., Etatsraad, Kjøbenhavn A. B. 

Juel, N., Baron, Kammerherre, til Lundbæk, Nibe. F. B. B. 

Juel-Rysensteen, C. A., Baron, Kammerherre, Kjøbenhavn . A. B. 

Jørgensen, A. D., Lærer, Kjøbenhavn A. B. 

Jørgensen, C. H., Kammerraad, Hoffoureer, Kjøbenhavn. ... V. B. 

Jørgensen, J. F., Sognepræst til Trige, Aarhus F. B. B. 

Kai kar, C. H. A., Dr. theol., Pastor emer., Kjøbenhavn A. B. 

Kauffmann, H. A. Th., Gen. -Major, Lausanne, Sveits A. B. 

Kellner, L. S,, Oberst, Kjøbenhavn A. B. 

Kjellerup, C. A., Jægermester, til Store-Hyllinge i Skaane . . A. B. 

Kierkegaard, P. Chr., Dr. phil., Biskop, Aalborg F. B. B. 

Kjær, T. A., Capit., Havnemester paa Øen St. Thomas, Vestindien F. B. B. 

Koefoed, H. J., Geh.-Conferentsraad, Kjøbenhavn A. B. 

Konow, F. L.. kgl. dansk Konsul i Bergen C. B. 



SELSKABETS MEDLEMMER I* MOROEN. 33 

Kornerup, J., Kunstmaler, Roskilde A. B. 

Krieger, A. F, Elatsraad, Høiesteretsassessor, Kjøbenhavn . . A. B. 

K rieger, M. 1)., Etatsraad, Landsoverrets- Assessor, Kjøbenhavn A. B. 

Krohn. F. Chr., Professor, Medailleur, Kjøbenhavn A. B. 

Kruse, li. 11 . Øen Fuur i Liimfjorden V. B. 

Kræmer, li F., Overstatholder, Upsala F. B. B. 

Kunzen, C. F., Konferentsraad, Øen St. Crolx, Vestindien. . . F. B. B. 

Kønigsfeldt, J. P F., Overlærer ved Frederiksborg lærde Skole V. B. 
Landgren, L., Dr. theol., Provst, Sognepræst til Delsbo, 

Hudiksvall F. B. B. 

Lang, A., Major, Over-Veimester, Øen St. Croix, Vestindien . . F. B. B. 

Langkilde, F. C, Jægermester, Frederiksgave, Assens .... A. B. 

Larsen, Chr. Eier al Skovmøllen ved Skaarup, Svendborg . . A. B. 

Lehmann, E. A., Etatsraad, Amtsforrorvalter, Aarhus A. B. 

Lerche, Chr. A., Kammerherre, Lehnsgreve til Lerchenborg, 

Kallundborg F. B. B. 

Lewgren, A. W., Grosserer, Gøteborg F. B. B. 

Lind, E., Oberst, Kjøbenhavn A. B. 

Linde, A. C. I'.. Conferentsraad , Departmentschef. Kjøbenhavn A. B. 

Linder, J. A., Sognepræst, Umeå F. B. B. 

Ljungstrøm, C. J , Mag., Sosnepr. til Sandhem, Falkøping . . AB. 
Lucht, M. J. F., Dr. phil., Professor, Directeur for Gymnasium 

Christianeum i Altona V. B. 

Lund, G. F. W, Dr. phil.. Rektor ved Cathedralskolen i Aarhus F. B. B. 

Lund, L.. Artilleri-Capitain, Adjudant, Kjøbenbavn . . . *2 . . . A. B. 

Lundbye, Chr C, Oberst å la suite i Generalstaben, Kjøbenh. A. B. 

Lun n, O, Artilleri-Oberst, Kjøbenhavn A. B. 

Lyngbye, K. J., Dr. phil., Prof., Kjøbenhavn A. B. 

Lynge, H. H. J., Boghandler, Kjøbenhavn A. B. 

Lutken, J. \ . meklenborgsk Konsul. Kiel F. B. B. 

Læssøe, L., Kammerraad, Inspecteur, Kjøbenhavn A. B 

Læssøe, Th., Landskabsmaler, Kjøbenhavn A. B. 

Løgstrup, A. B., Major, Kjøbenhavn A. B. 

Løvenskjold, H. F , Hofjægermester, Lehnsbaron til Løvenborg, 

Holbæk F. B. B 

Madsen, A. IV. Capitain, Kjøbenhavn A. B. 

Magnusen, C, Kammerraad, Skard, Islana A. B. 

Man delgren, IS'. M, Kunstmaler, Stockholm V. B. 

Manderstrøm, C. li L, En af Rikets Herrar, svensk-norsk 

Udenrigsminister, Stockholm F. B. B. 

Mansa, F. V., Dr. med., Etatsr., Stabsiæge i Sø-Etat, Kjøbenh. A. B. 

Martensen, II. L., Dr. theol., Biskop, Kjøbenhavn A. B. 

Meldahl, F., Etatsraad, Professor, Kjøbenhavn A. B. 

Melin, H. M., Dr. theol., Professor, Lund F. B. B. 

3 



34 SELSKABETS MEDLEMMER I NORDEN. 

Moltke-Hvitfeldt, A. G., Greve, Geh.-Conferentsr., til Molt- 

kenborg i Fyen i . . F. B. B. 

Moltke-Hvitfeldt, L., Greve, kgl. dansk bef. Minister i Paris F. B. B. 

Monrad, D. G., fh. Biskop. Sognepræst til Brøndbyøster, Glorup F. B. B. 

Monrad, G. H., Kammerherre, Gen.-Decisor, Kjøbenhavn . ... A. B. 

Moth, C. L. J. P., Overlærer, Sorø A. B. 

Mylius, S. W. V. de, Kammerh., til Rønningesøgaard, Odense F. B. B. 

Muller, C. L., Etatsraad, Directeur for den kgl. Mønt- og Me- 

daille-Samling. Kjøbenhavn A. B. 

Møller, Chr. H., Orlogscapitain, Kjøbenhavn A. B. 

Møller, P. de, Ritmester, til Skottarp, Halland . . F. B. B. 

Neergaard, P. J., Etatsr., til Førslevgaard og Faareveile, Nestved F. B. B. 

Nilsson, Sv., Professor emeritus, Lund V. B. 

Nordenfalk, J., Dr. phil., Friherre, Stockholm F. B. B. 

Nord vi, A. G., Kjøbmand, Mortensnæs, Norge A. B. 

Nørgaard, P. M. T., Sognepræst til Saaby, Sjæland A. B. 

Olrik, C. S. M., Justitsr., const. Direc. for den kgl. grønl. Handel F. B. B. 

Olsen, Chr., Gancelliraad, Prokurator, Randers F. B. B. 

Oxholm, W. T., Overkammerh., Overhofmarskal, Kjøbenhavn . F. B. B. 

Paludan -Muller, C. P., Dr. phil., Professor, Rektor ved Ny- 

kjøbing Cathedralskole, Falster F. B. B. 

Petersen, A., Fuldmægtig i Finantsministeriet, Kjøbenhavn . . A. B. 

Petersen, J. C. L., Capitain og Skoleinspecteur, Kjøbenhavn. A. B. 

Petersen, J. M., Artist, Kjøbenhavn A. B. 

Petrelli, C. M., Dr. phil., Sognepræst i Søderkøping F. B. B. 

Pjetursson, P., Professor, Biskop paa Island, Reykjavik. . . . F. B. B. 

Pia ten, B. J. E., Greve, Statsraad, Ørbyhus, Stockholm . . . . F. B. B. 

Plessen, H. F. A , Kammerherre, Eckernførde F. B. B. 

PI es s en, O., Baron, Geh.-Conferentsraad, Baden-Baden . . . . F. B. B. 

Pontoppidan, D., Præst, Randers S. B. B. 

Quistgaard, C. S., Pastor emer., Kjøbenhavn F. B. B. 

Raasløff, H. J. A., Conferentsraad, Lyngby F. B. B. 

Raasløff, V. R., Gen. -Major, Krigsminister. Kjøbenhavn . . . . F. B. B. 

Raben-Levetzau, C. W., Greve, Kammerherre, til Beldringe, 

Præstø F. B. B. 

Rantzau, C. F., Greve, Kammerherre, til Frederikslund og Bra- 

hesholm, Assens F. B. B. 

Rasmussen, H. V., Præst, Kjøbenhavn A. B. 

Rasmussen, O. F. C., Kammerraad, Jettehøi, Rønnede .... A. B. 

Rasmussen, R. C., Organist, Kjøbenhavn A. B. 

Regenburg, T. A. J., Etatsraad, Kjøbenhavn F. B. B. 

Reventlov, F. C. O., Geh.-Conferents., Lehnsgreve til Christians- 
sæde, Lolland v F. B B. 



SELSKABETS MEDLEMMER I NORDEN. 35 

Rink, H. J., Dr. »hil., Justitsraad, Kjøbenhavn F. B. B. 

Rosen, S. A. G. C, Kammerherre, Henriksholm, Hørsholm . . F. B. B. 

Rosenørn-Lehn, O. D., Kammerherre, Lehnsbaron til Guld- 
borgland, Falster F. B. B. 

Rosen ørn-Teilmann, C. P. T., Kammerherre, til Stamhuset 

Nørholm, Varde . ! F. B. B. 

Rudbeck, R. Th. C. C. G., Friherre, Kammerherre, Stockholm F. B. B. 

Rygh, O., Professor ved Universitetet i Christiania A. B. 

Rååf, L. F., Kammerjunker, Forsenås, Linkøpiug F. B. B. 

Røgind, J., Sognepræst til Veirum, Holstebro A. B. 

Salomon, E. C. V., Dr. med., Overlæge, Malmø F. B. B. 

Sandberg, J. B., Vinhandler, Kjøbenhavn A. B. 

Saxild, G. Chr., Cancelliraad, Henedsfoged, Kolding F. B. B. 

Schade, A il.. Kjøbmand, Nykjøbing, Mors A. B. 

Scheel e, L. N. von, Geh.-Conrerentsraad, Kjabenhavn F. B. B. 

Scheel-Plessen, W. H. B., Greve, kgl. dansk bef. Minister i 

Stockholm . . ; F. B. B. 

Schiern, F., Professor ved Kjøbenhavns Universitet F. B. B. 

Schjøtz, O. M. Sognepræst til Hasle, Ringsted A. B. 

Schlegel, J. F., Geh -Etatsraad, Kjøbenhavn A. B. 

Schleisner, P. A., Dr. med., Justitsraad, Stadslæge, Kjøbenhavn A. B. 

Schmidt, T. H. G. Vald., Professor, Kjøbenhavn A. B. 

Schmidt. S. E. W., Kammerassessor, Revisor, Kjøbenhavn . . A. B. 

s finitte. A. T., Hofjægermester, til Bygholm og Nørlund, Horsens F. B. B. 

Se li \\ inse ii. J., Justitsraad, Byfoged og B> skriver i Nysted . . A. B. 

Schøler, H. V. R., Sognepræst til Vester-Hassing. Aalborg . . A. B. 

Sehested, N. F. B. de, Hofjægermester, til Broholm, Svendborg A. B. 

Sigurdsson, J., Arrhi var. kjøbenhavn V. B. 

Simesen, R. J., Professor, Kjøbenhavn A. B. 

Skeel, E. W. R., Kammerherre, til Dronninglund, Aalborg . . F. B. B. 

Sommer, C. C. L. F., Læge A. B. 

Sparre, G. A., Greve, Stockholm F. B. B. 

Sprengtporten, J. W., Friherre, Over-Statholder, Stockkolm F. B. B. 

Stedingk, L. E, Greve, Gen.-Lieutenant, Stockholm F. B. B. 

Steenstrup, J. J. S., Etatsraad, Professor, Kjøbenhavn. ... A. B. 

Steenstrup, J., Cand. jur., Kjøbenhavn A. B. 

Steinnordh, J. H. W... Dr. phil., Rektor i Linkøping F. B. B. 

Stenersen, A. C. A., Justitsraad, Kjøbenhavn F. B. B. 

Stephens, G-, Professor, Docent ved Kjøbenhavns Universitet. V. B. 

Stephensen, M., Assistent i Justitsministeriet Al: 

Stephensen, O., Etatsraad, Directeur for det islandske Deparlm., 

Kjøbenhavn A. B. 

Stiesen, S., th kgl. siciliansk Konsul i Helsingør F. B B. 

Stjernstedt, A W, Baron, Rigsheraldicus, Stockholm . . . . F. B. B. 



36 SELSKABETS MEDLEMMER I NORDEN. 

Strandgaard, A. S., Major, Bygnings-lnspecteur, Øen St Tho- 
mas, Vestindien F. B. B. 

Strandgaard, L. W., Kammerraad, Toldforvalter, Grenaa ... A. B. 

Strunk, A., Justitsraad, Museums-Inspecteur, Kjøbenhavn ... V. B. 

Studach, H. L., Apostolisk Vicar, Stockholm F. B. B. 

Suhr, O. B., Etatsraad, Konsul, Kjøbenhavn ..." F. B. B. 

Sveinsson, J. A., Adjunkt ved Nykjøbing Cathedralskole, Falster A. B. 

Save, C, Dr. phil., Professor, Upsala F. B. B. 

Sørensen, A. A., Sognepræst til Terslev, Ringsted A. B. 

Thomsen, Gr. T., Dr. phil , Legationsraad, Bessastadir, Island. A. B. 

Thorbrøgger, Sk. T., Etatsraad, Toldinspecteur, Aalborg ... A. B. 

Thorkelin, F. B. J., Capitain, Kjøbenhavn A. B. 

Thorlacius, A. O., Kjøbmand, Stykkisholm, Island A. B. 

Thorsen, P. G,, Professor, Bibliothekar, Kjøbenhavn A. B. 

Thor son, E. M., Underbibliothekar, Kjøbenhavn A. B. 

Thortsen, C. A., Professor, Kjøbenhavn A. B. 

Thrige, S. B., Professor, Skolebestyrer, Kjøbenhavn A. B. 

Thue, J. , kgl. portugisisk Konsul i Arendal F. B. B. 

Tillisch, F. F., Geh.-Conferentsraad, Kjøbenhavn A. B. 

Trap, i. P., Geh.-Etatsr., Cabinets-Secretair hos Hs. M. Kongen, 

Kjøbenhavn A. B. 

Tregder, P.H., Dr. phil., Professor, Rektor ved Sorø Academi A. B. 

Trolle-Bonde, G., Greve, Kammerh., Såfstaholm, Sodermanland F. B. B. 

Trolle-Wachtmeister, H. G., Greve, En af Rikets Herrar. 

Årup, Christianstad A. B. 

Tørnstrand, G., Dr. phil., Provst, Stora Schedvi, Fahlun . . . A. B. 

Unger, C. R., Professor, Christiania V. B. 

Vaupell, O. F., Oberst, Odense AB. 

Vedel, E., Kammerjunker, Amtmand, Rønne A. B. 

Viborg, K. F., Dr. phil., Sognepræst, Slagelse AB. 

Wachtmeister, H., Dr. phil., Greve, Johannishus, Carlskrona . F. B. B. 

Wackerbarth, A. D., Professor, Upsala F. B. B. 

Wasrin, P. A, Dr. phil., Brukspatron, Linkøping F. B. B. 

Wedel 1, K.W.A. S, Kammerh., Lehnsgr. til Wedellsborg, Assens F. B. B. 

Wegener, C. F., Conferentsr., Geh.-Archivar, Kjøbenhavn. . . A. B. 

Werlauff, E. C, Conferentsraad, Professor, Kjøbenhavn. Æresmedlem. 

Westergaard, N. L., Etatsraad, Professor, Kjøbenhavn .... A. B. 

Wetterbergh, C. A., Dr. med., Såtra, Norkoping V. B. 

Wiberg, C. F., Lector, Gefle F. B. B. 

Wichfeld, J. de, Kammerh., til Stamhuset Engestofte, Maribo A. B. 

W i es elg ren, P, Dr. theol., Dromprovst, Gøteborg F. B. B. 

Willemoes, F. C,. Etatsraad, Herredsfoged, Aarhus B. B. 

Willer, M., Varemægler, Kjøbenhavn A. B. 

Wimmer, L. F. A, Dr. phil., Kjøbenhavn A. B. 



SELSKABETS MEDLEMMER I KORDEN. 37 

Winkel-Horn, E. F. (and. mag., Kjøbenhavn AB 

Wi ns trup, L. A., Justitsraad, Bygningsinspecteur, Kolding. . . A. B. 

Winther, i. N., Lærer, Lyngby (Kbhavn.) A. B. 

Wolff, A. A., Dr. phil , Overrabiner, kjøbenhavn A. B. 

Wolff, F., Konsul, Kjøbenhavn A. B. 

Wolfhagen, F. H., Kammerherre A. B. 

Worsaae, J. J. A., Etatsraad, Museums-Directeur, Kjøbenhavn A. B. 

Wroblewsky, J. J., Korpslæge, Kjøbenhavn A. B. 

Wulff, J., Kammerraad, Østergaard, Løgstør F. B. B. 

Wyk, O, Grosserer, Gøteborg F. B. B. 

Wørishøffer. J P. A., General, Nyborg A. B. 

Zinck, L, Cund. theol , Kjøbenhavn A. B. 



B. Medlemmer udenfor Norden. 

H. M. Alexander II, Keiser af Rusland F. B. B. 

H. M. Wilhelm I, Konge af Preussen F. B. B. 

H. M. Wilhelm III, Konge af Nederlandene F. B. B. 

H. M. Victor Emanuel, Konge af Italien F. B. B. 

H. M. Dom Pedro II, Keiser af Brasilien F. B. B. 

H. M. Johann, Konge af Sachsen F. B. B. 

H. M. Abdul- Aziz-Khan, Sultan af Tyrkiet F. B. B. 

H. Ks. H. Leopold II, fh. Storhertug af Toscana F. B. B. 

H. H. Friedrich Frantz, Storhertug af Meklenburg-Schwerin F. B. B. 

H. Ks. H. Gonstantin Nicolaievitsch, Storfyrste af Rusland F. B. B. 

H. Ks. H. Napoleon Bonaparte, Prinds af Frankrig F. B. B. 

H. K. H. Albert Edward, Prinds af Wales F. B. B. 

H. K. H. Wilhelm Fridrich, Prinds af Nederlandene F. B. B. 

H. Ks. H. Peter, Prinds af Oldenburg, General i russisk Tjeneste F. B. B. 

H. H. Garl II, fh. Hertug af Lucca F. B. B. 

li K H Humbert, Kronprinds af Italien, Fyrste af Piemont . F. B. B. 

II K. H. Amadeus, Prinds af Italien, Hertug af Aosta F. B. B. 

H. K. H. Eugen, Prinds af Savoyen-Garignan F. B. B. 

H. H. Adolph, Hertug af Nassau F. B. B. 

H. H. Ernst II, Hertug af Sachsen-Goburg-Gotha F. B. B. 

H. H. Bernhard, Hertug af Sachsen-Meiningen F. B. B. 

Aali, Mehemed Emin-, Pacha, H. M. Sultanens Storvisir, Gon- 

stantinopel F. B. B. 

Abel, W. O, Diaconus, Leonberg, Wiirtemberg F. B. B. 

Adlerberg, V. von, Greve, General, Minister for det keiserlige 

Hus, St. Petersborg F. B. B. 



38 SELSKABETS MEDLEMMER UDENFOR NORDEN. 

Akerman, J. Y, Esq., Secretair v. d. numismatiske Selskab i 

London F. B. B. 

Albarellos, Don N., Dr. med., Medlem af Repræsentantskabet 

i Buenos Ayres F. B. B. 

Alcock, R., Esq, fb. kgl. storbritanisk bef. Minister i Japan, 

London F. B. B. 

Ali Mahomed Khan, Mirza, britisk Fredsdommer og keis. 

ottomanisk Gen. -Konsul, Bombay F. B. B. 

Almonte, Don J. N., General, Mexico F. B. B. 

Aisina, Don V., Dr., Buenos Ayres F. B. B. 

Amherst, Right Hon. W. P., Earl of Montreal, Kent F. B. B. 

Appleton, J. R., Esq. Durham F. B. B. 

Araujo-Ribeiro, Dom J. de, fh. keis. brasiliansk bef. Minister 

i Paris, Rio de Janeiro F. B. B. 

Arntzen, N, Esq., Fall River, Massachusetts F. B. B. 

Aspinwall. T., Oberst, Brooklyne, Massachusetts F. B. B. 

Asaad Kayat, Sheikh, fh. kgl. storbritannisk Konsul i Syrien, 

Jaffa V. B. 

Athanasius, Erkebiskop, Metropolit af Korfu F. B. B. 

Babu-Digamber Mitra, Medlem af Bengalens lovgivende Raad 

Calcutta B. B. 

Baggesen, C. R., Archidiaconus ved Domkirken i Bern . . . . F. B. B. 

Bancroft, G., L. L. D. , de nordamerikanske Fristaters befuld- 
mægtigede Minister, Berlin F. B. B. 

Baratayeff, Fyrst M., Adels-Marskal for Gouvermentet Simbirsk F. B B. 

Barclay, Rev. S. V., Principal ved Universitetet i Glasgow . . F. B. B. 

Barkly, Sir H., K.C. B, Gouverneur paa Øen Mauritius . . . . F. B. B. 

Barkow, A. F, Professor, Greifswalde F. B. B. 

Barry, SirR., Overdommer og Kantsier ved Universitetet i Mel- 
bourne, Australien F. B. B. 

Bartholomæi, J. A. de, General, Secretair v. d. archæologiske 

Selskab i St. Petersborg F. B. B. 

Bartlett, J. R., Esq., Statssecretair, Providence, Rhode-Island. F B. B. 

Basilius, Erkebiskop af Polotsk og Vitebsk, Busland F. B. B. 

Baudot, H. , Præsident for den archæologiske Commission for 

C6te d'Or, Dijon F. B. B. 

Beamish, J. C., Esq, Penlee Cottage, Devonport ....*.'... F. B. B. 

Beamlsh, N. L., F. R. S . Oberstlieutenant, Loto-Park, Irland . F. B. B. 

Beauvois, E., R. af D., Corberon, Cdte d'Or V. B. 

Belcredi, F. von, Greve, Schlosz Løsch i Måhren F. B. B. 

Bengesco, G. de, fh. Cultusminister i Walachiet, Bukarest. . F. B. B. 

Bergmann, F., Professor ved Akademiet i Strasborg F. B. B. 

Bertrand, A., Directeur for Museet i Saint-Germain V. B. 

Blbesco, Fyrst G, fh. Hospodar af Wallachiet, Wien F. B. B. 



SELSKABETS MEDLEMMER CDENPOR HORDEN. |9 

Biondclli, U, Directeur for Antiquitets-Muteet 1 Milano . . . F. B. li 

Bonaparte, L. L., Prindg. Senator, London F. B. B. 

Bonghi, D., Cavaliere, Neapel F. B. B. 

Bonstetten, G. von. Eichi'iibulil. Schweiz F. B. B. 

Borromeo, V., Greve, Grand af Spanien, Senator, Turln . . . F. B. B. 

Bosworth, Rev. J., Dr. phil , F. R. S , Islip, England F. B. B. 

Bo to n. Don J, Dr , Helesterets-Dommer, Venezuela F. B. B. 

Bouillé, R. de, Marquis, Paris F. B. B. 

Boutkoff, P. G., Greve, Geheiineraad, St. Petersborg F. B. B. 

Bowring, Sir J., London F. B. B. 

Brabrook, E. W., Esq, F. S A , London F. B. B. 

Bradford, A. W., Esq., New York F. B. B. 

Bradlee, G. D., Pastor, Boston, Mass F. B. B. 

Bradley, Gb. W , LL D , fh. Statsseorelair i Gonnecticut, New 

Haven F. B. B. 

Brailas, P., Professor, Senats-Secretair, Korfu F. B. B. 

Brasseur de Bourbourg, G. E., Abbed, Paris V. B. 

Bro el -Piater, \V. S. de, Greve til Wiszniowletz, Gouverne- 

nientet Minsk F. B. B. 

Brown, J. G., Esq., Providence, Rhode-Island F. B. B. 

Brown, J P. , Esq , nordamerikansk Legationssecretalr i Con- 

stantinopel F. B. B. 

Brown, J. R., Esq, Glerkenwell, England F. B B. 

Browne, P. , Esq., fh. kgl. storbritannisk Legationssecretalr i 

Kjobenhavn, London F. B. B. 

Bulow, B. E, storhert. meklenborgsk Gesandt, Berlin Klt.lt 

Burnes, J, Esq, LL. D , Vicepræsident for HAS, Bombay . F. B. B. 

Byzantios, G. I) . Lexicograph, Athen B. B. 

Galvo, Don N. A., Buenos Ayres F. B. B. 

Gapellini, G, Professor, Bologna V. B. 

C app o ni, G., Marquis, Medlem af Academia della Crusca, Florents F. B. B. 

G arniolin i -Pin sky, MM , Geheimeraad, Senator, St. Petersborg F. B. B. 

Gasaus, Don F II., Erkebiskop af Guatemala og Biskop i Havanna F. B. B. 

Gastella n os, Don F, Dr , Senats-Præsident, Uruguay F. B B. 

G as tro, Don F. D. F. de, Senator, Santo-Domingo F. B. B. 

C had bo urne, P. A . AM, M D, Professor i Naturhistorie ved 

Williams College, Brunswick, Maine F. B. B. 

Chamberlain, M, Esq, Boston, Massachusetts F. B B. 

Charnock, R. S., Esq, London F. B. B. 

C i galla, G. de, Greve. P. D , Santorin i det græske Archipel . F. B. B. 

(Harke, H, Esq., Præsid. for det archæol. Akademi i Smyrna. F. B. B. 

Coates, B. H, M D, Philadelphia F. B. B. 

Coit, Th. W. . D. D , Præsident for det transsylvaniske Univer- 
sitet i Lexington, Kentucky F. B. B. 



40 SELSKABETS MEDLEMMER LDENF0R NORDEN. 

Coke d'Ewes, Esq, Brookhill Hal], Derbyshire F. B. B. 

Collin gs, Bev. W. T., East Grafton, England F. B. B. 

Conestabile, G., Greve, Professor i Archæologi ved Univer- 
sitetet i Perugia F. B. B. 

Cosby, J. H. W, Esq., Advocat, Abbey Lodge, Irland F. B. B. 

Croker, Th. C, Esq, London F. B. B. 

Cronstedt, A, Gouverneur over Åbo og Bjørneborgs Lehn, Åbo F. B. B. 

Cust, Sir E., D. C. L., Gen.-Lieutenant, Leasowe Castle, Che- 

shire . F. B. B. 

Dalrymple, Edw. A. , Bev., D. D. , Professor ved Universitetet 

i Maryland, Baltimore F. B. B. 

Damaskini, SirA., J U. D , Justitiarius i Overretten paa Korfu F. B. B. 

Daschkoff, J. A., keis. russisk bef. Minister i Stockholm . . . F. B. B. 

Dasent, G. W., Esq., D. C. L., London . V. B. 

Davis, Sir J. F., Bart., K. C. B, Holly-wood, Glaucesterschire. F. B. B. 

Demidoff, Fyrst A., Greve af San Donato, Toscana F. B. B. 

Desjardins, A., Overarchitect i Stiftet og Staden Lyon . . . . F. B. B. 

Désor, E., Professor, Neuchatel V. B. 

Dezoz de la Boquette, J. B. M. A., fh. kgl fransk Konsul, Paris F. B. B. 

Dirks, J., J. U. D., Advocat ved den frisiske Overret i Leeuwarden F. B. B. 

Dognée, Eugéne O. M. , Dr. , Baadgiver ved det Belgiske Aka- 
demi, Liége V. B. 

Domingues, Don L., Buenos Ayres F. B. B. 

Dowler, B., M. D., practiserende Læge i New-Orleans F. B. B. 

Drake, S. G, Esq., Boston, Massachusetts F. B. B. 

Du Bois, H C, forh. k. nederl. Minister, Haag . . . . F. B. B. 

Dufferin, F. T., Lord, London F. B. B. 

Duncan, A,, Esq., fh. Sheriff paa Shetland, Lerwick F. B. B. 

Dupont, E. , Dr. , Directeur for det naturhistoriske Museum i 

Bruxelles V. B. 

Durbin, J. P., Esq., A. M., Præsident for Dickinson College, 

Carlisle, Pennsylvania F. B. B. 

Earle, Bev., J., Professor, Præst i Swanswick, England .... F. B. B. 

Eastwick, E. B., Esq, F B. S., London F. B. B. 

Edgley, Th, Esq., Willoughby Terrace, Park Tottenham, England F. B. B. 

Elizalde, Don B., Dr., Udenrigsminister, Buenos Ayres .... F. B. B. 

El kan, W,, Grosserer, kgl dansk Konsul i Harburg .- F. B. B. 

Ellenborough, E. L. , Earl, Southam House, Gloucestershire F. B. B. 

Elton, B., A M., Professor ved Browns Universitet i Providence 

Bhode-Island F. B. B. 

Enochin, J. V., M. D., virkel. Statsraad, St. Petersborg . . . . F. B. B. 

Eschmann, i. y OberstlieutenaDt, Ingenieur-Geograph, St. Gallen F. B. B. 

Eulampius, fh. Erkebiskop af Tobolsk og Sibirien, Svijåsk, 

Gouvernementet Kasan F. B. B. 



SKI.SKABF.TS MEDLEMMER CDENF0R NORDEN. 41 

Europaeus, A. J, Provst, Libelitz, Finland V. B. 

Evans, J. , F. R. S., SecTetair ved det numismatiske SeUkab i 

London, Nash Mills, England F. B. B. 

Evans, T. W, Esq., MP., Alles-Tree-Hall. Derbyshire F. B. B. 

Ewald, G. H. A., Professor ved Universitetet i Cøttingen . . . F. B. B. 

Fair, G., M. I)., engelsk Hospitalslæge, Buenos Ayres F. B. B. 

Falck, P. E. , Lagman i Åbo og Bjørneborgs Lagsage, Finland F. B. B. 

Farrer, J., Esq, M. P, Ingleborough, Yorkshire F. B. B. 

Flaux, A. de, I /<■/. i Bas Languedoc F. B. B. 

Force, Hon. P., Washington F. B. B. 

Foundouklel, J. J, (Jeheimeraad, Senator, Warschau F. B. B. 

Fowler, Rev. W. C , A. M. , Professor, Durham, Centre, 

Connecticut F. B. B. 

Fraas, O , Professor, Stuttgart V. B. 

Fragueiro, Don M., Dr., Gouverneur, Buenos Ayres F. B. B. 

Franks, Aug. W., V. P. S. A., En af Directeurerne for British 

Museum, London F. B. B. 

Fraser, A., Esq., kgl. storbritannisk Konsul i Batavia F. B. B. 

Frati, L, Adjunkt ved Antiquitets-Museet i Bologna F. B. B. 

Fuad, Mehemed, Pacha, Hs. M. Sultanens Udenrigsminister, 

Constantinopel F. B. B. 

Fytche, J. L., Esq., Thorpe Hall, England F. B. B. 

Genty de Bussy, P., Statsraad, Paris F. B. B. 

Gibbes, R. W., M. D., Columbia, Syd-Carolina F. B. B. 

Glbbs, H. H., Esq, London F. B. B. 

Gibson, W. S., Esq., A. M , Advocat, Tynemouth, Northumberland F. B. B. 

Giesebrecht, L., Professor ved Gymnasiet i Stettin F. B. B. 

Goldmann, L., kgl. dansk Konsul i Capstaden, Afrika F. B. B. 

Good, C , kgl. dansk Gen. -Konsul i Hull F. B. B. 

Gordon, G j. B, kgl. storbritannisk bef. Minister i Stuttgart. F. B. B. 

Gorosttaga, Don B, Dr , Advocat, Buenos Ayres F. B. B. 

Gortschakoff II, P. D., Fyrste, Gen.-Lieutenant, St. Petersborg F. B. B. 

Gozzadini, G., Greve, Senator, Bologna V. B. 

Graty, A. M. du, Baron, Chargé d'affaires for Republiken Pa- 
raguay i Berlin F. B. B. 

Grez, H.F.de.J. U. D., Districts-Commissair, Brede, Nord-Braband F. B. B. 

Guillon, C, Roermond, Limburg F. B. B. 

Gutierrez, Don J. M. , fh. Udenrigsminister i den argentinske 

Confoederation, Paranå F. B. B. 

Halberstma, J. H., Præst i Deventer, Over-Yssel V. B. 

Haliburton, R. G., M. A , Oberstlieutenant, Hallfåx, Ny Skotland B. B. 

Hambro, C. J., Baron, London F. B. B. 

Hamllton, A., Esq. London F. B. B. 



42 SELSKABETS MEDLEMMER UDENFOR NORDEN. 

Ha mil ton, Sir W. R., Professor i Astronomi ved Universitetet 

i Dublin F. B. B. 

Hamilton, Rev. Z., Præst i Bressay, Shetland F. B. B. 

Hamlin, A. C, M. D., Medicinal-Inspecteur, Bangor, Maine . . F. B. B. 

Harrison, W., Esq., Samlesbury Hall, Lancashire F. B. B. 

Haupt, M., Professor ved Universitetet i Berlin F. B. B. 

Haurovitz, H. V. H, M. D., Geheimeraad, Wien F. B. B. 

Head, Sir E. W., Bart., K. C B., M. A., London F. B. B. 

Hébert, E., Professor å la Sorbonne, Paris V. B. 

Heros, Don M. de los, Directeur for det kgl. Bibliothek i Madrid F. B. B. 
Hettema, M. de Haan, Medlem af det frisiske Ridderskab, 

Leeuwarden V. B. 

Hipping, A. J., Provst, Sognepræst i Ny-Kyrka, Finland . . . . F. B. B. 
Hogg, J, Esq., MA, F. R. S., Secretair ved R. S. L., London. F. B B. 
Holbrook, J. V... M. D., Professor i Anatomi ved Collegiet i 

Charleston, Syd-Carolina F. B. B. 

Homeyer, G., Professor ved Universitetet i Berlin F. B. B. 

Hopkins, E. A, Esq., Generalkonsul, New Nork F. B. B. 

Hucht, W. L. J. van der, Grosserer, Harlem F. B. B. 

Hudson, W. H., Esq, Buenos Ayres F. B. B. 

Hume, Hev. A. , D. C. L., LL. D , Secretair in the Hist. S. of 

Lancashire and Cheshire, Everton, Lancashire F. B. B. 

Huth, H, Esq, fh. kgl. dansk Gen. -Konsul i Mexiko, London. F. B. B. 
Isidorus, Præsident for den hellige Synode, St. Petersborg . . F. B B. 
Kalmykoff, P. D., virkel. Statsraad, Professor ved Universitetet 

i St. Petersborg F. B. B. 

Kendrik, Rev. A. C., Professor, Hamilton, New York F. B. B. 

Kheredine Ben Hassem, Divisions-General, Marineminister, 

Tunis F. B. B. 

Knésévitch, D. M, Geheimeraad, Odessa F. B. B. 

Knowles, J. T., Architect, London F B. B. 

Kossakowski, S., Greve, Geheimeraad, Senator, Præsident for 

det heraldiske Kammer i Warschau F. B. B. 

Koucheleff-Besborodko, A G., Greve, virkel. Statsraad, 

St. Petersborg F. B. B. 

Kraszewsky, i. i., Curator for Skolerne i Volhynien, Shitomir, 

Rusland - F. B. B. 

Kubinyi, A. von, Directeur for National-Museet i Pest F. B. B. 

Kubinyi, F. von, jun., til Felsø, Kubin og Deménfalva i Ungarn F. B. B. 
Kubinyi, F. von, Vice-Præsident for det geologiske Selskab i Pest V. B. 

Kulakowgky, J., Curator for Gymnasiet i Bialystok F B. B. 

Kutorga, M S., Professor ved Universitetet i St. Petersborg . F. B. B 
Kønne, B. von, DP, Friherre, virkel Statsraad, St Petersborg V. B. 
Laing, S, Esq, Edinburgh F. B. B. 



SELSKABETS MEDLEMMER CDEKFOR KORDEN. 



43 



Lamas, Don A . I)r , fh. bef Minister for Republikken Uruguay 

1 Rio de Janeiro F. B. B. 

Langgaard, T. J. H., M. <fe Ph. D., Campinas, Brasilien B. B. 

Lapham, J. \ Esq., Milvaukee, Wisconsin F. B. B. 

Larsen, Don J. M., Dr., Professor ved Universitetet i Buenos Ayres F. B. B. 

Lartet, E., Præsident for Kongressen i 1867, Paris V. B. 

Lastarria, Don J. V., Advokat, Santiago, Chile F. B. B. 

Lavinsky, A., Gouverneur over Jeneseisk og Irkutsk, Sibirien B. B. B. 

Leal, Dom F. J. P., kois. brasiliansk Minisler-Resid. i liuenos Ayres F. B. B. 

Lee, J., Esq., LL. D., F. R. S., London F. B. F. 

Lee, Right Rev., J. P., D. D., F.R.S, Lord Biskop af Manchester, 

Mauldeth Hall, England F. B. B. 

Leemans, C, P. D., Directeur for Rigsmuseet i Leyden . ... V. B. 

Lenox, J., Esq., New York F. B. B. 

Lewis, M., Esq., Baltimore, Maryland F. B. B. 

Lewschine, A. de, Geheimeraad, Senator, St. Petersborg . . . F. B. B. 
Lilliencron, R. \V. T. H. F. von, Baron, P. D., Kammerherre, 

Sachsen-Meiningen F. B. B. 

Lindfors, P. P., M. D., Collegie-Assessor, Nyslott, Finland . . F. B. B. 
Lind slev, Rev. P. , Præsident for Universitetet i Nashville, 

Tennessee F. B. B. 

Lisch, F, Dr., Archivraad, Museums Directeur, Schwerin ... V. B. 

Litton, S., Esq., MD., Præsident for det kgl. irske Akademi, Dublin F. B. B. 

Lobera, Don J. G., Alcalde i Cordova, Andalusien F. B. B. 

Longfellow, H. W. , Esq., Professor ved Harvard Universitet 

i Cambridge, Massachusetts F. B. B. 

Lukis, Rev. W. C, M. A., Collingbourne Ducis, England . . . F. B. B. 

Lund, P. V., P. D., Professor, Rio de Janeiro F. B. B. 

Lunzi, N. C, Greve, San Kyrikos, Zante F. B. B. 

Lutké, F. B. de, Admiral, General- Adjutant, St. Petersborg . . F. B. B. 

Lønnrot, E., MD., Professor ved Universitetet i Helsingfors . F. B. B. 

Macaulay, D., Esq., LL. D., Edinburgh F. B. B. 

Macedo, Dom J. da Costa de, Sekretair ved Vid. Akad. i Lissabon F. B. B. 
Maegregor, F. C, Esq., fh. kgl. storbritannisk Konsul i China, 

Reinbeck, Holstein F. B. B. 



Mackinlay, D., M. I> Pollockshields, Skotland. . . 
Mc. Kenzie, J. W., Writer to the Signet, Edinburgh 
Manockjee-Cursetjee, Esq., F. R. A. S., Bombay 
Man s el, G., Capitain i den britiske Marine, London 

Marcoran, Sir G., J. U. D., Korfu 

M;r quel / . J. I., Præsident for Republikken Ny-Granada 
Marsh. C. I', nordamerikansk bef. Minister i Florents 

Martin, Henri, Historiker, Paris 

May er, I., Esq., Curator for Antiquitets-Museet i Liverpool 



F. B. 

F. B. 

F. B. 

F. I 

F. B 

F. B 
F 



lt 
B. 
IS 
I 
it 
B. 
B B 
V. B. 
F. B. B. 



44 SELSKABETS MEDLEMMER CDENF0R NORDEN. 

Meisser, C, Professor ved Universitetet i Hr ussel F. B. B. 

Mel I en, W. P., Esq., Advocat, Natchez, Mississippi F. B. B. 

Michelsen, C, kgl. dansk Gen. -Konsul i St. Fé de Bogota, 

Ny Granada F. B. B. 

Miniscalchi-Erizzo, F., Greve, Kammerherre, Verona. . . . F. B. B. 

Mitchell, J. M., kgl. belgisk Konsul i Leith F. B. B. 

Mitré, Don B., General, Præsident i den Argentinske Bepublik F. B. B. 

Mohnike, O., M. D., Læge i den nederlandsk-ostindiske Armee, 

Batavia F. B. B. 

Monserrate, F. D. G. de, Directeur for det keis. Bibliolhek i 

Bio de Janeiro F. B. B. 

Montefiore Sir M., Bart., F. B. S., London F. B. B. 

Montezuma, D. F., Vicomte de Jequitinconha, Grand af Bra- 
silien, virkel. Statsraad, Bio de Janeiro F. B. B. 

Morgan, H. J., Embedsmand i Provincial-Secretary-Office, Ot- 
tawa, Canada B. B. 

Morpurgo, J., Banquier, kgl. belgisk Gen. -Konsul i Triest . . F. B. B. 

Morris, J. G., Esq., Philadelphia F. B. B. 

Morrow, B., Esq., Grosserer, Halifax, Ny Skotland F. B. B. 

Mortillet, G. de; Inspecteur ved Museet i Saint-Germain. . . V. B. 

Mosquera, T. C. de, General, Præsident for Bepublikken Ny 

Granada, St. Fé de Bogota F. B. B. 

Mou khan off, P. de, Geheimeraad, Medlem af det keis. Stats- 
raad, St. Petersborg F. B. B. 

Mueller, F., M. <fe P. D. , Government Botanist, Melbourne, 

Australien F. B. B. 

Moussine-Boushkine, M. de., Geheimeraad, fh. Curator for 

Universitetet i Kasan F. B. B. 

Murphy, Hon, H. C., Brooklyn, New York F. B. B. 

Munch-Bellinghausen, E., Friherre, Directeur for Hof- 

bibliotheket i Wien F. B. B. 

Nabert, H., P. D., Overlærer, Hannover B. B. 

Napiersky, C. A. , P. D., Statsraad, Gouvernements-Skole- 

Directeur, Riga F. B. B. 

Nicholson, Sir C., Baronet, D. C. L., LL. D., London F. B. B. 

Nisser, Don P., Melbourne, Australien S. B. B. 

Nordenheim, C., virkel. Statsraad, Senator, Helsingfors. . . . F. B. B. 

Nottingham, J., M. D., Surgeon N. C., Liverpool F. B. B. 

Obligado, Don P., Dr., fh. Gouverneur i Buenos Ayres . . . . F. B. B. 

Obolensky, M., Fyrste, Geheimeraad, St. Petersborg F. B. B. 

Olfers, J. F. M. von, Geheimeraad, Gen. -Directeur over de 

kgl. preussiske Museer, Berlin F. B. B. 

Oli n da, Don P. de Araujo Limas, Marquis de, virkel. Statsraad, 

Rio de Janeiro . F. B. B. 



SELSKABETS MEDLEMMER TDENFOR NORDEN. 45 

Olsoufieff, H. I) . fli Hofmarskal hos Hs M Keiser Alexander F. B B. 

Ormerod, Ven. T. J., A M., Archdeacon af Suffolk F. B B. 

O snob ise hi n, D., Collegieraad, Curator for Gymnasiet i Simbirsk F. B. B. 
Osuna y del Ynfantådo, Don M. Duque de, Grand af Spanien, 

kgl. spansk overordenl. bef. Minister i St. Petersborg . . . F. B. B. 
Ouvaroff, \ Greve, Statsraad, Medlem af Vid. Akademi I St. 

Petersborg, Moskau F. B. B. 

Parish, F., Esq., kgl. storbritannisk Konsul i Buenos Ayres. . F. B. B. 

Parker, Bev. P., Washington F. B. B. 

Pazos, Don J. B., Dr., Buenos Ayres F. B. B. 

Penguilly l'Haridon, Baron, Directeur for Musée d'Artillerie, 

Paris V. B. 

Perez, Don J. J , Præsident for Bepublikken Chile ... B. B. 

Perez, Don B. J., Advocat, Prof. ved Univers, i Buenos Ayres F. B. B. 

Perez de Velasco, Don H., J. U. D., Advocat, Lima F. B. B. 

Peto, Sir S. M., Bart., M. P., K. C. D., til Somerleyton Hall, 

Suffolk F. B. B. 

Philarétes, Medl. af den heil. Synode, Metropolit af Moskwa 

og Kolomna, Moskwa F. B. B. 

Phillips, G., Professor ved Universitetet i Wien F. B. B. 

Phillips, Sir T., Bart., til Middlehill. Worcestershire F. B. B. 

Philosophoff, A., Gen.-Adjutant, St. P«tersborg F. B. B. 

Pipping, F. W., Statsraad, Prof. ved Universitetet i Helsingfors F. B. B. 

Platon, Medlem af den heil. Synode, Erkebiskop af Blga og Mitau F. B. B. 

Pontoppidan, H., kgl. dansk Gen. -Konsul i Hamburg F~ B. B. 

Porter, J., M. 1) . Plalnfleld, Massachusetts F. B. B. 

Power, Aev., J., Bibliothekar ved Universitetet i Cambridge. . F. B. B. 

Pratapa Chandra Sinha Bahédoor, Baja, Bakparåh, Bengalen F. B. B. 

Pryce, D. T., Esq., Grosserer, Batavia F. B. B. 

Przezdziecky, A., Greve, Archæolog, Warschau F. B. B. 

Pycroft, i. W., Esq., London F. B. B. 

Quatrefages, A. De, Professor, Medlem af Institut de France V. B. 

Rabbe, F. I., P. et M. D , Collegie-Assessor, Helsingfors. . . . F. B. B. 

Bai'vsky. M., Erkepræst ved den keis. russiske Legation i Wien F. B. B. 

Båjendraléla Mitra, B, Vice-Præsident for HAS. Calcutta F. B. B. 

Ral li, A. di Stephano, Banquier, Triest F. B. B. 

Ramirez y de las Casas Deza, Don L. M., M. D., Professor 

ved Lyceet i Cordova F. B. B. 

Rangabés, A. R., Professor ved Universitetet 1 Athen V. B. 

Rastawiecki, E., Baron, Archæolog, Warschau F. B. B. 

Bead, J. M., General, Paris F. B. B. 

Reutz, A. M. T. von, J. U. D., Hofraad, Professor ved Univer- 
sitetet i Dorpat F. B. B. 

Riant, P. E. D. ( Greve, Paris V. B. 



46 SELSKABETS MEDLEMMER UDENFOR NORDEN. 

Ricker, S., fh. nordamerikansk Gen.-Konsul i Frankfurt a. M. F. B. B. 

Ritschl, G. C. B, T. D., fh. Gen. -Superintendent, Berlin . . . F. B. B. 

Robert, P. C, Directeur i Krigs-Departmentet, Paris F. B. B. 

Robinson, i. R., Esq., Dewsbury, England F. B. B. 

Rochussen, J. J., kgl. nederlandsk Statsminister, Haag. . . . F. B. B. 

Rodotheatos, S., J. U. D., Justitiarius ved Overretten paa Korfu F. B. B. 

Rodriguez de Berlanga, Don M., J. U. D., Malaga B. B. 

Ru mine, N. de, virkel. Statsraad, Kammerherre, Moskva . . . F. B. B. 

Ruyssenaers, S. W., kgl. nederlandsk Gen.-Konsul 1 Alexandria F. B. B. 

Sabatier, J., Archæolog, St. Petersborg V. B. 

Sabatini, Signore D., Neapel F. B. B. 

Savvaitof, P., Prof. ved det geistl. Seminar, i St. Petersborg F. B. B. 

Scarpa, Chevalier J. da, fh. kgl. dansk Konsul i Fiume. . . F. B. B. 

Schaaffhausen, Geheimeraad, Prolessor, Bonn V. B. 

Schack-Sommer, J. O., kgl. dansk Vice-Konsul i Hamburg. F. B. B. 

Schildt, W. S., Districtslæge, Jyvåskylå, Finland F. B. B. 

Schindler, J., Baron, Geheimeraad, Canonicus, Krakau . . . . F. B. B. 

Schoeppingk, D., Baron, Archæolog, Moskwa F. B. B. 

S chr o eder, F., fh. nordamerikansk Chargé d'Affaires i Stockholm F. B. B. 

Schubert, F. H. de, Generallieutenaut, St. Petersborg F. B. B. 

Schultén, O. de, P. D., Baron, Vice-Præsident i Justits-Departe- 
mentet, Helsingfors F. B. B. 

Schumann, H., P. D., Overlærer ved Real-Gymnas. i Hildesheim B. B. 

Schuth, N. C., kgl. dansk Gen.-Konsul i Valparaiso F. B. B. 

Scheil, Sir J., Gen. -Major, London F. B. B. 

Simpson, J. Y., M. D., Professor ved Universitetet i Edinburgh V. B. 

Singer, Rev. J. , D. D. , Secretair ved det kgl. irske Akademi 

i Dublin F. B. B. 

Smith, C. R., Esq., Strood i Kent, England V. B. 

Smith, J. C., Esq., Sharon, Connecticut F. B. B. 

Smith, R. B., Esq., Villa Nova, England F. B. B. 

Solomos, D., Greve, Zante F. F. B. 

Sourdeval, C. M. de, Dommer ved Retten i Tours F. B. B. 

Sparks, J. , LL. D. , Prof. i Historie ved Harvard-Universitetet 

i Cambridge, Massachusetts F. B. B. 

Spring, A., Professor, Liége F. B. B. 

Squier, Hon. E. G., M. A., New York V. B. 

Ståhlberg, C. H., P. D., Provst og Sognepræst, Pielavesi, Finland F. B. B. 

Stallknecht, F. S., Esq., Advocat, New York F. B. B. 

S la well, Sir W. F., Overdommer, Victoria, Australien F. B. B. 

Stirbey, Fyrst D. Barbo de, fh. Hospodar af W'allachiet, Bukarest F. B. B. 

Stourdza, Fyrst Michael, fh. Hospodar af Moldau, Yassi. . . . F. B. B. 

Stu Ir . J., k. k. Historiograph, Chorherre i St. Florian, Øvre Østerrig F. B. B. 



SELSKABETS MEDLEMMER VDEKT0R KORDER. 47 

Sturup, W , Legationsraad, kel. dansk Gen. -Konsul i Caracas, 

Venezuela F. B. B. 

Svi t hinbank. G. K. Newcastle upon Tyne F. B. B. 

Symington, A. J., Esq.. Glasgow F. B. B. 

Tam Ian der, G. G., Oberstlieutenant, Helsingfors F. B. B. 

Tatarinoff, S. P. Gen. -Major. fh. Givil-Gouverneur i Tomsk . F. B. B. 

Tchertkoff, A. ( General, Moskva F. B. B. 

Thacher, J. S. B., Assessor I Øverste-Ret, Mississipi F. B. B. 

Theophilos, Præsident i Grækenlands heil. Synode, Metropolit 

af Athen B. B. 

Tiedge, J. E. G., Grosserer, Buenos Ayres F. B. B. 

Titoff, V. P. de, kels. russisk bef. Minister i Stuttgart F. B. B. 

Tobln, Sir T., Fredsdommer, Ballincollig, Grevskabet Cork . . F. B. B. 

Traherne, Rev. J. >l . M A, Coedriglan, England F. B. B. 

Trevelyan, Sir C., Bart., fh. Gouverneur over Præsidentskabet 

Madras, London F. B. B. 

Trevelyan, Sir W. C., Bart., W'allington, Newcastle on Tyne. F. B. B. 

Tubino, Franc. M. Don, Madrid V. B. 

Tweddell, G. M . Esq., Stokesley, England F. B. B. 

Typaldos, C. P. , Livlæge hos H. M. Kongen af Grækenland, 

Athen F. B. B. 

Ulrich, F. C., Gouverneur paa Øen St. Barthelemy, Vestindien F. B. B. 

Ustrialoff, N. G., Professor ved Universitetet i St. Petersborg F. B. B. 

Valaoritis, A., J. U. D., Legislator, S Maura F. B. B. 

Veliaminof-Zernof, Statsraad, Petersborg V. B. 

Vilanova, J., Professor, Madrid V. B. 

Viola, Don M. N., Dr., Advocat, Buenos Ayres F. B. B. 

Virchow, R., Professor, Berlin V. B 

Vlassopulos, S. J., Directeur for Assurance-Banken paa Ithaka B. B. 

Vogt, Carl, Professor, Geneve V. B. 

Wallcott, Rev. M. E., M. A., London F. B. B. 

W allen. G. S., Baron, Geheimeraad, Statssecretair for Finland, 

Heisingfors F. B. B. 

Watts. Rev F, Esq., Professor ved Spring Hill College, England F. B. B. 

Webb. Th. H., Esq., M. D., Secretair ved Rhode-Islands hist. 

Selskab, Boston, Massachusetts F. B. B. 

Webber, S., M. D., Charlestown, New Hampshire F. B. B. 

Were, J. B., Esq.. kgl. dansk og svensk-norsk Konsul i Mel- 
bourne, Australien F. B. B. 

Wetmore, P. M., General, New York F. B. B. 

Wiarda, S., kgl. nederlandsk Konsul i Buenos Ayres F. B. B. 

Wilson, Rev. J., D. D . Præsident for Trin i ty College 1 Oxford F. B. B. 

Winthrop, R. C, LL D . Piæsideut for det hist Selskab i 

Massachusetts, Boston F. B. B. 



48 SELSKABETS MEDLEMMER UDENFOR NORDEN. 

Witt, H., kgl. dansk Gen -Konsul i Lima, Peru S. B. B. 

Witte, J. J. A. M. de, Baron, Paris F. B. B. 

Wocel, J. E., Professor i Archæologi ved Universitetet I Prag. V. B. 

Wolanski, T. v. Wolan, Landraad, Posen F. B. B. 

Woldsen, J. N., kgl. dansk General-Konsul i Amsterdam . . . F. B. B. 

Wood, B., Esq., kgl. storbritannisk Konsul i Tunis F. B. B. 

Woolsey, T. D„ A. M., Professor ved Yale-College, New-Haven, 

Connecticut F. B. B. 

Wrangel, F. H. E. von, Greve, Gen. -Feltmarskal, Berlin . . . F. B. B. 

Wrangell, F. de, Baron, Admiral, Gen. -Adjudant, St. Petersborg F. B. B. 

Wustenfeld, H. F., P. D., Prof. ved Universitetet i Gottingen. F. B. B. 

Young, A., Capitain, Twickenham, England F. B. B. 

Young, Sir J. , Gouverneur over New South Wales, Australien F. B. B. 

Zipser, E. A., Professor, Neusohl, Ungarn S. B. B. 






UDSIGT OVER SELSKABETS REGNSKAB 

FOR 1869. 



INDTÆGTER. M. Sk. 

Kassebeholdning fra 1868 930 15 

Hans Majestæt Kongens aarlige Gave 300 

bestandige Bidrag fra Medlemmer og Extra-Tilskud 204 61 

Aarlige Bidrag fra Medlemmer 493 72 

Ved Salg af Selskabels Skrifter. (Efter Fradrag af Omkostninger 
ved Forsendelse af Selskabets Skrifter, Fragt, Udgifter til 

Bekjendtgjørelser etc.) 320 63 

Renter af den faste Fond 3408 

5657 19 

UDGIFTER. 

/. Til ufuldendte Arbeider: Mémoires 1867-68 290 6 

//. Til Selskabets Bestyrelse og dets Virksomhed: rh. Sk. 

A. Secretairernes Honorarer 700 • 

For Besørgelse af løbende Forretninger, Assu- 
rance, Trykløn, Møders Afholdelse, Diplomers 
Udfærdigelse, Fragt og Porto 409 69 

Budløn og Understøttelse til Enken efter det 

forrige Bud 280 • 

'. 1339 69 

B. Oldskrift Afdelingen: til Forberedelse af Ud- 

gaven af Niåls Saga 350 • 

C. Oldsag Afdelingen: 

aj Aarbøgerne for 1869 og Tillægsheftet for 1868 1989 87 

b) Overlærer J. Kønigsfeldt for et historisk- 

archæologisk Index til Tidsskrifterne 100 • 

d) Honorar for Slutningen af Afhandlingen: 

. Folketro i Norden. .' 60 • 

2149 87 

///. Anvendt til den faste Fonds Forøgelse 170 90 

4300 60 
Kassebeholdning den 31. December 1869 1356 55 

6657 19 
F. S. BANG, 
Kasserer. 



50 

Undertegnede, det Kongelige Nordiske Oldskrifts-Selskabs for Aaret 
1869 valgte Revisorer, erklære herved at have undersøgt og revideret 
Regnskabet med tilhørende Rilag og befundet samme rigtigt. Endvidere 
erklære vi, at Selskabets faste Fond i 1869 er bleven forøget ved Ind- 
kjøb af Kongelige Obligationer til et paalydende Beløb af 200 Rigsdaler. 
Selskabets faste Fond er nu 85,300 Rdlr., hvoraf 85,100 ere optagne i 
Finantsministeriets Indskrivningsprotocol, og 200 henligge til Optagelse. 

Kjobenhavn, den 7. Marts 1870. 

M. WILLER. A. PETERSEN. 



DL Aarb^ger for nordisk 

1 oldkyndighed og historie 

N6 

1869 



PLEASE DO NOT REMOVE 
CARDS OR SLIPS FROM THIS POCKET 

UNIVERSITY OF TORONTO LIBRARY